Skal vi bare med nogenlunde sikkerhed holde os under en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader – grænsen hvor de værste skader (måske) kan undgås – skal vi fra nu af skære den globale CO2-udledning med knap 75 procent pr. år, så den når næsten nul i 2027.
Det kommer ikke til at ske. Verdens ledere har med åbne øjne svigtet dig, mig, vores børn og alt andet liv på jorden. Godt nytår og velkommen til 2025.
Så sent som i dag kunne man læse i Politiken, at hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1,5 grader, skal hver verdensborgers CO2-udledning årligt være under 3 ton CO2 i 2030 og 1 ton i 2050.
Men hvordan kan jeg så påstå, at vi skal reducere udledningerne til stort set nul allerede i 2027, når vi har disse ”ambitiøse” mål for 2030 og 2050, der altid nævnes af medier, virksomheder, politikere og endda af videnskabsfolk?
Det har jeg redegjort for i detaljer ved forskellige lejligheder, bl.a. her og her. Den korte forklaring skal findes i begreberne sandsynlighed og risiko, som jeg kommer tilbage til.
Først vil jeg dog nævne, at det i virkeligheden er snævert kun at se på CO2-udledninger, da der udover Klimaforandringer erotte andre økosystemer på jorden, som sikrer betingelserne for liv. Sammen med klimaforandringer har vi bragt fem andre økosystemer ud af balance.
I dette indlæg har jeg valgt at fokusere på klimaforandringer.
Hvor stor risiko vil vi løbe?
Når videnskaben skal forudsige den globale temperaturstigning ud i tid, forsøger man at beskrive naturens mange og meget komplekse processer i klimamodeller og sætter dem til at regne. Ud kommer mange og forskellige resultater, som dog ligger indenfor et temperaturinterval. Og det er her, sandsynlighed og risiko kommer ind i billedet.
For selv om vi i en tænkt situation reducerer CO2-udledningerne til nul i morgen, kan vi ikke være 100 % sikre på, at den globale temperaturstigning holder sig under 1,5 grader.
For at beregne hvor hurtigt CO2-udledningerne skal reduceres, skal vi først tage stilling til, hvor stor risiko vi er villige til at løbe, for at den globale temperaturstigning alligevel bliver større end 1,5 grader, selvom vi reducerer udledningerne som beregnet. Jo mindre risiko, jo hurtigere skal CO2-udledningerne reduceres.
Hvilken risiko er DU villig til at løbe?
Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents risiko for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Formentlig ikke.
Ikke desto mindre baserer FN’s klimapanel, IPCC, og mange andre videnskabelige studier sine konklusioner om nødvendig reduktionshastighed for CO2-udledninger på en risiko på 50 procent eller mere for, at den globale middeltemperaturstigning alligevel overskrider 1,5 grader.
Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men desværre bliver denne helt afgørende forudsætning ikke klart formidlet af videnskaben eller finder vej til de korte sammenfatninger, som politikere, beslutningstagere og medier læser.
Resultatet er, at målsætninger og implementering af tiltag bliver helt utilstrækkelige. Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag?
Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så lille risiko som muligt. Den mindste risiko, IPCC opererer med, er 17 procent. Det er en vanvittig stor risiko, men det er den, som er brugt, når jeg konkluderer, at den globale CO2-udledning fra i år skal falde med knap 75 procent pr. år, så den når næsten nul i 2027.
Vi er blevet vildledt og lullet i søvn
Hvorfor er vi havnet i denne situation?
Det kan man filosofere længe over, men i sidste ende er det vores politiske ledere, som ikke har kunnet løfte sit ansvar. De har svigtet os.
Tilbage står nu realiteterne. Vi er blevet vildledt og lullet i søvn med ”ambitiøse” mål for 2050, 2040 og 2030 samt fantasier om ”grønne” brændstoffer, som kan opfylde befolkningerne i de velstillede landes ønsker om fortsatte flyrejser og overforbrug af produkter, som fragtes over oceanerne i skibe.
Med begejstring fortælles det, at andelen af elbiler er hastigt stigende. Fedt, så er problemerne løst. Uden tanke for den enorme miljøbelastning, der sker ved produktionen af alle de biler og trods alt også ved bilernes elforbrug under drift.
Realiteterne er, at vindmøller, solceller, elbiler, CO2-fangst og -lagring, brint, Power-to-X, pyrolyse og alle de andre teknologier IKKE kommer til at levere den nødvendige hurtige og markante reduktion af de fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at realisere de nødvendige CO2-reduktioner.
Realiteterne er, at teknologierne IKKE formår at bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
Og det gør de ikke, fordi Danmark og de andre velstillede lande med et tilsyneladende umætteligt forbrug belaster miljøet så meget, at det ville kræve næsten fem jordkloder, hvis resten af verden levede på samme måde.
I 2025 skal vi have en ny samtale
Stillet overfor en nødvendig meget markant og hurtig reduktion af CO2-udledninger er vi nødt til at åbne helt andre værktøjskasser, end vi har gjort tidligere. Vi skal have en ny samtale.
De to klimaprofessorer, Sebastian H. Mernild og Eigil Kaas, tog lidt hul på det, da de i slutningen af sidste år kom med et forslag, som vakte stor røre: personlige CO2-kvoter.
I forslaget tildeles hver person årligt en gratis udledningsmængde, som vedkommende kan disponere frit over. Har man opbrugt sin kvote og ønsker at foretage sig en udledende aktivitet, må man betale – evt. ved at købe CO2-kvoter fra en anden, som ikke har brugt sin kvote.
En af de største anker mod forslaget er opfattelsen af, at det ville være et indgreb i folks personlige frihed efter devisen, Ingen skal bestemme, hvordan jeg lever mit liv.
Men er det ikke sådan, at den personlige frihed stopper der, hvor man skader andre?
Miljøbelastende aktiviteter er vor tids passive rygning
Der kan trækkes en parallel til debatten om rygning for årtier siden. I alle sammenhænge, rum og steder havde man vænnet sig til at pulse løs på cigaretter, cigarer og piber. Da man efterhånden blev overbevist om tobaksrygningens sundhedsskadelige virkninger – også for ikke-rygerne, som befandt sig i rygernes omgivelser – begyndte man i stigende grad at indføre restriktioner for tobaksrygning.
Fra at mange (specielt rygerne) dengang syntes, at restriktionerne var et indgreb mod den personlige frihed, er det nu helt omvendt. Fornemmer man den mindste antydning af tobaksrøg, kigger man nu overrasket rundt for at se, om det virkelig kan være rigtigt, at nogen står og ryger.
Hvor tobaksrygning og den tilhørende passive rygning er en skade, som rammer de helt nære omgivelser, påvirker vores miljøbelastninger i overvejende grad mennesker og dyr andre steder i verden.
Aktiviteter, som skader miljøet, er vores tids passive rygning. Vi er medskyldige i andre menneskers ulykke. Med den kobling er det vel svært at argumentere imod, at nogen skal blande sig i vores oplevede ”frihed” ved at regulere vores adfærd?
CO2-rationeringer
De to klimaprofessorers forslag med personlige CO2-kvoter har den iboende opfattelse, at man kan udlede mere end den tildelte kvote, når blot man betaler en sum penge.
Eftersom der samlet set ikke kan udledes mere end den fastsatte grænse, ville det betyde, at andre mennesker skulle udlede mindre. Det er ikke hverken etisk eller retfærdigt og vil forværre den sociale sammenhængskraft og ubalance i samfundet.
Et bedre koncept ville være personlige CO2-rationer, der ikke kan handles.
I forhold til 1,5 grader grænsen (17 procent risiko) er den globale ration 1,36 ton CO2 pr. indbygger i 2025. Det kan sammenholdes med den nuværende danske gennemsnitsudledning på ca. 13 ton CO2e pr. indbygger. Nogle udleder mindre, andre væsentlig mere.
Men hvad er handlerummet egentlig? For at få en fornemmelse af det, kan man i nedenstående tabel se eksempler på klimabelastningen ved forskellige individuelle aktiviteter.
Fire store poster på det individuelle niveau er rejser, transport, forbrug og mad.
Flyver du til Malaga og retur, er næsten halvdelen af CO2-rationen opbrugt.
I en benzin-/dieselbil rækker rationen til ca. 12.500 km kørsel, mens man i en elbil kan køre to gange rundt om jorden. Tager man i stedet DSB’s IR4-tog kan man køre en distance, som svarer til mere end fem gange rundt om jorden.
Køb af en iPhone tager 5 procent af den årlige ration, mens den helt store forbrugssynder er køb af en elbil (VW ID.5), som koster 14 års rationer.
På den fødevaremæssige front belaster køb af 1 kg oksekød, kylling og grøntsagsbøf med henholdsvis 75 kg CO2e, 3,3 kg CO2e og 1,5 kg CO2e.
Det har altså enorm stor betydning, hvordan vi vælger at holde ferie, transportere os, forbruge og spise.
Men udover vores individuelle CO2-udledninger er der også udledninger, der blot skyldes, at vi er en del af og deltager i det etablerede samfund og dets strukturer. Offentlige aktiviteter og services som f.eks. sygehusvæsen, institutioner, anlægsarbejder m.m. står for ca. halvdelen af den samlede udledning.
Så selv om vi som individer gjorde alt, hvad vi kunne for at reducere vores personlige udledninger, ville der stadig være en lige så stor del tilbage, vi ikke kunne gøre noget ved
Der er altså i høj grad også brug for systemiske ændringer, og CO2-rationeringer skal derfor også gælde offentlige aktiviteter og services.
Hvad gør vi?
Vi har overskredet de fleste af naturens grænser og står derfor i en nødsituation, som truer selve vores eksistensgrundlag. Vores politikere har foreløbig ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom.
Der er heller ikke udsigt til, at vores politiske ledere af sig selv vil indføre CO2-rationeringer samt andre lignende markante og øjeblikkelige tiltag.
Hvad gør vi, når ingen af vores valgte ledere lever op til deres ansvar, og vi dermed har et alvorligt demokratisk problem?
Hvad stiller vi op, når politikerne ikke har evnet og tilsyneladende heller ikke har tænkt sig at løse samfundets største problem: At naturens systemer er blevet ustabile og truer med et kollaps af vores samfund?
Første trin er indsigt og erkendelse.
Det er mit håb, at dette indlæg hjælper med at give en større indsigt i den situation, vi står i, og en forståelse for, hvad det kræver at ændre den.
Det kan være en særdeles ubehagelig erkendelse, fordi vi også bliver tvunget til at se på os selv og behovet for ændringer af vores adfærd.
Mulighederne og fællesskabets styrke vil dog vise sig, når vi samler os og konfronterer det politiske system med krav om nødvendige tiltag.
