Danmark må ikke udlede mere CO2

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods mere end 30 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Danmark burde stoppe alle CO2-udledninger i morgen

Men hvordan skal dette resterende globale CO2-budget fordeles mellem de forskellige lande i verden?

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [2].

Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.

Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [3], Klima og Omstillingsrådet [4] samt Kraka-Deloitte [5].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

Vi har et alvorligt demokratisk problem

Desværre kommer den politiske debat aldrig i nærheden af at adressere den faktiske situation. Medierne burde tale om dette døgnet rundt, men de svigter også deres ansvar. Vinklingen er skæv, og det journalistiske niveau i de store medier er for lavt.

Danske politikere og virksomheder benytter enhver lejlighed til at bryste sig af at være et klimamæssigt foregangsland. Men det er jo ikke sandt. En løgn bliver ikke sand ved at gentage den, men glansbilledet hjælper med at aflede borgernes opmærksomhed og ansvarsfølelse væk fra de virkelige udfordringer.

Vi står foran et klima- og biodiversitetsmæssigt kollaps med et heraf følgende samfundskollaps. Det er en nødsituation.

En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.

Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Medierne ville ikke beskæftige sig med andet.

Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem. Hvad gør vi, når vores politikere og medier ikke lever op til deres ansvar?


Referencer

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2]FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[3] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

The CO2-budget and EU

Climate science has calculated that from 1 January 2020, there is “room” for 300 billion tonnes more CO2 in the atmosphere [1]. This is called the CO2 budget.

In addition, there is also “space” for a quantity of other greenhouse gases corresponding to approx. 88 billion tonnes of CO2 equivalents [2] (CO2e).

The sum of the two, which can be called the total greenhouse gas budget, was therefore 388 billion tonnes CO2e applicable from 2020.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse
Distribution of greenhouse gas budget – by population

The global greenhouse gas budget must somehow be distributed to the various countries and the EU.

Several principles of distribution exist. Here the distribution is based on a principle in which all people on earth have the right to an equal share of the present total greenhouse gas budget.

In 2019, there were approx. 0.45 billion people in the EU27 [3], while in the whole world there were approx. 7.71 billion people [4].

The EU-population thus amounts to approx. 5.8 % of the World’s population.

The EU27 can then be allocated 5.8% of the World’s greenhouse gas budget, which corresponds to approx. 22,447 million tonnes CO2e per January 1, 2020.

Emissions for 2020 have not yet been finally calculated, but in 2019 it was 3.6 billion tonnes CO2e [5].

If you continue with the same level of emissions as in 2019, the greenhouse gas budget will have been used up already in the year 2026.

Necessary reductions

One must put together the annual reductions in a way so that the greenhouse gas budget is not exceeded. This can be done in many ways, which is also called reduction paths.

One way is to reduce CO2e emissions by a fixed amount each year.

Choosing this way, it is necessary to reduce by 275 million tonnes of CO2e every single year from 2021 until and including the year 2032, when the greenhouse gas budget has largely been used.

From the year 2033, CO2e emissions must be zero.

Reduction path and ongoing evaluation

In the figure below, the reduction path described previously is illustrated

Figur 1: A possible reduction path. where the greenhouse gas budget is not exceeded

It is important to evaluate on an ongoing basis whether the planned reductions are achieved.

If the necessary reduction of 275 million tonnes CO2e in 2021 is not achieved, then we must increase the reductions in the coming years so that the greenhouse gas budget is not exceeded.

The reduction path and the remaining greenhouse gas budget must thus be revised at least once a year to reflect the real situation.

Percentage targets are a wrong measure

In the climate issue, success criteria are not determined by percentage targets for reductions in arbitrary years, but by the total emissions of greenhouse gases in a given time interval.

Therefore, the principled method of letting percentage targets be success criteria is wrong.

“Fit for 55” has used a percentage target of 55% reduction compared to 1990. The percentage target is completely misleading and in no way ensures coherence between the necessary action required by climate science and the results achieved.

Unfortunately, this incorrect method is also used in most other contexts, e.g., in climate acts and in municipal climate plans.

One has failed catastrophically if e.g., succeeding in achieving a CO2e reduction of 55% in 2030 (compared to a reference year) or net emissions in 2050, but that on the way more greenhouse gases have been emitted than there was room for in the budget.

The greenhouse gas budget is the right measure

In other words, the success criteria for climate efforts must be based on whether the road or path you take towards a given year complies with the greenhouse gas budget.

We must not make the mistake of setting static targets for a greenhouse gas reduction of x% in specific years. Instead, we must keep the necessary climate efforts up against dynamic greenhouse gas budgets, where the budget is continuously adjusted according to how much we emit and what the latest climate science dictates.

In the table below, the greenhouse gas budget is calculated on 1/1 and 31/12 for each year in the period 2020-2035 for the previously mentioned reduction path, where emissions are reduced by a fixed amount of 275 million. tonnes CO2e each year.

Et billede, der indeholder bord

Automatisk genereret beskrivelse
Summary

The greenhouse gas budget for EU27 was approx. 22.5 billion tonnes CO2e per January 1, 2020.

In 2019, EU27 emitted just over 3.6 billion tonnes CO2e, and if continuing with the same level of emissions as in 2019, the greenhouse gas budget will have been used up already by the year 2026.

In the climate issue, success criteria are not determined by percentage targets for reductions in arbitrary years, but by the total emissions of greenhouse gases in a given time interval

The success criteria for climate efforts must be based on whether the road or path you take towards a given year complies with the greenhouse gas budget.

There are several options for planning a reduction path so that the greenhouse gas budget is not exceeded.

This article describes a path where CO2e emissions are reduced by a fixed amount each year.

For that reduction path, it is necessary to reduce by 275 million tonnes of CO2e every year from 2021 until the year 2032, when the greenhouse gas budget is largely exhausted.

From the year 2033 CO2e emissions must be zero.


References

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget with an 83 % probability for staying below a global average temperature increase of 1.5°C.

[2] In a scenario, where other grenhouse gasses (e.g., methane) represent the same share of total greenhouse gases throughout the period. Increasing the share of other greenhouse gases reduces the CO2-budget and vice versa.

[3] https://ec.europa.eu/eurostat/databrowser/view/tps00001/default/line?lang=en

[4] https://population.un.org/wpp/DataQuery/

[5] https://www.eea.europa.eu/data-and-maps/data/data-viewers/greenhouse-gases-viewer

CO2e-budgettet og regeringens klimahandlingsplan

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes CO2-budgettet.

Udover det er der også ”plads” til en mængde af andre drivhusgasser svarende til ca. 88 milliarder ton CO2-ækvivalenter [2] (CO2e).

Summen af de to, som kan kaldes det samlede drivhusgasbudget, var derfor 388 milliarder ton CO2e gældende fra 2020.

Rektangel: afrundede hjørner: CO2-budget, verden pr. 1/1-2020:
300 mia. ton CO2
Fordeling af drivhusgasbudget – efter befolkning

Det globale drivhusgasbudget skal på en eller anden måde fordeles til de forskellige lande og Danmark.

Der findes flere principper for fordeling. Her tages udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker på jorden har ret til lige stor andel af det samlede drivhusgasbudget.

I 2019 boede der ca. 5,8 mio. mennesker i Danmark [3], mens der i hele verden var ca. 7,71 mia. mennesker [4].

Det betyder, at Danmarks befolkning udgør ca. 0,075 % af verdens befolkning.

Danmark kan således tildeles 0,075 % af verdens drivhusgasbudget, hvilket svarer til ca. 292 mio. ton CO2e pr. 1. januar 2020.

Udledningen for 2020 er endnu ikke endelig opgjort, men i 2019 var den 46,7 mio. ton CO2e.

Fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019, vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2025.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse
Regeringens klimahandlingsplan

Regeringen har løbende – sammen med andre partier – lavet en række aftaler om tiltag på klimaområdet, der skal reducere udslippet af drivhusgasser. Aftalerne er sammenfattet i “Klimahandlingsplan 2020[5].

Effekten af alle aftalerne er beskrevet i ”Klimastatus og –fremskrivning 2021” også kaldet KF21 [6].

I Figur 1 ses den forventede effekt af alle aftaler, der er indgået før 1/1-2021. Det grå område illustrerer de akkumulerede CO2e- udledninger, mens det grønne område illustrerer, hvor meget af drivhusgasbudgettet der er tilbage.

Med regeringens nuværende klimahandlingsplan vil drivhusgasbudgettet være brugt op i 2026.

Figur 1: Udvikling af Danmarks drivhusgasbudget og forventede udledninger frem mod 2030, som følger af regeringens klimahandlingsplan.
Nødvendige reduktioner

Man er nødt til at sammensætte de årlige reduktioner på en måde, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides. Det kan gøres på mange måder, hvilket også kaldes for reduktionsstier.

En måde er hvert år at reducere CO2e-udledningen med en fast mængde.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Vælger man denne måde, er det nødvendigt at reducere med 3,6 millioner ton CO2e hvert eneste år fra 2021 og frem til og med år 2032, hvor drivhusgasbudgettet stort set er opbrugt.

Fra år 2033 skal CO2e-udledningen være 0.

Reduktionssti og løbende evaluering

I nedenstående figur er den beskrevne reduktionssti illustreret med den orange kurve, mens den grønne kurve viser udledningerne, som følger af regeringens klimahandlingsplan.

Figur 2: En mulig reduktionssti, hvor drivhusgasbudgettet overholdes sammenlignet med reduktionsstien for regeringens klimahandlingsplan.

Det er vigtigt at evaluere løbende, om man rent faktisk opnår de planlagte reduktioner.

Opnår man f.eks. ikke den nødvendige reduktion på 3,6 millioner ton CO2e i 2021, er man nødt til at øge reduktionerne de efterfølgende år, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides.

Reduktionsstien og det resterende drivhusgasbudget skal således revideres minimum én gang om året for at afspejle den reelle situation.

Procentmål er en forkert målestok

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Klimaloven er desværre baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben.

I klimaspørgsmålet afgøres succeskriterier ikke af procentmål for reduktioner i vilkårlige årstal, men af de samlede udledninger af drivhusgasser i et givet tidsinterval.

Derfor er den principielle metode om at lade procentmål være succeskriterie forkert.

Procentmålet er helt misvisende og sikrer på ingen måde sammenhæng mellem den nødvendige krævede handling fra klimavidenskaben og de reelt opnåede resultater.

Desværre bruges denne forkerte metode også i de fleste andre sammenhænge, f.eks. i EU’s klimaplaner og i de kommunale klimaplaner.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2e-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår) eller nettonuludslip i 2050, men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt flere drivhusgasser, end der var plads til i budgettet.

Drivhusgasbudgettet er den rigtige målestok

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.

Vi må ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en drivhusgasreduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske drivhusgasbudgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.

I nedenstående tabel er drivhusgasbudgettet opgjort den 1/1 og 31/12 for hvert år i perioden 2020-2035 for den tidligere nævnte reduktionssti, hvor CO2e-udledningen for Danmark reduceres med en fast mængde på 3,6 mio. ton CO2e hvert år.

Sammenfatning

Danmarks drivhusgasbudget er 292 mio. ton CO2e gældende fra 1. januar 2020.

Fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019 (46,7 mio. ton CO2e), vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2025.

Med regeringens nuværende klimahandlingsplan vil drivhusgasbudgettet være brugt op i 2026.

Succeskriterier for klimaindsatsen skal baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.

Klimaloven overholder IKKE dette kriterie, og det er direkte skadeligt at lade klimalovens målsætninger om at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% og være et klimaneutralt samfund senest i 2050 være rammen for al klimadebat og politiske beslutninger.

Klimaloven er dermed blevet et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.

Efterskrift

Opgørelser af CO2e-udledninger er misvisende

De danske udledninger af CO2e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO2e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre andel af de samlede CO2e-udledninger og er i øvrigt faldet væsentligt i perioden 1990-2019.

Samtidig er CO2e-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.

Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.

Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.

Fordelingsprincipper

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [7] .

Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.

Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet [8]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2e-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.



Referencer

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press. https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[3] Ifølge Danmarks Statistik

[4] https://population.un.org/wpp/DataQuery/

[5] Klimahandlingsplan 2020”, ISBN 978-87-92555-12-0, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, 2020.

[6]Klimastatus og –fremskrivning 2021”, Energistyrelsen, 2021.

[7] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[8]Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik