Far og mor vidste det godt

Hver dag fortæller magtfulde virksomheder og organisationer sammen med regeringer og de fleste politikere os, at teknologien er svaret på den klimanødsituation, vi står midt i.

Hver dag bliver der tilføjet flere afsnit til det falske eventyr.

Hver dag får vi en ny godnathistorie, der meget belejligt først gør os så sløve, at vi ikke stiller spørgsmål, og som senere luller os i søvn og får os til at drømme sødt.

I 30-40 år er der blevet føjet flere og flere kapitler til eventyrhistorien. Far og mor vidste godt, at vi var på vej ned ad en katastrofal vej, men de valgte og vælger fortsat at lyve for os.

De fortalte os, at far og mor løser alle problemerne – i morgen. Og sådan har den ene dag taget den anden. Alt imens udledningen af drivhusgasser er tordnet i vejret.

Efterhånden som vinduet for handlemuligheder lukker sig, eskaleres fantasihistorierne, og vi bliver præsenteret for nye ideer, den ene mere vanvittig end den anden.

De nyere skud på stammen er carbon capture and storage (CCS) og bioenergy with carbon capture and storage (BECCS). Teknologierne virker i princippet, men de kan slet ikke skaleres i det nødvendige omfang. Ikke desto mindre er de blevet en del af godnathistorierne og har holdt sit indtog i de internationale og nationale klimapolitikker, hvor de nu er blevet en forudsætning for at nå fjerne mål i år 2030, 2050 og 2100.

I nogle kredse er man nu gået så langt som til at snakke om geoengineering. Det er en samlet betegnelse for tekniske indgreb i Jordens klimasystem, som har til formål at mindske virkningerne af klimaændringerne. En af tankerne er, at man kan reflektere mere af solens stråling ved at indsætte aerosoler i stratosfæren. Det er en farlig og risikabel vej at gå ned ad.

Far og mor ved det godt. Far og mor ved godt, at deres historier er løgn. Teknologien er ikke svaret.

Far og mor ved inderst inde også godt, hvad der skal til for at adressere klimanødsituationen. Og vi ved det også nu.

Årtiers benægtelse, lobbyisme og nølen har presset os så langt ud mod kanten, at vi er nødt til øjeblikkeligt at reducere udledningen af drivhusgasser markant.

Det kalder på ændringer i alle grene af samfundet.

I alvorlige kriser som f.eks. 2. verdenskrig har man kunnet mobilisere enorme kræfter meget hurtigt.

Klima- og biodiversitetskrisen er den største krise menneskeheden samt dyre- og plantearter nogensinde har stået i. Hvis vi skal komme godt ud af den krise, kræver det en meget stor indsats fra os alle.

Først og fremmest skal politikere træde frem som de ansvarligere ledere, de er blevet valgt til at være. De skal sætte rammerne, som kan understøtte den nødvendige handling.

Det skal være en socialt retfærdig ændring, hvor man ikke kan betale sig fra sit ansvar.

For at tilgodese det, skal et af elementerne være rationering. Her kan man forestille sig flere variationer og kombinationer, men fælles for rationeringerne er, at de skal tage udgangspunkt i et klimamæssigt råderum.

Det klimamæssige råderum er det drivhusgasbudget, som klimavidenskaben har opgjort, så vi kan overholde Parisaftalen og begrænse stigningen i den globale middeltemperatur til maksimalt 1,5 °C.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1 °C – 1,2 °C.

Måske har vi allerede forpasset chancen for at holde os under 1,5 °C, men vi må gøre alt, hvad vi kan for at undgå endnu højere temperaturstigninger.

Tiden er kommet for far og mor til at fortælle sandheden.

Udledningen af drivhusgasser skal reduceres øjeblikkeligt og markant. Politikerne må rent faktisk begynde at lytte til videnskaben fremfor blot sige, at de gør det, mens de i virkeligheden stadig lytter til de magtfulde virksomheder og deres interesseorganisationer.

Vi skal agere på og forholde os til klimanødsituationen som det, den er. En nødsituation.