I lørdags havde jeg fornøjelsen af at indlede Folkets Klimamarch i Odense med en tale. Talen er gengivet nedenfor i tekst og med enkelte klip (klik på billederne for at se klippene).
Samtidig med at vi står her, er nogle af verdens ledere, organisationer og fossile lobbyister samlet i Brasilien til COP 30 møde, hvor de taler om – og forsøger at sætte mål for reduktion af drivhusgasudledninger.
Det første COP-møde blev afholdt i 1995, og dengang var de globale udledninger 29 mia. ton CO2 om året. Sidste år blev der udledt 42 mia. ton CO2.
I løbet af de tredive år, hvor verdens ledere har arbejdet på at reducere CO2-udledningerne, er de i stedet steget med 45 procent.
Det er en dundrende fiasko, og ansvaret ligger hos de politiske ledere.
De har svigtet sine befolkninger.
De planetære grænser
Men vi skal løfte blikket fra kun at se på klima, fordi der på jorden er flere systemer: bl.a. biodiversitet, miljøforurenende stoffer og ferskvandsressourcer.
Systemerne har tidligere været i en fin balance. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af liv og en variation af liv.
I balance er systemerne inden for det sikre råderum eller indenfor de planetære grænser.
Der er vi stadig nogenlunde sikre på, at vores systemer kan opretholde sine funktioner.
Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer. Det har vi gjort så meget, at 7 ud af 9 grænser er overskredet, og flere af dem har været det i årtier.
Det betyder, at vi er kommet længere og længere ud i det usikre område. På et tidspunkt (vi ved ikke hvornår) tipper systemerne over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points.
Hver eneste dag, der går, øges risikoen for at vi udløser et eller flere tipping-points.
Klimaforandringer – den planetære grænse
Nu zoomer jeg ind på Klimaforandringer.
Grænsen for det sikre råderum for den planetære grænse, Klimaforandringer, er en CO2-koncentration i atmosfæren på 350 ppm, eller parts per million.
Det svarer til en global middeltemperaturstigning på 1,0 grader.
Det vanvittige er, at vi overskred den grænse i 1988. Altså for 37 år siden…. Vi skulle faktisk have stoppet udledningerne allerede i 1988.
Men vi fortsatte, og udledningerne og den globale gennemsnitstemperatur er steget i et accelereret tempo siden da.
Derfor har vi – i løbet af de sidste 37 år – bevæget os længere og længere ud i det usikre område.
Her står vi altså – og ser ind i et kollaps med mangel på drikkevand, mad, medicin og husly.
Vi plejer at sige, at mennesket er den mest intelligente art og at det, som adskiller os fra dyrene er, at vi har evnen til at reflektere over vores egen eksistens. I virkeligheden må mennesket vel være en af de dummeste arter, når de er villige til at løbe risici, som i sidste ende kan ødelægge betingelserne for deres eget eksistensgrundlag.
Vi bliver solgt en falsk præmis
Vi står i en nødsituation, og tiden for små gradvise ændringer er for længst forbi.
Der er behov for øjeblikkelige og meget store ændringer af vores samfundsstruktur og måde at leve på.
Og det er altså vel at mærke, når vi tager udgangspunkt i en global middeltemperaturstigning på 1,0 grader.
Alligevel har man lavet Parisaftalen, hvor vi jo er begyndt at tale om en endnu højere grænse på maksimalt 1,5 grader temperaturstigning.
Er det ikke mærkeligt, når risikoen ved at overstige ”bare” de 1,0 grader er globale miljøændringer, som kan være katastrofale for vores samfund? Er det ikke slemt nok?
Helt uden vi har opdaget det, er der sket et skred i, hvor store risici, der tages.
Og vi bliver udeladt afgørende information om den vanvittige risiko, vi løber – selv hvis vi lykkes med meget store reduktioner af vores CO2-udledninger.
Det betyder, at vi bliver solgt en falsk præmis, når vi hører om ”ambitiøse” planer for 2030, 2040 og 2050.
At ”vi er på vej i den rigtige retning”, at ”Danmark er et grønt foregangsland”.
Så tror mange på, at der fra regeringens og kommunernes side bliver sat det nødvendige ambitionsniveau og hastighed.
Men hvorfor taler klimaforskere, politikere, medier, virksomheder, organisationer ikke om de enormt dårlige odds, de enormt store risici, vi og vores børn bliver påført, når der laves klimalove og klimaplaner?
Hvorfor får vi ikke det at vide?
Jeg kan dårligt beskrive, hvor forfærdeligt det er, det vi som befolkning bliver udsat for. Vi er blevet tvunget ind som tilskuere til et skuespil, til en teaterforestilling…, hvor vi kun får vist og fortalt noget af historien, og den vigtigste del af historien ligger skjult bag scenetæppet…
Hvorfor er vi den situation?
Så hvordan kan det gå til, at vi er havnet i den situation?
Vores politiske ledere har i sidste ende ansvaret og har ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom. De har svigtet sit ansvar. Og det fortsætter de med.
De siger stadig, at vi er et foregangsland, selvom vi overforbruger i en grad, som ville kræve 5 planeter, hvis alle mennesker på jorden levede som os.
De siger, at mål i 2030 og 2040 er ambitiøse, selvom vi står i en nødsituation, der kræver øjeblikkelige og markante tiltag, som fra i morgen skærer forbruget ned fra 5 planeter til 1 planet.
Det kræver systemiske ændringer og ændringer af adfærd. Teknologier kan IKKE bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
Individer og system
Vi har som individer et ansvar for at nedsætte vores CO2-belastning. Det drejer sig om, hvad vi spiser, hvordan vi transporterer os, hvordan vi bor, hvordan vi rejser, og hvordan vi forbruger.
Men vi lever alle sammen inden for systemer, som vi ikke selv har bestemt direkte.
Og som sætter rammerne for, hvad der er muligt. Et politisk bestemt kollektiv.
F.eks. har skiftende regeringer og kommunalpolitikere bygget et individuelt baseret, ineffektivt og miljøbelastende transportsystem op, hvor vi skal sidde i hver vores bil, i stedet for kollektive effektive transportsystemer med en lille miljøbelastning, som transporterer mange mennesker på én gang.
Det er noget, vores politikere beslutter. Ligesom de beslutter alle de andre rammer, som vi skal agere indenfor.
Kollektiv erkendelse
Vi kan ikke tillade os, at kommunalvalget på tirsdag bliver endnu en akt af den teaterforestilling, som vi bliver drevet rundt i.
Jeg har voksne børn og får måske børnebørn på et tidspunkt. Jeg har en niece på 3 år. Jeg har en far og søskende. Alle nogen jeg elsker og vil beskytte.
I har måske også børn, børnebørn eller anden familie, i elsker.
Vi står i en nødsituation. Vi står foran et samfundskollaps. Vi kan ikke spilde mere tid.
Med mangelfuld information om risiko er vi blevet lagt i en døs, som vi skal vågne op fra.
Jeg håber, at min tale kan være med til en kollektiv erkendelse af, hvor langt væk vi er fra proportionel og meningsfuld handling med vores klimaplaner.
Og give en fornemmelse af hvilken skala og hastighed, der er brug for. Når først vi kan se det klart, tror jeg, vi bliver villige til at åbne de store værktøjskasser.
”Grøn” er et udvandet begreb
Det er meget vigtigt at skelne mellem det, politikerne siger, og det de rent faktisk gør.
Op til et kommunalvalg står politikerne i kø for at fortælle om, hvor meget den “grønne omstilling” betyder for dem.
Men “grøn” er et udvandet begreb, som er værdiløst, medmindre man klart og konkret siger, hvad det betyder.
Ellers bliver det en teaterforestilling og et PR- og brandingcirkus planlagt af dygtige kommunikationsfolk.
I en nødsituation har vi ikke brug for ”en grønnere borgmester” og ”grønne byråd”.
Hvad er der brug for?
Vi har brug for politikere og byråd, som:
- har forstået og erkendt nødvendigheden af og er klar til at indføre markante og øjeblikkelige tiltag;
- tør udfordre etablerede økonomiske og sociale strukturer;
- skal kunne stå imod modstand fra industri, interesseorganisationer og dele af befolkningen;
- lukker og stopper fossilafhængige industrier og transportformer.
Der er desværre ikke nogen partier i dag, som er parat til at gå de nødvendige skridt.
Vi er som vælgere kommet sent ind i kampen. På tirsdag er det et, eller måske to partier, som har potentiale.
Dem skal vi stemme på. Og så kræver det, at klimamarchen i dag følges op af et massivt pres på politikerne. Hver dag skal vi fylde gaderne med protester, vi skal strejke, vi skal lamme samfundet. Ellers sker der ikke noget.
Se bare hvor vi står.
TAK FOR ORDET
