Flere fjernvarmeselskaber i Danmark arbejder i øjeblikket på at etablere kollektive varmepumpeanlæg.
De store varmepumpeanlæg gør det muligt ved hjælp af elektricitet at:
Hente energi ud af bl.a. spildevand, grundvand, havvand, drikkevand og udeluft og bruge energien i fjernvarmesystemet
Kombinere varmeproduktion med opsamling af overskudsvarme og industriens behov for køling
Der ligger store energimængder i disse kilder, og de er kendetegnet ved enten at være vedvarende eller at være en udnyttelse af energi, som ellers ville være spildt.
På vej mod et klimavenligt energisystem
Store varmepumpeanlæg i fjernvarmesystemet indgår som en vigtig brik i et fremtidigt klimavenligt energisystem.
I Danmark producerer vi i stadig større grad mere strøm fra solceller og vindmøller, end vi selv kan bruge eller eksportere til andre lande. Her har varmepumper en vigtig rolle at spille i forhold til at udnytte den klimavenlige strøm bedre, da man ved hjælp af varmepumper kan bruge denne strøm til at producere fjernvarme.
Stiller Ørsted sig i vejen?
Projekter med etablering af varmepumpeanlæg skal før godkendelse sendes ud i en såkaldt partshøring.
Ved bl.a. aktindsigt kan man blive bekendt med, at Ørsted i adskillelige tilfælde har afgivet otte sider lange høringssvar, hvor de argumenterer imod, at de sagsbehandlende kommuner godkender projekterne.
Men hvorfor forsøger Ørsted tilsyneladende at stille sig i vejen for projekter, der vil bidrage til et klimarigtigt energisystem?
Det er selvfølgelig altid vanskeligt at motivfortolke, men Ørsted ejer en række centrale kraftvarmeværker, som primært er baseret på afbrænding af biomasse.
Biomasse er fra flere sider blevet kritiseret for ikke at være CO2-neutral og i nogle tilfælde endda klimamæssigt værre end afbrænding af kul.
En markant udbredelse af de store varmepumpeanlæg vil konkurrere med Ørsteds eksisterende kraftvarmeværker og gøre dem mindre rentable.
Ud fra den kendsgerning kunne der godt opstå en tanke om, at Ørsted med deres negative høringssvar til planerne om de kollektive varmepumpeanlæg er mere interesseret i at beskytte deres egne snævre økonomiske interesser fremfor at bidrage til en klimarigtig verden.
Ørsted er i 2020 blevet kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed, hvilket de markedsfører sig massivt på i hele verden.
Hvordan kan man blive kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed, når man i det skjulte tilsyneladende modarbejder udviklingen af fremtidens klimavenlige energisystem?
Power-to-X-teknologien er i mange tilfælde dårlig for klimaet, og den positive iscenesættelse af teknologien er kraftigt præget af snævre erhvervsmæssige og økonomiske interesser samt et forsøg på fastholdelse af de eksisterende klimaskadelige samfundsstrukturer.
Magtfulde danske virksomheder og organisationer har i længere tid varmet op og forsøgt at gøde jorden for at promovere teknologien som et vigtigt tiltag i forhold til at imødegå Danmarks og verdens galoperende klimaudfordringer.
I disse dage står industrien på nakken af hinanden i medierne for at cementere den fortælling. Eksempler på overskrifter er: ”18 topchefer til regeringen: Power-to-X er fremtiden, men kun hvis staten investerer ti mia. kr.”[1] og ”18 førende PtX-aktører samles om anbefalinger til national strategi”[2]
Ved at satse på Power-to-X kommer vi til skabe en ny version af en af de største fejltagelser i dansk energi- og klimapolitik, nemlig den massive brug af biomasse til energiproduktion.
Hvad er Power-to-X?
I et Power-to-X-anlæg kan man med elektricitet omdanne CO2 til flydende brændstoffer (E-fuels), der kan bruges til f.eks. lastbiler, skibe og fly.
Det lyder jo umiddelbart som en god ide. Så kan man bruge de stigende mængder af vindmølle- og solcellestrøm til at producere nye brændstoffer til transport samtidig med, at man trækker noget af den uønskede CO2 ud af atmosfæren.
Men et af problemerne er, at man IKKE satser på at trække CO2 ud af atmosfæren. I stedet vil man fange CO2 fra afbrænding af biomasse i de store kraftvarmeværker, fra afbrænding af affald samt fra store CO2-udledere i industrien som f.eks. cementproduktion.
Business-as-usual
Ledende virksomheder er i gang med at italesætte og stemple teknologien som klimarigtig, da man foregiver, at alt, der har været igennem et Power-to X-anlæg, er CO₂-neutralt. På samme måde som biomasse officielt er blevet regnet for CO₂-neutralt, selvom det ikke er tilfældet.
Ved at satse på Power-to-X vil vi blive låst fast til afbrænding af biomasse og affald og til mange af de nuværende CO2-udledende industrivirksomheder i al evighed.
Det er nødvendigt at reducere vores enormt høje forbrug af biomasse til afbrænding, og vi ønsker også at nedbringe affaldsmængderne markant, så en meget større andel af vores nuværende affald kan genanvendes og genbruges.
Er der først investeret mange milliarder i Power-to-X, vil det være meget sværere at argumentere for en fraskæring af de grundelementer, som teknologien er afhængig af nemlig biomasse, affald og cementproduktion.
Power-to-X er en lappeløsning, som bevarer en produktion, et system og en struktur, der ikke i sig selv er klimarigtig.
Store virksomheder løber med magten
I Danmark får Power-to-X opmærksomhed fra både investorer og politikere. Ørsted vil bygge en gigantisk Power-to-X-fabrik i Storkøbenhavn, og regeringen har indgået en aftale med Holland, der vil investere en milliard kroner i fremtidige anlæg i Danmark.
I et interview med Danmarks Radio beskriver klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen teknologien som et ”erhvervseventyr for Danmark”[3]
Teknologien er også en væsentlig del af den klimaaftale for energi- og industrisektoren, som et stort flertal af Folketingets partier blev enige om 22. juni 2020[4].
Brancheorganisationen Dansk Energi har taget initiativ til at samle 17 af Danmarks ledende virksomheder inden for produktion af energi og de største danske forbrugere af energi-intensive brændstoffer med henblik på at komme med konkrete anbefalinger til en Power-to-X-strategi.
Anbefalingerne blev præsenteret på en konference den 19. november 2020 med titlen ‘Power-to-X: Brikkerne skal lægges nu’.
Her blev både rapport og anbefalinger officielt overrakt til klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, som i øvrigt også selv talte på konferencen.
Så lobbyaktiviteterne fra de magtfulde virksomheder virker, og de lykkes tilsyneladende med at integrere deres snævre erhvervsmæssige og økonomiske interesser i den politiske agenda.
Når man læser rapporten og anbefalingerne[5], fremstår det tydeligt, at virksomhederne er ved at tilrane sig yderligere magt.
I rapporten kan man bl.a. læse, at man ønsker en ”Kickstart af den danske PtX-indsats vha. subsidier og regulering”.
Passager som ”PtX kræver en helt anden forpligtende og agil samarbejdsform mellem industri og regering, end den som har været gængs praksis i Danmark” og anbefalingen af en klar struktur, ”hvor erhvervslivet løbende involveres og tages med på råd om fremtidige tilpasninger af PtX-strategien, og hvor regeringen sikrer sig en løbende rapportering af strategiens realisering” vidner om aktørernes virkelige agenda.
Man kunne nu nok også godt have regnet ud, at når spillere som Dansk Energi, Dansk Industri, Københavns Lufthavne A/S, Maersk, SAS Danmark og Dansk Shell er med, så er det ikke for deres grønne øjnes skyld.
I 30 år har jeg været vidne til manglende handling fra politikere, virksomheder og beslutningstagere. Man har i endnu længere tid bevidst valgt at ignorere klimavidenskaben og fortsat en uhæmmet vækst på en planet med begrænsede ressourcer.
Nu står vi så midt i en alvorlig klima- og biodiversitetskrise, hvor den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.
Samfundet skal ændres fuldstændigt
Situationen kalder på omfattende, hidtil usete og øjeblikkelige handlinger med grundlæggende ændringer af alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier.
Ændringer af et sådant omfang kan ikke realiseres, hvis man politisk som nu rykker lidt rundt på kommaer i målsætninger og handlinger, der samtidig er formuleret, omtales og præsenteres på en måde, der giver indtryk af at være rigtig ambitiøst og være et passende svar på de udfordringer, vi står i.
Målsætninger og handlingsplaner der, når man tager sig tid og nærlæser relevante dokumenter, viser sig at være fuldstændig uambitiøse og helt utilstrækkelige.
Klimaet er ramt af kreativ bogføring
Skiftende regeringer ynder at kalde Danmark for et grønt foregangsland. Intet kunne være mere forkert.
Hver dansker er ansvarlig for udledning af 22 tons drivhusgasser til atmosfæren om året, og dermed er danskernes klimaaftryk blandt verdens højeste målt pr. indbygger.
Klimaloven tilsiger, at vi i 2030 skal have reduceret vores udledning af drivhusgasser med 70% i forhold til 1990. Det lyder jo relativt ambitiøst.
Man glemmer bare at fortælle hele historien, som bl.a. omfatter kreativ bogføring og politisk bestemte bogføringsprincipper. Regnskaber kan se flotte ud, når man udelader væsentlige poster, og det er lige præcis det, man gør i klimaregnskabet.
I figuren nedenfor ses drivhusgasemissioner fra danske aktiviteter fra 1990 – 2019 fordelt efter kilde.
Emission af drivhusgasser fra danske aktiviteter efter kilde i perioden 1990-2019
Den grå flade repræsenterer udledninger fra aktiviteter, som er indregnet i klimaloven. Heraf ses det, at udledningen af drivhusgasser er faldet mærkbart i perioden 1990-2019.
Det er så den officielle fortælling. Den fortælling, som hele klimadebatten tager sit udspring i. Desværre også den fortælling, som svarer til en selfie, hvor der er brugt så meget photoshop, at man slet ikke kan genkende motivet.
De officielle tal er vildledende, fordi de ikke inkluderer international luft- og skibsfart og forbrugsbaserede udledninger. Herudover indregnes heller ikke den store mængde CO2, der udledes, når vi brænder biomasse af i den danske energiproduktion (samt hos de private husholdninger), da man fejlagtigt har valgt at betragte biomasse som CO2-neutral.
På den måde regner man kun godt en tredjedel af drivhusgasudledningerne fra danske aktiviteter med i de officielle regnskaber. Det er så desværre også kun den tredjedel man altid hører omtalt i klimadebatten.
Det er ud fra denne tredjedel, at politikere taler, og det er ud fra denne tredjedel, at der bliver ført diskussioner, sat politiske mål og vurderet virkemidler samt effekter.
Med stolthed i stemmen bryster politikere og de store industrier sig af, hvor godt man er lykkes med at reducere drivhusgasudledninger fra 1990 og til nu.
I virkeligheden er drivhusgasudledningerne fra danske aktiviteter ikke faldet men steget markant siden 1990.
Når man inkluderer international luft- og skibsfart, afbrænding af biomasse og forbrugsbaserede udledninger, er udledningen af drivhusgasser steget mærkbart i perioden 1990-2019. Det er så noget sværere at være stolt af.
Diplomatisk sagt, så males der et skønmaleri af udviklingen i og størrelsen af de danske drivhusgasudledninger. Udtrykt i knapt så diplomatiske termer kunne man alt efter temperament karakterisere fortællingen som misinformation, uredelighed, manipulation eller bedrag.
Danmarks CO2-budget er brugt op
Vi skal holde os under en global temperaturstigning på 1,5 grader for at undgå, at de mekanismer og processer, som regulerer planetens tilstand, kommer ud af kontrol (tipping points).
Det kan vi gøre med en vis sandsynlighed ved at overholde verdens resterende CO2-budget. Fordeles dette ligeligt blandt alle mennesker i verden, var Danmarks CO2-budget pr. 1. januar 2018 ca. 325 mio. ton CO2.
Desværre havde vi allerede brugt budgettet i juni 2020. Prøv lige at lade det synke ind. Danmark må ikke udlede flere drivhusgasser overhovedet. Nogensinde. Politikere, beslutningstagere og borgere har forsømt at handle i så mange år, at vi i princippet er faldet ud over kanten nu.
Set i det lys er klimaloven og de tilhørende diskussioner om tiltag fuldstændigt uambitiøse og helt utilstrækkelige.
Regeringen, Folketinget og medier svigter på det groveste deres ansvar om at formidle, at vi befinder os i en klima- og biodiversitetsnødsituation.
Vi skal have daglige pressemøder om dette med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.
I klimadebatten hører man jævnligt, at den ”grønne omstilling” koster penge. Ofte forholder det sig modsat, og i mange tilfælde er det ligefrem en god forretning at investere i vedvarende energi.
Hvis vi forestiller os et scenarie, hvor der etableres solcelleanlæg, så hele Danmarks elforbrug kan dækkes med vedvarende energi, ville hver dansker over 18 år få en gevinst på 140 kr. om året.
Hvordan kan det nu lade sig gøre?
Prisen for solcelleanlæg er gennem de sidste 5-10 år faldet drastisk. Selv fra år til år ses væsentlige prisfald. De nyeste tilgængelige officielle prisopgørelser for 2018 viser f.eks. et prisfald for større solcelleanlæg på knap 30 % sammenlignet med 2017.
I 2018 blev 43 % af Danmarks elforbrug dækket af CO2-fri strøm produceret af vindmøller og solceller [1]. Skulle det resterende elforbrug på godt 19,1 TWh dækkes af solceller, ville det kræve ca. 133 km2 solceller [2] til en samlet anlægspris på knap 113 mia. kr. [3].
Staten har uden at blinke foreløbig allokeret ca. 400 mia. kr. til coronatiltag, som man egentlig ikke har fået noget for. Så mon ikke staten uden problemer (og endda omkostningsneutralt) kan finansiere de nødvendige anlægsinvesteringer på 113 mia. kr. til etablering af solcelleanlæg?
Set fra den enkelte danskers side svarer anlægsprisen til ca. 24.500 kr. pr. dansker eller en omkostning på godt 810 kr. pr. år i anlæggets levetid på 30 år. Den producerede elektricitet kan sælges til markedspris, som her er sat til 25 øre pr. kWh. Salgsprisen er sat konservativt, da den gennemsnitlige elspotpris var knap 34 øre/kWh i 2018 [4]. Elsalget giver en indtægt på knap 1.040 kr. om året, som fratrukket en vedligeholdelsesomkostning på godt 80 kr./år giver en nettoindtægt på godt 950 kr. om året. Samlet set betyder det, at hver dansker kan opnå en gevinst på ca. 140 kr. om året.
Som nævnt i forrige artikel (se evt. link) ville man kunne etablere de nødvendige solcelleanlæg på kun 3 år. Vi kunne altså have en CO2-fri elproduktion allerede i år 2023.
Artiklen viser, at det er muligt at etablere solcelleanlæg, som kan gøre hele Danmarks elforbrug CO2-neutralt indenfor en kort årrække, og at det samtidig giver en gevinst på 140 kr. om året pr. dansker.
Hvad venter vi på?
Det er i artiklen angivet, at solcelleanlæg i det nævnte omfang kan bidrage til, at hele Danmarks elbehov kan dækkes med vedvarende energi. Der er her udelukkende regnet med energimængder og således ikke taget hensyn til det tidsmæssige sammenfald mellem elproduktion og elforbrug. Med den nuværende struktur af energisystemet, vil der naturligvis være perioder, hvor der ikke er nok vind og sol til at dække elbehovet, ligesom der vil være perioder, hvor vind og sol producerer langt mere end elbehovet. Dette kan delvist imødekommes på nuværende tidspunkt ved eludveksling mellem Danmark og andre lande. Indenfor en kortere årrække vil vi have omstruktureret vores energisystem med mulighed for synergier mellem el, varme, transport, fleksibelt forbrug samt lagringsprincipper og -teknologier m.v.
Referencer
[1] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/Market-data1/Power-system-data/Consumption1/Consumption/ALL/Hourly1/?view=table og https://energinet.dk/Om-nyheder/Nyheder/2019/01/07/Solenergi-slog-rekord-i-varmt-2018.
[2] Baseret på en nominel paneleffekt på 170 Wp/m2 og en specifik ydelse på 850 kWh/kWp pr. år.
[3] Som anlægspris er der brugt den specifikke pris 5.000 kr./kWp baseret på den gennemsnitlige anlægspris for gennemsnit af større (100-250 kW) og centraliserede solcelleanlæg (> 1 MW). Fra National Survey Raport, Danmark 2018, IEA PVPS.
Jeg blev meget overrasket og så alligevel ikke, da jeg åbnede ugens udgave af Ingeniøren.
Et af danmarkshistoriens største olie- og gasprojekter er ved at blive igangsat af Total E&P.
På et tidspunkt, hvor klimakrisen mere end nogensinde kræver stop for brug af fossile brændstoffer, går man i den stik modsatte retning af, hvad der er nødvendigt.
Det såkaldte Tyra-felt i Nordsøen, som er Danmarks største naturgasfelt, skal genopbygges for ca. 21 mia. kr. Tyra-feltet producerer både olie og naturgas og tegner sig for 90% af den danske naturgasproduktion.
Siden opførelsen i 1984 er platformene sunket 5 meter og kræver derfor en større ombygning. I går morges blev det store felt så lukket. [2]
De næste tre år skal Danmark derfor importere naturgas fra Tyskland, indtil genopbygningen af Tyra er færdiggjort. [3]
Når produktionen efter planen genoptages i sommeren 2022, forventes den at fortsætte i mindst 25 år.
Baggrunden for projektet er, at A.P. Møller-Mærsk i 2017 truede regeringen med at lukke Tyra-feltet ned, hvis ikke staten accepterede en række nye og mere lempelige betingelser i Nordsøen for Mærsk. Kort tid efter indgik staten og Mærsk en aftale, hvor Mærsk fik en række økonomiske fordele. [4]
Daværende Maersk Oil (nu Total E&P) og Dansk Undergrunds Consortium (DUC) godkendte i slutningen af 2017 den fulde genopbygning af Danmarks største gasfelt, Tyra. Den største olie- og gasprojektinvestering nogensinde i Nordsøen. [5]
På en eller anden måde er projektet gået under radaren. Et projekt, hvor vi binder os til fortsat udvinding af fossile brændstoffer meget langt ud i fremtiden.
Ombygningen af Tyra-feltet rimer meget dårligt med en klimamålsætning om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030. Det må derfor være noget, som regeringen og dens støttepartier vil kaste sig over.
Vi er nødt til at få sat en stopper for disse planer. Feltet er lukket ned nu og bør være det i al evighed.
Hvor længe kan regeringen og de fleste øvrige partier fortsætte med at bedrage vælgerne?
På regeringens hjemmeside kan man bl.a. læse: ”Venstre tager klimaforandringerne meget seriøst.”
Figur 1: Olieplatform [2]Ved en konference afholdt 28. marts 2019 udtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om de globale klimaforandringer: ”Der findes ikke noget større problem. Det handler om menneskehedens overlevelse…“… “Der er i den grad brug for løsninger. Tiden er ved at rinde ud”. [1]
Det er svært at genkende bekymringerne, når man tænker på, at der jævnligt bliver afholdt udbudsrunder om koncessioner (tilladelser) til efterforskning og indvinding af olie og gas i Nordsøen. Den seneste (8. udbudsrunde) havde udløbsfrist 1. februar 2019. Energistyrelsen modtog ansøgninger fra 4 selskaber:
Ardent Oil Ltd. (Storbritannien)
Lundin Norway AS (Norge)
MOL Dania ApS (Danmark/Holland)
Total E&P Danmark A/S (Danmark/Frankrig)
I den forbindelse udtalte energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt:
”Jeg er tilfreds med antallet af ansøgninger i 8. udbudsrunde. Det bekræfter, at det danske Nordsøområde betragtes som et stabilt og attraktivt forretningsområde. Det er positivt, for vores Nordsøaktiviteter bidrager med indtægter til samfundet, og selvom Danmark er godt på vej i omstillingen til et lavemissionssamfund, vil olie og gas forsat være en vigtig del af det globale energisystem i en del år endnu”. [3]
Energistyrelsen planlægger at afholde nye udbud hvert andet år og dermed at åbne den 9. udbudsrunde i 2020.
Det skal i øvrigt nævnes, at alle partier i Folketinget på nær Alternativet og Enhedslisten støtter fortsatte udbudsrunder om koncessionerne til efterforskning og indvinding af olie og gas.
Den 4. april 2019 var der 1. behandling i Folketinget af et beslutningsforslag B 85 fremsat af Alternativet, som er et forslag til folketingsbeslutning om en plan for afvikling af olie- og gasproduktionen i Nordsøen over en periode på 10 år. Lars Chr. Lilleholt indledte med: ”Jeg vil gerne starte med at slå fast, at regeringen ikke kan støtte forslaget”. Af de øvrige partier, som står uden for den nuværende regering, var det kun Enhedslisten, der støttede op om forslaget. [4]
De allerede eksisterende koncessioner rækker langt ud i fremtiden. De nye tilladelser, som skal gives blandt de fire ansøgere fra 8. udbudsrunde, indeholder en periode på 6-10 år til efterforskning samt en periode på 30 år til egentlig indvinding. Fra tidspunktet, hvor tilladelsen gives, er den danske stat således bundet til en produktion af olie og gas i 36-40 år. [5]
Man binder sig altså til fortsat udvinding af fossile brændstoffer meget langt ud i fremtiden – og endda langt længere end til 2050. Vi går dermed den stik modsatte vej af, hvad der er nødvendigt.
FN’s klimapanel har peget på, at vi skal begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader, hvis vi skal stabilisere klimaet på et niveau, som ikke bringer økosystemer og vores samfund i alvorlig fare.
Vi ser allerede en temperaturstigning på 1,0 grader. Selv hvis vi i dag standsede alle menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, vil den globale gennemsnitstemperatur stige med ca. 0,5 grader mere [6].
Så vi har i realiteten allerede nået grænsen. På trods af det steg CO2-udledningerne sidste år i Danmark, ligesom de gjorde det globalt, så vi er på vej endnu længere ud over kanten.
Jeg ved dårligt nok, om man skal grine eller græde over den fuldstændige mangel på virkelighedssans fra hovedparten af de politiske partier. At politikerne derudover siger, at de vil bekæmpe klimaforandringer, men i virkeligheden gør det modsatte, udhuler i den grad tilliden til dem og deres formåen.
Hvis vi skal have bare en chance for at nå det nødvendige klimamål, har vi brug for ”hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder” [7].
