CO2e-budgettet og regeringens klimahandlingsplan

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes CO2-budgettet.

Udover det er der også ”plads” til en mængde af andre drivhusgasser svarende til ca. 88 milliarder ton CO2-ækvivalenter [2] (CO2e).

Summen af de to, som kan kaldes det samlede drivhusgasbudget, var derfor 388 milliarder ton CO2e gældende fra 2020.

Rektangel: afrundede hjørner: CO2-budget, verden pr. 1/1-2020:
300 mia. ton CO2
Fordeling af drivhusgasbudget – efter befolkning

Det globale drivhusgasbudget skal på en eller anden måde fordeles til de forskellige lande og Danmark.

Der findes flere principper for fordeling. Her tages udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker på jorden har ret til lige stor andel af det samlede drivhusgasbudget.

I 2019 boede der ca. 5,8 mio. mennesker i Danmark [3], mens der i hele verden var ca. 7,71 mia. mennesker [4].

Det betyder, at Danmarks befolkning udgør ca. 0,075 % af verdens befolkning.

Danmark kan således tildeles 0,075 % af verdens drivhusgasbudget, hvilket svarer til ca. 292 mio. ton CO2e pr. 1. januar 2020.

Udledningen for 2020 er endnu ikke endelig opgjort, men i 2019 var den 46,7 mio. ton CO2e.

Fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019, vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2025.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse
Regeringens klimahandlingsplan

Regeringen har løbende – sammen med andre partier – lavet en række aftaler om tiltag på klimaområdet, der skal reducere udslippet af drivhusgasser. Aftalerne er sammenfattet i “Klimahandlingsplan 2020[5].

Effekten af alle aftalerne er beskrevet i ”Klimastatus og –fremskrivning 2021” også kaldet KF21 [6].

I Figur 1 ses den forventede effekt af alle aftaler, der er indgået før 1/1-2021. Det grå område illustrerer de akkumulerede CO2e- udledninger, mens det grønne område illustrerer, hvor meget af drivhusgasbudgettet der er tilbage.

Med regeringens nuværende klimahandlingsplan vil drivhusgasbudgettet være brugt op i 2026.

Figur 1: Udvikling af Danmarks drivhusgasbudget og forventede udledninger frem mod 2030, som følger af regeringens klimahandlingsplan.
Nødvendige reduktioner

Man er nødt til at sammensætte de årlige reduktioner på en måde, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides. Det kan gøres på mange måder, hvilket også kaldes for reduktionsstier.

En måde er hvert år at reducere CO2e-udledningen med en fast mængde.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Vælger man denne måde, er det nødvendigt at reducere med 3,6 millioner ton CO2e hvert eneste år fra 2021 og frem til og med år 2032, hvor drivhusgasbudgettet stort set er opbrugt.

Fra år 2033 skal CO2e-udledningen være 0.

Reduktionssti og løbende evaluering

I nedenstående figur er den beskrevne reduktionssti illustreret med den orange kurve, mens den grønne kurve viser udledningerne, som følger af regeringens klimahandlingsplan.

Figur 2: En mulig reduktionssti, hvor drivhusgasbudgettet overholdes sammenlignet med reduktionsstien for regeringens klimahandlingsplan.

Det er vigtigt at evaluere løbende, om man rent faktisk opnår de planlagte reduktioner.

Opnår man f.eks. ikke den nødvendige reduktion på 3,6 millioner ton CO2e i 2021, er man nødt til at øge reduktionerne de efterfølgende år, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides.

Reduktionsstien og det resterende drivhusgasbudget skal således revideres minimum én gang om året for at afspejle den reelle situation.

Procentmål er en forkert målestok

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Klimaloven er desværre baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben.

I klimaspørgsmålet afgøres succeskriterier ikke af procentmål for reduktioner i vilkårlige årstal, men af de samlede udledninger af drivhusgasser i et givet tidsinterval.

Derfor er den principielle metode om at lade procentmål være succeskriterie forkert.

Procentmålet er helt misvisende og sikrer på ingen måde sammenhæng mellem den nødvendige krævede handling fra klimavidenskaben og de reelt opnåede resultater.

Desværre bruges denne forkerte metode også i de fleste andre sammenhænge, f.eks. i EU’s klimaplaner og i de kommunale klimaplaner.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2e-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår) eller nettonuludslip i 2050, men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt flere drivhusgasser, end der var plads til i budgettet.

Drivhusgasbudgettet er den rigtige målestok

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.

Vi må ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en drivhusgasreduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske drivhusgasbudgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.

I nedenstående tabel er drivhusgasbudgettet opgjort den 1/1 og 31/12 for hvert år i perioden 2020-2035 for den tidligere nævnte reduktionssti, hvor CO2e-udledningen for Danmark reduceres med en fast mængde på 3,6 mio. ton CO2e hvert år.

Sammenfatning

Danmarks drivhusgasbudget er 292 mio. ton CO2e gældende fra 1. januar 2020.

Fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019 (46,7 mio. ton CO2e), vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2025.

Med regeringens nuværende klimahandlingsplan vil drivhusgasbudgettet være brugt op i 2026.

Succeskriterier for klimaindsatsen skal baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.

Klimaloven overholder IKKE dette kriterie, og det er direkte skadeligt at lade klimalovens målsætninger om at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% og være et klimaneutralt samfund senest i 2050 være rammen for al klimadebat og politiske beslutninger.

Klimaloven er dermed blevet et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.

Efterskrift

Opgørelser af CO2e-udledninger er misvisende

De danske udledninger af CO2e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO2e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre andel af de samlede CO2e-udledninger og er i øvrigt faldet væsentligt i perioden 1990-2019.

Samtidig er CO2e-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.

Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.

Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.

Fordelingsprincipper

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [7] .

Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.

Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet [8]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2e-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.



Referencer

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press. https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[3] Ifølge Danmarks Statistik

[4] https://population.un.org/wpp/DataQuery/

[5] Klimahandlingsplan 2020”, ISBN 978-87-92555-12-0, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, 2020.

[6]Klimastatus og –fremskrivning 2021”, Energistyrelsen, 2021.

[7] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[8]Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik

Elbiler er ikke en mirakelkur

Elbiler bidrager med udledning af CO2 til atmosfæren ved såvel produktion af elbilen som ved forbrug af elektricitet til kørsel og opladning.

I takt med, at CO2-udledningen pr. forbrugt kWh elektricitet falder i Danmark, vil selve driftsfasen for en elbil blive mere gunstig set ud fra et klimamæssigt synspunkt. 

Samtidig vil den CO2, som blev udledt ved selve produktionen af elbilen, komme til at udgøre en stigende andel af elbilens samlede CO2-udledning.

CO2-udledning pr. km

I Figur 1 ses en sammenligning af de globale CO2-udledninger pr. km i et livscyklusperspektiv for en elbil, plug-in-hybridbil, effektiv dieselbil og en gennemsnitlig ny fossilbil, som kører i Danmark [1].

Figur 1: Sammenligning af de globale CO2-udledninger pr. km for en elbil, plug-in-hybridbil, effektiv dieselbil og en gennemsnitlig ny fossilbil [2].

Der er følgende læring af figuren:

  1. En elbil udleder knap 60% mindre CO2 over dens levetid end en gennemsnitlig ny fossilbil.
  2. Der udledes mere end dobbelt så meget CO2 ved produktionen af en elbil fremfor ved produktionen af en gennemsnitlig ny fossilbil.  
  3. En plug-in-hybridbil har nogenlunde samme CO2-udledning over dens levetid som en tilsvarende effektiv dieselbil [3].
Elbiler og klimapolitikken

Den 4. december 2020 blev der lavet en aftale mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om: ”Grøn omstilling af vejtransporten”.

Aftalen skønnes samlet at medføre 775.000 grønne biler i 2030 samt en CO2-reduktion på 1,0 mio. ton i 2025 og 2,1 mio. ton i 2030. Ordvalget ”grønne” er elastik i metermål, fordi hvad er en grøn bil? I aftalen refereres til ”nul- og lavemissionsbiler”, som igen ikke har en fast definition.

For det første eksisterer der ingen biler med nulemission. Ofte omtaler man dog alligevel elbiler som nulemissionsbiler. Det er selvfølgelig forkert og vildledende, eftersom en gennemsnitlig elbil i Danmark udleder ca. 90 gram CO2 pr. km.

Og hvad er en ”lavemissionsbil”? Man omtaler ofte en plug-in-hybridbil som værende en lavemissionsbil. Men når en plug-in-hybridbil har nogenlunde samme CO2-udledning som en tilsvarende effektiv dieselbil, er det da helt misvisende at kalde den for en lavemissionsbil.

CO2-udledningerne fra vejtransporten er større end i 1990

Vejtransporten står for hele 90% af udledningen af drivhusgasser i transportsektoren.

Personbiler står for omkring 60 pct. af vejtransportens samlede udledninger[4] og er dermed den køretøjstype, som bidrager mest til vejtransportens udledninger, efterfulgt af varebiler og lastbiler.

I Energistyrelsens ”Klimastatus og –fremskrivning 2021” har man lavet en prognose for udviklingen i CO2-udledningen for vejtransportsektoren frem mod 2030,

Dette er illustreret i Figur 2, hvor man også ser de historiske udledninger tilbage fra 1990.

Figur 2: Historiske og fremskrevne CO2-udledninger fra vejtransporten i perioden 1990-2030 [5].

Det ses, at CO2-udledningerne fra vejtransporten er større i dag end i 1990.

CO2-udledningerne fra vejtransporten forventes at være den samme i 2030 som i 1990. På 40 år vil man altså ikke være lykkes med at reducere CO2-udledningen fra vejtransporten med et eneste gram.

Men hvordan kan det egentlig være, når de fossile biler er blevet mere energieffektive gennem årene og kører længere på literen (på nær inden for den sidste årrække, hvor man er begyndt at købe større biler), og man samtidig indfaser elbiler med en mindre CO2-udledning end fossile biler?

Bilparken vokser

Det skyldes, at forbedringen af energieffektiviteten og fordelen ved at indfase elbiler simpelthen er blevet spist op af en stadig større bilpark og flere kørte kilometer. En udvikling der vil fortsætte frem mod 2030, se Figur 3.

Figur 3: Bestanden af personbiler i Danmark pr. 1. januar i perioden 1993-2030.

 Pr. 1. januar 2021 var der ca. 2,72 mio. personbiler. I 2030 regner man med, at der vil være ca. 3,26 mio. personbiler, altså ca. 540.000 flere svarende til en stigning på omkring 20 %.

Når man i vejtransportaftalen regner sig frem til CO2-reduktion på 1,0 mio. ton i 2025 og 2,1 mio. ton i 2030, forholder man sig kun til udledningerne på dansk jord. Man ”glemmer” meget belejligt at medtælle CO2-udledningen fra produktionen af de 775.000 ekstra nul- og lavemissionsbiler.

Antager man, at de 775.000 biler fordeler sig med 80% på elbiler og 20% på plug-in-hybridbiler vil der alene ved selve produktionen af bilerne blive udledt ca. 8 mio. ton CO2. [6]

Denne store CO2-udledning sker momentant, når elbilerne bliver produceret, og på den korte bane, vil flere elbiler derfor ØGE den globale CO2-udledning markant. Det er problematisk, eftersom det er NU, at vi skal reducere udledningerne.

Af Figur 4 ses det, at en elbil skal køre ca. 40-45.000 km, før den ud fra et globalt perspektiv får en klimamæssig fordel i forhold til en gennemsnitlig ny fossilbil eller en plug-in-hybridbil

Så et politisk mål, der blindt sigter på flere elbiler, vil altså være skadeligt for klimaet i første omgang.

Figur 4: Forskellige biltypers samlede CO2-udledning i levetiden afhængigt af kørselsomfang. Kilde: Baseret på ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.
Flere veje skaber flere biler

Det er et gammelkendt fænomen, at flere biler skaber flere veje, som skaber flere biler, som skaber flere veje…. Med et fint ord også kaldet induced demand.

Det politiske automatsvar på trængselsproblemer er at bygge nogle flere veje eller at lave et ekstra motorvejsspor. Det er som at tisse i bukserne. De første 3-4 år får man lidt mere plads på vejene, men efterhånden som folk finder ud af, at det er blevet hurtigere at køre på en strækning, vil der blive trukket flere biler til, og inden længe vil man igen stå i den samme trængselssituation som oprindeligt.

I stedet for sådanne automatreaktioner, som er med til at øge den klimaskadelige vejtransport, bør en ansvarlig politiker stille sig det grundlæggende spørgsmål: Hvad skal der til for hurtigt at få nedbragt CO2-udledningerne fra vejtransporten?

Politikere skal ikke reagere på en udvikling; de skal skabe den fremtid, som er nødvendig i den aktuelle klimakrise.

Èn ting er sikkert: at sætte et mål om et vist antal ”nul- og lavemissionsbiler” i et vilkårligt årstal er ikke et passende svar på den klimakrise, vi står i, og sikrer på ingen måde de nødvendige markante og hurtige CO2-reduktioner fra vejtransporten.


Referencer

[1] Det er antaget, at elbilen og plug-in-hybridbilen har batterier med en kapacitet på henholdsvis 40 kWh og 9

kWh. Disse batteristørrelser svarer til elbiler og plug-in-hybridbiler i miniklassen og den lille mellemklasse.              

[2]Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.

[3] CO2-udledningen fra plug-in-hybridbiler er dog meget afhængig af blandt andet batteristørrelse, kørselsmønster og opladningspraksis. Her er det antaget, at plug-in-hybridbilen kører 40 pct. på el og 60 pct. på benzin (”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.)

[4]Klimastatus og –fremskrivning 2021”, Energistyrelsen, 2021.

[5] ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.

[6] Egne udregninger baseret på figurer og tekst i tal i ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.

Danmarks drivhusgasbudget er brugt op i 2027

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 % sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Hverken 2030 eller 2050 er imidlertid relevante tidsperspektiver i en klimamæssig sammenhæng. Det er i stedet afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Vi skal holde os under en global middeltemperaturstigning på 1,5 °C, og det skal vi fordi:

»Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5 °C global middeltemperaturstigning« [1].

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger.

Et meget vigtigt begreb i den sammenhæng er det såkaldte drivhusgasbudget.

Det er et budget beregnet af klimavidenskaben, som udgør den samlede mængde drivhusgasser, vi højst må udlede, når vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5 °C.

Vi har fejlet katastrofalt, hvis vi f.eks. lykkes med at opnå en drivhusgasreduktion på 70 % i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt flere drivhusgasser, end der var plads til i drivhusgasbudgettet.

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Det gør klimaloven ikke.

Klimaloven er derfor desværre baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben.

Implementeres samtlige tiltag og bindende aftaler på klima- og energiområdet, som Folketinget har besluttet før udgangen af 2020, vil drivhusgasbudgettet være overskredet i 2027.

Danmarks drivhusgasbudget

Det globale CO2-budget er af FN’s klimapanel, IPCC, beregnet til at være 420 milliarder ton CO2 pr. 1. januar 2018 [1].

Dette svarer til et globalt drivhusgasbudget på 543 milliarder ton CO2e [2].

Det globale drivhusgasbudget skal fordeles ud på verdens nationer. FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for denne fordeling: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [3].

Der tages her udgangspunkt i princippet lighed, som også Klimarådet gør [4].

Efter dette princip tildeles alle mennesker i verden lige meget af drivhusgasbudgettet, som det var pr. 1. januar 2018.

Det danske drivhusgasbudget bliver dermed 420 millioner ton CO2e pr. 1. januar 2018 [5].

I 2018 og 2019 var Danmarks udledning af drivhusgasser henholdsvis 51,6 mio. ton CO2e og 46,7 mio. ton CO2e. Udledningen for 2020 er endnu ikke opgjort.

Pr. 1. januar 2020 var det danske drivhusgasbudget dermed faldet til knap 322 mio. ton CO2e.

Budgettet er brugt op i 2027

Fortsætter udledningerne på samme niveau som i 2019 med en årlig udledning på 46,7 mio. ton CO2e/år, vil det danske drivhusgasbudget være brugt op ultimo 2026, altså om godt 5 år.

Nedenstående figur viser, hvor hurtigt drivhusgasbudgettet bruges ved forskellige scenarier, og hvilke reduktioner, som er nødvendige, når drivhusgasbudgettet ikke må overskrides.

Forløbet illustreret med den grønne linje er baseret på Energistyrelsens Klimastatus og -fremskrivning, 2021 [6] med forventede udledninger frem mod 2030.

I Energistyrelsens fremskrivning er budgettet brugt op ultimo 2027. Fremskrivningen er baseret på en såkaldt ”Frozen policy”, hvilket indebærer, at udviklingen er betinget af et ”politisk fastfrossent” fravær af nye tiltag på klima- og energiområdet ud over dem, som Folketinget har besluttet før 1. januar 2021, eller som følger af bindende aftaler.

Implementering af samtlige tiltag og bindende aftaler på klima- og energiområdet vil udsætte overskridelsen af drivhusgasbudgettet med 1 år.

De øvrige kurver viser stier for lineære og procentvise udledningsreduktioner, hvor budgettet ikke overskrides.

Figur 1: Reduktionsstier set i forhold til Danmarks drivhusgasbudget. Grøn kurve illustrerer forløbet med Energistyrelsens ”Klimastatus og -fremskrivning, 2021”. De øvrige kurver viser stier for lineære og procentvise udledningsreduktioner, hvor budgettet ikke overskrides.


Referencer

[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[2] Baseret på opgørelser for Annex 1 lande https://di.unfccc.int/detailed_data_by_party , hvor andelen af non-CO2-drivhusgasser udgjorde 22,65% af den samlede udledning af drivhusgasser i 2017. Det antages, at andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[3] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[4]Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik

[5] Danmarks andel af verdens befolkning var 0,075% i 2018

[6] https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Basisfremskrivning/kf21_hovedrapport.pdf

Far og mor vidste det godt

Hver dag fortæller magtfulde virksomheder og organisationer sammen med regeringer og de fleste politikere os, at teknologien er svaret på den klimanødsituation, vi står midt i.

Hver dag bliver der tilføjet flere afsnit til det falske eventyr.

Hver dag får vi en ny godnathistorie, der meget belejligt først gør os så sløve, at vi ikke stiller spørgsmål, og som senere luller os i søvn og får os til at drømme sødt.

I 30-40 år er der blevet føjet flere og flere kapitler til eventyrhistorien. Far og mor vidste godt, at vi var på vej ned ad en katastrofal vej, men de valgte og vælger fortsat at lyve for os.

De fortalte os, at far og mor løser alle problemerne – i morgen. Og sådan har den ene dag taget den anden. Alt imens udledningen af drivhusgasser er tordnet i vejret.

Efterhånden som vinduet for handlemuligheder lukker sig, eskaleres fantasihistorierne, og vi bliver præsenteret for nye ideer, den ene mere vanvittig end den anden.

De nyere skud på stammen er carbon capture and storage (CCS) og bioenergy with carbon capture and storage (BECCS). Teknologierne virker i princippet, men de kan slet ikke skaleres i det nødvendige omfang. Ikke desto mindre er de blevet en del af godnathistorierne og har holdt sit indtog i de internationale og nationale klimapolitikker, hvor de nu er blevet en forudsætning for at nå fjerne mål i år 2030, 2050 og 2100.

I nogle kredse er man nu gået så langt som til at snakke om geoengineering. Det er en samlet betegnelse for tekniske indgreb i Jordens klimasystem, som har til formål at mindske virkningerne af klimaændringerne. En af tankerne er, at man kan reflektere mere af solens stråling ved at indsætte aerosoler i stratosfæren. Det er en farlig og risikabel vej at gå ned ad.

Far og mor ved det godt. Far og mor ved godt, at deres historier er løgn. Teknologien er ikke svaret.

Far og mor ved inderst inde også godt, hvad der skal til for at adressere klimanødsituationen. Og vi ved det også nu.

Årtiers benægtelse, lobbyisme og nølen har presset os så langt ud mod kanten, at vi er nødt til øjeblikkeligt at reducere udledningen af drivhusgasser markant.

Det kalder på ændringer i alle grene af samfundet.

I alvorlige kriser som f.eks. 2. verdenskrig har man kunnet mobilisere enorme kræfter meget hurtigt.

Klima- og biodiversitetskrisen er den største krise menneskeheden samt dyre- og plantearter nogensinde har stået i. Hvis vi skal komme godt ud af den krise, kræver det en meget stor indsats fra os alle.

Først og fremmest skal politikere træde frem som de ansvarligere ledere, de er blevet valgt til at være. De skal sætte rammerne, som kan understøtte den nødvendige handling.

Det skal være en socialt retfærdig ændring, hvor man ikke kan betale sig fra sit ansvar.

For at tilgodese det, skal et af elementerne være rationering. Her kan man forestille sig flere variationer og kombinationer, men fælles for rationeringerne er, at de skal tage udgangspunkt i et klimamæssigt råderum.

Det klimamæssige råderum er det drivhusgasbudget, som klimavidenskaben har opgjort, så vi kan overholde Parisaftalen og begrænse stigningen i den globale middeltemperatur til maksimalt 1,5 °C.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1 °C – 1,2 °C.

Måske har vi allerede forpasset chancen for at holde os under 1,5 °C, men vi må gøre alt, hvad vi kan for at undgå endnu højere temperaturstigninger.

Tiden er kommet for far og mor til at fortælle sandheden.

Udledningen af drivhusgasser skal reduceres øjeblikkeligt og markant. Politikerne må rent faktisk begynde at lytte til videnskaben fremfor blot sige, at de gør det, mens de i virkeligheden stadig lytter til de magtfulde virksomheder og deres interesseorganisationer.

Vi skal agere på og forholde os til klimanødsituationen som det, den er. En nødsituation.

De økonomiske vismænds beregninger er misvisende og farlige

De økonomiske teorier og modeller bevæger sig indenfor sin egen boble, der enten er helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, eller også forsøger man at sætte en pris på naturen.

Vi kan ikke sætte en pris på naturen

Hvad koster udryddelsen af dyre- og plantearter?

Hvad koster irreversible ændringer i klimasystemet?

Hvad koster en ubeboelig planet?

Pointen er, at vi er en del af naturen, og at man simpelthen ikke kan sætte en pris på ovenstående. Det er derfor ekstremt farligt, hvis vi skal lade afgørende beslutninger om vores og andre arters fremtid afhænge af sådan en mangelfuld og indskrænket måde at se verden på.

Konklusion om afgift på drivhusgasser er misvisende

Formandskabet for De Økonomiske Råd har udarbejdet et diskussionsoplæg til Det Miljøøkonomiske Råds møde den 9. marts 2021 om dansk klimapolitik frem mod 2030.

Oplægget peger på, at den samfundsøkonomisk billigste måde at nå reduktionsmålet om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030 er at pålægge alle drivhusgasudledninger en ensartet afgift på 1.200 kr. pr. ton CO2e

I det følgende vil jeg påvise, hvorfor denne konklusion er misvisende og i øvrigt ikke forholder sig til klimaet.

Analyserne i diskussionsoplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er usikre eller ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng:

  1. Klimaloven
    Der tages udgangspunkt i klimaloven, hvor udledningen af drivhusgasser i Danmark i 2030 skal være reduceret med 70 pct. i forhold til 1990.

Dette mål er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i [1].

Atmosfæren reagerer på den samlede mængde af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens 70%-punktmål for reduktioner i 2030, men af de samlede drivhusgasudledninger frem mod 2030.

Udgangspunktet for al klimaindsats skal være det såkaldte CO2e-budget.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.

Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C [1].

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget. Klimarådet har anvendt et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet.

Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper, og Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.

Selv med denne usolidariske fordeling blev det danske CO2-budget brugt op allerede sidste år.

  1. Baseline
    Diskussionsoplæggets beregninger tager udgangspunkt i Energistyrelsens seneste basisfremskrivning medregnet virkninger af politiske aftaler, der er indgået efterfølgende.

Formandskabet peger selv på, at der er stor usikkerhed knyttet til såvel basisfremskrivningen som til virkningerne af de politiske aftaler.

  1. Afgrænsning
    I diskussionsoplægget foretages alene beregninger for 2030. Beregningerne fortæller dermed ikke noget om reduktionsstien frem mod 2030, der jo netop er altafgørende.

Som nævnt tidligere skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Året 2030 er i sig selv irrelevant, men det er i stedet helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

  1. LULUCF
    Den analyserede drivhusgasbeskatning dækker ikke udledninger fra skov og øvrig arealanvendelse (såkaldt LULUCF), som ellers er med i de officielle opgørelser.
  1. Opgørelse af CO2-udledninger for Danmark
    De danske udledninger af CO2 er sammensat af flere elementer.

Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip.

CO2-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) tælles således ikke med i opgørelsen [1].

Samlet set betyder det, at kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, medregnes i klimaloven.

  1. Niveau for afgiften på drivhusgasser
    Størrelsen af drivhusgasafgiften i 2030 på 1.200 kr. pr. ton er i høj grad baseret på en forudsætning om udbredt anvendelse af CCS [2]-teknologi.

CCS-teknologien er på nuværende tidspunkt ikke udviklet i den skala, som er nødvendig.

Hvis CCS-teknologien kun realiseres i mindre grad eller måske endda slet ikke, er drivhusgasafgiften sat alt for lavt.

En følsomhedsanalyse viser, at afgiftsniveauet skal sættes til op imod 2.000 kr. pr. ton CO2e, hvis CCS ikke implementeres i cementindustrien og implementeres i mindre grad på kraftvarmeværker.

Hvis der slet ikke anvendes CCS, skal afgiften som udgangspunkt sættes til et meget højt niveau (ikke kvantificeret).

Det er meget betænkeligt, når man baserer en så vigtig konklusion som niveauet for drivhusgasafgiften på en højst usikker forventning om en markant udbredelse af en endnu ikke fuldt udviklet teknologi.

De økonomiske vismænd ser ikke klimaet

Diskussionsoplægget fra formandskabet for De Økonomiske Råd om dansk klimapolitik frem mod 2030 er misvisende og farligt og kan ikke bruges som udgangspunkt for at tage afgørende beslutninger om vores alles fremtid.

Det er misvisende, fordi analyserne i oplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er enten usikre, baserer sig på fremtidige teknologier eller simpelthen ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng.

Oplægget giver for det første ikke noget belæg for, at en drivhusafgift på 1.200 kr. ton CO2e vil føre til en 70% reduktion af de danske drivhusgasser i 2030.

Herudover er punktmålet om 70% reduktion i klimaloven slet ikke et passende svar på den alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.

Den danske andel af det globale CO2-budget blev brugt op allerede sidste år, og derfor giver det klimamæssigt ingen mening at tale om et tidsperspektiv omkring år 2030.

I stedet er det helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Det giver diskussionsoplægget ingen svar på.

Herudover er det en systematisk misforståelse og meget farligt at tro, at man kan bruge økonomiske teorier og modeller, som opererer helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, til at foretage afgørende beslutninger, der potentielt kan bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.


Referencer

[1] http://vejnaa.dk/?p=420

[2] Carbon Capture and Storage

[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

Klimaloven bedrager os

Hverken 2030 eller 2050 er relevante tidsperspektiver i en klimamæssig sammenhæng. Det er i stedet afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”Klimaneutralitet i 2050” er IKKE meningsfulde svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

Det er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.

Klimaloven er en hensynsløs og farlig strategi

Hele den strategi er ikke kun uærlig, den er også hensynsløs og farlig.

Klimavidenskaben fungerer tilsyneladende ikke for vores lederes politiske ambitioner, så de har påtaget sig selv at ændre tidslinje og den hast, hvormed der skal handles.

Man udelader eller manipulerer betydningen af vigtige pointer fra klimavidenskaben, således at det opfattede behov for hurtig og øjeblikkelig handling underspilles.

Og hvorfor gør man det?

Det er selvfølgelig kun en fornemmelse, men de tunge løft, der kræves for at nedbringe brugen af fossilt brændstof på meget kort tid, ville forårsage massiv opløsning af det økonomiske system. Regeringer ville være nødt til at lovgive om afgørende CO2e-reducerende reguleringer og indlede streng overvågning med truslen om store bøder og endda fængsel for virksomhedsledere, der fanges i at bryde reglerne.

Forretningsmodeller skulle genopfindes, og virksomheder ville blive tvunget til at foretage massive investeringer. Det system, der har beriget klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer, ville være nødt til at gennemgå en samvittighedsundersøgelse og selvransagelse og lade sig undergå revolutionerende ændringer.

Virksomhedsoverskud og aktieporteføljer ville helt sikkert stå over for nogle vanskelige år, og alt dette ville bare være for meget at bære for de 0,001%, der gør det klart for politikerne, at de ikke vil have noget at gøre med det.

De magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer har talt, og hvis politikere ønsker fortsat støtte og måske mulighed for en lukrativ ansættelse efter tiden på Christiansborg, har de deres ordrer; at forsinke klimaindsatsen og holde ressourceplyndringssystemet på plads.

Så stik imod et bjerg af peer-reviewed data og forskning har nogen (politikerne?) besluttet at vildlede offentligheden og kaste terningerne på en hensynsløs strategi kaldet “70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050”.

En strategi, der vil forsinke emissionsreduktioner (mens økosystemer fortsætter med at destabiliseres) med håb om, at vi vil være i stand til at finde nogle magiske teknologier (intet findes i øjeblikket i nogen meningsfuld skala) til at trække CO2 ud fra atmosfæren, og derefter vil planeten på magisk vis glide sikkert ind mod ”2050 klimaneutralitet”. Selvfølgelig vil det arktiske økosystem (blandt andre) til den tid sandsynligvis være kollapset.

Kollaps af det nuværende samfund er ikke uundgåeligt, men det er sandsynligt, medmindre klimaet og biodiversiteten med det samme får den absolut højeste prioritet i økonomi og politik som passende svar på den nødsituation, vi står midt i.

Vi står i en klima- og biodiversitetsnødsituation

Lige nu står vi i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [1]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Selv denne temperaturstigning på 1,2°C er allerede farlig. Mange økosystemer står overfor at passere såkaldte tipping points, som er processer i klimasystemet, der eskalerer og passerer en grænse, hvorefter processen ikke kan gå tilbage igen – eller i hvert fald har meget svært ved det.

Tre vitale økosystemer har allerede passeret tipping points:

  • Great Barrier Reef er inde i en dødsspiral, da revene ved det nuværende opvarmningsniveau i gennemsnit vil blive bleget ca. en gang hvert tredje til fjerde år [2], mens det tager ca. 10 år at genoprette.
  • Vestantarktiske gletsjere har passeret et tipping point [3]. En temperaturstigning på 1,5°C er tilstrækkelig til, at afsmeltningen af den vestantarktiske is løber løbsk [4].
  • Smeltning af den arktiske havis accelererer

Jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og klimavidenskaben forbedrer hele tiden deres meget avancerede klimamodeller. Der er dog stadig mekanismer, sammenhænge og effekter, som man ikke helt har forstået og kan beskrive.

IPCC er kendt for at være meget forsigtige og konservative med deres udmeldinger, og der er mange forskellige former for usikkerhed, der indgår i IPCC’s forskellige rapporter.

Her skal blot fremhæves nogle af de vigtigste:

  • Hvor meget er den globale gennemsnitstemperatur allerede steget?
    For at vide, hvor stort råderummet er for at udlede drivhusgasser, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under eller på 1,5°C, må vi først have et nogenlunde sikkert skøn for, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur allerede er steget siden før-industriel tid.
    Undersøgelser peger på, at den globale gennemsnitstemperatur er steget mere end antaget i beregningerne.
  • Hvor stor en temperaturstigning ligger allerede indbygget i klimasystemet?
    Jordens klimasystem reagerer med en vis træghed. Det betyder, at vi først kan se og måle den fulde effekt af de drivhusgasser, vi udleder, flere årtier efter, at udledningerne er standset. Hvis vi forestiller os, at vi kunne standse alle udledninger af drivhusgasser med det samme, ville temperaturen altså blive ved med at stige, indtil klimasystemet nåede en ny ligevægt.
  • Usikkerheder omkring tipping points
    En anden stor usikkerhed i IPCC’s beregninger er, at man ikke har medtaget visse af de tilbagekoblingsmekanismer (også kendt som positive feedback loops), som forstærker den globale opvarmning ud over, hvad udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser direkte medfører.
  • Overshoot – at sprænge råderummet (midlertidigt)
    IPCC regner i flere af reduktionsscenarierne [5]  med, at man i højere eller lavere grad ikke kan undgå at ”skyde over målet”. Det vil sige, at reduktionerne ikke er tilstrækkelige til, at man kan holde sig inden for 1,5°C eller i værste fald 2°C temperaturstigning. Man regner så i stedet med at kunne ’reparere på skaden’ ved f.eks. at opsuge CO2 fra atmosfæren ved hjælp af teknologiske løsninger og herefter deponere denne CO2. Resultatet skulle blive, at man får bragt CO2-koncentrationen og dermed også temperaturstigningen ned under det kritiske niveau igen. Der er dog flere svagheder ved overshoot-strategien, som gør den meget risikabel at regne med.
Hvad forårsager temperaturstigninger?

Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget [6] .

Der er forskellige måder at beregne dette budget på, og beregningerne er altid forbundet med usikkerheder og forskellige sandsynligheder for at nå målet. Det er altså ikke muligt at beregne sig til en helt eksakt mængde på grund af de usikkerheder, der ligger i beregningerne.

Som nævnt er CO2 (kuldioxid) den dominerende drivhusgas, men der er også andre drivhusgasser som f.eks. metan (CH4), lattergas (N2O) og såkaldte F-gasser. Disse drivhusgasser omregnes til CO2-ækvivalenter (CO2e) i sammenligninger og sammenregninger, da forskellige drivhusgasser har forskellige opvarmningseffekter.

I virkeligheden skulle man regne med et CO2e-budget fremfor et CO2-budget.  Af forskellige årsager opererer klimavidenskaben med et CO2-budget, hvilket også til dels er retvisende, så længe andre drivhusgasser udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele den periode, man ser på. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

Vi ser en tendens til, at andelen af andre drivhusgasser øges, så i virkeligheden burde CO2-budgettet reduceres i overensstemmelse hermed.

Det er muligt at omregne CO2-budgettet til et CO2e-budget, hvilket dog ikke har været en mulighed indenfor rammerne af nærværende arbejde. Herudover er det vanskeligt at finde tal for CO2e, når man gerne vil have udspecificeret de enkelte sektorers bidrag til de samlede CO2e-udledninger.

Ud fra ovenstående betragtninger, vil der i de følgende beregninger blive taget udgangspunkt i CO2. Begrebet drivhusgasser vil dog også blive omtalt, specielt i forbindelse med klimaloven, som relaterer til CO2e.

I nærværende arbejde ønskes der at give et indblik i størrelsesordenen af de udfordringer og tidsperspektiver, vi står overfor i klimamæssig sammenhæng. Resultaterne skal ses med behørig respekt overfor de forhold omkring CO2e og CO2, som der er redegjort for i foranstående.

Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval.

Globalt CO2-budget

Det globale CO2-budget [7] vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.

Og så er der endda ikke i tilstrækkelig grad taget højde for effekten af de såkaldte feedback-loops og tipping points.

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet.

Som nævnt tidligere er der mange usikkerheder forbundet med opgørelsen af CO2-budgettet. Man skal derfor være påpasselig med at anvende CO2-budgettet som en målestok for klimaindsatsen. På den anden side er det på nuværende tidspunkt det bedste instrument, vi har i værktøjskassen. Eftersom CO2-budgettet for de fleste parametre vurderes som værende konservativt, vil anvendelsen formentlig også give resultater som er til den konservative side.

Klimaloven og opgørelse af CO2e-udledninger for Danmark

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Klimaloven er desværre på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

  1. Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
  2. I opgørelserne tæller man kun en mindre del af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.
Opgørelser af CO2e-udledninger er misvisende

De danske udledninger af CO2e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO2e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre del af de samlede CO2e-udledninger.

I Figur 1 ses sammensætningen af CO2-udledninger fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.

Figur 1: CO2-udledning fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.

Det ses, at CO2-udledninger fra økonomiske aktiviteter indenfor Danmarks grænser, der sammen med LULUCF [8] (ændringer i arealanvendelse og skovbrug) udgør den del, som medregnes i klimaloven, er faldet væsentligt i perioden 1990-2019.

Samtidig er CO2-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.

Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.

Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.

Danmarks andel af det globale CO2-budget

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [9] .

Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.

Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet [10]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.

Starttidspunktet for det globale CO2-budget er 1. januar 2018, hvor det blev beregnet til at være 420 mia. ton CO2. I 2018 og 2019 var de globale CO2-udledninger henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton. Efter at man i 2021 havde kvantificeret en række usikkerheder, blev det oprindelige budget på 420 mia. ton nedjusteret til 230 mia. ton gældende pr. 1. januar 2020 [11].

Fordeles dette efter Danmarks andel (0,075%) af verdens befolkning, er Danmarks ikke-korrigerede CO2-budget pr. 1. januar 2020 ca. 173 mio. ton CO2.

Da Danmarks udslip i 2018 og 2019 var væsentligt større, end hvad befolkningsandelen berettiger til, skal ovenstående budget korrigeres på en retvisende måde. Dette “merudslip” skal trækkes fra budgettet. Dette skal gøres for hver enkelt opgørelsesmetode (klimaloven, klimaloven + biomasse osv.).

Resultaterne af dette er opsummeret i Tabel 1.

I 2018 og 2019 havde Danmark ”ret” til at udlede 0,075% af de globale CO2-udledninger på henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton CO2, hvilket svarer til 31,7 og 31,9 mio. ton CO2.

Bruges klimaloven som opgørelsesmetode, udledte Danmark i 2018 og 2019 henholdsvis 40,9 og 39,3 mio. ton CO2. Dermed har de udledt 40,9 mio. ton CO2 – 31,7 mio. ton CO2 = 9,2 mio. ton CO2 for meget i 2018 og 7,4 mio. ton CO2 for meget i 2019.

Dette trækkes fra det ikke korrigerede budget på 173,4 mio. ton CO2, således at det korrigerede CO2-budget pr. 1/1-2020 i dette tilfælde bliver 156,9 mio. ton CO2.

Tabel 1: Opgørelse af Danmarks CO2-budget pr. 1. januar 2020 ved forskellige opgørelsesmetoder

Det danske CO2-budget er brugt op

I Tabel 2 ses, hvornår det danske CO2-budget er brugt op, hvis vi fortsætter udledningen af drivhusgasser med det nuværende tempo [12] og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.

Tabel 2: Årstal hvor den danske andel af CO2-budgettet er brugt op, hvis vi fortsætter den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.

Når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer) opbrugte Danmark allerede dets CO2-budget sidste år.

Fortsætter vi den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op allerede næste år (2022), når man medtager CO2-udledninger omfattet af klimaloven + biomasse.

Medtages udelukkende CO2-udledninger omfattet af klimaloven, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op i 2023.

Det er altså et ekstremt kort tidsperspektiv, vi skal holde vores ambitioner op imod.

Derfor giver det absolut ingen mening at tale om tidsperspektiver som 2030 og 2050. Vi kan ikke vente 10 eller 30 år med at forsvare os i en krig. Det er NU. Alt skal mobiliseres.

Succeskriterier skal afspejle klimavidenskaben

Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod et fast CO2-budget, som dog bør justeres, hvis ny viden i klimvidenskaben tilsiger det.

Hvilken sti skal vi følge?

Danmark har allerede udledt så store mængder CO2, at CO2-budgettet blev brugt op sidste år (2020), når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer).

Vi har kun et reelt CO2-budget at tære af, hvis man udelukkende vælger at medregne CO2-udledninger fra aktiviteter omfattet af klimaloven og klimaloven + biomasse. 

Det er selvfølgelig kun ved skrivebordet eller i et regneark, at vi selv kan ”vælge”, hvordan vi opgør CO2-udledningerne. Klimaet er ligeglad med regneark.

Men lad os for et øjeblik købe den falske præmis, at vi kun medregner CO2-udledninger fra aktiviteter relateret til klimaloven og klimaloven + biomasse.

Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

Vi har meget begrænsede muligheder for selv at vælge vores reduktionssti. Vi kan ikke vente med at reducere, men skal gøre det allerede fra i år, og det vil sige NU.

I det følgende vælges en lineær reduktionssti, hvor man starter reduktionerne i 2021. Resultaterne ses i Figur 2.

Den blå kurve (klimaloven) viser, at man med årlige reduktioner på knap 5 mio. ton CO2 pr. år kan holde sig indenfor CO2-budgettet, som vil være brugt op i 2027, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.

Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at vi skal reducere udledningen med 16,7 mio. ton CO2 pr. år frem mod 2023, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.

Figur 2: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante lineære reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.

Vi skal altså have en meget hurtig reduktion af CO2-udledningerne. Med en lineær reduktion startende i 2021 vil CO2-udledningen være nul i årstallene som anført i Tabel 3.

Tabel 3: Årstal hvor de danske CO2-udledninger er nul ved en lineær reduktion startende i 2021 og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen, man tager med i 0pgørelsen.

Man kan også vælge en eksponentielt aftagende reduktion af CO2-udledningerne, hvor de største reduktioner ligger i starten af perioden. Her starter reduktionerne ligeledes i 2021.

Resultaterne ses i Figur 3.

Den blå kurve (klimaloven) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 24% pr. år (8,6 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2036 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.

Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 47% pr. år (25,2 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2028 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.

Figur 3: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante eksponentielt aftagende reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.

Der er stor forskel på, om man tager udgangspunkt i en lineær reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme mængde år for år, eller om man vælger en eksponentiel reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme procentdel år for år.

Den første strategi gør det næsten umuligt at holde sig inden for budgettet, men den sidste strategi giver lidt mere rum. Men den kræver til gengæld, at man hurtigt foretager drastiske nedskæringer i udledningerne af CO2, hvilket kræver langt større politisk vilje og mod.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Opsummering

Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050” er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

Det er afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Klimaloven er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Det betyder, at vi lige nu står i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

Atmosfæren og klimaet reagerer på den akkumulerede udledning af drivhusgasser.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval, altså den reduktionssti, man følger.

Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.

Klimaloven er på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

  1. Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
  2. I opgørelserne tæller man kun ca. en tredjedel af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.

CO2e-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international skibs- og flytransport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) regnes IKKE med i klimaloven.

Klimaet er ligeglad med den slags skrivebords- og regnearksøvelser.

Regner man det hele med, blev den danske andel af det globale CO2-budget brugt op i 2020.


Referencer

[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[2] King, AD, Karoly, DJ & Henley, DJ 2017, “Australian climate extremes at 1.5 °C and 2 °C of global warming”, Nature Climate Change, vol. 7, pp. 412–416.

[3] Rignot, E 2014, “Global warming: it’s a point of no return in West Antarctica. What happens next?”, The Guardian, 18. maj.

[4] Beltran, C et al, 2020, “Southern Ocean temperature records and ice-sheet models demonstrate rapid Antarctic ice sheet retreat under low atmospheric CO2 during Marine Isotope Stage 31.”

[5] [5] https://report.ipcc.ch/sr15/pdf/sr15_spm_final.pdf – side 20. Reduktionsscenarierne er ikke udført af IPCC selv, men af forskningsinstitutioner verden over. IPCC vurderer hundredvis af scenarier og inddeler dem i grupper, alt efter hvilke temperaturstigninger, de hver især forudsiger for år 2100.

[6] og [7] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[8] Forkortelse for land use, land-use change and forestry.

[9] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[10]Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik

[11] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[12] CO2-udledninger for 2020 er ikke opgjort endnu, men forventes iflg. Global Carbon Project at falde ca. 7% i forhold til 2019.

Kommunernes klimahandlingsplaner er utilstrækkelige

Gennem partnerskabsprojektet DK2020 har foreløbig 66 danske kommuner forpligtet sig til at udvikle klimahandlingsplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger.

Desværre kommer klimahandlingsplanerne ikke til at opfylde målsætningerne.

Kommunerne følger ellers velmenende de overordnede rammer og præmisser, som er blevet udstukket af DK2020, men det er et afgørende problem, at disse rammer og præmisser helt misfortolker Parisaftalens målsætninger.  

Denne alvorlige misfortolkning afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig, men i stedet leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation.

Hvordan det hænger sammen, vil jeg redegøre for her.

Hvad siger Parisaftalen?

Med Paris-aftalen fra 2015 satte 195 lande en fælles målsætning om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2°C og stræbe efter at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C [1].

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [2]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Der er altså al mulig grund til at holde temperaturstigningen under 1,5°C.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C. Så vi har vanvittigt travlt.

Hvor travlt har vi?

Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, forvalter jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.

Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [3]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025 [4].

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.

Vi skal regne på den rigtige måde

Med et CO2-budget afgøres succeskriterier ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal.

Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget CO2 vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.

Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [3], [4].

CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.

Hvilken sti skal vi følge?

Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier. På ene sti (blå) starter man en lineær reduktion af CO2-udledningerne allerede i år (2021), mens man på den anden sti (rød) venter med at reducere til 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.

I en stor del af 2020 har vi haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.

Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Den enorme forskel mellem at starte CO2-reduktionen nu fremfor at vente træder tydeligt frem.

Starter vi nu, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad vi har set i en situation med en COVID-19 pandemi.

Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en ekstremt stor reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Klimahandlingsplanerne opfylder ikke Parisaftalen

Ovenstående gennemgang illustrerer tydeligt, at hastighed og omfang er altafgørende, når man skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.

Vi skal realisere enorme CO2-reduktioner i et hidtil uset tempo.

Nu er vi ved at have fundet frem til svaret på det indledende spørgsmål om, hvorfor kommunernes klimahandlingsplaner ikke opfylder Parisaftalens målsætninger.

I DK2020 har man sat som succeskriterie for klimahandlingsplanerne, at kommunerne skal være klimaneutrale senest i år 2050. Hermed begår man den meget alvorlige fejl, som er beskrevet tidligere i dette indlæg:

Man sætter et punktmål op (klimaneutralitet) for et specifikt år (2050) uden overhovedet at forholde sig til reduktionsstien.

Dermed har DK2020 udstukket nogle rammer og præmisser, som helt misfortolker Parisaftalens målsætninger, hvilket afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig.

Hvad der er endnu mere bekymrende er, at ”kommunerne arbejder med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40[5].

Hvor ambitiøse kan de byer lige være?

Prikken over i’et kommer ved at læse på partnernes hjemmesider. Her fremføres, at de danske kommuner i DK2020-projektet ”følger i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden” og er ”med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer[5].

Normalt er det attraktivt at være med til at skrive historie, men ikke her, hvor kommunerne ender på den forkerte side af historien.


Referencer

[1] https://unfccc.int/sites/default/files/english_paris_agreement.pdf

[2] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[3] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[5] https://realdania.dk/projekter/dk2020

Klimaloven leder os mod et samfundskollaps

Vær på vagt næste gang, nogen taler om 70% reduktion i 2030 eller klimaneutralitet i 2050.

Den kollektive glansfortælling om klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at vi er reddet, bare vi når de opsatte klimamål. Alt imens politikere samt klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer køber tid til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.

Virkeligheden er, at klimaloven med dens målsætninger om en reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% og klimaneutralitet i 2050 er helt utilstrækkelig og leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

CO2-budgettet kan være brugt op inden 2025

Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [1]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025 [2].

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 67% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.

Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Fortæl os sandheden

Vi må kræve, at politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer samt medier fortæller os sandheden: Fortsætter vi som hidtil, er vores CO2-budget i bedste fald brugt op om mindre end 5 år.

Vi må ikke hægte vores planlægning og succeskriterier op på klimaloven. Klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at de politiske tiltag og de ”historiske” aftaler er fuldt ud tilstrækkelige. Imens fortsætter vi vores liv mere eller mindre som hidtil bortset fra enkelte småjusteringer. Men hvad skulle vi ellers gøre, når magthaverne ikke fortæller sandheden?

Det er selvfølgelig heller ikke rart at fortælle sandheden, når sandheden er ubehagelig.

Klimaloven er et farligt monster

Glem alle skønmalerier om 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Vi kan ikke bruge den nuværende klimalov til noget. Tværtimod er den et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.

Hvad siger klimavidenskaben?

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser i en given periode, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger og dermed hvor voldsomme klimaforandringer, vi kommer til at opleve.

Vi skal regne på den rigtige måde

En af de vigtige pointer fra klimavidenskaben er, at vi ikke må begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke år.

Vi skal i stedet holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter.

Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [2]. Vi skal løbende justere CO2-budgettet alt efter, hvor meget vi udleder og den nyeste klimavidenskab.

CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.

Det er således helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

Hvordan ser stien ud lige nu?

I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier, hvor man starter en lineær reduktion af CO2-udledningerne i henholdsvis 2021 og 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.

Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Vi har i en stor del af 2020 haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.

Starter vi med at reducere CO2-udledningerne lineært i 2021, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad der er hændt i en situation med en COVID-19 pandemi.

Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en meget større reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Tidsperspektivet og omfanget er altafgørende

Det illustrerer tydeligt, at tidsperspektivet og omfanget er altafgørende, når vi skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.

Figur 1 viser yderligere, at CO2-udledningerne på globalt niveau maksimalt må være 20,8 mia. ton CO2 og 2,3 mia. ton CO2 i henholdsvis 2025 og 2030 (under forudsætning af at CO2-reduktionerne starter i 2021 og følger den angivne sti).

Dette svarer til en udledning på ca. 2,6 ton CO2 pr. person i 2025 og ca. 0,3 ton CO2 pr. person i 2030. Til sammenligning udledte hver dansker i 2019 gennemsnitligt ca. 6-22 ton CO2 (afhængig af hvor meget man inkluderer).

Vi er i gang med at underminere en behagelig og sikker fremtid for klodens beboere.

Så kære politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer og medier: Drop glansfortællingen om klimaloven, tag ansvaret på jer og fortæl os sandheden og handl på en måde, som afspejler, at vi reelt står i menneskehedens største nødsituation.


Referencer

[1] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

Olie- og gasindustrien er en trussel mod vores eksistensgrundlag

Olie Gas Danmark, som er brancheorganisation for den danske olie- og gasindustri, kører i øjeblikket en kampagne, der skal forsøge at overbevise os om de fossile brændslers berettigelse.

Fortsætter 40-50 års lobbyisme

Brancheorganisationen fortsætter dermed den sti og strategi, som olie- og gasindustriens lobbyister igennem 40-50 år har brugt til at bibeholde sine klimaskadelige forretninger.

Figur 1: Eksempler på Olie Gas Danmarks kampagne
Lær at genkende den fossile industris argumenter

Man kan genkende den fossile industris argumenter ved at tænke over, hvad argumenterne er designet til at gøre:

  • få os til at tro, at klimahandling vil skade os og især skade vores tegnebøger;
  • få os til at tro, at vi har brug for fossile brændstoffer;
  • prøve at overbevise os om, at klimaforandringer ikke er noget særligt.

Alt sammen røgslør for olie og gasindustriens løgne gennem et halvt århundrede, dens skadelige indvirkning på lokale miljøer og mennesker samt dens aktive medvirken til at skabe de kriser, som tårner sig op foran os.

På vej mod kollaps

Vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise og har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

Vi kan ikke lade olie- og gasindustrien bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

To bilfrie dage om ugen

Vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise og har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Folks adfærd skal ændres

Med ovenstående i mente skal vi have sat en helt anden dagsorden.

Der fokuseres meget på teknologiske tiltag som et middel til at imødegå klima- og biodiversitetskrisen. Vi tror, at bare vi får en million elbiler i 2030, eller at vi ved at trække CO2 ud af skorstensrøgen og i kombination med elektricitet fra vindmøller kan fremstille syntetiske brændstoffer, så har vi løst alle vores problemer.

Sandheden er bare, at de teknologiske tiltag ofte er en videreførelse af eksisterende klimaskadelige kulturer og strukturer. Satser man f.eks. på at basere fremtidens skibs- og flytransport på syntetiske brændstoffer produceret af CO2, gør man sig afhængig af eksisterende processer med CO2-udledning fra afbrænding af biomasse og affald i de store kraftvarmeværker samt fra store CO2-udledere i industrien som f.eks. cementproduktion.

Det er derfor afgørende med tiltag, som kan hjælpe med at ændre folks adfærd.

Coronavirussen og politikernes meget omfattende restriktioner for at få has på pandemien viser, at danskerne godt kan lægge deres hverdag om fra den ene dag til den anden.

Forslag – to bilfrie dage om ugen

Vejtransporten bidrager med ca. 26 % af de samlede drivhusgasudledninger. Der er således et stort potentiale for reduktioner af vejtransportens udledninger.

Lad mig sætte dagsordenen med et forslag, som man kan indføre fra i morgen. Forslaget er gratis at implementere og vil medføre markante reduktioner i udledningen af drivhusgasser med det samme:

FORSLAG: Indførelse af to bilfrie dage om ugen

Indførelse af to bilfrie dage om ugen vil medføre en reduktion i udledningen af drivhusgasser på ca. 3,6 mio. ton om året.

Jeg vil i det følgende perspektivere forslaget og gøre rede for dets effekter.

Danmarks udledning af drivhusgasser

I Figur 1 ses, hvordan Danmarks officielle udledning af drivhusgasser i 2018 på 48,2 mio. ton CO2-ækvivalenter fordelte sig på de forskellige sektorer[1]:

Figur 1: Drivhusgasudledninger i Danmark i 2018 fordelt på sektorer

Vejtransporten udgør ca. 26 %

Transporten tegnede sig i 2018 for godt 28% af de samlede drivhusgasudledninger, hvoraf vejtransporten udgør hele 93% (udenrigsluftfart tæller ikke med i det officielle regnestykke).

Vejtransporten bidrager dermed med ca. 26 % af de samlede drivhusgasudledninger. Der er således et stort potentiale for reduktioner af vejtransportens udledninger.

I Figur 2 ses, hvordan udledningen er fordelt på henholdsvis biler, motorcykler, lette lastbiler og tunge lastbiler. Med ca. 60% står biler står for langt den største andel.

Figur 2: Drivhusgasudledninger for vejtransport i Danmark i 2018.

Politisk aftale

Den 4. december 2020 blev der lavet en aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten[2]. Her er man blevet enige om at gennemføre ændringer på en række områder indenfor vejtransporten.

Aftalen skønnes samlet at medføre en CO2e-reduktion på 1,0 mio. ton i 2025 og 2,1 mio. ton i 2030.

Det må siges at være ekstremt uambitiøst. Man venter helt til 2025, hvor man begynder at reducere drivhusgasudledningerne med 1,0 ton om året. Fra 2030 øges reduktionen til 2,1 ton om året.

I perioden 2020 – 2030 betyder det en forventet samlet reduktion på 7,1 mio. ton CO2e.  

En af de mest omtalte elementer i aftalen er intentionen om 1 million nul- og lavemissionsbiler i 2030. Det har været set som en afgørende faktor for ambitionsniveauet på transportområdet.

Fra et klimamæssigt synspunkt er det fuldstændig uinteressant, hvor mange nul- og lavemissionsbiler vi har kørende på vejene om 10 år.  

Spørgsmålet man skal stille sig er, hvordan vi markant og meget hurtigt får reduceret CO2-emissioner fra transportsektoren, og i den sammenhæng er antallet af nul- og lavemissionsbiler ligegyldigt.

Når der tales om lavemissionsbiler, menes der formentlig plug-in hybridbiler, som i praksis er næsten lige så klimabelastende som fossile biler[3].

Det er heller ikke korrekt at kalde elbiler for nulemissionsbiler. I et livscyklusperspektiv er elbiler godt nok mere klimarigtige end benzin- og dieselbiler, men der er stadig væsentlig større udledning af drivhusgasser forbundet med selve produktionen af elbiler end ved produktionen af benzin- og dieselbiler.

En massiv efterspørgsel på elbiler vil derfor på kortere sigt forøge udledningen af drivhusgasser. Herudover siger prognoser, at vi generelt får 3,4 millioner biler i 2030 – hvis vi ikke gør noget for at få færre. I dag har vi 2,7 millioner biler. Elbiler eller ej, så vil der stadig i 2030 være massiv udledning af drivhusgasser fra biltransporten.

Effekten af to bilfrie dage om ugen

Vi har altså et generelt behov for at reducere omfanget af vejtransport. Forslaget om at indføre to bilfrie dage om ugen vil omfatte biler, motorcykler, lette lastbiler og tunge lastbiler.

I Figur 3 ses effekterne af den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” samt af forslaget om to bilfrie dage om ugen.

Figuren illustrerer den samlede reduktion af drivhusgasudledninger i perioden 2021-2030. Det med lilla markerede område angiver effekten af den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten”, mens det med orange markerede område angiver den ekstra effekt, som forslaget om to bilfrie dage om ugen får.

Figur 3: Drivhusgasreduktioner i perioden 2021-2030 for aftalen om grøn vejtransport samt for forslaget om to bilfrie dage om ugen.

Regeringen har selv omtalt deres klimaindsats som en hockeystavs-strategi. Det er en strategi, hvor man udsætter tiltag og effekten af disse til henholdsvis 2025 og 2030. Argumentet for dette er primært, at man ikke vil risikere at bruge for mange penge i starten af perioden for så ikke at have råd til at bruge nok penge i slutningen af perioden.   

Den strategi viser en manglende evne eller vilje til at agere efter den fundamentale klimavidenskab. Succeskriterier afgøres ikke af målpunkter i 2025 og 2030, men af de samlede udledninger af drivhusgasser i en given periode.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, der afgør, hvor voldsomme klimaforandringer vi kommer til at opleve. Jo flere drivhusgasser, vi samlet set udleder, jo større ændringer i klimaet.

I Figur 3 illustreres virkningen af regeringens fejlagtige strategi tydeligt. Transportaftalens nøl betyder en samlet reduktion af drivhusgasser på 7,1 mio. ton CO2e. i perioden 2021-2030.

Forslaget om to bilfrie dage om ugen får derimod en øjeblikkelig og vedvarende effekt i hele perioden, så den samlede effekt af forslaget er en ekstra reduktion af drivhusgasser på 33,9 mio. ton CO2e for perioden 2021-2030.

Dette kan sammenlignes med effekten af regeringens samlede ”Klimahandlingsplan 2020[4], som frem mod 2030 har en samlet reduktion af drivhusgasudledninger på 26,9 mio. ton CO2e.

Udover den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” indeholder Klimahandlingsplan 2020 også effekterne af bl.a. ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi 16. juni 2020”, ”Klimaaftale for energi og industri mv 2020 22. juni 2020”, grønne elementer i finanslovsaftale for 2021 samt ”Aftale om grøn skattereform”.

Det kan lade sig gøre – hvis vi vil

Hvis vi vil, kan vi indføre to bilfrie dage om ugen fra i morgen. Det koster ingenting, og vil frem mod 2030 give en ekstra reduktion af drivhusgasudledninger, som er knap 27 % større, end hvad der kan opnås med samtlige tiltag i ”Klimahandlingsplan 2020”.
Lad os gøre det!


[1] Baseret på tal fra ”Energistatistik 2019”, Energistyrelsen, december 2020.  https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Statistik/energistatistik2019_dk.pdf

[2] https://fm.dk/media/18300/aftale-om-groen-omstilling-af-vejtransporten.pdf

[3] https://rgo.dk/plug-in-hybridbiler-forurener-reelt-som-fossilbiler/

[4] https://kefm.dk/Media/F/5/Klimahandlingsplan%202020a.pdf