Kategori: Planetære grænser

Belastningen af økosystemerne skal stoppe øjeblikkeligt

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2023 er ”plads” til 100 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Skal vi holde os inden for dette budget, er det på globalt niveau nødvendigt at reducere CO2-udledningerne med 42 % pr. år fra og med 2024. Den nødvendige procentvise reduktionssti er illustreret i Figur 1.

Det er altså nødvendigt med reduktioner i en skala, som ligger meget langt fra samtlige klima- og miljømålsætninger.

Ser man ovenstående i en dansk kontekst, har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [2], Klima og Omstillingsrådet [3] samt Kraka-Deloitte [4].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, linje/række Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Nødvendig reduktionssti for at begrænse den globale middeltemperaturstigning til maksimalt 1,5°C.

Hvilken situation står vi i?

I foregående afsnit accepterede vi præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Men som jeg indledte med at fortælle, er størstedelen af naturens egne grænser overskredet. Det er efterhånden blevet klart for de fleste. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med

Derfor kan vi ikke bruge de nuværende klima- og miljømålsætninger med gradvise forbedringer til noget. Der er behov for, at vi øjeblikkeligt stopper vores belastning af økosystemerne.

Dér skal vi starte samtalen.

Referencer

[1] Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence, Piers M. Forster et al., Volume 15, issue 6, ESSD, 15, 2295–2327, 2023

 https://essd.copernicus.org/articles/15/2295/2023/#section8  Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[3] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[4] ”Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

Klimaloven er dødfødt

Jeg har tidligere skrevet debatindlæg om, hvorfor klimalovens 2030- og 2045-mål ikke giver nogen mening, da vi allerede er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, bl.a. i Klimamonitor Tiden er inde til oprør og i Ræson Glem Parisaftalen. Sandheden er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område.

Selv hvis klimalovens mål gav mening, er handlingsrummet indenfor klimaloven meget indskrænket og kan på ingen måde adressere de polykriser, vi står i.

I klimaloven (Lov om klima) står der i §1, stk. 3, pkt. 2): ”Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles.” [1]

Og i §1, stk. 3, pkt. 3) står der: ”Danmark skal vise, at der kan laves en grøn omstilling og samtidig bibeholdes et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres.”

Med alle de hensyn, der skal tages for indfrielsen af Danmarks klimamål og den ”grønne” omstilling til bl.a. erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser samt bibeholdelse af et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres, er det meget svært at lave tiltag, der afviger væsentligt fra de eksisterende strukturer og systemer.

Det meget begrænsede handlingsrum blev synliggjort og tydeligt under et åbent samråd den 13. juni 2023 i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget om CO2-reduktioner og reduktionsmankoen for 2025 i klimastatus og –fremskrivning 2023 [2]. Her nævnte Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, Lars Aagaard, at han har fået forslag fra 92-gruppen, f.eks.:

  • Reduktion af dyrebestanden (industrielle) med 15%
  • Indførsel af CO2-afgift for landbruget på 750 kr. pr. ton i 2025
  • Nedsættelse af hastigheden på motorvejene til 100 km/t
  • Stop for salg af fossile varevogne og biler fra 2024.
Et billede, der indeholder tekst, Ansigt, person, skærmbillede Automatisk genereret beskrivelse

Ministeren udtalte, at en række af forslagene ”vil have mærkbare konsekvenser for danskerne, for livsvilkårene for mange mennesker, og noget af det vil ramme enkeltstående industrier særdeles hårdt…”.

Samlet set mener ministeren ikke, at tiltagene ”vil reflektere klimalovens guidende principper”. Derfor har ministeren ”meget meget svært” ved at se, ”at forslagene kan håndteres indenfor de balancerende principper af klimaloven”.

Det er klart, at når så oplagte forslag ikke er mulige med henvisning til klimalovens guidende principper, så er klimaloven dødfødt. Det vil aldrig lykkes at lave tiltag, som kan bringe os derhen, hvor det er nødvendigt.

Referencer

[1] LOV nr 965 af 26/06/2020, Lov om klima, Klima­, Energi­ og Forsyningsmin., j.nr. 2019­2855

[2] https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20222/kef/td.1961823.aspx?as=1#pv

Krydstogtskibe handler ikke om landstrøm

Gennem noget tid har debatten kørt om landstrøm til krydstogtskibe.

Uden landstrøm er krydstogtskibene nødt til at afbrænde fuelolie, mens de ligger i havn. Det udleder en stor mængde helbredsskadelige partikler, hvilket er et reelt problem for borgerne i de byer, hvor skibene lægger til kaj. Hertil kommer udledninger af klimaskadelig CO2.

Men i virkeligheden er samtalen om landstrøm eller ej irrelevant i et større perspektiv. For med krydstogtskibe er vi nødt til at tage en tur op i helikopteren for at se det store perspektiv.

Krydstogtskibe ligger ikke kun til kaj, men sejler også rundt en stor del af tiden.

Krydstogtsskibe som turisme-/rejseform er forbundet med et ekstremt stort forbrug af ressourcer og er dermed meget belastende for økosystemerne.

De sidste årtier har vi bevæget os længere og længere udover grænserne for, hvad vores økosystemer kan klare. Og vores livsgrundlag er helt afhængig af, at økosystemerne kan opretholde en god balance.

Klima er blot ét økosystem; der er otte andre, heriblandt biodiversitet, miljøforurenende stoffer og vand.

I skrivende stund har vi overskredet grænserne for syv ud af ni økosystemer, og konsekvenserne er efterhånden tydelige for enhver. Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige.

Det er svært at se realiteterne i øjnene, og nogle vælger at lukke øjnene og fortsætte som altid. Men virkeligheden og den forfærdelige situation forsvinder ikke, selvom man kigger den anden vej.

I den situation er der ikke plads til krydstogtskibe mere.

Der er ikke noget råderum tilbage, og det giver derfor ingen mening med aktiviteter, som gør yderligere skade på vores fælles økosystemer (og endnu mindre når aktiviteterne er i den luksusprægede kategori, som kun er tilgængelig for en lille del af verdens befolkning).

Vi er ved at ødelægge selve eksistensgrundlaget for liv, og én af samtalerne skal derfor handle om, hvordan vi kan påvirke beslutningstagere til at få stoppet krydstogtsaktiviteten indenfor de næste tre måneder.

Dansk Industris selvforståelse trænger til det store serviceeftersyn

Så har Dansk Industri også fået udbredt sit lobbynetværk til CONCITO – Danmarks grønne tænketank.

Dansk Industri skriver selv om medlemskabet af CONCITO: 

”Danske virksomheder er forandringskraften, der kan forme en grønnere fremtid, og som gør en massiv indsats for at løse landets og verdens energi-, ressourcer-, biodiversitets- og klimakrise. Og de er parat til at gøre endnu mere.”

Efter at have læst det forvrængede billede af virkeligheden, bliver det klart, at Dansk Industris selvforståelse trænger til det store serviceeftersyn.

Ideen om en ”grøn vækst” – altså en økonomisk vækst fuldstændig afkoblet fra naturen – er videnskabeligt grundløs og distraherer os fra nødvendig handling.

En ægte grøn vækst skal være absolut (og ikke kun relativt) afkoblet fra alle miljøbelastninger, hvor end disse sker i et tempo, der er tilstrækkelig hurtigt, og som fortsætter over tid.

En sådan afkobling er aldrig opnået noget sted på Jorden.

Image
Figur 1: Typer af afkobling. Fra Timothée Parriques præsentation på Beyond Growth konference 16/5-2023. https://twitter.com/timparrique/status/1658481579696750592

Økonomisk vækst har tværtimod bragt os til at overskride seks planetære grænser, og vi kan kun komme tilbage indenfor de sikre planetære grænser ved at nedskalere produktion og forbrug.

Det er svært at forestille sig, at en nedskalering af produktion og forbrug passer ind i Dansk Industris agenda, da de først og fremmest arbejder for, at deres medlemmers økonomiske interesser tilgodeses bedst muligt.

Dansk Industri er derfor ikke en seriøs medspiller i forhold til de eksistentielle kriser, vi står i.

Indianeren i regnskoven renser kroppen med benzin

Indianeren i den ecuadorianske regnskov, som forsøger at fjerne olie fra sin krop.

Forleden dag ryddede jeg op i mine gamle papirer og noter. Her fik jeg et sørgeligt gensyn med det billede, jeg så for første gang i starten af 90’erne. Det bragte mig tilbage til 1994, hvor jeg som aktivist i regi af Foreningen for International Bæredygtig Udvikling (FIBU) bl.a. skrev breve til de mange olieselskaber, som allerede dengang havde haft mangeårige koncessioner i den ecuadorianske regnskov.

Et billede, der indeholder tekst Automatisk genereret beskrivelse

Vi anmodede olieselskaberne om at tage kontakt til de mange indianske organisationer og samfund samt udvise respekt for den oprindelige befolkning. Allerede dengang var der massive forureninger med olie og kemisk affald.

Vandet, som Amazonas’ befolkning drikker, fisker i, bader i, og bruger til madlavning, blev forgiftet. Deres vigtigste næring, fiskene, forsvandt.

Nu afdøde Ritt Bjerregaard skrev i 1991 [1]: ”Sjældne gange ser du et billede, der fanger dit blik. Jeg så sådan et foto forleden. Et billede af en muskuløs mand i regnskoven.

Ved første øjekast er det eneste unaturlige i billedet en rød plastikspand på størrelse med dem, store institutioner herhjemme køber marmelade i. Og alligevel… Noget siger mig, at det ikke kun er plastikspanden, der generer mine øjne. Jeg kikker igen. Det er mandens ben. De er sorte, glinsende sorte, som kun olie kan glinse.

”Disse er vore søer, dette er vores jord”, står der i billedteksten. Manden der har udtalt ordene er indfødt, indianer. Vi kalder ham primitiv, fordi hans slægt har boet i regnskoven i tusinder af år uden at ødelægge den.

I dag går han ud i søerne, ikke længere for at fange fisk, men for at rydde op efter de mange olieselskaber, hvis ejere tænker mere på økonomisk udvikling i privatøkonomien end på bæredygtig udvikling for deres børnebørn. Det er disse ejere, vi normalt kalder for civiliserede folk.

Billedet gør mig vred, fordi såkaldt civiliserede folk opfører sig som svin, når de kommer uden for deres egen dagligstue – den vestlige verden.”

Ritt Bjerregaard fortsætter: ”Jeg har tit haft det lidt mærkeligt, når jeg taler om den globale verden, vi lever i. For hvordan ser den egentlig ud? Eller om den bæredygtige udvikling – hvad vil det egentlig sige? Det bliver let floskler, som alle vi politikere kan lire af, men som er uden reelt indhold. Billedet af manden i regnskoven gør kravet om bæredygtigdygtig udvikling konkret.

Vi er oppe imod store kræfter, olieselskaber, banker, ja hele stater, der kun har en tanke i hovedet: Penge! Men de er ikke usårlige, og vores krav er ikke urimelige.”

Nu – i 2023 – er der gået 32 år siden Ritt Bjerregaard skrev ovenstående. Og hvad er der sket? Olieselskaberne har udvidet deres aktiviteter i hele Amazonas, og ødelæggelserne fortsætter i endnu højere grad.

Vores økosystemer er ved at kollapse, mens olie- og gasselskaberne fortsætter deres udvinding og salg af fossile brændstoffer over hele verden. De griner af os hele vejen til banken.

Det ser ud til, at de alligevel er usårlige….

Referencer

[1] Kamp for livet i Amazonas. Fotografier fra regnskoven, Ecuador, Arbejdermuseet, 1991. ISBN 87-982822-2-0/Saloprint

Danmark må ikke udlede mere CO2

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods mere end 30 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Danmark burde stoppe alle CO2-udledninger i morgen

Men hvordan skal dette resterende globale CO2-budget fordeles mellem de forskellige lande i verden?

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [2].

Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.

Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [3], Klima og Omstillingsrådet [4] samt Kraka-Deloitte [5].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

Vi har et alvorligt demokratisk problem

Desværre kommer den politiske debat aldrig i nærheden af at adressere den faktiske situation. Medierne burde tale om dette døgnet rundt, men de svigter også deres ansvar. Vinklingen er skæv, og det journalistiske niveau i de store medier er for lavt.

Danske politikere og virksomheder benytter enhver lejlighed til at bryste sig af at være et klimamæssigt foregangsland. Men det er jo ikke sandt. En løgn bliver ikke sand ved at gentage den, men glansbilledet hjælper med at aflede borgernes opmærksomhed og ansvarsfølelse væk fra de virkelige udfordringer.

Vi står foran et klima- og biodiversitetsmæssigt kollaps med et heraf følgende samfundskollaps. Det er en nødsituation.

En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.

Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Medierne ville ikke beskæftige sig med andet.

Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem. Hvad gør vi, når vores politikere og medier ikke lever op til deres ansvar?

Referencer

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2]FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[3] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5] ”Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

PtX – et klimabedrag

Seks af de planetære grænser er allerede overskredet.

De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.

Figur 1: Planetære grænser samt status. Kredit: “Azote for Stockholm Resilience Centre, based on analysis in Wang-Erlandsson et al 2022”

Grænserne er naturens grænseværdier for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.

På klimaområdet er det specielt de fossile brændstoffer, som er synderen. Medier, politikere og virksomheder har ignoreret dette faktum i mange år, og det er åbenlyst, at vi ikke kan blive ved med at lave små gradvise tiltag. Der er behov for øjeblikkelige og kraftige reduktioner af specielt de rigere landes forbrug af fossile brændstoffer.

Danmark burde stoppe alle udledninger i morgen

Danmark har – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet sin retfærdige andel af det resterende globale CO2-budget for mange år siden. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i ovenstående perspektiv skulle Danmark stoppe alle udledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

I stedet satses på at udvikle teknologier, som kan gøre det muligt at fortsætte vores overforbrug. Ofte er det teknologier, som er forbundet med brug af enorme energimængder, og som måske ovenikøbet ikke i praksis medvirker væsentligt til at reducere de samlede belastninger på de planetære grænser.

De fossile interessers drejebog

En af disse teknologier er Power-to-X (PtX).

For godt et år siden skrev jeg om Nordens største brintfabrik, HySynergy [1]. Fabrikken blev promoveret som et tiltag, der kan reducere CO2-udledninger fra industrien og mobilitetssektoren. I virkeligheden understøtter projektet i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler, og med en milliardinvestering låser man samtidig samfundet til en fossil fremtid i mange år.

Dermed passer projektet perfekt ind i de fossile interessers drejebog, hvor formålet er at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.

Et andet eksempel, som passer godt ind i drejebogen, er luftfartssektoren, som er meget ivrige for at promovere ”grønne” flybrændstoffer og er gode til at skabe stor politisk interesse for og villighed til at yde tilskud til udvikling af disse flybrændstoffer.

Der skal ikke satses på PtX-flybrændstoffer

Green Power Danmark er for nylig kommet med anbefalinger til en dansk strategi med en målsætning om at lave 50 mio. liter PtX-flybrændstof i 2025 og 500 mio. liter i 2030 [2]. Til sammenligning bruger indenrigsluftfarten ca. 30 mio. liter om året, mens udenrigsluftfarten (fly tanket i Danmark) bruger ca. 1.170 mio. liter om året.

Det vil kræve godt 10 TWh elektricitet at producere 500 mio. liter PtX-flybrændstof. Altså enorme mængder strøm svarende til 65 % af elproduktionen i 2021 fra samtlige vindmøller i Danmark [3].

Næsten halvdelen af strømmen går til spilde undervejs i processen med at producere PtX-flybrændstof. Dertil kommer, at der skal bruges store mængder CO2, som skal indgå i processen. CO2 som tænkes fanget fra affaldsanlæg, biomassebaserede kraftvarmeanlæg og/eller fra industrielle punktkilder. Med investeringer i disse fangstanlæg skabes en afhængighed af aktiviteter, som udleder CO2, der aldrig skulle have været udledt i første omgang.

Med den nuværende lovgivning kan man maksimalt iblande 50 % PtX-flybrændstof i det fossile flybrændstof. Det er dog slet ikke hensigten at komme op på så store andele af PtX-flybrændstof. I 2030 er forslag til EU-iblandingskrav sølle 0,7 %, se Figur 2.

Figur 2: Forslag til EU-iblandingskrav præsenteret i Fit-for-55. Kilde: “Grøn omstilling af luftfarten med PtX-brændstoffer“, Green Power Danmark, 2022.

I praksis vil heller ikke PtX-flybrændstoffer levere hverken en hurtig eller markant reduktion af de fossile brændstoffer.

Vi skal ikke lade os narre af falske løsninger

Vi skal ikke lade os narre af de fossile interessers forsøg på at sælge falske klimahistorier, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.

De har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser sig udspille nu. På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien, hvor det seneste er at give falsk indtryk af, at PtX er en del af løsningen.

Der er brug for helt andre tiltag i den eksistenskritiske situation, menneskeheden har bragt sig selv i. Der skal indføres CO2-rationering i en grad, som afspejler vores historiske ansvar. Det kan måske lyde drastisk for nogle, men vi har stadig valget, om vi vil forsøge at styre situationen nu, eller vi vil vente og lade kollapset styre os.

Referencer

[1] https://solidaritet.dk/debat-brintfabrikken-hysynergy-er-sort-energi-i-groen-kamouflage/

[2] ”Grøn omstilling af luftfarten med PtX-brændstoffer”, Green Power Danmark, 2022

[3] Egne udregninger baseret på https://ens.dk/service/statistik-data-noegletal-og-kort/maanedlig-og-aarlig-energistatistik