Nedenstående er et debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 19. december 2023 som et svar på debatindlægget ”SBTi-medstifter svarer på kritik: At kalde SBTi for »et svindelnummer« er virkelighedsfjernt og respektløst” bragt i Klimamonitor d. 1. december 2023, som er et svar på mit debatindlæg ”Civilingeniør om Science Based Targets: Vi bliver holdt for nar” bragt i Klimamonitor d. 24. november, 2023.
I en replik til mit debatindlæg bragt her i Klimamonitor d. 24. november, 2023, skriver Joachim Marc Christensen, leder i UN Global Compact, bl.a.: ”Men at reducere klimamål sat gennem SBTi til ”ren manipulation” og ”et svindelnummer” er unuanceret, virkelighedsfjernt og respektløst over for de virksomheder, som arbejder seriøst med at reducere deres udledninger i en verden, hvor politikerne i det store hele har gjort minimalt for at reducere globale udledninger.”
Det er det eneste sted i replikken, hvor mit debatindlæg bliver omtalt, og her fokuserer Joachim Marc Christensen altså udelukkende på formen fremfor substansen.
Mit debatindlæg tager udgangspunkt i klimavidenskaben og er meget præcist om det videnskabelige grundlag med detaljerede specifikke referencer.
Grundlaget for min redegørelse er det resterende globale CO2-budget med en sandsynlighed på mindst 83 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5 grader, som er Parisaftalens overordnede mål.
Med en forventet global udledning på godt 40 Gton CO2 i 2023, vil det resterende globale CO2-budget være reduceret til ca. 60 Gton, når vi om mindre end en måned skriver 1. januar 2024.
Skal CO2-budgettet overholdes, kræver det f.eks. en lineær reduktion til 0 i slutningen af 2026.
SBTi’s overordnede krav er 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Forestiller man sig, at disse reduktioner udbredes til alle på et globalt niveau med start i 2024, ville hele CO2-budgettet på 100 Gton CO2 være brugt op allerede medio 2025.
Følges lineære reduktionsstier mellem punktmålene i 2030 og 2050, vil der være en samlet udledning i perioden 2024-2050 på godt 440 Gton CO2, altså mere end 4 gange så meget sammenlignet med udledningerne ved overholdelse af CO2-budgettet.
Dette er illustreret i Figur 1.
Og det er vel at mærke, hvis alle lande i verden fulgte samme reduktionssti som SBTi-virksomheder. Det gør de jo ikke, så SBTi-virksomhedernes reduktionshastighed burde være endnu større for at kompensere for andre virksomheders/landes lavere reduktioner.
Desuden gør flere forhold, at SBTi’s overordnede krav ikke kan generaliseres for alle lande/virksomheder i verden.
Det globale CO2-budget skal ikke fordeles ligeligt
For det første skal CO2-budgettet ikke fordeles ligeligt mellem alle verdens lande.
FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling.
Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.
Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden.
Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel, Klima og Omstillingsrådet samt Kraka-Deloitte.
Danmark står altså sammen med de fleste andre højindkomstlande i miljømæssig gæld til de fattigere lande. I årevis har vi spist af deres andel af kagen, og det fortsætter vi med. Denne erkendelse er endnu ikke for alvor nået ud blandt befolkninger, virksomheder, medier, politikere og beslutningstagere.
Videnskaben er konservativ
For det andet er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser. Det står altså langt værre til, end man får indtryk af.
Den globale middeltemperaturstigning ønskes i Parisaftalen holdt under 1,5 grader.
Figur 2 viser den daglige globale middeltemperaturstigning for 5-årsperioderne 2018-2022 og 1948-1952 i forhold til referencen for før-industrielt niveau (1850-1900).
Allerede i slutningen af 2015 overskred den daglige globale middeltemperaturstigning 1,5 grader for første gang, og d. 17. november i år overskred den daglige globale middeltemperaturstigning 2,0 grader.
Den markerede røde kurve illustrerer den daglige globale middeltemperaturstigning i 2023 indtil videre (data indtil 18/11). Temperaturstigningen har i 2023 overskredet 1,5 grader i samlet set 128 dage, heraf de sidste 74 dage i træk siden 6. september.
Man er altså godt i gang med at bryde den Parisaftale, som er grundlaget for klimapolitik og altså også for SBTi.
Hvordan kan man med de faktuelt observerede temperaturstigninger sætte sin lid til, at fjerne reduktionsmål i 2030, 2040 og 2050 er meningsfulde svar på den situation, vi står i?
Udover klimaforandringer har vi mennesker overbelastet fem af naturens andre otte økosystemer.
Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.
SBTi løber store risici
Vi har altså en situation, hvor de velstillede lande for længe siden har opbrugt deres miljømæssige råderum, og dette er kombineret med en videnskab, som halter bagefter observationerne i den fysiske verden.
Så hvad skal virksomhederne i de velstillede lande gøre, når disse lande har opbrugt deres råderum i en grad, så de står med en miljømæssig gæld til de fattigere lande?
Hvordan skal virksomhederne agere, når de ved, at enhver miljømæssig belastning fra deres side vil skubbe os endnu længere ud i det usikre område?
Kan vi legitimere virksomheders fortsatte eksistens, når de bidrager til ødelæggelse af vores fælles eksistensgrundlag?
Det er realiteter og spørgsmål, vi bliver nødt til at forholde os til, når man skal fastsætte og vurdere nødvendige tiltag.
I det foregående er det vist, at Parisaftalen på globalt niveau allerede er godt på vej til at blive brudt, og at virksomhederne i de velstillede lande har opbrugt deres miljømæssige råderum for mange år siden.
Det står i skærende kontrast til, at det i replikken fra UN Global Compact – uden nogen egentlig dokumentation – hævdes, at ”I SBTi kan virksomheder demonstrere, at de støtter op om Parisaftalen, at de vil levere på Parisaftalen…”,
Joachim Marc Christensen omtaler kun perifært det videnskabelige grundlag for SBTi’s metodiske grundlag som ”FN’s Klimapanels statusrapporter” og at de fordrer ”en markant drivhusgasreduktion”. Det er ukonkret.
Joachim Marc Christensen anfører også: ”Man kan naturligvis diskutere hvor hurtigt der skal reduceres set i forhold til Parisaftalens mål og gængs klimavidenskab, herunder de fremtidsscenarier, der er opstillet med tilhørende usikkerheder og sandsynligheder.”
Det er principielt rigtigt, at der ikke er ét korrekt svar for, hvornår Parisaftalen er overholdt.
Man kan finde scenarier fra IPCC med udledninger frem til 2050, der angiveligt overholder Parisaftalen. Det er dog alle scenarier med overshoot, altså hvor temperaturstigningen kommer over 1,5 grader i en periode. Man forudsætter, at det ved anvendelse af CO2-fangst og -lagring i meget stort omfang, kan lykkes at få bragt temperaturstigningen under 1,5 grader igen.
Det er selvsagt enormt risikabelt at basere sine reduktionsmål på en teknologi, der endnu ikke har vist sig anvendelig i bare tilnærmelsesvis nødvendig skala.
Hertil kommer, at man ved overskridelse af 1,5 grader øger risikoen for aktivering af tipping-points, så temperaturstigningen accelereres og kommer ud af kontrol.
Risikoen for, at økosystemerne kollapser, ikke kan bringes tilbage i det sikre område og vores fælles eksistensgrundlag dermed trues, er en uacceptabel stor risiko, vi ikke kan løbe.
Tager man i stedet for IPCC’s scenarier udgangspunkt i CO2-budgettet, vil SBTi’s reduktionsmål illustreret i Figur 1 svare til en CO2-udledning, som i bedste fald kun giver ca. 20 % sandsynlighed for at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.
Uanset om man bruger IPCC’s scenarier eller CO2-budgettet som referencepunkt, er SBTi’s reduktionsmål altså forbundet med meget stor risiko for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader, og at vores eksistensgrundlag trues. Derfor er SBTi ikke noget meningsfuldt svar på den situation, vi står i.
Joachim Marc Christensen fremfører, at det handler mere om, ”at virksomheder tilslutter sig SBTi og går i gang med at reducere, end hvorvidt metoderne på nuværende tidspunkt stemmer helt overens med klimavidenskabens bedste scenarier for Parisaftalen.”
Det er en pragmatisk holdning, man selvfølgelig kan have, men så bliver man nødt til i samme sætning at sige, at man med SBTi-reduktionsmålene løber en meget stor risiko for, at Parisaftalen brydes.
Joachim Marc Christensen skriver, at mit debatindlæg er respektløst over for SBTi-virksomheder. Jeg er blot budbringeren, der påpeger, at SBTi ikke med rette ubetinget kan hævde, at SBTi-tilsluttede virksomheder overholder Parisaftalen. Skulle nogen være respektløs over for virksomhederne, så er det SBTi selv, som giver virksomhederne et forvrænget indtryk af overensstemmelse mellem reduktionsmål og Parisaftalen.
Argumentationen i mit debatindlæg tager afsæt i klimavidenskab, der forsøger at minimere risici for mangel på vand og mad og alle de andre negative konsekvenser, som følger af temperaturstigninger og økosystemer ude af balance. Så jeg har svært ved at se, hvori det virkelighedsfjerne består. Jeg beskriver netop den faktiske situation fremfor at komme med udtalelser, der pakker virkeligheden ind i fjerne og særdeles risikable mål i 2030 og 2050.