Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.
Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.
Naturens grænser er overskredet
Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.
Naturen har altså sine egne grænser for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Disse grænser kaldes de planetære grænser.
De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.
Seks af de planetære grænser er overskredet. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.
På klimaområdet blev den planetære grænse allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million), og strålingspåvirkningen var 1,0 W/m2.
Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm (udover de andre drivhusgasser).
Parisaftalen er et skuespil
I 2015 var verdens ledere begejstrede og kaldte det en historisk sejr, da de landede Parisaftalen. Her blev man enige om at arbejde for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader. Men hov, grænsen for Klimaforandringer blev jo allerede overskredet i 1988… Hvor stammer de 1,5 grader så fra?
Først og fremmest er det en politisk beslutning.
FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. Man kan undre sig over begejstringen for Parisaftalens ”mål”, når man læser en af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
Selv om ovenstående konklusion er alvorlig nok i sig selv, er det vigtigt at bemærke, at konklusionerne i IPCC’s rapporter skabes i et politisk forum med verdens ledere, hvor også lobbyister fra den fossile industri er til stede og påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord. I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes. Laveste fællesnævner bestemmer konklusionerne og dermed også den politiske kurs og den offentlige fortælling.
Dertil kommer, at videnskaben er konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.
Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Dette sker nu, hvor den globale middeltemperatur er øget med 1,1°C – 1,2°C. Hvad sker der så ved en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader?
Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de tidligere nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling. Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne planet med.
Videnskaben har jo egentlig også påpeget, at vi allerede i 1988 overskred den planetære grænse for klimaforandringer, Vi er derfor vidner til et skuespil med politiske ledere, magtfulde virksomheder og lobbyorganisationer i hovedrollerne. Her foregøgler man verdens befolkning, at hvis den globale temperaturstigning kan holdes under 1,5 grader, så er “målet” opnået, og alt er godt.
Samtalen skal starte det rigtige sted
Den videnskabelige sandhed er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område. Magtfulde økonomiske interesser, der sætter indtjening over selve livet, har gjort og gør alt for at omskrive sandheden. Ved at skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på biodiversitets- og klimakrisen, forsøge at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse kriserne.
Derfor er vi nødt til at starte samtalen det rigtige sted.
Glem alt om Parisaftalen, klimalovens 70 % reduktion af drivhusgasser i 2030, nettonul i 2045 og alle andre klima- og miljømålsætninger. Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.
Vi står i en nødsituation. Meget værre end coronakrisen, meget værre end krigen i Ukraine, og meget værre end 2. verdenskrig. Det kræver en mobilisering af hidtil uset omfang og hastighed.
Her i den rige vestlige verden skal vi som befolkning kræve af vores politikere, at der over natten bliver indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.
Vi skal kræve, at folketingsmedlemmer sørger for, at der bliver afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.
Vi skal kræve, at de store medier ikke beskæftiger sig med andet.
Vi står på kanten af et kollaps af de livgivende økosystemer og dermed et kollaps af vores trygge samfund, som vi kender det. Vi er blevet vildledt og snydt i årtier af eliten. Ingen af vores valgte ledere har levet op til deres ansvar. Konsekvensen er, at eksistensgrundlaget for liv nu er truet.
Vi vælger selv, om vi vil kontrollere kaos, eller om vi vil lade kaos kontrollere os. Nu er du informeret.
Tiden er inde til oprør!