Hvornår sætter vi os op i helikopteren?

I morgen udkommer Klimarådets årlige statusrapport med eksamensresultaterne for regeringens klimapolitik.

En stor del af fokus vil sandsynligvis være på, hvorvidt regeringen har anskueliggjort en vej mod Klimalovens mål om reduktioner af drivhusgasudledninger på 50-54 % i 2025, 70 % i 2030 og klimaneutralitet i 2050.

Klimarådet kommer måske med en svag kritik af regeringens indsats krydret med formuleringen om, at på nogle punkter har regeringen gjort det okay.

Regeringen vil lede med en tættekam efter de mindste positive tilkendegivelser og ophøje dem til generelle resultater af Klimarådets evaluering.

Klimabevægelserne vil fokusere på Klimarådets kritikpunkter, som formentlig peger på, at elementer af regeringens klimapolitik er baseret på usikre forventninger til udvikling af teknologier samt for ringe implementeringshastighed.

Journalisterne vil være lidt over det hele.

Alle vil rende rundt og diskutere statusrapporten, og samtalen om klimapolitik bliver dermed reduceret til en snæver boble, hvor man graver sig ned i elementer i en rapport.

Men i virkeligheden er indholdet af rapporten næsten ligegyldigt.

Rapporten tjener til, at fokus for samtalen snævrer ind, og at man dermed helt glemmer helikopterperspektivet.

Rapporten fjerner fokus fra de rigtige problemer

Og hvad går vi glip af at se, når vi ikke går op i helikopterperspektivet?

Vi ser ikke, at seks ud af ni planetære grænser er overskredet. De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer og er naturens grænser for, hvornår de med sikkerhed stadig kan opretholde sin egen funktion.

Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.

Èn af de planetære grænser, Klimaforandringer, blev allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million).

Herefter har man har brugt de sidste 36 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 36 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.

Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.

Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.

Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2025, 2030 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.

Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.

Modificeret illustration fra Politiken

Vi står foran et samfundskollaps – og politikerne gør ingenting

Klimarådets statusrapport kommer til at fungere som en distraktion for realiteterne og væk fra den diskussion, samfundet egentlig burde have:

Hvad skal vi gøre, når vi står foran et kollaps af vores livgivende økosystemer?

Et kollaps, som fører til mangel på rent drikkevand, mad og medicin, konflikter og krige.

Samfundet, som vi kender det, bryder sammen.

Hvad skal vi gøre ved politikernes manglende evne og vilje til at optræde som de ledere, de er valgt til at være?

Hvad skal vi gøre, når vores ledere svigter deres ansvar?

Folketingsmedlemmerne er valgt af befolkningen som vores ledere, og en af deres vigtigste opgaver er at styre os gennem krisesituationer.

I øjeblikket står vi i den alvorligste krise nogensinde i menneskehedens historie. En reel trussel mod selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.

Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til belastning af vores økosystemer.

Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem.

Hvad gør vi?

Vi bliver holdt for nar

Vi bliver holdt for nar, når en række større virksomheder proklamerer, at deres reduktionsmål for drivhusgasudledninger overholder Parisaftalen – den aftale, hvor de fleste af verdens lande i 2015 forpligtigede sig til at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.

Vi bliver bildt ind, at virksomhedernes reduktionsmål er et godt svar på de enorme udfordringer vi står i, hvor seks af naturens ni økosystemer har overskredet sine grænser og er ude i usikkert område.

I virkeligheden er virksomhedernes reduktionsmål helt utilstrækkelige. Og det på trods af, at målene er valideret af det såkaldte Science Based Targets initiative (SBTi), som er den institution og det værktøj, hvor virksomheder og organisationer kan fastsætte og få valideret klimamål, der angiveligt stemmer overens med klimavidenskaben og bidrager til opnåelse af Parisaftalen.

Problemet er, at SBTi har meget lidt med klimavidenskab at gøre. Deres kriterier for reduktionsmål lever i hvert fald ikke op til Parisaftalen.

For at forstå det skal vi starte med at se på, hvordan videnskaben arbejder med klima.

Hvordan arbejder klimavidenskaben?

Klimavidenskaben laver beregninger af, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores resterende globale CO2-budget [2]. Dette tal er ikke mejslet i sten, da der er usikkerheder forbundet med brug af de store komplekse modeller, som bruges. Når størrelsen af dette budget skal bestemmes, arbejder man derfor med sandsynligheder.

Det betyder, at der til et givent resterende CO2-budget hører en sandsynlighed for, at overholdelsen af budgettet også vil holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.

Man arbejder oftest med sandsynligheder på mindst 50 %, 66 % og 83 %.

Har videnskaben beregnet et resterende CO2-budget med en sandsynlighed på 83 % betyder det også, at selv om man gør alt for at reducere og ikke udleder mere, end der er plads til i CO2-budgettet, så er der stadig op til 100 % – 83 % = 17 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning alligevel overskrider 1,5°C.

Hvor stort er det resterende globale CO2-budget?

Resultaterne af klimavidenskabens samlede forskning samles med mellemrum i tusindsiders lange rapporter i regi af FN´s Klimapanel (IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change). Dette sker dog typisk kun med intervaller på 5-10 år.

Faktabaseret beslutningstagning skal ske på baggrund af ajourførte og rettidige oplysninger om nøgleindikatorer for klimasystemets tilstand og for menneskets indflydelse på det globale klimasystem.

I juni 2023 blev der udgivet opdateringer [1] til det resterende CO2-budget angivet i IPCC’s seneste rapport AR6 [2]. Resultaterne er opsummeret i Tabel 1.

Tabel 1: Resterende globale CO2-budgetter fra 1. januar 2023. Kilde: [1]

Så for at svare på spørgsmålet om, hvor stort det resterende globale CO2-budget er, må vi først tage stilling til, hvilken sandsynlighed vi ønsker, for at den globale middeltemperaturstigning holdes under 1,5°C?

Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents chance for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Selvfølgelig ikke.

Ikke desto mindre baserer IPCC og mange andre studier sine konklusioner om reduktionshastighed for CO2-udledninger på en sandsynlighed på mindst 50 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C. Det betyder samtidig også, at der er 50 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning overskrider 1,5°C. Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men bliver ikke desto mindre brugt af politikere og beslutningstagere til at lave tiltag efter.

Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag? Desværre er kun ganske få i stand til at gennemskue denne vildledning.

Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så store sandsynligheder som muligt for, at vi kan bibeholde livsgrundlaget. I forhold til CO2-budgettet er den højeste sandsynlighed 83 % i IPCC-regi.

Med det i mente, er det resterende globale CO2-budget 100 Gton CO2 pr. 1. januar 2023, se illustration i Figur 1.

Figur 1: Egen figur lavet ud fra data i [1] med et CO2-budget, som giver 83% sandsynlighed for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Da der samtidig udledes godt 40 Gton CO2 om året, vil dette budget være brugt op allerede medio 2025, altså om ca. 1½ år, hvis vi fortsætter de nuværende udledninger.

Der er altså behov for meget store og meget hurtige reduktioner af de globale CO2-udledninger. Mål om nettonul-udledning i 2050, 2040 og 2030 giver i ovenstående lys absolut ingen mening.

SBTi’s reduktionsmål er et stort svindelnummer

Og det er netop her, at SBTi’s reduktionsmål afsløres som et stort svindelnummer.

SBTi har overordnede krav om 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Hvabehar’? Vi ved jo allerede godt, at reduktionsmål så langt ude i fremtiden ikke overholder Parisaftalen.

Med den reduktionshastighed – og under forudsætning af, at alle i verden reducerede, og at de startede i 2024 – ville hele CO2-budgettet være brugt op i 2028.

Så når man på de store scener hylder virksomheder for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen. Et falsk billede af, at her ser vi ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang og dermed kan bidrage til at stoppe de eskalerende naturkriser, vi er vidner til.

Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål. Det giver virksomheder, politikere, interesseorganisationer, den fossile industri og den økonomiske elite social licens samt fred og ro til at fortsætte ødelæggelsen af vores fælles eksistensgrundlag.

Teaterforestillingen spiller hver dag

Hver dag sidder vi som befolkning med i teateret og ser på den vildledende forestilling, der udspiller sig på scenen. Løgnen om Danmark som et grønt foregangsland. Løgnen om tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne. Løgnen fra mange instanser i samfundet om, at man gør det nødvendige.

I sidste uge blev jeg selv hevet helt op til scenen, da jeg deltog i et debatarrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?

Arrangementet blev afholdt i anledning af Verdensmålsugen 2023 og udgangspunktet for debatten var, at UN Global Compact Network Denmark samme morgen havde udgivet årets statusrapport for SBTi i Danmark [3].

I pressemeddelelsen om rapporten skrev Global Compact Network Danmark bl.a.: ”Danske virksomheder ligger fortsat i top sammenlignet med resten af verden, når det gælder om at sætte videnskabeligt baserede klimamål gennem Science Based Targets initiative (SBTi). Og et stigende antal virksomheder sætter mål for, hvornår det skal være slut med at udlede drivhusgasser.

Roserne til de danske virksomheder var også store fra flere af panelisterne til debatarrangementet. Særligt var vicedirektøren i Dansk Industri, Anne Højer Simonsen, begejstret, da hun udtalte, at hun er stolt af den danske indsats, og at ”den er guld værd for den danske regering og folketingspolitikere, når man står ude i verden og siger, at vi skal udfase fossile brændsler”.

Ren manipulation, som tilhørerne tilsyneladende slugte råt.

Når man ved, at det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og at Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden [4] og [5], er det jo nærmest tragikomisk at holde et seriøst arrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?

Det er jo helt tydeligt, at danske virksomheder ikke leverer. De er ikke engang i nærheden af det. Men det ønskede ingen at tale om til arrangementet. Den vildledende teaterforestilling understøttede tværtimod det kollektive bedrag om Danmark som et grønt foregangsland. Landet, der hvert år bruger ressourcer, som var der 4 jordkloder.

Vi gambler med vores eksistensgrundlag

I virkeligheden er CO2-budgettet også en konstrueret målestok, som giver falsk tryghed.

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse, Klimaforandringer.

Man har brugt de sidste 35 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.

De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer. Udover den planetære grænse, Klimaforandringer, er fem andre planetære grænser overskredet. Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.

Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.

Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.

Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.

Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.

På tide at se realiteterne i øjnene

SBTi’s reduktionsmål lever ikke op til Parisaftalen.

Når virksomheder og organisationer hyldes for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen af ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang.

Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål.

Det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden.

Danmark er et af de lande i verden, som bidrager mest til nedbrydelsen af de fælles økosystemer.

Hver eneste dag bliver vi som befolkning fodret med vildledning og løgne om Danmark som et grønt foregangsland og et land med tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne.

Seks ud af naturens ni økosystemer er blevet ustabile. Så længe vi ikke stopper belastningen af økosystemerne, gambler vi med vores eksistensgrundlag. Fjerne mål i 2050, 2040 og 2030 giver ikke nogen mening i den meget akutte situation, vi står i. Belastningen af økosystemerne skal stoppe nu.


Referencer

[1] P. M. Forster et al.: Indicators of Global Climate Change 2022: annual update

[2] IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

[3] https://info.globalcompact.dk/SBTi-in-denmark-2023

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5] ”Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022.

Der er intet råderum til fortsat skibstransport

I dag var jeg til et fælles debatarrangement afholdt af Danske Rederier og Rådet for Grøn Omstilling med titlen ”Vi skal videre. Grøn skibsfart: Hvor langt er vi og hvad er næste skridt?”.

Udgangspunktet for arrangementet var med Danske Rederiers ord: ”Med en historisk aftale i FN’s søfartsorganisation denne sommer, blev 175 lande enige om at skibsfarten skal være klimaneutral.

Nuvel, en historisk aftale, det kan man måske medgive arrangørerne. Men leverer aftalen nok?

CO2e-reduktioner bliver ædt op af øget transport

Aftalen har en overordnet målsætning om ”klimaneutral skibsfart i eller omkring, dvs. tæt på, 2050”. Reduktionsmål i 2030 og 2040 på hhv. 20-30 % og 70-80 % (i forhold til 2008) [1].

Brancheorganisationen for dansk skibsfart, Danske Rederier har en målsætning om, at mindst fem procent af danskopererede skibe skal kunne sejle på ”net-zero” brændstoffer i 2030 [2].

I bedste fald reducerer ”net-zero” brændstoffer CO2e-udledningerne med 70 % i fht. brug af fossile brændstoffer, se Figur 1.

Figur 1: Tre brændstofveje. Kilde: Maersk

2030-målet for ”net-zero” brændstoffer giver dermed en reel CO2e-reduktion på 70 % af 5 % = 3,5 %

Samtidig er skibscontainertransport vokset støt med gennemsnitlig 3 % om året i perioden 1990-2022 [3], se også Figur 2.

Figur 2: Udvikling i global skibscontainertransport i perioden 1990-2024

Fremskrivninger indikerer yderligere vækst med en estimeret 2,2 procent vækst fra 2022 til 2023 og en efterfølgende vækst på 2,6 procent fra 2023 til 2024.

Fremskrives disse vækstrater vil skibscontainertransporten være vokset med 21 % i 2030 sammenlignet med 2022.

CO2e-reduktionerne fra brug af net-zero brændstoffer bliver dermed hurtigt mere end ædt op af øget transport.

Hver eneste dag gambler vi med vores eksistensgrundlag

Men for at vurdere, om aftalen generelt leverer nok, må man se på den situation, vi befinder os i.

Vi mennesker har overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer. Seks planetære grænser er overskredet, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.

Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.

Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.

Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 jo nærmest tragikomiske og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben og vælger at gå rundt med nogle af de største skyklapper på.

Et forsøg på manipulation

Jeg ser arrangementet i dag som et forsøg på manipulation, hvor Danske Rederier og branchens aktører – godt hjulpet på vej af Rådet for Grøn Omstillings stiltiende accept – prøver at tale sig væk fra den virkelighed, jeg lige har skitseret.

De prøver at bilde os ind, at dansk skibsfart har en meningsfuld rolle at spille i forhold til at stoppe belastningen af økosystemerne.

Det har de ikke. Tværtimod er de med til at gøre situationen værre. Det er et vildledende narrativ, når Danske Rederier fortæller om ambitiøse målsætninger for ”grønne” brændstoffer, og at dansk skibsfart er villig til at gå forrest og tage globalt lederskab.

Samtalen i dag burde i stedet have handlet om, at vi ikke længere har et miljømæssigt råderum til fortsat skibsfart og om, hvad vi skal stille op med den viden.


Referencer

[1] https://em.dk/aktuelt/nyheder/2023/jul/historisk-klimaaftale-skibsfarten-skal-vaere-klimaneutral

[2] https://danishshipping.dk/det-mener-vi/klima/

[3] https://danishshipping.dk/media/mrsc2efa/ultraflash-containertransport-til-soes-har-vaeret-det-hurtigst-voksende-segment-de-sidste-32-aar.pdf

Belastningen af økosystemerne skal stoppe øjeblikkeligt

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2023 er ”plads” til 100 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Skal vi holde os inden for dette budget, er det på globalt niveau nødvendigt at reducere CO2-udledningerne med 42 % pr. år fra og med 2024. Den nødvendige procentvise reduktionssti er illustreret i Figur 1.

Det er altså nødvendigt med reduktioner i en skala, som ligger meget langt fra samtlige klima- og miljømålsætninger.

Ser man ovenstående i en dansk kontekst, har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [2], Klima og Omstillingsrådet [3] samt Kraka-Deloitte [4].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, linje/række

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Nødvendig reduktionssti for at begrænse den globale middeltemperaturstigning til maksimalt 1,5°C.

Hvilken situation står vi i?

I foregående afsnit accepterede vi præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Men som jeg indledte med at fortælle, er størstedelen af naturens egne grænser overskredet. Det er efterhånden blevet klart for de fleste. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med

Derfor kan vi ikke bruge de nuværende klima- og miljømålsætninger med gradvise forbedringer til noget. Der er behov for, at vi øjeblikkeligt stopper vores belastning af økosystemerne.

Dér skal vi starte samtalen.


Referencer

[1] Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence, Piers M. Forster et al., Volume 15, issue 6, ESSD, 15, 2295–2327, 2023

 https://essd.copernicus.org/articles/15/2295/2023/#section8  Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[3] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[4]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

Klimaloven er dødfødt

Jeg har tidligere skrevet debatindlæg om, hvorfor klimalovens 2030- og 2045-mål ikke giver nogen mening, da vi allerede er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, bl.a. i Klimamonitor Tiden er inde til oprør og i Ræson Glem Parisaftalen. Sandheden er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område.

Selv hvis klimalovens mål gav mening, er handlingsrummet indenfor klimaloven meget indskrænket og kan på ingen måde adressere de polykriser, vi står i.

I klimaloven (Lov om klima) står der i §1, stk. 3, pkt. 2): ”Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles.[1]

Og i §1, stk. 3, pkt. 3) står der: ”Danmark skal vise, at der kan laves en grøn omstilling og samtidig bibeholdes et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres.

Med alle de hensyn, der skal tages for indfrielsen af Danmarks klimamål og den ”grønne” omstilling til bl.a. erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser samt bibeholdelse af et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres, er det meget svært at lave tiltag, der afviger væsentligt fra de eksisterende strukturer og systemer.

Det meget begrænsede handlingsrum blev synliggjort og tydeligt under et åbent samråd den 13. juni 2023 i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget om CO2-reduktioner og reduktionsmankoen for 2025 i klimastatus og –fremskrivning 2023 [2]. Her nævnte Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, Lars Aagaard, at han har fået forslag fra 92-gruppen, f.eks.:

  • Reduktion af dyrebestanden (industrielle) med 15%
  • Indførsel af CO2-afgift for landbruget på 750 kr. pr. ton i 2025
  • Nedsættelse af hastigheden på motorvejene til 100 km/t
  • Stop for salg af fossile varevogne og biler fra 2024.
Et billede, der indeholder tekst, Ansigt, person, skærmbillede

Automatisk genereret beskrivelse

Ministeren udtalte, at en række af forslagene ”vil have mærkbare konsekvenser for danskerne, for livsvilkårene for mange mennesker, og noget af det vil ramme enkeltstående industrier særdeles hårdt…”.

Samlet set mener ministeren ikke, at tiltagene ”vil reflektere klimalovens guidende principper”. Derfor har ministeren ”meget meget svært” ved at se, ”at forslagene kan håndteres indenfor de balancerende principper af klimaloven”.

Det er klart, at når så oplagte forslag ikke er mulige med henvisning til klimalovens guidende principper, så er klimaloven dødfødt. Det vil aldrig lykkes at lave tiltag, som kan bringe os derhen, hvor det er nødvendigt.


Referencer

[1] LOV nr 965 af 26/06/2020, Lov om klima, Klima­, Energi­ og Forsyningsmin., j.nr. 2019­2855

[2] https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20222/kef/td.1961823.aspx?as=1#pv

Krydstogtskibe handler ikke om landstrøm

Gennem noget tid har debatten kørt om landstrøm til krydstogtskibe.

Uden landstrøm er krydstogtskibene nødt til at afbrænde fuelolie, mens de ligger i havn. Det udleder en stor mængde helbredsskadelige partikler, hvilket er et reelt problem for borgerne i de byer, hvor skibene lægger til kaj. Hertil kommer udledninger af klimaskadelig CO2.

Men i virkeligheden er samtalen om landstrøm eller ej irrelevant i et større perspektiv. For med krydstogtskibe er vi nødt til at tage en tur op i helikopteren for at se det store perspektiv.

Krydstogtskibe ligger ikke kun til kaj, men sejler også rundt en stor del af tiden.

Krydstogtsskibe som turisme-/rejseform er forbundet med et ekstremt stort forbrug af ressourcer og er dermed meget belastende for økosystemerne.

De sidste årtier har vi bevæget os længere og længere udover grænserne for, hvad vores økosystemer kan klare. Og vores livsgrundlag er helt afhængig af, at økosystemerne kan opretholde en god balance.

Klima er blot ét økosystem; der er otte andre, heriblandt biodiversitet, miljøforurenende stoffer og vand.

I skrivende stund har vi overskredet grænserne for syv ud af ni økosystemer, og konsekvenserne er efterhånden tydelige for enhver. Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige.

Det er svært at se realiteterne i øjnene, og nogle vælger at lukke øjnene og fortsætte som altid. Men virkeligheden og den forfærdelige situation forsvinder ikke, selvom man kigger den anden vej.

I den situation er der ikke plads til krydstogtskibe mere.

Der er ikke noget råderum tilbage, og det giver derfor ingen mening med aktiviteter, som gør yderligere skade på vores fælles økosystemer (og endnu mindre når aktiviteterne er i den luksusprægede kategori, som kun er tilgængelig for en lille del af verdens befolkning).

Vi er ved at ødelægge selve eksistensgrundlaget for liv, og én af samtalerne skal derfor handle om, hvordan vi kan påvirke beslutningstagere til at få stoppet krydstogtsaktiviteten indenfor de næste tre måneder.

Dansk Industris selvforståelse trænger til det store serviceeftersyn

Så har Dansk Industri også fået udbredt sit lobbynetværk til CONCITO – Danmarks grønne tænketank.

Dansk Industri skriver selv om medlemskabet af CONCITO: 

”Danske virksomheder er forandringskraften, der kan forme en grønnere fremtid, og som gør en massiv indsats for at løse landets og verdens energi-, ressourcer-, biodiversitets- og klimakrise. Og de er parat til at gøre endnu mere.”

Efter at have læst det forvrængede billede af virkeligheden, bliver det klart, at Dansk Industris selvforståelse trænger til det store serviceeftersyn.

Ideen om en ”grøn vækst” – altså en økonomisk vækst fuldstændig afkoblet fra naturen – er videnskabeligt grundløs og distraherer os fra nødvendig handling.

En ægte grøn vækst skal være absolut (og ikke kun relativt) afkoblet fra alle miljøbelastninger, hvor end disse sker i et tempo, der er tilstrækkelig hurtigt, og som fortsætter over tid.

En sådan afkobling er aldrig opnået noget sted på Jorden.

Image
Figur 1: Typer af afkobling. Fra Timothée Parriques præsentation på Beyond Growth konference 16/5-2023. https://twitter.com/timparrique/status/1658481579696750592

Økonomisk vækst har tværtimod bragt os til at overskride seks planetære grænser, og vi kan kun komme tilbage indenfor de sikre planetære grænser ved at nedskalere produktion og forbrug.

Det er svært at forestille sig, at en nedskalering af produktion og forbrug passer ind i Dansk Industris agenda, da de først og fremmest arbejder for, at deres medlemmers økonomiske interesser tilgodeses bedst muligt.

Dansk Industri er derfor ikke en seriøs medspiller i forhold til de eksistentielle kriser, vi står i.

Indianeren i regnskoven renser kroppen med benzin

Indianeren i den ecuadorianske regnskov, som forsøger at fjerne olie fra sin krop.

Forleden dag ryddede jeg op i mine gamle papirer og noter. Her fik jeg et sørgeligt gensyn med det billede, jeg så for første gang i starten af 90’erne. Det bragte mig tilbage til 1994, hvor jeg som aktivist i regi af Foreningen for International Bæredygtig Udvikling (FIBU) bl.a. skrev breve til de mange olieselskaber, som allerede dengang havde haft mangeårige koncessioner i den ecuadorianske regnskov.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Vi anmodede olieselskaberne om at tage kontakt til de mange indianske organisationer og samfund samt udvise respekt for den oprindelige befolkning. Allerede dengang var der massive forureninger med olie og kemisk affald.

Vandet, som Amazonas’ befolkning drikker, fisker i, bader i, og bruger til madlavning, blev forgiftet. Deres vigtigste næring, fiskene, forsvandt.

Nu afdøde Ritt Bjerregaard skrev i 1991 [1]: ”Sjældne gange ser du et billede, der fanger dit blik. Jeg så sådan et foto forleden. Et billede af en muskuløs mand i regnskoven.

Ved første øjekast er det eneste unaturlige i billedet en rød plastikspand på størrelse med dem, store institutioner herhjemme køber marmelade i. Og alligevel… Noget siger mig, at det ikke kun er plastikspanden, der generer mine øjne. Jeg kikker igen. Det er mandens ben. De er sorte, glinsende sorte, som kun olie kan glinse.

”Disse er vore søer, dette er vores jord”, står der i billedteksten. Manden der har udtalt ordene er indfødt, indianer. Vi kalder ham primitiv, fordi hans slægt har boet i regnskoven i tusinder af år uden at ødelægge den.

I dag går han ud i søerne, ikke længere for at fange fisk, men for at rydde op efter de mange olieselskaber, hvis ejere tænker mere på økonomisk udvikling i privatøkonomien end på bæredygtig udvikling for deres børnebørn. Det er disse ejere, vi normalt kalder for civiliserede folk.

Billedet gør mig vred, fordi såkaldt civiliserede folk opfører sig som svin, når de kommer uden for deres egen dagligstue – den vestlige verden.

Ritt Bjerregaard fortsætter: ”Jeg har tit haft det lidt mærkeligt, når jeg taler om den globale verden, vi lever i. For hvordan ser den egentlig ud? Eller om den bæredygtige udvikling – hvad vil det egentlig sige? Det bliver let floskler, som alle vi politikere kan lire af, men som er uden reelt indhold. Billedet af manden i regnskoven gør kravet om bæredygtigdygtig udvikling konkret.

Vi er oppe imod store kræfter, olieselskaber, banker, ja hele stater, der kun har en tanke i hovedet: Penge! Men de er ikke usårlige, og vores krav er ikke urimelige.

Nu – i 2023 – er der gået 32 år siden Ritt Bjerregaard skrev ovenstående. Og hvad er der sket? Olieselskaberne har udvidet deres aktiviteter i hele Amazonas, og ødelæggelserne fortsætter i endnu højere grad.

Vores økosystemer er ved at kollapse, mens olie- og gasselskaberne fortsætter deres udvinding og salg af fossile brændstoffer over hele verden. De griner af os hele vejen til banken.

Det ser ud til, at de alligevel er usårlige….


Referencer

[1] Kamp for livet i Amazonas. Fotografier fra regnskoven, Ecuador, Arbejdermuseet, 1991. ISBN 87-982822-2-0/Saloprint

Danmark må ikke udlede mere CO2

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods mere end 30 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Danmark burde stoppe alle CO2-udledninger i morgen

Men hvordan skal dette resterende globale CO2-budget fordeles mellem de forskellige lande i verden?

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [2].

Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.

Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [3], Klima og Omstillingsrådet [4] samt Kraka-Deloitte [5].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

Vi har et alvorligt demokratisk problem

Desværre kommer den politiske debat aldrig i nærheden af at adressere den faktiske situation. Medierne burde tale om dette døgnet rundt, men de svigter også deres ansvar. Vinklingen er skæv, og det journalistiske niveau i de store medier er for lavt.

Danske politikere og virksomheder benytter enhver lejlighed til at bryste sig af at være et klimamæssigt foregangsland. Men det er jo ikke sandt. En løgn bliver ikke sand ved at gentage den, men glansbilledet hjælper med at aflede borgernes opmærksomhed og ansvarsfølelse væk fra de virkelige udfordringer.

Vi står foran et klima- og biodiversitetsmæssigt kollaps med et heraf følgende samfundskollaps. Det er en nødsituation.

En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.

Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Medierne ville ikke beskæftige sig med andet.

Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem. Hvad gør vi, når vores politikere og medier ikke lever op til deres ansvar?


Referencer

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2]FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[3] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

PtX – et klimabedrag

Seks af de planetære grænser er allerede overskredet.

De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.

Figur 1: Planetære grænser samt status. Kredit: “Azote for Stockholm Resilience Centre, based on analysis in Wang-Erlandsson et al 2022”

Grænserne er naturens grænseværdier for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.

På klimaområdet er det specielt de fossile brændstoffer, som er synderen. Medier, politikere og virksomheder har ignoreret dette faktum i mange år, og det er åbenlyst, at vi ikke kan blive ved med at lave små gradvise tiltag. Der er behov for øjeblikkelige og kraftige reduktioner af specielt de rigere landes forbrug af fossile brændstoffer.

Danmark burde stoppe alle udledninger i morgen

Danmark har – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet sin retfærdige andel af det resterende globale CO2-budget for mange år siden. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i ovenstående perspektiv skulle Danmark stoppe alle udledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

I stedet satses på at udvikle teknologier, som kan gøre det muligt at fortsætte vores overforbrug. Ofte er det teknologier, som er forbundet med brug af enorme energimængder, og som måske ovenikøbet ikke i praksis medvirker væsentligt til at reducere de samlede belastninger på de planetære grænser.

De fossile interessers drejebog

En af disse teknologier er Power-to-X (PtX).

For godt et år siden skrev jeg om Nordens største brintfabrik, HySynergy [1]. Fabrikken blev promoveret som et tiltag, der kan reducere CO2-udledninger fra industrien og mobilitetssektoren. I virkeligheden understøtter projektet i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler, og med en milliardinvestering låser man samtidig samfundet til en fossil fremtid i mange år.

Dermed passer projektet perfekt ind i de fossile interessers drejebog, hvor formålet er at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.

Et andet eksempel, som passer godt ind i drejebogen, er luftfartssektoren, som er meget ivrige for at promovere ”grønne” flybrændstoffer og er gode til at skabe stor politisk interesse for og villighed til at yde tilskud til udvikling af disse flybrændstoffer.

Der skal ikke satses på PtX-flybrændstoffer

Green Power Danmark er for nylig kommet med anbefalinger til en dansk strategi med en målsætning om at lave 50 mio. liter PtX-flybrændstof i 2025 og 500 mio. liter i 2030 [2]. Til sammenligning bruger indenrigsluftfarten ca. 30 mio. liter om året, mens udenrigsluftfarten (fly tanket i Danmark) bruger ca. 1.170 mio. liter om året.

Det vil kræve godt 10 TWh elektricitet at producere 500 mio. liter PtX-flybrændstof. Altså enorme mængder strøm svarende til 65 % af elproduktionen i 2021 fra samtlige vindmøller i Danmark [3].

Næsten halvdelen af strømmen går til spilde undervejs i processen med at producere PtX-flybrændstof. Dertil kommer, at der skal bruges store mængder CO2, som skal indgå i processen. CO2 som tænkes fanget fra affaldsanlæg, biomassebaserede kraftvarmeanlæg og/eller fra industrielle punktkilder. Med investeringer i disse fangstanlæg skabes en afhængighed af aktiviteter, som udleder CO2, der aldrig skulle have været udledt i første omgang.

Med den nuværende lovgivning kan man maksimalt iblande 50 % PtX-flybrændstof i det fossile flybrændstof. Det er dog slet ikke hensigten at komme op på så store andele af PtX-flybrændstof. I 2030 er forslag til EU-iblandingskrav sølle 0,7 %, se Figur 2.

Figur 2: Forslag til EU-iblandingskrav præsenteret i Fit-for-55. Kilde: “Grøn omstilling af luftfarten med PtX-brændstoffer“, Green Power Danmark, 2022.

I praksis vil heller ikke PtX-flybrændstoffer levere hverken en hurtig eller markant reduktion af de fossile brændstoffer.

Vi skal ikke lade os narre af falske løsninger

Vi skal ikke lade os narre af de fossile interessers forsøg på at sælge falske klimahistorier, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.

De har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser sig udspille nu. På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien, hvor det seneste er at give falsk indtryk af, at PtX er en del af løsningen.

Der er brug for helt andre tiltag i den eksistenskritiske situation, menneskeheden har bragt sig selv i. Der skal indføres CO2-rationering i en grad, som afspejler vores historiske ansvar. Det kan måske lyde drastisk for nogle, men vi har stadig valget, om vi vil forsøge at styre situationen nu, eller vi vil vente og lade kollapset styre os.


Referencer

[1] https://solidaritet.dk/debat-brintfabrikken-hysynergy-er-sort-energi-i-groen-kamouflage/

[2]Grøn omstilling af luftfarten med PtX-brændstoffer”, Green Power Danmark, 2022

[3] Egne udregninger baseret på https://ens.dk/service/statistik-data-noegletal-og-kort/maanedlig-og-aarlig-energistatistik