Hvornår sætter vi os op i helikopteren?

I morgen udkommer Klimarådets årlige statusrapport med eksamensresultaterne for regeringens klimapolitik.

En stor del af fokus vil sandsynligvis være på, hvorvidt regeringen har anskueliggjort en vej mod Klimalovens mål om reduktioner af drivhusgasudledninger på 50-54 % i 2025, 70 % i 2030 og klimaneutralitet i 2050.

Klimarådet kommer måske med en svag kritik af regeringens indsats krydret med formuleringen om, at på nogle punkter har regeringen gjort det okay.

Regeringen vil lede med en tættekam efter de mindste positive tilkendegivelser og ophøje dem til generelle resultater af Klimarådets evaluering.

Klimabevægelserne vil fokusere på Klimarådets kritikpunkter, som formentlig peger på, at elementer af regeringens klimapolitik er baseret på usikre forventninger til udvikling af teknologier samt for ringe implementeringshastighed.

Journalisterne vil være lidt over det hele.

Alle vil rende rundt og diskutere statusrapporten, og samtalen om klimapolitik bliver dermed reduceret til en snæver boble, hvor man graver sig ned i elementer i en rapport.

Men i virkeligheden er indholdet af rapporten næsten ligegyldigt.

Rapporten tjener til, at fokus for samtalen snævrer ind, og at man dermed helt glemmer helikopterperspektivet.

Rapporten fjerner fokus fra de rigtige problemer

Og hvad går vi glip af at se, når vi ikke går op i helikopterperspektivet?

Vi ser ikke, at seks ud af ni planetære grænser er overskredet. De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer og er naturens grænser for, hvornår de med sikkerhed stadig kan opretholde sin egen funktion.

Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.

Èn af de planetære grænser, Klimaforandringer, blev allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million).

Herefter har man har brugt de sidste 36 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 36 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.

Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.

Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.

Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2025, 2030 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.

Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.

Modificeret illustration fra Politiken

Vi står foran et samfundskollaps – og politikerne gør ingenting

Klimarådets statusrapport kommer til at fungere som en distraktion for realiteterne og væk fra den diskussion, samfundet egentlig burde have:

Hvad skal vi gøre, når vi står foran et kollaps af vores livgivende økosystemer?

Et kollaps, som fører til mangel på rent drikkevand, mad og medicin, konflikter og krige.

Samfundet, som vi kender det, bryder sammen.

Hvad skal vi gøre ved politikernes manglende evne og vilje til at optræde som de ledere, de er valgt til at være?

Hvad skal vi gøre, når vores ledere svigter deres ansvar?

Folketingsmedlemmerne er valgt af befolkningen som vores ledere, og en af deres vigtigste opgaver er at styre os gennem krisesituationer.

I øjeblikket står vi i den alvorligste krise nogensinde i menneskehedens historie. En reel trussel mod selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.

Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til belastning af vores økosystemer.

Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem.

Hvad gør vi?

SBTi er alt for risikabel og uretfærdig

Nedenstående er et debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 19. december 2023 som et svar på debatindlægget ”SBTi-medstifter svarer på kritik: At kalde SBTi for »et svindelnummer« er virkelighedsfjernt og respektløst” bragt i Klimamonitor d. 1. december 2023, som er et svar på mit debatindlæg ”Civilingeniør om Science Based Targets: Vi bliver holdt for nar” bragt i Klimamonitor d. 24. november, 2023.

I en replik til mit debatindlæg bragt her i Klimamonitor d. 24. november, 2023, skriver Joachim Marc Christensen, leder i UN Global Compact, bl.a.: ”Men at reducere klimamål sat gennem SBTi til ”ren manipulation” og ”et svindelnummer” er unuanceret, virkelighedsfjernt og respektløst over for de virksomheder, som arbejder seriøst med at reducere deres udledninger i en verden, hvor politikerne i det store hele har gjort minimalt for at reducere globale udledninger.

Det er det eneste sted i replikken, hvor mit debatindlæg bliver omtalt, og her fokuserer Joachim Marc Christensen altså udelukkende på formen fremfor substansen.

Mit debatindlæg tager udgangspunkt i klimavidenskaben og er meget præcist om det videnskabelige grundlag med detaljerede specifikke referencer.

Grundlaget for min redegørelse er det resterende globale CO2-budget med en sandsynlighed på mindst 83 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5 grader, som er Parisaftalens overordnede mål.

Med en forventet global udledning på godt 40 Gton CO2 i 2023, vil det resterende globale CO2-budget være reduceret til ca. 60 Gton, når vi om mindre end en måned skriver 1. januar 2024.

Skal CO2-budgettet overholdes, kræver det f.eks. en lineær reduktion til 0 i slutningen af 2026.

SBTi’s overordnede krav er 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Forestiller man sig, at disse reduktioner udbredes til alle på et globalt niveau med start i 2024, ville hele CO2-budgettet på 100 Gton CO2 være brugt op allerede medio 2025.

Følges lineære reduktionsstier mellem punktmålene i 2030 og 2050, vil der være en samlet udledning i perioden 2024-2050 på godt 440 Gton CO2, altså mere end 4 gange så meget sammenlignet med udledningerne ved overholdelse af CO2-budgettet.

Dette er illustreret i Figur 1.

Figur 1: Globale lineære reduktionsstier samt de akkumulerede udledninger for henholdsvis overholdelse af CO2-budgettet (83 %) og for SBTi-metoden

Og det er vel at mærke, hvis alle lande i verden fulgte samme reduktionssti som SBTi-virksomheder. Det gør de jo ikke, så SBTi-virksomhedernes reduktionshastighed burde være endnu større for at kompensere for andre virksomheders/landes lavere reduktioner.

Desuden gør flere forhold, at SBTi’s overordnede krav ikke kan generaliseres for alle lande/virksomheder i verden.

Det globale CO2-budget skal ikke fordeles ligeligt

For det første skal CO2-budgettet ikke fordeles ligeligt mellem alle verdens lande.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling.

Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.

Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden.

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel, Klima og Omstillingsrådet samt Kraka-Deloitte.

Danmark står altså sammen med de fleste andre højindkomstlande i miljømæssig gæld til de fattigere lande. I årevis har vi spist af deres andel af kagen, og det fortsætter vi med. Denne erkendelse er endnu ikke for alvor nået ud blandt befolkninger, virksomheder, medier, politikere og beslutningstagere.

Videnskaben er konservativ

For det andet er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser. Det står altså langt værre til, end man får indtryk af.

Den globale middeltemperaturstigning ønskes i Parisaftalen holdt under 1,5 grader.

Figur 2 viser den daglige globale middeltemperaturstigning for 5-årsperioderne 2018-2022 og 1948-1952 i forhold til referencen for før-industrielt niveau (1850-1900).

Allerede i slutningen af 2015 overskred den daglige globale middeltemperaturstigning 1,5 grader for første gang, og d. 17. november i år overskred den daglige globale middeltemperaturstigning 2,0 grader.

Den markerede røde kurve illustrerer den daglige globale middeltemperaturstigning i 2023 indtil videre (data indtil 18/11). Temperaturstigningen har i 2023 overskredet 1,5 grader i samlet set 128 dage, heraf de sidste 74 dage i træk siden 6. september.

Figur 2: Gennemsnitlig daglig global middeltemperaturstigning for femårsperioderne 1948-1952 og 2018-2022 samt for 2023 indtil videre.

Man er altså godt i gang med at bryde den Parisaftale, som er grundlaget for klimapolitik og altså også for SBTi.

Hvordan kan man med de faktuelt observerede temperaturstigninger sætte sin lid til, at fjerne reduktionsmål i 2030, 2040 og 2050 er meningsfulde svar på den situation, vi står i?

Udover klimaforandringer har vi mennesker overbelastet fem af naturens andre otte økosystemer.

Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.

SBTi løber store risici

Vi har altså en situation, hvor de velstillede lande for længe siden har opbrugt deres miljømæssige råderum, og dette er kombineret med en videnskab, som halter bagefter observationerne i den fysiske verden.

Så hvad skal virksomhederne i de velstillede lande gøre, når disse lande har opbrugt deres råderum i en grad, så de står med en miljømæssig gæld til de fattigere lande?

Hvordan skal virksomhederne agere, når de ved, at enhver miljømæssig belastning fra deres side vil skubbe os endnu længere ud i det usikre område?

Kan vi legitimere virksomheders fortsatte eksistens, når de bidrager til ødelæggelse af vores fælles eksistensgrundlag?

Det er realiteter og spørgsmål, vi bliver nødt til at forholde os til, når man skal fastsætte og vurdere nødvendige tiltag.

I det foregående er det vist, at Parisaftalen på globalt niveau allerede er godt på vej til at blive brudt, og at virksomhederne i de velstillede lande har opbrugt deres miljømæssige råderum for mange år siden.

Det står i skærende kontrast til, at det i replikken fra UN Global Compact – uden nogen egentlig dokumentation – hævdes, at ”I SBTi kan virksomheder demonstrere, at de støtter op om Parisaftalen, at de vil levere på Parisaftalen…”,

Joachim Marc Christensen omtaler kun perifært det videnskabelige grundlag for SBTi’s metodiske grundlag som ”FN’s Klimapanels statusrapporter” og at de fordrer ”en markant drivhusgasreduktion”. Det er ukonkret.

Joachim Marc Christensen anfører også: ”Man kan naturligvis diskutere hvor hurtigt der skal reduceres set i forhold til Parisaftalens mål og gængs klimavidenskab, herunder de fremtidsscenarier, der er opstillet med tilhørende usikkerheder og sandsynligheder.

Det er principielt rigtigt, at der ikke er ét korrekt svar for, hvornår Parisaftalen er overholdt.

Man kan finde scenarier fra IPCC med udledninger frem til 2050, der angiveligt overholder Parisaftalen. Det er dog alle scenarier med overshoot, altså hvor temperaturstigningen kommer over 1,5 grader i en periode. Man forudsætter, at det ved anvendelse af CO2-fangst og -lagring i meget stort omfang, kan lykkes at få bragt temperaturstigningen under 1,5 grader igen.

Det er selvsagt enormt risikabelt at basere sine reduktionsmål på en teknologi, der endnu ikke har vist sig anvendelig i bare tilnærmelsesvis nødvendig skala.

Hertil kommer, at man ved overskridelse af 1,5 grader øger risikoen for aktivering af tipping-points, så temperaturstigningen accelereres og kommer ud af kontrol.

Risikoen for, at økosystemerne kollapser, ikke kan bringes tilbage i det sikre område og vores fælles eksistensgrundlag dermed trues, er en uacceptabel stor risiko, vi ikke kan løbe.

Tager man i stedet for IPCC’s scenarier udgangspunkt i CO2-budgettet, vil SBTi’s reduktionsmål illustreret i Figur 1 svare til en CO2-udledning, som i bedste fald kun giver ca. 20 % sandsynlighed for at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.

Uanset om man bruger IPCC’s scenarier eller CO2-budgettet som referencepunkt, er SBTi’s reduktionsmål altså forbundet med meget stor risiko for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader, og at vores eksistensgrundlag trues. Derfor er SBTi ikke noget meningsfuldt svar på den situation, vi står i.

Joachim Marc Christensen fremfører, at det handler mere om, ”at virksomheder tilslutter sig SBTi og går i gang med at reducere, end hvorvidt metoderne på nuværende tidspunkt stemmer helt overens med klimavidenskabens bedste scenarier for Parisaftalen.

Det er en pragmatisk holdning, man selvfølgelig kan have, men så bliver man nødt til i samme sætning at sige, at man med SBTi-reduktionsmålene løber en meget stor risiko for, at Parisaftalen brydes.

Joachim Marc Christensen skriver, at mit debatindlæg er respektløst over for SBTi-virksomheder. Jeg er blot budbringeren, der påpeger, at SBTi ikke med rette ubetinget kan hævde, at SBTi-tilsluttede virksomheder overholder Parisaftalen. Skulle nogen være respektløs over for virksomhederne, så er det SBTi selv, som giver virksomhederne et forvrænget indtryk af overensstemmelse mellem reduktionsmål og Parisaftalen.

Argumentationen i mit debatindlæg tager afsæt i klimavidenskab, der forsøger at minimere risici for mangel på vand og mad og alle de andre negative konsekvenser, som følger af temperaturstigninger og økosystemer ude af balance. Så jeg har svært ved at se, hvori det virkelighedsfjerne består. Jeg beskriver netop den faktiske situation fremfor at komme med udtalelser, der pakker virkeligheden ind i fjerne og særdeles risikable mål i 2030 og 2050.

Fossil infrastruktur skal pensioneres

Det er mere end 20 år siden, at journalisten og forfatteren, George Monbiot, sidst deltog i det engelske TV-program, BBC Question Time.

Da han fik muligheden i torsdags, spildte han bestemt ikke muligheden:

…med mindre vi lader de fossile brændstoffer være i undergrunden, har vi absolut ingen chance for at forhindre klimasammenbrud.

Det er ligesom at gå på en slankekur og sige, ja, jeg spiste en gigantisk balje is og en enorm kage, men jeg spiste også noget salat, så hvorfor taber jeg mig ikke.

Det er ligegyldigt, hvor mange vindmøller man sætter op, det er ligegyldigt hvor mange solceller man sætter op, hvis ikke man pensionerer fossil infrastruktur, hvis ikke man lovgiver om, at man skal lade kul, olie og gas ligge, hvor det hører til, hvilket er i geologiske lag, bliver planeten kogt. Så simpelt er det.

Og som et resultat af den højst effektive og dødbringende fossile brændstoflobbyisme, som har været en ”bugbear” på disse konferencer lige siden starten i 1992.

Og at det nu er nået til et så latterligt punkt, at præsidenten for COP28 i sit daglige job er adm. direktør for de Forenede Arabiske Emiraters olie- og selskab, ADNOC, som i øjeblikket ekspanderer sin olieproduktion.

Det er, hvad der har modarbejdet de simple ting, det er nødvendigt at gøre.

Og mens vi venter og venter, går årene, og vi har så få år tilbage nu, at vi skal foretage drastisk handling, hvis vi skal undgå, hvad der meget vel kunne være kollaps af jordens systemer, og dette er den største fare, som menneskeheden nogensinde har stået overfor og af design, som et resultat af den fossile brændstofindustris enorme undertrykkende magt, dumper vi.

Vi bliver holdt for nar

Vi bliver holdt for nar, når en række større virksomheder proklamerer, at deres reduktionsmål for drivhusgasudledninger overholder Parisaftalen – den aftale, hvor de fleste af verdens lande i 2015 forpligtigede sig til at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.

Vi bliver bildt ind, at virksomhedernes reduktionsmål er et godt svar på de enorme udfordringer vi står i, hvor seks af naturens ni økosystemer har overskredet sine grænser og er ude i usikkert område.

I virkeligheden er virksomhedernes reduktionsmål helt utilstrækkelige. Og det på trods af, at målene er valideret af det såkaldte Science Based Targets initiative (SBTi), som er den institution og det værktøj, hvor virksomheder og organisationer kan fastsætte og få valideret klimamål, der angiveligt stemmer overens med klimavidenskaben og bidrager til opnåelse af Parisaftalen.

Problemet er, at SBTi har meget lidt med klimavidenskab at gøre. Deres kriterier for reduktionsmål lever i hvert fald ikke op til Parisaftalen.

For at forstå det skal vi starte med at se på, hvordan videnskaben arbejder med klima.

Hvordan arbejder klimavidenskaben?

Klimavidenskaben laver beregninger af, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores resterende globale CO2-budget [2]. Dette tal er ikke mejslet i sten, da der er usikkerheder forbundet med brug af de store komplekse modeller, som bruges. Når størrelsen af dette budget skal bestemmes, arbejder man derfor med sandsynligheder.

Det betyder, at der til et givent resterende CO2-budget hører en sandsynlighed for, at overholdelsen af budgettet også vil holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.

Man arbejder oftest med sandsynligheder på mindst 50 %, 66 % og 83 %.

Har videnskaben beregnet et resterende CO2-budget med en sandsynlighed på 83 % betyder det også, at selv om man gør alt for at reducere og ikke udleder mere, end der er plads til i CO2-budgettet, så er der stadig op til 100 % – 83 % = 17 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning alligevel overskrider 1,5°C.

Hvor stort er det resterende globale CO2-budget?

Resultaterne af klimavidenskabens samlede forskning samles med mellemrum i tusindsiders lange rapporter i regi af FN´s Klimapanel (IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change). Dette sker dog typisk kun med intervaller på 5-10 år.

Faktabaseret beslutningstagning skal ske på baggrund af ajourførte og rettidige oplysninger om nøgleindikatorer for klimasystemets tilstand og for menneskets indflydelse på det globale klimasystem.

I juni 2023 blev der udgivet opdateringer [1] til det resterende CO2-budget angivet i IPCC’s seneste rapport AR6 [2]. Resultaterne er opsummeret i Tabel 1.

Tabel 1: Resterende globale CO2-budgetter fra 1. januar 2023. Kilde: [1]

Så for at svare på spørgsmålet om, hvor stort det resterende globale CO2-budget er, må vi først tage stilling til, hvilken sandsynlighed vi ønsker, for at den globale middeltemperaturstigning holdes under 1,5°C?

Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents chance for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Selvfølgelig ikke.

Ikke desto mindre baserer IPCC og mange andre studier sine konklusioner om reduktionshastighed for CO2-udledninger på en sandsynlighed på mindst 50 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C. Det betyder samtidig også, at der er 50 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning overskrider 1,5°C. Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men bliver ikke desto mindre brugt af politikere og beslutningstagere til at lave tiltag efter.

Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag? Desværre er kun ganske få i stand til at gennemskue denne vildledning.

Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så store sandsynligheder som muligt for, at vi kan bibeholde livsgrundlaget. I forhold til CO2-budgettet er den højeste sandsynlighed 83 % i IPCC-regi.

Med det i mente, er det resterende globale CO2-budget 100 Gton CO2 pr. 1. januar 2023, se illustration i Figur 1.

Figur 1: Egen figur lavet ud fra data i [1] med et CO2-budget, som giver 83% sandsynlighed for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Da der samtidig udledes godt 40 Gton CO2 om året, vil dette budget være brugt op allerede medio 2025, altså om ca. 1½ år, hvis vi fortsætter de nuværende udledninger.

Der er altså behov for meget store og meget hurtige reduktioner af de globale CO2-udledninger. Mål om nettonul-udledning i 2050, 2040 og 2030 giver i ovenstående lys absolut ingen mening.

SBTi’s reduktionsmål er et stort svindelnummer

Og det er netop her, at SBTi’s reduktionsmål afsløres som et stort svindelnummer.

SBTi har overordnede krav om 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Hvabehar’? Vi ved jo allerede godt, at reduktionsmål så langt ude i fremtiden ikke overholder Parisaftalen.

Med den reduktionshastighed – og under forudsætning af, at alle i verden reducerede, og at de startede i 2024 – ville hele CO2-budgettet være brugt op i 2028.

Så når man på de store scener hylder virksomheder for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen. Et falsk billede af, at her ser vi ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang og dermed kan bidrage til at stoppe de eskalerende naturkriser, vi er vidner til.

Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål. Det giver virksomheder, politikere, interesseorganisationer, den fossile industri og den økonomiske elite social licens samt fred og ro til at fortsætte ødelæggelsen af vores fælles eksistensgrundlag.

Teaterforestillingen spiller hver dag

Hver dag sidder vi som befolkning med i teateret og ser på den vildledende forestilling, der udspiller sig på scenen. Løgnen om Danmark som et grønt foregangsland. Løgnen om tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne. Løgnen fra mange instanser i samfundet om, at man gør det nødvendige.

I sidste uge blev jeg selv hevet helt op til scenen, da jeg deltog i et debatarrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?

Arrangementet blev afholdt i anledning af Verdensmålsugen 2023 og udgangspunktet for debatten var, at UN Global Compact Network Denmark samme morgen havde udgivet årets statusrapport for SBTi i Danmark [3].

I pressemeddelelsen om rapporten skrev Global Compact Network Danmark bl.a.: ”Danske virksomheder ligger fortsat i top sammenlignet med resten af verden, når det gælder om at sætte videnskabeligt baserede klimamål gennem Science Based Targets initiative (SBTi). Og et stigende antal virksomheder sætter mål for, hvornår det skal være slut med at udlede drivhusgasser.

Roserne til de danske virksomheder var også store fra flere af panelisterne til debatarrangementet. Særligt var vicedirektøren i Dansk Industri, Anne Højer Simonsen, begejstret, da hun udtalte, at hun er stolt af den danske indsats, og at ”den er guld værd for den danske regering og folketingspolitikere, når man står ude i verden og siger, at vi skal udfase fossile brændsler”.

Ren manipulation, som tilhørerne tilsyneladende slugte råt.

Når man ved, at det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og at Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden [4] og [5], er det jo nærmest tragikomisk at holde et seriøst arrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?

Det er jo helt tydeligt, at danske virksomheder ikke leverer. De er ikke engang i nærheden af det. Men det ønskede ingen at tale om til arrangementet. Den vildledende teaterforestilling understøttede tværtimod det kollektive bedrag om Danmark som et grønt foregangsland. Landet, der hvert år bruger ressourcer, som var der 4 jordkloder.

Vi gambler med vores eksistensgrundlag

I virkeligheden er CO2-budgettet også en konstrueret målestok, som giver falsk tryghed.

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse, Klimaforandringer.

Man har brugt de sidste 35 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.

De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer. Udover den planetære grænse, Klimaforandringer, er fem andre planetære grænser overskredet. Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.

Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.

Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.

Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.

Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.

På tide at se realiteterne i øjnene

SBTi’s reduktionsmål lever ikke op til Parisaftalen.

Når virksomheder og organisationer hyldes for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen af ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang.

Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål.

Det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden.

Danmark er et af de lande i verden, som bidrager mest til nedbrydelsen af de fælles økosystemer.

Hver eneste dag bliver vi som befolkning fodret med vildledning og løgne om Danmark som et grønt foregangsland og et land med tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne.

Seks ud af naturens ni økosystemer er blevet ustabile. Så længe vi ikke stopper belastningen af økosystemerne, gambler vi med vores eksistensgrundlag. Fjerne mål i 2050, 2040 og 2030 giver ikke nogen mening i den meget akutte situation, vi står i. Belastningen af økosystemerne skal stoppe nu.


Referencer

[1] P. M. Forster et al.: Indicators of Global Climate Change 2022: annual update

[2] IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

[3] https://info.globalcompact.dk/SBTi-in-denmark-2023

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5] ”Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022.

Der er intet råderum til fortsat skibstransport

I dag var jeg til et fælles debatarrangement afholdt af Danske Rederier og Rådet for Grøn Omstilling med titlen ”Vi skal videre. Grøn skibsfart: Hvor langt er vi og hvad er næste skridt?”.

Udgangspunktet for arrangementet var med Danske Rederiers ord: ”Med en historisk aftale i FN’s søfartsorganisation denne sommer, blev 175 lande enige om at skibsfarten skal være klimaneutral.

Nuvel, en historisk aftale, det kan man måske medgive arrangørerne. Men leverer aftalen nok?

CO2e-reduktioner bliver ædt op af øget transport

Aftalen har en overordnet målsætning om ”klimaneutral skibsfart i eller omkring, dvs. tæt på, 2050”. Reduktionsmål i 2030 og 2040 på hhv. 20-30 % og 70-80 % (i forhold til 2008) [1].

Brancheorganisationen for dansk skibsfart, Danske Rederier har en målsætning om, at mindst fem procent af danskopererede skibe skal kunne sejle på ”net-zero” brændstoffer i 2030 [2].

I bedste fald reducerer ”net-zero” brændstoffer CO2e-udledningerne med 70 % i fht. brug af fossile brændstoffer, se Figur 1.

Figur 1: Tre brændstofveje. Kilde: Maersk

2030-målet for ”net-zero” brændstoffer giver dermed en reel CO2e-reduktion på 70 % af 5 % = 3,5 %

Samtidig er skibscontainertransport vokset støt med gennemsnitlig 3 % om året i perioden 1990-2022 [3], se også Figur 2.

Figur 2: Udvikling i global skibscontainertransport i perioden 1990-2024

Fremskrivninger indikerer yderligere vækst med en estimeret 2,2 procent vækst fra 2022 til 2023 og en efterfølgende vækst på 2,6 procent fra 2023 til 2024.

Fremskrives disse vækstrater vil skibscontainertransporten være vokset med 21 % i 2030 sammenlignet med 2022.

CO2e-reduktionerne fra brug af net-zero brændstoffer bliver dermed hurtigt mere end ædt op af øget transport.

Hver eneste dag gambler vi med vores eksistensgrundlag

Men for at vurdere, om aftalen generelt leverer nok, må man se på den situation, vi befinder os i.

Vi mennesker har overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer. Seks planetære grænser er overskredet, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.

Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.

Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.

Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 jo nærmest tragikomiske og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben og vælger at gå rundt med nogle af de største skyklapper på.

Et forsøg på manipulation

Jeg ser arrangementet i dag som et forsøg på manipulation, hvor Danske Rederier og branchens aktører – godt hjulpet på vej af Rådet for Grøn Omstillings stiltiende accept – prøver at tale sig væk fra den virkelighed, jeg lige har skitseret.

De prøver at bilde os ind, at dansk skibsfart har en meningsfuld rolle at spille i forhold til at stoppe belastningen af økosystemerne.

Det har de ikke. Tværtimod er de med til at gøre situationen værre. Det er et vildledende narrativ, når Danske Rederier fortæller om ambitiøse målsætninger for ”grønne” brændstoffer, og at dansk skibsfart er villig til at gå forrest og tage globalt lederskab.

Samtalen i dag burde i stedet have handlet om, at vi ikke længere har et miljømæssigt råderum til fortsat skibsfart og om, hvad vi skal stille op med den viden.


Referencer

[1] https://em.dk/aktuelt/nyheder/2023/jul/historisk-klimaaftale-skibsfarten-skal-vaere-klimaneutral

[2] https://danishshipping.dk/det-mener-vi/klima/

[3] https://danishshipping.dk/media/mrsc2efa/ultraflash-containertransport-til-soes-har-vaeret-det-hurtigst-voksende-segment-de-sidste-32-aar.pdf

Energistyrelsen slagter varmepumpebranchen

Ved at tilskrive elforbruget til varmeforsyning med individuelle varmepumper en meget høj klimabelastning, slagter Energistyrelsen varmepumpebranchen.

På den anden side står fjernvarmesektoren som uretfærdig vinder, fordi langt de fleste fjernvarmeselskaber vil kunne levere varme med en (på papiret) langt lavere klimabelastning.

Samtidig kan et fjernvarmeselskab – i strid med den hidtidige praksis fra Forbrugerombudsmanden om vildledende markedsføring – nu kalde fjernvarmen for grøn, når blot fjernvarmeselskabet er rangeret med et grønt trafiklys efter en teoretisk konstrueret trafiklysmodel.

Opgørelse af klimabelastning

Når klimabelastningen for fjernvarme og individuelle varmepumper skal sammenlignes, bruger Energistyrelsen den Generelle eldeklaration på 467 g CO2e/kWh (2021) til at bestemme CO2e-udledningen for elektricitet til at drive de individuelle varmepumper i stedet for Miljødeklarationen på 79 g CO2e/kWh (2022) for Østdanmark og 166 g CO2e/kWh (2022) for Vestdanmark.   

I sammenligningen bruges en årseffektivitet for varmepumpen på 3,25. Det betyder, at for hver kWh el varmepumpen bruger, producerer den 3,25 kWh varme.

Med anvendelse af den generelle eldeklaration, som Energistyrelsen mener, man skal bruge, vil en individuel varmepumpe producere varme med en klimabelastning på 467 g CO2e pr. kWh el / 3,25 kWh varme pr. kWh el = 144 g CO2e pr. kWh varme.   

Anvendes i stedet miljødeklarationen, som bruges i de fleste andre sammenhænge, vil en individuel varmepumpe i Østdanmark producere varme med en klimabelastning på 79 g CO2e pr. kWh el / 3,25 kWh varme pr. kWh el = 24 g CO2e pr. kWh varme.

Når Energistyrelsen siger, at den generelle eldeklaration skal anvendes fremfor miljødeklarationen, kommer en individuel varmepumpes klimabelastning til at fremstå 6 gange større.

Dermed påfører Energistyrelsen de individuelle varmepumper en helt urimelig høj og konkurrenceforvridende klimamæssig belastning, når de sammenlignes med opvarmningsformen fjernvarme

Men hvad får Energistyrelsen til at kræve anvendelse af den generelle eldeklaration til at bestemme de individuelle varmepumpers klimabelastning?

Først skal vi tilbage til 22. juni 2020, hvor det med klimaaftalen blev besluttet, at fjernvarmeselskaber skal offentliggøre oplysninger om drivhusgasemissioner fra 1. januar 2023 [1].

Rangeringsmodel for fjernvarme

Formålet var at øge forbrugerens opmærksomhed på, hvor ”grøn” [2] deres respektive fjernvarmeforsyning er.

For at implementere det i praksis udviklede Energistyrelsen en rangeringsmodel, som ethvert fjernvarmeselskab skal rangeres efter.

I rangeringen sammenlignes drivhusgasudledningen fra den lokale fjernvarme med drivhusgasudledningen fra individuelle alternative opvarmningsformer.

Rangeringen foregår efter et trafiklys, hvor rangeringsmodellens grænseværdier baseres på udledningen fra individuelle gasfyr og individuelle varmepumper. Se rangeringsmodellen i Figur 1.

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Farverigt, design

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Rangeringsmodellen beregnet med 200 %-metoden

Varmen fra den individuelle varmepumpe har den laveste drivhusgasemission (144 g CO2e/kWh) og fastsætter derfor den nedre grænseværdi (mellem grøn og gul), mens det individuelle gasfyr (212 g CO2e/kWh) fastsætter den øvre grænseværdi (mellem gul og rød).

Mange fjernvarmeselskaber kan deklarere varmen med en væsentlig lavere drivhusgasudledning end de 144 g CO2e/kWh og rangeres derfor med et grønt trafiklys. 

Tager man f.eks. Hovedstadsområdet, viste miljødeklarationen [3] (2022) for fjernvarme en emission på 43 g CO2e pr. kWh varme. Den ”lave” emissionsfaktor for fjernvarme skyldes den meget store andel af såkaldt CO2-neutralt brændsel på 85 % (biomasse 69 % og organisk affald 16 %).

Med en emissionsfaktor på 43 g CO2e pr. kWh varme kommer opvarmning med fjernvarme altså til at fremstå som et langt mindre miljømæssigt skadeligt valg end opvarmning med individuelle varmepumper, som med den generelle eldeklaration tilskrives en emission på 144 g CO2e pr. kWh varme.

Hvis opvarmning med individuelle varmepumper (i Østdanmark) derimod blev tilskrevet en emission efter miljødeklarationen på 24 g CO2e pr. kWh varme, ville billedet være vendt om, og denne opvarmningsform ville pludselig være et væsentlig mindre miljømæssigt skadeligt valg end opvarmning med fjernvarme. 

Varme fra et fjernvarmeselskab i Hovedstadsområdet ville ikke længere få et grønt men et gult trafiklys.

Drivhusgasudledninger for el

Det får altså nogle ret afgørende konsekvenser at bruge den generelle eldeklaration fremfor miljødeklarationen for el brugt til individuelle varmepumper.

En tilsyneladende (på papiret) høj emission for varme fremstillet på individuelle varmepumper får de individuelle varmepumper til at fremstå i et langt dårligere miljømæssigt lys og giver dermed de individuelle varmepumper – den største konkurrent til fjernvarme – en stor konkurrence- og markedsføringsmæssig ulempe overfor opvarmningsformen fjernvarme.

Inden vi kommer frem til, hvad der får Energistyrelsen til at kræve anvendelse af den generelle eldeklaration til at bestemme de individuelle varmepumpers klimabelastning, skal vi lige runde, hvad der ligger bag de to metoder, den generelle eldeklaration og miljødeklarationen, som drivhusgasudledningerne for elektricitet på opgøres efter.

Den generelle eldeklaration

For el, der produceres i Danmark af vedvarende energi – f.eks. fra vindmøller – bliver der udstedt såkaldte oprindelsesgarantier/certifikater [4], som leveres til en (ikke-fysisk) markedsplads for grøn elproduktion. Certifikaterne kan handles frit på det europæiske marked og er et bevis på, at en vis mængde el er produceret på vedvarende energi i Danmark på et tidspunkt, som er højst et år siden.

Den generelle eldeklaration udgør i det væsentlige sammensætningen af den elproduktion, der er tilbage, når elproduktion solgt på oprindelsesgarantier/certifikater, er trukket ud.

En stor del af elproduktionen fra f.eks. vindmøller eller andre vedvarende energikilder bliver dermed ”brugt” på certifikatmarkedet og indgår således ikke i beregningen af den generelle eldeklaration. Tilbage til beregningen står en lille dansk fortrinsvis ikke-VE-produktion (særligt kul og naturgas), som kun dækker en mindre del af det danske elforbrug samt import af et samlet miks af overskudsproduktion (fortrinsvis kul, olie og atomkraft) fra EU-landene svarende til det resterende danske elforbrug.

Den generelle eldeklaration er dermed en økonomisk konstruktion, der baserer sig på handel med oprindelsesgarantier og som ikke rigtig fortæller noget om, hvordan den el, der rent fysisk kommer ud af stikkontakten, er produceret. 

Den generelle eldeklaration bliver beregnet efter produktionsfordelingen i Figur 2 [5], hvor relativt meget el er baseret på kul, naturgas og olie, og drivhusgasudledningerne for den generelle eldeklaration bliver derfor temmelig høj sammenlignet med miljødeklarationen.

I 2021 (seneste år med data for 200 %-metoden) var drivhusgasudledningen 467 g CO2e pr. kWh el for den generelle eldeklaration.

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, diagram, cirkel

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 2: Brændselsfordeling ved salg af elektricitet i Danmark i 2021 opgjort efter den generelle eldeklaration
Miljødeklarationen

Miljødeklarationen omfatter al dansk elproduktion. Desuden forbeholdes dansk produktion til dansk forbrug, og import indregnes kun i timer, hvor Danmark ikke teoretisk er selvforsynende.

Dermed giver Miljødeklarationen det bedste billede af den teoretiske grad af selvforsyning. Miljødeklarationen er derfor primært en målestok for, hvor langt Danmark er i forhold til den ”grønne” omstilling af el, og integration af vedvarende energi (VE). Miljødeklarationen er tidligere benyttet som deklaration for den reelle strøm i stikkontakten, men nu anbefales brug af den såkaldte timedeklaration.

I 2022 var drivhusgasudledningen for el forbrugt i Østdanmark og Vestdanmark henholdsvis 79 g CO2e/kWh og 166 g CO2e/kWh i miljødeklarationen for 200 %-metoden.

Hvorfor anvendes den generelle eldeklaration til individuelle varmepumper?

Men hvorfor er den generelle eldeklaration anvendt til beregning af udledning fra de individuelle luft til vand varmepumper?

Begrundelsen for at anvende den generelle eldeklaration er iflg. Energistyrelsen, at den tager højde for handel med oprindelsesgarantier, hvilket er et krav, jf. den EU-retslige forbrugerlovgivning, når forbrugeroplysninger offentliggøres [6].

Jeg mener ikke, at Energistyrelsens begrundelse for brug af den generelle deklaration er relevant i denne sammenhæng. Derfor bad jeg 11/3-23 Energistyrelsen om aktindsigt i tilblivelsen af og brug af rangeringsmodellen.  

Anmodning om aktindsigt

I anmodningen om aktindsigt var det af speciel interesse for mig at finde ud af, hvorfor den generelle eldeklaration er anvendt til beregning af CO2e-udledning fra de individuelle luft til vand varmepumper, som jo udgør den nedre grænseværdi i rangeringsmodellen.

Efter at have gennemgået de udleverede dokumenter var der efter min opfattelse ikke noget i det tilsendte materiale, som belyste baggrunden for ovenstående, hvilket jeg meddelte Energistyrelsen 7/5-23 og bad igen om svar på mine spørgsmål. Jeg skrev også:

Hvorfor bidrager Energistyrelsen til at give fjernvarme en meget stor miljømæssig konkurrencefordel i forhold til individuelle varmepumper?

En familie, der køber en individuel varmepumpe, bruger den strøm, der fysisk kommer ud ad stikkontakten. Når familien skal opgøre de CO2e-mæssige konsekvenser ved brug af varmepumpen, ser de selvfølgelig på miljødeklarationen for el. Det gør varmepumpeinstallatøren, som skal rådgive dem, også.

Det er også miljødeklarationen for el man bruger, når man skal opgøre CO2e-udledningen for driften af alle andre elektriske apparater, der sælges til en forbruger.

Anvendelse af den generelle el-deklaration til individuelle varmepumper er endda i direkte modstrid med Energistyrelsens egen hjemmeside sparenergi.dk, hvor forskellige opvarmningsformer sammenlignes. Her bruges nemlig miljødeklarationen til at tilskrive elforbruget fra individuelle luft til vand-varmepumper en udledning (https://sparenergi.dk/forbruger/varme/olie). Det betyder, at CO2-udledningen for anvendelse af en luft til vand-varmepumpe er mindre, end når der anvendes fjernvarme til opvarmning. Se figur 1. [her Figur 3]

Et billede, der indeholder tekst, diagram, skærmbillede, design

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 3: CO2-udledninger ved forskellige opvarmningsformer ifølge Energistyrelsens hjemmeside https://sparenergi.dk/

Samlet set giver det ikke mening at bruge den generelle el-deklaration ved beregning af CO2e-udledningen for den el, som medgår til at producere varme fra individuelle varmepumper. I stedet bør anvendes miljødeklarationen for el.

7/6-23 får jeg svar fra Energistyrelsen, som skriver: ”Energistyrelsen har behandlet din anmodning om aktindsigt ved at udlevere det materiale vi har på sagen, herunder vurderingen af EU-reglerne i forhold til anvendelsen af den valgte eldeklaration. Den del kan du finde i det udleverede aktbilag med id nr. 3067112.

Herudover er det nogle interessante spørgsmål du rejser ift. Rangeringsmodellen og anvendelsen af den generelle eldeklaration i forhold til miljødeklarationen. Derfor vil vi også se nærmere på spørgsmålene, og om de giver anledning til justeringer frem mod eventuelle opdateringer af rangeringsmodellen.

Efter min opfattelse giver aktbilag med id nr. 3067112 [7] ikke svar på mit spørgsmål om, hvorfor den generelle el-deklaration er anvendt til beregning af udledning fra de individuelle luft til vand varmepumper i rangeringsmodellen.

Jeg skriver herefter 9/-6-2023 til Energistyrelsen:

Jeg mener ikke, at du svarer på mit spørgsmål – heller ikke ved at henvise til aktbilag med id nr. 3067112.

Jeg må derfor gentage mit spørgsmål: 

1) Hvorfor er den generelle el-deklaration anvendt til beregning af udledning fra de individuelle luft til vand varmepumper i rangeringsmodellen?

Aktbilag med id nr. 3067112 “Vurdering af samspillet mellem oprindelsesgarantier og fjernvarmesektoren” er et notat, der afklarer fortolkningsrummet for implementeringen af VE direktivets oprindelsesgarantisystem, der d. 30. juni 2021 blev implementeret i varmeforsyningslovens (VFL) § 30 i Danmark i fjernvarmesektoren. Notatet handler om fjernvarmeselskaberne og fjernvarmebranchen. Det handler IKKE om, hvilken eldeklaration der skal bruges til beregning af udledning fra individuelle luft til vand varmepumper.

Det er min klare opfattelse, at det er miljødeklarationen, som skal bruges til at tilskrive elforbruget fra individuelle luft til vand-varmepumper en udledning. Som jeg påpeger i min forrige mail, er det også miljødeklarationen, I bruger på Energistyrelsens egen hjemmeside sparenergi.dk, hvor forskellige opvarmningsformer sammenlignes. Det giver naturligt anledning til mit andet spørgsmål, som også fremgik implicit i min forrige mail:

2) Hvorfor bruger I på jeres egen hjemmeside miljødeklarationen til at tilskrive elforbruget fra individuelle luft til vand-varmepumper en udledning, hvis I mener, at det er den generelle el-deklaration, som skal anvendes til beregning af udledning fra de individuelle luft til vand varmepumper?

Jeg har – på trods af at have rykket for svar 6/7-23 og 30/8-23 – endnu ikke fået svar fra Energistyrelsen på ovenstående spørgsmål.

Dog har jeg fået mail fra Energistyrelsen 7/7-23: ”Endnu engang tak for din mail. Energistyrelsen vil meget gerne svare på dine spørgsmål, men i mangel af ressourcer grundet sommerferie, vil det først blive efter ferieperioden.

Og mail af 1/9-23: ”Som nævnt i vores svar af d. 7. juni rejser du nogle interessante spørgsmål ift. rangeringsmodellen, og vi vil derfor også se nærmere på spørgsmålene, og om de giver anledning til justeringer frem mod eventuelle opdateringer af rangeringsmodellen. Vi har ikke haft mulighed for at se nærmere på spørgsmålene endnu.

Fjernvarmeselskaber kalder nu varmen for grøn

Med rangeringsmodellen kan mange fjernvarmeselskaber bryste sig af at have fået et grønt trafiklys i rangeringsmodellen fremfor det gule trafiklys, de ville have fået, hvis miljødeklarationen var brugt til at deklarere elforbruget til de individuelle varmepumper.

I praksis får det endda den konsekvens, at fjernvarmeselskaber med en rangering efter det grønne trafiklys nu (igen) begynder at kalde deres fjernvarme for grøn. En praksis Forbrugerombudsmanden ellers havde stoppet med henvisning til reglerne om vildledende markedsføring.

Med det nu opfundne trafiklys var fjernvarmeselskabernes brancheorganisation, Dansk Fjernvarme, som pudsigt nok har søgt stor indflydelse på tilblivelsen af rangeringsmodellen, meget hurtige til at henvende sig til Forbrugerombudsmanden.

Med henvisning til rangeringsmodellen fremførte Dansk Fjernvarme, at et fjernvarmeselskab, som får et grønt trafiklys efter rangeringen, nu bør kunne kalde fjernvarmen for grøn.

Forbrugerombudsmanden gav i afgørelse [8] af 13/2-23 Dansk Fjernvarme medhold i, at et grønt trafiklys i rangeringen giver et fjernvarmeselskab lov til at kalde den leverede fjernvarme for grøn [9].  

En konstrueret trafiklysmodel kan altså lige pludselig bruges til at kategorisere fjernvarmen som grøn.  

Nødvendige ændringer og overvejelser

Det foregående viser efter min opfattelse, at Energistyrelsens valg af den generelle eldeklaration for el til varmeproducerende individuelle varmepumper er både uretfærdig og uden meningsfuld begrundelse.

Ved at tilskrive elforbruget til varmeforsyning med individuelle varmepumper en meget høj klimabelastning, slagter Energistyrelsen de facto varmepumpebranchen.

En tilsyneladende (på papiret) høj emission for varme fremstillet på individuelle varmepumper får de individuelle varmepumper til at fremstå i et langt dårligere miljømæssigt lys og giver dermed de individuelle varmepumper – den største konkurrent til fjernvarme – en stor konkurrence- og markedsføringsmæssig ulempe overfor opvarmningsformen fjernvarme.

På den anden side står fjernvarmesektoren som uretfærdig vinder, fordi langt de fleste fjernvarmeselskaber vil kunne levere varme med en (på papiret) langt lavere klimabelastning.

Herudover medfører den konstruerede trafiklysmodel, at fjernvarmeselskaber – i strid mod den hidtidige praksis fra Forbrugerombudsmanden om miljømarkedsføring, hvor et produkt kun må kaldes grønt hvis det generelle udsagn kan dokumenteres med en livscyklusanalyse af produktet – med en rangering med et grønt trafiklys nu kan kalde fjernvarmen for grøn.

Der er behov for at adressere dette.

For det første skal rangeringsmodellens grænseværdi for individuelle varmepumper ændres, så den bestemmes efter miljødeklaration for el og ikke efter den generelle eldeklaration.

Grænseværdien for varme produceret på individuelle varmepumper i Øst- og Vestdanmark skal dermed korrigeres til henholdsvis 24 g og 51 g CO2e pr. kWh varme som illustreret i Figur 4.

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, diagram, Farverigt

Automatisk genereret beskrivelse

Figur 4: Korrigerede grænseværdier (2022) for rangeringsmodellen

Dernæst bør Forbrugerombudsmanden genoverveje, om det er retvisende og i overensstemmelse med hensigten i reglerne om miljømarkedsføring, at et fjernvarmeselskab rangeret med et grønt trafiklys efter en teoretisk konstrueret trafiklysmodel kan kalde fjernvarmen for grøn.


Referencer

[1] https://ens.dk/ansvarsomraader/varme/fjernvarmeselskabernes-rangeringsmodel-og-anbefalinger-til-groenne

[2] Officiel betegnelse fra Energistyrelsen er sat i citationstegn af undertegnede. Brug af generelle udsagn som for eksempel ”grøn”, ”klimavenlig”, ”miljøvenlig”, ”bæredygtig” mv. skal man være meget påpasselig med at bruge, da udsagnene som oftest kan betragtes som vildledende markedsføring og dermed er en overtrædelse af markedsføringsloven. http://vejnaa.dk/?p=673

[3] https://www.ctr.dk/wp-content/uploads/2023/04/Miljoedeklaration-2022-med-kundenotat_endelig.pdf

[4] Certifikat, der dokumenterer oprindelsen af energi fra vedvarende energikilder

[5] https://energinet.dk/El/Gron-el/Deklarationer

[6] https://ens.dk/ansvarsomraader/varme/fjernvarmeselskabernes-rangeringsmodel-og-anbefalinger-til-groenne

[7] http://vejnaa.dk/wp-content/uploads/2023/09/Aktbilag-id-nr-3067112_-Vurdering-af-sammenspillet-mellem-oprindelsesgarantier-og-fjernvarmesektoren.pdf

[8] Sag: FO-22/10173-5

[9] https://danskfjernvarme.dk/aktuelt/nyheder/2023/fjernvarme-maa-markedsfoeres-som-groen

Belastningen af økosystemerne skal stoppe øjeblikkeligt

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2023 er ”plads” til 100 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Skal vi holde os inden for dette budget, er det på globalt niveau nødvendigt at reducere CO2-udledningerne med 42 % pr. år fra og med 2024. Den nødvendige procentvise reduktionssti er illustreret i Figur 1.

Det er altså nødvendigt med reduktioner i en skala, som ligger meget langt fra samtlige klima- og miljømålsætninger.

Ser man ovenstående i en dansk kontekst, har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [2], Klima og Omstillingsrådet [3] samt Kraka-Deloitte [4].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, linje/række

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Nødvendig reduktionssti for at begrænse den globale middeltemperaturstigning til maksimalt 1,5°C.

Hvilken situation står vi i?

I foregående afsnit accepterede vi præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Men som jeg indledte med at fortælle, er størstedelen af naturens egne grænser overskredet. Det er efterhånden blevet klart for de fleste. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med

Derfor kan vi ikke bruge de nuværende klima- og miljømålsætninger med gradvise forbedringer til noget. Der er behov for, at vi øjeblikkeligt stopper vores belastning af økosystemerne.

Dér skal vi starte samtalen.


Referencer

[1] Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence, Piers M. Forster et al., Volume 15, issue 6, ESSD, 15, 2295–2327, 2023

 https://essd.copernicus.org/articles/15/2295/2023/#section8  Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[3] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[4]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

Klimabomberne falder

KLIMABOMBERNE FALDER

Forestil dig, at englænderne under blitzen over London, diskuterede, om England var i krig med Tyskland.

Nej, nej, sagde nogle, historien er fuld af krige, det her er ikke noget særligt. Den slags sker hele tiden.

Jo, indrømmede andre, der falder da godt nok en bombe nu og da, men det er isolerede enkeltfænomener, som vi ikke behøver tage os af.

Og de, der råbte op om krig og beredskab og rationering, blev kaldt for krigshystader, alarmister og pessimister, der ikke gjorde andet end at tage modet fra os og gøre os alle sammen deprimerede og værst af alt, skræmme børnene. Herregud, det er jo bare bomber.

Ovenstående er skrevet af forfatter Carsten Jensen og få er som ham i stand til krystalklart at indramme og perspektivere den situation, vi står i.

Facebook skriver han videre i indlægget:

Det tænkte scenarie er ikke mere absurd end den måde, vi i dag taler om klimaet på.

Et billede, der indeholder udendørs, bro, bygning, tåge/dis

Automatisk genereret beskrivelse

New Yorks indbyggere forbereder sig på endnu en gang at holde sig inden døre, når røgen fra de historiske store skovbrande i Canada igen dækker himlen over millionbyen.

Nå ja, siger mange og trækker på skulderen. Skove skal jo brænde en gang imellem. Er det ikke naturens orden?

Havets overfladetemperatur omkring Irland og den skotske vestkyst er fem grader over normalen. Jamen, heldige irlændere, siger mange, endelig en ordentlig temperatur på badevandet. Hvis det er global opvarmning, så hurra for den globale opvarmning.

Den globale CO2-udledning steg sidste år. Det samme gjorde den danske. Nå ja, men vi skal jo også leve og have vores svinekoteletter. Eller skal klimatossernes meningsdiktatur nu også gælde vores middagsborde? Må vi overhovedet være her?

Det sidste spørgsmål er faktisk væsentligt. For den globale opvarmning har et budskab til os, der ikke står til forhandling: Vi må faktisk ikke være her. Medmindre vi laver drastisk om på vores levevis.

Virkeligsbenægtere er det nemt at kalde dem, der bagatelliserer effekten af de stigende temperaturer. Vi kan også kalde dem apatiske. For det er apati, når man konfronteret med en overhængende fare bare lader hænderne blive i skødet.

Hvor kommer apatien fra? Der er sikkert meget af en instinktiv psykologisk selvforsvarsmekanisme i den, født af en følelse af magtesløshed. Men medierne bærer også en del af ansvaret.

Skriver og taler de da slet ikke om klimakrisen? Jo, men de gør det, som om det var en overskuelig, håndterbar krise på linje med så mange andre, ikke en eksistentiel livskrise for arterne på jorden, herunder vores egen.”

Mange aviser har dygtige, engagerede klima-journalister, men redaktører og lederskribenter har svært ved at se det store billede. Der er så meget andet, der trænger sig på, synes de. Desuden ved de af erfaring, at dårlige nyheder kun vækker interesse, hvis de rammer andre, ikke os selv. Og klimakrisen har os på sigtekornet, og der er ingen steder, vi kan gemme os, andet end i en bagatellisering eller en virkelighedsbenægtelse, der kun får truslen mod vores eksistens til at vokse.

Vores økosystemer og dermed grundlaget for liv er ved at kollapse, alt imens medierne fuldstændigt svigter deres formidlingsansvar.

Programvært fra Danmarks Radio Iben Maria Zeuthen skrev for nylig et åbent brev om dette til DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn, men fik ikke et tilfredsstillende svar.

Carsten Jensen afslutter sit indlæg med at skrive:

Nu har hun opstillet en programerklæring med fem forslag til medierne om en stærkere klimadækning, “en ny begyndelse”, som hun kalder det. Konfrontation er et af hendes nøgleord. “Vi skal ikke forsvare at lægge en klimavinkel, vi skal forsvare, når vi ikke gør det… Klimajournalistisk bør ikke længere være et stofområde, men et blik, et perspektiv, en metode. Klimakrisen er ikke længere et emne, der kan isoleres til klima og miljø, for klimakrisen vil efter al sandsynlighed få betydning for det meste. Og det skal journalistikken afspejle.”

Sådan skal det siges. Og sådan skal det gøres.

Nu venter vi bare på, at også medierne opdager, at bomberne falder over alt. Også i køledisken i et supermarked nær os. Eller i det hav, hvor du nyder din sommer-svømmetur.

Klima-blitzen er over os.

Tak Carsten Jensen for din eminente og altid knivskarpe pen.

Klimaloven er dødfødt

Jeg har tidligere skrevet debatindlæg om, hvorfor klimalovens 2030- og 2045-mål ikke giver nogen mening, da vi allerede er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, bl.a. i Klimamonitor Tiden er inde til oprør og i Ræson Glem Parisaftalen. Sandheden er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område.

Selv hvis klimalovens mål gav mening, er handlingsrummet indenfor klimaloven meget indskrænket og kan på ingen måde adressere de polykriser, vi står i.

I klimaloven (Lov om klima) står der i §1, stk. 3, pkt. 2): ”Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles.[1]

Og i §1, stk. 3, pkt. 3) står der: ”Danmark skal vise, at der kan laves en grøn omstilling og samtidig bibeholdes et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres.

Med alle de hensyn, der skal tages for indfrielsen af Danmarks klimamål og den ”grønne” omstilling til bl.a. erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser samt bibeholdelse af et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres, er det meget svært at lave tiltag, der afviger væsentligt fra de eksisterende strukturer og systemer.

Det meget begrænsede handlingsrum blev synliggjort og tydeligt under et åbent samråd den 13. juni 2023 i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget om CO2-reduktioner og reduktionsmankoen for 2025 i klimastatus og –fremskrivning 2023 [2]. Her nævnte Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, Lars Aagaard, at han har fået forslag fra 92-gruppen, f.eks.:

  • Reduktion af dyrebestanden (industrielle) med 15%
  • Indførsel af CO2-afgift for landbruget på 750 kr. pr. ton i 2025
  • Nedsættelse af hastigheden på motorvejene til 100 km/t
  • Stop for salg af fossile varevogne og biler fra 2024.
Et billede, der indeholder tekst, Ansigt, person, skærmbillede

Automatisk genereret beskrivelse

Ministeren udtalte, at en række af forslagene ”vil have mærkbare konsekvenser for danskerne, for livsvilkårene for mange mennesker, og noget af det vil ramme enkeltstående industrier særdeles hårdt…”.

Samlet set mener ministeren ikke, at tiltagene ”vil reflektere klimalovens guidende principper”. Derfor har ministeren ”meget meget svært” ved at se, ”at forslagene kan håndteres indenfor de balancerende principper af klimaloven”.

Det er klart, at når så oplagte forslag ikke er mulige med henvisning til klimalovens guidende principper, så er klimaloven dødfødt. Det vil aldrig lykkes at lave tiltag, som kan bringe os derhen, hvor det er nødvendigt.


Referencer

[1] LOV nr 965 af 26/06/2020, Lov om klima, Klima­, Energi­ og Forsyningsmin., j.nr. 2019­2855

[2] https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20222/kef/td.1961823.aspx?as=1#pv

Tyra II – det er helt sort

I relativ ubemærkethed fra offentligheden har TotalEnergies – understøttet af den danske stat – været i gang de sidste 4 år med at renovere de gamle fossile gasplatforme i Tyra-feltet. De var efter at have produceret fossil gas og olie siden 1984 sunket 5 meter.

Det skrev jeg om i 2019 i indlægget Historisk investering i olie og naturgas.

Nye fossile gasplatforme

Det grønne foregangsland Danmark tager i slutningen af 2023 de nye fossile gasplatforme Tyra II i brug. Det oprindelige budget på 21 mia. kr. er overskredet, og omkostningen skønnes nu at blive 26 mia. kr. [1]

Med idriftsættelsen af de nye gasplatforme vil man kunne producere 2,8 mio. m3 fossil gas om året [2] i mindst 25 år.

Et billede, der indeholder sky, metalartikler, gear, vand

Automatisk genereret beskrivelse
Endelig form af Tyra II. Illustration: TotalEnergies

Klimapåvirkninger

Når gassen brændes af hos slutkunden, vil der blive udledt ca. 5,5 mio. ton CO2e – hvert år. Det svarer til 12 procent af Danmarks samlede udledninger i 2020 [3].

Hertil kommer tab fra ventiler, flangesamlinger og lækager m v. Her er klimapåvirkningen 86 gange større (i et 20-årigt perspektiv), end når gassen brændes af, da det ikke er CO2, men den kraftige drivhusgas metan, som udledes til atmosfæren. 

Det vides ikke, hvor stort ovenstående tab er, men er der f.eks. blot et tab på 3 procent, har tabet alene samme CO2e-udledning som hele gasforbruget.

Forestiller man sig, at tabet er 10 procent, udledes der med forbrug + tab samlet set 22,4 mio. ton CO2e om året – altså ca. halvdelen af hele Danmarks udledninger i 2020.

Nyt akt til Kejserens nye klæder

Danmark virker aldeles utroværdig, når man som initiativtager til BOGA (Beyond Oil & Gas Alliance) vil idriftsætte ny fossil infrastruktur, som nyrenoverede platforme er at betragte.

Man binder sig til en fossil infrastruktur i mindst 25 år mere, hvilket mildest talt er tåbeligt i betragtning af, at vores livgivende økosystemer er ved at kollapse [4].

Verden har brug for at stoppe olie- og gasproduktionen til brug i det globale nord nu. Men det grønne foregangsland Danmark er åbenbart fuldstændig ligeglad.

Teaterforestillingen Kejserens nye klæder har igen fået tilføjet et nyt akt.


Referencer

[1] https://ing.dk/artikel/det-vildeste-offshore-projekt-snart-flyder-gassen-igen-fra-tyra-feltet?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=email&utm_campaign=ing_daglig

[2] https://tyra2.dk/sidste-modul-blev-loeftet-tyra-ii-har-nu-sin-endelige-form/

[3] https://klimaraadet.dk/sites/default/files/node/field_file/Klimaraadet_statusrapport23.pdf

[4] https://klimamonitor.dk/debat/art9318162/Tiden-er-inde-til-opr%C3%B8r og https://www.raeson.dk/2023/jan-vejnaa-hansen-glem-parisaftalen-sandheden-er-at-vi-i-loebet-af-de-sidste-35-aar-er-kommet-laengere-og-laengere-ud-i-usikkert-omraade/