Vækst kan ikke fortsætte for evigt. Jo før vi erkender det, jo mindre skade vil vi forårsage på vores planet.
Tre procents vækst hvert år betyder en fordobling hvert 24. år. Det kan man selvfølgelig ikke blive ved med på en planet med begrænsede ressourcer.
På nuværende tidspunkt er seks af de ni planetære grænser, herunder biodiversitet og klimaforandringer overskredet. Hvis vi allerede overtræder adskillelige planetære grænser, hvordan kan vi så håndtere endnu en fordobling og muligvis endnu en fordobling derefter?
Det kan vi ikke, og derfor er vi er nødt til at implementere degrowth eller på dansk, modvækst – en aktiv reduktion af økonomiens størrelse i udviklede lande.
At modvækste vores økonomi, så vi kommer tilbage inden for de planetære grænser, vil også give mennesker, der lever under utilfredsstillende standarder for menneskelig velfærd, mulighed for at forbedre deres levevilkår.
Masser af mennesker i verden har stadig ikke adgang til elektricitet. Disse mennesker ejer ikke engang en vaskemaskine, endsige en bil, og de flyver bestemt ikke nogen steder. Modvækst er ikke alene nødvendigt for at løse biodiversitets- og klimakrisen, det er også den eneste måde at håndtere voksende ulighed på tværs af kloden.
Men hvordan kunne livet i en modvækstøkonomi se ud?
Det ville indebære kortere arbejdsuger og mindre pendling, hvilket giver os mere tid til at gøre ting, vi nyder. Mindre individuelt ejerskab og mere deling. Mindre gæld. Et fokus på fællesskab og forbindelse frem for individualisme og evigt forsøg på at finde lykken gennem vores næste køb, ferie eller oplevelse.
I en modvækstøkonomi ville miljøødelæggende og ressourcekrævende industrier blive reduceret, og flere mennesker ville arbejde i job, der gavnede hinanden og planeten, hvilket ville give mere mening og formål i vores liv. Vi ville værdsætte andre ting i en modvækstøkonomi og definere succes anderledes. En modvækstøkonomi behøver ikke at betyde en modvækstlivsstil. I virkeligheden kunne vi faktisk blive rigere af det.
Begrundelsen for modvækst er sund, og behovet for at implementere det presserende. Men hvordan kommer vi fra dette skadelige system, der er baseret på stadig ressourceudvinding, til det smukke sted, hvor vi vil leve i harmoni med naturen og ikke imod den? Hvor menneskers og planetens velbefindende kommer først og er centrum for beslutningstagning?
Det er her, vi som befolkning kommer ind i billedet. Vi er nødt til at hjælpe vores politikere med at flytte agendaen ved at fortælle dem, at vi ønsker en beboelig planet for vores børn. De skal vide, at vi ikke kan opnå det, mens vi blindt forfølger økonomisk vækst. Det er os, vælgerne, der bestemmer, hvad vores folkevalgte fokuserer på.
Hver af os kan skrive til vores folketingsmedlemmer og fortælle dem, at vi aktivt ønsker at modvækste vores økonomi, så vi igen kan komme til at holde os inden for de planetære grænser.
I sidste ende er økonomien en menneskeskabt konstruktion. Den kan ændres. Det kan naturens love ikke. Det ville være tragisk at se tilbage og erkende, at vi opgav det hele, fordi vi ikke var modige nok til at udfordre den vanvittige forestilling om endeløs vækst på en begrænset planet med den hast, den fortjener.
Torsdag den 21. april 2022 havde jeg fornøjelsen af at være med i Debatten: Grønt nok? på DR2 med Clement Behrendt Kjersgaard.
Jeg var med i del 2, hvor emnerne var: Hvordan når Danmark sit klimamål? Er forsat vækst løsningen eller udfordringen? Går den grønne omstilling hurtigt nok?
Nogle af mine hovedpointer var (klik på billederne for at se indslagene):
Vi står midt i de to alvorligste kriser nogensinde i menneskehedens historie. Klima- og biodiversitetskrisen. De truer selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.
Der er ikke noget, der tyder på, at virksomhederne er i gang med handlinger, som matcher de udfordringer, vi står i.
Vi skal afvikle den industrielle husdyrproduktion i landbruget. Det er det, der er brug for.
Det en myte, at vi er et foregangsland i Danmark på klimaområdet. Vi er et af de lande i verden, der har det største klimamæssige fodaftryk pr. indbygger.
Tiden er kommet, hvor vi er nødt til at trække en streg i sandet og sige, nu skal der nogle helt andre midler til, end dem vi har brugt indtil nu. Det kunne f.eks. være CO2-rationering.
Løsningen på det hele fra politikernes side er, at vi vækster os til den grønne omstilling.
Det var nu ikke mig, men forfatteren Carsten Jensen, der fredag 6. maj 2022 var inviteret til at tale ved begyndelsen på klimabevægelsernes aktivistuge kaldet Vendepunktet.
En halv time efter, at han havde holdt sin tale, blev han arresteret sammen med mange andre.
Her er hans tale før arrestationen:
”Hvis du tror, at du kan leve, som du altid har gjort, tager du fejl.
Hvis du tror, at dine børn vil få et liv, der minder om dit, tager du fejl.
Hvis du tror, at du kan bremse den globale opvarmning ved at holde en skåltale for dansk landbrug og industri, tager du fejl.
Hvis du tror, at Mette Frederiksen virkelig prioriterer klimaet og ikke anser bilerne, landbruget, container- og flytrafikken for langt vigtigere, tager du fejl.
Hvis du tror, at politikerne har en større horisont end næste valg, tager du fejl.
Hvis du tror, at de problemer, du ikke vil løse i dag, løser sig selv i morgen tager du fejl.
Hvis du tror, at vi har tid nok, tager du fejl.
Hvis du tror, at der er nogen, der vil frelse verden for dig, tager du fejl.
Hvis du tror, at verden ikke trænger til at frelses, tager du fejl.
Hvis du tror, at den tøende tundra i Sibirien ikke vil påvirke dit liv, tager du fejl.
Hvis du tror, at de milliarder der bor i planetens tropiske bælter, dagligt kan leve med temperaturer på halvtreds graders varme, tager du fejl.
Hvis du tror, at de ikke kommer her, tager du fejl.
Hvis du tror, at Indlandsisen, der smelter, og Antarktis, der brækker i stykker, bare vil give varmere badevand om sommeren, tager du fejl.
Hvis du tror, at Danmark er sin helt egen planet, hvis indbyggere ikke deler skæbne med Jordens øvrige beboere tager du fejl.
Hvis du tror, at planeten er stum og medgørlig og ikke dagligt taler til dig, tager du fejl.
Hvis du tror, at naturen ikke har et sprog, du bliver nødt til at lære, tager du fejl.
Hvis du tror, at mennesket har undertvunget naturen, og at den ikke er stærkere end dig, tager du fejl.
Hvis du tror, at du er verdens herre, når du ser dig selv i spejlet, tager du fejl.
Hvis du tror, at insekternes forsvinden ikke kan få imperier til at styrte i grus, tager du fejl.
Hvis du tror, at mennesker aldrig kan komme til at leve som rotter, tager du fejl.
Hvis du tror, at planetens tålmodighed er uendelig, og fordi den har udholdt din arts tilstedeværelse i et par millioner år, har du stadig en frist, tager du fejl.
Hvis du tror, at de milliarder af dyr, der skrigende må overgive sig til flammerne over alt på kloden, fra Australien til New Mexico, ikke har et budskab til dig, tager du fejl.
Hvis du tror, at svinenes, kalvenes og kvægets lidelser, sygdomsbefængte i passiv venten på døden i overfyldte stalde, ikke skyldes dine hyggeritualer lørdag aften, tager du fejl.
Hvis du tror, du er uskyldig, når dine børnebørn en dag forbander dig, tager du fejl.
Hvis du tror, du kan gemme dig bort for fremtiden, tager du fejl.
Hvis du tror, at de, der forsikrer, de har styr på det, ikke er rystende ligeglade med dig, tager du fejl.
Hvis du tror, at mennesker med magt ikke i selvforblindelse kan styre os alle ind i undergangen, tager du fejl.
Hvis du tror, at det i fremtidens verden vil være et privilegium at være dansker, tager du fejl.
Hvis du tror, at der i fremtidens verden vil være et beskyttet værksted for fodslæberne i klimapolitikken, tager du fejl.
Hvis du tror, at det i fremtiden stadig vil give mening at tale nationer og grænser og smykkelov og asylansøgere, der skal sendes til Rwanda, tager du fejl.
Hvis du tror, at bevæbnede grænsevagter, maskingeværreder og Rasmus Stoklund kan beskytte dig mod stigende have og stigende temperaturer, tager du fejl.
Hvis du tror, at en dansker aldrig kan blive bådflygtning, tager du fejl.
Hvis du tror, at det er ulovligt at blokere en bro og for et øjeblik standse trafikkens hostende strøm for at minde om planetens nødsituation, tager du fejl.
Hvis du tror, det samfund, du lever i, ikke bryder med naturens mest fundamentale love, tager du fejl.
Hvis du tror, at vores undladelser i klimapolitikken i dag, ikke i morgen vil vokse til katastrofer, tager du fejl.
Hvis du tror, at vores handlinger i dette øjeblik ikke vil påvirke livet på planeten tusinder af år frem, tager du fejl.
Vi står her på en tilfældig bro, vej eller plads i verden, fordi vi elsker livet på jorden.
Hvad gør vi, når ingen af vores valgte ledere lever op til deres ansvar?
Folketingsmedlemmerne er valgt af befolkningen som vores ledere, og en af deres vigtigste opgaver er at styre os gennem krisesituationer.
I øjeblikket står vi midt i de to alvorligste kriser nogensinde i menneskehedens historie. Klima- og biodiversitetskrisen. De truer selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.
Det er en nødsituation.
En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.
Illustration fra Politiken
Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk. Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.
Medierne ville ikke beskæftige sig med andet.
Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem. Hvad gør vi, når ingen af vores valgte ledere lever op til deres ansvar?
Under stor bevågenhed var klima- energi og forsyningsminister, Dan Jørgensen, med til at tage første spadestik til Nordens største brintfabrik, HySynergy, den 18. august.
Fabrikken skal producere såkaldt grøn brint.
Brintfabrikkens første fase er på 20 MW el, som efter planen skal udvides til 300 MW el i fase 2 i 2025.
”HySynergy vil i 2025 muliggøre en reduktion på op til 500.000 tons af de årlige CO2-emissioner fra industrien og mobilitetssektoren, svarende til ca. 11 % af de samlede CO2-emissioner fra den danske landtransportsektor.”, sagde adm. direktør i Everfuel, Jacob Krogsgaard [1].
Det lyder jo fantastisk. Men som altid, når man bliver præsenteret for en god historie indenfor klimaområdet, er det nødvendigt at gå ind og se på, hvad det i virkeligheden er, som gemmer sig bag de flotte ord.
Man ser også på aktørerne. Er fossile virksomheder repræsenteret, er der ekstra grund til at skærpe opmærksomheden.
En af projektdeltagerne i HySynergy er Crossbridge Energy, som for nogle år siden købte Shells olieraffinaderi i Fredericia. Hvorfor går en fossil industrivirksomhed som Crossbridge Energy ind i sådan et projekt, som potentielt set vil erstatte noget af deres benzin- og dieselsalg? Det er én af de ting, jeg skriver om i det følgende.
80 % skal bruges til fossile brændstoffer
Bag HySynergy står Everfuel, Crossbridge Energy A/S, Ewii, Trefor, Aktive Energi Anlæg, Tvis og Energinet
Anlægget bygges af Everfuel og placeres på et jordareal, der ejes af olieraffinaderiet Crossbridge Energy (tidligere Shell).
Hvad man ikke snakker så højt om er, at hele 80 % af brinten leveres til olieraffinaderiet, hvor det indgår i processen med raffinering af fossile brændsler.
Her er det så, at den gode klimahistorie begynder at halte.
Vi står midt i en klimakrise, hvor udvinding og produktion af fossile brændsler meget hurtigt skal stoppe. Med HySynergy understøtter man i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler og låser samtidig med en investering på 1,9 mia. kr. samfundet til en fossil fremtid i mange år frem.
Som om det ikke er nok, får projekterne også offentlig støtte. Fase I har foreløbig fået 48 mio. kr. i statsstøtte, og der er ansøgt om EU-midler til fase II. Med projektet HySynergy ser vi altså endnu et eksempel på, at den fossile industri får støtte for vores skattekroner.
Det er kun en meget lille del af klimabelastningen fra fossile brændstoffer, som kommer fra udvinding og produktion. Den helt overvejende andel stammer fra brugen/afbrændingen af de fossile brændstoffer.
Projektet HySynergy nedsætter udelukkende den meget begrænsede klimabelastning for produktionsprocessen, mens man fortsat har den helt store klimabelastning, når de fossile brændstoffer brændes af.
Spild af strøm
Vi har kun begrænsede mængder strøm til rådighed fra vind og sol. Det er derfor afgørende, at vi bruger strømmen så energieffektivt som muligt.
Det er selvfølgelig tåbeligt at bruge det meste strømmen til at fastholde fossile brændsler som beskrevet i det foranstående.
Men hvad med de sidste 20 % brint, som er tiltænkt brugt i landtransportsektoren?
Er det energieffektivt at lave brint, og er det energieffektivt at bruge det i landtransportsektoren?
Nej til begge spørgsmål.
I Figur 1 ses princippet for produktion af ”grøn” brint.
Elektricitet fra vedvarende energi bruges i en elektrolyseproces, hvorved der produceres brint.
Brinten kan anvendes direkte til industrielle processer samt i biler og tungere køretøjer.
Energieffektiviteten er 68 % for elektrolyseprocessen samt transport, lagring og distribution af brinten, se Figur 2[2].
I et køretøj, her en lastbil, omdannes brinten tilbage til strøm i en brændselscelle med en effektivitet på 54 %. Hertil kommer et mindre tab i elmotoren.
Samlet set er det kun en tredjedel af den oprindelige energi, som bruges til fremdrift af lastbilen, når brinten anvendes direkte til transport.
Figur 2: Energieffektiviteter for forskellige brændsler til lastbiler.
Direkte elektrificering af lastbiler, busser og biler er i dag – og vil vedblive at være det i fremtiden – mindst dobbelt så energieffektivt som brint produceret med vedvarende energi.
Det er derfor spild at bruge den vedvarende energi til produktion af brint til anvendelse i landtransportsektoren fremfor at anvende den direkte i et elkøretøj.
Forklædt i grønt
HySynergy og lignende brintprojekter skaber begejstring i politiske kredse og blandt interesseorganisationer og kører lige igennem medier uden nogen form for journalistisk undren.
Det hele er ført an af den fossile industri, som tilsyneladende lykkes med at sælge en på overfladen god klimahistorie, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.
Den fossile industri og dens interessenter har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser sig udspille nu.
På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien: skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på klimakrisen, forsøgt at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse klimakrisen. Alt sammen med formålet at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.
Med HySynergy og lignende projekter er den fossile industris taktik ved at lykkes endnu engang. Man forsøger at promovere projektet som reduktion af CO2-udledningerne ved produktion af såkaldt grøn brint. Og det skal man selvfølgelig have massiv offentlig støtte til. Sandheden er, at størstedelen af brinten skal bruges til fossile brændstoffer og den resterende del håbløst ineffektivt i landtransportsektoren.
Jeg håber, at politikere og medier vil åbne øjnene og se, hvad den fossile industri og dens interessenter har gang i: En forværring af den klimakrise, vi står i, forklædt som ”grønne” projekter.
[2] “Electrofuels? Yes, we can … if we’re efficient”, Briefing, December 2020 og “How to decarbonize long-haul trucking in Germany”, Analysis, 2021, Transport & Environment, Belgium.
Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes CO2-budgettet.
Udover det er der også ”plads” til en mængde af andre drivhusgasser svarende til ca. 88 milliarder ton CO2-ækvivalenter [2] (CO2e).
Summen af de to, som kan kaldes det samlede drivhusgasbudget, var derfor 388 milliarder ton CO2e gældende fra 2020.
Fordeling af drivhusgasbudget – efter befolkning
Det globale drivhusgasbudget skal på en eller anden måde fordeles til de forskellige lande og Danmark.
Der findes flere principper for fordeling. Her tages udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker på jorden har ret til lige stor andel af det samlede drivhusgasbudget.
I 2019 boede der ca. 5,8 mio. mennesker i Danmark [3], mens der i hele verden var ca. 7,71 mia. mennesker [4].
Det betyder, at Danmarks befolkning udgør ca. 0,075 % af verdens befolkning.
Danmark kan således tildeles 0,075 % af verdens drivhusgasbudget, hvilket svarer til ca. 292 mio. ton CO2e pr. 1. januar 2020.
Udledningen for 2020 er endnu ikke endelig opgjort, men i 2019 var den 46,7 mio. ton CO2e.
Fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019, vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2025.
Regeringens klimahandlingsplan
Regeringen har løbende – sammen med andre partier – lavet en række aftaler om tiltag på klimaområdet, der skal reducere udslippet af drivhusgasser. Aftalerne er sammenfattet i “Klimahandlingsplan 2020” [5].
Effekten af alle aftalerne er beskrevet i ”Klimastatus og –fremskrivning 2021” også kaldet KF21 [6].
I Figur 1 ses den forventede effekt af alle aftaler, der er indgået før 1/1-2021. Det grå område illustrerer de akkumulerede CO2e- udledninger, mens det grønne område illustrerer, hvor meget af drivhusgasbudgettet der er tilbage.
Med regeringens nuværende klimahandlingsplan vil drivhusgasbudgettet være brugt op i 2026.
Figur 1: Udvikling af Danmarks drivhusgasbudget og forventede udledninger frem mod 2030, som følger af regeringens klimahandlingsplan.
Nødvendige reduktioner
Man er nødt til at sammensætte de årlige reduktioner på en måde, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides. Det kan gøres på mange måder, hvilket også kaldes for reduktionsstier.
En måde er hvert år at reducere CO2e-udledningen med en fast mængde.
Vælger man denne måde, er det nødvendigt at reducere med 3,6 millioner ton CO2e hvert eneste år fra 2021 og frem til og med år 2032, hvor drivhusgasbudgettet stort set er opbrugt.
Fra år 2033 skal CO2e-udledningen være 0.
Reduktionssti og løbende evaluering
I nedenstående figur er den beskrevne reduktionssti illustreret med den orange kurve, mens den grønne kurve viser udledningerne, som følger af regeringens klimahandlingsplan.
Figur 2: En mulig reduktionssti, hvor drivhusgasbudgettet overholdes sammenlignet med reduktionsstien for regeringens klimahandlingsplan.
Det er vigtigt at evaluere løbende, om man rent faktisk opnår de planlagte reduktioner.
Opnår man f.eks. ikke den nødvendige reduktion på 3,6 millioner ton CO2e i 2021, er man nødt til at øge reduktionerne de efterfølgende år, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides.
Reduktionsstien og det resterende drivhusgasbudget skal således revideres minimum én gang om året for at afspejle den reelle situation.
Procentmål er en forkert målestok
Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.
Klimaloven er desværre baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben.
I klimaspørgsmålet afgøres succeskriterier ikke af procentmål for reduktioner i vilkårlige årstal, men af de samlede udledninger af drivhusgasser i et givet tidsinterval.
Derfor er den principielle metode om at lade procentmål være succeskriterie forkert.
Procentmålet er helt misvisende og sikrer på ingen måde sammenhæng mellem den nødvendige krævede handling fra klimavidenskaben og de reelt opnåede resultater.
Desværre bruges denne forkerte metode også i de fleste andre sammenhænge, f.eks. i EU’s klimaplaner og i de kommunale klimaplaner.
Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2e-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår) eller nettonuludslip i 2050, men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt flere drivhusgasser, end der var plads til i budgettet.
Drivhusgasbudgettet er den rigtige målestok
Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.
Vi må ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en drivhusgasreduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske drivhusgasbudgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.
I nedenstående tabel er drivhusgasbudgettet opgjort den 1/1 og 31/12 for hvert år i perioden 2020-2035 for den tidligere nævnte reduktionssti, hvor CO2e-udledningen for Danmark reduceres med en fast mængde på 3,6 mio. ton CO2e hvert år.
Sammenfatning
Danmarks drivhusgasbudget er 292 mio. ton CO2e gældende fra 1. januar 2020.
Fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019 (46,7 mio. ton CO2e), vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2025.
Med regeringens nuværende klimahandlingsplan vil drivhusgasbudgettet være brugt op i 2026.
Succeskriterier for klimaindsatsen skal baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.
Klimaloven overholder IKKE dette kriterie, og det er direkte skadeligt at lade klimalovens målsætninger om at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% og være et klimaneutralt samfund senest i 2050 være rammen for al klimadebat og politiske beslutninger.
Klimaloven er dermed blevet et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.
Efterskrift
Opgørelser af CO2e-udledninger er misvisende
De danske udledninger af CO2e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO2e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre andel af de samlede CO2e-udledninger og er i øvrigt faldet væsentligt i perioden 1990-2019.
Samtidig er CO2e-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.
Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.
Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.
Fordelingsprincipper
Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.
FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [7] .
Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.
Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet [8]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2e-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.
Referencer
[1] IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press. https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
[5] ”Klimahandlingsplan 2020”, ISBN 978-87-92555-12-0, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, 2020.
[6] “Klimastatus og –fremskrivning 2021”, Energistyrelsen, 2021.
[7] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.
[8] ”Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik
Elbiler bidrager med udledning af CO2 til atmosfæren ved såvel produktion af elbilen som ved forbrug af elektricitet til kørsel og opladning.
I takt med, at CO2-udledningen pr. forbrugt kWh elektricitet falder i Danmark, vil selve driftsfasen for en elbil blive mere gunstig set ud fra et klimamæssigt synspunkt.
Samtidig vil den CO2, som blev udledt ved selve produktionen af elbilen, komme til at udgøre en stigende andel af elbilens samlede CO2-udledning.
CO2-udledning pr. km
I Figur 1 ses en sammenligning af de globale CO2-udledninger pr. km i et livscyklusperspektiv for en elbil, plug-in-hybridbil, effektiv dieselbil og en gennemsnitlig ny fossilbil, som kører i Danmark [1].
Figur 1: Sammenligning af de globale CO2-udledninger pr. km for en elbil, plug-in-hybridbil, effektiv dieselbil og en gennemsnitlig ny fossilbil [2].
Der er følgende læring af figuren:
En elbil udleder knap 60% mindre CO2 over dens levetid end en gennemsnitlig ny fossilbil.
Der udledes mere end dobbelt så meget CO2 ved produktionen af en elbil fremfor ved produktionen af en gennemsnitlig ny fossilbil.
En plug-in-hybridbil har nogenlunde samme CO2-udledning over dens levetid som en tilsvarende effektiv dieselbil[3].
Elbiler og klimapolitikken
Den 4. december 2020 blev der lavet en aftale mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om: ”Grøn omstilling af vejtransporten”.
Aftalen skønnes samlet at medføre 775.000 grønne biler i 2030 samt en CO2-reduktion på 1,0 mio. ton i 2025 og 2,1 mio. ton i 2030. Ordvalget ”grønne” er elastik i metermål, fordi hvad er en grøn bil? I aftalen refereres til ”nul- og lavemissionsbiler”, som igen ikke har en fast definition.
For det første eksisterer der ingen biler med nulemission. Ofte omtaler man dog alligevel elbiler som nulemissionsbiler. Det er selvfølgelig forkert og vildledende, eftersom en gennemsnitlig elbil i Danmark udleder ca. 90 gram CO2 pr. km.
Og hvad er en ”lavemissionsbil”? Man omtaler ofte en plug-in-hybridbil som værende en lavemissionsbil. Men når en plug-in-hybridbil har nogenlunde samme CO2-udledning som en tilsvarende effektiv dieselbil, er det da helt misvisende at kalde den for en lavemissionsbil.
CO2-udledningerne fra vejtransporten er større end i 1990
Vejtransporten står for hele 90% af udledningen af drivhusgasser i transportsektoren.
Personbiler står for omkring 60 pct. af vejtransportens samlede udledninger[4] og er dermed den køretøjstype, som bidrager mest til vejtransportens udledninger, efterfulgt af varebiler og lastbiler.
I Energistyrelsens ”Klimastatus og –fremskrivning 2021” har man lavet en prognose for udviklingen i CO2-udledningen for vejtransportsektoren frem mod 2030,
Dette er illustreret i Figur 2, hvor man også ser de historiske udledninger tilbage fra 1990.
Figur 2: Historiske og fremskrevne CO2-udledninger fra vejtransporten i perioden 1990-2030 [5].
Det ses, at CO2-udledningerne fra vejtransporten er større i dag end i 1990.
CO2-udledningerne fra vejtransporten forventes at være den samme i 2030 som i 1990. På 40 år vil man altså ikke være lykkes med at reducere CO2-udledningen fra vejtransporten med et eneste gram.
Men hvordan kan det egentlig være, når de fossile biler er blevet mere energieffektive gennem årene og kører længere på literen (på nær inden for den sidste årrække, hvor man er begyndt at købe større biler), og man samtidig indfaser elbiler med en mindre CO2-udledning end fossile biler?
Bilparken vokser
Det skyldes, at forbedringen af energieffektiviteten og fordelen ved at indfase elbiler simpelthen er blevet spist op af en stadig større bilpark og flere kørte kilometer. En udvikling der vil fortsætte frem mod 2030, se Figur 3.
Figur 3: Bestanden af personbiler i Danmark pr. 1. januar i perioden 1993-2030.
Pr. 1. januar 2021 var der ca. 2,72 mio. personbiler. I 2030 regner man med, at der vil være ca. 3,26 mio. personbiler, altså ca. 540.000 flere svarende til en stigning på omkring 20 %.
Når man i vejtransportaftalen regner sig frem til CO2-reduktion på 1,0 mio. ton i 2025 og 2,1 mio. ton i 2030, forholder man sig kun til udledningerne på dansk jord. Man ”glemmer” meget belejligt at medtælle CO2-udledningen fra produktionen af de 775.000 ekstra nul- og lavemissionsbiler.
Antager man, at de 775.000 biler fordeler sig med 80% på elbiler og 20% på plug-in-hybridbiler vil der alene ved selve produktionen af bilerne blive udledt ca. 8 mio. ton CO2. [6]
Denne store CO2-udledning sker momentant, når elbilerne bliver produceret, og på den korte bane, vil flere elbiler derfor ØGE den globale CO2-udledning markant. Det er problematisk, eftersom det er NU, at vi skal reducere udledningerne.
Af Figur 4 ses det, at en elbil skal køre ca. 40-45.000 km, før den ud fra et globalt perspektiv får en klimamæssig fordel i forhold til en gennemsnitlig ny fossilbil eller en plug-in-hybridbil
Så et politisk mål, der blindt sigter på flere elbiler, vil altså være skadeligt for klimaet i første omgang.
Figur 4: Forskellige biltypers samlede CO2-udledning i levetiden afhængigt af kørselsomfang. Kilde: Baseret på ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.
Flere veje skaber flere biler
Det er et gammelkendt fænomen, at flere biler skaber flere veje, som skaber flere biler, som skaber flere veje…. Med et fint ord også kaldet induced demand.
Det politiske automatsvar på trængselsproblemer er at bygge nogle flere veje eller at lave et ekstra motorvejsspor. Det er som at tisse i bukserne. De første 3-4 år får man lidt mere plads på vejene, men efterhånden som folk finder ud af, at det er blevet hurtigere at køre på en strækning, vil der blive trukket flere biler til, og inden længe vil man igen stå i den samme trængselssituation som oprindeligt.
I stedet for sådanne automatreaktioner, som er med til at øge den klimaskadelige vejtransport, bør en ansvarlig politiker stille sig det grundlæggende spørgsmål: Hvad skal der til for hurtigt at få nedbragt CO2-udledningerne fra vejtransporten?
Politikere skal ikke reagere på en udvikling; de skal skabe den fremtid, som er nødvendig i den aktuelle klimakrise.
Èn ting er sikkert: at sætte et mål om et vist antal ”nul- og lavemissionsbiler” i et vilkårligt årstal er ikke et passende svar på den klimakrise, vi står i, og sikrer på ingen måde de nødvendige markante og hurtige CO2-reduktioner fra vejtransporten.
Referencer
[1] Det er antaget, at elbilen og plug-in-hybridbilen har batterier med en kapacitet på henholdsvis 40 kWh og 9
kWh. Disse batteristørrelser svarer til elbiler og plug-in-hybridbiler i miniklassen og den lille mellemklasse.
[2] ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.
[3] CO2-udledningen fra plug-in-hybridbiler er dog meget afhængig af blandt andet batteristørrelse, kørselsmønster og opladningspraksis. Her er det antaget, at plug-in-hybridbilen kører 40 pct. på el og 60 pct. på benzin (”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.)
[5]”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.
[6] Egne udregninger baseret på figurer og tekst i tal i ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”, Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Flere elbiler på de danske veje, Klimarådet, 2018.
Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 % sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.
Hverken 2030 eller 2050 er imidlertid relevante tidsperspektiver i en klimamæssig sammenhæng. Det er i stedet afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
Vi skal holde os under en global middeltemperaturstigning på 1,5 °C, og det skal vi fordi:
»Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5 °C global middeltemperaturstigning« [1].
Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger.
Et meget vigtigt begreb i den sammenhæng er det såkaldte drivhusgasbudget.
Det er et budget beregnet af klimavidenskaben, som udgør den samlede mængde drivhusgasser, vi højst må udlede, når vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5 °C.
Vi har fejlet katastrofalt, hvis vi f.eks. lykkes med at opnå en drivhusgasreduktion på 70 % i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt flere drivhusgasser, end der var plads til i drivhusgasbudgettet.
Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.
Det gør klimaloven ikke.
Klimaloven er derfor desværre baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben.
Implementeres samtlige tiltag og bindende aftaler på klima- og energiområdet, som Folketinget har besluttet før udgangen af 2020, vil drivhusgasbudgettet være overskredet i 2027.
Danmarks drivhusgasbudget
Det globale CO2-budget er af FN’s klimapanel, IPCC, beregnet til at være 420 milliarder ton CO2 pr. 1. januar 2018 [1].
Dette svarer til et globalt drivhusgasbudget på 543 milliarder ton CO2e [2].
Det globale drivhusgasbudget skal fordeles ud på verdens nationer. FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for denne fordeling: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [3].
Der tages her udgangspunkt i princippet lighed, som også Klimarådet gør [4].
Efter dette princip tildeles alle mennesker i verden lige meget af drivhusgasbudgettet, som det var pr. 1. januar 2018.
Det danske drivhusgasbudget bliver dermed 420 millioner ton CO2e pr. 1. januar 2018 [5].
I 2018 og 2019 var Danmarks udledning af drivhusgasser henholdsvis 51,6 mio. ton CO2e og 46,7 mio. ton CO2e. Udledningen for 2020 er endnu ikke opgjort.
Pr. 1. januar 2020 var det danske drivhusgasbudget dermed faldet til knap 322 mio. ton CO2e.
Budgettet er brugt op i 2027
Fortsætter udledningerne på samme niveau som i 2019 med en årlig udledning på 46,7 mio. ton CO2e/år, vil det danske drivhusgasbudget være brugt op ultimo 2026, altså om godt 5 år.
Nedenstående figur viser, hvor hurtigt drivhusgasbudgettet bruges ved forskellige scenarier, og hvilke reduktioner, som er nødvendige, når drivhusgasbudgettet ikke må overskrides.
Forløbet illustreret med den grønne linje er baseret på Energistyrelsens Klimastatus og -fremskrivning, 2021 [6] med forventede udledninger frem mod 2030.
I Energistyrelsens fremskrivning er budgettet brugt op ultimo 2027. Fremskrivningen er baseret på en såkaldt ”Frozen policy”, hvilket indebærer, at udviklingen er betinget af et ”politisk fastfrossent” fravær af nye tiltag på klima- og energiområdet ud over dem, som Folketinget har besluttet før 1. januar 2021, eller som følger af bindende aftaler.
Implementering af samtlige tiltag og bindende aftaler på klima- og energiområdet vil udsætte overskridelsen af drivhusgasbudgettet med 1 år.
De øvrige kurver viser stier for lineære og procentvise udledningsreduktioner, hvor budgettet ikke overskrides.
Figur 1: Reduktionsstier set i forhold til Danmarks drivhusgasbudget. Grøn kurve illustrerer forløbet med Energistyrelsens ”Klimastatus og -fremskrivning, 2021”. De øvrige kurver viser stier for lineære og procentvise udledningsreduktioner, hvor budgettet ikke overskrides.
Referencer
[1] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
[2] Baseret på opgørelser for Annex 1 lande https://di.unfccc.int/detailed_data_by_party , hvor andelen af non-CO2-drivhusgasser udgjorde 22,65% af den samlede udledning af drivhusgasser i 2017. Det antages, at andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.
[3] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.
[4] ”Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik
[5] Danmarks andel af verdens befolkning var 0,075% i 2018
Hver dag fortæller magtfulde virksomheder og organisationer sammen med regeringer og de fleste politikere os, at teknologien er svaret på den klimanødsituation, vi står midt i.
Hver dag bliver der tilføjet flere afsnit til det falske eventyr.
Hver dag får vi en ny godnathistorie, der meget belejligt først gør os så sløve, at vi ikke stiller spørgsmål, og som senere luller os i søvn og får os til at drømme sødt.
I 30-40 år er der blevet føjet flere og flere kapitler til eventyrhistorien. Far og mor vidste godt, at vi var på vej ned ad en katastrofal vej, men de valgte og vælger fortsat at lyve for os.
De fortalte os, at far og mor løser alle problemerne – i morgen. Og sådan har den ene dag taget den anden. Alt imens udledningen af drivhusgasser er tordnet i vejret.
Efterhånden som vinduet for handlemuligheder lukker sig, eskaleres fantasihistorierne, og vi bliver præsenteret for nye ideer, den ene mere vanvittig end den anden.
De nyere skud på stammen er carbon capture and storage (CCS) og bioenergy with carbon capture and storage (BECCS). Teknologierne virker i princippet, men de kan slet ikke skaleres i det nødvendige omfang. Ikke desto mindre er de blevet en del af godnathistorierne og har holdt sit indtog i de internationale og nationale klimapolitikker, hvor de nu er blevet en forudsætning for at nå fjerne mål i år 2030, 2050 og 2100.
I nogle kredse er man nu gået så langt som til at snakke om geoengineering. Det er en samlet betegnelse for tekniske indgreb i Jordens klimasystem, som har til formål at mindske virkningerne af klimaændringerne. En af tankerne er, at man kan reflektere mere af solens stråling ved at indsætte aerosoler i stratosfæren. Det er en farlig og risikabel vej at gå ned ad.
Far og mor ved det godt. Far og mor ved godt, at deres historier er løgn. Teknologien er ikke svaret.
Far og mor ved inderst inde også godt, hvad der skal til for at adressere klimanødsituationen. Og vi ved det også nu.
Årtiers benægtelse, lobbyisme og nølen har presset os så langt ud mod kanten, at vi er nødt til øjeblikkeligt at reducere udledningen af drivhusgasser markant.
Det kalder på ændringer i alle grene af samfundet.
I alvorlige kriser som f.eks. 2. verdenskrig har man kunnet mobilisere enorme kræfter meget hurtigt.
Klima- og biodiversitetskrisen er den største krise menneskeheden samt dyre- og plantearter nogensinde har stået i. Hvis vi skal komme godt ud af den krise, kræver det en meget stor indsats fra os alle.
Først og fremmest skal politikere træde frem som de ansvarligere ledere, de er blevet valgt til at være. De skal sætte rammerne, som kan understøtte den nødvendige handling.
Det skal være en socialt retfærdig ændring, hvor man ikke kan betale sig fra sit ansvar.
For at tilgodese det, skal et af elementerne være rationering. Her kan man forestille sig flere variationer og kombinationer, men fælles for rationeringerne er, at de skal tage udgangspunkt i et klimamæssigt råderum.
Det klimamæssige råderum er det drivhusgasbudget, som klimavidenskaben har opgjort, så vi kan overholde Parisaftalen og begrænse stigningen i den globale middeltemperatur til maksimalt 1,5 °C.
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1 °C – 1,2 °C.
Måske har vi allerede forpasset chancen for at holde os under 1,5 °C, men vi må gøre alt, hvad vi kan for at undgå endnu højere temperaturstigninger.
Tiden er kommet for far og mor til at fortælle sandheden.
Udledningen af drivhusgasser skal reduceres øjeblikkeligt og markant. Politikerne må rent faktisk begynde at lytte til videnskaben fremfor blot sige, at de gør det, mens de i virkeligheden stadig lytter til de magtfulde virksomheder og deres interesseorganisationer.
Vi skal agere på og forholde os til klimanødsituationen som det, den er. En nødsituation.
De økonomiske teorier og modeller bevæger sig indenfor sin egen boble, der enten er helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, eller også forsøger man at sætte en pris på naturen.
Vi kan ikke sætte en pris på naturen
Hvad koster udryddelsen af dyre- og plantearter?
Hvad koster irreversible ændringer i klimasystemet?
Hvad koster en ubeboelig planet?
Pointen er, at vi er en del af naturen, og at man simpelthen ikke kan sætte en pris på ovenstående. Det er derfor ekstremt farligt, hvis vi skal lade afgørende beslutninger om vores og andre arters fremtid afhænge af sådan en mangelfuld og indskrænket måde at se verden på.
Konklusion om afgift på drivhusgasser er misvisende
Formandskabet for De Økonomiske Råd har udarbejdet et diskussionsoplæg til Det Miljøøkonomiske Råds møde den 9. marts 2021 om dansk klimapolitik frem mod 2030.
Oplægget peger på, at den samfundsøkonomisk billigste måde at nå reduktionsmålet om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030 er at pålægge alle drivhusgasudledninger en ensartet afgift på 1.200 kr. pr. ton CO2e
I det følgende vil jeg påvise, hvorfor denne konklusion er misvisende og i øvrigt ikke forholder sig til klimaet.
Analyserne i diskussionsoplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er usikre eller ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng:
Klimaloven Der tages udgangspunkt i klimaloven, hvor udledningen af drivhusgasser i Danmark i 2030 skal være reduceret med 70 pct. i forhold til 1990.
Dette mål er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i [1].
Atmosfæren reagerer på den samlede mængde af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.
I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens 70%-punktmål for reduktioner i 2030, men af de samlede drivhusgasudledninger frem mod 2030.
Udgangspunktet for al klimaindsats skal være det såkaldte CO2e-budget.
Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.
Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C [1].
Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget. Klimarådet har anvendt et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet.
Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper, og Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.
Selv med denne usolidariske fordeling blev det danske CO2-budget brugt op allerede sidste år.
Baseline Diskussionsoplæggets beregninger tager udgangspunkt i Energistyrelsens seneste basisfremskrivning medregnet virkninger af politiske aftaler, der er indgået efterfølgende.
Formandskabet peger selv på, at der er stor usikkerhed knyttet til såvel basisfremskrivningen som til virkningerne af de politiske aftaler.
Afgrænsning I diskussionsoplægget foretages alene beregninger for 2030. Beregningerne fortæller dermed ikke noget om reduktionsstien frem mod 2030, der jo netop er altafgørende.
Som nævnt tidligere skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.
Året 2030 er i sig selv irrelevant, men det er i stedet helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
LULUCF Den analyserede drivhusgasbeskatning dækker ikke udledninger fra skov og øvrig arealanvendelse (såkaldt LULUCF), som ellers er med i de officielle opgørelser.
Opgørelse af CO2-udledninger for Danmark De danske udledninger af CO2 er sammensat af flere elementer.
Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip.
CO2-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) tælles således ikke med i opgørelsen [1].
Samlet set betyder det, at kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, medregnes i klimaloven.
Niveau for afgiften på drivhusgasser Størrelsen af drivhusgasafgiften i 2030 på 1.200 kr. pr. ton er i høj grad baseret på en forudsætning om udbredt anvendelse af CCS [2]-teknologi.
CCS-teknologien er på nuværende tidspunkt ikke udviklet i den skala, som er nødvendig.
Hvis CCS-teknologien kun realiseres i mindre grad eller måske endda slet ikke, er drivhusgasafgiften sat alt for lavt.
En følsomhedsanalyse viser, at afgiftsniveauet skal sættes til op imod 2.000 kr. pr. ton CO2e, hvis CCS ikke implementeres i cementindustrien og implementeres i mindre grad på kraftvarmeværker.
Hvis der slet ikke anvendes CCS, skal afgiften som udgangspunkt sættes til et meget højt niveau (ikke kvantificeret).
Det er meget betænkeligt, når man baserer en så vigtig konklusion som niveauet for drivhusgasafgiften på en højst usikker forventning om en markant udbredelse af en endnu ikke fuldt udviklet teknologi.
De økonomiske vismænd ser ikke klimaet
Diskussionsoplægget fra formandskabet for De Økonomiske Råd om dansk klimapolitik frem mod 2030 er misvisende og farligt og kan ikke bruges som udgangspunkt for at tage afgørende beslutninger om vores alles fremtid.
Det er misvisende, fordi analyserne i oplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er enten usikre, baserer sig på fremtidige teknologier eller simpelthen ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng.
Oplægget giver for det første ikke noget belæg for, at en drivhusafgift på 1.200 kr. ton CO2e vil føre til en 70% reduktion af de danske drivhusgasser i 2030.
Herudover er punktmålet om 70% reduktion i klimaloven slet ikke et passende svar på den alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.
Den danske andel af det globale CO2-budget blev brugt op allerede sidste år, og derfor giver det klimamæssigt ingen mening at tale om et tidsperspektiv omkring år 2030.
I stedet er det helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…
Det giver diskussionsoplægget ingen svar på.
Herudover er det en systematisk misforståelse og meget farligt at tro, at man kan bruge økonomiske teorier og modeller, som opererer helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, til at foretage afgørende beslutninger, der potentielt kan bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.
[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
