Hvis jeg ønsker at være utro eller ved et uheld er kommet til at være utro, kan jeg heldigvis “offsette” det.
Ved at betale et par i et monogamt forhold for at lade være med at være utro, som de måske ellers havde tænkt sig, har jeg kompenseret for min egen utroskab.
Det er en god ting, fordi den samlede mængde af utroskab i verden ikke stiger.
At 90 % af de monogame par desværre alligevel ender med at være utro – på trods af at jeg har betalt dem for at lade være – er ikke en del af regnskabet.
Det lyder vanvittigt, men ikke desto mindre er det essensen i diverse ordninger, hvor virksomheder og borgere kan kompensere for deres klima- og miljøbelastning.
En flytur kan f.eks. kompenseres for, ved at man betaler nogen for alligevel ikke at fælde skov et sted i verden. At skoven alligevel ender med at blive fældet anses ikke for at være relevant.
En virksomheds strømforbrug kan kompenseres for med køb af papirer på, at der et sted i verden på et vilkårligt tidspunkt er produceret den samme mængde strøm med vindmøller eller solceller.
Og sådan kan man nævne utallige eksempler på fantasifulde ordninger, som ikke alene er virkningsløse, men også direkte legitimerer aktiviteter, som forværrer de eksistentielle kriser, vi står i.