Jeg har ikke tidligere deltaget i Klimafolkemødet, for jeg orker simpelthen ikke at høre politikere, virksomheder og organisationer promovere deres utilstrækkelige indsats som værende i verdensklasse og høre om urealistiske og tåbelige teknofix.
Men i år sagde jeg ja til at deltage i en debat, fredag den 29, august 2025.
Mens klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard på Klimafolkemødet fastholdt tilhørerne i den årtier lange døs ved at tale om 2040-planer, var der et lidt mere beskedent fremmøde til paneldebatten “Skal Danmarks olieeventyr slutte?” arrangeret af Fossilfri Fremtid.
Her deltog jeg i en paneldebat med Lasse Nyholm Jensen og Phie Ambo modereret af Johanne Bønløkke Høgfeldt.
Og ja, selvfølgelig skal ”olieeventyret” slutte. Helst i går. Vores livsgivende systemer er ved at kollapse, så der er brug for at stoppe olie- og gasproduktionen til brug i det globale nord nu.
Du kan se klip fra debatten ved at klikke på billederne nedenfor.
En af mine vigtigste pointer var, at når klimavidenskaben formidles – af politikere, organisationer og værst af alt videnskabsfolkene selv – får vi aldrig det at vide, som står med småt.
Vi får altid at vide noget i stil med, at for at holde Parisaftalen skal vi halvere udledningerne inden 2030.
Men det vi ikke får at vide er, at det er under forudsætning af:
🔹️ at vi startede med at reducere med 5 % om året allerede fra 2020. Og – surprise – det gjorde vi ikke.
🔹️ Men værst: Selvom vi var lykkedes med at realisere disse reduktioner er sandsynligheden 50 % for, at vi alligevel overstiger 1,5 grader.
Enhver risikoanalytiker ville tage sig til hovedet over, at man er villig til at løbe den enorme risiko.
Det har betydet, at vi allerede har overskredet 1,5 grader i dele af 2023 og for hele 2024 som det første hele kalenderår, og det varer ikke længe, før overskridelsen er permanent.
Vi står i en nødsituation, og tiden for små gradvise ændringer er for længst forbi. Der er i stedet behov for øjeblikkelige og meget store ændringer af samfundsstrukturer.
Det er bedrag, benægtelse og fuldstændig mangel på proportioner, når man taler om reduktionsplaner for 2030 – og endnu værre for 2040, når der er behov for en plan for, hvordan vi kommer ned på en CO2-udledning på 0 indenfor nogle uger.
Vi er på vej mod et socialt kollaps med mangel på vand, mad, medicin og husly, fordi vi har overskredet 7 af naturens 9 grænser. Når politikere, medier og virksomheder taler om planer for 2030 og 2040 i den gigantiske nødsituation, vi står i, hvor der er behov for fuldstændig og øjeblikkelig ændring af samfundsstrukturer, er det benægtelse, bedrag og svigt. Hvor længe vil vi som befolkning se passivt til?
300.000 mennesker på gaden, som jeg fik sagt til Klimafolkemødet… Så mange behøver vi ikke.
Professor Erica Chenoweth fra Harvard Kennedy School har med en analyse af over 300 sociale bevægelser gennem historien vist, at bevægelser, der involverer mere end 3,5 % af en befolknings deltagelse i ikke-voldelige protester, ofte er lykkedes med at opnå deres mål. I dansk kontekst svarer det til godt 200.000 mennesker.
I selskab med Katherine Richardson, Mads Falkenfleth Jensen og Carsten Rahbek holdt jeg første runde af oplæg til den landsdækkende konference på Christiansborg søndag d. 14. sept. 2025 med overskriften ”Hjælp din borgmester til en grønnere fremtid”.
Jeg var inviteret til at tale om ”Klimasituationen”, hvor jeg bl.a. fortalte om én af de planetære grænser, Klimaforandringer, som blev overskredet allerede i 1988. Og om hvordan vi som befolkning bliver udeladt information om de enorme risici, som er indbygget i alle klimaplaner og målsætninger.
I lørdags havde jeg fornøjelsen af at indlede Folkets Klimamarch i Odense med en tale. Talen er gengivet nedenfor i tekst og med enkelte klip (klik på billederne for at se klippene).
Samtidig med at vi står her, er nogle af verdens ledere, organisationer og fossile lobbyister samlet i Brasilien til COP 30 møde, hvor de taler om – og forsøger at sætte mål for reduktion af drivhusgasudledninger.
Det første COP-møde blev afholdt i 1995, og dengang var de globale udledninger 29 mia. ton CO2 om året. Sidste år blev der udledt 42 mia. ton CO2.
I løbet af de tredive år, hvor verdens ledere har arbejdet på at reducere CO2-udledningerne, er de i stedet steget med 45 procent.
Det er en dundrende fiasko, og ansvaret ligger hos de politiske ledere.
De har svigtet sine befolkninger.
De planetære grænser
Men vi skal løfte blikket fra kun at se på klima, fordi der på jorden er flere systemer: bl.a. biodiversitet, miljøforurenende stoffer og ferskvandsressourcer.
Systemerne har tidligere været i en fin balance. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af liv og en variation af liv.
I balance er systemerne inden for det sikre råderum eller indenfor de planetære grænser.
Der er vi stadig nogenlunde sikre på, at vores systemer kan opretholde sine funktioner.
Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer. Det har vi gjort så meget, at 7 ud af 9 grænser er overskredet, og flere af dem har været det i årtier.
Det betyder, at vi er kommet længere og længere ud i det usikre område. På et tidspunkt (vi ved ikke hvornår) tipper systemerne over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points.
Hver eneste dag, der går, øges risikoen for at vi udløser et eller flere tipping-points.
Klimaforandringer – den planetære grænse
Nu zoomer jeg ind på Klimaforandringer.
Grænsen for det sikre råderum for den planetære grænse, Klimaforandringer, er en CO2-koncentration i atmosfæren på 350 ppm, eller parts per million.
Det svarer til en global middeltemperaturstigning på 1,0 grader.
Det vanvittige er, at vi overskred den grænse i 1988. Altså for 37 år siden…. Vi skulle faktisk have stoppet udledningerne allerede i 1988.
Men vi fortsatte, og udledningerne og den globale gennemsnitstemperatur er steget i et accelereret tempo siden da.
Derfor har vi – i løbet af de sidste 37 år – bevæget os længere og længere ud i det usikre område.
Her står vi altså – og ser ind i et kollaps med mangel på drikkevand, mad, medicin og husly.
Vi plejer at sige, at mennesket er den mest intelligente art og at det, som adskiller os fra dyrene er, at vi har evnen til at reflektere over vores egen eksistens. I virkeligheden må mennesket vel være en af de dummeste arter, når de er villige til at løbe risici, som i sidste ende kan ødelægge betingelserne for deres eget eksistensgrundlag.
Vi bliver solgt en falsk præmis
Vi står i en nødsituation, og tiden for små gradvise ændringer er for længst forbi.
Der er behov for øjeblikkelige og meget store ændringer af vores samfundsstruktur og måde at leve på.
Og det er altså vel at mærke, når vi tager udgangspunkt i en global middeltemperaturstigning på 1,0 grader.
Alligevel har man lavet Parisaftalen, hvor vi jo er begyndt at tale om en endnu højere grænse på maksimalt 1,5 grader temperaturstigning.
Er det ikke mærkeligt, når risikoen ved at overstige ”bare” de 1,0 grader er globale miljøændringer, som kan være katastrofale for vores samfund? Er det ikke slemt nok?
Helt uden vi har opdaget det, er der sket et skred i, hvor store risici, der tages.
Og vi bliver udeladt afgørende information om den vanvittige risiko, vi løber – selv hvis vi lykkes med meget store reduktioner af vores CO2-udledninger.
Det betyder, at vi bliver solgt en falsk præmis, når vi hører om ”ambitiøse” planer for 2030, 2040 og 2050.
At ”vi er på vej i den rigtige retning”, at ”Danmark er et grønt foregangsland”.
Så tror mange på, at der fra regeringens og kommunernes side bliver sat det nødvendige ambitionsniveau og hastighed.
Men hvorfor taler klimaforskere, politikere, medier, virksomheder, organisationer ikke om de enormt dårlige odds, de enormt store risici, vi og vores børn bliver påført, når der laves klimalove og klimaplaner?
Hvorfor får vi ikke det at vide?
Jeg kan dårligt beskrive, hvor forfærdeligt det er, det vi som befolkning bliver udsat for. Vi er blevet tvunget ind som tilskuere til et skuespil, til en teaterforestilling…, hvor vi kun får vist og fortalt noget af historien, og den vigtigste del af historien ligger skjult bag scenetæppet…
Hvorfor er vi den situation?
Så hvordan kan det gå til, at vi er havnet i den situation?
Vores politiske ledere har i sidste ende ansvaret og har ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom. De har svigtet sit ansvar. Og det fortsætter de med.
De siger stadig, at vi er et foregangsland, selvom vi overforbruger i en grad, som ville kræve 5 planeter, hvis alle mennesker på jorden levede som os.
De siger, at mål i 2030 og 2040 er ambitiøse, selvom vi står i en nødsituation, der kræver øjeblikkelige og markante tiltag, som fra i morgen skærer forbruget ned fra 5 planeter til 1 planet.
Det kræver systemiske ændringer og ændringer af adfærd. Teknologier kan IKKE bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
Individer og system
Vi har som individer et ansvar for at nedsætte vores CO2-belastning. Det drejer sig om, hvad vi spiser, hvordan vi transporterer os, hvordan vi bor, hvordan vi rejser, og hvordan vi forbruger.
Men vi lever alle sammen inden for systemer, som vi ikke selv har bestemt direkte.
Og som sætter rammerne for, hvad der er muligt. Et politisk bestemt kollektiv.
F.eks. har skiftende regeringer og kommunalpolitikere bygget et individuelt baseret, ineffektivt og miljøbelastende transportsystem op, hvor vi skal sidde i hver vores bil, i stedet for kollektive effektive transportsystemer med en lille miljøbelastning, som transporterer mange mennesker på én gang.
Det er noget, vores politikere beslutter. Ligesom de beslutter alle de andre rammer, som vi skal agere indenfor.
Kollektiv erkendelse
Vi kan ikke tillade os, at kommunalvalget på tirsdag bliver endnu en akt af den teaterforestilling, som vi bliver drevet rundt i.
Jeg har voksne børn og får måske børnebørn på et tidspunkt. Jeg har en niece på 3 år. Jeg har en far og søskende. Alle nogen jeg elsker og vil beskytte.
I har måske også børn, børnebørn eller anden familie, i elsker.
Vi står i en nødsituation. Vi står foran et samfundskollaps. Vi kan ikke spilde mere tid.
Med mangelfuld information om risiko er vi blevet lagt i en døs, som vi skal vågne op fra.
Jeg håber, at min tale kan være med til en kollektiv erkendelse af, hvor langt væk vi er fra proportionel og meningsfuld handling med vores klimaplaner.
Og give en fornemmelse af hvilken skala og hastighed, der er brug for. Når først vi kan se det klart, tror jeg, vi bliver villige til at åbne de store værktøjskasser.
”Grøn” er et udvandet begreb
Det er meget vigtigt at skelne mellem det, politikerne siger, og det de rent faktisk gør.
Op til et kommunalvalg står politikerne i kø for at fortælle om, hvor meget den “grønne omstilling” betyder for dem.
Men “grøn” er et udvandet begreb, som er værdiløst, medmindre man klart og konkret siger, hvad det betyder.
Ellers bliver det en teaterforestilling og et PR- og brandingcirkus planlagt af dygtige kommunikationsfolk.
I en nødsituation har vi ikke brug for ”en grønnere borgmester” og ”grønne byråd”.
Hvad er der brug for?
Vi har brug for politikere og byråd, som:
har forstået og erkendt nødvendigheden af og er klar til at indføre markante og øjeblikkelige tiltag;
tør udfordre etablerede økonomiske og sociale strukturer;
skal kunne stå imod modstand fra industri, interesseorganisationer og dele af befolkningen;
lukker og stopper fossilafhængige industrier og transportformer.
Der er desværre ikke nogen partier i dag, som er parat til at gå de nødvendige skridt.
Vi er som vælgere kommet sent ind i kampen. På tirsdag er det et, eller måske to partier, som har potentiale.
Dem skal vi stemme på. Og så kræver det, at klimamarchen i dag følges op af et massivt pres på politikerne. Hver dag skal vi fylde gaderne med protester, vi skal strejke, vi skal lamme samfundet. Ellers sker der ikke noget.
Den fossile industri, herunder TotalEnergies, vidste allerede for 50 år siden, at fortsat udvinding og produktion af fossile brændstoffer ville skabe det klima- og biodiversitetskollaps, vi nu ser konturerne af.
Men i stedet for at bruge sine milliarder på at udvikle teknologier og strukturer, der er baseret på vedvarende energi, brugte de pengene på kampagner, som benægtede videnskaben.
Herefter fulgte en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien: Skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på økosystemernes sammenbrud, forsøge at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse sammenbruddet.
Alt sammen med formålet at kunne fortsætte den lukrative, men skadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.
TotalEnergies burde betegnes som kriminelle
Således er den fossile industri hovedansvarlige for hedebølger, tørke, skovbrande og oversvømmelser af et hidtil uset omfang. Det betyder mangel på rent drikkevand, mad, medicin og husly. Noget, som allerede nu er virkelighed for mennesker andre steder i verden.
Naturens grænser er overskredet, og vores økosystemer er blevet ustabile. Hver eneste dag olie- og gasproduktionen fortsætter, kommer vi længere og længere ud i det usikre rum, hvor risikoen for at udløse kollaps af et eller flere økosystemer bliver større og større. Samfundet, som vi kender det, bryder sammen.
Vi er nødt til hurtigt at stoppe den væsentligste trussel mod vores eksistensgrundlag: udvinding og produktion af olie og gas.
Med udvinding og produktion af olie og gas skader og dræber TotalEnergies – med åbne øjne og fuldt overlæg – mennesker, dyr samt planter. Det er handlinger, som i alle andre sammenhænge betragtes som dybt kriminelle og strafbare. Men hvorfor gælder det ikke for TotalEnergies?
TotalEnergies bruger stadig den fossile industris greb og taktikker
Mens TotalEnergies flittigt erklærer, at de er en vigtig aktør i den grønne omstilling, eskalerer de samtidig risikoen for kollaps ved ikke og alene at fortsætte den skadelige olie- og gasproduktion, men også ved at øge den.
Men TotalEnergies gør det efter eget udsagn kun, fordi der er et behov. Med andre ord er det forbrugernes skyld. Velkendte taktikker, der har været brugt i årtier og også er kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien som nævnt tidligere.
Der er utallige eksempler på, at TotalEnergies stadig bruger den fossile industris greb og taktikker.
Jeg vil illustrere det med nogle eksempler, hvor erhvervsmediet, Finans, den 18/12-2024 bragte et interview med direktøren for TotalEnergies i Danmark, Martin Rune Pedersen.
Han blev interviewet af værterne Jakob Martini, Klimaredaktør, Finans og Joachim Sperling, direktør i Erhvervslivets Tænketank som en del af podcasten Grønne Penge med titlen ”Kan man være et af verdens største olieselskaber og være med i kampen om den grønne omstilling?”
Martin Rune Pedersens kom undervejs i interviewet med flere vildledende udtalelser, som værterne desværre ikke formåede eller ønskede at udfordre.
Podcasten fik dermed karakter af mikrofonholderi for et af verdens største olie- og gasselskaber med en svimlende omsætning på omkring 1.500 milliarder kroner om året.
Vi er en del af den grønne omstilling – men øger produktionen af olie og gas
Noget af det, som olie- og gasselskaberne ynder at fremhæve, er deres bidrag til den grønne omstilling.
Martin Rune Pedersen fremfører i interviewet, at TotalEnergies har en investeringsportefølje i år på 17-18 millarder dollar, og heraf investeres 5 milliarder dollar i det, de kalder ”low carbon” (som han her ligestiller med vedvarende energiformer).
”Det her det viser jo, at vi tager omstillingen seriøst. Vi investerer heftigt i at få lavet den her omstilling med firmaet.” (23:32)
Martin Rune Pedersen
Man må på den ene side medgive, at TotalEnergies investerer i elproduktion og ”low carbon energy” (bio- og elektrobrændstoffer). Andelen af elproduktion og low-carbon brændstoffer forventes at stige, så den udgør 20 procent af den samlede energiproduktion i 2030. Men den anden del af historien, som ikke bliver fortalt, er, at der samtidig forventes en kraftig vækst i energiproduktionen fra 2023 til 2030 på 4 procent hvert år, svarende til i alt ca. 32 procent, se Figur 1.
Figur 1: TotalEnergies’ energiproduktion i 2018, 2023 og forventet i 2030. Kilde: ”Sustainability & Climate 2024 Progress Report”, TotalEnergies.
Den kraftige vækst opstår dog ikke alene ved, at TotalEnergies investerer i elproduktion og ”low-carbon brændstoffer”, for de har samtidig tænkt sig at lade olie- og gasproduktionen STIGE frem mod 2030.
Hvabehar? I en situation, hvor vi mere end nogensinde er nødt til hurtigt at stoppe udvinding og produktion af olie og gas, vil TotalEnergies gøre det stik modsatte.
TotalEnergies vil øge olie- og gasproduktionen, og det gør de samtidig med, at de udadtil forsøger at give indtryk af at ”tage omstillingen seriøst”. Hvis man gerne vil undgå at kalde det udsagn for direkte løgn, må der mindst være tale om kraftig vildledning.
Vi opfylder bare et behov – men stiller os i vejen for alternativer
I interviewet får vi også lejlighed til at stifte bekendtskab med et andet af den fossile industris taktiske greb: ”Vi opfylder bare et behov”.
”Vi producerer olie og gas i dag, og det vil vi blive ved med i den nærmeste fremtid, fordi der er et behov både i Danmark og globalt for olie og gas, mens vi laver den grønne omstilling.” (2:05)…”…og det er med henblik på at være klimaneutral sammen med samfundet, siger vi, for det er jo ikke noget, vi selv kan gøre, det kommer jo også i høj grad an på forbrugerne og omstillingen i samfundet.” (2:38)
Martin Rune Pedersen
Med andre ord, TotalEnergies gør bare, hvad forbrugerne efterspørger. Hvad TotalEnergies ikke fortæller om, er deres kampagner gennem årtier med at skabe tvivl om klimavidenskaben, blokere og forsinke politikker og vedvarende energiproduktion, forsøge at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar samt at give falsk indtryk af, at man er en medspiller i den ”grønne” omstilling.
TotalEnergies præsenterer altså sig selv som en uskyldig og passiv deltager på trods af, at de jo rent faktisk er en aktiv bidragsyder til kollapset af vores økosystemer.
Olie og gas fra Nordsøen er mindre klimabelastende – nja men…
”Så længe vi ikke får omstillet vores forbrug, jamen så vil jeg stadig mene, det er bedre at producere olie og gas i Nordsøen og importere det til Europa end at importere det udefra. Hvis vi skal til at tage mere flydende gas ind, som vi gør i høj grad, jamen det har et meget større klimaaftryk, end gas der kommer ude fra Nordsøen..” (20:58)
Martin Rune Pedersen
Når Martin Rune Pedersen her hævder, at olie og gas fra Nordsøen er mindre klimabelastende, udelader han væsentlig information, fordi han kun refererer til den ret lille andel (9 procent) af udledningerne, som opstår direkte eller indirekte ved selve produktionen (scope 1 og 2).
Han glemmer at fortælle om det helt dominerende bidrag til de samlede udledninger, som opstår ved afbrændingen af olie og gas hos forbrugeren (scope 3), som i 2023 fyldte 91 procent af Totals samlede CO2e-udledninger. Se illustration i Figur 2.
Den påberåbte gevinst ved en evt. lavere udledning i produktionsfasen, er altså fuldstændig marginal, når man ser på den samlede udledning i alle faser.
Figur 2: Fordelingen af TotalEnergies’ CO2e-udledninger i 2023 på scopes
TotalEnergies beskidte spil er slut
Der er milevid afstand mellem TotalEnergies’ fortællinger og virkeligheden. Der er her blot præsenteret et par eksempler på nogle af de vildledende greb, som TotalEnergies gør brug af i et forsøg på at fremstå som et glansbillede og skjule sin skadelige eksistens.
Hvis vi skal have bare en nogenlunde chance for at fortsætte med at have gode, trygge liv med rent drikkevand, mad, medicin, husly og fred, skal olie- og gasproduktionen stoppe så hurtigt som muligt.
TotalEnergies har fået lov til at spille sit beskidte spil i årtier, men det skal være slut nu. Medier skal hjælpe med at vise TotalEnergies’ sande ansigt til befolkningen. De skal kaldes ud for sine vildledninger og stå til ansvar for de enorme skader, de har påført mennesker, dyr og planter igennem årtier og stadig gør med fuldt overlæg.
Tirsdag den 25. februar 2025 var jeg var sammen med professor i klimaforandringer og glaciologi, Sebastian Mernild, inviteret i TV Grønt Aarhus til at holde hvert vores oplæg om “klimasituationen” .
De fagligt kompetente oplæg blev set som et nødvendigt udgangspunkt for at drøfte enhver kommunal klimaplan, og TV-udsendelsen havde specifikt Klimaplan Aarhus 2025-2030 som tema.
I studiet var der tre byrådskandidater til kommunalvalget 2025 i Aarhus, som skulle forholde sig til vores oplæg og se dem i relation til klimaplanen.
Risiko
Jeg startede med at tale om risiko, og spurgte om i ville bo i dette hus, hvis risikoen for, at det styrter sammen er 50 % ? Det ville ingen formentlig.
Men når det kommer til klimaforandringer, og hvor hurtigt vi skal reducere udledningen af drivhusgasser for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5 grader, bliver vi underlagt en risiko på mindst 50 %.
Når videnskaben arbejder med klimamodeller, spørger de sig selv: Hvilken risiko ønsker vi at løbe for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader? Hvis man ønsker at løbe en lille risiko, skal man reducere udledningerne hurtigere, end hvis man accepterer en større risiko.
Det resterende globale CO2-budget
Det ledte mig frem til begrebet ”det resterende globale CO2-budget”, som siger noget om, hvor stor en mængde CO2 kan vi udlede og stadig holde os under 1,5 grader?
Det kommer an på, hvilken risiko, vi er villige til at løbe. Når man hører udsagn fra klimavidenskaben om, hvor hurtigt vi skal reducere, er det som regel baseret på en risiko på mindst 50%.
Så når man ikke ønsker at bo i et hus, som har 50 % risiko for at styrte sammen, hvordan kan man så acceptere en risiko på mindst 50 %, når det drejer sig om vores klima og dermed livsgrundlag?
Den mindste risiko, som videnskaben bruger, er 17 %.
Så tager jeg udgangspunkt i det resterende globale CO2-budget, når vi kun ønsker at løbe en risiko på 17% for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader
Herefter stillede jeg spørgsmålet: Hvor meget skal vi procentvis reducere udledningerne fra et år til det næste år for at holde os inden for det eksisterende globale CO2-budget?
73 % hvert år fra starten af 2025.
Fra klima til planetære grænser
Men jeg fortalte også, at vi skal løfte blikket fra kun at beskæftige os med klima, fordi der på jorden er flere systemer, som interagerer med hinanden: bl.a. biodiversitet, miljøforurenende stoffer og ferskvandsressourcer.
Systemerne har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vi siger, at systemerne er inden for det sikre råderum eller indenfor de planetære grænser.
Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer. Det har vi gjort så meget, at 6 ud af 9 grænser er overskredet, og flere af dem har været det i årtier. Det betyder, at vi er kommet længere og længere ud i det usikre område og derfor ser ind i et kollaps med mangel på drikkevand, mad, medicin og husly.
På et tidspunkt (vi ved ikke hvornår) tipper systemerne over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Hver eneste dag, der går, øges risikoen for at vi udløser et eller flere tipping-points. Måske har vi allerede gjort det.
Hvordan er vi havnet i denne situation?
Så hvordan kan det gå til, at vi er havnet i denne situation?
Vores politiske ledere har i sidste ende ansvaret og har ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom. De har svigtet sit ansvar.
Og det fortsætter de med.
De siger stadig, at vi er et foregangsland, selvom vi overforbruger i en grad, som ville kræve 5 planeter, hvis alle mennesker på jorden levede som os.
De siger, at mål i 2030 og 2040 er ambitiøse, selvom vi står i en nødsituation, der kræver øjeblikkelige og markante tiltag, som fra i morgen skærer forbruget ned fra 5 planeter til 1 planet.
Det kræver systemiske ændringer og ændringer af adfærd.
Teknologier kan IKKE bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
Hvad gør en ansvarlig politiker i en nødsituation?
Hvad gør man som ansvarlig politiker, når vi har overskredet de fleste af naturens grænser og derfor er truet på selve vores eksistensgrundlag?
Man sætter alt andet til side og fokuserer på proportionel handling.
Man er nødt til at indføre øjeblikkelige og markante tiltag, som fra i morgen skærer alle ikke-livsnødvendige miljøbelastende aktiviteter væk.
Hvis man ikke kan gøre det fra i morgen, må man gøre det næstbedste: så hurtigt som muligt.
For klima kunne det betyde en procentvis reduktion på 73 % pr. år i forhold til udledningerne det foregående år startende fra i år, 2025, som jeg tidligere har illustreret.
Så skal man igennem den samme øvelse for alle de andre planetære grænser.
Se dele af eller hele udsendelsen ved at klikke på nedenstående. Jeg starter 22:00 inde i udsendelsen.
Nytårsdag den 1. januar 2025 kl. 10 rapporterede jeg fra Jagtvej i København, som næsten var tømt for biler.
Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne bruge al den plads til noget andet…
Regeringen og vores politikere fører desværre en transportpolitik, der i høj grad favoriserer transport med biler.
På den måde transporterer vi i gennemsnit 1,08 personer i en 2 ton tung metalkasse.
Det er ineffektivt og spild af ressourcer i en situation, hvor vores økosystemer er ved at kollapse, og vi derfor meget hurtigt skal skære stort set alle vores miljøbelastende aktiviteter væk.
Der er i stedet behov for en politik, som prioriterer kollektive transportformer samt aktiv transport som cykling og gang (klik på billedet for at se video).
Skal vi bare med nogenlunde sikkerhed holde os under en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader – grænsen hvor de værste skader (måske) kan undgås – skal vi fra nu af skære den globale CO2-udledning med knap 75 procent pr. år, så den når næsten nul i 2027.
Det kommer ikke til at ske. Verdens ledere har med åbne øjne svigtet dig, mig, vores børn og alt andet liv på jorden. Godt nytår og velkommen til 2025.
Så sent som i dag kunne man læse i Politiken, at hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1,5 grader, skal hver verdensborgers CO2-udledning årligt være under 3 ton CO2 i 2030 og 1 ton i 2050.
Men hvordan kan jeg så påstå, at vi skal reducere udledningerne til stort set nul allerede i 2027, når vi har disse ”ambitiøse” mål for 2030 og 2050, der altid nævnes af medier, virksomheder, politikere og endda af videnskabsfolk?
Det har jeg redegjort for i detaljer ved forskellige lejligheder, bl.a. her og her. Den korte forklaring skal findes i begreberne sandsynlighed og risiko, som jeg kommer tilbage til.
Først vil jeg dog nævne, at det i virkeligheden er snævert kun at se på CO2-udledninger, da der udover Klimaforandringer erotte andre økosystemer på jorden, som sikrer betingelserne for liv. Sammen med klimaforandringer har vi bragt fem andre økosystemer ud af balance.
I dette indlæg har jeg valgt at fokusere på klimaforandringer.
Hvor stor risiko vil vi løbe?
Når videnskaben skal forudsige den globale temperaturstigning ud i tid, forsøger man at beskrive naturens mange og meget komplekse processer i klimamodeller og sætter dem til at regne. Ud kommer mange og forskellige resultater, som dog ligger indenfor et temperaturinterval. Og det er her, sandsynlighed og risiko kommer ind i billedet.
For selv om vi i en tænkt situation reducerer CO2-udledningerne til nul i morgen, kan vi ikke være 100 % sikre på, at den globale temperaturstigning holder sig under 1,5 grader.
For at beregne hvor hurtigt CO2-udledningerne skal reduceres, skal vi først tage stilling til, hvor stor risiko vi er villige til at løbe, for at den globale temperaturstigning alligevel bliver større end 1,5 grader, selvom vi reducerer udledningerne som beregnet. Jo mindre risiko, jo hurtigere skal CO2-udledningerne reduceres.
Hvilken risiko er DU villig til at løbe?
Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents risiko for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Formentlig ikke.
Ikke desto mindre baserer FN’s klimapanel, IPCC, og mange andre videnskabelige studier sine konklusioner om nødvendig reduktionshastighed for CO2-udledninger på en risiko på 50 procent eller mere for, at den globale middeltemperaturstigning alligevel overskrider 1,5 grader.
Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men desværre bliver denne helt afgørende forudsætning ikke klart formidlet af videnskaben eller finder vej til de korte sammenfatninger, som politikere, beslutningstagere og medier læser.
Resultatet er, at målsætninger og implementering af tiltag bliver helt utilstrækkelige. Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag?
Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så lille risiko som muligt. Den mindste risiko, IPCC opererer med, er 17 procent. Det er en vanvittig stor risiko, men det er den, som er brugt, når jeg konkluderer, at den globale CO2-udledning fra i år skal falde med knap 75 procent pr. år, så den når næsten nul i 2027.
Vi er blevet vildledt og lullet i søvn
Hvorfor er vi havnet i denne situation?
Det kan man filosofere længe over, men i sidste ende er det vores politiske ledere, som ikke har kunnet løfte sit ansvar. De har svigtet os.
Tilbage står nu realiteterne. Vi er blevet vildledt og lullet i søvn med ”ambitiøse” mål for 2050, 2040 og 2030 samt fantasier om ”grønne” brændstoffer, som kan opfylde befolkningerne i de velstillede landes ønsker om fortsatte flyrejser og overforbrug af produkter, som fragtes over oceanerne i skibe.
Med begejstring fortælles det, at andelen af elbiler er hastigt stigende. Fedt, så er problemerne løst. Uden tanke for den enorme miljøbelastning, der sker ved produktionen af alle de biler og trods alt også ved bilernes elforbrug under drift.
Realiteterne er, at vindmøller, solceller, elbiler, CO2-fangst og -lagring, brint, Power-to-X, pyrolyse og alle de andre teknologier IKKE kommer til at levere den nødvendige hurtige og markante reduktion af de fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at realisere de nødvendige CO2-reduktioner.
Realiteterne er, at teknologierne IKKE formår at bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
Og det gør de ikke, fordi Danmark og de andre velstillede lande med et tilsyneladende umætteligt forbrug belaster miljøet så meget, at det ville kræve næsten fem jordkloder, hvis resten af verden levede på samme måde.
I 2025 skal vi have en ny samtale
Stillet overfor en nødvendig meget markant og hurtig reduktion af CO2-udledninger er vi nødt til at åbne helt andre værktøjskasser, end vi har gjort tidligere. Vi skal have en ny samtale.
De to klimaprofessorer, Sebastian H. Mernild og Eigil Kaas, tog lidt hul på det, da de i slutningen af sidste år kom med et forslag, som vakte stor røre: personlige CO2-kvoter.
I forslaget tildeles hver person årligt en gratis udledningsmængde, som vedkommende kan disponere frit over. Har man opbrugt sin kvote og ønsker at foretage sig en udledende aktivitet, må man betale – evt. ved at købe CO2-kvoter fra en anden, som ikke har brugt sin kvote.
En af de største anker mod forslaget er opfattelsen af, at det ville være et indgreb i folks personlige frihed efter devisen, Ingen skal bestemme, hvordan jeg lever mit liv.
Men er det ikke sådan, at den personlige frihed stopper der, hvor man skader andre?
Miljøbelastende aktiviteter er vor tids passive rygning
Der kan trækkes en parallel til debatten om rygning for årtier siden. I alle sammenhænge, rum og steder havde man vænnet sig til at pulse løs på cigaretter, cigarer og piber. Da man efterhånden blev overbevist om tobaksrygningens sundhedsskadelige virkninger – også for ikke-rygerne, som befandt sig i rygernes omgivelser – begyndte man i stigende grad at indføre restriktioner for tobaksrygning.
Fra at mange (specielt rygerne) dengang syntes, at restriktionerne var et indgreb mod den personlige frihed, er det nu helt omvendt. Fornemmer man den mindste antydning af tobaksrøg, kigger man nu overrasket rundt for at se, om det virkelig kan være rigtigt, at nogen står og ryger.
Hvor tobaksrygning og den tilhørende passive rygning er en skade, som rammer de helt nære omgivelser, påvirker vores miljøbelastninger i overvejende grad mennesker og dyr andre steder i verden.
Aktiviteter, som skader miljøet, er vores tids passive rygning. Vi er medskyldige i andre menneskers ulykke. Med den kobling er det vel svært at argumentere imod, at nogen skal blande sig i vores oplevede ”frihed” ved at regulere vores adfærd?
CO2-rationeringer
De to klimaprofessorers forslag med personlige CO2-kvoter har den iboende opfattelse, at man kan udlede mere end den tildelte kvote, når blot man betaler en sum penge.
Eftersom der samlet set ikke kan udledes mere end den fastsatte grænse, ville det betyde, at andre mennesker skulle udlede mindre. Det er ikke hverken etisk eller retfærdigt og vil forværre den sociale sammenhængskraft og ubalance i samfundet.
Et bedre koncept ville være personlige CO2-rationer, der ikke kan handles.
I forhold til 1,5 grader grænsen (17 procent risiko) er den globale ration 1,36 ton CO2 pr. indbygger i 2025. Det kan sammenholdes med den nuværende danske gennemsnitsudledning på ca. 13 ton CO2e pr. indbygger. Nogle udleder mindre, andre væsentlig mere.
Men hvad er handlerummet egentlig? For at få en fornemmelse af det, kan man i nedenstående tabel se eksempler på klimabelastningen ved forskellige individuelle aktiviteter.
Fire store poster på det individuelle niveau er rejser, transport, forbrug og mad.
Flyver du til Malaga og retur, er næsten halvdelen af CO2-rationen opbrugt.
I en benzin-/dieselbil rækker rationen til ca. 12.500 km kørsel, mens man i en elbil kan køre to gange rundt om jorden. Tager man i stedet DSB’s IR4-tog kan man køre en distance, som svarer til mere end fem gange rundt om jorden.
Køb af en iPhone tager 5 procent af den årlige ration, mens den helt store forbrugssynder er køb af en elbil (VW ID.5), som koster 14 års rationer.
På den fødevaremæssige front belaster køb af 1 kg oksekød, kylling og grøntsagsbøf med henholdsvis 75 kg CO2e, 3,3 kg CO2e og 1,5 kg CO2e.
Det har altså enorm stor betydning, hvordan vi vælger at holde ferie, transportere os, forbruge og spise.
Men udover vores individuelle CO2-udledninger er der også udledninger, der blot skyldes, at vi er en del af og deltager i det etablerede samfund og dets strukturer. Offentlige aktiviteter og services som f.eks. sygehusvæsen, institutioner, anlægsarbejder m.m. står for ca. halvdelen af den samlede udledning.
Så selv om vi som individer gjorde alt, hvad vi kunne for at reducere vores personlige udledninger, ville der stadig være en lige så stor del tilbage, vi ikke kunne gøre noget ved
Der er altså i høj grad også brug for systemiske ændringer, og CO2-rationeringer skal derfor også gælde offentlige aktiviteter og services.
Hvad gør vi?
Vi har overskredet de fleste af naturens grænser og står derfor i en nødsituation, som truer selve vores eksistensgrundlag. Vores politikere har foreløbig ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom.
Der er heller ikke udsigt til, at vores politiske ledere af sig selv vil indføre CO2-rationeringer samt andre lignende markante og øjeblikkelige tiltag.
Hvad gør vi, når ingen af vores valgte ledere lever op til deres ansvar, og vi dermed har et alvorligt demokratisk problem?
Hvad stiller vi op, når politikerne ikke har evnet og tilsyneladende heller ikke har tænkt sig at løse samfundets største problem: At naturens systemer er blevet ustabile og truer med et kollaps af vores samfund?
Første trin er indsigt og erkendelse.
Det er mit håb, at dette indlæg hjælper med at give en større indsigt i den situation, vi står i, og en forståelse for, hvad det kræver at ændre den.
Det kan være en særdeles ubehagelig erkendelse, fordi vi også bliver tvunget til at se på os selv og behovet for ændringer af vores adfærd.
Mulighederne og fællesskabets styrke vil dog vise sig, når vi samler os og konfronterer det politiske system med krav om nødvendige tiltag.
Sådan er de rige landes problemer. Andre steder i verden er det mennesker, der drukner.
Det er mennesker, som ikke længere kan brødføde sig selv
Det er mennesker, som ikke længere har rent drikkevand
Det er mennesker, som må flygte fra deres hjem.
Det er specielt os i de rige landes skyld.
Det drejer sig om, hvad vi spiser, hvordan vi transporterer os, hvordan vi bor, og hvordan vi holder ferie.
Reportagen og videoen er fra 9. september 2024, hvor der på grund af skybrud igen var oversvømmelse af Helsingørmotorvejen ved udmundingen til Hans Knudsens Plads i København (klik på billedet for at se video).
Kun en måned tidligere stod jeg på samme sted og rapporterede om oversvømmelser.
Gennem årtier har vores overforbrug faciliteret og understøttet rovdrift på naturen. Det skyldes en kombination af samfundsstrukturen og vores personlige valg.
Det kan naturen ikke klare mere. Vi står foran et samfundskollaps.
Vores regering og folketing taler om mål i 2030, 2040 og 2050. Det giver jo ingen mening, når vi står i en nødsituation.
Vi kan godt tage skyklapper på, vi kan godt holde os for ørene, vi kan godt lade som om….
Men det hjælper os bedst at se realiteterne i øjnene.
Der er brug for akut og markant handling, og det skal vi som befolkning kræve af vores politikere.
Vi bliver som befolkning nødt til at samle os og lave modstand, som ikke kan ignoreres.
Vi har for længe siden overskredet naturens egne grænser. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område, hvor vi ikke længere sikre på, at naturens systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.
Det er en nødsituation, som kalder på omgående og markant handling.
Folketinget hjælper os ikke, så vi bliver som befolkning nødt til at gøre noget, som ikke kan ignoreres.
Det kunne være en samfundsstrejke med et krav om, at politikerne med det samme iværksætter de nødvendige foranstaltninger og regler, som kan hjælpe os til at stoppe – indtil videre – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, der ikke er essentielle for vores overlevelse.
Søndag den 4. august 2024 var der oversvømmelse af Helsingørmotorvejen ved udmundingen til Hans Knudsens Plads i København.
Jeg var på stedet for at reportere (klik på billedet for at se video).
Denne gang var oversvømmelserne – så vidt vides – uden personskade. Så heldige er vi måske ikke næste gang.
Andre steder i verden dør mennesker pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige.
Vi har for længe siden overskredet naturens egne grænser. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område, hvor vi ikke længere sikre på, at naturens systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.
Det er en nødsituation, som kalder på omgående og markant handling.
Folketinget hjælper os ikke, så vi bliver som befolkning nødt til at gøre noget, som ikke kan ignoreres.
Det kunne være en samfundsstrejke med et krav om, at politikerne med det samme iværksætter de nødvendige foranstaltninger og regler, som kan hjælpe os til at stoppe – indtil videre – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, der ikke er essentielle for vores overlevelse.
Vi bliver lovet ”grøn” brint og ”grønne” brændstoffer af virksomheder, lobbyorganisationer, politikere og medier.
Strøm fra vindmøller og solceller producerer ”grøn” brint, der så kan bruges til at fremstille syntetiske ”grønne” og ”CO2-neutrale” brændstoffer til fly og skibe.
En smuk historie.
Det er bedrag
Mens det er rigtigt, at man kan anvende strøm til at producere brint, som så kan bruges til at producere brændstoffer som e-metanol, der kan bruges i skibe og fly, er det mere tvivlsomt, om strømmen hertil kommer fra solceller og vindmøller.
Som i så mange andre sammenhænge ligger djævlen begravet i detaljen. I dette tilfælde opdager man kun djævlen, hvis man følger grundigt med under et lovforslags tilblivelse eller sætter sig ned og læser den endelige lov i detaljer.
Så finder man ud af, at de smukke historier er bedrag.
Foto: Shutterstock
Strøm er et blandingsprodukt
For det første har solceller og vindmøller en indlejret miljøbelastning set ud fra et livscyklusperspektiv. Alene ud fra den betragtning, kan man vel dårlig kalde strømmen fra solceller og vindmøller for ”grøn”?
Lad os for et øjeblik glemme ovenstående og se på, hvad der sker med strømmen fra solceller og vindmøller. I stort set alle tilfælde ledes strømmen ud på det offentlige elnet og ”flyder sammen” med strøm produceret på alle mulige andre måder som f.eks. via kul, olie og gas. Alle strømforbrugere får derfor leveret et blandingsprodukt.
Så hvordan kan man hævde, at den strøm, man bruger til at producere brint, kommer fra solceller og vindmøller?
Tre krav til “vedvarende” strøm
For at blive klogere på det skal man ind og se på de to såkaldte delegerede retsakter for brint, som primo juli 2023 trådte i kraft i hele EU.
I akterne defineres det, hvornår brint produceres ved hjælp af vedvarende energi (VE) og dermed kan opfattes som ”grøn” og tælle med i medlemslandenes vedvarende energimålsætninger.
Den første delegerede retsaktdefinerer, hvornår den elektricitet, der skal bruges til at producere Renewable Fuels of Non-Biological Origin (RFNBO), kvalificeres som vedvarende.
Akten har krav om:
Additionalitet (dvs. ny-etableret VE, så man ikke tager ”grøn” strøm, der allerede har et formål),
Geografisk korrelation (brug af den ”grønne” strøm sker i samme budzone, som den er produceret i, med enkle få undtagelser), og
Tidsmæssig korrelation (den ”grønne” strøm skal indtil slutningen af 2029 blive brugt inden for samme kalendermåned, at den er blevet produceret, og fra 2030 skal brug af strømmen ske inden for en time efter produktion).
Den anden delegerede retsaktdefinerer brugen af CO2-kilder i Power-to-X-produktion og hvordan man beregner drivhusgasreduktioner fra RFNBO.
I disse dokumenter kan man finde masser af smuthuller for, at brint kan betegnes som værende produceret på VE, selvom det ikke er tilfældet.
”Vedvarende” brint og brændstoffer
Ifølge retsakterne kan brint betegnes som ”vedvarende” brint, når det fremstilles ved at tilføre ”vedvarende” elektricitet til et elektrolyseanlæg.
Det samme kan flydende brændstoffer som ammoniak, metanol eller e-brændstoffer, når de fremstilles af ”vedvarende” brint.
Som også anført tidligere gælder det, at brinten skal være fremstillet ved hjælp af “ekstra” vedvarende elektricitet, der produceres samtidig og i samme område som brinten.
Og det er her, at smuthullerne begynder at vise sig. Reglerne for, hvornår man kan kalde brint og de afledte brændstoffer for “vedvarende” – de delegerede retsakter – er nemlig fuld af undtagelser fra kravene om additionalitet samt tidsmæssig og geografisk sammenhæng mellem VE-elproduktion og brintproduktion.
“Ekstra” vedvarende elektricitet
Kravet om, at brinten skal være fremstillet ved hjælp af “ekstra” vedvarende elektricitet, gælder nemlig ikke for elektrolyseanlæg sat i drift inden 2028. De næste godt 3 år kan man altså lave elektrolyseanlæg, som bruger elektricitet fra EKSISTERENEDE VE-anlæg. Og til de elektrolyseanlæg kan man fortsætte med at bruge elektricitet fra eksisterende VE-anlæg helt frem til 2038.
Det er altså mildest talt vildledende, når interessenter hævder, at produktionen af den ”vedvarende” brint ikke tager vedvarende strøm fra væk fra de eksisterende forbrugere. Det vil faktisk være den reelle situation de næste 13 år.
Samtidig
Hvis brinten skal kunne kaldes ”vedvarende”, giver det god mening, at brintproduktionen skal foregå samtidig med, at den vedvarende elektricitet produceres.
Her får begrebet samtidig dog en noget kreativ fortolkning. Kravet om samtidighed betyder i denne sammenhæng, at elproduktion og brintproduktion sker inden for samme kalendermåned.
Efter 2030 skal det ske inden for den samme time.
Samme område
Elmarkedet i Europa er delt op i budzoner. Områdekravet betyder, at strømmen skal forbruges i samme budzone, som den er produceret. Men også her er der lagt elastik ind, da strømmen under visse omstændigheder kan bruges i en anden zone, end hvor den er produceret, når bare budzonerne er sammenkoblet. Og det er de i størstedelen af Europa.
En ren skrivebordsøvelse
Alle de her smuthuller betyder i praksis f.eks., at elektricitet produceret i dag på en ældre vindmølle i Italien kan bruges om tre uger til et elektrolyseanlæg i Danmark, og man kan stadig påberåbe sig, at brinten og de heraf producerede brændstoffer er ”vedvarende”.
Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, når vi jo godt ved, at strømmen fra netop den specifikke italienske vindmølle ikke hverken kan lagres i 3 uger i elnettet, og derefter heller ikke løber op til en specifik elforbruger i Danmark?
Dette kan kun lade sig gøre ved, at den danske brintproducent har lavet en elkøbsaftale med den italienske vindmølleejer. Altså en ren skrivebordsøvelse, hvor man lægger en fiktiv økonomisk konstruktion ned over elproduktion og brintproduktion, som er helt afkoblet fra de fysiske forhold.
I den virkelige verden løber strømmen fra den italienske vindmølle ud til den nærmeste italienske forbruger i samme øjeblik, den produceres.
Grov vildledning
Kravene om, at de ”vedvarende” og ”grønne” brændstoffer skal være fremstillet ved hjælp af “ekstra” vedvarende elektricitet, der produceres samtidig og i samme område som brinten, kan på overfladen umiddelbart virke fornuftige.
Men når man graver ned i definitioner og lovgivning, viser der sig en masse forhold og undtagelser, som fuldstændig udvander opfattelsen af brændstofferne som ”grønne”.
I de næste 13 år vil man kunne producere ”grøn” brint fra elektrolyseanlæg, som bruger elektricitet fra EKSISTERENEDE solceller og vindmøller. Den ”grønne” brint produceres altså IKKE af ”ekstra” vedvarende elektricitet. Det er derfor vildledende, når interessenter hævder, at produktionen af den ”grønne” brint ikke tager vedvarende strøm fra væk fra de eksisterende forbrugere.
For at brinten skal kunne kaldes ”vedvarende”, skal brintproduktionen foregå samtidig med, at den vedvarende elektricitet produceres. Kravet om samtidighed får i reglerne en noget kreativ fortolkning, da kravet helt frem til 2030 betyder, at strømproduktion og brintproduktion kan ske inden for samme kalendermåned.
Kravet om, at brinten skal være fremstillet ved hjælp af ”vedvarende” elektricitet, der produceres i samme område som brinten, forekommer også noget misvisende, når f.eks. Italien og Danmark betragtes som samme område.
Samlet set vil producenterne af den ”grønne” brint i mange år bruge strøm fra det elmix, som tilfældigvis er i elnettet på tidspunktet for brintproduktionen.
Det er derfor grov vildledning, når brændstofferne betegnes som ”vedvarende”, ”grønne” eller ”CO2-neutrale”.
Virksomheder og lobbyorganisationer er utrolig gode til at fortælle gode og positivt ladede historier, der udelader alle de forhold og kendsgerninger, som jeg har påpeget i det foranstående.
Det er et stort problem, fordi politikere, befolkning og medier lader sig tryllebinde af de smukke, men vildledende historier, og skatteydernes penge bliver brugt på projekter, der under dække af at udvikle og producere ”grønne” brændstoffer i virkeligheden understøtter et fossilt energisystem, og som samtidig opererer i en skala og tidshorisont, der ikke hænger sammen med de akutte miljøkriser, vi står i.
