Der skal spares. Man hører og oplever det hele tiden. Nedskæringer og besparelser på områder som eksempelvis pleje- og sundhedssektoren, skoler og institutioner, sygedagpenge og handicappede. Listen er lang. Millionbesparelser på disse områder har hver især kæmpe betydning og forringer serviceniveauet og velfærden i Danmark væsentligt.
Det er på tide, at tingene bliver sat i perspektiv. Hvor mange er klar over, hvordan det offentliges udgifter egentlig fordeler sig?
I 2017 udgjorde det offentliges samlede udgifter knap 1.100 mia. kr., hvoraf indkomstoverførsler udgjorde knap 360 mia. kr. Udgifterne til folkepension var i 2017 knap 131 mia. kr. og tegner sig dermed for over en tredjedel af indkomstoverførslerne.
I nedenstående figur ses fordelingen af de offentlige udgifter til indkomstoverførsler i 2017.
Til sammenligning var udgifterne til sygedagpenge og politi i 2017 henholdsvis 11,3 mia. og 11,6 mia. kr., altså en brøkdel af udgifterne til folkepension. En besparelse på 1 mia. på eksempelvis sygedagpenge får meget stor negativ betydning for området, mens den samme besparelse på folkepensionen vil have en meget mindre konsekvens.
Hvad mange måske ikke tænker på er, at alle de besparelser og nedskæringer, politikerne interesserer sig for, udgør et relativt lille beløb og en meget lille andel af statens samlede udgifter. Med en udgift i 2017 på knap 131 mia. kr. er det folkepensionen, som i virkeligheden belaster statens økonomi.
Hvornår er der nogle politikere. der tør sige de åbenbart forbudte ord: ”Folkepensionen er en bombe under dansk økonomi, og vi er nødt til at reducere den kraftigt”.
Vi skal ikke skære de forkerte steder. Bliver man syg, skal man have økonomi til at kunne opretholde en rimelig levestandard og kunne få en rigtig god behandling på sygehuset. Børn skal have mulighed for at få gode betingelser under deres opvækst i vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og skoler, og politiet skal have den nødvendige finansiering til, at de kan udføre deres arbejde på en rimelig måde.
Derimod er der ingen grund til, at staten skal forsørge mennesker, bare fordi de har nået en bestemt alder. Folkepensionister er ikke nødvendigvis en svag gruppe, som staten automatisk skal forsørge. Det kan sagtens være den enkeltes ansvar at spare op til egen alderdom.
Når udfordringerne om staten Danmarks nuværende og fremtidige økonomi diskuteres blandt politikerne, mener jeg, at man skal fokusere på den reelle problemstilling i dansk økonomi, nemlig udgifterne til folkepension. Den er absolut ikke fredet.
Den rigtige prioritering er at nedsætte folkepensionen kraftigt over en passende årrække.
Så kære politikere, vær nu ansvarlige og fremsynede og hav modet til at gøre det nødvendige.