Tirsdag den 25. februar 2025 var jeg var sammen med professor i klimaforandringer og glaciologi, Sebastian Mernild, inviteret i TV Grønt Aarhus til at holde hvert vores oplæg om “klimasituationen” .
De fagligt kompetente oplæg blev set som et nødvendigt udgangspunkt for at drøfte enhver kommunal klimaplan, og TV-udsendelsen havde specifikt Klimaplan Aarhus 2025-2030 som tema.
I studiet var der tre byrådskandidater til kommunalvalget 2025 i Aarhus, som skulle forholde sig til vores oplæg og se dem i relation til klimaplanen.
Risiko
Jeg startede med at tale om risiko, og spurgte om i ville bo i dette hus, hvis risikoen for, at det styrter sammen er 50 % ? Det ville ingen formentlig.
Men når det kommer til klimaforandringer, og hvor hurtigt vi skal reducere udledningen af drivhusgasser for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5 grader, bliver vi underlagt en risiko på mindst 50 %.
Når videnskaben arbejder med klimamodeller, spørger de sig selv: Hvilken risiko ønsker vi at løbe for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader? Hvis man ønsker at løbe en lille risiko, skal man reducere udledningerne hurtigere, end hvis man accepterer en større risiko.
Det resterende globale CO2-budget
Det ledte mig frem til begrebet ”det resterende globale CO2-budget”, som siger noget om, hvor stor en mængde CO2 kan vi udlede og stadig holde os under 1,5 grader?
Det kommer an på, hvilken risiko, vi er villige til at løbe. Når man hører udsagn fra klimavidenskaben om, hvor hurtigt vi skal reducere, er det som regel baseret på en risiko på mindst 50%.
Så når man ikke ønsker at bo i et hus, som har 50 % risiko for at styrte sammen, hvordan kan man så acceptere en risiko på mindst 50 %, når det drejer sig om vores klima og dermed livsgrundlag?
Den mindste risiko, som videnskaben bruger, er 17 %.
Så tager jeg udgangspunkt i det resterende globale CO2-budget, når vi kun ønsker at løbe en risiko på 17% for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader
Herefter stillede jeg spørgsmålet: Hvor meget skal vi procentvis reducere udledningerne fra et år til det næste år for at holde os inden for det eksisterende globale CO2-budget?
73 % hvert år fra starten af 2025.
Fra klima til planetære grænser
Men jeg fortalte også, at vi skal løfte blikket fra kun at beskæftige os med klima, fordi der på jorden er flere systemer, som interagerer med hinanden: bl.a. biodiversitet, miljøforurenende stoffer og ferskvandsressourcer.
Systemerne har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vi siger, at systemerne er inden for det sikre råderum eller indenfor de planetære grænser.
Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer. Det har vi gjort så meget, at 6 ud af 9 grænser er overskredet, og flere af dem har været det i årtier. Det betyder, at vi er kommet længere og længere ud i det usikre område og derfor ser ind i et kollaps med mangel på drikkevand, mad, medicin og husly.
På et tidspunkt (vi ved ikke hvornår) tipper systemerne over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Hver eneste dag, der går, øges risikoen for at vi udløser et eller flere tipping-points. Måske har vi allerede gjort det.
Hvordan er vi havnet i denne situation?
Så hvordan kan det gå til, at vi er havnet i denne situation?
Vores politiske ledere har i sidste ende ansvaret og har ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom. De har svigtet sit ansvar.
Og det fortsætter de med.
De siger stadig, at vi er et foregangsland, selvom vi overforbruger i en grad, som ville kræve 5 planeter, hvis alle mennesker på jorden levede som os.
De siger, at mål i 2030 og 2040 er ambitiøse, selvom vi står i en nødsituation, der kræver øjeblikkelige og markante tiltag, som fra i morgen skærer forbruget ned fra 5 planeter til 1 planet.
Det kræver systemiske ændringer og ændringer af adfærd.
Teknologier kan IKKE bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
Hvad gør en ansvarlig politiker i en nødsituation?
Hvad gør man som ansvarlig politiker, når vi har overskredet de fleste af naturens grænser og derfor er truet på selve vores eksistensgrundlag?
Man sætter alt andet til side og fokuserer på proportionel handling.
Man er nødt til at indføre øjeblikkelige og markante tiltag, som fra i morgen skærer alle ikke-livsnødvendige miljøbelastende aktiviteter væk.
Hvis man ikke kan gøre det fra i morgen, må man gøre det næstbedste: så hurtigt som muligt.
For klima kunne det betyde en procentvis reduktion på 73 % pr. år i forhold til udledningerne det foregående år startende fra i år, 2025, som jeg tidligere har illustreret.
Så skal man igennem den samme øvelse for alle de andre planetære grænser.
Se dele af eller hele udsendelsen ved at klikke på nedenstående. Jeg starter 22:00 inde i udsendelsen.
Det Fælles Bedste Grønt byråd i Aarhus Debat i Studiet – YouTube
