Under stor bevågenhed var klima- energi og forsyningsminister, Dan Jørgensen, med til at tage første spadestik til Nordens største brintfabrik, HySynergy, den 18. august.
Fabrikken skal producere såkaldt grøn brint.
Brintfabrikkens første fase er på 20 MW el, som efter planen skal udvides til 300 MW el i fase 2 i 2025.
”HySynergy vil i 2025 muliggøre en reduktion på op til 500.000 tons af de årlige CO2-emissioner fra industrien og mobilitetssektoren, svarende til ca. 11 % af de samlede CO2-emissioner fra den danske landtransportsektor.”, sagde adm. direktør i Everfuel, Jacob Krogsgaard [1].
Det lyder jo fantastisk. Men som altid, når man bliver præsenteret for en god historie indenfor klimaområdet, er det nødvendigt at gå ind og se på, hvad det i virkeligheden er, som gemmer sig bag de flotte ord.
Man ser også på aktørerne. Er fossile virksomheder repræsenteret, er der ekstra grund til at skærpe opmærksomheden.
En af projektdeltagerne i HySynergy er Crossbridge Energy, som for nogle år siden købte Shells olieraffinaderi i Fredericia. Hvorfor går en fossil industrivirksomhed som Crossbridge Energy ind i sådan et projekt, som potentielt set vil erstatte noget af deres benzin- og dieselsalg? Det er én af de ting, jeg skriver om i det følgende.
80 % skal bruges til fossile brændstoffer
Bag HySynergy står Everfuel, Crossbridge Energy A/S, Ewii, Trefor, Aktive Energi Anlæg, Tvis og Energinet
Anlægget bygges af Everfuel og placeres på et jordareal, der ejes af olieraffinaderiet Crossbridge Energy (tidligere Shell).
Hvad man ikke snakker så højt om er, at hele 80 % af brinten leveres til olieraffinaderiet, hvor det indgår i processen med raffinering af fossile brændsler.
Her er det så, at den gode klimahistorie begynder at halte.
Vi står midt i en klimakrise, hvor udvinding og produktion af fossile brændsler meget hurtigt skal stoppe. Med HySynergy understøtter man i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler og låser samtidig med en investering på 1,9 mia. kr. samfundet til en fossil fremtid i mange år frem.
Som om det ikke er nok, får projekterne også offentlig støtte. Fase I har foreløbig fået 48 mio. kr. i statsstøtte, og der er ansøgt om EU-midler til fase II. Med projektet HySynergy ser vi altså endnu et eksempel på, at den fossile industri får støtte for vores skattekroner.
Det er kun en meget lille del af klimabelastningen fra fossile brændstoffer, som kommer fra udvinding og produktion. Den helt overvejende andel stammer fra brugen/afbrændingen af de fossile brændstoffer.
Projektet HySynergy nedsætter udelukkende den meget begrænsede klimabelastning for produktionsprocessen, mens man fortsat har den helt store klimabelastning, når de fossile brændstoffer brændes af.
Spild af strøm
Vi har kun begrænsede mængder strøm til rådighed fra vind og sol. Det er derfor afgørende, at vi bruger strømmen så energieffektivt som muligt.
Det er selvfølgelig tåbeligt at bruge det meste strømmen til at fastholde fossile brændsler som beskrevet i det foranstående.
Men hvad med de sidste 20 % brint, som er tiltænkt brugt i landtransportsektoren?
Er det energieffektivt at lave brint, og er det energieffektivt at bruge det i landtransportsektoren?
Nej til begge spørgsmål.
I Figur 1 ses princippet for produktion af ”grøn” brint.
Elektricitet fra vedvarende energi bruges i en elektrolyseproces, hvorved der produceres brint.
Brinten kan anvendes direkte til industrielle processer samt i biler og tungere køretøjer.
Energieffektiviteten er 68 % for elektrolyseprocessen samt transport, lagring og distribution af brinten, se Figur 2[2].
I et køretøj, her en lastbil, omdannes brinten tilbage til strøm i en brændselscelle med en effektivitet på 54 %. Hertil kommer et mindre tab i elmotoren.
Samlet set er det kun en tredjedel af den oprindelige energi, som bruges til fremdrift af lastbilen, når brinten anvendes direkte til transport.
Figur 2: Energieffektiviteter for forskellige brændsler til lastbiler.
Direkte elektrificering af lastbiler, busser og biler er i dag – og vil vedblive at være det i fremtiden – mindst dobbelt så energieffektivt som brint produceret med vedvarende energi.
Det er derfor spild at bruge den vedvarende energi til produktion af brint til anvendelse i landtransportsektoren fremfor at anvende den direkte i et elkøretøj.
Forklædt i grønt
HySynergy og lignende brintprojekter skaber begejstring i politiske kredse og blandt interesseorganisationer og kører lige igennem medier uden nogen form for journalistisk undren.
Det hele er ført an af den fossile industri, som tilsyneladende lykkes med at sælge en på overfladen god klimahistorie, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.
Den fossile industri og dens interessenter har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser sig udspille nu.
På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien: skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på klimakrisen, forsøgt at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse klimakrisen. Alt sammen med formålet at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.
Med HySynergy og lignende projekter er den fossile industris taktik ved at lykkes endnu engang. Man forsøger at promovere projektet som reduktion af CO2-udledningerne ved produktion af såkaldt grøn brint. Og det skal man selvfølgelig have massiv offentlig støtte til. Sandheden er, at størstedelen af brinten skal bruges til fossile brændstoffer og den resterende del håbløst ineffektivt i landtransportsektoren.
Jeg håber, at politikere og medier vil åbne øjnene og se, hvad den fossile industri og dens interessenter har gang i: En forværring af den klimakrise, vi står i, forklædt som ”grønne” projekter.
[2] “Electrofuels? Yes, we can … if we’re efficient”, Briefing, December 2020 og “How to decarbonize long-haul trucking in Germany”, Analysis, 2021, Transport & Environment, Belgium.
Elbiler bidrager med udledning af CO2 til atmosfæren ved såvel produktion af elbilen som ved forbrug af elektricitet til kørsel og opladning.
I takt med, at CO2-udledningen pr. forbrugt kWh elektricitet falder i Danmark, vil selve driftsfasen for en elbil blive mere gunstig set ud fra et klimamæssigt synspunkt.
Samtidig vil den CO2, som blev udledt ved selve produktionen af elbilen, komme til at udgøre en stigende andel af elbilens samlede CO2-udledning.
CO2-udledning pr. km
I Figur 1 ses en sammenligning af de globale CO2-udledninger pr. km i et livscyklusperspektiv for en elbil, plug-in-hybridbil, effektiv dieselbil og en gennemsnitlig ny fossilbil, som kører i Danmark [1].
Figur 1: Sammenligning af de globale CO2-udledninger pr. km for en elbil, plug-in-hybridbil, effektiv dieselbil og en gennemsnitlig ny fossilbil [2].
Der er følgende læring af figuren:
En elbil udleder knap 60% mindre CO2 over dens levetid end en gennemsnitlig ny fossilbil.
Der udledes mere end dobbelt så meget CO2 ved produktionen af en elbil fremfor ved produktionen af en gennemsnitlig ny fossilbil.
En plug-in-hybridbil har nogenlunde samme CO2-udledning over dens levetid som en tilsvarende effektiv dieselbil[3].
Elbiler og klimapolitikken
Den 4. december 2020 blev der lavet en aftale mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om: ”Grøn omstilling af vejtransporten”.
Aftalen skønnes samlet at medføre 775.000 grønne biler i 2030 samt en CO2-reduktion på 1,0 mio. ton i 2025 og 2,1 mio. ton i 2030. Ordvalget ”grønne” er elastik i metermål, fordi hvad er en grøn bil? I aftalen refereres til ”nul- og lavemissionsbiler”, som igen ikke har en fast definition.
For det første eksisterer der ingen biler med nulemission. Ofte omtaler man dog alligevel elbiler som nulemissionsbiler. Det er selvfølgelig forkert og vildledende, eftersom en gennemsnitlig elbil i Danmark udleder ca. 90 gram CO2 pr. km.
Og hvad er en ”lavemissionsbil”? Man omtaler ofte en plug-in-hybridbil som værende en lavemissionsbil. Men når en plug-in-hybridbil har nogenlunde samme CO2-udledning som en tilsvarende effektiv dieselbil, er det da helt misvisende at kalde den for en lavemissionsbil.
CO2-udledningerne fra vejtransporten er større end i 1990
Vejtransporten står for hele 90% af udledningen af drivhusgasser i transportsektoren.
Personbiler står for omkring 60 pct. af vejtransportens samlede udledninger[4] og er dermed den køretøjstype, som bidrager mest til vejtransportens udledninger, efterfulgt af varebiler og lastbiler.
I Energistyrelsens ”Klimastatus og –fremskrivning 2021” har man lavet en prognose for udviklingen i CO2-udledningen for vejtransportsektoren frem mod 2030,
Dette er illustreret i Figur 2, hvor man også ser de historiske udledninger tilbage fra 1990.
Figur 2: Historiske og fremskrevne CO2-udledninger fra vejtransporten i perioden 1990-2030 [5].
Det ses, at CO2-udledningerne fra vejtransporten er større i dag end i 1990.
CO2-udledningerne fra vejtransporten forventes at være den samme i 2030 som i 1990. På 40 år vil man altså ikke være lykkes med at reducere CO2-udledningen fra vejtransporten med et eneste gram.
Men hvordan kan det egentlig være, når de fossile biler er blevet mere energieffektive gennem årene og kører længere på literen (på nær inden for den sidste årrække, hvor man er begyndt at købe større biler), og man samtidig indfaser elbiler med en mindre CO2-udledning end fossile biler?
Bilparken vokser
Det skyldes, at forbedringen af energieffektiviteten og fordelen ved at indfase elbiler simpelthen er blevet spist op af en stadig større bilpark og flere kørte kilometer. En udvikling der vil fortsætte frem mod 2030, se Figur 3.
Figur 3: Bestanden af personbiler i Danmark pr. 1. januar i perioden 1993-2030.
Pr. 1. januar 2021 var der ca. 2,72 mio. personbiler. I 2030 regner man med, at der vil være ca. 3,26 mio. personbiler, altså ca. 540.000 flere svarende til en stigning på omkring 20 %.
Når man i vejtransportaftalen regner sig frem til CO2-reduktion på 1,0 mio. ton i 2025 og 2,1 mio. ton i 2030, forholder man sig kun til udledningerne på dansk jord. Man ”glemmer” meget belejligt at medtælle CO2-udledningen fra produktionen af de 775.000 ekstra nul- og lavemissionsbiler.
Antager man, at de 775.000 biler fordeler sig med 80% på elbiler og 20% på plug-in-hybridbiler vil der alene ved selve produktionen af bilerne blive udledt ca. 8 mio. ton CO2. [6]
Denne store CO2-udledning sker momentant, når elbilerne bliver produceret, og på den korte bane, vil flere elbiler derfor ØGE den globale CO2-udledning markant. Det er problematisk, eftersom det er NU, at vi skal reducere udledningerne.
Af Figur 4 ses det, at en elbil skal køre ca. 40-45.000 km, før den ud fra et globalt perspektiv får en klimamæssig fordel i forhold til en gennemsnitlig ny fossilbil eller en plug-in-hybridbil
Så et politisk mål, der blindt sigter på flere elbiler, vil altså være skadeligt for klimaet i første omgang.
Figur 4: Forskellige biltypers samlede CO2-udledning i levetiden afhængigt af kørselsomfang. Kilde: Baseret på ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.
Flere veje skaber flere biler
Det er et gammelkendt fænomen, at flere biler skaber flere veje, som skaber flere biler, som skaber flere veje…. Med et fint ord også kaldet induced demand.
Det politiske automatsvar på trængselsproblemer er at bygge nogle flere veje eller at lave et ekstra motorvejsspor. Det er som at tisse i bukserne. De første 3-4 år får man lidt mere plads på vejene, men efterhånden som folk finder ud af, at det er blevet hurtigere at køre på en strækning, vil der blive trukket flere biler til, og inden længe vil man igen stå i den samme trængselssituation som oprindeligt.
I stedet for sådanne automatreaktioner, som er med til at øge den klimaskadelige vejtransport, bør en ansvarlig politiker stille sig det grundlæggende spørgsmål: Hvad skal der til for hurtigt at få nedbragt CO2-udledningerne fra vejtransporten?
Politikere skal ikke reagere på en udvikling; de skal skabe den fremtid, som er nødvendig i den aktuelle klimakrise.
Èn ting er sikkert: at sætte et mål om et vist antal ”nul- og lavemissionsbiler” i et vilkårligt årstal er ikke et passende svar på den klimakrise, vi står i, og sikrer på ingen måde de nødvendige markante og hurtige CO2-reduktioner fra vejtransporten.
Referencer
[1] Det er antaget, at elbilen og plug-in-hybridbilen har batterier med en kapacitet på henholdsvis 40 kWh og 9
kWh. Disse batteristørrelser svarer til elbiler og plug-in-hybridbiler i miniklassen og den lille mellemklasse.
[2] ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.
[3] CO2-udledningen fra plug-in-hybridbiler er dog meget afhængig af blandt andet batteristørrelse, kørselsmønster og opladningspraksis. Her er det antaget, at plug-in-hybridbilen kører 40 pct. på el og 60 pct. på benzin (”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.)
[5]”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.
[6] Egne udregninger baseret på figurer og tekst i tal i ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.
De økonomiske teorier og modeller bevæger sig indenfor sin egen boble, der enten er helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, eller også forsøger man at sætte en pris på naturen.
Vi kan ikke sætte en pris på naturen
Hvad koster udryddelsen af dyre- og plantearter?
Hvad koster irreversible ændringer i klimasystemet?
Hvad koster en ubeboelig planet?
Pointen er, at vi er en del af naturen, og at man simpelthen ikke kan sætte en pris på ovenstående. Det er derfor ekstremt farligt, hvis vi skal lade afgørende beslutninger om vores og andre arters fremtid afhænge af sådan en mangelfuld og indskrænket måde at se verden på.
Konklusion om afgift på drivhusgasser er misvisende
Formandskabet for De Økonomiske Råd har udarbejdet et diskussionsoplæg til Det Miljøøkonomiske Råds møde den 9. marts 2021 om dansk klimapolitik frem mod 2030.
Oplægget peger på, at den samfundsøkonomisk billigste måde at nå reduktionsmålet om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030 er at pålægge alle drivhusgasudledninger en ensartet afgift på 1.200 kr. pr. ton CO2e
I det følgende vil jeg påvise, hvorfor denne konklusion er misvisende og i øvrigt ikke forholder sig til klimaet.
Analyserne i diskussionsoplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er usikre eller ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng:
Klimaloven Der tages udgangspunkt i klimaloven, hvor udledningen af drivhusgasser i Danmark i 2030 skal være reduceret med 70 pct. i forhold til 1990.
Dette mål er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i [1].
Atmosfæren reagerer på den samlede mængde af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.
I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens 70%-punktmål for reduktioner i 2030, men af de samlede drivhusgasudledninger frem mod 2030.
Udgangspunktet for al klimaindsats skal være det såkaldte CO2e-budget.
Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.
Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C [1].
Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget. Klimarådet har anvendt et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet.
Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper, og Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.
Selv med denne usolidariske fordeling blev det danske CO2-budget brugt op allerede sidste år.
Baseline Diskussionsoplæggets beregninger tager udgangspunkt i Energistyrelsens seneste basisfremskrivning medregnet virkninger af politiske aftaler, der er indgået efterfølgende.
Formandskabet peger selv på, at der er stor usikkerhed knyttet til såvel basisfremskrivningen som til virkningerne af de politiske aftaler.
Afgrænsning I diskussionsoplægget foretages alene beregninger for 2030. Beregningerne fortæller dermed ikke noget om reduktionsstien frem mod 2030, der jo netop er altafgørende.
Som nævnt tidligere skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.
Året 2030 er i sig selv irrelevant, men det er i stedet helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
LULUCF Den analyserede drivhusgasbeskatning dækker ikke udledninger fra skov og øvrig arealanvendelse (såkaldt LULUCF), som ellers er med i de officielle opgørelser.
Opgørelse af CO2-udledninger for Danmark De danske udledninger af CO2 er sammensat af flere elementer.
Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip.
CO2-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) tælles således ikke med i opgørelsen [1].
Samlet set betyder det, at kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, medregnes i klimaloven.
Niveau for afgiften på drivhusgasser Størrelsen af drivhusgasafgiften i 2030 på 1.200 kr. pr. ton er i høj grad baseret på en forudsætning om udbredt anvendelse af CCS [2]-teknologi.
CCS-teknologien er på nuværende tidspunkt ikke udviklet i den skala, som er nødvendig.
Hvis CCS-teknologien kun realiseres i mindre grad eller måske endda slet ikke, er drivhusgasafgiften sat alt for lavt.
En følsomhedsanalyse viser, at afgiftsniveauet skal sættes til op imod 2.000 kr. pr. ton CO2e, hvis CCS ikke implementeres i cementindustrien og implementeres i mindre grad på kraftvarmeværker.
Hvis der slet ikke anvendes CCS, skal afgiften som udgangspunkt sættes til et meget højt niveau (ikke kvantificeret).
Det er meget betænkeligt, når man baserer en så vigtig konklusion som niveauet for drivhusgasafgiften på en højst usikker forventning om en markant udbredelse af en endnu ikke fuldt udviklet teknologi.
De økonomiske vismænd ser ikke klimaet
Diskussionsoplægget fra formandskabet for De Økonomiske Råd om dansk klimapolitik frem mod 2030 er misvisende og farligt og kan ikke bruges som udgangspunkt for at tage afgørende beslutninger om vores alles fremtid.
Det er misvisende, fordi analyserne i oplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er enten usikre, baserer sig på fremtidige teknologier eller simpelthen ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng.
Oplægget giver for det første ikke noget belæg for, at en drivhusafgift på 1.200 kr. ton CO2e vil føre til en 70% reduktion af de danske drivhusgasser i 2030.
Herudover er punktmålet om 70% reduktion i klimaloven slet ikke et passende svar på den alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.
Den danske andel af det globale CO2-budget blev brugt op allerede sidste år, og derfor giver det klimamæssigt ingen mening at tale om et tidsperspektiv omkring år 2030.
I stedet er det helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
Det giver diskussionsoplægget ingen svar på.
Herudover er det en systematisk misforståelse og meget farligt at tro, at man kan bruge økonomiske teorier og modeller, som opererer helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, til at foretage afgørende beslutninger, der potentielt kan bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.
[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
Hverken 2030 eller 2050 er relevante tidsperspektiver i en klimamæssig sammenhæng. Det er i stedet afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”Klimaneutralitet i 2050” er IKKE meningsfulde svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.
Det er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.
Klimaloven er en hensynsløs og farlig strategi
Hele den strategi er ikke kun uærlig, den er også hensynsløs og farlig.
Klimavidenskaben fungerer tilsyneladende ikke for vores lederes politiske ambitioner, så de har påtaget sig selv at ændre tidslinje og den hast, hvormed der skal handles.
Man udelader eller manipulerer betydningen af vigtige pointer fra klimavidenskaben, således at det opfattede behov for hurtig og øjeblikkelig handling underspilles.
Og hvorfor gør man det?
Det er selvfølgelig kun en fornemmelse, men de tunge løft, der kræves for at nedbringe brugen af fossilt brændstof på meget kort tid, ville forårsage massiv opløsning af det økonomiske system. Regeringer ville være nødt til at lovgive om afgørende CO2e-reducerende reguleringer og indlede streng overvågning med truslen om store bøder og endda fængsel for virksomhedsledere, der fanges i at bryde reglerne.
Forretningsmodeller skulle genopfindes, og virksomheder ville blive tvunget til at foretage massive investeringer. Det system, der har beriget klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer, ville være nødt til at gennemgå en samvittighedsundersøgelse og selvransagelse og lade sig undergå revolutionerende ændringer.
Virksomhedsoverskud og aktieporteføljer ville helt sikkert stå over for nogle vanskelige år, og alt dette ville bare være for meget at bære for de 0,001%, der gør det klart for politikerne, at de ikke vil have noget at gøre med det.
De magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer har talt, og hvis politikere ønsker fortsat støtte og måske mulighed for en lukrativ ansættelse efter tiden på Christiansborg, har de deres ordrer; at forsinke klimaindsatsen og holde ressourceplyndringssystemet på plads.
Så stik imod et bjerg af peer-reviewed data og forskning har nogen (politikerne?) besluttet at vildlede offentligheden og kaste terningerne på en hensynsløs strategi kaldet “70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050”.
En strategi, der vil forsinke emissionsreduktioner (mens økosystemer fortsætter med at destabiliseres) med håb om, at vi vil være i stand til at finde nogle magiske teknologier (intet findes i øjeblikket i nogen meningsfuld skala) til at trække CO2 ud fra atmosfæren, og derefter vil planeten på magisk vis glide sikkert ind mod ”2050 klimaneutralitet”. Selvfølgelig vil det arktiske økosystem (blandt andre) til den tid sandsynligvis være kollapset.
Kollaps af det nuværende samfund er ikke uundgåeligt, men det er sandsynligt, medmindre klimaet og biodiversiteten med det samme får den absolut højeste prioritet i økonomi og politik som passende svar på den nødsituation, vi står midt i.
Vi står i en klima- og biodiversitetsnødsituation
Lige nu står vi i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [1]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning”
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Selv denne temperaturstigning på 1,2°C er allerede farlig. Mange økosystemer står overfor at passere såkaldte tipping points, som er processer i klimasystemet, der eskalerer og passerer en grænse, hvorefter processen ikke kan gå tilbage igen – eller i hvert fald har meget svært ved det.
Tre vitale økosystemer har allerede passeret tipping points:
Great Barrier Reef er inde i en dødsspiral, da revene ved det nuværende opvarmningsniveau i gennemsnit vil blive bleget ca. en gang hvert tredje til fjerde år [2], mens det tager ca. 10 år at genoprette.
Vestantarktiske gletsjere har passeret et tipping point [3]. En temperaturstigning på 1,5°C er tilstrækkelig til, at afsmeltningen af den vestantarktiske is løber løbsk [4].
Smeltning af den arktiske havis accelererer
Jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og klimavidenskaben forbedrer hele tiden deres meget avancerede klimamodeller. Der er dog stadig mekanismer, sammenhænge og effekter, som man ikke helt har forstået og kan beskrive.
IPCC er kendt for at være meget forsigtige og konservative med deres udmeldinger, og der er mange forskellige former for usikkerhed, der indgår i IPCC’s forskellige rapporter.
Her skal blot fremhæves nogle af de vigtigste:
Hvor meget er den globale gennemsnitstemperatur allerede steget? For at vide, hvor stort råderummet er for at udlede drivhusgasser, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under eller på 1,5°C, må vi først have et nogenlunde sikkert skøn for, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur allerede er steget siden før-industriel tid. Undersøgelser peger på, at den globale gennemsnitstemperatur er steget mere end antaget i beregningerne.
Hvor stor en temperaturstigning ligger allerede indbygget i klimasystemet? Jordens klimasystem reagerer med en vis træghed. Det betyder, at vi først kan se og måle den fulde effekt af de drivhusgasser, vi udleder, flere årtier efter, at udledningerne er standset. Hvis vi forestiller os, at vi kunne standse alle udledninger af drivhusgasser med det samme, ville temperaturen altså blive ved med at stige, indtil klimasystemet nåede en ny ligevægt.
Usikkerheder omkring tipping points En anden stor usikkerhed i IPCC’s beregninger er, at man ikke har medtaget visse af de tilbagekoblingsmekanismer (også kendt som positive feedback loops), som forstærker den globale opvarmning ud over, hvad udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser direkte medfører.
Overshoot – at sprænge råderummet (midlertidigt) IPCC regner i flere af reduktionsscenarierne [5] med, at man i højere eller lavere grad ikke kan undgå at ”skyde over målet”. Det vil sige, at reduktionerne ikke er tilstrækkelige til, at man kan holde sig inden for 1,5°C eller i værste fald 2°C temperaturstigning. Man regner så i stedet med at kunne ’reparere på skaden’ ved f.eks. at opsuge CO2 fra atmosfæren ved hjælp af teknologiske løsninger og herefter deponere denne CO2. Resultatet skulle blive, at man får bragt CO2-koncentrationen og dermed også temperaturstigningen ned under det kritiske niveau igen. Der er dog flere svagheder ved overshoot-strategien, som gør den meget risikabel at regne med.
Hvad forårsager temperaturstigninger?
Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.
Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger.
Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget [6] .
Der er forskellige måder at beregne dette budget på, og beregningerne er altid forbundet med usikkerheder og forskellige sandsynligheder for at nå målet. Det er altså ikke muligt at beregne sig til en helt eksakt mængde på grund af de usikkerheder, der ligger i beregningerne.
Som nævnt er CO2 (kuldioxid) den dominerende drivhusgas, men der er også andre drivhusgasser som f.eks. metan (CH4), lattergas (N2O) og såkaldte F-gasser. Disse drivhusgasser omregnes til CO2-ækvivalenter (CO2e) i sammenligninger og sammenregninger, da forskellige drivhusgasser har forskellige opvarmningseffekter.
I virkeligheden skulle man regne med et CO2e-budget fremfor et CO2-budget. Af forskellige årsager opererer klimavidenskaben med et CO2-budget, hvilket også til dels er retvisende, så længe andre drivhusgasser udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele den periode, man ser på. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
Vi ser en tendens til, at andelen af andre drivhusgasser øges, så i virkeligheden burde CO2-budgettet reduceres i overensstemmelse hermed.
Det er muligt at omregne CO2-budgettet til et CO2e-budget, hvilket dog ikke har været en mulighed indenfor rammerne af nærværende arbejde. Herudover er det vanskeligt at finde tal for CO2e, når man gerne vil have udspecificeret de enkelte sektorers bidrag til de samlede CO2e-udledninger.
Ud fra ovenstående betragtninger, vil der i de følgende beregninger blive taget udgangspunkt i CO2. Begrebet drivhusgasser vil dog også blive omtalt, specielt i forbindelse med klimaloven, som relaterer til CO2e.
I nærværende arbejde ønskes der at give et indblik i størrelsesordenen af de udfordringer og tidsperspektiver, vi står overfor i klimamæssig sammenhæng. Resultaterne skal ses med behørig respekt overfor de forhold omkring CO2e og CO2, som der er redegjort for i foranstående.
Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.
I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval.
Globalt CO2-budget
Det globale CO2-budget [7] vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.
Og så er der endda ikke i tilstrækkelig grad taget højde for effekten af de såkaldte feedback-loops og tipping points.
Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet.
Som nævnt tidligere er der mange usikkerheder forbundet med opgørelsen af CO2-budgettet. Man skal derfor være påpasselig med at anvende CO2-budgettet som en målestok for klimaindsatsen. På den anden side er det på nuværende tidspunkt det bedste instrument, vi har i værktøjskassen. Eftersom CO2-budgettet for de fleste parametre vurderes som værende konservativt, vil anvendelsen formentlig også give resultater som er til den konservative side.
Klimaloven og opgørelse af CO2e-udledninger for Danmark
Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.
Klimaloven er desværre på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:
Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
I opgørelserne tæller man kun en mindre del af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.
Opgørelser af CO2e-udledninger er misvisende
De danske udledninger af CO2e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO2e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre del af de samlede CO2e-udledninger.
I Figur 1 ses sammensætningen af CO2-udledninger fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.
Figur 1: CO2-udledning fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.
Det ses, at CO2-udledninger fra økonomiske aktiviteter indenfor Danmarks grænser, der sammen med LULUCF [8] (ændringer i arealanvendelse og skovbrug) udgør den del, som medregnes i klimaloven, er faldet væsentligt i perioden 1990-2019.
Samtidig er CO2-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.
Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.
Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.
Danmarks andel af det globale CO2-budget
Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.
FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [9] .
Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.
Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet [10]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.
Starttidspunktet for det globale CO2-budget er 1. januar 2018, hvor det blev beregnet til at være 420 mia. ton CO2. I 2018 og 2019 var de globale CO2-udledninger henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton. Efter at man i 2021 havde kvantificeret en række usikkerheder, blev det oprindelige budget på 420 mia. ton nedjusteret til 230 mia. ton gældende pr. 1. januar 2020 [11].
Fordeles dette efter Danmarks andel (0,075%) af verdens befolkning, er Danmarks ikke-korrigerede CO2-budget pr. 1. januar 2020 ca. 173 mio. ton CO2.
Da Danmarks udslip i 2018 og 2019 var væsentligt større, end hvad befolkningsandelen berettiger til, skal ovenstående budget korrigeres på en retvisende måde. Dette “merudslip” skal trækkes fra budgettet. Dette skal gøres for hver enkelt opgørelsesmetode (klimaloven, klimaloven + biomasse osv.).
Resultaterne af dette er opsummeret i Tabel 1.
I 2018 og 2019 havde Danmark ”ret” til at udlede 0,075% af de globale CO2-udledninger på henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton CO2, hvilket svarer til 31,7 og 31,9 mio. ton CO2.
Bruges klimaloven som opgørelsesmetode, udledte Danmark i 2018 og 2019 henholdsvis 40,9 og 39,3 mio. ton CO2. Dermed har de udledt 40,9 mio. ton CO2 – 31,7 mio. ton CO2 = 9,2 mio. ton CO2 for meget i 2018 og 7,4 mio. ton CO2 for meget i 2019.
Dette trækkes fra det ikke korrigerede budget på 173,4 mio. ton CO2, således at det korrigerede CO2-budget pr. 1/1-2020 i dette tilfælde bliver 156,9 mio. ton CO2.
Tabel 1: Opgørelse af Danmarks CO2-budget pr. 1. januar 2020 ved forskellige opgørelsesmetoder
Det danske CO2-budget er brugt op
I Tabel 2 ses, hvornår det danske CO2-budget er brugt op, hvis vi fortsætter udledningen af drivhusgasser med det nuværende tempo [12] og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.
Tabel 2: Årstal hvor den danske andel af CO2-budgettet er brugt op, hvis vi fortsætter den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.
Når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer) opbrugte Danmark allerede dets CO2-budget sidste år.
Fortsætter vi den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op allerede næste år (2022), når man medtager CO2-udledninger omfattet af klimaloven + biomasse.
Medtages udelukkende CO2-udledninger omfattet af klimaloven, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op i 2023.
Det er altså et ekstremt kort tidsperspektiv, vi skal holde vores ambitioner op imod.
Derfor giver det absolut ingen mening at tale om tidsperspektiver som 2030 og 2050. Vi kan ikke vente 10 eller 30 år med at forsvare os i en krig. Det er NU. Alt skal mobiliseres.
Succeskriterier skal afspejle klimavidenskaben
Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.
I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.
Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.
Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.
Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod et fast CO2-budget, som dog bør justeres, hvis ny viden i klimvidenskaben tilsiger det.
Hvilken sti skal vi følge?
Danmark har allerede udledt så store mængder CO2, at CO2-budgettet blev brugt op sidste år (2020), når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer).
Vi har kun et reelt CO2-budget at tære af, hvis man udelukkende vælger at medregne CO2-udledninger fra aktiviteter omfattet af klimaloven og klimaloven + biomasse.
Det er selvfølgelig kun ved skrivebordet eller i et regneark, at vi selv kan ”vælge”, hvordan vi opgør CO2-udledningerne. Klimaet er ligeglad med regneark.
Men lad os for et øjeblik købe den falske præmis, at vi kun medregner CO2-udledninger fra aktiviteter relateret til klimaloven og klimaloven + biomasse.
Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.
Vi har meget begrænsede muligheder for selv at vælge vores reduktionssti. Vi kan ikke vente med at reducere, men skal gøre det allerede fra i år, og det vil sige NU.
I det følgende vælges en lineær reduktionssti, hvor man starter reduktionerne i 2021. Resultaterne ses i Figur 2.
Den blå kurve (klimaloven) viser, at man med årlige reduktioner på knap 5 mio. ton CO2 pr. år kan holde sig indenfor CO2-budgettet, som vil være brugt op i 2027, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.
Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at vi skal reducere udledningen med 16,7 mio. ton CO2 pr. år frem mod 2023, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.
Figur 2: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante lineære reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.
Vi skal altså have en meget hurtig reduktion af CO2-udledningerne. Med en lineær reduktion startende i 2021 vil CO2-udledningen være nul i årstallene som anført i Tabel 3.
Tabel 3: Årstal hvor de danske CO2-udledninger er nul ved en lineær reduktion startende i 2021 og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen, man tager med i 0pgørelsen.
Man kan også vælge en eksponentielt aftagende reduktion af CO2-udledningerne, hvor de største reduktioner ligger i starten af perioden. Her starter reduktionerne ligeledes i 2021.
Resultaterne ses i Figur 3.
Den blå kurve (klimaloven) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 24% pr. år (8,6 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2036 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.
Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 47% pr. år (25,2 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2028 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.
Figur 3: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante eksponentielt aftagende reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.
Der er stor forskel på, om man tager udgangspunkt i en lineær reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme mængde år for år, eller om man vælger en eksponentiel reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme procentdel år for år.
Den første strategi gør det næsten umuligt at holde sig inden for budgettet, men den sidste strategi giver lidt mere rum. Men den kræver til gengæld, at man hurtigt foretager drastiske nedskæringer i udledningerne af CO2, hvilket kræver langt større politisk vilje og mod.
Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.
Opsummering
Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050” er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.
Det er afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
Klimaloven er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Det betyder, at vi lige nu står i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.
Atmosfæren og klimaet reagerer på den akkumulerede udledning af drivhusgasser.
I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval, altså den reduktionssti, man følger.
Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.
Klimaloven er på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:
Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
I opgørelserne tæller man kun ca. en tredjedel af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.
CO2e-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international skibs- og flytransport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) regnes IKKE med i klimaloven.
Klimaet er ligeglad med den slags skrivebords- og regnearksøvelser.
Regner man det hele med, blev den danske andel af det globale CO2-budget brugt op i 2020.
Referencer
[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
[2] King, AD, Karoly, DJ & Henley, DJ 2017, “Australian climate extremes at 1.5 °C and 2 °C of global warming”, Nature Climate Change, vol. 7, pp. 412–416.
[3] Rignot, E 2014, “Global warming: it’s a point of no return in West Antarctica. What happens next?”, The Guardian, 18. maj.
[4] Beltran, C et al, 2020, “Southern Ocean temperature records and ice-sheet models demonstrate rapid Antarctic ice sheet retreat under low atmospheric CO2 during Marine Isotope Stage 31.”
[5] [5] https://report.ipcc.ch/sr15/pdf/sr15_spm_final.pdf – side 20. Reduktionsscenarierne er ikke udført af IPCC selv, men af forskningsinstitutioner verden over. IPCC vurderer hundredvis af scenarier og inddeler dem i grupper, alt efter hvilke temperaturstigninger, de hver især forudsiger for år 2100.
[6] og [7] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
[8] Forkortelse for land use, land-use change and forestry.
[9] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.
[10] ”Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik
[11] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9
[12] CO2-udledninger for 2020 er ikke opgjort endnu, men forventes iflg. Global Carbon Project at falde ca. 7% i forhold til 2019.
Gennem partnerskabsprojektet DK2020 har foreløbig 66 danske kommuner forpligtet sig til at udvikle klimahandlingsplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger.
Desværre kommer klimahandlingsplanerne ikke til at opfylde målsætningerne.
Kommunerne følger ellers velmenende de overordnede rammer og præmisser, som er blevet udstukket af DK2020, men det er et afgørende problem, at disse rammer og præmisser helt misfortolker Parisaftalens målsætninger.
Denne alvorlige misfortolkning afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig, men i stedet leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation.
Hvordan det hænger sammen, vil jeg redegøre for her.
Hvad siger Parisaftalen?
Med Paris-aftalen fra 2015 satte 195 lande en fælles målsætning om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2°C og stræbe efter at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C [1].
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [2]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
Der er altså al mulig grund til at holde temperaturstigningen under 1,5°C.
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C. Så vi har vanvittigt travlt.
Hvor travlt har vi?
Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, forvalter jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.
Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.
Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.
Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [3]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025[4].
Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.
Vi skal regne på den rigtige måde
Med et CO2-budget afgøres succeskriterier ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.
Man har fejlet katastrofalt, hvis man lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.
Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal.
Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget CO2 vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.
Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [3], [4].
CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.
Hvilken sti skal vi følge?
Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.
I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier. På ene sti (blå) starter man en lineær reduktion af CO2-udledningerne allerede i år (2021), mens man på den anden sti (rød) venter med at reducere til 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.
I en stor del af 2020 har vi haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.
Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
Den enorme forskel mellem at starte CO2-reduktionen nu fremfor at vente træder tydeligt frem.
Starter vi nu, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad vi har set i en situation med en COVID-19 pandemi.
Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en ekstremt stor reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.
Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.
Klimahandlingsplanerne opfylder ikke Parisaftalen
Ovenstående gennemgang illustrerer tydeligt, at hastighed og omfang er altafgørende, når man skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.
Vi skal realisere enorme CO2-reduktioner i et hidtil uset tempo.
Nu er vi ved at have fundet frem til svaret på det indledende spørgsmål om, hvorfor kommunernes klimahandlingsplaner ikke opfylder Parisaftalens målsætninger.
I DK2020 har man sat som succeskriterie for klimahandlingsplanerne, at kommunerne skal være klimaneutrale senest i år 2050. Hermed begår man den meget alvorlige fejl, som er beskrevet tidligere i dette indlæg:
Man sætter et punktmål op (klimaneutralitet) for et specifikt år (2050) uden overhovedet at forholde sig til reduktionsstien.
Dermed har DK2020 udstukket nogle rammer og præmisser, som helt misfortolker Parisaftalens målsætninger, hvilket afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig.
Hvad der er endnu mere bekymrende er, at ”kommunerne arbejder med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40” [5].
Hvor ambitiøse kan de byer lige være?
Prikken over i’et kommer ved at læse på partnernes hjemmesider. Her fremføres, at de danske kommuner i DK2020-projektet ”følger i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden” og er ”med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer” [5].
Normalt er det attraktivt at være med til at skrive historie, men ikke her, hvor kommunerne ender på den forkerte side af historien.
[2] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
[3] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9
[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
Vær på vagt næste gang, nogen taler om 70% reduktion i 2030 eller klimaneutralitet i 2050.
Den kollektive glansfortælling om klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at vi er reddet, bare vi når de opsatte klimamål. Alt imens politikere samt klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer køber tid til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.
Virkeligheden er, at klimaloven med dens målsætninger om en reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% og klimaneutralitet i 2050 er helt utilstrækkelig og leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.
CO2-budgettet kan være brugt op inden 2025
Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [1]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025 [2].
Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 67% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.
Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.
Fortæl os sandheden
Vi må kræve, at politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer samt medier fortæller os sandheden: Fortsætter vi som hidtil, er vores CO2-budget i bedste fald brugt op om mindre end 5 år.
Vi må ikke hægte vores planlægning og succeskriterier op på klimaloven. Klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at de politiske tiltag og de ”historiske” aftaler er fuldt ud tilstrækkelige. Imens fortsætter vi vores liv mere eller mindre som hidtil bortset fra enkelte småjusteringer. Men hvad skulle vi ellers gøre, når magthaverne ikke fortæller sandheden?
Det er selvfølgelig heller ikke rart at fortælle sandheden, når sandheden er ubehagelig.
Klimaloven er et farligt monster
Glem alle skønmalerier om 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Vi kan ikke bruge den nuværende klimalov til noget. Tværtimod er den et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.
Hvad siger klimavidenskaben?
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Det er de samlede udledninger af drivhusgasser i en given periode, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger og dermed hvor voldsomme klimaforandringer, vi kommer til at opleve.
Vi skal regne på den rigtige måde
En af de vigtige pointer fra klimavidenskaben er, at vi ikke må begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke år.
Vi skal i stedet holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter.
Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [2]. Vi skal løbende justere CO2-budgettet alt efter, hvor meget vi udleder og den nyeste klimavidenskab.
CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.
Det er således helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.
Hvordan ser stien ud lige nu?
I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier, hvor man starter en lineær reduktion af CO2-udledningerne i henholdsvis 2021 og 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.
Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
Vi har i en stor del af 2020 haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.
Starter vi med at reducere CO2-udledningerne lineært i 2021, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad der er hændt i en situation med en COVID-19 pandemi.
Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en meget større reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.
Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.
Tidsperspektivet og omfanget er altafgørende
Det illustrerer tydeligt, at tidsperspektivet og omfanget er altafgørende, når vi skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.
Figur 1 viser yderligere, at CO2-udledningerne på globalt niveau maksimalt må være 20,8 mia. ton CO2 og 2,3 mia. ton CO2 i henholdsvis 2025 og 2030 (under forudsætning af at CO2-reduktionerne starter i 2021 og følger den angivne sti).
Dette svarer til en udledning på ca. 2,6 ton CO2 pr. person i 2025 og ca. 0,3 ton CO2 pr. person i 2030. Til sammenligning udledte hver dansker i 2019 gennemsnitligt ca. 6-22 ton CO2 (afhængig af hvor meget man inkluderer).
Vi er i gang med at underminere en behagelig og sikker fremtid for klodens beboere.
Så kære politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer og medier: Drop glansfortællingen om klimaloven, tag ansvaret på jer og fortæl os sandheden og handl på en måde, som afspejler, at vi reelt står i menneskehedens største nødsituation.
Referencer
[1] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9
[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
I 30 år har jeg været vidne til manglende handling fra politikere, virksomheder og beslutningstagere. Man har i endnu længere tid bevidst valgt at ignorere klimavidenskaben og fortsat en uhæmmet vækst på en planet med begrænsede ressourcer.
Nu står vi så midt i en alvorlig klima- og biodiversitetskrise, hvor den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.
Samfundet skal ændres fuldstændigt
Situationen kalder på omfattende, hidtil usete og øjeblikkelige handlinger med grundlæggende ændringer af alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier.
Ændringer af et sådant omfang kan ikke realiseres, hvis man politisk som nu rykker lidt rundt på kommaer i målsætninger og handlinger, der samtidig er formuleret, omtales og præsenteres på en måde, der giver indtryk af at være rigtig ambitiøst og være et passende svar på de udfordringer, vi står i.
Målsætninger og handlingsplaner der, når man tager sig tid og nærlæser relevante dokumenter, viser sig at være fuldstændig uambitiøse og helt utilstrækkelige.
Klimaet er ramt af kreativ bogføring
Skiftende regeringer ynder at kalde Danmark for et grønt foregangsland. Intet kunne være mere forkert.
Hver dansker er ansvarlig for udledning af 22 tons drivhusgasser til atmosfæren om året, og dermed er danskernes klimaaftryk blandt verdens højeste målt pr. indbygger.
Klimaloven tilsiger, at vi i 2030 skal have reduceret vores udledning af drivhusgasser med 70% i forhold til 1990. Det lyder jo relativt ambitiøst.
Man glemmer bare at fortælle hele historien, som bl.a. omfatter kreativ bogføring og politisk bestemte bogføringsprincipper. Regnskaber kan se flotte ud, når man udelader væsentlige poster, og det er lige præcis det, man gør i klimaregnskabet.
I figuren nedenfor ses drivhusgasemissioner fra danske aktiviteter fra 1990 – 2019 fordelt efter kilde.
Emission af drivhusgasser fra danske aktiviteter efter kilde i perioden 1990-2019
Den grå flade repræsenterer udledninger fra aktiviteter, som er indregnet i klimaloven. Heraf ses det, at udledningen af drivhusgasser er faldet mærkbart i perioden 1990-2019.
Det er så den officielle fortælling. Den fortælling, som hele klimadebatten tager sit udspring i. Desværre også den fortælling, som svarer til en selfie, hvor der er brugt så meget photoshop, at man slet ikke kan genkende motivet.
De officielle tal er vildledende, fordi de ikke inkluderer international luft- og skibsfart og forbrugsbaserede udledninger. Herudover indregnes heller ikke den store mængde CO2, der udledes, når vi brænder biomasse af i den danske energiproduktion (samt hos de private husholdninger), da man fejlagtigt har valgt at betragte biomasse som CO2-neutral.
På den måde regner man kun godt en tredjedel af drivhusgasudledningerne fra danske aktiviteter med i de officielle regnskaber. Det er så desværre også kun den tredjedel man altid hører omtalt i klimadebatten.
Det er ud fra denne tredjedel, at politikere taler, og det er ud fra denne tredjedel, at der bliver ført diskussioner, sat politiske mål og vurderet virkemidler samt effekter.
Med stolthed i stemmen bryster politikere og de store industrier sig af, hvor godt man er lykkes med at reducere drivhusgasudledninger fra 1990 og til nu.
I virkeligheden er drivhusgasudledningerne fra danske aktiviteter ikke faldet men steget markant siden 1990.
Når man inkluderer international luft- og skibsfart, afbrænding af biomasse og forbrugsbaserede udledninger, er udledningen af drivhusgasser steget mærkbart i perioden 1990-2019. Det er så noget sværere at være stolt af.
Diplomatisk sagt, så males der et skønmaleri af udviklingen i og størrelsen af de danske drivhusgasudledninger. Udtrykt i knapt så diplomatiske termer kunne man alt efter temperament karakterisere fortællingen som misinformation, uredelighed, manipulation eller bedrag.
Danmarks CO2-budget er brugt op
Vi skal holde os under en global temperaturstigning på 1,5 grader for at undgå, at de mekanismer og processer, som regulerer planetens tilstand, kommer ud af kontrol (tipping points).
Det kan vi gøre med en vis sandsynlighed ved at overholde verdens resterende CO2-budget. Fordeles dette ligeligt blandt alle mennesker i verden, var Danmarks CO2-budget pr. 1. januar 2018 ca. 325 mio. ton CO2.
Desværre havde vi allerede brugt budgettet i juni 2020. Prøv lige at lade det synke ind. Danmark må ikke udlede flere drivhusgasser overhovedet. Nogensinde. Politikere, beslutningstagere og borgere har forsømt at handle i så mange år, at vi i princippet er faldet ud over kanten nu.
Set i det lys er klimaloven og de tilhørende diskussioner om tiltag fuldstændigt uambitiøse og helt utilstrækkelige.
Regeringen, Folketinget og medier svigter på det groveste deres ansvar om at formidle, at vi befinder os i en klima- og biodiversitetsnødsituation.
Vi skal have daglige pressemøder om dette med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af sidste år deres særrapport, SR15 [1]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Der vil ske uoprettelig skade på vores klode, hvis vi overstiger 1,5 graders global opvarmning.”
I 2018 var middeltemperaturen allerede øget med 1°C.
Mange af verdens regeringschefer var samlet i Paris i 2015, hvor de blev enige om at arbejde for, at den globale middeltemperatur højst må være 1,5°C højere end før-industrielt niveau. Aftalen blev kaldt Paris-aftalen.
Men hvordan går det så med at efterleve Paris-aftalen?
For det første er der en betydelig kløft mellem, hvad regeringerne har lovet at gøre, og hvad de rent praktisk har gjort indtil videre.
Hvad værre er, at selv hvis landene indfrier nuværende løfter, mål og politikker samt indfører ekstra endnu ikke-implementerede initiativer, er man meget langt fra at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C.
Hvor langt fra kan man se i figuren, hvor effekterne på den globale middeltemperatur er illustreret for tre scenarier [2].
Forøgelse af global middeltemperatur i år 2100 ved forskellige scenarier
De tre scenarier fører til en temperaturforøgelse på mellem ca. 2,3°C og 4,3°C med et gennemsnit på omkring 3°C.
Med landenes annoncerede klimamål vil temperaturen stige med omkring 3 grader, og dermed er vi altså meget langt fra at kunne indfri Paris-aftalens mål.
Vi er på vej ad en sti, hvor der vil ske uoprettelig skade på vores klode, så der er behov for at skrue gevaldigt op for ambitionerne og få sat gang i hidtil usete handlinger og tiltag.
Referencer
[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
Jeg blev meget overrasket og så alligevel ikke, da jeg åbnede ugens udgave af Ingeniøren.
Et af danmarkshistoriens største olie- og gasprojekter er ved at blive igangsat af Total E&P.
På et tidspunkt, hvor klimakrisen mere end nogensinde kræver stop for brug af fossile brændstoffer, går man i den stik modsatte retning af, hvad der er nødvendigt.
Det såkaldte Tyra-felt i Nordsøen, som er Danmarks største naturgasfelt, skal genopbygges for ca. 21 mia. kr. Tyra-feltet producerer både olie og naturgas og tegner sig for 90% af den danske naturgasproduktion.
Siden opførelsen i 1984 er platformene sunket 5 meter og kræver derfor en større ombygning. I går morges blev det store felt så lukket. [2]
De næste tre år skal Danmark derfor importere naturgas fra Tyskland, indtil genopbygningen af Tyra er færdiggjort. [3]
Når produktionen efter planen genoptages i sommeren 2022, forventes den at fortsætte i mindst 25 år.
Baggrunden for projektet er, at A.P. Møller-Mærsk i 2017 truede regeringen med at lukke Tyra-feltet ned, hvis ikke staten accepterede en række nye og mere lempelige betingelser i Nordsøen for Mærsk. Kort tid efter indgik staten og Mærsk en aftale, hvor Mærsk fik en række økonomiske fordele. [4]
Daværende Maersk Oil (nu Total E&P) og Dansk Undergrunds Consortium (DUC) godkendte i slutningen af 2017 den fulde genopbygning af Danmarks største gasfelt, Tyra. Den største olie- og gasprojektinvestering nogensinde i Nordsøen. [5]
På en eller anden måde er projektet gået under radaren. Et projekt, hvor vi binder os til fortsat udvinding af fossile brændstoffer meget langt ud i fremtiden.
Ombygningen af Tyra-feltet rimer meget dårligt med en klimamålsætning om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030. Det må derfor være noget, som regeringen og dens støttepartier vil kaste sig over.
Vi er nødt til at få sat en stopper for disse planer. Feltet er lukket ned nu og bør være det i al evighed.
Hvor længe kan regeringen og de fleste øvrige partier fortsætte med at bedrage vælgerne?
På regeringens hjemmeside kan man bl.a. læse: ”Venstre tager klimaforandringerne meget seriøst.”
Figur 1: Olieplatform [2]Ved en konference afholdt 28. marts 2019 udtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om de globale klimaforandringer: ”Der findes ikke noget større problem. Det handler om menneskehedens overlevelse…“… “Der er i den grad brug for løsninger. Tiden er ved at rinde ud”. [1]
Det er svært at genkende bekymringerne, når man tænker på, at der jævnligt bliver afholdt udbudsrunder om koncessioner (tilladelser) til efterforskning og indvinding af olie og gas i Nordsøen. Den seneste (8. udbudsrunde) havde udløbsfrist 1. februar 2019. Energistyrelsen modtog ansøgninger fra 4 selskaber:
Ardent Oil Ltd. (Storbritannien)
Lundin Norway AS (Norge)
MOL Dania ApS (Danmark/Holland)
Total E&P Danmark A/S (Danmark/Frankrig)
I den forbindelse udtalte energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt:
”Jeg er tilfreds med antallet af ansøgninger i 8. udbudsrunde. Det bekræfter, at det danske Nordsøområde betragtes som et stabilt og attraktivt forretningsområde. Det er positivt, for vores Nordsøaktiviteter bidrager med indtægter til samfundet, og selvom Danmark er godt på vej i omstillingen til et lavemissionssamfund, vil olie og gas forsat være en vigtig del af det globale energisystem i en del år endnu”. [3]
Energistyrelsen planlægger at afholde nye udbud hvert andet år og dermed at åbne den 9. udbudsrunde i 2020.
Det skal i øvrigt nævnes, at alle partier i Folketinget på nær Alternativet og Enhedslisten støtter fortsatte udbudsrunder om koncessionerne til efterforskning og indvinding af olie og gas.
Den 4. april 2019 var der 1. behandling i Folketinget af et beslutningsforslag B 85 fremsat af Alternativet, som er et forslag til folketingsbeslutning om en plan for afvikling af olie- og gasproduktionen i Nordsøen over en periode på 10 år. Lars Chr. Lilleholt indledte med: ”Jeg vil gerne starte med at slå fast, at regeringen ikke kan støtte forslaget”. Af de øvrige partier, som står uden for den nuværende regering, var det kun Enhedslisten, der støttede op om forslaget. [4]
De allerede eksisterende koncessioner rækker langt ud i fremtiden. De nye tilladelser, som skal gives blandt de fire ansøgere fra 8. udbudsrunde, indeholder en periode på 6-10 år til efterforskning samt en periode på 30 år til egentlig indvinding. Fra tidspunktet, hvor tilladelsen gives, er den danske stat således bundet til en produktion af olie og gas i 36-40 år. [5]
Man binder sig altså til fortsat udvinding af fossile brændstoffer meget langt ud i fremtiden – og endda langt længere end til 2050. Vi går dermed den stik modsatte vej af, hvad der er nødvendigt.
FN’s klimapanel har peget på, at vi skal begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader, hvis vi skal stabilisere klimaet på et niveau, som ikke bringer økosystemer og vores samfund i alvorlig fare.
Vi ser allerede en temperaturstigning på 1,0 grader. Selv hvis vi i dag standsede alle menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, vil den globale gennemsnitstemperatur stige med ca. 0,5 grader mere [6].
Så vi har i realiteten allerede nået grænsen. På trods af det steg CO2-udledningerne sidste år i Danmark, ligesom de gjorde det globalt, så vi er på vej endnu længere ud over kanten.
Jeg ved dårligt nok, om man skal grine eller græde over den fuldstændige mangel på virkelighedssans fra hovedparten af de politiske partier. At politikerne derudover siger, at de vil bekæmpe klimaforandringer, men i virkeligheden gør det modsatte, udhuler i den grad tilliden til dem og deres formåen.
Hvis vi skal have bare en chance for at nå det nødvendige klimamål, har vi brug for ”hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder” [7].
