Jeg har ikke tidligere deltaget i Klimafolkemødet, for jeg orker simpelthen ikke at høre politikere, virksomheder og organisationer promovere deres utilstrækkelige indsats som værende i verdensklasse og høre om urealistiske og tåbelige teknofix.
Men i år sagde jeg ja til at deltage i en debat, fredag den 29, august 2025.
Mens klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard på Klimafolkemødet fastholdt tilhørerne i den årtier lange døs ved at tale om 2040-planer, var der et lidt mere beskedent fremmøde til paneldebatten “Skal Danmarks olieeventyr slutte?” arrangeret af Fossilfri Fremtid.
Her deltog jeg i en paneldebat med Lasse Nyholm Jensen og Phie Ambo modereret af Johanne Bønløkke Høgfeldt.
Og ja, selvfølgelig skal ”olieeventyret” slutte. Helst i går. Vores livsgivende systemer er ved at kollapse, så der er brug for at stoppe olie- og gasproduktionen til brug i det globale nord nu.
Du kan se klip fra debatten ved at klikke på billederne nedenfor.
En af mine vigtigste pointer var, at når klimavidenskaben formidles – af politikere, organisationer og værst af alt videnskabsfolkene selv – får vi aldrig det at vide, som står med småt.
Vi får altid at vide noget i stil med, at for at holde Parisaftalen skal vi halvere udledningerne inden 2030.
Men det vi ikke får at vide er, at det er under forudsætning af:
🔹️ at vi startede med at reducere med 5 % om året allerede fra 2020. Og – surprise – det gjorde vi ikke.
🔹️ Men værst: Selvom vi var lykkedes med at realisere disse reduktioner er sandsynligheden 50 % for, at vi alligevel overstiger 1,5 grader.
Enhver risikoanalytiker ville tage sig til hovedet over, at man er villig til at løbe den enorme risiko.
Det har betydet, at vi allerede har overskredet 1,5 grader i dele af 2023 og for hele 2024 som det første hele kalenderår, og det varer ikke længe, før overskridelsen er permanent.
Vi står i en nødsituation, og tiden for små gradvise ændringer er for længst forbi. Der er i stedet behov for øjeblikkelige og meget store ændringer af samfundsstrukturer.
Det er bedrag, benægtelse og fuldstændig mangel på proportioner, når man taler om reduktionsplaner for 2030 – og endnu værre for 2040, når der er behov for en plan for, hvordan vi kommer ned på en CO2-udledning på 0 indenfor nogle uger.
Vi er på vej mod et socialt kollaps med mangel på vand, mad, medicin og husly, fordi vi har overskredet 7 af naturens 9 grænser. Når politikere, medier og virksomheder taler om planer for 2030 og 2040 i den gigantiske nødsituation, vi står i, hvor der er behov for fuldstændig og øjeblikkelig ændring af samfundsstrukturer, er det benægtelse, bedrag og svigt. Hvor længe vil vi som befolkning se passivt til?
300.000 mennesker på gaden, som jeg fik sagt til Klimafolkemødet… Så mange behøver vi ikke.
Professor Erica Chenoweth fra Harvard Kennedy School har med en analyse af over 300 sociale bevægelser gennem historien vist, at bevægelser, der involverer mere end 3,5 % af en befolknings deltagelse i ikke-voldelige protester, ofte er lykkedes med at opnå deres mål. I dansk kontekst svarer det til godt 200.000 mennesker.
I selskab med Katherine Richardson, Mads Falkenfleth Jensen og Carsten Rahbek holdt jeg første runde af oplæg til den landsdækkende konference på Christiansborg søndag d. 14. sept. 2025 med overskriften ”Hjælp din borgmester til en grønnere fremtid”.
Jeg var inviteret til at tale om ”Klimasituationen”, hvor jeg bl.a. fortalte om én af de planetære grænser, Klimaforandringer, som blev overskredet allerede i 1988. Og om hvordan vi som befolkning bliver udeladt information om de enorme risici, som er indbygget i alle klimaplaner og målsætninger.
I lørdags havde jeg fornøjelsen af at indlede Folkets Klimamarch i Odense med en tale. Talen er gengivet nedenfor i tekst og med enkelte klip (klik på billederne for at se klippene).
Samtidig med at vi står her, er nogle af verdens ledere, organisationer og fossile lobbyister samlet i Brasilien til COP 30 møde, hvor de taler om – og forsøger at sætte mål for reduktion af drivhusgasudledninger.
Det første COP-møde blev afholdt i 1995, og dengang var de globale udledninger 29 mia. ton CO2 om året. Sidste år blev der udledt 42 mia. ton CO2.
I løbet af de tredive år, hvor verdens ledere har arbejdet på at reducere CO2-udledningerne, er de i stedet steget med 45 procent.
Det er en dundrende fiasko, og ansvaret ligger hos de politiske ledere.
De har svigtet sine befolkninger.
De planetære grænser
Men vi skal løfte blikket fra kun at se på klima, fordi der på jorden er flere systemer: bl.a. biodiversitet, miljøforurenende stoffer og ferskvandsressourcer.
Systemerne har tidligere været i en fin balance. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af liv og en variation af liv.
I balance er systemerne inden for det sikre råderum eller indenfor de planetære grænser.
Der er vi stadig nogenlunde sikre på, at vores systemer kan opretholde sine funktioner.
Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer. Det har vi gjort så meget, at 7 ud af 9 grænser er overskredet, og flere af dem har været det i årtier.
Det betyder, at vi er kommet længere og længere ud i det usikre område. På et tidspunkt (vi ved ikke hvornår) tipper systemerne over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points.
Hver eneste dag, der går, øges risikoen for at vi udløser et eller flere tipping-points.
Klimaforandringer – den planetære grænse
Nu zoomer jeg ind på Klimaforandringer.
Grænsen for det sikre råderum for den planetære grænse, Klimaforandringer, er en CO2-koncentration i atmosfæren på 350 ppm, eller parts per million.
Det svarer til en global middeltemperaturstigning på 1,0 grader.
Det vanvittige er, at vi overskred den grænse i 1988. Altså for 37 år siden…. Vi skulle faktisk have stoppet udledningerne allerede i 1988.
Men vi fortsatte, og udledningerne og den globale gennemsnitstemperatur er steget i et accelereret tempo siden da.
Derfor har vi – i løbet af de sidste 37 år – bevæget os længere og længere ud i det usikre område.
Her står vi altså – og ser ind i et kollaps med mangel på drikkevand, mad, medicin og husly.
Vi plejer at sige, at mennesket er den mest intelligente art og at det, som adskiller os fra dyrene er, at vi har evnen til at reflektere over vores egen eksistens. I virkeligheden må mennesket vel være en af de dummeste arter, når de er villige til at løbe risici, som i sidste ende kan ødelægge betingelserne for deres eget eksistensgrundlag.
Vi bliver solgt en falsk præmis
Vi står i en nødsituation, og tiden for små gradvise ændringer er for længst forbi.
Der er behov for øjeblikkelige og meget store ændringer af vores samfundsstruktur og måde at leve på.
Og det er altså vel at mærke, når vi tager udgangspunkt i en global middeltemperaturstigning på 1,0 grader.
Alligevel har man lavet Parisaftalen, hvor vi jo er begyndt at tale om en endnu højere grænse på maksimalt 1,5 grader temperaturstigning.
Er det ikke mærkeligt, når risikoen ved at overstige ”bare” de 1,0 grader er globale miljøændringer, som kan være katastrofale for vores samfund? Er det ikke slemt nok?
Helt uden vi har opdaget det, er der sket et skred i, hvor store risici, der tages.
Og vi bliver udeladt afgørende information om den vanvittige risiko, vi løber – selv hvis vi lykkes med meget store reduktioner af vores CO2-udledninger.
Det betyder, at vi bliver solgt en falsk præmis, når vi hører om ”ambitiøse” planer for 2030, 2040 og 2050.
At ”vi er på vej i den rigtige retning”, at ”Danmark er et grønt foregangsland”.
Så tror mange på, at der fra regeringens og kommunernes side bliver sat det nødvendige ambitionsniveau og hastighed.
Men hvorfor taler klimaforskere, politikere, medier, virksomheder, organisationer ikke om de enormt dårlige odds, de enormt store risici, vi og vores børn bliver påført, når der laves klimalove og klimaplaner?
Hvorfor får vi ikke det at vide?
Jeg kan dårligt beskrive, hvor forfærdeligt det er, det vi som befolkning bliver udsat for. Vi er blevet tvunget ind som tilskuere til et skuespil, til en teaterforestilling…, hvor vi kun får vist og fortalt noget af historien, og den vigtigste del af historien ligger skjult bag scenetæppet…
Hvorfor er vi den situation?
Så hvordan kan det gå til, at vi er havnet i den situation?
Vores politiske ledere har i sidste ende ansvaret og har ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom. De har svigtet sit ansvar. Og det fortsætter de med.
De siger stadig, at vi er et foregangsland, selvom vi overforbruger i en grad, som ville kræve 5 planeter, hvis alle mennesker på jorden levede som os.
De siger, at mål i 2030 og 2040 er ambitiøse, selvom vi står i en nødsituation, der kræver øjeblikkelige og markante tiltag, som fra i morgen skærer forbruget ned fra 5 planeter til 1 planet.
Det kræver systemiske ændringer og ændringer af adfærd. Teknologier kan IKKE bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
Individer og system
Vi har som individer et ansvar for at nedsætte vores CO2-belastning. Det drejer sig om, hvad vi spiser, hvordan vi transporterer os, hvordan vi bor, hvordan vi rejser, og hvordan vi forbruger.
Men vi lever alle sammen inden for systemer, som vi ikke selv har bestemt direkte.
Og som sætter rammerne for, hvad der er muligt. Et politisk bestemt kollektiv.
F.eks. har skiftende regeringer og kommunalpolitikere bygget et individuelt baseret, ineffektivt og miljøbelastende transportsystem op, hvor vi skal sidde i hver vores bil, i stedet for kollektive effektive transportsystemer med en lille miljøbelastning, som transporterer mange mennesker på én gang.
Det er noget, vores politikere beslutter. Ligesom de beslutter alle de andre rammer, som vi skal agere indenfor.
Kollektiv erkendelse
Vi kan ikke tillade os, at kommunalvalget på tirsdag bliver endnu en akt af den teaterforestilling, som vi bliver drevet rundt i.
Jeg har voksne børn og får måske børnebørn på et tidspunkt. Jeg har en niece på 3 år. Jeg har en far og søskende. Alle nogen jeg elsker og vil beskytte.
I har måske også børn, børnebørn eller anden familie, i elsker.
Vi står i en nødsituation. Vi står foran et samfundskollaps. Vi kan ikke spilde mere tid.
Med mangelfuld information om risiko er vi blevet lagt i en døs, som vi skal vågne op fra.
Jeg håber, at min tale kan være med til en kollektiv erkendelse af, hvor langt væk vi er fra proportionel og meningsfuld handling med vores klimaplaner.
Og give en fornemmelse af hvilken skala og hastighed, der er brug for. Når først vi kan se det klart, tror jeg, vi bliver villige til at åbne de store værktøjskasser.
”Grøn” er et udvandet begreb
Det er meget vigtigt at skelne mellem det, politikerne siger, og det de rent faktisk gør.
Op til et kommunalvalg står politikerne i kø for at fortælle om, hvor meget den “grønne omstilling” betyder for dem.
Men “grøn” er et udvandet begreb, som er værdiløst, medmindre man klart og konkret siger, hvad det betyder.
Ellers bliver det en teaterforestilling og et PR- og brandingcirkus planlagt af dygtige kommunikationsfolk.
I en nødsituation har vi ikke brug for ”en grønnere borgmester” og ”grønne byråd”.
Hvad er der brug for?
Vi har brug for politikere og byråd, som:
har forstået og erkendt nødvendigheden af og er klar til at indføre markante og øjeblikkelige tiltag;
tør udfordre etablerede økonomiske og sociale strukturer;
skal kunne stå imod modstand fra industri, interesseorganisationer og dele af befolkningen;
lukker og stopper fossilafhængige industrier og transportformer.
Der er desværre ikke nogen partier i dag, som er parat til at gå de nødvendige skridt.
Vi er som vælgere kommet sent ind i kampen. På tirsdag er det et, eller måske to partier, som har potentiale.
Dem skal vi stemme på. Og så kræver det, at klimamarchen i dag følges op af et massivt pres på politikerne. Hver dag skal vi fylde gaderne med protester, vi skal strejke, vi skal lamme samfundet. Ellers sker der ikke noget.
Tirsdag den 25. februar 2025 var jeg var sammen med professor i klimaforandringer og glaciologi, Sebastian Mernild, inviteret i TV Grønt Aarhus til at holde hvert vores oplæg om “klimasituationen” .
De fagligt kompetente oplæg blev set som et nødvendigt udgangspunkt for at drøfte enhver kommunal klimaplan, og TV-udsendelsen havde specifikt Klimaplan Aarhus 2025-2030 som tema.
I studiet var der tre byrådskandidater til kommunalvalget 2025 i Aarhus, som skulle forholde sig til vores oplæg og se dem i relation til klimaplanen.
Risiko
Jeg startede med at tale om risiko, og spurgte om i ville bo i dette hus, hvis risikoen for, at det styrter sammen er 50 % ? Det ville ingen formentlig.
Men når det kommer til klimaforandringer, og hvor hurtigt vi skal reducere udledningen af drivhusgasser for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5 grader, bliver vi underlagt en risiko på mindst 50 %.
Når videnskaben arbejder med klimamodeller, spørger de sig selv: Hvilken risiko ønsker vi at løbe for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader? Hvis man ønsker at løbe en lille risiko, skal man reducere udledningerne hurtigere, end hvis man accepterer en større risiko.
Det resterende globale CO2-budget
Det ledte mig frem til begrebet ”det resterende globale CO2-budget”, som siger noget om, hvor stor en mængde CO2 kan vi udlede og stadig holde os under 1,5 grader?
Det kommer an på, hvilken risiko, vi er villige til at løbe. Når man hører udsagn fra klimavidenskaben om, hvor hurtigt vi skal reducere, er det som regel baseret på en risiko på mindst 50%.
Så når man ikke ønsker at bo i et hus, som har 50 % risiko for at styrte sammen, hvordan kan man så acceptere en risiko på mindst 50 %, når det drejer sig om vores klima og dermed livsgrundlag?
Den mindste risiko, som videnskaben bruger, er 17 %.
Så tager jeg udgangspunkt i det resterende globale CO2-budget, når vi kun ønsker at løbe en risiko på 17% for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader
Herefter stillede jeg spørgsmålet: Hvor meget skal vi procentvis reducere udledningerne fra et år til det næste år for at holde os inden for det eksisterende globale CO2-budget?
73 % hvert år fra starten af 2025.
Fra klima til planetære grænser
Men jeg fortalte også, at vi skal løfte blikket fra kun at beskæftige os med klima, fordi der på jorden er flere systemer, som interagerer med hinanden: bl.a. biodiversitet, miljøforurenende stoffer og ferskvandsressourcer.
Systemerne har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vi siger, at systemerne er inden for det sikre råderum eller indenfor de planetære grænser.
Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer. Det har vi gjort så meget, at 6 ud af 9 grænser er overskredet, og flere af dem har været det i årtier. Det betyder, at vi er kommet længere og længere ud i det usikre område og derfor ser ind i et kollaps med mangel på drikkevand, mad, medicin og husly.
På et tidspunkt (vi ved ikke hvornår) tipper systemerne over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Hver eneste dag, der går, øges risikoen for at vi udløser et eller flere tipping-points. Måske har vi allerede gjort det.
Hvordan er vi havnet i denne situation?
Så hvordan kan det gå til, at vi er havnet i denne situation?
Vores politiske ledere har i sidste ende ansvaret og har ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom. De har svigtet sit ansvar.
Og det fortsætter de med.
De siger stadig, at vi er et foregangsland, selvom vi overforbruger i en grad, som ville kræve 5 planeter, hvis alle mennesker på jorden levede som os.
De siger, at mål i 2030 og 2040 er ambitiøse, selvom vi står i en nødsituation, der kræver øjeblikkelige og markante tiltag, som fra i morgen skærer forbruget ned fra 5 planeter til 1 planet.
Det kræver systemiske ændringer og ændringer af adfærd.
Teknologier kan IKKE bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
Hvad gør en ansvarlig politiker i en nødsituation?
Hvad gør man som ansvarlig politiker, når vi har overskredet de fleste af naturens grænser og derfor er truet på selve vores eksistensgrundlag?
Man sætter alt andet til side og fokuserer på proportionel handling.
Man er nødt til at indføre øjeblikkelige og markante tiltag, som fra i morgen skærer alle ikke-livsnødvendige miljøbelastende aktiviteter væk.
Hvis man ikke kan gøre det fra i morgen, må man gøre det næstbedste: så hurtigt som muligt.
For klima kunne det betyde en procentvis reduktion på 73 % pr. år i forhold til udledningerne det foregående år startende fra i år, 2025, som jeg tidligere har illustreret.
Så skal man igennem den samme øvelse for alle de andre planetære grænser.
Se dele af eller hele udsendelsen ved at klikke på nedenstående. Jeg starter 22:00 inde i udsendelsen.
Vi må alle erkende – selvom det er smerteligt – at vi står i en nødsituation.
Det er en nødsituation, når seks ud af ni planetære grænser er overskredet. Vi er ude i et usikkert område, hvor flere af vores økosystemer er i risiko for at kollapse.
Hver eneste dag gambler vi med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Virkeligheden
Sådan er virkeligheden. Jo før vi forliger os med den virkelighed og agerer proportionelt, jo mindre bliver de skadelige konsekvenser for vores liv og samfund.
Og hvordan agerer man så proportionelt med nødsituationen?
Vi skal stoppe – i hvert fald en periode – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, som ikke er essentielle for vores overlevelse.
Det er politikernes bundne opgave at iværksætte de nødvendige foranstaltninger og regler, som sikrer, at det sker. De bliver nødt til at træde i karakter og agere som de ledere, de er valgt til at være.
Virksomheder og medier skal understøtte politikerne i lederopgaven ved at stoppe de vildledende fortællinger om tekniske “løsninger”, der hverken har nødvendig skala og hastighed, og som ikke adresserer det egentlige problem:
At Danmark og de andre velstillede lande med et tilsyneladende umætteligt forbrug belaster miljøet så meget, at det ville kræve næsten fem jordkloder, hvis resten af verden levede på samme måde.
Realiteterne er, at “grønne” flybrændstoffer, CO2-fangst og -lagring, vindmøller og solceller, brint, power-to-X, pyrolyse og alle de andre teknologier IKKE kommer til at levere den nødvendige hurtige og markante reduktion af de fossile brændstoffer.
Realiteterne er, at teknologierne og de tilhørende vildledende skåltaler om ”eksporteventyr” og ”grøn vækst” IKKE formår at bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
En farlig distraktion
Tværtimod er narrativerne en farlig distraktion, som står i vejen for den nødvendige handling. De spærrer så at sige for nødudgangen.
Der er ingen vej udenom. Nødsituationen kræver, at vi stopper – indtil videre – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, som ikke er essentielle for vores overlevelse.
Politikerne skal sætte de nødvendige rammer for, at det kommer til at ske. Virksomheder og medier skal være understøttende medspillere.
På jorden er der en række miljøprocesser eller systemer, som understøtter livet på jorden. Man kalder dem også for økosystemer.
Alt levende – mennesker, dyr og planter – er afhængige af, at økosystemerne er stabile og i balance. De mange systemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets aktiviteter – skubber i stigende grad til disse balancer.
Alle systemerne har en grænse for, hvor meget de kan belastes, og man stadig kan være sikker på, at de fortsat kan opretholde sin egen funktion. Man kalder grænserne for de planetære grænser. Er systemerne inden for de planetære grænser, er de indenfor det såkaldt sikre råderum.
Men seks ud af ni planetære grænser er overskredet, og de fleste af dem har været det i mange år. Tre eksempler på overskredne planetære grænser er klimaforandringer, tab af biodiversitet og arealanvendelse.
Det er faktisk naturens egne grænser, som vi har overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Vi er ikke længere sikre på, at de seks systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.
Når belastningerne er blevet for store (hvor det punkt er, ved vi ikke), vil økosystemerne så at sige tippe over og komme ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.
Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.
For de fleste er det her med overskridelsen af de planetære grænser nok lidt abstrakt. For Hvad betyder det egentligt for vores dagligdag og liv?
Det betyder, at der er en risiko for, at vi ikke længere vil have adgang til rent drikkevand, tilstrækkelig fødevareproduktion, et sted at bo og medicin. Hver eneste dag, vi fortsætter med miljøbelastende aktiviteter, stiger denne risiko.
Skæv fordeling
De miljømæssige belastninger er meget skævt fordelt, både mellem mennesker i forskellige lande og indenfor de enkelte lande. Groft sagt afhænger de miljømæssige belastninger af, hvor økonomisk velstillet et land er, og hvor mange penge den enkelte borger har.
Jo flere penge jo større miljømæssig belastning.
Hvis resten af verden belastede miljøet som danskerne, ville det kræve næsten fem jordkloder.
Hvordan i alverden kan man med det bagtæppe stadig have en forestilling om, at vi kan fortsætte vores liv som altid med flyrejser, krydstogter, individuel vejtransport, sommerhuse og et umætteligt forbrug af nye køkkener?
Fra politikeres, virksomheders og mediers side bliver vi solgt falske historier om, at ”grøn vækst” og teknologiske løsninger kan løse alle vores problemer. Bare vi får flere vindmøller og solceller samt fanger noget CO2, vil alt blive godt.
Der skal skæres huller i muren af vildledning
Det er nødvendigt at skære nogle store huller i den mur af vildledning, så vi kan se klart.
Naturens grænser er overskredet. Vi kan ikke belaste økosystemerne mere. Hver dag øges risikoen for, at betingelserne for vores eksistensgrundlag forsvinder.
Vi kan altså IKKE leve uden vand, mad og et sted at bo. Hvad er svaret på sådan en akut situation, som er værre end krig?
For det er situationen.
Gennem årtier har vi valgt at lukke øjnene, praktisere et kollektivt selvbedrag og ikke formået at handle tilstrækkeligt. Nu skal regningen betales.
Vi er nødt til at åbne øjnene på vid gab. En situation værre end krig kræver hidtil usete tiltag i såvel skala som i hastighed.
Derfor er vi nødt til øjeblikkeligt at skære de fleste af vores miljøbelastende aktiviteter væk – i hvert fald en periode – så kun de absolut nødvendige behov som vand, mad og husly kan dækkes.
Så kan vores økosystemer forhåbentlig nå at regenerere sig selv, så de ikke kollapser.
Regnemodellen bag samfundsøkonomiske beregninger på transportområdet afspejler ikke, at vores økosystemer og dermed også vores samfund er ved at bryde sammen. Tværtimod danner resultaterne af beregningerne grundlag for beslutninger, som kan bidrage til at træde endnu længere ud over den miljømæssige kant. Det er et stort demokratisk problem, som vi bliver nødt til at adressere.
Et lovforslag om etablering af en tredje Limfjordsforbindelse er nu på vej mod 2. behandling i Folketinget.
Det foreslås at anlægge en ca. 20 km 4-sporet motorvej vest om Aalborg via Egholm med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord.
Klimaet belastes svarende til elforbruget for 4,8 mio. danskere
Anlæg af motorvejen vil give anledning til en udledning af drivhusgasser på ca. 480.000 tons CO2e.
I driftsfasen forventes den årlige CO2e-udledning fra vejtrafikken i Danmark at stige med knap 8.000 tons de første år efter åbningen af motorvejen, hvorefter udledningen forventes at falde, hvilket især skyldes den stigende andel af elbiler på markedet.
På det nuværende grundlag vurderes det, at trafikken over en 50 års periode efter åbningen samlet set vil udlede knap 129.000 ton CO2e mere, end hvis vejen ikke anlægges.
Den samlede udledning i anlægsfasen og driftsfasen for etablering af en tredje Limfjordsforbindelse forventes dermed at blive ca. 609.000 ton CO2e, hvilket svarer til den årlige udledning fra elforbruget (DK2 og Elforbrug) for ca. 4,8 mio. danskere.
De samfundsøkonomiske beregninger vipper
En væsentlig del af beslutningsgrundlaget er de samfundsøkonomiske beregninger for projektet.
I den samfundsøkonomiske analyse opgøres så mange omkostninger og effekter knyttet til projektet som muligt – i kroner og øre. Dette sker via Transportøkonomiske Enhedspriser, hvor f.eks. rejsetidsgevinster og klimapåvirkning værdisættes.
Omkostninger og effekter opgøres over 50 år efter åbning.
Beregningerne viser, at projektet er samfundsøkonomisk rentabelt, da nettonutidsværdien er positiv (624 millioner kroner), og den interne rente er på niveau med diskonteringsrenten (3,5 pct.). Dermed balancerer projektet lige på grænsen for, hvad der opfattes som en god investering i Finansministeriet.
Der skal altså ganske små udsving til, at projektet ikke længere er rentabelt. Det ses også af følsomhedsberegningerne, hvor f.eks. blot en 10 % stigning af anlægsprisen i forhold til overslaget bevirker, at nettonutidsværdien bliver negativ (minus 77 mio. kr.). Et fald i tidsgevinsterne på 25% medfører, at den interne rente falder til 2,8%, og at nettonutidsværdien bliver minus 1 mia. kr.
Resultaterne af de samfundsøkonomiske beregninger for motorvejsprojekterne afhænger fuldstændig af regneprincipperne og den økonomiske værdisætning af de forskellige elementer i den anvendte model.
Sparet rejsetid prissættes meget højt
De samfundsmæssige gevinster ved sparet rejsetid er prissat meget højt i forhold til de andre parametre i de samfundsøkonomiske beregninger, og dermed er det i princippet næsten ligegyldigt, hvor stor f.eks. drivhusgasudledningen er i et givet projekt. Det overskygges alligevel fuldstændigt af posten ”gevinst ved sparet rejsetid”.
For tredje Limfjordsforbindelse er værdien af tidsgevinsten beregnet til 6,1 mia. kr., mens omkostningerne for CO2e-udledninger er beregnet til at være 0,14 mia. kr.
Med andre ord kan der laves 44 anlægsprojekter, som svarer til den planlagte tredje Limfjordsforbindelse, før samfundets angivelige omkostninger forbundet med CO2e-udledninger ved anlæg og drift kommer op på siden af værdien af tidsgevinsten for etablering af blot én tredje Limfjordsforbindelse.
Etablering af 44 af disse anlægsprojekter ville i øvrigt medføre en CO2e-udedning på ca. 26,7 mio. ton CO2e svarende til mere end hele Danmarks forventede årlige CO2e-udledning i 2030.
Regnemodellen kan ikke bruges
Med de resultater og perspektiver, må man stille sig selv spørgsmålet, om regnemodellen bag de samfundsøkonomiske beregninger på transportområdet er god nok?
Afspejler modellen, at:
vi står i en planetær krise, hvor størstedelen af naturens egne grænser er overskredet, og systemerne er ude af balance?
vi i mange år har befundet os i et usikkert område med risiko for, at naturens systemer så at sige tipper over og kommer ud af kontrol?
hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne planet med?
Det gør den absolut ikke.
For det første beskæftiger modellen sig kun med miljøbelastninger for én af de såkaldte planetære grænser, som er overskredet, Klimaforandringer. Udeladt er de fem øvrige overskredne planetære grænser: Biodiversitet, Nye syntetiske stoffer, Ferskvand, Fosfor/Kvælstof og Arealanvendelse.
Vores økosystemer er ved at bryde sammen. Vi kan med egne øjne se hedebølger, skovbrande og oversvømmelser af et hidtil uset omfang. Konsekvenserne er mangel på rent drikkevand, mad, medicin og husly med tilhørende konflikter og krige. Tusindvis af mennesker dør allerede – bare ikke i Danmark.
Et nyt motorvejsprojekt bidrager med sine miljøbelastninger til at forstærke alle de ovenstående konsekvenser ved at skubbe økosystemerne endnu længere væk fra det sikre miljømæssige råderum og tættere på et kollaps og dermed også et kollaps af vores samfund.
Intet af dette forholder modellen sig til. Den viser blot, at vi skal fortsætte business-as-usual og træde endnu længere ud over kanten ved at bygge nye motorveje.
Når en regnemodel konkluderer, at samme motorvejsprojekt vil bidrage positivt til samfundet, så er der noget helt galt med regnemodellen.
Vi kan simpelthen ikke bruge en model, som ikke forholder sig til det helt essentielle – risikoen for at ødelægge vores eksistensgrundlag. Det er et stort demokratisk problem, som vi bliver nødt til at adressere.
Den viden, vi har, forpligter. Vi er nødt til at være de kloge og gøre det rigtige.
Historien vil hylde os for at se klart i den nuværende planetære krise og fokusere på at undgå yderligere miljømæssige belastninger og derfor stoppe planerne om etablering af nye motorveje.
I morgen udkommer Klimarådets årlige statusrapport med eksamensresultaterne for regeringens klimapolitik.
En stor del af fokus vil sandsynligvis være på, hvorvidt regeringen har anskueliggjort en vej mod Klimalovens mål om reduktioner af drivhusgasudledninger på 50-54 % i 2025, 70 % i 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Klimarådet kommer måske med en svag kritik af regeringens indsats krydret med formuleringen om, at på nogle punkter har regeringen gjort det okay.
Regeringen vil lede med en tættekam efter de mindste positive tilkendegivelser og ophøje dem til generelle resultater af Klimarådets evaluering.
Klimabevægelserne vil fokusere på Klimarådets kritikpunkter, som formentlig peger på, at elementer af regeringens klimapolitik er baseret på usikre forventninger til udvikling af teknologier samt for ringe implementeringshastighed.
Journalisterne vil være lidt over det hele.
Alle vil rende rundt og diskutere statusrapporten, og samtalen om klimapolitik bliver dermed reduceret til en snæver boble, hvor man graver sig ned i elementer i en rapport.
Men i virkeligheden er indholdet af rapporten næsten ligegyldigt.
Rapporten tjener til, at fokus for samtalen snævrer ind, og at man dermed helt glemmer helikopterperspektivet.
Rapporten fjerner fokus fra de rigtige problemer
Og hvad går vi glip af at se, når vi ikke går op i helikopterperspektivet?
Vi ser ikke, at seks ud af ni planetære grænser er overskredet. De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer og er naturens grænser for, hvornår de med sikkerhed stadig kan opretholde sin egen funktion.
Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.
Èn af de planetære grænser, Klimaforandringer, blev allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million).
Herefter har man har brugt de sidste 36 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 36 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.
Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.
Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2025, 2030 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.
Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.
Modificeret illustration fra Politiken
Vi står foran et samfundskollaps – og politikerne gør ingenting
Klimarådets statusrapport kommer til at fungere som en distraktion for realiteterne og væk fra den diskussion, samfundet egentlig burde have:
Hvad skal vi gøre, når vi står foran et kollaps af vores livgivende økosystemer?
Et kollaps, som fører til mangel på rent drikkevand, mad og medicin, konflikter og krige.
Samfundet, som vi kender det, bryder sammen.
Hvad skal vi gøre ved politikernes manglende evne og vilje til at optræde som de ledere, de er valgt til at være?
Hvad skal vi gøre, når vores ledere svigter deres ansvar?
Folketingsmedlemmerne er valgt af befolkningen som vores ledere, og en af deres vigtigste opgaver er at styre os gennem krisesituationer.
I øjeblikket står vi i den alvorligste krise nogensinde i menneskehedens historie. En reel trussel mod selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.
En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.
Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.
Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til belastning af vores økosystemer.
Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem.
Vi bliver holdt for nar, når en række større virksomheder proklamerer, at deres reduktionsmål for drivhusgasudledninger overholder Parisaftalen – den aftale, hvor de fleste af verdens lande i 2015 forpligtigede sig til at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.
Vi bliver bildt ind, at virksomhedernes reduktionsmål er et godt svar på de enorme udfordringer vi står i, hvor seks af naturens ni økosystemer har overskredet sine grænser og er ude i usikkert område.
I virkeligheden er virksomhedernes reduktionsmål helt utilstrækkelige. Og det på trods af, at målene er valideret af det såkaldte Science Based Targets initiative (SBTi), som er den institution og det værktøj, hvor virksomheder og organisationer kan fastsætte og få valideret klimamål, der angiveligt stemmer overens med klimavidenskaben og bidrager til opnåelse af Parisaftalen.
Problemet er, at SBTi har meget lidt med klimavidenskab at gøre. Deres kriterier for reduktionsmål lever i hvert fald ikke op til Parisaftalen.
For at forstå det skal vi starte med at se på, hvordan videnskaben arbejder med klima.
Hvordan arbejder klimavidenskaben?
Klimavidenskaben laver beregninger af, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores resterende globale CO2-budget [2]. Dette tal er ikke mejslet i sten, da der er usikkerheder forbundet med brug af de store komplekse modeller, som bruges. Når størrelsen af dette budget skal bestemmes, arbejder man derfor med sandsynligheder.
Det betyder, at der til et givent resterende CO2-budget hører en sandsynlighed for, at overholdelsen af budgettet også vil holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.
Man arbejder oftest med sandsynligheder på mindst 50 %, 66 % og 83 %.
Har videnskaben beregnet et resterende CO2-budget med en sandsynlighed på 83 % betyder det også, at selv om man gør alt for at reducere og ikke udleder mere, end der er plads til i CO2-budgettet, så er der stadig op til 100 % – 83 % = 17 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning alligeveloverskrider 1,5°C.
Hvor stort er det resterende globale CO2-budget?
Resultaterne af klimavidenskabens samlede forskning samles med mellemrum i tusindsiders lange rapporter i regi af FN´s Klimapanel (IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change). Dette sker dog typisk kun med intervaller på 5-10 år.
Faktabaseret beslutningstagning skal ske på baggrund af ajourførte og rettidige oplysninger om nøgleindikatorer for klimasystemets tilstand og for menneskets indflydelse på det globale klimasystem.
I juni 2023 blev der udgivet opdateringer [1] til det resterende CO2-budget angivet i IPCC’s seneste rapport AR6 [2]. Resultaterne er opsummeret i Tabel 1.
Tabel 1: Resterende globale CO2-budgetter fra 1. januar 2023. Kilde: [1]
Så for at svare på spørgsmålet om, hvor stort det resterende globale CO2-budget er, må vi først tage stilling til, hvilken sandsynlighed vi ønsker, for at den globale middeltemperaturstigning holdes under 1,5°C?
Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents chance for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Selvfølgelig ikke.
Ikke desto mindre baserer IPCC og mange andre studier sine konklusioner om reduktionshastighed for CO2-udledninger på en sandsynlighed på mindst 50 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C. Det betyder samtidig også, at der er 50 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning overskrider 1,5°C. Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men bliver ikke desto mindre brugt af politikere og beslutningstagere til at lave tiltag efter.
Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag? Desværre er kun ganske få i stand til at gennemskue denne vildledning.
Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så store sandsynligheder som muligt for, at vi kan bibeholde livsgrundlaget. I forhold til CO2-budgettet er den højeste sandsynlighed 83 % i IPCC-regi.
Med det i mente, er det resterende globale CO2-budget 100 Gton CO2 pr. 1. januar 2023, se illustration i Figur 1.
Figur 1: Egen figur lavet ud fra data i [1] med et CO2-budget, som giver 83% sandsynlighed for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
Da der samtidig udledes godt 40 Gton CO2 om året, vil dette budget være brugt op allerede medio 2025, altså om ca. 1½ år, hvis vi fortsætter de nuværende udledninger.
Der er altså behov for meget store og meget hurtige reduktioner af de globale CO2-udledninger. Mål om nettonul-udledning i 2050, 2040 og 2030 giver i ovenstående lys absolut ingen mening.
SBTi’s reduktionsmål er et stort svindelnummer
Og det er netop her, at SBTi’s reduktionsmål afsløres som et stort svindelnummer.
SBTi har overordnede krav om 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Hvabehar’? Vi ved jo allerede godt, at reduktionsmål så langt ude i fremtiden ikke overholder Parisaftalen.
Med den reduktionshastighed – og under forudsætning af, at alle i verden reducerede, og at de startede i 2024 – ville hele CO2-budgettet være brugt op i 2028.
Så når man på de store scener hylder virksomheder for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen. Et falsk billede af, at her ser vi ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang og dermed kan bidrage til at stoppe de eskalerende naturkriser, vi er vidner til.
Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål. Det giver virksomheder, politikere, interesseorganisationer, den fossile industri og den økonomiske elite social licens samt fred og ro til at fortsætte ødelæggelsen af vores fælles eksistensgrundlag.
Teaterforestillingen spiller hver dag
Hver dag sidder vi som befolkning med i teateret og ser på den vildledende forestilling, der udspiller sig på scenen. Løgnen om Danmark som et grønt foregangsland. Løgnen om tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne. Løgnen fra mange instanser i samfundet om, at man gør det nødvendige.
I sidste uge blev jeg selv hevet helt op til scenen, da jeg deltog i et debatarrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?”
Arrangementet blev afholdt i anledning af Verdensmålsugen 2023 og udgangspunktet for debatten var, at UN Global Compact Network Denmark samme morgen havde udgivet årets statusrapport for SBTi i Danmark [3].
I pressemeddelelsen om rapporten skrev Global Compact Network Danmark bl.a.: ”Danske virksomheder ligger fortsat i top sammenlignet med resten af verden, når det gælder om at sætte videnskabeligt baserede klimamål gennem Science Based Targets initiative (SBTi). Og et stigende antal virksomheder sætter mål for, hvornår det skal være slut med at udlede drivhusgasser.”
Roserne til de danske virksomheder var også store fra flere af panelisterne til debatarrangementet. Særligt var vicedirektøren i Dansk Industri, Anne Højer Simonsen, begejstret, da hun udtalte, at hun er stolt af den danske indsats, og at ”den er guld værd for den danske regering og folketingspolitikere, når man står ude i verden og siger, at vi skal udfase fossile brændsler”.
Ren manipulation, som tilhørerne tilsyneladende slugte råt.
Når man ved, at det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og at Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden [4] og [5], er det jo nærmest tragikomisk at holde et seriøst arrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?”
Det er jo helt tydeligt, at danske virksomheder ikke leverer. De er ikke engang i nærheden af det. Men det ønskede ingen at tale om til arrangementet. Den vildledende teaterforestilling understøttede tværtimod det kollektive bedrag om Danmark som et grønt foregangsland. Landet, der hvert år bruger ressourcer, som var der 4 jordkloder.
Vi gambler med vores eksistensgrundlag
I virkeligheden er CO2-budgettet også en konstrueret målestok, som giver falsk tryghed.
I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse, Klimaforandringer.
Man har brugt de sidste 35 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.
De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer. Udover den planetære grænse, Klimaforandringer, er fem andre planetære grænser overskredet. Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.
Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.
Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.
Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.
På tide at se realiteterne i øjnene
SBTi’s reduktionsmål lever ikke op til Parisaftalen.
Når virksomheder og organisationer hyldes for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen af ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang.
Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål.
Det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden.
Danmark er et af de lande i verden, som bidrager mest til nedbrydelsen af de fælles økosystemer.
Hver eneste dag bliver vi som befolkning fodret med vildledning og løgne om Danmark som et grønt foregangsland og et land med tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne.
Seks ud af naturens ni økosystemer er blevet ustabile. Så længe vi ikke stopper belastningen af økosystemerne, gambler vi med vores eksistensgrundlag. Fjerne mål i 2050, 2040 og 2030 giver ikke nogen mening i den meget akutte situation, vi står i. Belastningen af økosystemerne skal stoppe nu.
Referencer
[1] P. M. Forster et al.: Indicators of Global Climate Change 2022: annual update
[2] IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.
I dag var jeg til et fælles debatarrangement afholdt af Danske Rederier og Rådet for Grøn Omstilling med titlen ”Vi skal videre. Grøn skibsfart: Hvor langt er vi og hvad er næste skridt?”.
Udgangspunktet for arrangementet var med Danske Rederiers ord: ”Med en historisk aftale i FN’s søfartsorganisation denne sommer, blev 175 lande enige om at skibsfarten skal være klimaneutral.”
Nuvel, en historisk aftale, det kan man måske medgive arrangørerne. Men leverer aftalen nok?
CO2e-reduktioner bliver ædt op af øget transport
Aftalen har en overordnet målsætning om ”klimaneutral skibsfart i eller omkring, dvs. tæt på, 2050”. Reduktionsmål i 2030 og 2040 på hhv. 20-30 % og 70-80 % (i forhold til 2008) [1].
Brancheorganisationen for dansk skibsfart, Danske Rederier har en målsætning om, at mindst fem procent af danskopererede skibe skal kunne sejle på ”net-zero” brændstoffer i 2030 [2].
I bedste fald reducerer ”net-zero” brændstoffer CO2e-udledningerne med 70 % i fht. brug af fossile brændstoffer, se Figur 1.
2030-målet for ”net-zero” brændstoffer giver dermed en reel CO2e-reduktion på 70 % af 5 % = 3,5 %
Samtidig er skibscontainertransport vokset støt med gennemsnitlig 3 % om året i perioden 1990-2022 [3], se også Figur 2.
Figur 2: Udvikling i global skibscontainertransport i perioden 1990-2024
Fremskrivninger indikerer yderligere vækst med en estimeret 2,2 procent vækst fra 2022 til 2023 og en efterfølgende vækst på 2,6 procent fra 2023 til 2024.
Fremskrives disse vækstrater vil skibscontainertransporten være vokset med 21 % i 2030 sammenlignet med 2022.
CO2e-reduktionerne fra brug af net-zero brændstoffer bliver dermed hurtigt mere end ædt op af øget transport.
Hver eneste dag gambler vi med vores eksistensgrundlag
Men for at vurdere, om aftalen generelt leverer nok, må man se på den situation, vi befinder os i.
Vi mennesker har overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer. Seks planetære grænser er overskredet, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.
Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.
Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 jo nærmest tragikomiske og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben og vælger at gå rundt med nogle af de største skyklapper på.
Et forsøg på manipulation
Jeg ser arrangementet i dag som et forsøg på manipulation, hvor Danske Rederier og branchens aktører – godt hjulpet på vej af Rådet for Grøn Omstillings stiltiende accept – prøver at tale sig væk fra den virkelighed, jeg lige har skitseret.
De prøver at bilde os ind, at dansk skibsfart har en meningsfuld rolle at spille i forhold til at stoppe belastningen af økosystemerne.
Det har de ikke. Tværtimod er de med til at gøre situationen værre. Det er et vildledende narrativ, når Danske Rederier fortæller om ambitiøse målsætninger for ”grønne” brændstoffer, og at dansk skibsfart er villig til at gå forrest og tage globalt lederskab.
Samtalen i dag burde i stedet have handlet om, at vi ikke længere har et miljømæssigt råderum til fortsat skibsfart og om, hvad vi skal stille op med den viden.
