Kategori: Energi

Hverken 2030 eller 2050 er relevante tidsperspektiver i en klimamæssig sammenhæng. Det er i stedet afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”Klimaneutralitet i 2050” er IKKE meningsfulde svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

Det er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.

Klimaloven er en hensynsløs og farlig strategi

Hele den strategi er ikke kun uærlig, den er også hensynsløs og farlig.

Klimavidenskaben fungerer tilsyneladende ikke for vores lederes politiske ambitioner, så de har påtaget sig selv at ændre tidslinje og den hast, hvormed der skal handles.

Man udelader eller manipulerer betydningen af vigtige pointer fra klimavidenskaben, således at det opfattede behov for hurtig og øjeblikkelig handling underspilles.

Og hvorfor gør man det?

Det er selvfølgelig kun en fornemmelse, men de tunge løft, der kræves for at nedbringe brugen af fossilt brændstof på meget kort tid, ville forårsage massiv opløsning af det økonomiske system. Regeringer ville være nødt til at lovgive om afgørende CO₂e-reducerende reguleringer og indlede streng overvågning med truslen om store bøder og endda fængsel for virksomhedsledere, der fanges i at bryde reglerne.

Forretningsmodeller skulle genopfindes, og virksomheder ville blive tvunget til at foretage massive investeringer. Det system, der har beriget klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer, ville være nødt til at gennemgå en samvittighedsundersøgelse og selvransagelse og lade sig undergå revolutionerende ændringer.

Virksomhedsoverskud og aktieporteføljer ville helt sikkert stå over for nogle vanskelige år, og alt dette ville bare være for meget at bære for de 0,001%, der gør det klart for politikerne, at de ikke vil have noget at gøre med det.

De magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer har talt, og hvis politikere ønsker fortsat støtte og måske mulighed for en lukrativ ansættelse efter tiden på Christiansborg, har de deres ordrer; at forsinke klimaindsatsen og holde ressourceplyndringssystemet på plads.

Så stik imod et bjerg af peer-reviewed data og forskning har nogen (politikerne?) besluttet at vildlede offentligheden og kaste terningerne på en hensynsløs strategi kaldet “70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050”.

En strategi, der vil forsinke emissionsreduktioner (mens økosystemer fortsætter med at destabiliseres) med håb om, at vi vil være i stand til at finde nogle magiske teknologier (intet findes i øjeblikket i nogen meningsfuld skala) til at trække CO₂ ud fra atmosfæren, og derefter vil planeten på magisk vis glide sikkert ind mod ”2050 klimaneutralitet”. Selvfølgelig vil det arktiske økosystem (blandt andre) til den tid sandsynligvis være kollapset.

Kollaps af det nuværende samfund er ikke uundgåeligt, men det er sandsynligt, medmindre klimaet og biodiversiteten med det samme får den absolut højeste prioritet i økonomi og politik som passende svar på den nødsituation, vi står midt i.

Vi står i en klima- og biodiversitetsnødsituation

Lige nu står vi i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [1]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning”

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Selv denne temperaturstigning på 1,2°C er allerede farlig. Mange økosystemer står overfor at passere såkaldte tipping points, som er processer i klimasystemet, der eskalerer og passerer en grænse, hvorefter processen ikke kan gå tilbage igen – eller i hvert fald har meget svært ved det.

Tre vitale økosystemer har allerede passeret tipping points:

• Great Barrier Reef er inde i en dødsspiral, da revene ved det nuværende opvarmningsniveau i gennemsnit vil blive bleget ca. en gang hvert tredje til fjerde år [2], mens det tager ca. 10 år at genoprette.
• Vestantarktiske gletsjere har passeret et tipping point [3]. En temperaturstigning på 1,5°C er tilstrækkelig til, at afsmeltningen af den vestantarktiske is løber løbsk [4].
• Smeltning af den arktiske havis accelererer

Jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og klimavidenskaben forbedrer hele tiden deres meget avancerede klimamodeller. Der er dog stadig mekanismer, sammenhænge og effekter, som man ikke helt har forstået og kan beskrive.

IPCC er kendt for at være meget forsigtige og konservative med deres udmeldinger, og der er mange forskellige former for usikkerhed, der indgår i IPCC’s forskellige rapporter.

Her skal blot fremhæves nogle af de vigtigste:

• Hvor meget er den globale gennemsnitstemperatur allerede steget?
  For at vide, hvor stort råderummet er for at udlede drivhusgasser, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under eller på 1,5°C, må vi først have et nogenlunde sikkert skøn for, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur allerede er steget siden før-industriel tid.
  Undersøgelser peger på, at den globale gennemsnitstemperatur er steget mere end antaget i beregningerne.

• Hvor stor en temperaturstigning ligger allerede indbygget i klimasystemet?
  Jordens klimasystem reagerer med en vis træghed. Det betyder, at vi først kan se og måle den fulde effekt af de drivhusgasser, vi udleder, flere årtier efter, at udledningerne er standset. Hvis vi forestiller os, at vi kunne standse alle udledninger af drivhusgasser med det samme, ville temperaturen altså blive ved med at stige, indtil klimasystemet nåede en ny ligevægt.

• Usikkerheder omkring tipping points
  En anden stor usikkerhed i IPCC’s beregninger er, at man ikke har medtaget visse af de tilbagekoblingsmekanismer (også kendt som positive feedback loops), som forstærker den globale opvarmning ud over, hvad udledningerne af CO₂ og andre drivhusgasser direkte medfører.

• Overshoot – at sprænge råderummet (midlertidigt)
  IPCC regner i flere af reduktionsscenarierne [5]  med, at man i højere eller lavere grad ikke kan undgå at ”skyde over målet”. Det vil sige, at reduktionerne ikke er tilstrækkelige til, at man kan holde sig inden for 1,5°C eller i værste fald 2°C temperaturstigning. Man regner så i stedet med at kunne ’reparere på skaden’ ved f.eks. at opsuge CO₂ fra atmosfæren ved hjælp af teknologiske løsninger og herefter deponere denne CO₂. Resultatet skulle blive, at man får bragt CO₂-koncentrationen og dermed også temperaturstigningen ned under det kritiske niveau igen. Der er dog flere svagheder ved overshoot-strategien, som gør den meget risikabel at regne med.

Hvad forårsager temperaturstigninger?

Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO₂ er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO₂ vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO₂-budget [6] .

Der er forskellige måder at beregne dette budget på, og beregningerne er altid forbundet med usikkerheder og forskellige sandsynligheder for at nå målet. Det er altså ikke muligt at beregne sig til en helt eksakt mængde på grund af de usikkerheder, der ligger i beregningerne.

Som nævnt er CO₂ (kuldioxid) den dominerende drivhusgas, men der er også andre drivhusgasser som f.eks. metan (CH₄), lattergas (N₂O) og såkaldte F-gasser. Disse drivhusgasser omregnes til CO₂-ækvivalenter (CO₂e) i sammenligninger og sammenregninger, da forskellige drivhusgasser har forskellige opvarmningseffekter.

I virkeligheden skulle man regne med et CO₂e-budget fremfor et CO₂-budget.  Af forskellige årsager opererer klimavidenskaben med et CO₂-budget, hvilket også til dels er retvisende, så længe andre drivhusgasser udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele den periode, man ser på. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO₂-budgettet og omvendt.

Vi ser en tendens til, at andelen af andre drivhusgasser øges, så i virkeligheden burde CO₂-budgettet reduceres i overensstemmelse hermed.

Det er muligt at omregne CO₂-budgettet til et CO₂e-budget, hvilket dog ikke har været en mulighed indenfor rammerne af nærværende arbejde. Herudover er det vanskeligt at finde tal for CO₂e, når man gerne vil have udspecificeret de enkelte sektorers bidrag til de samlede CO₂e-udledninger.

Ud fra ovenstående betragtninger, vil der i de følgende beregninger blive taget udgangspunkt i CO₂. Begrebet drivhusgasser vil dog også blive omtalt, specielt i forbindelse med klimaloven, som relaterer til CO₂e.

I nærværende arbejde ønskes der at give et indblik i størrelsesordenen af de udfordringer og tidsperspektiver, vi står overfor i klimamæssig sammenhæng. Resultaterne skal ses med behørig respekt overfor de forhold omkring CO₂e og CO₂, som der er redegjort for i foranstående.

Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO₂e-udledninger i et givet tidsinterval.

Globalt CO₂-budget

Det globale CO₂-budget [7] vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.

Og så er der endda ikke i tilstrækkelig grad taget højde for effekten af de såkaldte feedback-loops og tipping points.

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO₂-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO₂-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet.

Som nævnt tidligere er der mange usikkerheder forbundet med opgørelsen af CO₂-budgettet. Man skal derfor være påpasselig med at anvende CO₂-budgettet som en målestok for klimaindsatsen. På den anden side er det på nuværende tidspunkt det bedste instrument, vi har i værktøjskassen. Eftersom CO2-budgettet for de fleste parametre vurderes som værende konservativt, vil anvendelsen formentlig også give resultater som er til den konservative side.

Klimaloven og opgørelse af CO₂e-udledninger for Danmark

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Klimaloven er desværre på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

1. Man bruger fejlagtigt IKKE CO₂e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
2. I opgørelserne tæller man kun en mindre del af de CO₂e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.

Opgørelser af CO₂e-udledninger er misvisende

De danske udledninger af CO₂e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO₂e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre del af de samlede CO₂e-udledninger.

I Figur 1 ses sammensætningen af CO2-udledninger fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.

Det ses, at CO₂-udledninger fra økonomiske aktiviteter indenfor Danmarks grænser, der sammen med LULUCF [8] (ændringer i arealanvendelse og skovbrug) udgør den del, som medregnes i klimaloven, er faldet væsentligt i perioden 1990-2019.

Samtidig er CO₂-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.

Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.

Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO₂-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.

Danmarks andel af det globale CO₂-budget

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO₂-budget til et lands CO₂-budget.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO₂-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [9] .

Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO₂-budget skal være mindre end andre landes.

Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO₂-budgettet [10]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO₂-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.

Starttidspunktet for det globale CO₂-budget er 1. januar 2018, hvor det blev beregnet til at være 420 mia. ton CO₂. I 2018 og 2019 var de globale CO₂-udledninger henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton. Efter at man i 2021 havde kvantificeret en række usikkerheder, blev det oprindelige budget på 420 mia. ton nedjusteret til 230 mia. ton gældende pr. 1. januar 2020 [11].

Fordeles dette efter Danmarks andel (0,075%) af verdens befolkning, er Danmarks ikke-korrigerede CO₂-budget pr. 1. januar 2020 ca. 173 mio. ton CO₂.

Da Danmarks udslip i 2018 og 2019 var væsentligt større, end hvad befolkningsandelen berettiger til, skal ovenstående budget korrigeres på en retvisende måde. Dette “merudslip” skal trækkes fra budgettet. Dette skal gøres for hver enkelt opgørelsesmetode (klimaloven, klimaloven + biomasse osv.).

Resultaterne af dette er opsummeret i Tabel 1.

I 2018 og 2019 havde Danmark ”ret” til at udlede 0,075% af de globale CO₂-udledninger på henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton CO₂, hvilket svarer til 31,7 og 31,9 mio. ton CO₂.

Bruges klimaloven som opgørelsesmetode, udledte Danmark i 2018 og 2019 henholdsvis 40,9 og 39,3 mio. ton CO₂. Dermed har de udledt 40,9 mio. ton CO₂ – 31,7 mio. ton CO₂ = 9,2 mio. ton CO₂ for meget i 2018 og 7,4 mio. ton CO₂ for meget i 2019.

Dette trækkes fra det ikke korrigerede budget på 173,4 mio. ton CO₂, således at det korrigerede CO₂-budget pr. 1/1-2020 i dette tilfælde bliver 156,9 mio. ton CO₂.

Det danske CO₂-budget er brugt op

I Tabel 2 ses, hvornår det danske CO₂-budget er brugt op, hvis vi fortsætter udledningen af drivhusgasser med det nuværende tempo [12] og afhængig af, hvilke dele af CO₂-udledningen man tager med i regnestykket.

Når man indregner CO₂-udledninger for biomasse og international transport (og varer) opbrugte Danmark allerede dets CO₂-budget sidste år.

Fortsætter vi den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo, vil vores andel af CO₂-budgettet være brugt op allerede næste år (2022), når man medtager CO₂-udledninger omfattet af klimaloven + biomasse.

Medtages udelukkende CO₂-udledninger omfattet af klimaloven, vil vores andel af CO₂-budgettet være brugt op i 2023.

Det er altså et ekstremt kort tidsperspektiv, vi skal holde vores ambitioner op imod.

Derfor giver det absolut ingen mening at tale om tidsperspektiver som 2030 og 2050. Vi kan ikke vente 10 eller 30 år med at forsvare os i en krig. Det er NU. Alt skal mobiliseres.

Succeskriterier skal afspejle klimavidenskaben

Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO₂-udledninger i et givet tidsinterval.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO₂-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO₂, end der var plads til i CO₂-budgettet.

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO₂-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod et fast CO₂-budget, som dog bør justeres, hvis ny viden i klimvidenskaben tilsiger det.

Hvilken sti skal vi følge?

Danmark har allerede udledt så store mængder CO₂, at CO₂-budgettet blev brugt op sidste år (2020), når man indregner CO₂-udledninger for biomasse og international transport (og varer).

Vi har kun et reelt CO₂-budget at tære af, hvis man udelukkende vælger at medregne CO₂-udledninger fra aktiviteter omfattet af klimaloven og klimaloven + biomasse. 

Det er selvfølgelig kun ved skrivebordet eller i et regneark, at vi selv kan ”vælge”, hvordan vi opgør CO₂-udledningerne. Klimaet er ligeglad med regneark.

Men lad os for et øjeblik købe den falske præmis, at vi kun medregner CO₂-udledninger fra aktiviteter relateret til klimaloven og klimaloven + biomasse.

Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

Vi har meget begrænsede muligheder for selv at vælge vores reduktionssti. Vi kan ikke vente med at reducere, men skal gøre det allerede fra i år, og det vil sige NU.

I det følgende vælges en lineær reduktionssti, hvor man starter reduktionerne i 2021. Resultaterne ses i Figur 2.

Den blå kurve (klimaloven) viser, at man med årlige reduktioner på knap 5 mio. ton CO₂ pr. år kan holde sig indenfor CO₂-budgettet, som vil være brugt op i 2027, hvorefter CO₂-udledningen skal være nul.

Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at vi skal reducere udledningen med 16,7 mio. ton CO₂ pr. år frem mod 2023, hvorefter CO₂-udledningen skal være nul.

Vi skal altså have en meget hurtig reduktion af CO₂-udledningerne. Med en lineær reduktion startende i 2021 vil CO₂-udledningen være nul i årstallene som anført i Tabel 3.

Man kan også vælge en eksponentielt aftagende reduktion af CO₂-udledningerne, hvor de største reduktioner ligger i starten af perioden. Her starter reduktionerne ligeledes i 2021.

Resultaterne ses i Figur 3.

Den blå kurve (klimaloven) viser, at det kræver årlige CO₂-reduktioner på 24% pr. år (8,6 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO₂-budgettet. I 2036 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO₂ pr. år.

Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at det kræver årlige CO₂-reduktioner på 47% pr. år (25,2 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO₂-budgettet. I 2028 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO₂ pr. år.

Der er stor forskel på, om man tager udgangspunkt i en lineær reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme mængde år for år, eller om man vælger en eksponentiel reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme procentdel år for år.

Den første strategi gør det næsten umuligt at holde sig inden for budgettet, men den sidste strategi giver lidt mere rum. Men den kræver til gengæld, at man hurtigt foretager drastiske nedskæringer i udledningerne af CO₂, hvilket kræver langt større politisk vilje og mod.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Opsummering

Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050” er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

Det er afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Klimaloven er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Det betyder, at vi lige nu står i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

Atmosfæren og klimaet reagerer på den akkumulerede udledning af drivhusgasser.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO₂e-udledninger i et givet tidsinterval, altså den reduktionssti, man følger.

Det globale CO₂-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.

Klimaloven er på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

1. Man bruger fejlagtigt IKKE CO₂e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
2. I opgørelserne tæller man kun ca. en tredjedel af de CO₂e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.

CO₂e-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international skibs- og flytransport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) regnes IKKE med i klimaloven.

Klimaet er ligeglad med den slags skrivebords- og regnearksøvelser.

Regner man det hele med, blev den danske andel af det globale CO₂-budget brugt op i 2020.

---

Referencer

[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[2] King, AD, Karoly, DJ & Henley, DJ 2017, “Australian climate extremes at 1.5 °C and 2 °C of global warming”, Nature Climate Change, vol. 7, pp. 412–416.

[3] Rignot, E 2014, “Global warming: it’s a point of no return in West Antarctica. What happens next?”, The Guardian, 18. maj.

[4] Beltran, C et al, 2020, “Southern Ocean temperature records and ice-sheet models demonstrate rapid Antarctic ice sheet retreat under low atmospheric CO2 during Marine Isotope Stage 31.”

[5] [5] https://report.ipcc.ch/sr15/pdf/sr15_spm_final.pdf – side 20. Reduktionsscenarierne er ikke udført af IPCC selv, men af forskningsinstitutioner verden over. IPCC vurderer hundredvis af scenarier og inddeler dem i grupper, alt efter hvilke temperaturstigninger, de hver især forudsiger for år 2100.

[6] og [7] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[8] Forkortelse for land use, land-use change and forestry.

[9] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[10] ”Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik

[11] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[12] CO₂-udledninger for 2020 er ikke opgjort endnu, men forventes iflg. Global Carbon Project at falde ca. 7% i forhold til 2019.