Kategori: Biodiversitet

Belastningen af økosystemerne skal stoppe øjeblikkeligt

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2023 er ”plads” til 100 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Skal vi holde os inden for dette budget, er det på globalt niveau nødvendigt at reducere CO2-udledningerne med 42 % pr. år fra og med 2024. Den nødvendige procentvise reduktionssti er illustreret i Figur 1.

Det er altså nødvendigt med reduktioner i en skala, som ligger meget langt fra samtlige klima- og miljømålsætninger.

Ser man ovenstående i en dansk kontekst, har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [2], Klima og Omstillingsrådet [3] samt Kraka-Deloitte [4].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, linje/række Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Nødvendig reduktionssti for at begrænse den globale middeltemperaturstigning til maksimalt 1,5°C.

Hvilken situation står vi i?

I foregående afsnit accepterede vi præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Men som jeg indledte med at fortælle, er størstedelen af naturens egne grænser overskredet. Det er efterhånden blevet klart for de fleste. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med

Derfor kan vi ikke bruge de nuværende klima- og miljømålsætninger med gradvise forbedringer til noget. Der er behov for, at vi øjeblikkeligt stopper vores belastning af økosystemerne.

Dér skal vi starte samtalen.

Referencer

[1] Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence, Piers M. Forster et al., Volume 15, issue 6, ESSD, 15, 2295–2327, 2023

 https://essd.copernicus.org/articles/15/2295/2023/#section8  Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[3] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[4] ”Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

Du kan nu “offsette” din utroskab

Hvis jeg ønsker at være utro eller ved et uheld er kommet til at være utro, kan jeg heldigvis “offsette” det.

Ved at betale et par i et monogamt forhold for at lade være med at være utro, som de måske ellers havde tænkt sig, har jeg kompenseret for min egen utroskab.

Det er en god ting, fordi den samlede mængde af utroskab i verden ikke stiger.

At 90 % af de monogame par desværre alligevel ender med at være utro – på trods af at jeg har betalt dem for at lade være – er ikke en del af regnskabet.

Det lyder vanvittigt, men ikke desto mindre er det essensen i diverse ordninger, hvor virksomheder og borgere kan kompensere for deres klima- og miljøbelastning.

En flytur kan f.eks. kompenseres for, ved at man betaler nogen for alligevel ikke at fælde skov et sted i verden. At skoven alligevel ender med at blive fældet anses ikke for at være relevant.

En virksomheds strømforbrug kan kompenseres for med køb af papirer på, at der et sted i verden på et vilkårligt tidspunkt er produceret den samme mængde strøm med vindmøller eller solceller.

Og sådan kan man nævne utallige eksempler på fantasifulde ordninger, som ikke alene er virkningsløse, men også direkte legitimerer aktiviteter, som forværrer de eksistentielle kriser, vi står i.

Dansk Industris selvforståelse trænger til det store serviceeftersyn

Så har Dansk Industri også fået udbredt sit lobbynetværk til CONCITO – Danmarks grønne tænketank.

Dansk Industri skriver selv om medlemskabet af CONCITO: 

”Danske virksomheder er forandringskraften, der kan forme en grønnere fremtid, og som gør en massiv indsats for at løse landets og verdens energi-, ressourcer-, biodiversitets- og klimakrise. Og de er parat til at gøre endnu mere.”

Efter at have læst det forvrængede billede af virkeligheden, bliver det klart, at Dansk Industris selvforståelse trænger til det store serviceeftersyn.

Ideen om en ”grøn vækst” – altså en økonomisk vækst fuldstændig afkoblet fra naturen – er videnskabeligt grundløs og distraherer os fra nødvendig handling.

En ægte grøn vækst skal være absolut (og ikke kun relativt) afkoblet fra alle miljøbelastninger, hvor end disse sker i et tempo, der er tilstrækkelig hurtigt, og som fortsætter over tid.

En sådan afkobling er aldrig opnået noget sted på Jorden.

Image
Figur 1: Typer af afkobling. Fra Timothée Parriques præsentation på Beyond Growth konference 16/5-2023. https://twitter.com/timparrique/status/1658481579696750592

Økonomisk vækst har tværtimod bragt os til at overskride seks planetære grænser, og vi kan kun komme tilbage indenfor de sikre planetære grænser ved at nedskalere produktion og forbrug.

Det er svært at forestille sig, at en nedskalering af produktion og forbrug passer ind i Dansk Industris agenda, da de først og fremmest arbejder for, at deres medlemmers økonomiske interesser tilgodeses bedst muligt.

Dansk Industri er derfor ikke en seriøs medspiller i forhold til de eksistentielle kriser, vi står i.

Tiden er inde til oprør

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Naturens grænser er overskredet

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Disse grænser kaldes de planetære grænser.

De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.

Et billede, der indeholder diagram Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Planetære grænser samt status. Kredit: “Azote for Stockholm Resilience Centre, based on analysis in Wang-Erlandsson et al 2022”

Seks af de planetære grænser er overskredet. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.

På klimaområdet blev den planetære grænse allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million), og strålingspåvirkningen var 1,0 W/m2.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm (udover de andre drivhusgasser).

Parisaftalen er et skuespil

I 2015 var verdens ledere begejstrede og kaldte det en historisk sejr, da de landede Parisaftalen. Her blev man enige om at arbejde for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader. Men hov, grænsen for Klimaforandringer blev jo allerede overskredet i 1988… Hvor stammer de 1,5 grader så fra?

Først og fremmest er det en politisk beslutning.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. Man kan undre sig over begejstringen for Parisaftalens ”mål”, når man læser en af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

Selv om ovenstående konklusion er alvorlig nok i sig selv, er det vigtigt at bemærke, at konklusionerne i IPCC’s rapporter skabes i et politisk forum med verdens ledere, hvor også lobbyister fra den fossile industri er til stede og påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord. I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes. Laveste fællesnævner bestemmer konklusionerne og dermed også den politiske kurs og den offentlige fortælling.

Dertil kommer, at videnskaben er konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Dette sker nu, hvor den globale middeltemperatur er øget med 1,1°C – 1,2°C. Hvad sker der så ved en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader?

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de tidligere nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling. Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne planet med.

Videnskaben har jo egentlig også påpeget, at vi allerede i 1988 overskred den planetære grænse for klimaforandringer, Vi er derfor vidner til et skuespil med politiske ledere, magtfulde virksomheder og lobbyorganisationer i hovedrollerne. Her foregøgler man verdens befolkning, at hvis den globale temperaturstigning kan holdes under 1,5 grader, så er “målet” opnået, og alt er godt.

Samtalen skal starte det rigtige sted

Den videnskabelige sandhed er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område. Magtfulde økonomiske interesser, der sætter indtjening over selve livet, har gjort og gør alt for at omskrive sandheden. Ved at skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på biodiversitets- og klimakrisen, forsøge at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse kriserne.

Derfor er vi nødt til at starte samtalen det rigtige sted.

Glem alt om Parisaftalen, klimalovens 70 % reduktion af drivhusgasser i 2030, nettonul i 2045 og alle andre klima- og miljømålsætninger. Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.

Vi står i en nødsituation. Meget værre end coronakrisen, meget værre end krigen i Ukraine, og meget værre end 2. verdenskrig. Det kræver en mobilisering af hidtil uset omfang og hastighed.

Her i den rige vestlige verden skal vi som befolkning kræve af vores politikere, at der over natten bliver indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Vi skal kræve, at folketingsmedlemmer sørger for, at der bliver afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Vi skal kræve, at de store medier ikke beskæftiger sig med andet.

Vi står på kanten af et kollaps af de livgivende økosystemer og dermed et kollaps af vores trygge samfund, som vi kender det. Vi er blevet vildledt og snydt i årtier af eliten. Ingen af vores valgte ledere har levet op til deres ansvar. Konsekvensen er, at eksistensgrundlaget for liv nu er truet.

Vi vælger selv, om vi vil kontrollere kaos, eller om vi vil lade kaos kontrollere os. Nu er du informeret.

Tiden er inde til oprør!

Vi kan ikke vækste os fra problemerne

Vækst kan ikke fortsætte for evigt. Jo før vi erkender det, jo mindre skade vil vi forårsage på vores planet.

Tre procents vækst hvert år betyder en fordobling hvert 24. år. Det kan man selvfølgelig ikke blive ved med på en planet med begrænsede ressourcer.

På nuværende tidspunkt er seks af de ni planetære grænser, herunder biodiversitet og klimaforandringer overskredet. Hvis vi allerede overtræder adskillelige planetære grænser, hvordan kan vi så håndtere endnu en fordobling og muligvis endnu en fordobling derefter?

In Defense of Degrowth
https://www.filmsforaction.org/articles/in-defense-of-degrowth/

Det kan vi ikke, og derfor er vi er nødt til at implementere degrowth eller på dansk, modvækst – en aktiv reduktion af økonomiens størrelse i udviklede lande.

At modvækste vores økonomi, så vi kommer tilbage inden for de planetære grænser, vil også give mennesker, der lever under utilfredsstillende standarder for menneskelig velfærd, mulighed for at forbedre deres levevilkår.

Masser af mennesker i verden har stadig ikke adgang til elektricitet. Disse mennesker ejer ikke engang en vaskemaskine, endsige en bil, og de flyver bestemt ikke nogen steder. Modvækst er ikke alene nødvendigt for at løse biodiversitets- og klimakrisen, det er også den eneste måde at håndtere voksende ulighed på tværs af kloden.

Men hvordan kunne livet i en modvækstøkonomi se ud?

Det ville indebære kortere arbejdsuger og mindre pendling, hvilket giver os mere tid til at gøre ting, vi nyder. Mindre individuelt ejerskab og mere deling. Mindre gæld. Et fokus på fællesskab og forbindelse frem for individualisme og evigt forsøg på at finde lykken gennem vores næste køb, ferie eller oplevelse.

I en modvækstøkonomi ville miljøødelæggende og ressourcekrævende industrier blive reduceret, og flere mennesker ville arbejde i job, der gavnede hinanden og planeten, hvilket ville give mere mening og formål i vores liv. Vi ville værdsætte andre ting i en modvækstøkonomi og definere succes anderledes. En modvækstøkonomi behøver ikke at betyde en modvækstlivsstil. I virkeligheden kunne vi faktisk blive rigere af det.

Begrundelsen for modvækst er sund, og behovet for at implementere det presserende. Men hvordan kommer vi fra dette skadelige system, der er baseret på stadig ressourceudvinding, til det smukke sted, hvor vi vil leve i harmoni med naturen og ikke imod den? Hvor menneskers og planetens velbefindende kommer først og er centrum for beslutningstagning?

Det er her, vi som befolkning kommer ind i billedet. Vi er nødt til at hjælpe vores politikere med at flytte agendaen ved at fortælle dem, at vi ønsker en beboelig planet for vores børn. De skal vide, at vi ikke kan opnå det, mens vi blindt forfølger økonomisk vækst. Det er os, vælgerne, der bestemmer, hvad vores folkevalgte fokuserer på.

Hver af os kan skrive til vores folketingsmedlemmer og fortælle dem, at vi aktivt ønsker at modvækste vores økonomi, så vi igen kan komme til at holde os inden for de planetære grænser.

I sidste ende er økonomien en menneskeskabt konstruktion. Den kan ændres. Det kan naturens love ikke. Det ville være tragisk at se tilbage og erkende, at vi opgav det hele, fordi vi ikke var modige nok til at udfordre den vanvittige forestilling om endeløs vækst på en begrænset planet med den hast, den fortjener.

Dette indlæg er bl.a. inspireret af artiklen “Degrowth economy: The climate solution no one is talking about”, skrevet af Erin Remblance. https://illuminem.com/energyvoices/cec60ef9-32e5-47be-b914-76cd62cf17ac. Nogle af passagerne fra artiklen er anvendt direkte i indlægget her.

Grønt nok? – Debatten DR2

Torsdag den 21. april 2022 havde jeg fornøjelsen af at være med i Debatten: Grønt nok? på DR2 med Clement Behrendt Kjersgaard.

Jeg var med i del 2, hvor emnerne var: Hvordan når Danmark sit klimamål? Er forsat vækst løsningen eller udfordringen? Går den grønne omstilling hurtigt nok?

Nogle af mine hovedpointer var (klik på billederne for at se indslagene):

Vi står midt i de to alvorligste kriser nogensinde i menneskehedens historie. Klima- og biodiversitetskrisen. De truer selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Der er ikke noget, der tyder på, at virksomhederne er i gang med handlinger, som matcher de udfordringer, vi står i.

Vi skal afvikle den industrielle husdyrproduktion i landbruget. Det er det, der er brug for.

Det en myte, at vi er et foregangsland i Danmark på klimaområdet. Vi er et af de lande i verden, der har det største klimamæssige fodaftryk pr. indbygger.

Tiden er kommet, hvor vi er nødt til at trække en streg i sandet og sige, nu skal der nogle helt andre midler til, end dem vi har brugt indtil nu. Det kunne f.eks. være CO2-rationering.

Løsningen på det hele fra politikernes side er, at vi vækster os til den grønne omstilling.

Hele udsendelsen kan ses her: Debatten: Sæson 2022 – Grønt nok? | Se online her | DRTV

Vi har et alvorligt demokratisk problem

Hvad gør vi, når ingen af vores valgte ledere lever op til deres ansvar?

Folketingsmedlemmerne er valgt af befolkningen som vores ledere, og en af deres vigtigste opgaver er at styre os gennem krisesituationer.

I øjeblikket står vi midt i de to alvorligste kriser nogensinde i menneskehedens historie. Klima- og biodiversitetskrisen. De truer selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det er en nødsituation. 

En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.

Et billede, der indeholder tekst Automatisk genereret beskrivelse
Illustration fra Politiken

Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk. Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Medierne ville ikke beskæftige sig med andet.

Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem. Hvad gør vi, når ingen af vores valgte ledere lever op til deres ansvar?