Klimaloven bedrager os

Hverken 2030 eller 2050 er relevante tidsperspektiver i en klimamæssig sammenhæng. Det er i stedet afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”Klimaneutralitet i 2050” er IKKE meningsfulde svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

Det er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.

Klimaloven er en hensynsløs og farlig strategi

Hele den strategi er ikke kun uærlig, den er også hensynsløs og farlig.

Klimavidenskaben fungerer tilsyneladende ikke for vores lederes politiske ambitioner, så de har påtaget sig selv at ændre tidslinje og den hast, hvormed der skal handles.

Man udelader eller manipulerer betydningen af vigtige pointer fra klimavidenskaben, således at det opfattede behov for hurtig og øjeblikkelig handling underspilles.

Og hvorfor gør man det?

Det er selvfølgelig kun en fornemmelse, men de tunge løft, der kræves for at nedbringe brugen af fossilt brændstof på meget kort tid, ville forårsage massiv opløsning af det økonomiske system. Regeringer ville være nødt til at lovgive om afgørende CO2e-reducerende reguleringer og indlede streng overvågning med truslen om store bøder og endda fængsel for virksomhedsledere, der fanges i at bryde reglerne.

Forretningsmodeller skulle genopfindes, og virksomheder ville blive tvunget til at foretage massive investeringer. Det system, der har beriget klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer, ville være nødt til at gennemgå en samvittighedsundersøgelse og selvransagelse og lade sig undergå revolutionerende ændringer.

Virksomhedsoverskud og aktieporteføljer ville helt sikkert stå over for nogle vanskelige år, og alt dette ville bare være for meget at bære for de 0,001%, der gør det klart for politikerne, at de ikke vil have noget at gøre med det.

De magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer har talt, og hvis politikere ønsker fortsat støtte og måske mulighed for en lukrativ ansættelse efter tiden på Christiansborg, har de deres ordrer; at forsinke klimaindsatsen og holde ressourceplyndringssystemet på plads.

Så stik imod et bjerg af peer-reviewed data og forskning har nogen (politikerne?) besluttet at vildlede offentligheden og kaste terningerne på en hensynsløs strategi kaldet “70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050”.

En strategi, der vil forsinke emissionsreduktioner (mens økosystemer fortsætter med at destabiliseres) med håb om, at vi vil være i stand til at finde nogle magiske teknologier (intet findes i øjeblikket i nogen meningsfuld skala) til at trække CO2 ud fra atmosfæren, og derefter vil planeten på magisk vis glide sikkert ind mod ”2050 klimaneutralitet”. Selvfølgelig vil det arktiske økosystem (blandt andre) til den tid sandsynligvis være kollapset.

Kollaps af det nuværende samfund er ikke uundgåeligt, men det er sandsynligt, medmindre klimaet og biodiversiteten med det samme får den absolut højeste prioritet i økonomi og politik som passende svar på den nødsituation, vi står midt i.

Vi står i en klima- og biodiversitetsnødsituation

Lige nu står vi i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [1]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Selv denne temperaturstigning på 1,2°C er allerede farlig. Mange økosystemer står overfor at passere såkaldte tipping points, som er processer i klimasystemet, der eskalerer og passerer en grænse, hvorefter processen ikke kan gå tilbage igen – eller i hvert fald har meget svært ved det.

Tre vitale økosystemer har allerede passeret tipping points:

  • Great Barrier Reef er inde i en dødsspiral, da revene ved det nuværende opvarmningsniveau i gennemsnit vil blive bleget ca. en gang hvert tredje til fjerde år [2], mens det tager ca. 10 år at genoprette.
  • Vestantarktiske gletsjere har passeret et tipping point [3]. En temperaturstigning på 1,5°C er tilstrækkelig til, at afsmeltningen af den vestantarktiske is løber løbsk [4].
  • Smeltning af den arktiske havis accelererer

Jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og klimavidenskaben forbedrer hele tiden deres meget avancerede klimamodeller. Der er dog stadig mekanismer, sammenhænge og effekter, som man ikke helt har forstået og kan beskrive.

IPCC er kendt for at være meget forsigtige og konservative med deres udmeldinger, og der er mange forskellige former for usikkerhed, der indgår i IPCC’s forskellige rapporter.

Her skal blot fremhæves nogle af de vigtigste:

  • Hvor meget er den globale gennemsnitstemperatur allerede steget?
    For at vide, hvor stort råderummet er for at udlede drivhusgasser, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under eller på 1,5°C, må vi først have et nogenlunde sikkert skøn for, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur allerede er steget siden før-industriel tid.
    Undersøgelser peger på, at den globale gennemsnitstemperatur er steget mere end antaget i beregningerne.
  • Hvor stor en temperaturstigning ligger allerede indbygget i klimasystemet?
    Jordens klimasystem reagerer med en vis træghed. Det betyder, at vi først kan se og måle den fulde effekt af de drivhusgasser, vi udleder, flere årtier efter, at udledningerne er standset. Hvis vi forestiller os, at vi kunne standse alle udledninger af drivhusgasser med det samme, ville temperaturen altså blive ved med at stige, indtil klimasystemet nåede en ny ligevægt.
  • Usikkerheder omkring tipping points
    En anden stor usikkerhed i IPCC’s beregninger er, at man ikke har medtaget visse af de tilbagekoblingsmekanismer (også kendt som positive feedback loops), som forstærker den globale opvarmning ud over, hvad udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser direkte medfører.
  • Overshoot – at sprænge råderummet (midlertidigt)
    IPCC regner i flere af reduktionsscenarierne [5]  med, at man i højere eller lavere grad ikke kan undgå at ”skyde over målet”. Det vil sige, at reduktionerne ikke er tilstrækkelige til, at man kan holde sig inden for 1,5°C eller i værste fald 2°C temperaturstigning. Man regner så i stedet med at kunne ’reparere på skaden’ ved f.eks. at opsuge CO2 fra atmosfæren ved hjælp af teknologiske løsninger og herefter deponere denne CO2. Resultatet skulle blive, at man får bragt CO2-koncentrationen og dermed også temperaturstigningen ned under det kritiske niveau igen. Der er dog flere svagheder ved overshoot-strategien, som gør den meget risikabel at regne med.
Hvad forårsager temperaturstigninger?

Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget [6] .

Der er forskellige måder at beregne dette budget på, og beregningerne er altid forbundet med usikkerheder og forskellige sandsynligheder for at nå målet. Det er altså ikke muligt at beregne sig til en helt eksakt mængde på grund af de usikkerheder, der ligger i beregningerne.

Som nævnt er CO2 (kuldioxid) den dominerende drivhusgas, men der er også andre drivhusgasser som f.eks. metan (CH4), lattergas (N2O) og såkaldte F-gasser. Disse drivhusgasser omregnes til CO2-ækvivalenter (CO2e) i sammenligninger og sammenregninger, da forskellige drivhusgasser har forskellige opvarmningseffekter.

I virkeligheden skulle man regne med et CO2e-budget fremfor et CO2-budget.  Af forskellige årsager opererer klimavidenskaben med et CO2-budget, hvilket også til dels er retvisende, så længe andre drivhusgasser udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele den periode, man ser på. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

Vi ser en tendens til, at andelen af andre drivhusgasser øges, så i virkeligheden burde CO2-budgettet reduceres i overensstemmelse hermed.

Det er muligt at omregne CO2-budgettet til et CO2e-budget, hvilket dog ikke har været en mulighed indenfor rammerne af nærværende arbejde. Herudover er det vanskeligt at finde tal for CO2e, når man gerne vil have udspecificeret de enkelte sektorers bidrag til de samlede CO2e-udledninger.

Ud fra ovenstående betragtninger, vil der i de følgende beregninger blive taget udgangspunkt i CO2. Begrebet drivhusgasser vil dog også blive omtalt, specielt i forbindelse med klimaloven, som relaterer til CO2e.

I nærværende arbejde ønskes der at give et indblik i størrelsesordenen af de udfordringer og tidsperspektiver, vi står overfor i klimamæssig sammenhæng. Resultaterne skal ses med behørig respekt overfor de forhold omkring CO2e og CO2, som der er redegjort for i foranstående.

Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval.

Globalt CO2-budget

Det globale CO2-budget [7] vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.

Og så er der endda ikke i tilstrækkelig grad taget højde for effekten af de såkaldte feedback-loops og tipping points.

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet.

Som nævnt tidligere er der mange usikkerheder forbundet med opgørelsen af CO2-budgettet. Man skal derfor være påpasselig med at anvende CO2-budgettet som en målestok for klimaindsatsen. På den anden side er det på nuværende tidspunkt det bedste instrument, vi har i værktøjskassen. Eftersom CO2-budgettet for de fleste parametre vurderes som værende konservativt, vil anvendelsen formentlig også give resultater som er til den konservative side.

Klimaloven og opgørelse af CO2e-udledninger for Danmark

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Klimaloven er desværre på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

  1. Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
  2. I opgørelserne tæller man kun en mindre del af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.
Opgørelser af CO2e-udledninger er misvisende

De danske udledninger af CO2e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO2e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre del af de samlede CO2e-udledninger.

I Figur 1 ses sammensætningen af CO2-udledninger fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.

Figur 1: CO2-udledning fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.

Det ses, at CO2-udledninger fra økonomiske aktiviteter indenfor Danmarks grænser, der sammen med LULUCF [8] (ændringer i arealanvendelse og skovbrug) udgør den del, som medregnes i klimaloven, er faldet væsentligt i perioden 1990-2019.

Samtidig er CO2-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.

Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.

Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.

Danmarks andel af det globale CO2-budget

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [9] .

Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.

Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet [10]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.

Starttidspunktet for det globale CO2-budget er 1. januar 2018, hvor det blev beregnet til at være 420 mia. ton CO2. I 2018 og 2019 var de globale CO2-udledninger henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton. Efter at man i 2021 havde kvantificeret en række usikkerheder, blev det oprindelige budget på 420 mia. ton nedjusteret til 230 mia. ton gældende pr. 1. januar 2020 [11].

Fordeles dette efter Danmarks andel (0,075%) af verdens befolkning, er Danmarks ikke-korrigerede CO2-budget pr. 1. januar 2020 ca. 173 mio. ton CO2.

Da Danmarks udslip i 2018 og 2019 var væsentligt større, end hvad befolkningsandelen berettiger til, skal ovenstående budget korrigeres på en retvisende måde. Dette “merudslip” skal trækkes fra budgettet. Dette skal gøres for hver enkelt opgørelsesmetode (klimaloven, klimaloven + biomasse osv.).

Resultaterne af dette er opsummeret i Tabel 1.

I 2018 og 2019 havde Danmark ”ret” til at udlede 0,075% af de globale CO2-udledninger på henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton CO2, hvilket svarer til 31,7 og 31,9 mio. ton CO2.

Bruges klimaloven som opgørelsesmetode, udledte Danmark i 2018 og 2019 henholdsvis 40,9 og 39,3 mio. ton CO2. Dermed har de udledt 40,9 mio. ton CO2 – 31,7 mio. ton CO2 = 9,2 mio. ton CO2 for meget i 2018 og 7,4 mio. ton CO2 for meget i 2019.

Dette trækkes fra det ikke korrigerede budget på 173,4 mio. ton CO2, således at det korrigerede CO2-budget pr. 1/1-2020 i dette tilfælde bliver 156,9 mio. ton CO2.

Tabel 1: Opgørelse af Danmarks CO2-budget pr. 1. januar 2020 ved forskellige opgørelsesmetoder

Det danske CO2-budget er brugt op

I Tabel 2 ses, hvornår det danske CO2-budget er brugt op, hvis vi fortsætter udledningen af drivhusgasser med det nuværende tempo [12] og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.

Tabel 2: Årstal hvor den danske andel af CO2-budgettet er brugt op, hvis vi fortsætter den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.

Når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer) opbrugte Danmark allerede dets CO2-budget sidste år.

Fortsætter vi den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op allerede næste år (2022), når man medtager CO2-udledninger omfattet af klimaloven + biomasse.

Medtages udelukkende CO2-udledninger omfattet af klimaloven, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op i 2023.

Det er altså et ekstremt kort tidsperspektiv, vi skal holde vores ambitioner op imod.

Derfor giver det absolut ingen mening at tale om tidsperspektiver som 2030 og 2050. Vi kan ikke vente 10 eller 30 år med at forsvare os i en krig. Det er NU. Alt skal mobiliseres.

Succeskriterier skal afspejle klimavidenskaben

Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod et fast CO2-budget, som dog bør justeres, hvis ny viden i klimvidenskaben tilsiger det.

Hvilken sti skal vi følge?

Danmark har allerede udledt så store mængder CO2, at CO2-budgettet blev brugt op sidste år (2020), når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer).

Vi har kun et reelt CO2-budget at tære af, hvis man udelukkende vælger at medregne CO2-udledninger fra aktiviteter omfattet af klimaloven og klimaloven + biomasse. 

Det er selvfølgelig kun ved skrivebordet eller i et regneark, at vi selv kan ”vælge”, hvordan vi opgør CO2-udledningerne. Klimaet er ligeglad med regneark.

Men lad os for et øjeblik købe den falske præmis, at vi kun medregner CO2-udledninger fra aktiviteter relateret til klimaloven og klimaloven + biomasse.

Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

Vi har meget begrænsede muligheder for selv at vælge vores reduktionssti. Vi kan ikke vente med at reducere, men skal gøre det allerede fra i år, og det vil sige NU.

I det følgende vælges en lineær reduktionssti, hvor man starter reduktionerne i 2021. Resultaterne ses i Figur 2.

Den blå kurve (klimaloven) viser, at man med årlige reduktioner på knap 5 mio. ton CO2 pr. år kan holde sig indenfor CO2-budgettet, som vil være brugt op i 2027, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.

Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at vi skal reducere udledningen med 16,7 mio. ton CO2 pr. år frem mod 2023, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.

Figur 2: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante lineære reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.

Vi skal altså have en meget hurtig reduktion af CO2-udledningerne. Med en lineær reduktion startende i 2021 vil CO2-udledningen være nul i årstallene som anført i Tabel 3.

Tabel 3: Årstal hvor de danske CO2-udledninger er nul ved en lineær reduktion startende i 2021 og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen, man tager med i 0pgørelsen.

Man kan også vælge en eksponentielt aftagende reduktion af CO2-udledningerne, hvor de største reduktioner ligger i starten af perioden. Her starter reduktionerne ligeledes i 2021.

Resultaterne ses i Figur 3.

Den blå kurve (klimaloven) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 24% pr. år (8,6 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2036 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.

Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 47% pr. år (25,2 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2028 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.

Figur 3: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante eksponentielt aftagende reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.

Der er stor forskel på, om man tager udgangspunkt i en lineær reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme mængde år for år, eller om man vælger en eksponentiel reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme procentdel år for år.

Den første strategi gør det næsten umuligt at holde sig inden for budgettet, men den sidste strategi giver lidt mere rum. Men den kræver til gengæld, at man hurtigt foretager drastiske nedskæringer i udledningerne af CO2, hvilket kræver langt større politisk vilje og mod.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Opsummering

Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050” er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

Det er afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Klimaloven er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Det betyder, at vi lige nu står i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

Atmosfæren og klimaet reagerer på den akkumulerede udledning af drivhusgasser.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval, altså den reduktionssti, man følger.

Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.

Klimaloven er på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

  1. Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
  2. I opgørelserne tæller man kun ca. en tredjedel af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.

CO2e-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international skibs- og flytransport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) regnes IKKE med i klimaloven.

Klimaet er ligeglad med den slags skrivebords- og regnearksøvelser.

Regner man det hele med, blev den danske andel af det globale CO2-budget brugt op i 2020.


Referencer

[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[2] King, AD, Karoly, DJ & Henley, DJ 2017, “Australian climate extremes at 1.5 °C and 2 °C of global warming”, Nature Climate Change, vol. 7, pp. 412–416.

[3] Rignot, E 2014, “Global warming: it’s a point of no return in West Antarctica. What happens next?”, The Guardian, 18. maj.

[4] Beltran, C et al, 2020, “Southern Ocean temperature records and ice-sheet models demonstrate rapid Antarctic ice sheet retreat under low atmospheric CO2 during Marine Isotope Stage 31.”

[5] [5] https://report.ipcc.ch/sr15/pdf/sr15_spm_final.pdf – side 20. Reduktionsscenarierne er ikke udført af IPCC selv, men af forskningsinstitutioner verden over. IPCC vurderer hundredvis af scenarier og inddeler dem i grupper, alt efter hvilke temperaturstigninger, de hver især forudsiger for år 2100.

[6] og [7] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[8] Forkortelse for land use, land-use change and forestry.

[9] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[10]Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik

[11] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[12] CO2-udledninger for 2020 er ikke opgjort endnu, men forventes iflg. Global Carbon Project at falde ca. 7% i forhold til 2019.

Kommunernes klimahandlingsplaner er utilstrækkelige

Gennem partnerskabsprojektet DK2020 har foreløbig 66 danske kommuner forpligtet sig til at udvikle klimahandlingsplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger.

Desværre kommer klimahandlingsplanerne ikke til at opfylde målsætningerne.

Kommunerne følger ellers velmenende de overordnede rammer og præmisser, som er blevet udstukket af DK2020, men det er et afgørende problem, at disse rammer og præmisser helt misfortolker Parisaftalens målsætninger.  

Denne alvorlige misfortolkning afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig, men i stedet leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation.

Hvordan det hænger sammen, vil jeg redegøre for her.

Hvad siger Parisaftalen?

Med Paris-aftalen fra 2015 satte 195 lande en fælles målsætning om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2°C og stræbe efter at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C [1].

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [2]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Der er altså al mulig grund til at holde temperaturstigningen under 1,5°C.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C. Så vi har vanvittigt travlt.

Hvor travlt har vi?

Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, forvalter jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.

Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [3]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025 [4].

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.

Vi skal regne på den rigtige måde

Med et CO2-budget afgøres succeskriterier ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal.

Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget CO2 vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.

Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [3], [4].

CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.

Hvilken sti skal vi følge?

Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier. På ene sti (blå) starter man en lineær reduktion af CO2-udledningerne allerede i år (2021), mens man på den anden sti (rød) venter med at reducere til 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.

I en stor del af 2020 har vi haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.

Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Den enorme forskel mellem at starte CO2-reduktionen nu fremfor at vente træder tydeligt frem.

Starter vi nu, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad vi har set i en situation med en COVID-19 pandemi.

Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en ekstremt stor reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Klimahandlingsplanerne opfylder ikke Parisaftalen

Ovenstående gennemgang illustrerer tydeligt, at hastighed og omfang er altafgørende, når man skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.

Vi skal realisere enorme CO2-reduktioner i et hidtil uset tempo.

Nu er vi ved at have fundet frem til svaret på det indledende spørgsmål om, hvorfor kommunernes klimahandlingsplaner ikke opfylder Parisaftalens målsætninger.

I DK2020 har man sat som succeskriterie for klimahandlingsplanerne, at kommunerne skal være klimaneutrale senest i år 2050. Hermed begår man den meget alvorlige fejl, som er beskrevet tidligere i dette indlæg:

Man sætter et punktmål op (klimaneutralitet) for et specifikt år (2050) uden overhovedet at forholde sig til reduktionsstien.

Dermed har DK2020 udstukket nogle rammer og præmisser, som helt misfortolker Parisaftalens målsætninger, hvilket afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig.

Hvad der er endnu mere bekymrende er, at ”kommunerne arbejder med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40[5].

Hvor ambitiøse kan de byer lige være?

Prikken over i’et kommer ved at læse på partnernes hjemmesider. Her fremføres, at de danske kommuner i DK2020-projektet ”følger i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden” og er ”med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer[5].

Normalt er det attraktivt at være med til at skrive historie, men ikke her, hvor kommunerne ender på den forkerte side af historien.


Referencer

[1] https://unfccc.int/sites/default/files/english_paris_agreement.pdf

[2] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[3] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[5] https://realdania.dk/projekter/dk2020

Pressemøde om klima- og biodiversitetsnødsituationen

I 30 år har jeg været vidne til manglende handling fra politikere, virksomheder og beslutningstagere. Man har i endnu længere tid bevidst valgt at ignorere klimavidenskaben og fortsat en uhæmmet vækst på en planet med begrænsede ressourcer.

Nu står vi så midt i en alvorlig klima- og biodiversitetskrise, hvor den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

Samfundet skal ændres fuldstændigt

Situationen kalder på omfattende, hidtil usete og øjeblikkelige handlinger med grundlæggende ændringer af alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier.

Ændringer af et sådant omfang kan ikke realiseres, hvis man politisk som nu rykker lidt rundt på kommaer i målsætninger og handlinger, der samtidig er formuleret, omtales og præsenteres på en måde, der giver indtryk af at være rigtig ambitiøst og være et passende svar på de udfordringer, vi står i.

Målsætninger og handlingsplaner der, når man tager sig tid og nærlæser relevante dokumenter, viser sig at være fuldstændig uambitiøse og helt utilstrækkelige.

Klimaet er ramt af kreativ bogføring

Skiftende regeringer ynder at kalde Danmark for et grønt foregangsland. Intet kunne være mere forkert.

Hver dansker er ansvarlig for udledning af 22 tons drivhusgasser til atmosfæren om året, og dermed er danskernes klimaaftryk blandt verdens højeste målt pr. indbygger.

Klimaloven tilsiger, at vi i 2030 skal have reduceret vores udledning af drivhusgasser med 70% i forhold til 1990. Det lyder jo relativt ambitiøst.

Man glemmer bare at fortælle hele historien, som bl.a. omfatter kreativ bogføring og politisk bestemte bogføringsprincipper. Regnskaber kan se flotte ud, når man udelader væsentlige poster, og det er lige præcis det, man gør i klimaregnskabet.

I figuren nedenfor ses drivhusgasemissioner fra danske aktiviteter fra 1990 – 2019 fordelt efter kilde.

Emission af drivhusgasser fra danske aktiviteter efter kilde i perioden 1990-2019

Den grå flade repræsenterer udledninger fra aktiviteter, som er indregnet i klimaloven. Heraf ses det, at udledningen af drivhusgasser er faldet mærkbart i perioden 1990-2019.

Det er så den officielle fortælling. Den fortælling, som hele klimadebatten tager sit udspring i. Desværre også den fortælling, som svarer til en selfie, hvor der er brugt så meget photoshop, at man slet ikke kan genkende motivet.

De officielle tal er vildledende, fordi de ikke inkluderer international luft- og skibsfart og forbrugsbaserede udledninger. Herudover indregnes heller ikke den store mængde CO2, der udledes, når vi brænder biomasse af i den danske energiproduktion (samt hos de private husholdninger), da man fejlagtigt har valgt at betragte biomasse som CO2-neutral.

På den måde regner man kun godt en tredjedel af drivhusgasudledningerne fra danske aktiviteter med i de officielle regnskaber. Det er så desværre også kun den tredjedel man altid hører omtalt i klimadebatten.

Det er ud fra denne tredjedel, at politikere taler, og det er ud fra denne tredjedel, at der bliver ført diskussioner, sat politiske mål og vurderet virkemidler samt effekter.

Med stolthed i stemmen bryster politikere og de store industrier sig af, hvor godt man er lykkes med at reducere drivhusgasudledninger fra 1990 og til nu.

I virkeligheden er drivhusgasudledningerne fra danske aktiviteter ikke faldet men steget markant siden 1990.

Når man inkluderer international luft- og skibsfart, afbrænding af biomasse og forbrugsbaserede udledninger, er udledningen af drivhusgasser steget mærkbart i perioden 1990-2019. Det er så noget sværere at være stolt af.

Diplomatisk sagt, så males der et skønmaleri af udviklingen i og størrelsen af de danske drivhusgasudledninger. Udtrykt i knapt så diplomatiske termer kunne man alt efter temperament karakterisere fortællingen som misinformation, uredelighed, manipulation eller bedrag.

Danmarks CO2-budget er brugt op

Vi skal holde os under en global temperaturstigning på 1,5 grader for at undgå, at de mekanismer og processer, som regulerer planetens tilstand, kommer ud af kontrol (tipping points).

Det kan vi gøre med en vis sandsynlighed ved at overholde verdens resterende CO2-budget. Fordeles dette ligeligt blandt alle mennesker i verden, var Danmarks CO2-budget pr. 1. januar 2018 ca. 325 mio. ton CO2.

Desværre havde vi allerede brugt budgettet i juni 2020. Prøv lige at lade det synke ind. Danmark må ikke udlede flere drivhusgasser overhovedet. Nogensinde. Politikere, beslutningstagere og borgere har forsømt at handle i så mange år, at vi i princippet er faldet ud over kanten nu.

Set i det lys er klimaloven og de tilhørende diskussioner om tiltag fuldstændigt uambitiøse og helt utilstrækkelige.

Regeringen, Folketinget og medier svigter på det groveste deres ansvar om at formidle, at vi befinder os i en klima- og biodiversitetsnødsituation.

Vi skal have daglige pressemøder om dette med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

CO2-neutral elproduktion fra 2023?

Samtidig med at du får 140 kr. om året

I klimadebatten hører man jævnligt, at den ”grønne omstilling” koster penge. Ofte forholder det sig modsat, og i mange tilfælde er det ligefrem en god forretning at investere i vedvarende energi.

Hvis vi forestiller os et scenarie, hvor der etableres solcelleanlæg, så hele Danmarks elforbrug kan dækkes med vedvarende energi, ville hver dansker over 18 år få en gevinst på 140 kr. om året.

Hvordan kan det nu lade sig gøre?

Prisen for solcelleanlæg er gennem de sidste 5-10 år faldet drastisk. Selv fra år til år ses væsentlige prisfald. De nyeste tilgængelige officielle prisopgørelser for 2018 viser f.eks. et prisfald for større solcelleanlæg på knap 30 % sammenlignet med 2017.

I 2018 blev 43 % af Danmarks elforbrug dækket af CO2-fri strøm produceret af vindmøller og solceller [1]. Skulle det resterende elforbrug på godt 19,1 TWh dækkes af solceller, ville det kræve ca. 133 km2 solceller [2] til en samlet anlægspris på knap 113 mia. kr. [3].  

Staten har uden at blinke foreløbig allokeret ca. 400 mia. kr. til coronatiltag, som man egentlig ikke har fået noget for. Så mon ikke staten uden problemer (og endda omkostningsneutralt) kan finansiere de nødvendige anlægsinvesteringer på 113 mia. kr. til etablering af solcelleanlæg?

Set fra den enkelte danskers side svarer anlægsprisen til ca. 24.500 kr. pr. dansker eller en omkostning på godt 810 kr. pr. år i anlæggets levetid på 30 år. Den producerede elektricitet kan sælges til markedspris, som her er sat til 25 øre pr. kWh. Salgsprisen er sat konservativt, da den gennemsnitlige elspotpris var knap 34 øre/kWh i 2018 [4]. Elsalget giver en indtægt på knap 1.040 kr. om året, som fratrukket en vedligeholdelsesomkostning på godt 80 kr./år giver en nettoindtægt på godt 950 kr. om året. Samlet set betyder det, at hver dansker kan opnå en gevinst på ca. 140 kr. om året.

Eksempel på markplaceret solcelleanlæg [5].

Som nævnt i forrige artikel (se evt. link) ville man kunne etablere de nødvendige solcelleanlæg på kun 3 år. Vi kunne altså have en CO2-fri elproduktion allerede i år 2023.   

Artiklen viser, at det er muligt at etablere solcelleanlæg, som kan gøre hele Danmarks elforbrug CO2-neutralt indenfor en kort årrække, og at det samtidig giver en gevinst på 140 kr. om året pr. dansker.

Hvad venter vi på?


Det er i artiklen angivet, at solcelleanlæg i det nævnte omfang kan bidrage til, at hele Danmarks elbehov kan dækkes med vedvarende energi. Der er her udelukkende regnet med energimængder og således ikke taget hensyn til det tidsmæssige sammenfald mellem elproduktion og elforbrug. Med den nuværende struktur af energisystemet, vil der naturligvis være perioder, hvor der ikke er nok vind og sol til at dække elbehovet, ligesom der vil være perioder, hvor vind og sol producerer langt mere end elbehovet. Dette kan  delvist imødekommes på nuværende tidspunkt ved eludveksling mellem Danmark og andre lande. Indenfor en kortere årrække vil vi have omstruktureret vores energisystem med mulighed for synergier mellem el, varme, transport, fleksibelt forbrug samt lagringsprincipper og -teknologier m.v.

Referencer

[1] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/Market-data1/Power-system-data/Consumption1/Consumption/ALL/Hourly1/?view=table og https://energinet.dk/Om-nyheder/Nyheder/2019/01/07/Solenergi-slog-rekord-i-varmt-2018.

[2] Baseret på en nominel paneleffekt på 170 Wp/m2 og en specifik ydelse på 850 kWh/kWp pr. år.

[3] Som anlægspris er der brugt den specifikke pris 5.000 kr./kWp baseret på den gennemsnitlige anlægspris for gennemsnit af større (100-250 kW) og centraliserede solcelleanlæg (> 1 MW). Fra National Survey Raport, Danmark 2018, IEA PVPS.

[4] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/historical-market-data/.

[5] Foto fra artikel i Ingeniøren 13. februar 2019.

Hvordan går det med Paris-aftalen?

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af sidste år deres særrapport, SR15 [1]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

Der vil ske uoprettelig skade på vores klode, hvis vi overstiger 1,5 graders global opvarmning.

I 2018 var middeltemperaturen allerede øget med 1°C.

Mange af verdens regeringschefer var samlet i Paris i 2015, hvor de blev enige om at arbejde for, at den globale middeltemperatur højst må være 1,5°C højere end før-industrielt niveau. Aftalen blev kaldt Paris-aftalen.

Men hvordan går det så med at efterleve Paris-aftalen?

For det første er der en betydelig kløft mellem, hvad regeringerne har lovet at gøre, og hvad de rent praktisk har gjort indtil videre.

Hvad værre er, at selv hvis landene indfrier nuværende løfter, mål og politikker samt indfører ekstra endnu ikke-implementerede initiativer, er man meget langt fra at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C.

Hvor langt fra kan man se i figuren, hvor effekterne på den globale middeltemperatur er illustreret for tre scenarier [2].

Forøgelse af global middeltemperatur i år 2100 ved forskellige scenarier

De tre scenarier fører til en temperaturforøgelse på mellem ca. 2,3°C og 4,3°C med et gennemsnit på omkring 3°C.

Med landenes annoncerede klimamål vil temperaturen stige med omkring 3 grader, og dermed er vi altså meget langt fra at kunne indfri Paris-aftalens mål.

Vi er på vej ad en sti, hvor der vil ske uoprettelig skade på vores klode, så der er behov for at skrue gevaldigt op for ambitionerne og få sat gang i hidtil usete handlinger og tiltag.

 

Referencer

[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp.
https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[2] Climate Action Tracker Warming Projections – Global Update, Climate Analytics and NewClimate Institute, september 2019.
https://climateactiontracker.org/documents/644/CAT_2019-09-19_BriefingUNSG_WarmingProjectionsGlobalUpdate_Sept2019.pdf

 

To kroner for CO2-frit elforbrug i 2022

Kan du undvære 2 kr. om dagen?

Det er nemlig, hvad det ville koste pr. indbygger over 18 år at etablere solcelleanlæg, så hele Danmarks elforbrug kan dækkes med vedvarende energi.

I 2018 blev 43 % af Danmarks elforbrug dækket af CO2-fri strøm produceret af vindmøller og solceller[1]. Hvis man forestiller sig, at det resterende elforbrug på knap 14,2 TWh skulle dækkes af solceller, ville det kræve ca. 141 km2 solceller[2] til en samlet anlægspris på 163 mia. kr[3].  Hvordan kan det så blive til kun 2 kr. om dagen pr. dansker?

Lånefinansieres anlægsprisen på ca. 35.000 kr. pr. dansker, bliver den samlede årlige ydelse på et lån med en løbetid på 25 år og en rente på 2,5 % ca. 1.920 kr. om året. Den producerede elektricitet kan sælges til markedspris, som her er sat til 25 øre pr. kWh. Salgsprisen er sat konservativt set i lyset af, at den gennemsnitlige elspotpris var knap 34 øre/kWh i 2018[4]. Elsalget giver en indtægt på ca. 1.040 kr. om året. Samlet set skal hver dansker altså betale ca. 880 kr. om året eller godt 2 kr. om dagen.

Der er plads nok til at etablere den nødvendige mængde solceller i Danmark. Forestiller man sig, at solcelleanlæggene udelukkende opstilles på marker, ville man skulle bruge ca. 8 % af det samlede areal udlagt til industrifrø (primært raps)[5]. Det er tidligere skønnet, at der er ca. 150 km2 tagareal i Danmark, som er egnet til solceller[5], så der er altså også tagareal nok til rådighed.

Solcelleanlæg i Kina formet som en stor panda[6].
Hvor lang tid tager det at etablere så mange solceller? I Kina installerede man sidste år ca. 43 GW solceller[6]. Med kinesisk tempo ville det tage ca. et halvt år at opsætte den nødvendige mængde solceller i Danmark.

Men okay, så hurtigt kan man jo ikke gøre det i Danmark? Måske ikke helt, men man kan gøre det ret hurtigt. Lad os antage, at vi beskæftiger 5.000 personer med at opsætte solceller. Hvis hver person opsætter 25 m2 om dagen, ville man være færdig efter kun 3 år. Vi kunne altså have en CO2-fri elproduktion allerede i år 2022.

Nuvel, den kritiske læser vil nok indskyde, at solceller ikke producerer strøm, når flæskestegen skal laves juleaften. Det er også korrekt. Med solceller er der ikke nødvendigvis tidsmæssigt sammenfald mellem produktion og forbrug, men brug af lagringsteknologier og den rette kombination med andre vedvarende energikilder kan sikre den tidsmæssige balance.

Artiklen viser, at det er muligt at etablere solceller, som kan gøre hele Danmarks elforbrug CO2-neutralt indenfor en kort årrække, og at det koster under 2 kr. om dagen pr. dansker.

Hvad venter vi på?

 

Referencer

[1] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/Market-data1/Power-system-data/Consumption1/Consumption/ALL/Hourly1/?view=table og https://energinet.dk/Om-nyheder/Nyheder/2019/01/07/Solenergi-slog-rekord-i-varmt-2018.

[2] Baseret på en nominel paneleffekt på 160 Wp/m2 og en specifik ydelse på 850 kWh/kWp pr. år.

[3] Som anlægspris er der brugt en gennemsnitspris mellem tag- og landplacerede anlæg på  7.250 kr./kWp beregnet ud fra National Survey Report of Photovoltaic Applications in Denmark 2017, IEA-PVPS, Peter Ahm, PA Energy Ltd.

[4] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/historical-market-data/.

[5] Tal fra artikel i Ingeniøren https://ing.dk/artikel/saa-meget-fylder-solceller-der-kan-daekke-5-pct-af-elforbruget-i-2020-174597.

[6] https://www.reuters.com/article/us-china-solarpower/china-installed-18-percent-less-solar-power-capacity-in-2018-idUSKCN1PB09G.