HySynergy – et klimaskadeligt projekt forklædt i grønt

Under stor bevågenhed var klima- energi og forsyningsminister, Dan Jørgensen, med til at tage første spadestik til Nordens største brintfabrik, HySynergy, den 18. august.

Fabrikken skal producere såkaldt grøn brint.

Brintfabrikkens første fase er på 20 MW el, som efter planen skal udvides til 300 MW el i fase 2 i 2025.

HySynergy vil i 2025 muliggøre en reduktion på op til 500.000 tons af de årlige CO2-emissioner fra industrien og mobilitetssektoren, svarende til ca. 11 % af de samlede CO2-emissioner fra den danske landtransportsektor.”, sagde adm. direktør i Everfuel, Jacob Krogsgaard [1].

Det lyder jo fantastisk. Men som altid, når man bliver præsenteret for en god historie indenfor klimaområdet, er det nødvendigt at gå ind og se på, hvad det i virkeligheden er, som gemmer sig bag de flotte ord.

Man ser også på aktørerne. Er fossile virksomheder repræsenteret, er der ekstra grund til at skærpe opmærksomheden.

En af projektdeltagerne i HySynergy er Crossbridge Energy, som for nogle år siden købte Shells olieraffinaderi i Fredericia. Hvorfor går en fossil industrivirksomhed som Crossbridge Energy ind i sådan et projekt, som potentielt set vil erstatte noget af deres benzin- og dieselsalg? Det er én af de ting, jeg skriver om i det følgende.

80 % skal bruges til fossile brændstoffer

Bag HySynergy står Everfuel, Crossbridge Energy A/S, Ewii, Trefor, Aktive Energi Anlæg, Tvis og Energinet

Anlægget bygges af Everfuel og placeres på et jordareal, der ejes af olieraffinaderiet Crossbridge Energy (tidligere Shell).

Hvad man ikke snakker så højt om er, at hele 80 % af brinten leveres til olieraffinaderiet, hvor det indgår i processen med raffinering af fossile brændsler.

Her er det så, at den gode klimahistorie begynder at halte.

Vi står midt i en klimakrise, hvor udvinding og produktion af fossile brændsler meget hurtigt skal stoppe. Med HySynergy understøtter man i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler og låser samtidig med en investering på 1,9 mia. kr. samfundet til en fossil fremtid i mange år frem.

Som om det ikke er nok, får projekterne også offentlig støtte. Fase I har foreløbig fået 48 mio. kr. i statsstøtte, og der er ansøgt om EU-midler til fase II. Med projektet HySynergy ser vi altså endnu et eksempel på, at den fossile industri får støtte for vores skattekroner.

Det er kun en meget lille del af klimabelastningen fra fossile brændstoffer, som kommer fra udvinding og produktion. Den helt overvejende andel stammer fra brugen/afbrændingen af de fossile brændstoffer.

Projektet HySynergy nedsætter udelukkende den meget begrænsede klimabelastning for produktionsprocessen, mens man fortsat har den helt store klimabelastning, når de fossile brændstoffer brændes af.

Spild af strøm

Vi har kun begrænsede mængder strøm til rådighed fra vind og sol. Det er derfor afgørende, at vi bruger strømmen så energieffektivt som muligt.

Det er selvfølgelig tåbeligt at bruge det meste strømmen til at fastholde fossile brændsler som beskrevet i det foranstående.

Men hvad med de sidste 20 % brint, som er tiltænkt brugt i landtransportsektoren?

Er det energieffektivt at lave brint, og er det energieffektivt at bruge det i landtransportsektoren?

Nej til begge spørgsmål.

I Figur 1 ses princippet for produktion af ”grøn” brint.

Figur 1: Princip for produktion af “grøn” brint

Elektricitet fra vedvarende energi bruges i en elektrolyseproces, hvorved der produceres brint.

Brinten kan anvendes direkte til industrielle processer samt i biler og tungere køretøjer.

Energieffektiviteten er 68 % for elektrolyseprocessen samt transport, lagring og distribution af brinten, se Figur 2[2].

I et køretøj, her en lastbil, omdannes brinten tilbage til strøm i en brændselscelle med en effektivitet på 54 %. Hertil kommer et mindre tab i elmotoren.

Samlet set er det kun en tredjedel af den oprindelige energi, som bruges til fremdrift af lastbilen, når brinten anvendes direkte til transport.

Et billede, der indeholder bord

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 2: Energieffektiviteter for forskellige brændsler til lastbiler.

Direkte elektrificering af lastbiler, busser og biler er i dag – og vil vedblive at være det i fremtiden – mindst dobbelt så energieffektivt som brint produceret med vedvarende energi.

Det er derfor spild at bruge den vedvarende energi til produktion af brint til anvendelse i landtransportsektoren fremfor at anvende den direkte i et elkøretøj.

Forklædt i grønt

HySynergy og lignende brintprojekter skaber begejstring i politiske kredse og blandt interesseorganisationer og kører lige igennem medier uden nogen form for journalistisk undren.

Det hele er ført an af den fossile industri, som tilsyneladende lykkes med at sælge en på overfladen god klimahistorie, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.

Den fossile industri og dens interessenter har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser sig udspille nu.

På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien: skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på klimakrisen, forsøgt at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse klimakrisen. Alt sammen med formålet at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.

Med HySynergy og lignende projekter er den fossile industris taktik ved at lykkes endnu engang. Man forsøger at promovere projektet som reduktion af CO2-udledningerne ved produktion af såkaldt grøn brint. Og det skal man selvfølgelig have massiv offentlig støtte til. Sandheden er, at størstedelen af brinten skal bruges til fossile brændstoffer og den resterende del håbløst ineffektivt i landtransportsektoren.

Jeg håber, at politikere og medier vil åbne øjnene og se, hvad den fossile industri og dens interessenter har gang i: En forværring af den klimakrise, vi står i, forklædt som ”grønne” projekter.


Referencer

[1] https://usercontent.one/wp/www.everfuel.com/wp-content/uploads/2021/08/Pressemeddelelse_FirstSod_DK.pdf

[2]Electrofuels? Yes, we can … if we’re efficient”, Briefing, December 2020 og “How to decarbonize long-haul trucking in Germany”, Analysis, 2021, Transport & Environment, Belgium.

De økonomiske vismænds beregninger er misvisende og farlige

De økonomiske teorier og modeller bevæger sig indenfor sin egen boble, der enten er helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, eller også forsøger man at sætte en pris på naturen.

Vi kan ikke sætte en pris på naturen

Hvad koster udryddelsen af dyre- og plantearter?

Hvad koster irreversible ændringer i klimasystemet?

Hvad koster en ubeboelig planet?

Pointen er, at vi er en del af naturen, og at man simpelthen ikke kan sætte en pris på ovenstående. Det er derfor ekstremt farligt, hvis vi skal lade afgørende beslutninger om vores og andre arters fremtid afhænge af sådan en mangelfuld og indskrænket måde at se verden på.

Konklusion om afgift på drivhusgasser er misvisende

Formandskabet for De Økonomiske Råd har udarbejdet et diskussionsoplæg til Det Miljøøkonomiske Råds møde den 9. marts 2021 om dansk klimapolitik frem mod 2030.

Oplægget peger på, at den samfundsøkonomisk billigste måde at nå reduktionsmålet om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030 er at pålægge alle drivhusgasudledninger en ensartet afgift på 1.200 kr. pr. ton CO2e

I det følgende vil jeg påvise, hvorfor denne konklusion er misvisende og i øvrigt ikke forholder sig til klimaet.

Analyserne i diskussionsoplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er usikre eller ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng:

  1. Klimaloven
    Der tages udgangspunkt i klimaloven, hvor udledningen af drivhusgasser i Danmark i 2030 skal være reduceret med 70 pct. i forhold til 1990.

Dette mål er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i [1].

Atmosfæren reagerer på den samlede mængde af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens 70%-punktmål for reduktioner i 2030, men af de samlede drivhusgasudledninger frem mod 2030.

Udgangspunktet for al klimaindsats skal være det såkaldte CO2e-budget.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.

Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C [1].

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget. Klimarådet har anvendt et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet.

Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper, og Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.

Selv med denne usolidariske fordeling blev det danske CO2-budget brugt op allerede sidste år.

  1. Baseline
    Diskussionsoplæggets beregninger tager udgangspunkt i Energistyrelsens seneste basisfremskrivning medregnet virkninger af politiske aftaler, der er indgået efterfølgende.

Formandskabet peger selv på, at der er stor usikkerhed knyttet til såvel basisfremskrivningen som til virkningerne af de politiske aftaler.

  1. Afgrænsning
    I diskussionsoplægget foretages alene beregninger for 2030. Beregningerne fortæller dermed ikke noget om reduktionsstien frem mod 2030, der jo netop er altafgørende.

Som nævnt tidligere skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Året 2030 er i sig selv irrelevant, men det er i stedet helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

  1. LULUCF
    Den analyserede drivhusgasbeskatning dækker ikke udledninger fra skov og øvrig arealanvendelse (såkaldt LULUCF), som ellers er med i de officielle opgørelser.
  1. Opgørelse af CO2-udledninger for Danmark
    De danske udledninger af CO2 er sammensat af flere elementer.

Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip.

CO2-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) tælles således ikke med i opgørelsen [1].

Samlet set betyder det, at kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, medregnes i klimaloven.

  1. Niveau for afgiften på drivhusgasser
    Størrelsen af drivhusgasafgiften i 2030 på 1.200 kr. pr. ton er i høj grad baseret på en forudsætning om udbredt anvendelse af CCS [2]-teknologi.

CCS-teknologien er på nuværende tidspunkt ikke udviklet i den skala, som er nødvendig.

Hvis CCS-teknologien kun realiseres i mindre grad eller måske endda slet ikke, er drivhusgasafgiften sat alt for lavt.

En følsomhedsanalyse viser, at afgiftsniveauet skal sættes til op imod 2.000 kr. pr. ton CO2e, hvis CCS ikke implementeres i cementindustrien og implementeres i mindre grad på kraftvarmeværker.

Hvis der slet ikke anvendes CCS, skal afgiften som udgangspunkt sættes til et meget højt niveau (ikke kvantificeret).

Det er meget betænkeligt, når man baserer en så vigtig konklusion som niveauet for drivhusgasafgiften på en højst usikker forventning om en markant udbredelse af en endnu ikke fuldt udviklet teknologi.

De økonomiske vismænd ser ikke klimaet

Diskussionsoplægget fra formandskabet for De Økonomiske Råd om dansk klimapolitik frem mod 2030 er misvisende og farligt og kan ikke bruges som udgangspunkt for at tage afgørende beslutninger om vores alles fremtid.

Det er misvisende, fordi analyserne i oplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er enten usikre, baserer sig på fremtidige teknologier eller simpelthen ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng.

Oplægget giver for det første ikke noget belæg for, at en drivhusafgift på 1.200 kr. ton CO2e vil føre til en 70% reduktion af de danske drivhusgasser i 2030.

Herudover er punktmålet om 70% reduktion i klimaloven slet ikke et passende svar på den alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.

Den danske andel af det globale CO2-budget blev brugt op allerede sidste år, og derfor giver det klimamæssigt ingen mening at tale om et tidsperspektiv omkring år 2030.

I stedet er det helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Det giver diskussionsoplægget ingen svar på.

Herudover er det en systematisk misforståelse og meget farligt at tro, at man kan bruge økonomiske teorier og modeller, som opererer helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, til at foretage afgørende beslutninger, der potentielt kan bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.


Referencer

[1] http://vejnaa.dk/?p=420

[2] Carbon Capture and Storage

[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

Klimaloven bedrager os

Hverken 2030 eller 2050 er relevante tidsperspektiver i en klimamæssig sammenhæng. Det er i stedet afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”Klimaneutralitet i 2050” er IKKE meningsfulde svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

Det er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.

Klimaloven er en hensynsløs og farlig strategi

Hele den strategi er ikke kun uærlig, den er også hensynsløs og farlig.

Klimavidenskaben fungerer tilsyneladende ikke for vores lederes politiske ambitioner, så de har påtaget sig selv at ændre tidslinje og den hast, hvormed der skal handles.

Man udelader eller manipulerer betydningen af vigtige pointer fra klimavidenskaben, således at det opfattede behov for hurtig og øjeblikkelig handling underspilles.

Og hvorfor gør man det?

Det er selvfølgelig kun en fornemmelse, men de tunge løft, der kræves for at nedbringe brugen af fossilt brændstof på meget kort tid, ville forårsage massiv opløsning af det økonomiske system. Regeringer ville være nødt til at lovgive om afgørende CO2e-reducerende reguleringer og indlede streng overvågning med truslen om store bøder og endda fængsel for virksomhedsledere, der fanges i at bryde reglerne.

Forretningsmodeller skulle genopfindes, og virksomheder ville blive tvunget til at foretage massive investeringer. Det system, der har beriget klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer, ville være nødt til at gennemgå en samvittighedsundersøgelse og selvransagelse og lade sig undergå revolutionerende ændringer.

Virksomhedsoverskud og aktieporteføljer ville helt sikkert stå over for nogle vanskelige år, og alt dette ville bare være for meget at bære for de 0,001%, der gør det klart for politikerne, at de ikke vil have noget at gøre med det.

De magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer har talt, og hvis politikere ønsker fortsat støtte og måske mulighed for en lukrativ ansættelse efter tiden på Christiansborg, har de deres ordrer; at forsinke klimaindsatsen og holde ressourceplyndringssystemet på plads.

Så stik imod et bjerg af peer-reviewed data og forskning har nogen (politikerne?) besluttet at vildlede offentligheden og kaste terningerne på en hensynsløs strategi kaldet “70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050”.

En strategi, der vil forsinke emissionsreduktioner (mens økosystemer fortsætter med at destabiliseres) med håb om, at vi vil være i stand til at finde nogle magiske teknologier (intet findes i øjeblikket i nogen meningsfuld skala) til at trække CO2 ud fra atmosfæren, og derefter vil planeten på magisk vis glide sikkert ind mod ”2050 klimaneutralitet”. Selvfølgelig vil det arktiske økosystem (blandt andre) til den tid sandsynligvis være kollapset.

Kollaps af det nuværende samfund er ikke uundgåeligt, men det er sandsynligt, medmindre klimaet og biodiversiteten med det samme får den absolut højeste prioritet i økonomi og politik som passende svar på den nødsituation, vi står midt i.

Vi står i en klima- og biodiversitetsnødsituation

Lige nu står vi i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [1]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Selv denne temperaturstigning på 1,2°C er allerede farlig. Mange økosystemer står overfor at passere såkaldte tipping points, som er processer i klimasystemet, der eskalerer og passerer en grænse, hvorefter processen ikke kan gå tilbage igen – eller i hvert fald har meget svært ved det.

Tre vitale økosystemer har allerede passeret tipping points:

  • Great Barrier Reef er inde i en dødsspiral, da revene ved det nuværende opvarmningsniveau i gennemsnit vil blive bleget ca. en gang hvert tredje til fjerde år [2], mens det tager ca. 10 år at genoprette.
  • Vestantarktiske gletsjere har passeret et tipping point [3]. En temperaturstigning på 1,5°C er tilstrækkelig til, at afsmeltningen af den vestantarktiske is løber løbsk [4].
  • Smeltning af den arktiske havis accelererer

Jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og klimavidenskaben forbedrer hele tiden deres meget avancerede klimamodeller. Der er dog stadig mekanismer, sammenhænge og effekter, som man ikke helt har forstået og kan beskrive.

IPCC er kendt for at være meget forsigtige og konservative med deres udmeldinger, og der er mange forskellige former for usikkerhed, der indgår i IPCC’s forskellige rapporter.

Her skal blot fremhæves nogle af de vigtigste:

  • Hvor meget er den globale gennemsnitstemperatur allerede steget?
    For at vide, hvor stort råderummet er for at udlede drivhusgasser, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under eller på 1,5°C, må vi først have et nogenlunde sikkert skøn for, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur allerede er steget siden før-industriel tid.
    Undersøgelser peger på, at den globale gennemsnitstemperatur er steget mere end antaget i beregningerne.
  • Hvor stor en temperaturstigning ligger allerede indbygget i klimasystemet?
    Jordens klimasystem reagerer med en vis træghed. Det betyder, at vi først kan se og måle den fulde effekt af de drivhusgasser, vi udleder, flere årtier efter, at udledningerne er standset. Hvis vi forestiller os, at vi kunne standse alle udledninger af drivhusgasser med det samme, ville temperaturen altså blive ved med at stige, indtil klimasystemet nåede en ny ligevægt.
  • Usikkerheder omkring tipping points
    En anden stor usikkerhed i IPCC’s beregninger er, at man ikke har medtaget visse af de tilbagekoblingsmekanismer (også kendt som positive feedback loops), som forstærker den globale opvarmning ud over, hvad udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser direkte medfører.
  • Overshoot – at sprænge råderummet (midlertidigt)
    IPCC regner i flere af reduktionsscenarierne [5]  med, at man i højere eller lavere grad ikke kan undgå at ”skyde over målet”. Det vil sige, at reduktionerne ikke er tilstrækkelige til, at man kan holde sig inden for 1,5°C eller i værste fald 2°C temperaturstigning. Man regner så i stedet med at kunne ’reparere på skaden’ ved f.eks. at opsuge CO2 fra atmosfæren ved hjælp af teknologiske løsninger og herefter deponere denne CO2. Resultatet skulle blive, at man får bragt CO2-koncentrationen og dermed også temperaturstigningen ned under det kritiske niveau igen. Der er dog flere svagheder ved overshoot-strategien, som gør den meget risikabel at regne med.
Hvad forårsager temperaturstigninger?

Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget [6] .

Der er forskellige måder at beregne dette budget på, og beregningerne er altid forbundet med usikkerheder og forskellige sandsynligheder for at nå målet. Det er altså ikke muligt at beregne sig til en helt eksakt mængde på grund af de usikkerheder, der ligger i beregningerne.

Som nævnt er CO2 (kuldioxid) den dominerende drivhusgas, men der er også andre drivhusgasser som f.eks. metan (CH4), lattergas (N2O) og såkaldte F-gasser. Disse drivhusgasser omregnes til CO2-ækvivalenter (CO2e) i sammenligninger og sammenregninger, da forskellige drivhusgasser har forskellige opvarmningseffekter.

I virkeligheden skulle man regne med et CO2e-budget fremfor et CO2-budget.  Af forskellige årsager opererer klimavidenskaben med et CO2-budget, hvilket også til dels er retvisende, så længe andre drivhusgasser udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele den periode, man ser på. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

Vi ser en tendens til, at andelen af andre drivhusgasser øges, så i virkeligheden burde CO2-budgettet reduceres i overensstemmelse hermed.

Det er muligt at omregne CO2-budgettet til et CO2e-budget, hvilket dog ikke har været en mulighed indenfor rammerne af nærværende arbejde. Herudover er det vanskeligt at finde tal for CO2e, når man gerne vil have udspecificeret de enkelte sektorers bidrag til de samlede CO2e-udledninger.

Ud fra ovenstående betragtninger, vil der i de følgende beregninger blive taget udgangspunkt i CO2. Begrebet drivhusgasser vil dog også blive omtalt, specielt i forbindelse med klimaloven, som relaterer til CO2e.

I nærværende arbejde ønskes der at give et indblik i størrelsesordenen af de udfordringer og tidsperspektiver, vi står overfor i klimamæssig sammenhæng. Resultaterne skal ses med behørig respekt overfor de forhold omkring CO2e og CO2, som der er redegjort for i foranstående.

Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval.

Globalt CO2-budget

Det globale CO2-budget [7] vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.

Og så er der endda ikke i tilstrækkelig grad taget højde for effekten af de såkaldte feedback-loops og tipping points.

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet.

Som nævnt tidligere er der mange usikkerheder forbundet med opgørelsen af CO2-budgettet. Man skal derfor være påpasselig med at anvende CO2-budgettet som en målestok for klimaindsatsen. På den anden side er det på nuværende tidspunkt det bedste instrument, vi har i værktøjskassen. Eftersom CO2-budgettet for de fleste parametre vurderes som værende konservativt, vil anvendelsen formentlig også give resultater som er til den konservative side.

Klimaloven og opgørelse af CO2e-udledninger for Danmark

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Klimaloven er desværre på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

  1. Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
  2. I opgørelserne tæller man kun en mindre del af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.
Opgørelser af CO2e-udledninger er misvisende

De danske udledninger af CO2e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO2e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre del af de samlede CO2e-udledninger.

I Figur 1 ses sammensætningen af CO2-udledninger fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.

Figur 1: CO2-udledning fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.

Det ses, at CO2-udledninger fra økonomiske aktiviteter indenfor Danmarks grænser, der sammen med LULUCF [8] (ændringer i arealanvendelse og skovbrug) udgør den del, som medregnes i klimaloven, er faldet væsentligt i perioden 1990-2019.

Samtidig er CO2-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.

Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.

Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.

Danmarks andel af det globale CO2-budget

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [9] .

Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.

Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet [10]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.

Starttidspunktet for det globale CO2-budget er 1. januar 2018, hvor det blev beregnet til at være 420 mia. ton CO2. I 2018 og 2019 var de globale CO2-udledninger henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton. Efter at man i 2021 havde kvantificeret en række usikkerheder, blev det oprindelige budget på 420 mia. ton nedjusteret til 230 mia. ton gældende pr. 1. januar 2020 [11].

Fordeles dette efter Danmarks andel (0,075%) af verdens befolkning, er Danmarks ikke-korrigerede CO2-budget pr. 1. januar 2020 ca. 173 mio. ton CO2.

Da Danmarks udslip i 2018 og 2019 var væsentligt større, end hvad befolkningsandelen berettiger til, skal ovenstående budget korrigeres på en retvisende måde. Dette “merudslip” skal trækkes fra budgettet. Dette skal gøres for hver enkelt opgørelsesmetode (klimaloven, klimaloven + biomasse osv.).

Resultaterne af dette er opsummeret i Tabel 1.

I 2018 og 2019 havde Danmark ”ret” til at udlede 0,075% af de globale CO2-udledninger på henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton CO2, hvilket svarer til 31,7 og 31,9 mio. ton CO2.

Bruges klimaloven som opgørelsesmetode, udledte Danmark i 2018 og 2019 henholdsvis 40,9 og 39,3 mio. ton CO2. Dermed har de udledt 40,9 mio. ton CO2 – 31,7 mio. ton CO2 = 9,2 mio. ton CO2 for meget i 2018 og 7,4 mio. ton CO2 for meget i 2019.

Dette trækkes fra det ikke korrigerede budget på 173,4 mio. ton CO2, således at det korrigerede CO2-budget pr. 1/1-2020 i dette tilfælde bliver 156,9 mio. ton CO2.

Tabel 1: Opgørelse af Danmarks CO2-budget pr. 1. januar 2020 ved forskellige opgørelsesmetoder

Det danske CO2-budget er brugt op

I Tabel 2 ses, hvornår det danske CO2-budget er brugt op, hvis vi fortsætter udledningen af drivhusgasser med det nuværende tempo [12] og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.

Tabel 2: Årstal hvor den danske andel af CO2-budgettet er brugt op, hvis vi fortsætter den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.

Når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer) opbrugte Danmark allerede dets CO2-budget sidste år.

Fortsætter vi den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op allerede næste år (2022), når man medtager CO2-udledninger omfattet af klimaloven + biomasse.

Medtages udelukkende CO2-udledninger omfattet af klimaloven, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op i 2023.

Det er altså et ekstremt kort tidsperspektiv, vi skal holde vores ambitioner op imod.

Derfor giver det absolut ingen mening at tale om tidsperspektiver som 2030 og 2050. Vi kan ikke vente 10 eller 30 år med at forsvare os i en krig. Det er NU. Alt skal mobiliseres.

Succeskriterier skal afspejle klimavidenskaben

Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod et fast CO2-budget, som dog bør justeres, hvis ny viden i klimvidenskaben tilsiger det.

Hvilken sti skal vi følge?

Danmark har allerede udledt så store mængder CO2, at CO2-budgettet blev brugt op sidste år (2020), når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer).

Vi har kun et reelt CO2-budget at tære af, hvis man udelukkende vælger at medregne CO2-udledninger fra aktiviteter omfattet af klimaloven og klimaloven + biomasse. 

Det er selvfølgelig kun ved skrivebordet eller i et regneark, at vi selv kan ”vælge”, hvordan vi opgør CO2-udledningerne. Klimaet er ligeglad med regneark.

Men lad os for et øjeblik købe den falske præmis, at vi kun medregner CO2-udledninger fra aktiviteter relateret til klimaloven og klimaloven + biomasse.

Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

Vi har meget begrænsede muligheder for selv at vælge vores reduktionssti. Vi kan ikke vente med at reducere, men skal gøre det allerede fra i år, og det vil sige NU.

I det følgende vælges en lineær reduktionssti, hvor man starter reduktionerne i 2021. Resultaterne ses i Figur 2.

Den blå kurve (klimaloven) viser, at man med årlige reduktioner på knap 5 mio. ton CO2 pr. år kan holde sig indenfor CO2-budgettet, som vil være brugt op i 2027, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.

Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at vi skal reducere udledningen med 16,7 mio. ton CO2 pr. år frem mod 2023, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.

Figur 2: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante lineære reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.

Vi skal altså have en meget hurtig reduktion af CO2-udledningerne. Med en lineær reduktion startende i 2021 vil CO2-udledningen være nul i årstallene som anført i Tabel 3.

Tabel 3: Årstal hvor de danske CO2-udledninger er nul ved en lineær reduktion startende i 2021 og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen, man tager med i 0pgørelsen.

Man kan også vælge en eksponentielt aftagende reduktion af CO2-udledningerne, hvor de største reduktioner ligger i starten af perioden. Her starter reduktionerne ligeledes i 2021.

Resultaterne ses i Figur 3.

Den blå kurve (klimaloven) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 24% pr. år (8,6 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2036 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.

Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 47% pr. år (25,2 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2028 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.

Figur 3: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante eksponentielt aftagende reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.

Der er stor forskel på, om man tager udgangspunkt i en lineær reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme mængde år for år, eller om man vælger en eksponentiel reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme procentdel år for år.

Den første strategi gør det næsten umuligt at holde sig inden for budgettet, men den sidste strategi giver lidt mere rum. Men den kræver til gengæld, at man hurtigt foretager drastiske nedskæringer i udledningerne af CO2, hvilket kræver langt større politisk vilje og mod.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Opsummering

Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050” er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

Det er afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Klimaloven er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Det betyder, at vi lige nu står i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

Atmosfæren og klimaet reagerer på den akkumulerede udledning af drivhusgasser.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval, altså den reduktionssti, man følger.

Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.

Klimaloven er på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

  1. Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
  2. I opgørelserne tæller man kun ca. en tredjedel af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.

CO2e-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international skibs- og flytransport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) regnes IKKE med i klimaloven.

Klimaet er ligeglad med den slags skrivebords- og regnearksøvelser.

Regner man det hele med, blev den danske andel af det globale CO2-budget brugt op i 2020.


Referencer

[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[2] King, AD, Karoly, DJ & Henley, DJ 2017, “Australian climate extremes at 1.5 °C and 2 °C of global warming”, Nature Climate Change, vol. 7, pp. 412–416.

[3] Rignot, E 2014, “Global warming: it’s a point of no return in West Antarctica. What happens next?”, The Guardian, 18. maj.

[4] Beltran, C et al, 2020, “Southern Ocean temperature records and ice-sheet models demonstrate rapid Antarctic ice sheet retreat under low atmospheric CO2 during Marine Isotope Stage 31.”

[5] [5] https://report.ipcc.ch/sr15/pdf/sr15_spm_final.pdf – side 20. Reduktionsscenarierne er ikke udført af IPCC selv, men af forskningsinstitutioner verden over. IPCC vurderer hundredvis af scenarier og inddeler dem i grupper, alt efter hvilke temperaturstigninger, de hver især forudsiger for år 2100.

[6] og [7] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[8] Forkortelse for land use, land-use change and forestry.

[9] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[10]Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik

[11] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[12] CO2-udledninger for 2020 er ikke opgjort endnu, men forventes iflg. Global Carbon Project at falde ca. 7% i forhold til 2019.

Kommunernes klimahandlingsplaner er utilstrækkelige

Gennem partnerskabsprojektet DK2020 har foreløbig 66 danske kommuner forpligtet sig til at udvikle klimahandlingsplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger.

Desværre kommer klimahandlingsplanerne ikke til at opfylde målsætningerne.

Kommunerne følger ellers velmenende de overordnede rammer og præmisser, som er blevet udstukket af DK2020, men det er et afgørende problem, at disse rammer og præmisser helt misfortolker Parisaftalens målsætninger.  

Denne alvorlige misfortolkning afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig, men i stedet leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation.

Hvordan det hænger sammen, vil jeg redegøre for her.

Hvad siger Parisaftalen?

Med Paris-aftalen fra 2015 satte 195 lande en fælles målsætning om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2°C og stræbe efter at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C [1].

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [2]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Der er altså al mulig grund til at holde temperaturstigningen under 1,5°C.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C. Så vi har vanvittigt travlt.

Hvor travlt har vi?

Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, forvalter jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.

Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [3]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025 [4].

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.

Vi skal regne på den rigtige måde

Med et CO2-budget afgøres succeskriterier ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal.

Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget CO2 vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.

Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [3], [4].

CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.

Hvilken sti skal vi følge?

Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier. På ene sti (blå) starter man en lineær reduktion af CO2-udledningerne allerede i år (2021), mens man på den anden sti (rød) venter med at reducere til 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.

I en stor del af 2020 har vi haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.

Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Den enorme forskel mellem at starte CO2-reduktionen nu fremfor at vente træder tydeligt frem.

Starter vi nu, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad vi har set i en situation med en COVID-19 pandemi.

Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en ekstremt stor reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Klimahandlingsplanerne opfylder ikke Parisaftalen

Ovenstående gennemgang illustrerer tydeligt, at hastighed og omfang er altafgørende, når man skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.

Vi skal realisere enorme CO2-reduktioner i et hidtil uset tempo.

Nu er vi ved at have fundet frem til svaret på det indledende spørgsmål om, hvorfor kommunernes klimahandlingsplaner ikke opfylder Parisaftalens målsætninger.

I DK2020 har man sat som succeskriterie for klimahandlingsplanerne, at kommunerne skal være klimaneutrale senest i år 2050. Hermed begår man den meget alvorlige fejl, som er beskrevet tidligere i dette indlæg:

Man sætter et punktmål op (klimaneutralitet) for et specifikt år (2050) uden overhovedet at forholde sig til reduktionsstien.

Dermed har DK2020 udstukket nogle rammer og præmisser, som helt misfortolker Parisaftalens målsætninger, hvilket afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig.

Hvad der er endnu mere bekymrende er, at ”kommunerne arbejder med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40[5].

Hvor ambitiøse kan de byer lige være?

Prikken over i’et kommer ved at læse på partnernes hjemmesider. Her fremføres, at de danske kommuner i DK2020-projektet ”følger i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden” og er ”med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer[5].

Normalt er det attraktivt at være med til at skrive historie, men ikke her, hvor kommunerne ender på den forkerte side af historien.


Referencer

[1] https://unfccc.int/sites/default/files/english_paris_agreement.pdf

[2] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[3] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[5] https://realdania.dk/projekter/dk2020

Klimaloven leder os mod et samfundskollaps

Vær på vagt næste gang, nogen taler om 70% reduktion i 2030 eller klimaneutralitet i 2050.

Den kollektive glansfortælling om klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at vi er reddet, bare vi når de opsatte klimamål. Alt imens politikere samt klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer køber tid til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.

Virkeligheden er, at klimaloven med dens målsætninger om en reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% og klimaneutralitet i 2050 er helt utilstrækkelig og leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

CO2-budgettet kan være brugt op inden 2025

Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [1]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025 [2].

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 67% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.

Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Fortæl os sandheden

Vi må kræve, at politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer samt medier fortæller os sandheden: Fortsætter vi som hidtil, er vores CO2-budget i bedste fald brugt op om mindre end 5 år.

Vi må ikke hægte vores planlægning og succeskriterier op på klimaloven. Klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at de politiske tiltag og de ”historiske” aftaler er fuldt ud tilstrækkelige. Imens fortsætter vi vores liv mere eller mindre som hidtil bortset fra enkelte småjusteringer. Men hvad skulle vi ellers gøre, når magthaverne ikke fortæller sandheden?

Det er selvfølgelig heller ikke rart at fortælle sandheden, når sandheden er ubehagelig.

Klimaloven er et farligt monster

Glem alle skønmalerier om 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Vi kan ikke bruge den nuværende klimalov til noget. Tværtimod er den et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.

Hvad siger klimavidenskaben?

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser i en given periode, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger og dermed hvor voldsomme klimaforandringer, vi kommer til at opleve.

Vi skal regne på den rigtige måde

En af de vigtige pointer fra klimavidenskaben er, at vi ikke må begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke år.

Vi skal i stedet holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter.

Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [2]. Vi skal løbende justere CO2-budgettet alt efter, hvor meget vi udleder og den nyeste klimavidenskab.

CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.

Det er således helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

Hvordan ser stien ud lige nu?

I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier, hvor man starter en lineær reduktion af CO2-udledningerne i henholdsvis 2021 og 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.

Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Vi har i en stor del af 2020 haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.

Starter vi med at reducere CO2-udledningerne lineært i 2021, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad der er hændt i en situation med en COVID-19 pandemi.

Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en meget større reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Tidsperspektivet og omfanget er altafgørende

Det illustrerer tydeligt, at tidsperspektivet og omfanget er altafgørende, når vi skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.

Figur 1 viser yderligere, at CO2-udledningerne på globalt niveau maksimalt må være 20,8 mia. ton CO2 og 2,3 mia. ton CO2 i henholdsvis 2025 og 2030 (under forudsætning af at CO2-reduktionerne starter i 2021 og følger den angivne sti).

Dette svarer til en udledning på ca. 2,6 ton CO2 pr. person i 2025 og ca. 0,3 ton CO2 pr. person i 2030. Til sammenligning udledte hver dansker i 2019 gennemsnitligt ca. 6-22 ton CO2 (afhængig af hvor meget man inkluderer).

Vi er i gang med at underminere en behagelig og sikker fremtid for klodens beboere.

Så kære politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer og medier: Drop glansfortællingen om klimaloven, tag ansvaret på jer og fortæl os sandheden og handl på en måde, som afspejler, at vi reelt står i menneskehedens største nødsituation.


Referencer

[1] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

Olie- og gasindustrien er en trussel mod vores eksistensgrundlag

Olie Gas Danmark, som er brancheorganisation for den danske olie- og gasindustri, kører i øjeblikket en kampagne, der skal forsøge at overbevise os om de fossile brændslers berettigelse.

Fortsætter 40-50 års lobbyisme

Brancheorganisationen fortsætter dermed den sti og strategi, som olie- og gasindustriens lobbyister igennem 40-50 år har brugt til at bibeholde sine klimaskadelige forretninger.

Figur 1: Eksempler på Olie Gas Danmarks kampagne
Lær at genkende den fossile industris argumenter

Man kan genkende den fossile industris argumenter ved at tænke over, hvad argumenterne er designet til at gøre:

  • få os til at tro, at klimahandling vil skade os og især skade vores tegnebøger;
  • få os til at tro, at vi har brug for fossile brændstoffer;
  • prøve at overbevise os om, at klimaforandringer ikke er noget særligt.

Alt sammen røgslør for olie og gasindustriens løgne gennem et halvt århundrede, dens skadelige indvirkning på lokale miljøer og mennesker samt dens aktive medvirken til at skabe de kriser, som tårner sig op foran os.

På vej mod kollaps

Vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise og har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

Vi kan ikke lade olie- og gasindustrien bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

To bilfrie dage om ugen

Vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise og har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Folks adfærd skal ændres

Med ovenstående i mente skal vi have sat en helt anden dagsorden.

Der fokuseres meget på teknologiske tiltag som et middel til at imødegå klima- og biodiversitetskrisen. Vi tror, at bare vi får en million elbiler i 2030, eller at vi ved at trække CO2 ud af skorstensrøgen og i kombination med elektricitet fra vindmøller kan fremstille syntetiske brændstoffer, så har vi løst alle vores problemer.

Sandheden er bare, at de teknologiske tiltag ofte er en videreførelse af eksisterende klimaskadelige kulturer og strukturer. Satser man f.eks. på at basere fremtidens skibs- og flytransport på syntetiske brændstoffer produceret af CO2, gør man sig afhængig af eksisterende processer med CO2-udledning fra afbrænding af biomasse og affald i de store kraftvarmeværker samt fra store CO2-udledere i industrien som f.eks. cementproduktion.

Det er derfor afgørende med tiltag, som kan hjælpe med at ændre folks adfærd.

Coronavirussen og politikernes meget omfattende restriktioner for at få has på pandemien viser, at danskerne godt kan lægge deres hverdag om fra den ene dag til den anden.

Forslag – to bilfrie dage om ugen

Vejtransporten bidrager med ca. 26 % af de samlede drivhusgasudledninger. Der er således et stort potentiale for reduktioner af vejtransportens udledninger.

Lad mig sætte dagsordenen med et forslag, som man kan indføre fra i morgen. Forslaget er gratis at implementere og vil medføre markante reduktioner i udledningen af drivhusgasser med det samme:

FORSLAG: Indførelse af to bilfrie dage om ugen

Indførelse af to bilfrie dage om ugen vil medføre en reduktion i udledningen af drivhusgasser på ca. 3,6 mio. ton om året.

Jeg vil i det følgende perspektivere forslaget og gøre rede for dets effekter.

Danmarks udledning af drivhusgasser

I Figur 1 ses, hvordan Danmarks officielle udledning af drivhusgasser i 2018 på 48,2 mio. ton CO2-ækvivalenter fordelte sig på de forskellige sektorer[1]:

Figur 1: Drivhusgasudledninger i Danmark i 2018 fordelt på sektorer

Vejtransporten udgør ca. 26 %

Transporten tegnede sig i 2018 for godt 28% af de samlede drivhusgasudledninger, hvoraf vejtransporten udgør hele 93% (udenrigsluftfart tæller ikke med i det officielle regnestykke).

Vejtransporten bidrager dermed med ca. 26 % af de samlede drivhusgasudledninger. Der er således et stort potentiale for reduktioner af vejtransportens udledninger.

I Figur 2 ses, hvordan udledningen er fordelt på henholdsvis biler, motorcykler, lette lastbiler og tunge lastbiler. Med ca. 60% står biler står for langt den største andel.

Figur 2: Drivhusgasudledninger for vejtransport i Danmark i 2018.

Politisk aftale

Den 4. december 2020 blev der lavet en aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten[2]. Her er man blevet enige om at gennemføre ændringer på en række områder indenfor vejtransporten.

Aftalen skønnes samlet at medføre en CO2e-reduktion på 1,0 mio. ton i 2025 og 2,1 mio. ton i 2030.

Det må siges at være ekstremt uambitiøst. Man venter helt til 2025, hvor man begynder at reducere drivhusgasudledningerne med 1,0 ton om året. Fra 2030 øges reduktionen til 2,1 ton om året.

I perioden 2020 – 2030 betyder det en forventet samlet reduktion på 7,1 mio. ton CO2e.  

En af de mest omtalte elementer i aftalen er intentionen om 1 million nul- og lavemissionsbiler i 2030. Det har været set som en afgørende faktor for ambitionsniveauet på transportområdet.

Fra et klimamæssigt synspunkt er det fuldstændig uinteressant, hvor mange nul- og lavemissionsbiler vi har kørende på vejene om 10 år.  

Spørgsmålet man skal stille sig er, hvordan vi markant og meget hurtigt får reduceret CO2-emissioner fra transportsektoren, og i den sammenhæng er antallet af nul- og lavemissionsbiler ligegyldigt.

Når der tales om lavemissionsbiler, menes der formentlig plug-in hybridbiler, som i praksis er næsten lige så klimabelastende som fossile biler[3].

Det er heller ikke korrekt at kalde elbiler for nulemissionsbiler. I et livscyklusperspektiv er elbiler godt nok mere klimarigtige end benzin- og dieselbiler, men der er stadig væsentlig større udledning af drivhusgasser forbundet med selve produktionen af elbiler end ved produktionen af benzin- og dieselbiler.

En massiv efterspørgsel på elbiler vil derfor på kortere sigt forøge udledningen af drivhusgasser. Herudover siger prognoser, at vi generelt får 3,4 millioner biler i 2030 – hvis vi ikke gør noget for at få færre. I dag har vi 2,7 millioner biler. Elbiler eller ej, så vil der stadig i 2030 være massiv udledning af drivhusgasser fra biltransporten.

Effekten af to bilfrie dage om ugen

Vi har altså et generelt behov for at reducere omfanget af vejtransport. Forslaget om at indføre to bilfrie dage om ugen vil omfatte biler, motorcykler, lette lastbiler og tunge lastbiler.

I Figur 3 ses effekterne af den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” samt af forslaget om to bilfrie dage om ugen.

Figuren illustrerer den samlede reduktion af drivhusgasudledninger i perioden 2021-2030. Det med lilla markerede område angiver effekten af den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten”, mens det med orange markerede område angiver den ekstra effekt, som forslaget om to bilfrie dage om ugen får.

Figur 3: Drivhusgasreduktioner i perioden 2021-2030 for aftalen om grøn vejtransport samt for forslaget om to bilfrie dage om ugen.

Regeringen har selv omtalt deres klimaindsats som en hockeystavs-strategi. Det er en strategi, hvor man udsætter tiltag og effekten af disse til henholdsvis 2025 og 2030. Argumentet for dette er primært, at man ikke vil risikere at bruge for mange penge i starten af perioden for så ikke at have råd til at bruge nok penge i slutningen af perioden.   

Den strategi viser en manglende evne eller vilje til at agere efter den fundamentale klimavidenskab. Succeskriterier afgøres ikke af målpunkter i 2025 og 2030, men af de samlede udledninger af drivhusgasser i en given periode.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, der afgør, hvor voldsomme klimaforandringer vi kommer til at opleve. Jo flere drivhusgasser, vi samlet set udleder, jo større ændringer i klimaet.

I Figur 3 illustreres virkningen af regeringens fejlagtige strategi tydeligt. Transportaftalens nøl betyder en samlet reduktion af drivhusgasser på 7,1 mio. ton CO2e. i perioden 2021-2030.

Forslaget om to bilfrie dage om ugen får derimod en øjeblikkelig og vedvarende effekt i hele perioden, så den samlede effekt af forslaget er en ekstra reduktion af drivhusgasser på 33,9 mio. ton CO2e for perioden 2021-2030.

Dette kan sammenlignes med effekten af regeringens samlede ”Klimahandlingsplan 2020[4], som frem mod 2030 har en samlet reduktion af drivhusgasudledninger på 26,9 mio. ton CO2e.

Udover den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” indeholder Klimahandlingsplan 2020 også effekterne af bl.a. ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi 16. juni 2020”, ”Klimaaftale for energi og industri mv 2020 22. juni 2020”, grønne elementer i finanslovsaftale for 2021 samt ”Aftale om grøn skattereform”.

Det kan lade sig gøre – hvis vi vil

Hvis vi vil, kan vi indføre to bilfrie dage om ugen fra i morgen. Det koster ingenting, og vil frem mod 2030 give en ekstra reduktion af drivhusgasudledninger, som er knap 27 % større, end hvad der kan opnås med samtlige tiltag i ”Klimahandlingsplan 2020”.
Lad os gøre det!


[1] Baseret på tal fra ”Energistatistik 2019”, Energistyrelsen, december 2020.  https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Statistik/energistatistik2019_dk.pdf

[2] https://fm.dk/media/18300/aftale-om-groen-omstilling-af-vejtransporten.pdf

[3] https://rgo.dk/plug-in-hybridbiler-forurener-reelt-som-fossilbiler/

[4] https://kefm.dk/Media/F/5/Klimahandlingsplan%202020a.pdf

Aftalen om Nordsøens fremtid er en katastrofe

Med vanlig sans for at lave manipulatorisk skønmaleri af virkeligheden har regeringen sammen med en række partier netop præsenteret deres aftale [1] om Nordsøens fremtid.

For at finde ud af, hvad aftalen i virkeligheden drejer sig om og vurdere, hvilke konsekvenser det får for indvindingen af olie og gas, er man desværre nødt til at grave dybt ned i aftaleteksten, lovtekster samt en række andre dokumenter og gennemgå dem med tættekam.

I det arbejde støder man på en række uheldige delelementer i aftalen:

Aftaleelementer kan ikke ændres

a) En 2050-slutdato for al indvinding af olie og gas i Nordsøen

Aftaleparterne er enige om, at der indføres en 2050-slutdato (31. december 2050) for alle eksisterende og evt. fremtidige tilladelser til olie- og gasindvinding i Danmark.

Slutdatoen kan IKKE fremrykkes, bl.a. fordi man ønsker forudsigelighed og tid til, at branchen og arbejdspladser kan omstille sig. 2050-slutdatoen vil blive tilføjet undergrundsloven ved et lovforslag snarest muligt.

Lige nu står vi en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og det betyder, at det meste olie og gas skal blive liggende i undergrunden. Det er derfor en katastrofe, at slutdatoen ikke kan fremrykkes.

b) Frivillig aftale med selskaber, som berøres af slutdato

I dag eksisterer der en tilladelse i Nordsøen, som blev meddelt i 7. udbudsrunde, og som har en berettiget forventning om forlængelse til efter 2050, hvis der i fremtiden gøres fund.

Aftaleparterne er enige om, at der skal skabes lovhjemmel til, at der kan indgås en forhandlet, frivillig aftale om ændringer af tilladelser for de selskaber, der måtte berøres markant af en slutdato.

Hvad betyder det, at aftalen er frivillig? Normalt betyder frivillig, at man kan sige nej.  Kan det pågældende selskab nægte at indgå en aftale og dermed forlænge sin tilladelse til efter 2050?

c) Aflysning af 8. udbudsrunde og alle fremtidige udbudsrunder

8. udbudsrunde aflyses, og der skal ikke skal være flere udbudsrunder i fremtiden.

Der er dog den lille finte, at ny efterforskning stadig kan ske igennem de allerede eksisterende muligheder i såkaldte minirunder og naboblok.

Og hvad betyder så det?

I henhold til undergrundslovens § 12, stk. 1 [2], kan tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og gas tildeles efter 4 forskellige procedurer [3]:

1) Almindelig udbudsrunde (stopper).

2) Mini-runde (fortsætter).

3) Åben Dør proceduren (stopper).

4) Naboblokprocedure, (fortsætter).

De almindelige udbudsrunder, hvor det er staten, som inviterer til efterforskning efter fossile brændsler, stopper ved indgåelsen af den aktuelle aftale.

De såkaldte minirunder fortsætter. En minirunde er i virkeligheden blot betegnelsen for en uopfordret ansøgning fra en virksomhed om at få lov til at efterforske og udvinde olie og gas i et nyt område.

Åben Dør proceduren har historisk været anvendt, når procedurerne under pkt. 1) eller 2) ikke er skønnet at være hensigtsmæssige. Her har klima-, energi- og forsyningsministeren kunnet give tilladelser inden for nærmere angivne områder. Denne mulighed har dog ikke været anvendt de senere år. Denne procedure stopper ved indgåelsen af den aktuelle aftale.

Naboblok-proceduren fortsætter. Her kan der gives nye tilladelser til selskaber, der allerede er aktive i et naboområde. Proceduren kan anvendes, når særlige geologiske eller produktionsmæssige forhold er til stede.

En vigtig detalje er, at aftaleparterne har besluttet at indgå aftalen som et såkaldt politisk forlig for så vidt angår, at 2050-slutdatoen ikke kan fremrykkes samt bevarelsen af muligheden for minirunder og nabobloktilladelser, hvilket betyder, at der ikke kan ændres væsentligt ved disse forhold uden enighed.

Når der er tale om et forlig, har partierne i forliget nemlig politisk vetoret over for ændringer, så længe forliget gælder. Hvis en regering ønsker ændringer i en lov, der er en del af et forlig, skal regeringen altså have alle aftalepartierne til at acceptere ændringerne – og de har ret til at sige nej [4].

I realiteten er det dermed meget vanskeligt at foretage ændringer og kan kun lade sig gøre, hvis Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative alle siger ja.

Indvinding af olie og gas fortsætter

Med den aktuelle aftale er det i realiteten kun stoppet for de almindelige udbudsrunder, som påvirker den fremtidige olie- og gasudvinding i Nordsøen.

Klimarådet udarbejdede i sommeren 2020 en vurdering af klimaperspektiverne i at gennemføre eller aflyse 8. udbudsrunde [5].

De fandt, at den ottende rundes licenser kun ville producere beskedne mængder i forhold til den eksisterende indvinding og det forventede forløb for indvinding.

Med de gældende licenser samt fremtidige minirunder og nabobloktilladelser vil der frem mod 2050 blive indvundet anseelige mængder olie og gas.

Energistyrelsen udarbejder hvert år en opgørelse af de danske olie- og gasressourcer og en produktionsprognose på lang sigt.

Den nyeste prognose for produktion af olie og gas på lang sigt er vist i Figur 1 og Figur 2 sammen med forbrugsprognosen [6]. Efter 2030 er der med prikker angivet et forbrug lig forbruget i 2030.

Forbrugsprognosen repræsenterer et forløb, hvor det antages, at der ikke implementeres virkemidler udover dem, der allerede i dag er vedtaget med politisk flertal.

Forbrugsprognosen er derfor ikke en prognose for det fremtidige energiforbrug, men en beskrivelse af den udvikling, som under en række forudsætninger om teknologisk udvikling, priser, økonomisk udvikling mv. kan forekomme i perioden frem til 2030.

Figur 1: Produktion og langsigtet prognose for olie

Der forventes et fald i olieproduktionen indtil 2022, særligt i 2020 og 2021 på grund af genopbygning af anlæggene på Tyra feltet, se evt. Historisk investering i olie og naturgas. Når Tyrafeltet igen tages i brug fra 2023, forventes olieproduktion at stige. Produktionen forventes generelt at aftage fra 2026.

Hvis de teknologiske ressourcer og efterforskningsressourcerne medregnes, skønnes Danmark igen at kunne blive nettoeksportør af olie i et enkelt år (2028).

Figur 2: Produktion og langsigtet prognose for salgsgas

I 2020 og 2021 forventes et markant fald i produktionen af salgsgas på grund af genopbygning af anlæggene på Tyra feltet. I det forventede forløb overstiger produktionen igen forbruget i perioden 2022 til og med 2035, hvor Danmark vil blive nettoeksportør af gas. Danmark skønnes dermed at være nettoeksportør til og med 2035 bortset fra årene 2020 og 2021.

Hvad siger olieindustrien?

Når man skal vurdere den klimamæssige virkning af et tiltag, er det meget nyttigt at kigge på industriens reaktioner. Er reaktionerne positive, kan man næsten være sikker på, at tiltaget har et attraktivt økonomisk udbytte for de involverede selskaber, men også at den klimamæssige effekt ikke nødvendigvis er positiv.

Et par af overskrifterne fra medierne lyder: ”Olieindustrien jubler over udsigt til mere olieproduktion” [7] og ”Den største oliespiller i Danmark kalder Nordsø-stop »positivt«” [8].

De faste rammer i olieaftalen giver industrien sikkerhed for, at produktionen ved de eksisterende felter kan udvides, mens slutdatoen i 2050 ifølge analytiker er uden reel effekt, da produktionen ville have ophørt alligevel.

Dermed er industrien nu sikret faste rammer de kommende 30 år – et drømmescenarie for de fleste erhverv.

Den franske oliekoncern Total glæder sig over aftalen.

»Det væsentlige er, at aftalen muliggør, at det tilbageværende potentiale kan realiseres ved brug af den eksisterende infrastruktur i Nordsøen gennem minirunder og nabobloktilladelser«, lyder det i en skriftlig kommentar fra Ole Hansen, der er ansvarlig for udviklingen af Totals danske Nordsø-aktiviteter [7].

Hvilke konsekvenser får aftalen?

Til pressemødet ved præsentationen af den nye aftale hørte man udtalelser som ”Aftalen sætter en ny, grøn kurs for Nordsøen…”, ”Vi sætter nu et endeligt punktum for den fossile æra…”, ”Det her er en historisk aftale og er et enormt grønt fremskridt…”, ”Det er en stor dag for alle os, der tager klimaudfordringen seriøst.”, ”Danmark skal være et grønt foregangsland, som hele verden kan finde inspiration i”. [9]

Helt ærligt, det er da næsten til at kaste op over.

Med de gældende tilladelser til indvinding samt fremtidige minirunder og nabobloktilladelser vil der med aftalen om Nordsøens fremtid stadig blive indvundet anseelige mængder olie og gas frem mod 2050.

2050-slutdatoen kan ikke fremrykkes, og muligheden for minirunder og nabobloktilladelser bevares. Aftalen om disse elementer er lavet som et forlig, hvilket betyder, at der kun kan foretages ændringer, hvis Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative alle siger ja.

Slutdatoen i 2050 er ifølge flere analytikere uden reel effekt, da produktionen ville have ophørt alligevel.

Olie- og gasindustrien har med aftalen fået et drømmescenarie, som sikrer dem faste rammer de kommende 30 år og samtidig giver sikkerhed for, at produktionen ved de eksisterende felter kan udvides.

Politikere fører os mod selvmord

Lige nu står vi i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at det meste olie og gas skal blive liggende i undergrunden. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

Aftalen om Nordsøens fremtid, som binder os til fortsat udvinding af fossile brændsler de næste 30 år, er ikke mindre end en katastrofe.

Når politikere kan tale så positivt om aftalen, viser det endnu engang, at de med al tydelighed stadig vælger at overhøre videnskaben, som siger, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.  

FN’s generalsekretær Antonio Guterres adresserede i onsdags den alvorlige trussel om klimaforandringer i en tale om planetens tilstand [10].

”Menneskeheden fører krig mod naturen. Dette er selvmord. Naturen slår altid tilbage – og det gør den allerede med voksende kraft og raseri. Biodiversitet kollapser. En million arter er i fare for udryddelse. Økosystemer forsvinder foran vores øjne … Menneskelige aktiviteter er roden til vores nedstigning mod kaos. Men det betyder, at menneskelig handling kan hjælpe med at løse det.”

At skabe fred med naturen er den afgørende opgave i det 21. århundrede. Det skal være den øverste, højeste prioritet for alle, overalt.”

Antonio Guterres

Politikerne leder med deres tavshed om sandheden samt med den manglende handling samfundet mod lidelse, elendighed og kaos. De har valgt at stille sig på den forkerte side af historien.

Det kan befolkningen ikke acceptere længere.


[1] ”Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om fremtiden for olie- og gasindvinding i Nordsøen af 3. december 2020”. https://kefm.dk/Media/0/3/Nords%C3%B8aftale%20(2).pdf

[2] ”Bekendtgørelse af lov om anvendelse af Danmarks undergrund”, LBK nr 1533 af 16/12/2019, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1533

[3] ”Undersøgelse af Åben Dør-proceduren for olie-/gastilladelser og udbudsproceduren for geotermitilladelser”, Energistyrelsen, november 2017. https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/MOF/bilag/285/1858977/index.htm

[4] https://www.ft.dk/da/folkestyret/regeringen/regeringen-forhandler af 5/12-20.

[5] ”Danmarks indvinding af olie og gas i Nordsøen”, Klimarådet, juni 2020. https://klimaraadet.dk/da/analyser/danmarks-indvinding-af-olie-og-gas-i-nordsoeen

[6] ”Ressourceopgørelse og prognose”, Energistyrelsen, 2. september 2020. https://ens.dk/sites/ens.dk/files/OlieGas/ressourcer_og_prognose_20200902_dk.pdf

[7] Olieindustrien jubler over udsigt til mere olieproduktion, Energywatch, 4/12-2020. https://energiwatch.dk/Energinyt/Olie___Gas/article12606369.ece

[8] ”Den største oliespiller i Danmark kalder Nordsø-stop »positivt«”, Jyllands-Posten, 4/12-2020. https://jyllands-posten.dk/jperhverv/ECE12605597/den-stoerste-oliespiller-i-danmark-kalder-nordsoestop-positivt/

[9] “Bred aftale om Nordsøens fremtid”, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, 4/12-20. https://kefm.dk/aktuelt/nyheder/2020/dec/bred-aftale-om-nordsoeens-fremtid

[10] “Humanity is waging war on nature, says UN secretary general”, The Guardian, 2/12-2020. https://www.theguardian.com/environment/2020/dec/02/humanity-is-waging-war-on-nature-says-un-secretary-general-antonio-guterres

Modarbejder Ørsted den grønne omstilling?

Flere fjernvarmeselskaber i Danmark arbejder i øjeblikket på at etablere kollektive varmepumpeanlæg.

De store varmepumpeanlæg gør det muligt ved hjælp af elektricitet at:

  • Hente energi ud af bl.a. spildevand, grundvand, havvand, drikkevand og udeluft og bruge energien i fjernvarmesystemet
  • Kombinere varmeproduktion med opsamling af overskudsvarme og industriens behov for køling

Der ligger store energimængder i disse kilder, og de er kendetegnet ved enten at være vedvarende eller at være en udnyttelse af energi, som ellers ville være spildt.

På vej mod et klimavenligt energisystem

Store varmepumpeanlæg i fjernvarmesystemet indgår som en vigtig brik i et fremtidigt klimavenligt energisystem.

I Danmark producerer vi i stadig større grad mere strøm fra solceller og vindmøller, end vi selv kan bruge eller eksportere til andre lande. Her har varmepumper en vigtig rolle at spille i forhold til at udnytte den klimavenlige strøm bedre, da man ved hjælp af varmepumper kan bruge denne strøm til at producere fjernvarme.

Stiller Ørsted sig i vejen?

Projekter med etablering af varmepumpeanlæg skal før godkendelse sendes ud i en såkaldt partshøring.

Ved bl.a. aktindsigt kan man blive bekendt med, at Ørsted i adskillelige tilfælde har afgivet otte sider lange høringssvar, hvor de argumenterer imod, at de sagsbehandlende kommuner godkender projekterne.

Men hvorfor forsøger Ørsted tilsyneladende at stille sig i vejen for projekter, der vil bidrage til et klimarigtigt energisystem?

Det er selvfølgelig altid vanskeligt at motivfortolke, men Ørsted ejer en række centrale kraftvarmeværker, som primært er baseret på afbrænding af biomasse.

Biomasse er fra flere sider blevet kritiseret for ikke at være CO2-neutral og i nogle tilfælde endda klimamæssigt værre end afbrænding af kul.

En markant udbredelse af de store varmepumpeanlæg vil konkurrere med Ørsteds eksisterende kraftvarmeværker og gøre dem mindre rentable.

Ud fra den kendsgerning kunne der godt opstå en tanke om, at Ørsted med deres negative høringssvar til planerne om de kollektive varmepumpeanlæg er mere interesseret i at beskytte deres egne snævre økonomiske interesser fremfor at bidrage til en klimarigtig verden.

Ørsted er i 2020 blevet kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed, hvilket de markedsfører sig massivt på i hele verden.

Hvordan kan man blive kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed, når man i det skjulte tilsyneladende modarbejder udviklingen af fremtidens klimavenlige energisystem?

Power-to-X er det nye klimabedrag

Power-to-X-teknologien er i mange tilfælde dårlig for klimaet, og den positive iscenesættelse af teknologien er kraftigt præget af snævre erhvervsmæssige og økonomiske interesser samt et forsøg på fastholdelse af de eksisterende klimaskadelige samfundsstrukturer.

Magtfulde danske virksomheder og organisationer har i længere tid varmet op og forsøgt at gøde jorden for at promovere teknologien som et vigtigt tiltag i forhold til at imødegå Danmarks og verdens galoperende klimaudfordringer.

I disse dage står industrien på nakken af hinanden i medierne for at cementere den fortælling. Eksempler på overskrifter er: ”18 topchefer til regeringen: Power-to-X er fremtiden, men kun hvis staten investerer ti mia. kr.[1] og ”18 førende PtX-aktører samles om anbefalinger til national strategi[2]

Ved at satse på Power-to-X kommer vi til skabe en ny version af en af de største fejltagelser i dansk energi- og klimapolitik, nemlig den massive brug af biomasse til energiproduktion.

Hvad er Power-to-X?

I et Power-to-X-anlæg kan man med elektricitet omdanne CO2 til flydende brændstoffer (E-fuels), der kan bruges til f.eks. lastbiler, skibe og fly.

Det lyder jo umiddelbart som en god ide. Så kan man bruge de stigende mængder af vindmølle- og solcellestrøm til at producere nye brændstoffer til transport samtidig med, at man trækker noget af den uønskede CO2 ud af atmosfæren.

Men et af problemerne er, at man IKKE satser på at trække CO2 ud af atmosfæren. I stedet vil man fange CO2 fra afbrænding af biomasse i de store kraftvarmeværker, fra afbrænding af affald samt fra store CO2-udledere i industrien som f.eks. cementproduktion.

Business-as-usual

Ledende virksomheder er i gang med at italesætte og stemple teknologien som klimarigtig, da man foregiver, at alt, der har været igennem et Power-to X-anlæg, er CO₂-neutralt. På samme måde som biomasse officielt er blevet regnet for CO₂-neutralt, selvom det ikke er tilfældet.

Ved at satse på Power-to-X vil vi blive låst fast til afbrænding af biomasse og affald og til mange af de nuværende CO2-udledende industrivirksomheder i al evighed.

Det er nødvendigt at reducere vores enormt høje forbrug af biomasse til afbrænding, og vi ønsker også at nedbringe affaldsmængderne markant, så en meget større andel af vores nuværende affald kan genanvendes og genbruges.

Er der først investeret mange milliarder i Power-to-X, vil det være meget sværere at argumentere for en fraskæring af de grundelementer, som teknologien er afhængig af nemlig biomasse, affald og cementproduktion.

Power-to-X er en lappeløsning, som bevarer en produktion, et system og en struktur, der ikke i sig selv er klimarigtig.

Store virksomheder løber med magten

I Danmark får Power-to-X opmærksomhed fra både investorer og politikere. Ørsted vil bygge en gigantisk Power-to-X-fabrik i Storkøbenhavn, og regeringen har indgået en aftale med Holland, der vil investere en milliard kroner i fremtidige anlæg i Danmark.

I et interview med Danmarks Radio beskriver klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen teknologien som et ”erhvervseventyr for Danmark”[3]

Teknologien er også en væsentlig del af den klimaaftale for energi- og industrisektoren, som et stort flertal af Folketingets partier blev enige om 22. juni 2020[4].

Brancheorganisationen Dansk Energi har taget initiativ til at samle 17 af Danmarks ledende virksomheder inden for produktion af energi og de største danske forbrugere af energi-intensive brændstoffer med henblik på at komme med konkrete anbefalinger til en Power-to-X-strategi.

Anbefalingerne blev præsenteret på en konference den 19. november 2020 med titlen ‘Power-to-X: Brikkerne skal lægges nu’.

Her blev både rapport og anbefalinger officielt overrakt til klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, som i øvrigt også selv talte på konferencen.

Så lobbyaktiviteterne fra de magtfulde virksomheder virker, og de lykkes tilsyneladende med at integrere deres snævre erhvervsmæssige og økonomiske interesser i den politiske agenda.

Når man læser rapporten og anbefalingerne[5], fremstår det tydeligt, at virksomhederne er ved at tilrane sig yderligere magt.

I rapporten kan man bl.a. læse, at man ønsker en ”Kickstart af den danske PtX-indsats vha. subsidier og regulering”.

Passager som ”PtX kræver en helt anden forpligtende og agil samarbejdsform mellem industri og regering, end den som har været gængs praksis i Danmark” og anbefalingen af en klar struktur, ”hvor erhvervslivet løbende involveres og tages med på råd om fremtidige tilpasninger af PtX-strategien, og hvor regeringen sikrer sig en løbende rapportering af strategiens realisering” vidner om aktørernes virkelige agenda.

Man kunne nu nok også godt have regnet ud, at når spillere som Dansk Energi, Dansk Industri, Københavns Lufthavne A/S, Maersk, SAS Danmark og Dansk Shell er med, så er det ikke for deres grønne øjnes skyld.


[1] https://www.berlingske.dk/business/18-topchefer-til-regeringen-power-to-x-er-fremtiden-men-kun-hvis-staten

[2] https://www.idag.dk/article/view/751214/18_forende_ptxaktorer_samles_om_anbefalinger_til_national_strategi

[3] https://www.weekendavisen.dk/2020-38/ideer/den-groenne-transformer

[4] https://fm.dk/media/18085/klimaaftale-for-energi-og-industri-mv-2020.pdf

[5] https://www.danskenergi.dk/sites/danskenergi.dk/files/media/dokumenter/2020-11/Anbefalinger-til-en-dansk-strategi-for-Power-to-X.pdf