SBTi er alt for risikabel og uretfærdig

Nedenstående er et debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 19. december 2023 som et svar på debatindlægget ”SBTi-medstifter svarer på kritik: At kalde SBTi for »et svindelnummer« er virkelighedsfjernt og respektløst” bragt i Klimamonitor d. 1. december 2023, som er et svar på mit debatindlæg ”Civilingeniør om Science Based Targets: Vi bliver holdt for nar” bragt i Klimamonitor d. 24. november, 2023.

I en replik til mit debatindlæg bragt her i Klimamonitor d. 24. november, 2023, skriver Joachim Marc Christensen, leder i UN Global Compact, bl.a.: ”Men at reducere klimamål sat gennem SBTi til ”ren manipulation” og ”et svindelnummer” er unuanceret, virkelighedsfjernt og respektløst over for de virksomheder, som arbejder seriøst med at reducere deres udledninger i en verden, hvor politikerne i det store hele har gjort minimalt for at reducere globale udledninger.

Det er det eneste sted i replikken, hvor mit debatindlæg bliver omtalt, og her fokuserer Joachim Marc Christensen altså udelukkende på formen fremfor substansen.

Mit debatindlæg tager udgangspunkt i klimavidenskaben og er meget præcist om det videnskabelige grundlag med detaljerede specifikke referencer.

Grundlaget for min redegørelse er det resterende globale CO2-budget med en sandsynlighed på mindst 83 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5 grader, som er Parisaftalens overordnede mål.

Med en forventet global udledning på godt 40 Gton CO2 i 2023, vil det resterende globale CO2-budget være reduceret til ca. 60 Gton, når vi om mindre end en måned skriver 1. januar 2024.

Skal CO2-budgettet overholdes, kræver det f.eks. en lineær reduktion til 0 i slutningen af 2026.

SBTi’s overordnede krav er 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Forestiller man sig, at disse reduktioner udbredes til alle på et globalt niveau med start i 2024, ville hele CO2-budgettet på 100 Gton CO2 være brugt op allerede medio 2025.

Følges lineære reduktionsstier mellem punktmålene i 2030 og 2050, vil der være en samlet udledning i perioden 2024-2050 på godt 440 Gton CO2, altså mere end 4 gange så meget sammenlignet med udledningerne ved overholdelse af CO2-budgettet.

Dette er illustreret i Figur 1.

Figur 1: Globale lineære reduktionsstier samt de akkumulerede udledninger for henholdsvis overholdelse af CO2-budgettet (83 %) og for SBTi-metoden

Og det er vel at mærke, hvis alle lande i verden fulgte samme reduktionssti som SBTi-virksomheder. Det gør de jo ikke, så SBTi-virksomhedernes reduktionshastighed burde være endnu større for at kompensere for andre virksomheders/landes lavere reduktioner.

Desuden gør flere forhold, at SBTi’s overordnede krav ikke kan generaliseres for alle lande/virksomheder i verden.

Det globale CO2-budget skal ikke fordeles ligeligt

For det første skal CO2-budgettet ikke fordeles ligeligt mellem alle verdens lande.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling.

Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.

Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden.

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel, Klima og Omstillingsrådet samt Kraka-Deloitte.

Danmark står altså sammen med de fleste andre højindkomstlande i miljømæssig gæld til de fattigere lande. I årevis har vi spist af deres andel af kagen, og det fortsætter vi med. Denne erkendelse er endnu ikke for alvor nået ud blandt befolkninger, virksomheder, medier, politikere og beslutningstagere.

Videnskaben er konservativ

For det andet er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser. Det står altså langt værre til, end man får indtryk af.

Den globale middeltemperaturstigning ønskes i Parisaftalen holdt under 1,5 grader.

Figur 2 viser den daglige globale middeltemperaturstigning for 5-årsperioderne 2018-2022 og 1948-1952 i forhold til referencen for før-industrielt niveau (1850-1900).

Allerede i slutningen af 2015 overskred den daglige globale middeltemperaturstigning 1,5 grader for første gang, og d. 17. november i år overskred den daglige globale middeltemperaturstigning 2,0 grader.

Den markerede røde kurve illustrerer den daglige globale middeltemperaturstigning i 2023 indtil videre (data indtil 18/11). Temperaturstigningen har i 2023 overskredet 1,5 grader i samlet set 128 dage, heraf de sidste 74 dage i træk siden 6. september.

Figur 2: Gennemsnitlig daglig global middeltemperaturstigning for femårsperioderne 1948-1952 og 2018-2022 samt for 2023 indtil videre.

Man er altså godt i gang med at bryde den Parisaftale, som er grundlaget for klimapolitik og altså også for SBTi.

Hvordan kan man med de faktuelt observerede temperaturstigninger sætte sin lid til, at fjerne reduktionsmål i 2030, 2040 og 2050 er meningsfulde svar på den situation, vi står i?

Udover klimaforandringer har vi mennesker overbelastet fem af naturens andre otte økosystemer.

Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.

SBTi løber store risici

Vi har altså en situation, hvor de velstillede lande for længe siden har opbrugt deres miljømæssige råderum, og dette er kombineret med en videnskab, som halter bagefter observationerne i den fysiske verden.

Så hvad skal virksomhederne i de velstillede lande gøre, når disse lande har opbrugt deres råderum i en grad, så de står med en miljømæssig gæld til de fattigere lande?

Hvordan skal virksomhederne agere, når de ved, at enhver miljømæssig belastning fra deres side vil skubbe os endnu længere ud i det usikre område?

Kan vi legitimere virksomheders fortsatte eksistens, når de bidrager til ødelæggelse af vores fælles eksistensgrundlag?

Det er realiteter og spørgsmål, vi bliver nødt til at forholde os til, når man skal fastsætte og vurdere nødvendige tiltag.

I det foregående er det vist, at Parisaftalen på globalt niveau allerede er godt på vej til at blive brudt, og at virksomhederne i de velstillede lande har opbrugt deres miljømæssige råderum for mange år siden.

Det står i skærende kontrast til, at det i replikken fra UN Global Compact – uden nogen egentlig dokumentation – hævdes, at ”I SBTi kan virksomheder demonstrere, at de støtter op om Parisaftalen, at de vil levere på Parisaftalen…”,

Joachim Marc Christensen omtaler kun perifært det videnskabelige grundlag for SBTi’s metodiske grundlag som ”FN’s Klimapanels statusrapporter” og at de fordrer ”en markant drivhusgasreduktion”. Det er ukonkret.

Joachim Marc Christensen anfører også: ”Man kan naturligvis diskutere hvor hurtigt der skal reduceres set i forhold til Parisaftalens mål og gængs klimavidenskab, herunder de fremtidsscenarier, der er opstillet med tilhørende usikkerheder og sandsynligheder.

Det er principielt rigtigt, at der ikke er ét korrekt svar for, hvornår Parisaftalen er overholdt.

Man kan finde scenarier fra IPCC med udledninger frem til 2050, der angiveligt overholder Parisaftalen. Det er dog alle scenarier med overshoot, altså hvor temperaturstigningen kommer over 1,5 grader i en periode. Man forudsætter, at det ved anvendelse af CO2-fangst og -lagring i meget stort omfang, kan lykkes at få bragt temperaturstigningen under 1,5 grader igen.

Det er selvsagt enormt risikabelt at basere sine reduktionsmål på en teknologi, der endnu ikke har vist sig anvendelig i bare tilnærmelsesvis nødvendig skala.

Hertil kommer, at man ved overskridelse af 1,5 grader øger risikoen for aktivering af tipping-points, så temperaturstigningen accelereres og kommer ud af kontrol.

Risikoen for, at økosystemerne kollapser, ikke kan bringes tilbage i det sikre område og vores fælles eksistensgrundlag dermed trues, er en uacceptabel stor risiko, vi ikke kan løbe.

Tager man i stedet for IPCC’s scenarier udgangspunkt i CO2-budgettet, vil SBTi’s reduktionsmål illustreret i Figur 1 svare til en CO2-udledning, som i bedste fald kun giver ca. 20 % sandsynlighed for at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.

Uanset om man bruger IPCC’s scenarier eller CO2-budgettet som referencepunkt, er SBTi’s reduktionsmål altså forbundet med meget stor risiko for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader, og at vores eksistensgrundlag trues. Derfor er SBTi ikke noget meningsfuldt svar på den situation, vi står i.

Joachim Marc Christensen fremfører, at det handler mere om, ”at virksomheder tilslutter sig SBTi og går i gang med at reducere, end hvorvidt metoderne på nuværende tidspunkt stemmer helt overens med klimavidenskabens bedste scenarier for Parisaftalen.

Det er en pragmatisk holdning, man selvfølgelig kan have, men så bliver man nødt til i samme sætning at sige, at man med SBTi-reduktionsmålene løber en meget stor risiko for, at Parisaftalen brydes.

Joachim Marc Christensen skriver, at mit debatindlæg er respektløst over for SBTi-virksomheder. Jeg er blot budbringeren, der påpeger, at SBTi ikke med rette ubetinget kan hævde, at SBTi-tilsluttede virksomheder overholder Parisaftalen. Skulle nogen være respektløs over for virksomhederne, så er det SBTi selv, som giver virksomhederne et forvrænget indtryk af overensstemmelse mellem reduktionsmål og Parisaftalen.

Argumentationen i mit debatindlæg tager afsæt i klimavidenskab, der forsøger at minimere risici for mangel på vand og mad og alle de andre negative konsekvenser, som følger af temperaturstigninger og økosystemer ude af balance. Så jeg har svært ved at se, hvori det virkelighedsfjerne består. Jeg beskriver netop den faktiske situation fremfor at komme med udtalelser, der pakker virkeligheden ind i fjerne og særdeles risikable mål i 2030 og 2050.

Vi bliver holdt for nar

Vi bliver holdt for nar, når en række større virksomheder proklamerer, at deres reduktionsmål for drivhusgasudledninger overholder Parisaftalen – den aftale, hvor de fleste af verdens lande i 2015 forpligtigede sig til at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.

Vi bliver bildt ind, at virksomhedernes reduktionsmål er et godt svar på de enorme udfordringer vi står i, hvor seks af naturens ni økosystemer har overskredet sine grænser og er ude i usikkert område.

I virkeligheden er virksomhedernes reduktionsmål helt utilstrækkelige. Og det på trods af, at målene er valideret af det såkaldte Science Based Targets initiative (SBTi), som er den institution og det værktøj, hvor virksomheder og organisationer kan fastsætte og få valideret klimamål, der angiveligt stemmer overens med klimavidenskaben og bidrager til opnåelse af Parisaftalen.

Problemet er, at SBTi har meget lidt med klimavidenskab at gøre. Deres kriterier for reduktionsmål lever i hvert fald ikke op til Parisaftalen.

For at forstå det skal vi starte med at se på, hvordan videnskaben arbejder med klima.

Hvordan arbejder klimavidenskaben?

Klimavidenskaben laver beregninger af, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores resterende globale CO2-budget [2]. Dette tal er ikke mejslet i sten, da der er usikkerheder forbundet med brug af de store komplekse modeller, som bruges. Når størrelsen af dette budget skal bestemmes, arbejder man derfor med sandsynligheder.

Det betyder, at der til et givent resterende CO2-budget hører en sandsynlighed for, at overholdelsen af budgettet også vil holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.

Man arbejder oftest med sandsynligheder på mindst 50 %, 66 % og 83 %.

Har videnskaben beregnet et resterende CO2-budget med en sandsynlighed på 83 % betyder det også, at selv om man gør alt for at reducere og ikke udleder mere, end der er plads til i CO2-budgettet, så er der stadig op til 100 % – 83 % = 17 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning alligevel overskrider 1,5°C.

Hvor stort er det resterende globale CO2-budget?

Resultaterne af klimavidenskabens samlede forskning samles med mellemrum i tusindsiders lange rapporter i regi af FN´s Klimapanel (IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change). Dette sker dog typisk kun med intervaller på 5-10 år.

Faktabaseret beslutningstagning skal ske på baggrund af ajourførte og rettidige oplysninger om nøgleindikatorer for klimasystemets tilstand og for menneskets indflydelse på det globale klimasystem.

I juni 2023 blev der udgivet opdateringer [1] til det resterende CO2-budget angivet i IPCC’s seneste rapport AR6 [2]. Resultaterne er opsummeret i Tabel 1.

Tabel 1: Resterende globale CO2-budgetter fra 1. januar 2023. Kilde: [1]

Så for at svare på spørgsmålet om, hvor stort det resterende globale CO2-budget er, må vi først tage stilling til, hvilken sandsynlighed vi ønsker, for at den globale middeltemperaturstigning holdes under 1,5°C?

Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents chance for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Selvfølgelig ikke.

Ikke desto mindre baserer IPCC og mange andre studier sine konklusioner om reduktionshastighed for CO2-udledninger på en sandsynlighed på mindst 50 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C. Det betyder samtidig også, at der er 50 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning overskrider 1,5°C. Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men bliver ikke desto mindre brugt af politikere og beslutningstagere til at lave tiltag efter.

Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag? Desværre er kun ganske få i stand til at gennemskue denne vildledning.

Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så store sandsynligheder som muligt for, at vi kan bibeholde livsgrundlaget. I forhold til CO2-budgettet er den højeste sandsynlighed 83 % i IPCC-regi.

Med det i mente, er det resterende globale CO2-budget 100 Gton CO2 pr. 1. januar 2023, se illustration i Figur 1.

Figur 1: Egen figur lavet ud fra data i [1] med et CO2-budget, som giver 83% sandsynlighed for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Da der samtidig udledes godt 40 Gton CO2 om året, vil dette budget være brugt op allerede medio 2025, altså om ca. 1½ år, hvis vi fortsætter de nuværende udledninger.

Der er altså behov for meget store og meget hurtige reduktioner af de globale CO2-udledninger. Mål om nettonul-udledning i 2050, 2040 og 2030 giver i ovenstående lys absolut ingen mening.

SBTi’s reduktionsmål er et stort svindelnummer

Og det er netop her, at SBTi’s reduktionsmål afsløres som et stort svindelnummer.

SBTi har overordnede krav om 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Hvabehar’? Vi ved jo allerede godt, at reduktionsmål så langt ude i fremtiden ikke overholder Parisaftalen.

Med den reduktionshastighed – og under forudsætning af, at alle i verden reducerede, og at de startede i 2024 – ville hele CO2-budgettet være brugt op i 2028.

Så når man på de store scener hylder virksomheder for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen. Et falsk billede af, at her ser vi ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang og dermed kan bidrage til at stoppe de eskalerende naturkriser, vi er vidner til.

Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål. Det giver virksomheder, politikere, interesseorganisationer, den fossile industri og den økonomiske elite social licens samt fred og ro til at fortsætte ødelæggelsen af vores fælles eksistensgrundlag.

Teaterforestillingen spiller hver dag

Hver dag sidder vi som befolkning med i teateret og ser på den vildledende forestilling, der udspiller sig på scenen. Løgnen om Danmark som et grønt foregangsland. Løgnen om tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne. Løgnen fra mange instanser i samfundet om, at man gør det nødvendige.

I sidste uge blev jeg selv hevet helt op til scenen, da jeg deltog i et debatarrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?

Arrangementet blev afholdt i anledning af Verdensmålsugen 2023 og udgangspunktet for debatten var, at UN Global Compact Network Denmark samme morgen havde udgivet årets statusrapport for SBTi i Danmark [3].

I pressemeddelelsen om rapporten skrev Global Compact Network Danmark bl.a.: ”Danske virksomheder ligger fortsat i top sammenlignet med resten af verden, når det gælder om at sætte videnskabeligt baserede klimamål gennem Science Based Targets initiative (SBTi). Og et stigende antal virksomheder sætter mål for, hvornår det skal være slut med at udlede drivhusgasser.

Roserne til de danske virksomheder var også store fra flere af panelisterne til debatarrangementet. Særligt var vicedirektøren i Dansk Industri, Anne Højer Simonsen, begejstret, da hun udtalte, at hun er stolt af den danske indsats, og at ”den er guld værd for den danske regering og folketingspolitikere, når man står ude i verden og siger, at vi skal udfase fossile brændsler”.

Ren manipulation, som tilhørerne tilsyneladende slugte råt.

Når man ved, at det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og at Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden [4] og [5], er det jo nærmest tragikomisk at holde et seriøst arrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?

Det er jo helt tydeligt, at danske virksomheder ikke leverer. De er ikke engang i nærheden af det. Men det ønskede ingen at tale om til arrangementet. Den vildledende teaterforestilling understøttede tværtimod det kollektive bedrag om Danmark som et grønt foregangsland. Landet, der hvert år bruger ressourcer, som var der 4 jordkloder.

Vi gambler med vores eksistensgrundlag

I virkeligheden er CO2-budgettet også en konstrueret målestok, som giver falsk tryghed.

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse, Klimaforandringer.

Man har brugt de sidste 35 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.

De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer. Udover den planetære grænse, Klimaforandringer, er fem andre planetære grænser overskredet. Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.

Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.

Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.

Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.

Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.

På tide at se realiteterne i øjnene

SBTi’s reduktionsmål lever ikke op til Parisaftalen.

Når virksomheder og organisationer hyldes for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen af ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang.

Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål.

Det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden.

Danmark er et af de lande i verden, som bidrager mest til nedbrydelsen af de fælles økosystemer.

Hver eneste dag bliver vi som befolkning fodret med vildledning og løgne om Danmark som et grønt foregangsland og et land med tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne.

Seks ud af naturens ni økosystemer er blevet ustabile. Så længe vi ikke stopper belastningen af økosystemerne, gambler vi med vores eksistensgrundlag. Fjerne mål i 2050, 2040 og 2030 giver ikke nogen mening i den meget akutte situation, vi står i. Belastningen af økosystemerne skal stoppe nu.


Referencer

[1] P. M. Forster et al.: Indicators of Global Climate Change 2022: annual update

[2] IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

[3] https://info.globalcompact.dk/SBTi-in-denmark-2023

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5] ”Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022.

Tiden er inde til oprør

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Naturens grænser er overskredet

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Disse grænser kaldes de planetære grænser.

De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.

Et billede, der indeholder diagram

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Planetære grænser samt status. Kredit: “Azote for Stockholm Resilience Centre, based on analysis in Wang-Erlandsson et al 2022”

Seks af de planetære grænser er overskredet. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.

På klimaområdet blev den planetære grænse allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million), og strålingspåvirkningen var 1,0 W/m2.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm (udover de andre drivhusgasser).

Parisaftalen er et skuespil

I 2015 var verdens ledere begejstrede og kaldte det en historisk sejr, da de landede Parisaftalen. Her blev man enige om at arbejde for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader. Men hov, grænsen for Klimaforandringer blev jo allerede overskredet i 1988… Hvor stammer de 1,5 grader så fra?

Først og fremmest er det en politisk beslutning.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. Man kan undre sig over begejstringen for Parisaftalens ”mål”, når man læser en af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

Selv om ovenstående konklusion er alvorlig nok i sig selv, er det vigtigt at bemærke, at konklusionerne i IPCC’s rapporter skabes i et politisk forum med verdens ledere, hvor også lobbyister fra den fossile industri er til stede og påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord. I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes. Laveste fællesnævner bestemmer konklusionerne og dermed også den politiske kurs og den offentlige fortælling.

Dertil kommer, at videnskaben er konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Dette sker nu, hvor den globale middeltemperatur er øget med 1,1°C – 1,2°C. Hvad sker der så ved en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader?

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de tidligere nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling. Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne planet med.

Videnskaben har jo egentlig også påpeget, at vi allerede i 1988 overskred den planetære grænse for klimaforandringer, Vi er derfor vidner til et skuespil med politiske ledere, magtfulde virksomheder og lobbyorganisationer i hovedrollerne. Her foregøgler man verdens befolkning, at hvis den globale temperaturstigning kan holdes under 1,5 grader, så er “målet” opnået, og alt er godt.

Samtalen skal starte det rigtige sted

Den videnskabelige sandhed er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område. Magtfulde økonomiske interesser, der sætter indtjening over selve livet, har gjort og gør alt for at omskrive sandheden. Ved at skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på biodiversitets- og klimakrisen, forsøge at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse kriserne.

Derfor er vi nødt til at starte samtalen det rigtige sted.

Glem alt om Parisaftalen, klimalovens 70 % reduktion af drivhusgasser i 2030, nettonul i 2045 og alle andre klima- og miljømålsætninger. Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.

Vi står i en nødsituation. Meget værre end coronakrisen, meget værre end krigen i Ukraine, og meget værre end 2. verdenskrig. Det kræver en mobilisering af hidtil uset omfang og hastighed.

Her i den rige vestlige verden skal vi som befolkning kræve af vores politikere, at der over natten bliver indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Vi skal kræve, at folketingsmedlemmer sørger for, at der bliver afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Vi skal kræve, at de store medier ikke beskæftiger sig med andet.

Vi står på kanten af et kollaps af de livgivende økosystemer og dermed et kollaps af vores trygge samfund, som vi kender det. Vi er blevet vildledt og snydt i årtier af eliten. Ingen af vores valgte ledere har levet op til deres ansvar. Konsekvensen er, at eksistensgrundlaget for liv nu er truet.

Vi vælger selv, om vi vil kontrollere kaos, eller om vi vil lade kaos kontrollere os. Nu er du informeret.

Tiden er inde til oprør!

Danmark må ikke udlede mere CO2

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods mere end 30 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Danmark burde stoppe alle CO2-udledninger i morgen

Men hvordan skal dette resterende globale CO2-budget fordeles mellem de forskellige lande i verden?

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [2].

Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.

Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [3], Klima og Omstillingsrådet [4] samt Kraka-Deloitte [5].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

Vi har et alvorligt demokratisk problem

Desværre kommer den politiske debat aldrig i nærheden af at adressere den faktiske situation. Medierne burde tale om dette døgnet rundt, men de svigter også deres ansvar. Vinklingen er skæv, og det journalistiske niveau i de store medier er for lavt.

Danske politikere og virksomheder benytter enhver lejlighed til at bryste sig af at være et klimamæssigt foregangsland. Men det er jo ikke sandt. En løgn bliver ikke sand ved at gentage den, men glansbilledet hjælper med at aflede borgernes opmærksomhed og ansvarsfølelse væk fra de virkelige udfordringer.

Vi står foran et klima- og biodiversitetsmæssigt kollaps med et heraf følgende samfundskollaps. Det er en nødsituation.

En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.

Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Medierne ville ikke beskæftige sig med andet.

Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem. Hvad gør vi, når vores politikere og medier ikke lever op til deres ansvar?


Referencer

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2]FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[3] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

Fit for 55 dumper stort

Denne artikel ser på udspillet til EU’s nye klimapakke, ”Fit for 55”.

Fokus er på den overordnede målsætning i Fit for 55, som er at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 55 % i forhold til niveauet i 1990.

Klimavidenskaben

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2018 er ”plads” til 420 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes CO2-budgettet.

Udover det er der også ”plads” til en mængde af andre drivhusgasser svarende til ca. 123 milliarder ton CO2-ækvivalenter [2] (CO2e).

Summen af de to, som kan kaldes det samlede drivhusgasbudget, var derfor 543 milliarder ton CO2e fra 2018 og i al fremtid.

Fordeling af drivhusgasbudget – efter befolkning

Det globale drivhusgasbudget skal på en eller anden måde fordeles til de forskellige lande og EU.

Der findes flere principper for fordeling. Her tages udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker på jorden har ret til lige stor andel af det samlede drivhusgasbudget.

I 2018 boede der ca. 0,45 mia. mennesker i EU27 [3], mens der i hele verden var ca. 7,63 mia. mennesker [4].

EU’s befolkning udgør dermed ca. 5,8 % af verdens befolkning.

Tekstfelt: Befolkning – 2018

EU27 skal således tildeles 5,8 % af verdens drivhusgasbudget.

Drivhusgasbudgettet for EU 27 var dermed knap 31,7 milliarder ton CO2e gældende fra 2018.

I 2018 og 2019 udledte EU27 henholdsvis knap 3,8 og godt 3,6 milliarder ton CO2e [5]. Dermed er drivhusgasbudgettet pr. 1. januar 2020 reduceret til ca. 24,3 milliarder ton CO2e.

Fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019, vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2026.

Nødvendige reduktioner

Man er nødt til at sammensætte de årlige reduktioner på en måde, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides. Det kan gøres på mange måder, hvilket også kaldes for reduktionsstier.

En måde er hvert år at reducere CO2e-udledningen med en fast mængde.

Vælger man denne måde, er det nødvendigt at reducere med 255 millioner ton CO2e hvert eneste år fra 2021 og frem til og med år 2033, hvor drivhusgasbudgettet stort set er opbrugt.

Fra år 2034 skal CO2e-udledningen være 0.

Reduktionssti og løbende evaluering

I nedenstående figur er den beskrevne reduktionssti illustreret.

Figur 1: En mulig reduktionssti, hvor drivhusgasbudgettet ikke overskrides

Det er vigtigt at evaluere løbende, om man rent faktisk opnår de planlagte reduktioner.

Opnår man f.eks. ikke den nødvendige reduktion på 255 millioner ton CO2e i 2021, er man nødt til at øge reduktionerne de kommende år, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides.

Reduktionsstien og det resterende drivhusgasbudget skal således revideres minimum én gang om året for at afspejle den reelle situation.

Procentmål er en forkert målestok

I klimaspørgsmålet afgøres succeskriterier ikke af procentmål for reduktioner i vilkårlige årstal, men af de samlede udledninger af drivhusgasser i et givet tidsinterval.

Derfor er den principielle metode om at lade procentmål være succeskriterie forkert.

Fit for 55’s har brugt et procentmål om 55 % reduktion i forhold til 1990. Procentmålet er helt misvisende og sikrer på ingen måde sammenhæng mellem den nødvendige krævede handling fra klimavidenskaben og de reelt opnåede resultater.

Desværre bruges denne forkerte metode også i de fleste andre sammenhænge, f.eks. i klimaloven og i de kommunale klimaplaner.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2e-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår) eller nettonuludslip i 2050, men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt flere drivhusgasser, end der var plads til i budgettet.

Drivhusgasbudgettet er den rigtige målestok

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.

Vi må ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en drivhusgasreduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske drivhusgasbudgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.

I nedenstående tabel er drivhusgasbudgettet opgjort den 1/1 og 31/12 for hvert år i perioden 2018-2035 for den tidligere nævnte reduktionssti, hvor CO2e-udledningen reduceres med en fast mængde på 255 mio. ton CO2e hvert år.

Konklusion

Den overordnede målsætning i Fit for 55, hvor man ønsker at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med et procentmål (55 %) i forhold til niveauet i 1990, er et principmæssigt forkert og misvisende succeskriterie.

Procentmålet sikrer på ingen måde sammenhæng mellem den krævede nødvendige handling fra klimavidenskaben og de reelt opnåede resultater.

Succeskriterierne for klimaindsatsen skal i stedet baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.

Drivhusgasbudgettet for EU27 var ca. 24,3 milliarder ton CO2e pr. 1. januar 2020.

I 2019 udledte EU27 godt 3,6 milliarder ton CO2e, og fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019, vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2026.

Der er flere muligheder for at planlægge en reduktionssti, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides.

I denne artikel er der gjort rede for en sti, hvor man hvert år skal reducere CO2e-udledningen med en fast mængde.

For den reduktionssti er det nødvendigt at reducere med 255 millioner ton CO2e hvert eneste år fra 2021 og frem til år 2033, hvor drivhusgasbudgettet stort set er opbrugt.

Fra år 2034 skal CO2e-udledningen være 0.


Referencer

[1]   IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[3] https://ec.europa.eu/eurostat/databrowser/view/tps00001/default/line?lang=en

[4] https://population.un.org/wpp/DataQuery/

[5] https://www.eea.europa.eu/data-and-maps/data/data-viewers/greenhouse-gases-viewer

DK2020 lever ikke op til Parisaftalen

Klimaprojektet DK2020 med deltagelse af foreløbig 66 kommuner er seneste akt i teaterforestillingen kaldet Klimabedrag.

Her gør instruktører og skuespillere sig store (og muligvis velmenende) anstrengelser med at foregive, at de tager ansvar for den klimanødsituation, vi befinder os i.

Forestillingen forsøges gjort heroisk ved at bruge kommunikationstaktiske perler som, at de danske kommuner i DK2020-projektet ”følger i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden[1] og er ”med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer[2]

Men når man skærer igennem den glimtende emballage og fokuserer på det faktiske indhold af projektet DK2020, afsløres det, at skuespillet manipulerer os og på ingen måde afspejler virkeligheden.

Bynetværket C40, den grønne tænketank CONCITO og partnerskabet bag DK2020, Realdania, KL og de fem regioner, har simpelthen valgt at se stort på drivhusgasbudgettet og klimavidenskaben.

Det betyder, at indsatserne i klimaplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hastighed, der er nødvendig for at leve op til Parisaftalen.

Jeg har spurgt CONCITO, hvad de mener om det, i et åbent brev i Klimamonitor https://klimamonitor.dk/debat/art8281389/Jeres-store-kommunale-klimaprojekt-lever-ikke-op-til-Parisaftalen.

Eksempler på reduktionsstier for udledning af drivhusgasser i C40-byer (fra side 31 i rapporten Deadline 2020 [3])



[1] https://concito.dk/projekter/dk2020-klimaplaner-hele-danmark

[2] https://realdania.dk/projekter/dk2020

[3] https://www.c40.org/researches/deadline-2020