Det er mere end 20 år siden, at journalisten og forfatteren, George Monbiot, sidst deltog i det engelske TV-program, BBC Question Time.
Da han fik muligheden i torsdags, spildte han bestemt ikke muligheden:
“Leave fossil fuels in the ground. It’s so simple”
Writer George Monboit says that as a result of oil and gas industry influence, the COP conferences are unsuccessfully “preventing climate breakdown” and not enough action is being taken#bbcqthttps://t.co/2kHxpCKH5Spic.twitter.com/SX1kzi2CH3
”…med mindre vi lader de fossile brændstoffer være i undergrunden, har vi absolut ingen chance for at forhindre klimasammenbrud.
Det er ligesom at gå på en slankekur og sige, ja, jeg spiste en gigantisk balje is og en enorm kage, men jeg spiste også noget salat, så hvorfor taber jeg mig ikke.
Det er ligegyldigt, hvor mange vindmøller man sætter op, det er ligegyldigt hvor mange solceller man sætter op, hvis ikke man pensionerer fossil infrastruktur, hvis ikke man lovgiver om, at man skal lade kul, olie og gas ligge, hvor det hører til, hvilket er i geologiske lag, bliver planeten kogt. Så simpelt er det.
Og som et resultat af den højst effektive og dødbringende fossile brændstoflobbyisme, som har været en ”bugbear” på disse konferencer lige siden starten i 1992.
Og at det nu er nået til et så latterligt punkt, at præsidenten for COP28 i sit daglige job er adm. direktør for de Forenede Arabiske Emiraters olie- og selskab, ADNOC, som i øjeblikket ekspanderer sin olieproduktion.
Det er, hvad der har modarbejdet de simple ting, det er nødvendigt at gøre.
Og mens vi venter og venter, går årene, og vi har så få år tilbage nu, at vi skal foretage drastisk handling, hvis vi skal undgå, hvad der meget vel kunne være kollaps af jordens systemer, og dette er den største fare, som menneskeheden nogensinde har stået overfor og af design, som et resultat af den fossile brændstofindustris enorme undertrykkende magt, dumper vi.”
Forestil dig, at englænderne under blitzen over London, diskuterede, om England var i krig med Tyskland.
Nej, nej, sagde nogle, historien er fuld af krige, det her er ikke noget særligt. Den slags sker hele tiden.
Jo, indrømmede andre, der falder da godt nok en bombe nu og da, men det er isolerede enkeltfænomener, som vi ikke behøver tage os af.
Og de, der råbte op om krig og beredskab og rationering, blev kaldt for krigshystader, alarmister og pessimister, der ikke gjorde andet end at tage modet fra os og gøre os alle sammen deprimerede og værst af alt, skræmme børnene. Herregud, det er jo bare bomber.“
Ovenstående er skrevet af forfatter Carsten Jensen og få er som ham i stand til krystalklart at indramme og perspektivere den situation, vi står i.
“Det tænkte scenarie er ikke mere absurd end den måde, vi i dag taler om klimaet på.”
”New Yorks indbyggere forbereder sig på endnu en gang at holde sig inden døre, når røgen fra de historiske store skovbrande i Canada igen dækker himlen over millionbyen.
Nå ja, siger mange og trækker på skulderen. Skove skal jo brænde en gang imellem. Er det ikke naturens orden?
Havets overfladetemperatur omkring Irland og den skotske vestkyst er fem grader over normalen. Jamen, heldige irlændere, siger mange, endelig en ordentlig temperatur på badevandet. Hvis det er global opvarmning, så hurra for den globale opvarmning.
Den globale CO2-udledning steg sidste år. Det samme gjorde den danske. Nå ja, men vi skal jo også leve og have vores svinekoteletter. Eller skal klimatossernes meningsdiktatur nu også gælde vores middagsborde? Må vi overhovedet være her?
Det sidste spørgsmål er faktisk væsentligt. For den globale opvarmning har et budskab til os, der ikke står til forhandling: Vi må faktisk ikke være her. Medmindre vi laver drastisk om på vores levevis.
Virkeligsbenægtere er det nemt at kalde dem, der bagatelliserer effekten af de stigende temperaturer. Vi kan også kalde dem apatiske. For det er apati, når man konfronteret med en overhængende fare bare lader hænderne blive i skødet.
Hvor kommer apatien fra? Der er sikkert meget af en instinktiv psykologisk selvforsvarsmekanisme i den, født af en følelse af magtesløshed. Men medierne bærer også en del af ansvaret.
Skriver og taler de da slet ikke om klimakrisen? Jo, men de gør det, som om det var en overskuelig, håndterbar krise på linje med så mange andre, ikke en eksistentiel livskrise for arterne på jorden, herunder vores egen.”
Mange aviser har dygtige, engagerede klima-journalister, men redaktører og lederskribenter har svært ved at se det store billede. Der er så meget andet, der trænger sig på, synes de. Desuden ved de af erfaring, at dårlige nyheder kun vækker interesse, hvis de rammer andre, ikke os selv. Og klimakrisen har os på sigtekornet, og der er ingen steder, vi kan gemme os, andet end i en bagatellisering eller en virkelighedsbenægtelse, der kun får truslen mod vores eksistens til at vokse.“
Vores økosystemer og dermed grundlaget for liv er ved at kollapse, alt imens medierne fuldstændigt svigter deres formidlingsansvar.
Programvært fra Danmarks Radio Iben Maria Zeuthen skrev for nylig et åbent brev om dette til DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn, men fik ikke et tilfredsstillende svar.
Carsten Jensen afslutter sit indlæg med at skrive:
”Nu har hun opstillet en programerklæring med fem forslag til medierne om en stærkere klimadækning, “en ny begyndelse”, som hun kalder det. Konfrontation er et af hendes nøgleord. “Vi skal ikke forsvare at lægge en klimavinkel, vi skal forsvare, når vi ikke gør det… Klimajournalistisk bør ikke længere være et stofområde, men et blik, et perspektiv, en metode. Klimakrisen er ikke længere et emne, der kan isoleres til klima og miljø, for klimakrisen vil efter al sandsynlighed få betydning for det meste. Og det skal journalistikken afspejle.”
Sådan skal det siges. Og sådan skal det gøres.
Nu venter vi bare på, at også medierne opdager, at bomberne falder over alt. Også i køledisken i et supermarked nær os. Eller i det hav, hvor du nyder din sommer-svømmetur.
Klima-blitzen er over os.“
Tak Carsten Jensen for din eminente og altid knivskarpe pen.
Selv hvis klimalovens mål gav mening, er handlingsrummet indenfor klimaloven meget indskrænket og kan på ingen måde adressere de polykriser, vi står i.
I klimaloven (Lov om klima) står der i §1, stk. 3, pkt. 2): ”Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles.” [1]
Og i §1, stk. 3, pkt. 3) står der: ”Danmark skal vise, at der kan laves en grøn omstilling og samtidig bibeholdes et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres.”
Med alle de hensyn, der skal tages for indfrielsen af Danmarks klimamål og den ”grønne” omstilling til bl.a. erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser samt bibeholdelse af et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres, er det meget svært at lave tiltag, der afviger væsentligt fra de eksisterende strukturer og systemer.
Det meget begrænsede handlingsrum blev synliggjort og tydeligt under et åbent samråd den 13. juni 2023 i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget om CO2-reduktioner og reduktionsmankoen for 2025 i klimastatus og –fremskrivning 2023 [2]. Her nævnte Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, Lars Aagaard, at han har fået forslag fra 92-gruppen, f.eks.:
Reduktion af dyrebestanden (industrielle) med 15%
Indførsel af CO2-afgift for landbruget på 750 kr. pr. ton i 2025
Nedsættelse af hastigheden på motorvejene til 100 km/t
Stop for salg af fossile varevogne og biler fra 2024.
Ministeren udtalte, at en række af forslagene ”vil have mærkbare konsekvenser for danskerne, for livsvilkårene for mange mennesker, og noget af det vil ramme enkeltstående industrier særdeles hårdt…”.
Samlet set mener ministeren ikke, at tiltagene ”vil reflektere klimalovens guidende principper”. Derfor har ministeren ”meget meget svært” ved at se, ”at forslagene kan håndteres indenfor de balancerende principper af klimaloven”.
Det er klart, at når så oplagte forslag ikke er mulige med henvisning til klimalovens guidende principper, så er klimaloven dødfødt. Det vil aldrig lykkes at lave tiltag, som kan bringe os derhen, hvor det er nødvendigt.
Referencer
[1] LOV nr 965 af 26/06/2020, Lov om klima, Klima, Energi og Forsyningsmin., j.nr. 20192855
Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.
Økosystemerne er ude af balance
Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.
Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.
Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.
Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.
Hvad siger videnskaben?
I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.
Trods mere end 30 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.
FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.
Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.
I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.
I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.
Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.
Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.
Det resterende globale CO2-budget
Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.
Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.
Danmark burde stoppe alle CO2-udledninger i morgen
Men hvordan skal dette resterende globale CO2-budget fordeles mellem de forskellige lande i verden?
FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [2].
Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.
Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden.
Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [3], Klima og Omstillingsrådet [4] samt Kraka-Deloitte [5].
Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.
Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.
Vi har et alvorligt demokratisk problem
Desværre kommer den politiske debat aldrig i nærheden af at adressere den faktiske situation. Medierne burde tale om dette døgnet rundt, men de svigter også deres ansvar. Vinklingen er skæv, og det journalistiske niveau i de store medier er for lavt.
Danske politikere og virksomheder benytter enhver lejlighed til at bryste sig af at være et klimamæssigt foregangsland. Men det er jo ikke sandt. En løgn bliver ikke sand ved at gentage den, men glansbilledet hjælper med at aflede borgernes opmærksomhed og ansvarsfølelse væk fra de virkelige udfordringer.
Vi står foran et klima- og biodiversitetsmæssigt kollaps med et heraf følgende samfundskollaps. Det er en nødsituation.
En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.
Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.
Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.
Medierne ville ikke beskæftige sig med andet.
Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem. Hvad gør vi, når vores politikere og medier ikke lever op til deres ansvar?
Referencer
[1] IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.
[2]FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.
Seks af de planetære grænser er allerede overskredet.
De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.
Figur 1: Planetære grænser samt status. Kredit: “Azote for Stockholm Resilience Centre, based on analysis in Wang-Erlandsson et al 2022”
Grænserne er naturens grænseværdier for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.
På klimaområdet er det specielt de fossile brændstoffer, som er synderen. Medier, politikere og virksomheder har ignoreret dette faktum i mange år, og det er åbenlyst, at vi ikke kan blive ved med at lave små gradvise tiltag. Der er behov for øjeblikkelige og kraftige reduktioner af specielt de rigere landes forbrug af fossile brændstoffer.
Danmark burde stoppe alle udledninger i morgen
Danmark har – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet sin retfærdige andel af det resterende globale CO2-budget for mange år siden. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.
Set i ovenstående perspektiv skulle Danmark stoppe alle udledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.
I stedet satses på at udvikle teknologier, som kan gøre det muligt at fortsætte vores overforbrug. Ofte er det teknologier, som er forbundet med brug af enorme energimængder, og som måske ovenikøbet ikke i praksis medvirker væsentligt til at reducere de samlede belastninger på de planetære grænser.
De fossile interessers drejebog
En af disse teknologier er Power-to-X (PtX).
For godt et år siden skrev jeg om Nordens største brintfabrik, HySynergy [1]. Fabrikken blev promoveret som et tiltag, der kan reducere CO2-udledninger fra industrien og mobilitetssektoren. I virkeligheden understøtter projektet i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler, og med en milliardinvestering låser man samtidig samfundet til en fossil fremtid i mange år.
Dermed passer projektet perfekt ind i de fossile interessers drejebog, hvor formålet er at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.
Et andet eksempel, som passer godt ind i drejebogen, er luftfartssektoren, som er meget ivrige for at promovere ”grønne” flybrændstoffer og er gode til at skabe stor politisk interesse for og villighed til at yde tilskud til udvikling af disse flybrændstoffer.
Der skal ikke satses på PtX-flybrændstoffer
Green Power Danmark er for nylig kommet med anbefalinger til en dansk strategi med en målsætning om at lave 50 mio. liter PtX-flybrændstof i 2025 og 500 mio. liter i 2030 [2]. Til sammenligning bruger indenrigsluftfarten ca. 30 mio. liter om året, mens udenrigsluftfarten (fly tanket i Danmark) bruger ca. 1.170 mio. liter om året.
Det vil kræve godt 10 TWh elektricitet at producere 500 mio. liter PtX-flybrændstof. Altså enorme mængder strøm svarende til 65 % af elproduktionen i 2021 fra samtlige vindmøller i Danmark [3].
Næsten halvdelen af strømmen går til spilde undervejs i processen med at producere PtX-flybrændstof. Dertil kommer, at der skal bruges store mængder CO2, som skal indgå i processen. CO2 som tænkes fanget fra affaldsanlæg, biomassebaserede kraftvarmeanlæg og/eller fra industrielle punktkilder. Med investeringer i disse fangstanlæg skabes en afhængighed af aktiviteter, som udleder CO2, der aldrig skulle have været udledt i første omgang.
Med den nuværende lovgivning kan man maksimalt iblande 50 % PtX-flybrændstof i det fossile flybrændstof. Det er dog slet ikke hensigten at komme op på så store andele af PtX-flybrændstof. I 2030 er forslag til EU-iblandingskrav sølle 0,7 %, se Figur 2.
Figur 2: Forslag til EU-iblandingskrav præsenteret i Fit-for-55. Kilde: “Grøn omstilling af luftfarten med PtX-brændstoffer“, Green Power Danmark, 2022.
I praksis vil heller ikke PtX-flybrændstoffer levere hverken en hurtig eller markant reduktion af de fossile brændstoffer.
Vi skal ikke lade os narre af falske løsninger
Vi skal ikke lade os narre af de fossile interessers forsøg på at sælge falske klimahistorier, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.
De har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser sig udspille nu. På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien, hvor det seneste er at give falsk indtryk af, at PtX er en del af løsningen.
Der er brug for helt andre tiltag i den eksistenskritiske situation, menneskeheden har bragt sig selv i. Der skal indføres CO2-rationering i en grad, som afspejler vores historiske ansvar. Det kan måske lyde drastisk for nogle, men vi har stadig valget, om vi vil forsøge at styre situationen nu, eller vi vil vente og lade kollapset styre os.
