Vækst kan ikke fortsætte for evigt. Jo før vi erkender det, jo mindre skade vil vi forårsage på vores planet.
Tre procents vækst hvert år betyder en fordobling hvert 24. år. Det kan man selvfølgelig ikke blive ved med på en planet med begrænsede ressourcer.
På nuværende tidspunkt er seks af de ni planetære grænser, herunder biodiversitet og klimaforandringer overskredet. Hvis vi allerede overtræder adskillelige planetære grænser, hvordan kan vi så håndtere endnu en fordobling og muligvis endnu en fordobling derefter?
Det kan vi ikke, og derfor er vi er nødt til at implementere degrowth eller på dansk, modvækst – en aktiv reduktion af økonomiens størrelse i udviklede lande.
At modvækste vores økonomi, så vi kommer tilbage inden for de planetære grænser, vil også give mennesker, der lever under utilfredsstillende standarder for menneskelig velfærd, mulighed for at forbedre deres levevilkår.
Masser af mennesker i verden har stadig ikke adgang til elektricitet. Disse mennesker ejer ikke engang en vaskemaskine, endsige en bil, og de flyver bestemt ikke nogen steder. Modvækst er ikke alene nødvendigt for at løse biodiversitets- og klimakrisen, det er også den eneste måde at håndtere voksende ulighed på tværs af kloden.
Men hvordan kunne livet i en modvækstøkonomi se ud?
Det ville indebære kortere arbejdsuger og mindre pendling, hvilket giver os mere tid til at gøre ting, vi nyder. Mindre individuelt ejerskab og mere deling. Mindre gæld. Et fokus på fællesskab og forbindelse frem for individualisme og evigt forsøg på at finde lykken gennem vores næste køb, ferie eller oplevelse.
I en modvækstøkonomi ville miljøødelæggende og ressourcekrævende industrier blive reduceret, og flere mennesker ville arbejde i job, der gavnede hinanden og planeten, hvilket ville give mere mening og formål i vores liv. Vi ville værdsætte andre ting i en modvækstøkonomi og definere succes anderledes. En modvækstøkonomi behøver ikke at betyde en modvækstlivsstil. I virkeligheden kunne vi faktisk blive rigere af det.
Begrundelsen for modvækst er sund, og behovet for at implementere det presserende. Men hvordan kommer vi fra dette skadelige system, der er baseret på stadig ressourceudvinding, til det smukke sted, hvor vi vil leve i harmoni med naturen og ikke imod den? Hvor menneskers og planetens velbefindende kommer først og er centrum for beslutningstagning?
Det er her, vi som befolkning kommer ind i billedet. Vi er nødt til at hjælpe vores politikere med at flytte agendaen ved at fortælle dem, at vi ønsker en beboelig planet for vores børn. De skal vide, at vi ikke kan opnå det, mens vi blindt forfølger økonomisk vækst. Det er os, vælgerne, der bestemmer, hvad vores folkevalgte fokuserer på.
Hver af os kan skrive til vores folketingsmedlemmer og fortælle dem, at vi aktivt ønsker at modvækste vores økonomi, så vi igen kan komme til at holde os inden for de planetære grænser.
I sidste ende er økonomien en menneskeskabt konstruktion. Den kan ændres. Det kan naturens love ikke. Det ville være tragisk at se tilbage og erkende, at vi opgav det hele, fordi vi ikke var modige nok til at udfordre den vanvittige forestilling om endeløs vækst på en begrænset planet med den hast, den fortjener.
Begreber som ”klimavenlig”, ”bæredygtig”, ”grøn” og ”netto-nul-udledning” bruges flittigt af virksomheder til misvisende og falske miljø- eller klimamæssige promoveringer af deres produkter eller dem selv.
Men nu er virksomhedernes gyldne dage, hvor de kan slippe afsted med massiv greenwashing, forhåbentlig ved at være talte.
Det er i hvert fald et område, som Forbrugerombudsmanden har stigende fokus på. Som led i den løbende indsats mod vildledende markedsføring med brug af miljø- eller klimaudsagn, har Forbrugerombudsmanden den 22. december 2021 offentliggjort en kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring [1].
Kvikguiden indeholder en række eksempler på, hvornår det kan være en overtrædelse af markedsføringsloven at skrive positivt om et produkts klima- og miljømæssige påvirkning uden at have den tilstrækkelige dokumentation.
Der skelnes mellem regler for generelle og konkrete udsagn, og så gælder der særlige forhold omkring udsagn vedr. reduceret udledning af drivhusgasser og bæredygtighed.
Generelle udsagn
Generelle udsagn er positive udsagn om virksomheden eller produkter som for eksempel ”grøn”, ”klimavenlig”, ”miljøvenlig”, ”bæredygtig” mv.
Hvis sådanne udsagn bruges i markedsføringen uden samtidig at oplyse, hvorfor virksomheden eller produkterne for eksempel er klima- eller miljøvenlige, skal det generelle udsagn kunne dokumenteres ud fra en livscyklusanalyse af virksomhedens produkter.
Alternativt kan det generelle udsagn ledsages af en forklaring. Virksomheden skal dog sikre, at forklaringen kan læses sammen med den generelle del af udsagnet.
Samtidig gælder det, at:
Virksomheden skal kunne dokumentere rigtigheden af den klima- eller miljøfordel, som begrunder (forklarer) det generelle miljøudsagn.
Udsagnene skal normalt kunne underbygges af udtalelser eller undersøgelser fra uafhængige eksperter.
Brugen af et generelt miljøudsagn sender et stærkt signal til forbrugerne om, at virksomhedens produkt har væsentlige positive klima-/miljømæssige egenskaber, og at det er bedre klima-/miljømæssigt end konkurrenternes. Derfor stiller Forbrugerombudsmanden yderligere fire krav til klima- eller miljøfordelen for produktet, som:
ikke kun må have en marginal betydning for klimaet/miljøet.
ikke må være fremkommet ved aktiviteter, der i sig selv skader klimaet/miljøet.
ikke må væsentligt reduceres af klima-/miljøbelastende aspekter ved produktet.
ikke må være sædvanligt for tilsvarende produkter.
Konkrete udsagn
Konkrete udsagn er, når der gives udsagn om en nærmere bestemt klima- eller miljøfordel ved et produkt. Konkrete udsagn giver forbrugerne mere præcis information om produktets klima- eller miljømæssige fortrin.
Virksomheden skal kunne dokumentere, at deres udsagn er korrekt, og virksomheden må ikke udelade væsentlig information fra markedsføringen.
Hvis det følger af lovgivningen, at virksomheden eller produktet skal opfylde klima- eller miljømæssige krav, må virksomheden ikke fremhæve det som et særligt aspekt ved produktet, at virksomheden opfylder disse krav.
Reduceret udledning af drivhusgasser
Markedsføringsudsagn om reduceret udledning af drivhusgasser kan f.eks. være “klimaneutral”, ”netto-nul-udledning” eller ”30 % CO2-reduktion”.
Hvis en virksomhed
markedsfører sig med, at den tilstræber at reducere dens udledning af CO2, skal der være en plan for reduktionen af udledning af drivhusgasser ved reducerende tiltag i produktionen eller i virksomheden, som skal være verificeret af en uafhængig instans, og der skal være et klimaregnskab for udledningen i dag og det forventede udslip i fremtiden.
markedsfører sig med udsagn om, at virksomheden eller anvendelsen af produkter udleder mindre CO2 end tidligere – f.eks. ”Vi har reduceret vores CO2-udledning med 30 %” – skal virksomheden kunne dokumentere reduktionen i udledningen. Reduktionen må ikke ligge langt tilbage i tiden, medmindre tidspunktet for reduktionen præciseres i markedsføringen.
markedsfører sig med udsagn, der indikerer, at virksomheden slet ikke udleder drivhusgasser, som f.eks. ”CO2-neutral”, skal beregningen af den samlede udledning af drivhusgasser fra produktet, aktiviteten eller virksomheden, der markedsføres, vise, at udledningen af drivhusgasser er nul.
benytter sig af klimakompensationsordninger, skal disse kunne verificeres ved hjælp af en uafhængig instans. Virksomheden skal oplyse om det i markedsføringen, og klimakompensationsordningen skal beskrives på en klar og tydelig måde, således at forbrugeren ikke er i tvivl om, hvad ordningen indebærer.
Bæredygtighed
Ved påstande om bæredygtighed skal en virksomhed dokumentere påstanden om bæredygtighed ved en livscyklusanalyse, der viser, at virksomheden ikke forringer de kommende generationers mulighed for at opfylde deres behov.
Der skal også tages hensyn til sundhedsmæssige, sociale og etiske forhold.
Det er derfor meget vanskeligt at kalde et produkt mv. bæredygtigt uden at vildlede.
En virksomhed vil dog godt kunne markedsføre sig med, at virksomheden tilstræber bæredygtighed eller lignende udsagn.
Det forudsætter dog, at virksomheden har en konkret plan for, hvordan den vil opnå at blive bæredygtig, som skal være verificeret af en uafhængig instans. Planen skal medføre, at produktet mv. løbende forbedres/udvikles, således at belastningen gradvist nedbringes, hvilket skal være målbart. En effektuering af planen skal være sat i gang eller umiddelbart forestående.
En virksomhed kan også markedsføre sig med, at den laver bæredygtige tiltag.
Det forudsætter imidlertid, at virksomheden oplyser, hvilke tiltag den konkret har lavet. Tiltagene skal fremme bæredygtighed. Det kan f.eks. være tiltag, der fremmer biodiversitet, eller materialevalg, som tærer mindre på Jordens ressourcer.
De økonomiske teorier og modeller bevæger sig indenfor sin egen boble, der enten er helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, eller også forsøger man at sætte en pris på naturen.
Vi kan ikke sætte en pris på naturen
Hvad koster udryddelsen af dyre- og plantearter?
Hvad koster irreversible ændringer i klimasystemet?
Hvad koster en ubeboelig planet?
Pointen er, at vi er en del af naturen, og at man simpelthen ikke kan sætte en pris på ovenstående. Det er derfor ekstremt farligt, hvis vi skal lade afgørende beslutninger om vores og andre arters fremtid afhænge af sådan en mangelfuld og indskrænket måde at se verden på.
Konklusion om afgift på drivhusgasser er misvisende
Formandskabet for De Økonomiske Råd har udarbejdet et diskussionsoplæg til Det Miljøøkonomiske Råds møde den 9. marts 2021 om dansk klimapolitik frem mod 2030.
Oplægget peger på, at den samfundsøkonomisk billigste måde at nå reduktionsmålet om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030 er at pålægge alle drivhusgasudledninger en ensartet afgift på 1.200 kr. pr. ton CO2e
I det følgende vil jeg påvise, hvorfor denne konklusion er misvisende og i øvrigt ikke forholder sig til klimaet.
Analyserne i diskussionsoplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er usikre eller ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng:
Klimaloven Der tages udgangspunkt i klimaloven, hvor udledningen af drivhusgasser i Danmark i 2030 skal være reduceret med 70 pct. i forhold til 1990.
Dette mål er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i [1].
Atmosfæren reagerer på den samlede mængde af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.
I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens 70%-punktmål for reduktioner i 2030, men af de samlede drivhusgasudledninger frem mod 2030.
Udgangspunktet for al klimaindsats skal være det såkaldte CO2e-budget.
Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.
Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C [1].
Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget. Klimarådet har anvendt et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet.
Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper, og Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.
Selv med denne usolidariske fordeling blev det danske CO2-budget brugt op allerede sidste år.
Baseline Diskussionsoplæggets beregninger tager udgangspunkt i Energistyrelsens seneste basisfremskrivning medregnet virkninger af politiske aftaler, der er indgået efterfølgende.
Formandskabet peger selv på, at der er stor usikkerhed knyttet til såvel basisfremskrivningen som til virkningerne af de politiske aftaler.
Afgrænsning I diskussionsoplægget foretages alene beregninger for 2030. Beregningerne fortæller dermed ikke noget om reduktionsstien frem mod 2030, der jo netop er altafgørende.
Som nævnt tidligere skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.
Året 2030 er i sig selv irrelevant, men det er i stedet helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
LULUCF Den analyserede drivhusgasbeskatning dækker ikke udledninger fra skov og øvrig arealanvendelse (såkaldt LULUCF), som ellers er med i de officielle opgørelser.
Opgørelse af CO2-udledninger for Danmark De danske udledninger af CO2 er sammensat af flere elementer.
Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip.
CO2-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) tælles således ikke med i opgørelsen [1].
Samlet set betyder det, at kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, medregnes i klimaloven.
Niveau for afgiften på drivhusgasser Størrelsen af drivhusgasafgiften i 2030 på 1.200 kr. pr. ton er i høj grad baseret på en forudsætning om udbredt anvendelse af CCS [2]-teknologi.
CCS-teknologien er på nuværende tidspunkt ikke udviklet i den skala, som er nødvendig.
Hvis CCS-teknologien kun realiseres i mindre grad eller måske endda slet ikke, er drivhusgasafgiften sat alt for lavt.
En følsomhedsanalyse viser, at afgiftsniveauet skal sættes til op imod 2.000 kr. pr. ton CO2e, hvis CCS ikke implementeres i cementindustrien og implementeres i mindre grad på kraftvarmeværker.
Hvis der slet ikke anvendes CCS, skal afgiften som udgangspunkt sættes til et meget højt niveau (ikke kvantificeret).
Det er meget betænkeligt, når man baserer en så vigtig konklusion som niveauet for drivhusgasafgiften på en højst usikker forventning om en markant udbredelse af en endnu ikke fuldt udviklet teknologi.
De økonomiske vismænd ser ikke klimaet
Diskussionsoplægget fra formandskabet for De Økonomiske Råd om dansk klimapolitik frem mod 2030 er misvisende og farligt og kan ikke bruges som udgangspunkt for at tage afgørende beslutninger om vores alles fremtid.
Det er misvisende, fordi analyserne i oplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er enten usikre, baserer sig på fremtidige teknologier eller simpelthen ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng.
Oplægget giver for det første ikke noget belæg for, at en drivhusafgift på 1.200 kr. ton CO2e vil føre til en 70% reduktion af de danske drivhusgasser i 2030.
Herudover er punktmålet om 70% reduktion i klimaloven slet ikke et passende svar på den alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.
Den danske andel af det globale CO2-budget blev brugt op allerede sidste år, og derfor giver det klimamæssigt ingen mening at tale om et tidsperspektiv omkring år 2030.
I stedet er det helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
Det giver diskussionsoplægget ingen svar på.
Herudover er det en systematisk misforståelse og meget farligt at tro, at man kan bruge økonomiske teorier og modeller, som opererer helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, til at foretage afgørende beslutninger, der potentielt kan bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.
[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
Hverken 2030 eller 2050 er relevante tidsperspektiver i en klimamæssig sammenhæng. Det er i stedet afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”Klimaneutralitet i 2050” er IKKE meningsfulde svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.
Det er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.
Klimaloven er en hensynsløs og farlig strategi
Hele den strategi er ikke kun uærlig, den er også hensynsløs og farlig.
Klimavidenskaben fungerer tilsyneladende ikke for vores lederes politiske ambitioner, så de har påtaget sig selv at ændre tidslinje og den hast, hvormed der skal handles.
Man udelader eller manipulerer betydningen af vigtige pointer fra klimavidenskaben, således at det opfattede behov for hurtig og øjeblikkelig handling underspilles.
Og hvorfor gør man det?
Det er selvfølgelig kun en fornemmelse, men de tunge løft, der kræves for at nedbringe brugen af fossilt brændstof på meget kort tid, ville forårsage massiv opløsning af det økonomiske system. Regeringer ville være nødt til at lovgive om afgørende CO2e-reducerende reguleringer og indlede streng overvågning med truslen om store bøder og endda fængsel for virksomhedsledere, der fanges i at bryde reglerne.
Forretningsmodeller skulle genopfindes, og virksomheder ville blive tvunget til at foretage massive investeringer. Det system, der har beriget klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer, ville være nødt til at gennemgå en samvittighedsundersøgelse og selvransagelse og lade sig undergå revolutionerende ændringer.
Virksomhedsoverskud og aktieporteføljer ville helt sikkert stå over for nogle vanskelige år, og alt dette ville bare være for meget at bære for de 0,001%, der gør det klart for politikerne, at de ikke vil have noget at gøre med det.
De magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer har talt, og hvis politikere ønsker fortsat støtte og måske mulighed for en lukrativ ansættelse efter tiden på Christiansborg, har de deres ordrer; at forsinke klimaindsatsen og holde ressourceplyndringssystemet på plads.
Så stik imod et bjerg af peer-reviewed data og forskning har nogen (politikerne?) besluttet at vildlede offentligheden og kaste terningerne på en hensynsløs strategi kaldet “70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050”.
En strategi, der vil forsinke emissionsreduktioner (mens økosystemer fortsætter med at destabiliseres) med håb om, at vi vil være i stand til at finde nogle magiske teknologier (intet findes i øjeblikket i nogen meningsfuld skala) til at trække CO2 ud fra atmosfæren, og derefter vil planeten på magisk vis glide sikkert ind mod ”2050 klimaneutralitet”. Selvfølgelig vil det arktiske økosystem (blandt andre) til den tid sandsynligvis være kollapset.
Kollaps af det nuværende samfund er ikke uundgåeligt, men det er sandsynligt, medmindre klimaet og biodiversiteten med det samme får den absolut højeste prioritet i økonomi og politik som passende svar på den nødsituation, vi står midt i.
Vi står i en klima- og biodiversitetsnødsituation
Lige nu står vi i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [1]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning”
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Selv denne temperaturstigning på 1,2°C er allerede farlig. Mange økosystemer står overfor at passere såkaldte tipping points, som er processer i klimasystemet, der eskalerer og passerer en grænse, hvorefter processen ikke kan gå tilbage igen – eller i hvert fald har meget svært ved det.
Tre vitale økosystemer har allerede passeret tipping points:
Great Barrier Reef er inde i en dødsspiral, da revene ved det nuværende opvarmningsniveau i gennemsnit vil blive bleget ca. en gang hvert tredje til fjerde år [2], mens det tager ca. 10 år at genoprette.
Vestantarktiske gletsjere har passeret et tipping point [3]. En temperaturstigning på 1,5°C er tilstrækkelig til, at afsmeltningen af den vestantarktiske is løber løbsk [4].
Smeltning af den arktiske havis accelererer
Jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og klimavidenskaben forbedrer hele tiden deres meget avancerede klimamodeller. Der er dog stadig mekanismer, sammenhænge og effekter, som man ikke helt har forstået og kan beskrive.
IPCC er kendt for at være meget forsigtige og konservative med deres udmeldinger, og der er mange forskellige former for usikkerhed, der indgår i IPCC’s forskellige rapporter.
Her skal blot fremhæves nogle af de vigtigste:
Hvor meget er den globale gennemsnitstemperatur allerede steget? For at vide, hvor stort råderummet er for at udlede drivhusgasser, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under eller på 1,5°C, må vi først have et nogenlunde sikkert skøn for, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur allerede er steget siden før-industriel tid. Undersøgelser peger på, at den globale gennemsnitstemperatur er steget mere end antaget i beregningerne.
Hvor stor en temperaturstigning ligger allerede indbygget i klimasystemet? Jordens klimasystem reagerer med en vis træghed. Det betyder, at vi først kan se og måle den fulde effekt af de drivhusgasser, vi udleder, flere årtier efter, at udledningerne er standset. Hvis vi forestiller os, at vi kunne standse alle udledninger af drivhusgasser med det samme, ville temperaturen altså blive ved med at stige, indtil klimasystemet nåede en ny ligevægt.
Usikkerheder omkring tipping points En anden stor usikkerhed i IPCC’s beregninger er, at man ikke har medtaget visse af de tilbagekoblingsmekanismer (også kendt som positive feedback loops), som forstærker den globale opvarmning ud over, hvad udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser direkte medfører.
Overshoot – at sprænge råderummet (midlertidigt) IPCC regner i flere af reduktionsscenarierne [5] med, at man i højere eller lavere grad ikke kan undgå at ”skyde over målet”. Det vil sige, at reduktionerne ikke er tilstrækkelige til, at man kan holde sig inden for 1,5°C eller i værste fald 2°C temperaturstigning. Man regner så i stedet med at kunne ’reparere på skaden’ ved f.eks. at opsuge CO2 fra atmosfæren ved hjælp af teknologiske løsninger og herefter deponere denne CO2. Resultatet skulle blive, at man får bragt CO2-koncentrationen og dermed også temperaturstigningen ned under det kritiske niveau igen. Der er dog flere svagheder ved overshoot-strategien, som gør den meget risikabel at regne med.
Hvad forårsager temperaturstigninger?
Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.
Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger.
Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget [6] .
Der er forskellige måder at beregne dette budget på, og beregningerne er altid forbundet med usikkerheder og forskellige sandsynligheder for at nå målet. Det er altså ikke muligt at beregne sig til en helt eksakt mængde på grund af de usikkerheder, der ligger i beregningerne.
Som nævnt er CO2 (kuldioxid) den dominerende drivhusgas, men der er også andre drivhusgasser som f.eks. metan (CH4), lattergas (N2O) og såkaldte F-gasser. Disse drivhusgasser omregnes til CO2-ækvivalenter (CO2e) i sammenligninger og sammenregninger, da forskellige drivhusgasser har forskellige opvarmningseffekter.
I virkeligheden skulle man regne med et CO2e-budget fremfor et CO2-budget. Af forskellige årsager opererer klimavidenskaben med et CO2-budget, hvilket også til dels er retvisende, så længe andre drivhusgasser udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele den periode, man ser på. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
Vi ser en tendens til, at andelen af andre drivhusgasser øges, så i virkeligheden burde CO2-budgettet reduceres i overensstemmelse hermed.
Det er muligt at omregne CO2-budgettet til et CO2e-budget, hvilket dog ikke har været en mulighed indenfor rammerne af nærværende arbejde. Herudover er det vanskeligt at finde tal for CO2e, når man gerne vil have udspecificeret de enkelte sektorers bidrag til de samlede CO2e-udledninger.
Ud fra ovenstående betragtninger, vil der i de følgende beregninger blive taget udgangspunkt i CO2. Begrebet drivhusgasser vil dog også blive omtalt, specielt i forbindelse med klimaloven, som relaterer til CO2e.
I nærværende arbejde ønskes der at give et indblik i størrelsesordenen af de udfordringer og tidsperspektiver, vi står overfor i klimamæssig sammenhæng. Resultaterne skal ses med behørig respekt overfor de forhold omkring CO2e og CO2, som der er redegjort for i foranstående.
Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.
I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval.
Globalt CO2-budget
Det globale CO2-budget [7] vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.
Og så er der endda ikke i tilstrækkelig grad taget højde for effekten af de såkaldte feedback-loops og tipping points.
Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet.
Som nævnt tidligere er der mange usikkerheder forbundet med opgørelsen af CO2-budgettet. Man skal derfor være påpasselig med at anvende CO2-budgettet som en målestok for klimaindsatsen. På den anden side er det på nuværende tidspunkt det bedste instrument, vi har i værktøjskassen. Eftersom CO2-budgettet for de fleste parametre vurderes som værende konservativt, vil anvendelsen formentlig også give resultater som er til den konservative side.
Klimaloven og opgørelse af CO2e-udledninger for Danmark
Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.
Klimaloven er desværre på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:
Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
I opgørelserne tæller man kun en mindre del af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.
Opgørelser af CO2e-udledninger er misvisende
De danske udledninger af CO2e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO2e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre del af de samlede CO2e-udledninger.
I Figur 1 ses sammensætningen af CO2-udledninger fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.
Figur 1: CO2-udledning fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.
Det ses, at CO2-udledninger fra økonomiske aktiviteter indenfor Danmarks grænser, der sammen med LULUCF [8] (ændringer i arealanvendelse og skovbrug) udgør den del, som medregnes i klimaloven, er faldet væsentligt i perioden 1990-2019.
Samtidig er CO2-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.
Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.
Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.
Danmarks andel af det globale CO2-budget
Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.
FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [9] .
Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.
Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet [10]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.
Starttidspunktet for det globale CO2-budget er 1. januar 2018, hvor det blev beregnet til at være 420 mia. ton CO2. I 2018 og 2019 var de globale CO2-udledninger henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton. Efter at man i 2021 havde kvantificeret en række usikkerheder, blev det oprindelige budget på 420 mia. ton nedjusteret til 230 mia. ton gældende pr. 1. januar 2020 [11].
Fordeles dette efter Danmarks andel (0,075%) af verdens befolkning, er Danmarks ikke-korrigerede CO2-budget pr. 1. januar 2020 ca. 173 mio. ton CO2.
Da Danmarks udslip i 2018 og 2019 var væsentligt større, end hvad befolkningsandelen berettiger til, skal ovenstående budget korrigeres på en retvisende måde. Dette “merudslip” skal trækkes fra budgettet. Dette skal gøres for hver enkelt opgørelsesmetode (klimaloven, klimaloven + biomasse osv.).
Resultaterne af dette er opsummeret i Tabel 1.
I 2018 og 2019 havde Danmark ”ret” til at udlede 0,075% af de globale CO2-udledninger på henholdsvis 42,1 og 42,3 mia. ton CO2, hvilket svarer til 31,7 og 31,9 mio. ton CO2.
Bruges klimaloven som opgørelsesmetode, udledte Danmark i 2018 og 2019 henholdsvis 40,9 og 39,3 mio. ton CO2. Dermed har de udledt 40,9 mio. ton CO2 – 31,7 mio. ton CO2 = 9,2 mio. ton CO2 for meget i 2018 og 7,4 mio. ton CO2 for meget i 2019.
Dette trækkes fra det ikke korrigerede budget på 173,4 mio. ton CO2, således at det korrigerede CO2-budget pr. 1/1-2020 i dette tilfælde bliver 156,9 mio. ton CO2.
Tabel 1: Opgørelse af Danmarks CO2-budget pr. 1. januar 2020 ved forskellige opgørelsesmetoder
Det danske CO2-budget er brugt op
I Tabel 2 ses, hvornår det danske CO2-budget er brugt op, hvis vi fortsætter udledningen af drivhusgasser med det nuværende tempo [12] og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.
Tabel 2: Årstal hvor den danske andel af CO2-budgettet er brugt op, hvis vi fortsætter den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man tager med i regnestykket.
Når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer) opbrugte Danmark allerede dets CO2-budget sidste år.
Fortsætter vi den danske udledning af drivhusgasser med det nuværende tempo, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op allerede næste år (2022), når man medtager CO2-udledninger omfattet af klimaloven + biomasse.
Medtages udelukkende CO2-udledninger omfattet af klimaloven, vil vores andel af CO2-budgettet være brugt op i 2023.
Det er altså et ekstremt kort tidsperspektiv, vi skal holde vores ambitioner op imod.
Derfor giver det absolut ingen mening at tale om tidsperspektiver som 2030 og 2050. Vi kan ikke vente 10 eller 30 år med at forsvare os i en krig. Det er NU. Alt skal mobiliseres.
Succeskriterier skal afspejle klimavidenskaben
Atmosfæren reagerer på mængden af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.
I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.
Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.
Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.
Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod et fast CO2-budget, som dog bør justeres, hvis ny viden i klimvidenskaben tilsiger det.
Hvilken sti skal vi følge?
Danmark har allerede udledt så store mængder CO2, at CO2-budgettet blev brugt op sidste år (2020), når man indregner CO2-udledninger for biomasse og international transport (og varer).
Vi har kun et reelt CO2-budget at tære af, hvis man udelukkende vælger at medregne CO2-udledninger fra aktiviteter omfattet af klimaloven og klimaloven + biomasse.
Det er selvfølgelig kun ved skrivebordet eller i et regneark, at vi selv kan ”vælge”, hvordan vi opgør CO2-udledningerne. Klimaet er ligeglad med regneark.
Men lad os for et øjeblik købe den falske præmis, at vi kun medregner CO2-udledninger fra aktiviteter relateret til klimaloven og klimaloven + biomasse.
Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.
Vi har meget begrænsede muligheder for selv at vælge vores reduktionssti. Vi kan ikke vente med at reducere, men skal gøre det allerede fra i år, og det vil sige NU.
I det følgende vælges en lineær reduktionssti, hvor man starter reduktionerne i 2021. Resultaterne ses i Figur 2.
Den blå kurve (klimaloven) viser, at man med årlige reduktioner på knap 5 mio. ton CO2 pr. år kan holde sig indenfor CO2-budgettet, som vil være brugt op i 2027, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.
Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at vi skal reducere udledningen med 16,7 mio. ton CO2 pr. år frem mod 2023, hvorefter CO2-udledningen skal være nul.
Figur 2: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante lineære reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.
Vi skal altså have en meget hurtig reduktion af CO2-udledningerne. Med en lineær reduktion startende i 2021 vil CO2-udledningen være nul i årstallene som anført i Tabel 3.
Tabel 3: Årstal hvor de danske CO2-udledninger er nul ved en lineær reduktion startende i 2021 og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen, man tager med i 0pgørelsen.
Man kan også vælge en eksponentielt aftagende reduktion af CO2-udledningerne, hvor de største reduktioner ligger i starten af perioden. Her starter reduktionerne ligeledes i 2021.
Resultaterne ses i Figur 3.
Den blå kurve (klimaloven) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 24% pr. år (8,6 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2036 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.
Den orange kurve (klimaloven + biomasse) viser, at det kræver årlige CO2-reduktioner på 47% pr. år (25,2 mio. ton det første år), når man ikke på noget tidspunkt vil opbruge CO2-budgettet. I 2028 er de årlige udledninger nede på under 0,5 mio. ton CO2 pr. år.
Figur 3: Reduktionsstier kompatible med Danmarks andel af det globale CO2-budget, hvis vi starter markante eksponentielt aftagende reduktioner af CO2-udledninger i 2021, som tilsigter, at den globale middeltemperaturstigning ikke overskrider 1,5°C og afhængig af, hvilke sektorer man inkluderer i opgørelsen af CO2-udledningen.
Der er stor forskel på, om man tager udgangspunkt i en lineær reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme mængde år for år, eller om man vælger en eksponentiel reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme procentdel år for år.
Den første strategi gør det næsten umuligt at holde sig inden for budgettet, men den sidste strategi giver lidt mere rum. Men den kræver til gengæld, at man hurtigt foretager drastiske nedskæringer i udledningerne af CO2, hvilket kræver langt større politisk vilje og mod.
Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.
Opsummering
Klimalovens ”70% reduktion i 2030” og ”klimaneutralitet i 2050” er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.
Det er afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
Klimaloven er en fabrikation, der skal berolige og distrahere masserne. Det er et udvandet politisk mål, som bliver skubbet frem af de meget magtfulde klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer for at sikre, at det system, der skabte vores klima- og biodiversitetskrise, stort set forbliver uændret.
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Det betyder, at vi lige nu står i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.
Atmosfæren og klimaet reagerer på den akkumulerede udledning af drivhusgasser.
I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2e-udledninger i et givet tidsinterval, altså den reduktionssti, man følger.
Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C.
Klimaloven er på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:
Man bruger fejlagtigt IKKE CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.
I opgørelserne tæller man kun ca. en tredjedel af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.
CO2e-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international skibs- og flytransport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) regnes IKKE med i klimaloven.
Klimaet er ligeglad med den slags skrivebords- og regnearksøvelser.
Regner man det hele med, blev den danske andel af det globale CO2-budget brugt op i 2020.
Referencer
[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
[2] King, AD, Karoly, DJ & Henley, DJ 2017, “Australian climate extremes at 1.5 °C and 2 °C of global warming”, Nature Climate Change, vol. 7, pp. 412–416.
[3] Rignot, E 2014, “Global warming: it’s a point of no return in West Antarctica. What happens next?”, The Guardian, 18. maj.
[4] Beltran, C et al, 2020, “Southern Ocean temperature records and ice-sheet models demonstrate rapid Antarctic ice sheet retreat under low atmospheric CO2 during Marine Isotope Stage 31.”
[5] [5] https://report.ipcc.ch/sr15/pdf/sr15_spm_final.pdf – side 20. Reduktionsscenarierne er ikke udført af IPCC selv, men af forskningsinstitutioner verden over. IPCC vurderer hundredvis af scenarier og inddeler dem i grupper, alt efter hvilke temperaturstigninger, de hver især forudsiger for år 2100.
[6] og [7] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
[8] Forkortelse for land use, land-use change and forestry.
[9] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.
[10] ”Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik
[11] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9
[12] CO2-udledninger for 2020 er ikke opgjort endnu, men forventes iflg. Global Carbon Project at falde ca. 7% i forhold til 2019.
Gennem partnerskabsprojektet DK2020 har foreløbig 66 danske kommuner forpligtet sig til at udvikle klimahandlingsplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger.
Desværre kommer klimahandlingsplanerne ikke til at opfylde målsætningerne.
Kommunerne følger ellers velmenende de overordnede rammer og præmisser, som er blevet udstukket af DK2020, men det er et afgørende problem, at disse rammer og præmisser helt misfortolker Parisaftalens målsætninger.
Denne alvorlige misfortolkning afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig, men i stedet leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation.
Hvordan det hænger sammen, vil jeg redegøre for her.
Hvad siger Parisaftalen?
Med Paris-aftalen fra 2015 satte 195 lande en fælles målsætning om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2°C og stræbe efter at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C [1].
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [2]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
Der er altså al mulig grund til at holde temperaturstigningen under 1,5°C.
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C. Så vi har vanvittigt travlt.
Hvor travlt har vi?
Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, forvalter jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.
Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.
Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.
Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [3]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025[4].
Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.
Vi skal regne på den rigtige måde
Med et CO2-budget afgøres succeskriterier ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.
Man har fejlet katastrofalt, hvis man lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.
Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal.
Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget CO2 vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.
Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [3], [4].
CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.
Hvilken sti skal vi følge?
Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.
I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier. På ene sti (blå) starter man en lineær reduktion af CO2-udledningerne allerede i år (2021), mens man på den anden sti (rød) venter med at reducere til 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.
I en stor del af 2020 har vi haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.
Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
Den enorme forskel mellem at starte CO2-reduktionen nu fremfor at vente træder tydeligt frem.
Starter vi nu, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad vi har set i en situation med en COVID-19 pandemi.
Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en ekstremt stor reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.
Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.
Klimahandlingsplanerne opfylder ikke Parisaftalen
Ovenstående gennemgang illustrerer tydeligt, at hastighed og omfang er altafgørende, når man skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.
Vi skal realisere enorme CO2-reduktioner i et hidtil uset tempo.
Nu er vi ved at have fundet frem til svaret på det indledende spørgsmål om, hvorfor kommunernes klimahandlingsplaner ikke opfylder Parisaftalens målsætninger.
I DK2020 har man sat som succeskriterie for klimahandlingsplanerne, at kommunerne skal være klimaneutrale senest i år 2050. Hermed begår man den meget alvorlige fejl, som er beskrevet tidligere i dette indlæg:
Man sætter et punktmål op (klimaneutralitet) for et specifikt år (2050) uden overhovedet at forholde sig til reduktionsstien.
Dermed har DK2020 udstukket nogle rammer og præmisser, som helt misfortolker Parisaftalens målsætninger, hvilket afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig.
Hvad der er endnu mere bekymrende er, at ”kommunerne arbejder med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40” [5].
Hvor ambitiøse kan de byer lige være?
Prikken over i’et kommer ved at læse på partnernes hjemmesider. Her fremføres, at de danske kommuner i DK2020-projektet ”følger i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden” og er ”med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer” [5].
Normalt er det attraktivt at være med til at skrive historie, men ikke her, hvor kommunerne ender på den forkerte side af historien.
[2] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
[3] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9
[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
Vær på vagt næste gang, nogen taler om 70% reduktion i 2030 eller klimaneutralitet i 2050.
Den kollektive glansfortælling om klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at vi er reddet, bare vi når de opsatte klimamål. Alt imens politikere samt klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer køber tid til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.
Virkeligheden er, at klimaloven med dens målsætninger om en reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% og klimaneutralitet i 2050 er helt utilstrækkelig og leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.
CO2-budgettet kan være brugt op inden 2025
Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [1]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025 [2].
Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 67% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.
Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.
Fortæl os sandheden
Vi må kræve, at politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer samt medier fortæller os sandheden: Fortsætter vi som hidtil, er vores CO2-budget i bedste fald brugt op om mindre end 5 år.
Vi må ikke hægte vores planlægning og succeskriterier op på klimaloven. Klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at de politiske tiltag og de ”historiske” aftaler er fuldt ud tilstrækkelige. Imens fortsætter vi vores liv mere eller mindre som hidtil bortset fra enkelte småjusteringer. Men hvad skulle vi ellers gøre, når magthaverne ikke fortæller sandheden?
Det er selvfølgelig heller ikke rart at fortælle sandheden, når sandheden er ubehagelig.
Klimaloven er et farligt monster
Glem alle skønmalerier om 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Vi kan ikke bruge den nuværende klimalov til noget. Tværtimod er den et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.
Hvad siger klimavidenskaben?
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Det er de samlede udledninger af drivhusgasser i en given periode, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger og dermed hvor voldsomme klimaforandringer, vi kommer til at opleve.
Vi skal regne på den rigtige måde
En af de vigtige pointer fra klimavidenskaben er, at vi ikke må begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke år.
Vi skal i stedet holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter.
Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [2]. Vi skal løbende justere CO2-budgettet alt efter, hvor meget vi udleder og den nyeste klimavidenskab.
CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.
Det er således helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.
Hvordan ser stien ud lige nu?
I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier, hvor man starter en lineær reduktion af CO2-udledningerne i henholdsvis 2021 og 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.
Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
Vi har i en stor del af 2020 haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.
Starter vi med at reducere CO2-udledningerne lineært i 2021, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad der er hændt i en situation med en COVID-19 pandemi.
Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en meget større reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.
Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.
Tidsperspektivet og omfanget er altafgørende
Det illustrerer tydeligt, at tidsperspektivet og omfanget er altafgørende, når vi skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.
Figur 1 viser yderligere, at CO2-udledningerne på globalt niveau maksimalt må være 20,8 mia. ton CO2 og 2,3 mia. ton CO2 i henholdsvis 2025 og 2030 (under forudsætning af at CO2-reduktionerne starter i 2021 og følger den angivne sti).
Dette svarer til en udledning på ca. 2,6 ton CO2 pr. person i 2025 og ca. 0,3 ton CO2 pr. person i 2030. Til sammenligning udledte hver dansker i 2019 gennemsnitligt ca. 6-22 ton CO2 (afhængig af hvor meget man inkluderer).
Vi er i gang med at underminere en behagelig og sikker fremtid for klodens beboere.
Så kære politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer og medier: Drop glansfortællingen om klimaloven, tag ansvaret på jer og fortæl os sandheden og handl på en måde, som afspejler, at vi reelt står i menneskehedens største nødsituation.
Referencer
[1] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9
[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
Olie Gas Danmark, som er brancheorganisation for den danske olie- og gasindustri, kører i øjeblikket en kampagne, der skal forsøge at overbevise os om de fossile brændslers berettigelse.
Fortsætter 40-50 års lobbyisme
Brancheorganisationen fortsætter dermed den sti og strategi, som olie- og gasindustriens lobbyister igennem 40-50 år har brugt til at bibeholde sine klimaskadelige forretninger.
Figur 1: Eksempler på Olie Gas Danmarks kampagne
Lær at genkende den fossile industris argumenter
Man kan genkende den fossile industris argumenter ved at tænke over, hvad argumenterne er designet til at gøre:
få os til at tro, at klimahandling vil skade os og især skade vores tegnebøger;
få os til at tro, at vi har brug for fossile brændstoffer;
prøve at overbevise os om, at klimaforandringer ikke er noget særligt.
Alt sammen røgslør for olie og gasindustriens løgne gennem et halvt århundrede, dens skadelige indvirkning på lokale miljøer og mennesker samt dens aktive medvirken til at skabe de kriser, som tårner sig op foran os.
På vej mod kollaps
Vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise og har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.
Vi kan ikke lade olie- og gasindustrien bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.
Med vanlig sans for at lave manipulatorisk skønmaleri af virkeligheden har regeringen sammen med en række partier netop præsenteret deres aftale [1] om Nordsøens fremtid.
For at finde ud af, hvad aftalen i virkeligheden drejer sig om og vurdere, hvilke konsekvenser det får for indvindingen af olie og gas, er man desværre nødt til at grave dybt ned i aftaleteksten, lovtekster samt en række andre dokumenter og gennemgå dem med tættekam.
I det arbejde støder man på en række uheldige delelementer i aftalen:
Aftaleelementer kan ikke ændres
a) En 2050-slutdato for al indvinding af olie og gas i Nordsøen
Aftaleparterne er enige om, at der indføres en 2050-slutdato (31. december 2050) for alle eksisterende og evt. fremtidige tilladelser til olie- og gasindvinding i Danmark.
Slutdatoen kan IKKE fremrykkes, bl.a. fordi man ønsker forudsigelighed og tid til, at branchen og arbejdspladser kan omstille sig. 2050-slutdatoen vil blive tilføjet undergrundsloven ved et lovforslag snarest muligt.
Lige nu står vi en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og det betyder, at det meste olie og gas skal blive liggende i undergrunden. Det er derfor en katastrofe, at slutdatoen ikke kan fremrykkes.
b) Frivillig aftale med selskaber, som berøres af slutdato
I dag eksisterer der en tilladelse i Nordsøen, som blev meddelt i 7. udbudsrunde, og som har en berettiget forventning om forlængelse til efter 2050, hvis der i fremtiden gøres fund.
Aftaleparterne er enige om, at der skal skabes lovhjemmel til, at der kan indgås en forhandlet, frivillig aftale om ændringer af tilladelser for de selskaber, der måtte berøres markant af en slutdato.
Hvad betyder det, at aftalen er frivillig? Normalt betyder frivillig, at man kan sige nej. Kan det pågældende selskab nægte at indgå en aftale og dermed forlænge sin tilladelse til efter 2050?
c) Aflysning af 8. udbudsrunde og alle fremtidige udbudsrunder
8. udbudsrunde aflyses, og der skal ikke skal være flere udbudsrunder i fremtiden.
Der er dog den lille finte, at ny efterforskning stadig kan ske igennem de allerede eksisterende muligheder i såkaldte minirunder og naboblok.
Og hvad betyder så det?
I henhold til undergrundslovens § 12, stk. 1 [2], kan tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og gas tildeles efter 4 forskellige procedurer [3]:
1) Almindelig udbudsrunde (stopper).
2) Mini-runde (fortsætter).
3) Åben Dør proceduren (stopper).
4) Naboblokprocedure, (fortsætter).
De almindelige udbudsrunder, hvor det er staten, som inviterer til efterforskning efter fossile brændsler, stopper ved indgåelsen af den aktuelle aftale.
De såkaldte minirunder fortsætter. En minirunde er i virkeligheden blot betegnelsen for en uopfordret ansøgning fra en virksomhed om at få lov til at efterforske og udvinde olie og gas i et nyt område.
Åben Dør proceduren har historisk været anvendt, når procedurerne under pkt. 1) eller 2) ikke er skønnet at være hensigtsmæssige. Her har klima-, energi- og forsyningsministeren kunnet give tilladelser inden for nærmere angivne områder. Denne mulighed har dog ikke været anvendt de senere år. Denne procedure stopper ved indgåelsen af den aktuelle aftale.
Naboblok-proceduren fortsætter. Her kan der gives nye tilladelser til selskaber, der allerede er aktive i et naboområde. Proceduren kan anvendes, når særlige geologiske eller produktionsmæssige forhold er til stede.
En vigtig detalje er, at aftaleparterne har besluttet at indgå aftalen som et såkaldt politisk forlig for så vidt angår, at 2050-slutdatoen ikke kan fremrykkes samt bevarelsen af muligheden for minirunder og nabobloktilladelser, hvilket betyder, at der ikke kan ændres væsentligt ved disse forhold uden enighed.
Når der er tale om et forlig, har partierne i forliget nemlig politisk vetoret over for ændringer, så længe forliget gælder. Hvis en regering ønsker ændringer i en lov, der er en del af et forlig, skal regeringen altså have alle aftalepartierne til at acceptere ændringerne – og de har ret til at sige nej [4].
I realiteten er det dermed meget vanskeligt at foretage ændringer og kan kun lade sig gøre, hvis Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative alle siger ja.
Indvinding af olie og gas fortsætter
Med den aktuelle aftale er det i realiteten kun stoppet for de almindelige udbudsrunder, som påvirker den fremtidige olie- og gasudvinding i Nordsøen.
Klimarådet udarbejdede i sommeren 2020 en vurdering af klimaperspektiverne i at gennemføre eller aflyse 8. udbudsrunde [5].
De fandt, at den ottende rundes licenser kun ville producere beskedne mængder i forhold til den eksisterende indvinding og det forventede forløb for indvinding.
Med de gældende licenser samt fremtidige minirunder og nabobloktilladelser vil der frem mod 2050 blive indvundet anseelige mængder olie og gas.
Energistyrelsen udarbejder hvert år en opgørelse af de danske olie- og gasressourcer og en produktionsprognose på lang sigt.
Den nyeste prognose for produktion af olie og gas på lang sigt er vist i Figur 1 og Figur 2 sammen med forbrugsprognosen [6]. Efter 2030 er der med prikker angivet et forbrug lig forbruget i 2030.
Forbrugsprognosen repræsenterer et forløb, hvor det antages, at der ikke implementeres virkemidler udover dem, der allerede i dag er vedtaget med politisk flertal.
Forbrugsprognosen er derfor ikke en prognose for det fremtidige energiforbrug, men en beskrivelse af den udvikling, som under en række forudsætninger om teknologisk udvikling, priser, økonomisk udvikling mv. kan forekomme i perioden frem til 2030.
Figur 1: Produktion og langsigtet prognose for olie
Der forventes et fald i olieproduktionen indtil 2022, særligt i 2020 og 2021 på grund af genopbygning af anlæggene på Tyra feltet, se evt. Historisk investering i olie og naturgas. Når Tyrafeltet igen tages i brug fra 2023, forventes olieproduktion at stige. Produktionen forventes generelt at aftage fra 2026.
Hvis de teknologiske ressourcer og efterforskningsressourcerne medregnes, skønnes Danmark igen at kunne blive nettoeksportør af olie i et enkelt år (2028).
Figur 2: Produktion og langsigtet prognose for salgsgas
I 2020 og 2021 forventes et markant fald i produktionen af salgsgas på grund af genopbygning af anlæggene på Tyra feltet. I det forventede forløb overstiger produktionen igen forbruget i perioden 2022 til og med 2035, hvor Danmark vil blive nettoeksportør af gas. Danmark skønnes dermed at være nettoeksportør til og med 2035 bortset fra årene 2020 og 2021.
Hvad siger olieindustrien?
Når man skal vurdere den klimamæssige virkning af et tiltag, er det meget nyttigt at kigge på industriens reaktioner. Er reaktionerne positive, kan man næsten være sikker på, at tiltaget har et attraktivt økonomisk udbytte for de involverede selskaber, men også at den klimamæssige effekt ikke nødvendigvis er positiv.
Et par af overskrifterne fra medierne lyder: ”Olieindustrien jubler over udsigt til mere olieproduktion” [7] og ”Den største oliespiller i Danmark kalder Nordsø-stop »positivt«” [8].
De faste rammer i olieaftalen giver industrien sikkerhed for, at produktionen ved de eksisterende felter kan udvides, mens slutdatoen i 2050 ifølge analytiker er uden reel effekt, da produktionen ville have ophørt alligevel.
Dermed er industrien nu sikret faste rammer de kommende 30 år – et drømmescenarie for de fleste erhverv.
Den franske oliekoncern Total glæder sig over aftalen.
»Det væsentlige er, at aftalen muliggør, at det tilbageværende potentiale kan realiseres ved brug af den eksisterende infrastruktur i Nordsøen gennem minirunder og nabobloktilladelser«, lyder det i en skriftlig kommentar fra Ole Hansen, der er ansvarlig for udviklingen af Totals danske Nordsø-aktiviteter [7].
Hvilke konsekvenser får aftalen?
Til pressemødet ved præsentationen af den nye aftale hørte man udtalelser som ”Aftalen sætter en ny, grøn kurs for Nordsøen…”, ”Vi sætter nu et endeligt punktum for den fossile æra…”, ”Det her er en historisk aftale og er et enormt grønt fremskridt…”, ”Det er en stor dag for alle os, der tager klimaudfordringen seriøst.”, ”Danmark skal være et grønt foregangsland, som hele verden kan finde inspiration i”. [9]
Helt ærligt, det er da næsten til at kaste op over.
Med de gældende tilladelser til indvinding samt fremtidige minirunder og nabobloktilladelser vil der med aftalen om Nordsøens fremtid stadig blive indvundet anseelige mængder olie og gas frem mod 2050.
2050-slutdatoen kan ikke fremrykkes, og muligheden for minirunder og nabobloktilladelser bevares. Aftalen om disse elementer er lavet som et forlig, hvilket betyder, at der kun kan foretages ændringer, hvis Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative alle siger ja.
Slutdatoen i 2050 er ifølge flere analytikere uden reel effekt, da produktionen ville have ophørt alligevel.
Olie- og gasindustrien har med aftalen fået et drømmescenarie, som sikrer dem faste rammer de kommende 30 år og samtidig giver sikkerhed for, at produktionen ved de eksisterende felter kan udvides.
Politikere fører os mod selvmord
Lige nu står vi i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at det meste olie og gas skal blive liggende i undergrunden. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.
Aftalen om Nordsøens fremtid, som binder os til fortsat udvinding af fossile brændsler de næste 30 år, er ikke mindre end en katastrofe.
Når politikere kan tale så positivt om aftalen, viser det endnu engang, at de med al tydelighed stadig vælger at overhøre videnskaben, som siger, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.
FN’s generalsekretær Antonio Guterres adresserede i onsdags den alvorlige trussel om klimaforandringer i en tale om planetens tilstand [10].
”Menneskeheden fører krig mod naturen. Dette er selvmord. Naturen slår altid tilbage – og det gør den allerede med voksende kraft og raseri. Biodiversitet kollapser. En million arter er i fare for udryddelse. Økosystemer forsvinder foran vores øjne … Menneskelige aktiviteter er roden til vores nedstigning mod kaos. Men det betyder, at menneskelig handling kan hjælpe med at løse det.”
At skabe fred med naturen er den afgørende opgave i det 21. århundrede. Det skal være den øverste, højeste prioritet for alle, overalt.”
Antonio Guterres
Politikerne leder med deres tavshed om sandheden samt med den manglende handling samfundet mod lidelse, elendighed og kaos. De har valgt at stille sig på den forkerte side af historien.
Det kan befolkningen ikke acceptere længere.
[1] ”Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om fremtiden for olie- og gasindvinding i Nordsøen af 3. december 2020”. https://kefm.dk/Media/0/3/Nords%C3%B8aftale%20(2).pdf
I klimadebatten hører man jævnligt, at den ”grønne omstilling” koster penge. Ofte forholder det sig modsat, og i mange tilfælde er det ligefrem en god forretning at investere i vedvarende energi.
Hvis vi forestiller os et scenarie, hvor der etableres solcelleanlæg, så hele Danmarks elforbrug kan dækkes med vedvarende energi, ville hver dansker over 18 år få en gevinst på 140 kr. om året.
Hvordan kan det nu lade sig gøre?
Prisen for solcelleanlæg er gennem de sidste 5-10 år faldet drastisk. Selv fra år til år ses væsentlige prisfald. De nyeste tilgængelige officielle prisopgørelser for 2018 viser f.eks. et prisfald for større solcelleanlæg på knap 30 % sammenlignet med 2017.
I 2018 blev 43 % af Danmarks elforbrug dækket af CO2-fri strøm produceret af vindmøller og solceller [1]. Skulle det resterende elforbrug på godt 19,1 TWh dækkes af solceller, ville det kræve ca. 133 km2 solceller [2] til en samlet anlægspris på knap 113 mia. kr. [3].
Staten har uden at blinke foreløbig allokeret ca. 400 mia. kr. til coronatiltag, som man egentlig ikke har fået noget for. Så mon ikke staten uden problemer (og endda omkostningsneutralt) kan finansiere de nødvendige anlægsinvesteringer på 113 mia. kr. til etablering af solcelleanlæg?
Set fra den enkelte danskers side svarer anlægsprisen til ca. 24.500 kr. pr. dansker eller en omkostning på godt 810 kr. pr. år i anlæggets levetid på 30 år. Den producerede elektricitet kan sælges til markedspris, som her er sat til 25 øre pr. kWh. Salgsprisen er sat konservativt, da den gennemsnitlige elspotpris var knap 34 øre/kWh i 2018 [4]. Elsalget giver en indtægt på knap 1.040 kr. om året, som fratrukket en vedligeholdelsesomkostning på godt 80 kr./år giver en nettoindtægt på godt 950 kr. om året. Samlet set betyder det, at hver dansker kan opnå en gevinst på ca. 140 kr. om året.
Som nævnt i forrige artikel (se evt. link) ville man kunne etablere de nødvendige solcelleanlæg på kun 3 år. Vi kunne altså have en CO2-fri elproduktion allerede i år 2023.
Artiklen viser, at det er muligt at etablere solcelleanlæg, som kan gøre hele Danmarks elforbrug CO2-neutralt indenfor en kort årrække, og at det samtidig giver en gevinst på 140 kr. om året pr. dansker.
Hvad venter vi på?
Det er i artiklen angivet, at solcelleanlæg i det nævnte omfang kan bidrage til, at hele Danmarks elbehov kan dækkes med vedvarende energi. Der er her udelukkende regnet med energimængder og således ikke taget hensyn til det tidsmæssige sammenfald mellem elproduktion og elforbrug. Med den nuværende struktur af energisystemet, vil der naturligvis være perioder, hvor der ikke er nok vind og sol til at dække elbehovet, ligesom der vil være perioder, hvor vind og sol producerer langt mere end elbehovet. Dette kan delvist imødekommes på nuværende tidspunkt ved eludveksling mellem Danmark og andre lande. Indenfor en kortere årrække vil vi have omstruktureret vores energisystem med mulighed for synergier mellem el, varme, transport, fleksibelt forbrug samt lagringsprincipper og -teknologier m.v.
Referencer
[1] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/Market-data1/Power-system-data/Consumption1/Consumption/ALL/Hourly1/?view=table og https://energinet.dk/Om-nyheder/Nyheder/2019/01/07/Solenergi-slog-rekord-i-varmt-2018.
[2] Baseret på en nominel paneleffekt på 170 Wp/m2 og en specifik ydelse på 850 kWh/kWp pr. år.
[3] Som anlægspris er der brugt den specifikke pris 5.000 kr./kWp baseret på den gennemsnitlige anlægspris for gennemsnit af større (100-250 kW) og centraliserede solcelleanlæg (> 1 MW). Fra National Survey Raport, Danmark 2018, IEA PVPS.
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af sidste år deres særrapport, SR15 [1]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Der vil ske uoprettelig skade på vores klode, hvis vi overstiger 1,5 graders global opvarmning.”
I 2018 var middeltemperaturen allerede øget med 1°C.
Mange af verdens regeringschefer var samlet i Paris i 2015, hvor de blev enige om at arbejde for, at den globale middeltemperatur højst må være 1,5°C højere end før-industrielt niveau. Aftalen blev kaldt Paris-aftalen.
Men hvordan går det så med at efterleve Paris-aftalen?
For det første er der en betydelig kløft mellem, hvad regeringerne har lovet at gøre, og hvad de rent praktisk har gjort indtil videre.
Hvad værre er, at selv hvis landene indfrier nuværende løfter, mål og politikker samt indfører ekstra endnu ikke-implementerede initiativer, er man meget langt fra at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C.
Hvor langt fra kan man se i figuren, hvor effekterne på den globale middeltemperatur er illustreret for tre scenarier [2].
Forøgelse af global middeltemperatur i år 2100 ved forskellige scenarier
De tre scenarier fører til en temperaturforøgelse på mellem ca. 2,3°C og 4,3°C med et gennemsnit på omkring 3°C.
Med landenes annoncerede klimamål vil temperaturen stige med omkring 3 grader, og dermed er vi altså meget langt fra at kunne indfri Paris-aftalens mål.
Vi er på vej ad en sti, hvor der vil ske uoprettelig skade på vores klode, så der er behov for at skrue gevaldigt op for ambitionerne og få sat gang i hidtil usete handlinger og tiltag.
Referencer
[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
