Indianeren i den ecuadorianske regnskov, som forsøger at fjerne olie fra sin krop.
Forleden dag ryddede jeg op i mine gamle papirer og noter. Her fik jeg et sørgeligt gensyn med det billede, jeg så for første gang i starten af 90’erne. Det bragte mig tilbage til 1994, hvor jeg som aktivist i regi af Foreningen for International Bæredygtig Udvikling (FIBU) bl.a. skrev breve til de mange olieselskaber, som allerede dengang havde haft mangeårige koncessioner i den ecuadorianske regnskov.
Vi anmodede olieselskaberne om at tage kontakt til de mange indianske organisationer og samfund samt udvise respekt for den oprindelige befolkning. Allerede dengang var der massive forureninger med olie og kemisk affald.
Vandet, som Amazonas’ befolkning drikker, fisker i, bader i, og bruger til madlavning, blev forgiftet. Deres vigtigste næring, fiskene, forsvandt.
Nu afdøde Ritt Bjerregaard skrev i 1991 [1]: ”Sjældne gange ser du et billede, der fanger dit blik. Jeg så sådan et foto forleden. Et billede af en muskuløs mand i regnskoven.
Ved første øjekast er det eneste unaturlige i billedet en rød plastikspand på størrelse med dem, store institutioner herhjemme køber marmelade i. Og alligevel… Noget siger mig, at det ikke kun er plastikspanden, der generer mine øjne. Jeg kikker igen. Det er mandens ben. De er sorte, glinsende sorte, som kun olie kan glinse.
”Disse er vore søer, dette er vores jord”, står der i billedteksten. Manden der har udtalt ordene er indfødt, indianer. Vi kalder ham primitiv, fordi hans slægt har boet i regnskoven i tusinder af år uden at ødelægge den.
I dag går han ud i søerne, ikke længere for at fange fisk, men for at rydde op efter de mange olieselskaber, hvis ejere tænker mere på økonomisk udvikling i privatøkonomien end på bæredygtig udvikling for deres børnebørn. Det er disse ejere, vi normalt kalder for civiliserede folk.
Billedet gør mig vred, fordi såkaldt civiliserede folk opfører sig som svin, når de kommer uden for deres egen dagligstue – den vestlige verden.”
Ritt Bjerregaard fortsætter: ”Jeg har tit haft det lidt mærkeligt, når jeg taler om den globale verden, vi lever i. For hvordan ser den egentlig ud? Eller om den bæredygtige udvikling – hvad vil det egentlig sige? Det bliver let floskler, som alle vi politikere kan lire af, men som er uden reelt indhold. Billedet af manden i regnskoven gør kravet om bæredygtigdygtig udvikling konkret.
Vi er oppe imod store kræfter, olieselskaber, banker, ja hele stater, der kun har en tanke i hovedet: Penge! Men de er ikke usårlige, og vores krav er ikke urimelige.”
Nu – i 2023 – er der gået 32 år siden Ritt Bjerregaard skrev ovenstående. Og hvad er der sket? Olieselskaberne har udvidet deres aktiviteter i hele Amazonas, og ødelæggelserne fortsætter i endnu højere grad.
Vores økosystemer er ved at kollapse, mens olie- og gasselskaberne fortsætter deres udvinding og salg af fossile brændstoffer over hele verden. De griner af os hele vejen til banken.
Det ser ud til, at de alligevel er usårlige….
Referencer
[1] Kamp for livet i Amazonas. Fotografier fra regnskoven, Ecuador, Arbejdermuseet, 1991. ISBN 87-982822-2-0/Saloprint