Nytårsdag den 1. januar 2025 kl. 10 rapporterede jeg fra Jagtvej i København, som næsten var tømt for biler.
Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne bruge al den plads til noget andet…
Regeringen og vores politikere fører desværre en transportpolitik, der i høj grad favoriserer transport med biler.
På den måde transporterer vi i gennemsnit 1,08 personer i en 2 ton tung metalkasse.
Det er ineffektivt og spild af ressourcer i en situation, hvor vores økosystemer er ved at kollapse, og vi derfor meget hurtigt skal skære stort set alle vores miljøbelastende aktiviteter væk.
Der er i stedet behov for en politik, som prioriterer kollektive transportformer samt aktiv transport som cykling og gang (klik på billedet for at se video).
Skal vi bare med nogenlunde sikkerhed holde os under en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader – grænsen hvor de værste skader (måske) kan undgås – skal vi fra nu af skære den globale CO2-udledning med knap 75 procent pr. år, så den når næsten nul i 2027.
Det kommer ikke til at ske. Verdens ledere har med åbne øjne svigtet dig, mig, vores børn og alt andet liv på jorden. Godt nytår og velkommen til 2025.
Så sent som i dag kunne man læse i Politiken, at hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1,5 grader, skal hver verdensborgers CO2-udledning årligt være under 3 ton CO2 i 2030 og 1 ton i 2050.
Men hvordan kan jeg så påstå, at vi skal reducere udledningerne til stort set nul allerede i 2027, når vi har disse ”ambitiøse” mål for 2030 og 2050, der altid nævnes af medier, virksomheder, politikere og endda af videnskabsfolk?
Det har jeg redegjort for i detaljer ved forskellige lejligheder, bl.a. her og her. Den korte forklaring skal findes i begreberne sandsynlighed og risiko, som jeg kommer tilbage til.
Først vil jeg dog nævne, at det i virkeligheden er snævert kun at se på CO2-udledninger, da der udover Klimaforandringer erotte andre økosystemer på jorden, som sikrer betingelserne for liv. Sammen med klimaforandringer har vi bragt fem andre økosystemer ud af balance.
I dette indlæg har jeg valgt at fokusere på klimaforandringer.
Hvor stor risiko vil vi løbe?
Når videnskaben skal forudsige den globale temperaturstigning ud i tid, forsøger man at beskrive naturens mange og meget komplekse processer i klimamodeller og sætter dem til at regne. Ud kommer mange og forskellige resultater, som dog ligger indenfor et temperaturinterval. Og det er her, sandsynlighed og risiko kommer ind i billedet.
For selv om vi i en tænkt situation reducerer CO2-udledningerne til nul i morgen, kan vi ikke være 100 % sikre på, at den globale temperaturstigning holder sig under 1,5 grader.
For at beregne hvor hurtigt CO2-udledningerne skal reduceres, skal vi først tage stilling til, hvor stor risiko vi er villige til at løbe, for at den globale temperaturstigning alligevel bliver større end 1,5 grader, selvom vi reducerer udledningerne som beregnet. Jo mindre risiko, jo hurtigere skal CO2-udledningerne reduceres.
Hvilken risiko er DU villig til at løbe?
Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents risiko for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Formentlig ikke.
Ikke desto mindre baserer FN’s klimapanel, IPCC, og mange andre videnskabelige studier sine konklusioner om nødvendig reduktionshastighed for CO2-udledninger på en risiko på 50 procent eller mere for, at den globale middeltemperaturstigning alligevel overskrider 1,5 grader.
Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men desværre bliver denne helt afgørende forudsætning ikke klart formidlet af videnskaben eller finder vej til de korte sammenfatninger, som politikere, beslutningstagere og medier læser.
Resultatet er, at målsætninger og implementering af tiltag bliver helt utilstrækkelige. Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag?
Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så lille risiko som muligt. Den mindste risiko, IPCC opererer med, er 17 procent. Det er en vanvittig stor risiko, men det er den, som er brugt, når jeg konkluderer, at den globale CO2-udledning fra i år skal falde med knap 75 procent pr. år, så den når næsten nul i 2027.
Vi er blevet vildledt og lullet i søvn
Hvorfor er vi havnet i denne situation?
Det kan man filosofere længe over, men i sidste ende er det vores politiske ledere, som ikke har kunnet løfte sit ansvar. De har svigtet os.
Tilbage står nu realiteterne. Vi er blevet vildledt og lullet i søvn med ”ambitiøse” mål for 2050, 2040 og 2030 samt fantasier om ”grønne” brændstoffer, som kan opfylde befolkningerne i de velstillede landes ønsker om fortsatte flyrejser og overforbrug af produkter, som fragtes over oceanerne i skibe.
Med begejstring fortælles det, at andelen af elbiler er hastigt stigende. Fedt, så er problemerne løst. Uden tanke for den enorme miljøbelastning, der sker ved produktionen af alle de biler og trods alt også ved bilernes elforbrug under drift.
Realiteterne er, at vindmøller, solceller, elbiler, CO2-fangst og -lagring, brint, Power-to-X, pyrolyse og alle de andre teknologier IKKE kommer til at levere den nødvendige hurtige og markante reduktion af de fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at realisere de nødvendige CO2-reduktioner.
Realiteterne er, at teknologierne IKKE formår at bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
Og det gør de ikke, fordi Danmark og de andre velstillede lande med et tilsyneladende umætteligt forbrug belaster miljøet så meget, at det ville kræve næsten fem jordkloder, hvis resten af verden levede på samme måde.
I 2025 skal vi have en ny samtale
Stillet overfor en nødvendig meget markant og hurtig reduktion af CO2-udledninger er vi nødt til at åbne helt andre værktøjskasser, end vi har gjort tidligere. Vi skal have en ny samtale.
De to klimaprofessorer, Sebastian H. Mernild og Eigil Kaas, tog lidt hul på det, da de i slutningen af sidste år kom med et forslag, som vakte stor røre: personlige CO2-kvoter.
I forslaget tildeles hver person årligt en gratis udledningsmængde, som vedkommende kan disponere frit over. Har man opbrugt sin kvote og ønsker at foretage sig en udledende aktivitet, må man betale – evt. ved at købe CO2-kvoter fra en anden, som ikke har brugt sin kvote.
En af de største anker mod forslaget er opfattelsen af, at det ville være et indgreb i folks personlige frihed efter devisen, Ingen skal bestemme, hvordan jeg lever mit liv.
Men er det ikke sådan, at den personlige frihed stopper der, hvor man skader andre?
Miljøbelastende aktiviteter er vor tids passive rygning
Der kan trækkes en parallel til debatten om rygning for årtier siden. I alle sammenhænge, rum og steder havde man vænnet sig til at pulse løs på cigaretter, cigarer og piber. Da man efterhånden blev overbevist om tobaksrygningens sundhedsskadelige virkninger – også for ikke-rygerne, som befandt sig i rygernes omgivelser – begyndte man i stigende grad at indføre restriktioner for tobaksrygning.
Fra at mange (specielt rygerne) dengang syntes, at restriktionerne var et indgreb mod den personlige frihed, er det nu helt omvendt. Fornemmer man den mindste antydning af tobaksrøg, kigger man nu overrasket rundt for at se, om det virkelig kan være rigtigt, at nogen står og ryger.
Hvor tobaksrygning og den tilhørende passive rygning er en skade, som rammer de helt nære omgivelser, påvirker vores miljøbelastninger i overvejende grad mennesker og dyr andre steder i verden.
Aktiviteter, som skader miljøet, er vores tids passive rygning. Vi er medskyldige i andre menneskers ulykke. Med den kobling er det vel svært at argumentere imod, at nogen skal blande sig i vores oplevede ”frihed” ved at regulere vores adfærd?
CO2-rationeringer
De to klimaprofessorers forslag med personlige CO2-kvoter har den iboende opfattelse, at man kan udlede mere end den tildelte kvote, når blot man betaler en sum penge.
Eftersom der samlet set ikke kan udledes mere end den fastsatte grænse, ville det betyde, at andre mennesker skulle udlede mindre. Det er ikke hverken etisk eller retfærdigt og vil forværre den sociale sammenhængskraft og ubalance i samfundet.
Et bedre koncept ville være personlige CO2-rationer, der ikke kan handles.
I forhold til 1,5 grader grænsen (17 procent risiko) er den globale ration 1,36 ton CO2 pr. indbygger i 2025. Det kan sammenholdes med den nuværende danske gennemsnitsudledning på ca. 13 ton CO2e pr. indbygger. Nogle udleder mindre, andre væsentlig mere.
Men hvad er handlerummet egentlig? For at få en fornemmelse af det, kan man i nedenstående tabel se eksempler på klimabelastningen ved forskellige individuelle aktiviteter.
Fire store poster på det individuelle niveau er rejser, transport, forbrug og mad.
Flyver du til Malaga og retur, er næsten halvdelen af CO2-rationen opbrugt.
I en benzin-/dieselbil rækker rationen til ca. 12.500 km kørsel, mens man i en elbil kan køre to gange rundt om jorden. Tager man i stedet DSB’s IR4-tog kan man køre en distance, som svarer til mere end fem gange rundt om jorden.
Køb af en iPhone tager 5 procent af den årlige ration, mens den helt store forbrugssynder er køb af en elbil (VW ID.5), som koster 14 års rationer.
På den fødevaremæssige front belaster køb af 1 kg oksekød, kylling og grøntsagsbøf med henholdsvis 75 kg CO2e, 3,3 kg CO2e og 1,5 kg CO2e.
Det har altså enorm stor betydning, hvordan vi vælger at holde ferie, transportere os, forbruge og spise.
Men udover vores individuelle CO2-udledninger er der også udledninger, der blot skyldes, at vi er en del af og deltager i det etablerede samfund og dets strukturer. Offentlige aktiviteter og services som f.eks. sygehusvæsen, institutioner, anlægsarbejder m.m. står for ca. halvdelen af den samlede udledning.
Så selv om vi som individer gjorde alt, hvad vi kunne for at reducere vores personlige udledninger, ville der stadig være en lige så stor del tilbage, vi ikke kunne gøre noget ved
Der er altså i høj grad også brug for systemiske ændringer, og CO2-rationeringer skal derfor også gælde offentlige aktiviteter og services.
Hvad gør vi?
Vi har overskredet de fleste af naturens grænser og står derfor i en nødsituation, som truer selve vores eksistensgrundlag. Vores politikere har foreløbig ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom.
Der er heller ikke udsigt til, at vores politiske ledere af sig selv vil indføre CO2-rationeringer samt andre lignende markante og øjeblikkelige tiltag.
Hvad gør vi, når ingen af vores valgte ledere lever op til deres ansvar, og vi dermed har et alvorligt demokratisk problem?
Hvad stiller vi op, når politikerne ikke har evnet og tilsyneladende heller ikke har tænkt sig at løse samfundets største problem: At naturens systemer er blevet ustabile og truer med et kollaps af vores samfund?
Første trin er indsigt og erkendelse.
Det er mit håb, at dette indlæg hjælper med at give en større indsigt i den situation, vi står i, og en forståelse for, hvad det kræver at ændre den.
Det kan være en særdeles ubehagelig erkendelse, fordi vi også bliver tvunget til at se på os selv og behovet for ændringer af vores adfærd.
Mulighederne og fællesskabets styrke vil dog vise sig, når vi samler os og konfronterer det politiske system med krav om nødvendige tiltag.
Sådan er de rige landes problemer. Andre steder i verden er det mennesker, der drukner.
Det er mennesker, som ikke længere kan brødføde sig selv
Det er mennesker, som ikke længere har rent drikkevand
Det er mennesker, som må flygte fra deres hjem.
Det er specielt os i de rige landes skyld.
Det drejer sig om, hvad vi spiser, hvordan vi transporterer os, hvordan vi bor, og hvordan vi holder ferie.
Reportagen og videoen er fra 9. september 2024, hvor der på grund af skybrud igen var oversvømmelse af Helsingørmotorvejen ved udmundingen til Hans Knudsens Plads i København (klik på billedet for at se video).
Kun en måned tidligere stod jeg på samme sted og rapporterede om oversvømmelser.
Gennem årtier har vores overforbrug faciliteret og understøttet rovdrift på naturen. Det skyldes en kombination af samfundsstrukturen og vores personlige valg.
Det kan naturen ikke klare mere. Vi står foran et samfundskollaps.
Vores regering og folketing taler om mål i 2030, 2040 og 2050. Det giver jo ingen mening, når vi står i en nødsituation.
Vi kan godt tage skyklapper på, vi kan godt holde os for ørene, vi kan godt lade som om….
Men det hjælper os bedst at se realiteterne i øjnene.
Der er brug for akut og markant handling, og det skal vi som befolkning kræve af vores politikere.
Vi bliver som befolkning nødt til at samle os og lave modstand, som ikke kan ignoreres.
Vi har for længe siden overskredet naturens egne grænser. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område, hvor vi ikke længere sikre på, at naturens systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.
Det er en nødsituation, som kalder på omgående og markant handling.
Folketinget hjælper os ikke, så vi bliver som befolkning nødt til at gøre noget, som ikke kan ignoreres.
Det kunne være en samfundsstrejke med et krav om, at politikerne med det samme iværksætter de nødvendige foranstaltninger og regler, som kan hjælpe os til at stoppe – indtil videre – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, der ikke er essentielle for vores overlevelse.
Søndag den 4. august 2024 var der oversvømmelse af Helsingørmotorvejen ved udmundingen til Hans Knudsens Plads i København.
Jeg var på stedet for at reportere (klik på billedet for at se video).
Denne gang var oversvømmelserne – så vidt vides – uden personskade. Så heldige er vi måske ikke næste gang.
Andre steder i verden dør mennesker pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige.
Vi har for længe siden overskredet naturens egne grænser. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område, hvor vi ikke længere sikre på, at naturens systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.
Det er en nødsituation, som kalder på omgående og markant handling.
Folketinget hjælper os ikke, så vi bliver som befolkning nødt til at gøre noget, som ikke kan ignoreres.
Det kunne være en samfundsstrejke med et krav om, at politikerne med det samme iværksætter de nødvendige foranstaltninger og regler, som kan hjælpe os til at stoppe – indtil videre – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, der ikke er essentielle for vores overlevelse.
Vi bliver lovet ”grøn” brint og ”grønne” brændstoffer af virksomheder, lobbyorganisationer, politikere og medier.
Strøm fra vindmøller og solceller producerer ”grøn” brint, der så kan bruges til at fremstille syntetiske ”grønne” og ”CO2-neutrale” brændstoffer til fly og skibe.
En smuk historie.
Det er bedrag
Mens det er rigtigt, at man kan anvende strøm til at producere brint, som så kan bruges til at producere brændstoffer som e-metanol, der kan bruges i skibe og fly, er det mere tvivlsomt, om strømmen hertil kommer fra solceller og vindmøller.
Som i så mange andre sammenhænge ligger djævlen begravet i detaljen. I dette tilfælde opdager man kun djævlen, hvis man følger grundigt med under et lovforslags tilblivelse eller sætter sig ned og læser den endelige lov i detaljer.
Så finder man ud af, at de smukke historier er bedrag.
Foto: Shutterstock
Strøm er et blandingsprodukt
For det første har solceller og vindmøller en indlejret miljøbelastning set ud fra et livscyklusperspektiv. Alene ud fra den betragtning, kan man vel dårlig kalde strømmen fra solceller og vindmøller for ”grøn”?
Lad os for et øjeblik glemme ovenstående og se på, hvad der sker med strømmen fra solceller og vindmøller. I stort set alle tilfælde ledes strømmen ud på det offentlige elnet og ”flyder sammen” med strøm produceret på alle mulige andre måder som f.eks. via kul, olie og gas. Alle strømforbrugere får derfor leveret et blandingsprodukt.
Så hvordan kan man hævde, at den strøm, man bruger til at producere brint, kommer fra solceller og vindmøller?
Tre krav til “vedvarende” strøm
For at blive klogere på det skal man ind og se på de to såkaldte delegerede retsakter for brint, som primo juli 2023 trådte i kraft i hele EU.
I akterne defineres det, hvornår brint produceres ved hjælp af vedvarende energi (VE) og dermed kan opfattes som ”grøn” og tælle med i medlemslandenes vedvarende energimålsætninger.
Den første delegerede retsaktdefinerer, hvornår den elektricitet, der skal bruges til at producere Renewable Fuels of Non-Biological Origin (RFNBO), kvalificeres som vedvarende.
Akten har krav om:
Additionalitet (dvs. ny-etableret VE, så man ikke tager ”grøn” strøm, der allerede har et formål),
Geografisk korrelation (brug af den ”grønne” strøm sker i samme budzone, som den er produceret i, med enkle få undtagelser), og
Tidsmæssig korrelation (den ”grønne” strøm skal indtil slutningen af 2029 blive brugt inden for samme kalendermåned, at den er blevet produceret, og fra 2030 skal brug af strømmen ske inden for en time efter produktion).
Den anden delegerede retsaktdefinerer brugen af CO2-kilder i Power-to-X-produktion og hvordan man beregner drivhusgasreduktioner fra RFNBO.
I disse dokumenter kan man finde masser af smuthuller for, at brint kan betegnes som værende produceret på VE, selvom det ikke er tilfældet.
”Vedvarende” brint og brændstoffer
Ifølge retsakterne kan brint betegnes som ”vedvarende” brint, når det fremstilles ved at tilføre ”vedvarende” elektricitet til et elektrolyseanlæg.
Det samme kan flydende brændstoffer som ammoniak, metanol eller e-brændstoffer, når de fremstilles af ”vedvarende” brint.
Som også anført tidligere gælder det, at brinten skal være fremstillet ved hjælp af “ekstra” vedvarende elektricitet, der produceres samtidig og i samme område som brinten.
Og det er her, at smuthullerne begynder at vise sig. Reglerne for, hvornår man kan kalde brint og de afledte brændstoffer for “vedvarende” – de delegerede retsakter – er nemlig fuld af undtagelser fra kravene om additionalitet samt tidsmæssig og geografisk sammenhæng mellem VE-elproduktion og brintproduktion.
“Ekstra” vedvarende elektricitet
Kravet om, at brinten skal være fremstillet ved hjælp af “ekstra” vedvarende elektricitet, gælder nemlig ikke for elektrolyseanlæg sat i drift inden 2028. De næste godt 3 år kan man altså lave elektrolyseanlæg, som bruger elektricitet fra EKSISTERENEDE VE-anlæg. Og til de elektrolyseanlæg kan man fortsætte med at bruge elektricitet fra eksisterende VE-anlæg helt frem til 2038.
Det er altså mildest talt vildledende, når interessenter hævder, at produktionen af den ”vedvarende” brint ikke tager vedvarende strøm fra væk fra de eksisterende forbrugere. Det vil faktisk være den reelle situation de næste 13 år.
Samtidig
Hvis brinten skal kunne kaldes ”vedvarende”, giver det god mening, at brintproduktionen skal foregå samtidig med, at den vedvarende elektricitet produceres.
Her får begrebet samtidig dog en noget kreativ fortolkning. Kravet om samtidighed betyder i denne sammenhæng, at elproduktion og brintproduktion sker inden for samme kalendermåned.
Efter 2030 skal det ske inden for den samme time.
Samme område
Elmarkedet i Europa er delt op i budzoner. Områdekravet betyder, at strømmen skal forbruges i samme budzone, som den er produceret. Men også her er der lagt elastik ind, da strømmen under visse omstændigheder kan bruges i en anden zone, end hvor den er produceret, når bare budzonerne er sammenkoblet. Og det er de i størstedelen af Europa.
En ren skrivebordsøvelse
Alle de her smuthuller betyder i praksis f.eks., at elektricitet produceret i dag på en ældre vindmølle i Italien kan bruges om tre uger til et elektrolyseanlæg i Danmark, og man kan stadig påberåbe sig, at brinten og de heraf producerede brændstoffer er ”vedvarende”.
Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, når vi jo godt ved, at strømmen fra netop den specifikke italienske vindmølle ikke hverken kan lagres i 3 uger i elnettet, og derefter heller ikke løber op til en specifik elforbruger i Danmark?
Dette kan kun lade sig gøre ved, at den danske brintproducent har lavet en elkøbsaftale med den italienske vindmølleejer. Altså en ren skrivebordsøvelse, hvor man lægger en fiktiv økonomisk konstruktion ned over elproduktion og brintproduktion, som er helt afkoblet fra de fysiske forhold.
I den virkelige verden løber strømmen fra den italienske vindmølle ud til den nærmeste italienske forbruger i samme øjeblik, den produceres.
Grov vildledning
Kravene om, at de ”vedvarende” og ”grønne” brændstoffer skal være fremstillet ved hjælp af “ekstra” vedvarende elektricitet, der produceres samtidig og i samme område som brinten, kan på overfladen umiddelbart virke fornuftige.
Men når man graver ned i definitioner og lovgivning, viser der sig en masse forhold og undtagelser, som fuldstændig udvander opfattelsen af brændstofferne som ”grønne”.
I de næste 13 år vil man kunne producere ”grøn” brint fra elektrolyseanlæg, som bruger elektricitet fra EKSISTERENEDE solceller og vindmøller. Den ”grønne” brint produceres altså IKKE af ”ekstra” vedvarende elektricitet. Det er derfor vildledende, når interessenter hævder, at produktionen af den ”grønne” brint ikke tager vedvarende strøm fra væk fra de eksisterende forbrugere.
For at brinten skal kunne kaldes ”vedvarende”, skal brintproduktionen foregå samtidig med, at den vedvarende elektricitet produceres. Kravet om samtidighed får i reglerne en noget kreativ fortolkning, da kravet helt frem til 2030 betyder, at strømproduktion og brintproduktion kan ske inden for samme kalendermåned.
Kravet om, at brinten skal være fremstillet ved hjælp af ”vedvarende” elektricitet, der produceres i samme område som brinten, forekommer også noget misvisende, når f.eks. Italien og Danmark betragtes som samme område.
Samlet set vil producenterne af den ”grønne” brint i mange år bruge strøm fra det elmix, som tilfældigvis er i elnettet på tidspunktet for brintproduktionen.
Det er derfor grov vildledning, når brændstofferne betegnes som ”vedvarende”, ”grønne” eller ”CO2-neutrale”.
Virksomheder og lobbyorganisationer er utrolig gode til at fortælle gode og positivt ladede historier, der udelader alle de forhold og kendsgerninger, som jeg har påpeget i det foranstående.
Det er et stort problem, fordi politikere, befolkning og medier lader sig tryllebinde af de smukke, men vildledende historier, og skatteydernes penge bliver brugt på projekter, der under dække af at udvikle og producere ”grønne” brændstoffer i virkeligheden understøtter et fossilt energisystem, og som samtidig opererer i en skala og tidshorisont, der ikke hænger sammen med de akutte miljøkriser, vi står i.
Vi må alle erkende – selvom det er smerteligt – at vi står i en nødsituation.
Det er en nødsituation, når seks ud af ni planetære grænser er overskredet. Vi er ude i et usikkert område, hvor flere af vores økosystemer er i risiko for at kollapse.
Hver eneste dag gambler vi med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Virkeligheden
Sådan er virkeligheden. Jo før vi forliger os med den virkelighed og agerer proportionelt, jo mindre bliver de skadelige konsekvenser for vores liv og samfund.
Og hvordan agerer man så proportionelt med nødsituationen?
Vi skal stoppe – i hvert fald en periode – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, som ikke er essentielle for vores overlevelse.
Det er politikernes bundne opgave at iværksætte de nødvendige foranstaltninger og regler, som sikrer, at det sker. De bliver nødt til at træde i karakter og agere som de ledere, de er valgt til at være.
Virksomheder og medier skal understøtte politikerne i lederopgaven ved at stoppe de vildledende fortællinger om tekniske “løsninger”, der hverken har nødvendig skala og hastighed, og som ikke adresserer det egentlige problem:
At Danmark og de andre velstillede lande med et tilsyneladende umætteligt forbrug belaster miljøet så meget, at det ville kræve næsten fem jordkloder, hvis resten af verden levede på samme måde.
Realiteterne er, at “grønne” flybrændstoffer, CO2-fangst og -lagring, vindmøller og solceller, brint, power-to-X, pyrolyse og alle de andre teknologier IKKE kommer til at levere den nødvendige hurtige og markante reduktion af de fossile brændstoffer.
Realiteterne er, at teknologierne og de tilhørende vildledende skåltaler om ”eksporteventyr” og ”grøn vækst” IKKE formår at bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
En farlig distraktion
Tværtimod er narrativerne en farlig distraktion, som står i vejen for den nødvendige handling. De spærrer så at sige for nødudgangen.
Der er ingen vej udenom. Nødsituationen kræver, at vi stopper – indtil videre – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, som ikke er essentielle for vores overlevelse.
Politikerne skal sætte de nødvendige rammer for, at det kommer til at ske. Virksomheder og medier skal være understøttende medspillere.
Vi evner ikke at løse samfundets største problem. Konsekvensen bliver mangel på rent drikkevand, mad, medicin og husly samt konflikter og krige. Samfundet, som vi kender det, bryder sammen.
De fleste af naturens grænser (de planetære grænser) er for længst overskredne. Vores økosystemer er blevet ustabile. Hver eneste dag vi fortsætter de miljøbelastende aktiviteter, gambler vi med vores eksistensgrundlag,
Målsætninger og tiltag med tidshorisonter i 2025, 2030 eller endnu værre i 2050 er helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben og den virkelighed, vi står i. Belastningen af økosystemerne skal stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Og her står vi så. Den “grønne” trepartsaftale er en realitet. De årelange samtaler om en CO2e-afgift på landbruget er blevet til en “Aftale om et grønt Danmark”.
Med aftalen har samtalen delvist drejet sig væk fra en CO2e-afgift på landbruget og over mod rejsning af skov, udtagning af lavbundsjorde, beskyttet natur, lagring af biokul og…. gebyrafløftning af slagterier.
Landbrugets store klimabelastning
Med trepartsaftalen formår man på elegant vis at gå helt uden om elefanten i rummet.
“Alle” ved, hvad der er årsagen til landbrugets store klimabelastning. De mange millioner køer og grise. Løsningen er ligetil. Vi skal simpelthen bare have omlagt hovedparten af den industrielle animalske husdyrproduktion til plantebaseret fødevareproduktion. Men ingen siger det højt, og det bliver ikke adresseret i den nye aftale.
CO2e-udledningen fra landbrugsprocesser har været konstant de sidste 12 år. Og alligevel hører vi til stadighed landbruget og dets lobbyister fortælle os, at “landbruget er godt i gang med at reducere udledningerne”.
Samtidig udgjorde landbrugets CO2e-udledninger medregnet energiforbrug og arealanvendelse (LULUCF) hele 40 % af Danmarks samlede CO2e-udledninger i 2021.
Landbruget er altså suverænt den instans, som bidrager mest til Danmarks klimabelastning.
Landbrugets CO2e-udledninger medregnet energiforbrug og arealanvendelse (LULUCF) i perioden 2010-2021.
Indsatserne i aftalen skønnes at reducere de danske udledninger med 1,8 mio. ton CO2e i 2030 – altså en meget beskeden effekt.
Udvikling af foder, som får køerne til at bøvse mindre, fitnesshalsbånd på dyrene, brug af droner og satellitter, der overflyver marker og leverer GPS-koordinater samt andre tiltag er nogle af ingredienserne til at reducere CO2e-udledningen.
Alt sammen teknologiske optimeringer af en industriel husdyrproduktion, som dybest set – selv med en toptunet teknisk optimering – altid vil have en stor udledning af drivhusgasser.
CO2e-afgiftsdelen af aftalen består af en CO2e-afgift (medregnet et bundfradrag på 60 procent til alle landmænd) på 120 kr. pr ton CO₂e i 2030 stigende til 300 kr. pr. ton i 2035.
Udover at beløbet er latterligt lavt, tænkes afgiften først implementeret i 2030.
I 2030…. Det er om meget lang tid og ikke et svar på en nødsituation, hvor belastningen af økosystemerne skal stoppe nu.
Præsentation af aftalen for befolkningen
Men hvordan bliver den helt mangelfulde aftale præsenteret for befolkningen? Nedenfor er et lille udpluk [1]:
“…sætter vi en klar grøn retning for fremtidens danske landbrug.” (Økonomiminister Stephanie Lose)
“…tegner vi et helt nyt grønt Danmarkskort.” (Miljøminister Magnus Heunicke)
“…indeholder en ambitiøs CO2e-afgift på dansk landbrug.” (Skatteminister Jeppe Bruus)
“…nyt kapitel i dansk landbrugshistorie.” (Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen)
“…epokegørende for Danmarks klimaindsats og for vores fælles natur.” (Formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard)
”…et historisk kompromis, som udstikker en helt ny retning for arealanvendelsen i Danmark.” (Præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding)
“…der stopper årelange politiske kampe om landbruget, fordi der nu er en virkelig ambitiøs og langsigtet plan for udvikling af både klima, miljø, natur og landbrug, som vil forandre danmarkskortet” (Politisk direktør i Dansk Industri Morten Høyer).
En katastrofal aftale for vores samfund bliver altså solgt til befolkningen som ambitiøs og historisk.
Det er at sammenligne med brugtvognsforhandleren, der sælger en plumrådden bil, som vedkommende lige har givet en frisk omgang hattelak.
Med den meget positive italesættelse af aftalen kan befolkningen “købe” aftalen og beroliget gå tilbage til sin dagligdag i vished om, at lederne har gjort et godt stykke arbejde, fordi det jo “lyder rigtig godt.”
Befolkningen får heller ikke meget hjælp af medierne, som ikke rigtigt for alvor formår at udfordre rammesætningen.
Tilbage står en aftale, hvor chancen for at gennemføre de nødvendige tiltag for landbruget – en udvikling af landbruget ved at erstatte den industrielle animalske husdyrproduktion med plantebaseret fødevareproduktion – er forpasset.
Endnu engang demonstreres det, at politikere, interesseorganisationer og andre dele af samfundets top ikke evner at løse samfundets største problem: At naturens systemer er blevet ustabile og truer med et kollaps af vores samfund.
Det er den smertelige sandhed, som vi må have tydeliggjort for befolkningen. Forhåbentlig vil det føre til en modstand, der ikke kan ignoreres.
På jorden er der en række miljøprocesser eller systemer, som understøtter livet på jorden. Man kalder dem også for økosystemer.
Alt levende – mennesker, dyr og planter – er afhængige af, at økosystemerne er stabile og i balance. De mange systemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets aktiviteter – skubber i stigende grad til disse balancer.
Alle systemerne har en grænse for, hvor meget de kan belastes, og man stadig kan være sikker på, at de fortsat kan opretholde sin egen funktion. Man kalder grænserne for de planetære grænser. Er systemerne inden for de planetære grænser, er de indenfor det såkaldt sikre råderum.
Men seks ud af ni planetære grænser er overskredet, og de fleste af dem har været det i mange år. Tre eksempler på overskredne planetære grænser er klimaforandringer, tab af biodiversitet og arealanvendelse.
Det er faktisk naturens egne grænser, som vi har overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Vi er ikke længere sikre på, at de seks systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.
Når belastningerne er blevet for store (hvor det punkt er, ved vi ikke), vil økosystemerne så at sige tippe over og komme ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.
Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.
For de fleste er det her med overskridelsen af de planetære grænser nok lidt abstrakt. For Hvad betyder det egentligt for vores dagligdag og liv?
Det betyder, at der er en risiko for, at vi ikke længere vil have adgang til rent drikkevand, tilstrækkelig fødevareproduktion, et sted at bo og medicin. Hver eneste dag, vi fortsætter med miljøbelastende aktiviteter, stiger denne risiko.
Skæv fordeling
De miljømæssige belastninger er meget skævt fordelt, både mellem mennesker i forskellige lande og indenfor de enkelte lande. Groft sagt afhænger de miljømæssige belastninger af, hvor økonomisk velstillet et land er, og hvor mange penge den enkelte borger har.
Jo flere penge jo større miljømæssig belastning.
Hvis resten af verden belastede miljøet som danskerne, ville det kræve næsten fem jordkloder.
Hvordan i alverden kan man med det bagtæppe stadig have en forestilling om, at vi kan fortsætte vores liv som altid med flyrejser, krydstogter, individuel vejtransport, sommerhuse og et umætteligt forbrug af nye køkkener?
Fra politikeres, virksomheders og mediers side bliver vi solgt falske historier om, at ”grøn vækst” og teknologiske løsninger kan løse alle vores problemer. Bare vi får flere vindmøller og solceller samt fanger noget CO2, vil alt blive godt.
Der skal skæres huller i muren af vildledning
Det er nødvendigt at skære nogle store huller i den mur af vildledning, så vi kan se klart.
Naturens grænser er overskredet. Vi kan ikke belaste økosystemerne mere. Hver dag øges risikoen for, at betingelserne for vores eksistensgrundlag forsvinder.
Vi kan altså IKKE leve uden vand, mad og et sted at bo. Hvad er svaret på sådan en akut situation, som er værre end krig?
For det er situationen.
Gennem årtier har vi valgt at lukke øjnene, praktisere et kollektivt selvbedrag og ikke formået at handle tilstrækkeligt. Nu skal regningen betales.
Vi er nødt til at åbne øjnene på vid gab. En situation værre end krig kræver hidtil usete tiltag i såvel skala som i hastighed.
Derfor er vi nødt til øjeblikkeligt at skære de fleste af vores miljøbelastende aktiviteter væk – i hvert fald en periode – så kun de absolut nødvendige behov som vand, mad og husly kan dækkes.
Så kan vores økosystemer forhåbentlig nå at regenerere sig selv, så de ikke kollapser.
Regnemodellen bag samfundsøkonomiske beregninger på transportområdet afspejler ikke, at vores økosystemer og dermed også vores samfund er ved at bryde sammen. Tværtimod danner resultaterne af beregningerne grundlag for beslutninger, som kan bidrage til at træde endnu længere ud over den miljømæssige kant. Det er et stort demokratisk problem, som vi bliver nødt til at adressere.
Et lovforslag om etablering af en tredje Limfjordsforbindelse er nu på vej mod 2. behandling i Folketinget.
Det foreslås at anlægge en ca. 20 km 4-sporet motorvej vest om Aalborg via Egholm med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord.
Klimaet belastes svarende til elforbruget for 4,8 mio. danskere
Anlæg af motorvejen vil give anledning til en udledning af drivhusgasser på ca. 480.000 tons CO2e.
I driftsfasen forventes den årlige CO2e-udledning fra vejtrafikken i Danmark at stige med knap 8.000 tons de første år efter åbningen af motorvejen, hvorefter udledningen forventes at falde, hvilket især skyldes den stigende andel af elbiler på markedet.
På det nuværende grundlag vurderes det, at trafikken over en 50 års periode efter åbningen samlet set vil udlede knap 129.000 ton CO2e mere, end hvis vejen ikke anlægges.
Den samlede udledning i anlægsfasen og driftsfasen for etablering af en tredje Limfjordsforbindelse forventes dermed at blive ca. 609.000 ton CO2e, hvilket svarer til den årlige udledning fra elforbruget (DK2 og Elforbrug) for ca. 4,8 mio. danskere.
De samfundsøkonomiske beregninger vipper
En væsentlig del af beslutningsgrundlaget er de samfundsøkonomiske beregninger for projektet.
I den samfundsøkonomiske analyse opgøres så mange omkostninger og effekter knyttet til projektet som muligt – i kroner og øre. Dette sker via Transportøkonomiske Enhedspriser, hvor f.eks. rejsetidsgevinster og klimapåvirkning værdisættes.
Omkostninger og effekter opgøres over 50 år efter åbning.
Beregningerne viser, at projektet er samfundsøkonomisk rentabelt, da nettonutidsværdien er positiv (624 millioner kroner), og den interne rente er på niveau med diskonteringsrenten (3,5 pct.). Dermed balancerer projektet lige på grænsen for, hvad der opfattes som en god investering i Finansministeriet.
Der skal altså ganske små udsving til, at projektet ikke længere er rentabelt. Det ses også af følsomhedsberegningerne, hvor f.eks. blot en 10 % stigning af anlægsprisen i forhold til overslaget bevirker, at nettonutidsværdien bliver negativ (minus 77 mio. kr.). Et fald i tidsgevinsterne på 25% medfører, at den interne rente falder til 2,8%, og at nettonutidsværdien bliver minus 1 mia. kr.
Resultaterne af de samfundsøkonomiske beregninger for motorvejsprojekterne afhænger fuldstændig af regneprincipperne og den økonomiske værdisætning af de forskellige elementer i den anvendte model.
Sparet rejsetid prissættes meget højt
De samfundsmæssige gevinster ved sparet rejsetid er prissat meget højt i forhold til de andre parametre i de samfundsøkonomiske beregninger, og dermed er det i princippet næsten ligegyldigt, hvor stor f.eks. drivhusgasudledningen er i et givet projekt. Det overskygges alligevel fuldstændigt af posten ”gevinst ved sparet rejsetid”.
For tredje Limfjordsforbindelse er værdien af tidsgevinsten beregnet til 6,1 mia. kr., mens omkostningerne for CO2e-udledninger er beregnet til at være 0,14 mia. kr.
Med andre ord kan der laves 44 anlægsprojekter, som svarer til den planlagte tredje Limfjordsforbindelse, før samfundets angivelige omkostninger forbundet med CO2e-udledninger ved anlæg og drift kommer op på siden af værdien af tidsgevinsten for etablering af blot én tredje Limfjordsforbindelse.
Etablering af 44 af disse anlægsprojekter ville i øvrigt medføre en CO2e-udedning på ca. 26,7 mio. ton CO2e svarende til mere end hele Danmarks forventede årlige CO2e-udledning i 2030.
Regnemodellen kan ikke bruges
Med de resultater og perspektiver, må man stille sig selv spørgsmålet, om regnemodellen bag de samfundsøkonomiske beregninger på transportområdet er god nok?
Afspejler modellen, at:
vi står i en planetær krise, hvor størstedelen af naturens egne grænser er overskredet, og systemerne er ude af balance?
vi i mange år har befundet os i et usikkert område med risiko for, at naturens systemer så at sige tipper over og kommer ud af kontrol?
hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne planet med?
Det gør den absolut ikke.
For det første beskæftiger modellen sig kun med miljøbelastninger for én af de såkaldte planetære grænser, som er overskredet, Klimaforandringer. Udeladt er de fem øvrige overskredne planetære grænser: Biodiversitet, Nye syntetiske stoffer, Ferskvand, Fosfor/Kvælstof og Arealanvendelse.
Vores økosystemer er ved at bryde sammen. Vi kan med egne øjne se hedebølger, skovbrande og oversvømmelser af et hidtil uset omfang. Konsekvenserne er mangel på rent drikkevand, mad, medicin og husly med tilhørende konflikter og krige. Tusindvis af mennesker dør allerede – bare ikke i Danmark.
Et nyt motorvejsprojekt bidrager med sine miljøbelastninger til at forstærke alle de ovenstående konsekvenser ved at skubbe økosystemerne endnu længere væk fra det sikre miljømæssige råderum og tættere på et kollaps og dermed også et kollaps af vores samfund.
Intet af dette forholder modellen sig til. Den viser blot, at vi skal fortsætte business-as-usual og træde endnu længere ud over kanten ved at bygge nye motorveje.
Når en regnemodel konkluderer, at samme motorvejsprojekt vil bidrage positivt til samfundet, så er der noget helt galt med regnemodellen.
Vi kan simpelthen ikke bruge en model, som ikke forholder sig til det helt essentielle – risikoen for at ødelægge vores eksistensgrundlag. Det er et stort demokratisk problem, som vi bliver nødt til at adressere.
Den viden, vi har, forpligter. Vi er nødt til at være de kloge og gøre det rigtige.
Historien vil hylde os for at se klart i den nuværende planetære krise og fokusere på at undgå yderligere miljømæssige belastninger og derfor stoppe planerne om etablering af nye motorveje.
Gang på gang hylder Københavns Lufthavn sig selv for passagerrekorder og vækst i luftfarten.
Men hvad er det i virkeligheden, de hylder?
De hylder sit eget stigende bidrag til, at vores økosystemer er ved at bryde sammen og det kollaps af vores samfund, som følger.
De hylder sit bidrag til hedebølger, skovbrande og oversvømmelser af et hidtil uset omfang. Mangel på mad, vand og medicin. Tusindvis af mennesker dør – bare ikke i Danmark.
Vækst i luftfarten er det sidste, vi har behov for.
Københavns Lufthavn fremstår med sine udmeldinger som tonedøv, respektløs, asocial og fuld af ringeagt overfor menneskers og andre levende væseners liv.
Underligt at det ikke er kriminelt.
Står magt og penge over ansvaret for at skabe et fredeligt samfund og godt liv for vores børn og os selv med mulighed for at opfylde de basale behov?
Burde vi ikke lade Københavns Lufthavn afgå ved døden frem for mennesker i specielt de fattige dele af verden?
