Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.
Økosystemerne er ude af balance
Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.
Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.
Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.
Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.
Hvad siger videnskaben?
I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.
Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.
FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.
Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.
I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.
I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.
Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.
Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.
Det resterende globale CO2-budget
Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.
Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2023 er ”plads” til 100 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.
Skal vi holde os inden for dette budget, er det på globalt niveau nødvendigt at reducere CO2-udledningerne med 42 % pr. år fra og med 2024. Den nødvendige procentvise reduktionssti er illustreret i Figur 1.
Det er altså nødvendigt med reduktioner i en skala, som ligger meget langt fra samtlige klima- og miljømålsætninger.
Ser man ovenstående i en dansk kontekst, har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden.
Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [2], Klima og Omstillingsrådet [3] samt Kraka-Deloitte [4].
Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.
Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk
Hvilken situation står vi i?
I foregående afsnit accepterede vi præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.
Men som jeg indledte med at fortælle, er størstedelen af naturens egne grænser overskredet. Det er efterhånden blevet klart for de fleste. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med
Derfor kan vi ikke bruge de nuværende klima- og miljømålsætninger med gradvise forbedringer til noget. Der er behov for, at vi øjeblikkeligt stopper vores belastning af økosystemerne.
Dér skal vi starte samtalen.
Referencer
[1] Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence, Piers M. Forster et al., Volume 15, issue 6, ESSD, 15, 2295–2327, 2023
https://essd.copernicus.org/articles/15/2295/2023/#section8 Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
[2] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040 og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext
[3] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959
[4] ”Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022