Tiden er inde til oprør

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Naturens grænser er overskredet

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Disse grænser kaldes de planetære grænser.

De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.

Et billede, der indeholder diagram

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Planetære grænser samt status. Kredit: “Azote for Stockholm Resilience Centre, based on analysis in Wang-Erlandsson et al 2022”

Seks af de planetære grænser er overskredet. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.

På klimaområdet blev den planetære grænse allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million), og strålingspåvirkningen var 1,0 W/m2.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm (udover de andre drivhusgasser).

Parisaftalen er et skuespil

I 2015 var verdens ledere begejstrede og kaldte det en historisk sejr, da de landede Parisaftalen. Her blev man enige om at arbejde for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader. Men hov, grænsen for Klimaforandringer blev jo allerede overskredet i 1988… Hvor stammer de 1,5 grader så fra?

Først og fremmest er det en politisk beslutning.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. Man kan undre sig over begejstringen for Parisaftalens ”mål”, når man læser en af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

Selv om ovenstående konklusion er alvorlig nok i sig selv, er det vigtigt at bemærke, at konklusionerne i IPCC’s rapporter skabes i et politisk forum med verdens ledere, hvor også lobbyister fra den fossile industri er til stede og påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord. I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes. Laveste fællesnævner bestemmer konklusionerne og dermed også den politiske kurs og den offentlige fortælling.

Dertil kommer, at videnskaben er konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Dette sker nu, hvor den globale middeltemperatur er øget med 1,1°C – 1,2°C. Hvad sker der så ved en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader?

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de tidligere nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling. Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne planet med.

Videnskaben har jo egentlig også påpeget, at vi allerede i 1988 overskred den planetære grænse for klimaforandringer, Vi er derfor vidner til et skuespil med politiske ledere, magtfulde virksomheder og lobbyorganisationer i hovedrollerne. Her foregøgler man verdens befolkning, at hvis den globale temperaturstigning kan holdes under 1,5 grader, så er “målet” opnået, og alt er godt.

Samtalen skal starte det rigtige sted

Den videnskabelige sandhed er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område. Magtfulde økonomiske interesser, der sætter indtjening over selve livet, har gjort og gør alt for at omskrive sandheden. Ved at skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på biodiversitets- og klimakrisen, forsøge at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse kriserne.

Derfor er vi nødt til at starte samtalen det rigtige sted.

Glem alt om Parisaftalen, klimalovens 70 % reduktion af drivhusgasser i 2030, nettonul i 2045 og alle andre klima- og miljømålsætninger. Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.

Vi står i en nødsituation. Meget værre end coronakrisen, meget værre end krigen i Ukraine, og meget værre end 2. verdenskrig. Det kræver en mobilisering af hidtil uset omfang og hastighed.

Her i den rige vestlige verden skal vi som befolkning kræve af vores politikere, at der over natten bliver indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Vi skal kræve, at folketingsmedlemmer sørger for, at der bliver afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Vi skal kræve, at de store medier ikke beskæftiger sig med andet.

Vi står på kanten af et kollaps af de livgivende økosystemer og dermed et kollaps af vores trygge samfund, som vi kender det. Vi er blevet vildledt og snydt i årtier af eliten. Ingen af vores valgte ledere har levet op til deres ansvar. Konsekvensen er, at eksistensgrundlaget for liv nu er truet.

Vi vælger selv, om vi vil kontrollere kaos, eller om vi vil lade kaos kontrollere os. Nu er du informeret.

Tiden er inde til oprør!

Danmark må ikke udlede mere CO2

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods mere end 30 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Danmark burde stoppe alle CO2-udledninger i morgen

Men hvordan skal dette resterende globale CO2-budget fordeles mellem de forskellige lande i verden?

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [2].

Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.

Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [3], Klima og Omstillingsrådet [4] samt Kraka-Deloitte [5].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

Vi har et alvorligt demokratisk problem

Desværre kommer den politiske debat aldrig i nærheden af at adressere den faktiske situation. Medierne burde tale om dette døgnet rundt, men de svigter også deres ansvar. Vinklingen er skæv, og det journalistiske niveau i de store medier er for lavt.

Danske politikere og virksomheder benytter enhver lejlighed til at bryste sig af at være et klimamæssigt foregangsland. Men det er jo ikke sandt. En løgn bliver ikke sand ved at gentage den, men glansbilledet hjælper med at aflede borgernes opmærksomhed og ansvarsfølelse væk fra de virkelige udfordringer.

Vi står foran et klima- og biodiversitetsmæssigt kollaps med et heraf følgende samfundskollaps. Det er en nødsituation.

En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.

Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Medierne ville ikke beskæftige sig med andet.

Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem. Hvad gør vi, når vores politikere og medier ikke lever op til deres ansvar?


Referencer

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2]FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[3] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

PtX – et klimabedrag

Seks af de planetære grænser er allerede overskredet.

De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.

Figur 1: Planetære grænser samt status. Kredit: “Azote for Stockholm Resilience Centre, based on analysis in Wang-Erlandsson et al 2022”

Grænserne er naturens grænseværdier for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.

På klimaområdet er det specielt de fossile brændstoffer, som er synderen. Medier, politikere og virksomheder har ignoreret dette faktum i mange år, og det er åbenlyst, at vi ikke kan blive ved med at lave små gradvise tiltag. Der er behov for øjeblikkelige og kraftige reduktioner af specielt de rigere landes forbrug af fossile brændstoffer.

Danmark burde stoppe alle udledninger i morgen

Danmark har – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet sin retfærdige andel af det resterende globale CO2-budget for mange år siden. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i ovenstående perspektiv skulle Danmark stoppe alle udledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

I stedet satses på at udvikle teknologier, som kan gøre det muligt at fortsætte vores overforbrug. Ofte er det teknologier, som er forbundet med brug af enorme energimængder, og som måske ovenikøbet ikke i praksis medvirker væsentligt til at reducere de samlede belastninger på de planetære grænser.

De fossile interessers drejebog

En af disse teknologier er Power-to-X (PtX).

For godt et år siden skrev jeg om Nordens største brintfabrik, HySynergy [1]. Fabrikken blev promoveret som et tiltag, der kan reducere CO2-udledninger fra industrien og mobilitetssektoren. I virkeligheden understøtter projektet i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler, og med en milliardinvestering låser man samtidig samfundet til en fossil fremtid i mange år.

Dermed passer projektet perfekt ind i de fossile interessers drejebog, hvor formålet er at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.

Et andet eksempel, som passer godt ind i drejebogen, er luftfartssektoren, som er meget ivrige for at promovere ”grønne” flybrændstoffer og er gode til at skabe stor politisk interesse for og villighed til at yde tilskud til udvikling af disse flybrændstoffer.

Der skal ikke satses på PtX-flybrændstoffer

Green Power Danmark er for nylig kommet med anbefalinger til en dansk strategi med en målsætning om at lave 50 mio. liter PtX-flybrændstof i 2025 og 500 mio. liter i 2030 [2]. Til sammenligning bruger indenrigsluftfarten ca. 30 mio. liter om året, mens udenrigsluftfarten (fly tanket i Danmark) bruger ca. 1.170 mio. liter om året.

Det vil kræve godt 10 TWh elektricitet at producere 500 mio. liter PtX-flybrændstof. Altså enorme mængder strøm svarende til 65 % af elproduktionen i 2021 fra samtlige vindmøller i Danmark [3].

Næsten halvdelen af strømmen går til spilde undervejs i processen med at producere PtX-flybrændstof. Dertil kommer, at der skal bruges store mængder CO2, som skal indgå i processen. CO2 som tænkes fanget fra affaldsanlæg, biomassebaserede kraftvarmeanlæg og/eller fra industrielle punktkilder. Med investeringer i disse fangstanlæg skabes en afhængighed af aktiviteter, som udleder CO2, der aldrig skulle have været udledt i første omgang.

Med den nuværende lovgivning kan man maksimalt iblande 50 % PtX-flybrændstof i det fossile flybrændstof. Det er dog slet ikke hensigten at komme op på så store andele af PtX-flybrændstof. I 2030 er forslag til EU-iblandingskrav sølle 0,7 %, se Figur 2.

Figur 2: Forslag til EU-iblandingskrav præsenteret i Fit-for-55. Kilde: “Grøn omstilling af luftfarten med PtX-brændstoffer“, Green Power Danmark, 2022.

I praksis vil heller ikke PtX-flybrændstoffer levere hverken en hurtig eller markant reduktion af de fossile brændstoffer.

Vi skal ikke lade os narre af falske løsninger

Vi skal ikke lade os narre af de fossile interessers forsøg på at sælge falske klimahistorier, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.

De har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser sig udspille nu. På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien, hvor det seneste er at give falsk indtryk af, at PtX er en del af løsningen.

Der er brug for helt andre tiltag i den eksistenskritiske situation, menneskeheden har bragt sig selv i. Der skal indføres CO2-rationering i en grad, som afspejler vores historiske ansvar. Det kan måske lyde drastisk for nogle, men vi har stadig valget, om vi vil forsøge at styre situationen nu, eller vi vil vente og lade kollapset styre os.


Referencer

[1] https://solidaritet.dk/debat-brintfabrikken-hysynergy-er-sort-energi-i-groen-kamouflage/

[2]Grøn omstilling af luftfarten med PtX-brændstoffer”, Green Power Danmark, 2022

[3] Egne udregninger baseret på https://ens.dk/service/statistik-data-noegletal-og-kort/maanedlig-og-aarlig-energistatistik