Vi må alle erkende – selvom det er smerteligt – at vi står i en nødsituation.
Det er en nødsituation, når seks ud af ni planetære grænser er overskredet. Vi er ude i et usikkert område, hvor flere af vores økosystemer er i risiko for at kollapse.
Hver eneste dag gambler vi med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Virkeligheden
Sådan er virkeligheden. Jo før vi forliger os med den virkelighed og agerer proportionelt, jo mindre bliver de skadelige konsekvenser for vores liv og samfund.
Og hvordan agerer man så proportionelt med nødsituationen?
Vi skal stoppe – i hvert fald en periode – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, som ikke er essentielle for vores overlevelse.
Det er politikernes bundne opgave at iværksætte de nødvendige foranstaltninger og regler, som sikrer, at det sker. De bliver nødt til at træde i karakter og agere som de ledere, de er valgt til at være.
Virksomheder og medier skal understøtte politikerne i lederopgaven ved at stoppe de vildledende fortællinger om tekniske “løsninger”, der hverken har nødvendig skala og hastighed, og som ikke adresserer det egentlige problem:
At Danmark og de andre velstillede lande med et tilsyneladende umætteligt forbrug belaster miljøet så meget, at det ville kræve næsten fem jordkloder, hvis resten af verden levede på samme måde.
Realiteterne er, at “grønne” flybrændstoffer, CO2-fangst og -lagring, vindmøller og solceller, brint, power-to-X, pyrolyse og alle de andre teknologier IKKE kommer til at levere den nødvendige hurtige og markante reduktion af de fossile brændstoffer.
Realiteterne er, at teknologierne og de tilhørende vildledende skåltaler om ”eksporteventyr” og ”grøn vækst” IKKE formår at bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.
En farlig distraktion
Tværtimod er narrativerne en farlig distraktion, som står i vejen for den nødvendige handling. De spærrer så at sige for nødudgangen.
Der er ingen vej udenom. Nødsituationen kræver, at vi stopper – indtil videre – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, som ikke er essentielle for vores overlevelse.
Politikerne skal sætte de nødvendige rammer for, at det kommer til at ske. Virksomheder og medier skal være understøttende medspillere.
På jorden er der en række miljøprocesser eller systemer, som understøtter livet på jorden. Man kalder dem også for økosystemer.
Alt levende – mennesker, dyr og planter – er afhængige af, at økosystemerne er stabile og i balance. De mange systemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets aktiviteter – skubber i stigende grad til disse balancer.
Alle systemerne har en grænse for, hvor meget de kan belastes, og man stadig kan være sikker på, at de fortsat kan opretholde sin egen funktion. Man kalder grænserne for de planetære grænser. Er systemerne inden for de planetære grænser, er de indenfor det såkaldt sikre råderum.
Men seks ud af ni planetære grænser er overskredet, og de fleste af dem har været det i mange år. Tre eksempler på overskredne planetære grænser er klimaforandringer, tab af biodiversitet og arealanvendelse.
Det er faktisk naturens egne grænser, som vi har overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Vi er ikke længere sikre på, at de seks systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.
Når belastningerne er blevet for store (hvor det punkt er, ved vi ikke), vil økosystemerne så at sige tippe over og komme ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.
Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.
For de fleste er det her med overskridelsen af de planetære grænser nok lidt abstrakt. For Hvad betyder det egentligt for vores dagligdag og liv?
Det betyder, at der er en risiko for, at vi ikke længere vil have adgang til rent drikkevand, tilstrækkelig fødevareproduktion, et sted at bo og medicin. Hver eneste dag, vi fortsætter med miljøbelastende aktiviteter, stiger denne risiko.
Skæv fordeling
De miljømæssige belastninger er meget skævt fordelt, både mellem mennesker i forskellige lande og indenfor de enkelte lande. Groft sagt afhænger de miljømæssige belastninger af, hvor økonomisk velstillet et land er, og hvor mange penge den enkelte borger har.
Jo flere penge jo større miljømæssig belastning.
Hvis resten af verden belastede miljøet som danskerne, ville det kræve næsten fem jordkloder.
Hvordan i alverden kan man med det bagtæppe stadig have en forestilling om, at vi kan fortsætte vores liv som altid med flyrejser, krydstogter, individuel vejtransport, sommerhuse og et umætteligt forbrug af nye køkkener?
Fra politikeres, virksomheders og mediers side bliver vi solgt falske historier om, at ”grøn vækst” og teknologiske løsninger kan løse alle vores problemer. Bare vi får flere vindmøller og solceller samt fanger noget CO2, vil alt blive godt.
Der skal skæres huller i muren af vildledning
Det er nødvendigt at skære nogle store huller i den mur af vildledning, så vi kan se klart.
Naturens grænser er overskredet. Vi kan ikke belaste økosystemerne mere. Hver dag øges risikoen for, at betingelserne for vores eksistensgrundlag forsvinder.
Vi kan altså IKKE leve uden vand, mad og et sted at bo. Hvad er svaret på sådan en akut situation, som er værre end krig?
For det er situationen.
Gennem årtier har vi valgt at lukke øjnene, praktisere et kollektivt selvbedrag og ikke formået at handle tilstrækkeligt. Nu skal regningen betales.
Vi er nødt til at åbne øjnene på vid gab. En situation værre end krig kræver hidtil usete tiltag i såvel skala som i hastighed.
Derfor er vi nødt til øjeblikkeligt at skære de fleste af vores miljøbelastende aktiviteter væk – i hvert fald en periode – så kun de absolut nødvendige behov som vand, mad og husly kan dækkes.
Så kan vores økosystemer forhåbentlig nå at regenerere sig selv, så de ikke kollapser.
Regnemodellen bag samfundsøkonomiske beregninger på transportområdet afspejler ikke, at vores økosystemer og dermed også vores samfund er ved at bryde sammen. Tværtimod danner resultaterne af beregningerne grundlag for beslutninger, som kan bidrage til at træde endnu længere ud over den miljømæssige kant. Det er et stort demokratisk problem, som vi bliver nødt til at adressere.
Et lovforslag om etablering af en tredje Limfjordsforbindelse er nu på vej mod 2. behandling i Folketinget.
Det foreslås at anlægge en ca. 20 km 4-sporet motorvej vest om Aalborg via Egholm med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord.
Klimaet belastes svarende til elforbruget for 4,8 mio. danskere
Anlæg af motorvejen vil give anledning til en udledning af drivhusgasser på ca. 480.000 tons CO2e.
I driftsfasen forventes den årlige CO2e-udledning fra vejtrafikken i Danmark at stige med knap 8.000 tons de første år efter åbningen af motorvejen, hvorefter udledningen forventes at falde, hvilket især skyldes den stigende andel af elbiler på markedet.
På det nuværende grundlag vurderes det, at trafikken over en 50 års periode efter åbningen samlet set vil udlede knap 129.000 ton CO2e mere, end hvis vejen ikke anlægges.
Den samlede udledning i anlægsfasen og driftsfasen for etablering af en tredje Limfjordsforbindelse forventes dermed at blive ca. 609.000 ton CO2e, hvilket svarer til den årlige udledning fra elforbruget (DK2 og Elforbrug) for ca. 4,8 mio. danskere.
De samfundsøkonomiske beregninger vipper
En væsentlig del af beslutningsgrundlaget er de samfundsøkonomiske beregninger for projektet.
I den samfundsøkonomiske analyse opgøres så mange omkostninger og effekter knyttet til projektet som muligt – i kroner og øre. Dette sker via Transportøkonomiske Enhedspriser, hvor f.eks. rejsetidsgevinster og klimapåvirkning værdisættes.
Omkostninger og effekter opgøres over 50 år efter åbning.
Beregningerne viser, at projektet er samfundsøkonomisk rentabelt, da nettonutidsværdien er positiv (624 millioner kroner), og den interne rente er på niveau med diskonteringsrenten (3,5 pct.). Dermed balancerer projektet lige på grænsen for, hvad der opfattes som en god investering i Finansministeriet.
Der skal altså ganske små udsving til, at projektet ikke længere er rentabelt. Det ses også af følsomhedsberegningerne, hvor f.eks. blot en 10 % stigning af anlægsprisen i forhold til overslaget bevirker, at nettonutidsværdien bliver negativ (minus 77 mio. kr.). Et fald i tidsgevinsterne på 25% medfører, at den interne rente falder til 2,8%, og at nettonutidsværdien bliver minus 1 mia. kr.
Resultaterne af de samfundsøkonomiske beregninger for motorvejsprojekterne afhænger fuldstændig af regneprincipperne og den økonomiske værdisætning af de forskellige elementer i den anvendte model.
Sparet rejsetid prissættes meget højt
De samfundsmæssige gevinster ved sparet rejsetid er prissat meget højt i forhold til de andre parametre i de samfundsøkonomiske beregninger, og dermed er det i princippet næsten ligegyldigt, hvor stor f.eks. drivhusgasudledningen er i et givet projekt. Det overskygges alligevel fuldstændigt af posten ”gevinst ved sparet rejsetid”.
For tredje Limfjordsforbindelse er værdien af tidsgevinsten beregnet til 6,1 mia. kr., mens omkostningerne for CO2e-udledninger er beregnet til at være 0,14 mia. kr.
Med andre ord kan der laves 44 anlægsprojekter, som svarer til den planlagte tredje Limfjordsforbindelse, før samfundets angivelige omkostninger forbundet med CO2e-udledninger ved anlæg og drift kommer op på siden af værdien af tidsgevinsten for etablering af blot én tredje Limfjordsforbindelse.
Etablering af 44 af disse anlægsprojekter ville i øvrigt medføre en CO2e-udedning på ca. 26,7 mio. ton CO2e svarende til mere end hele Danmarks forventede årlige CO2e-udledning i 2030.
Regnemodellen kan ikke bruges
Med de resultater og perspektiver, må man stille sig selv spørgsmålet, om regnemodellen bag de samfundsøkonomiske beregninger på transportområdet er god nok?
Afspejler modellen, at:
vi står i en planetær krise, hvor størstedelen af naturens egne grænser er overskredet, og systemerne er ude af balance?
vi i mange år har befundet os i et usikkert område med risiko for, at naturens systemer så at sige tipper over og kommer ud af kontrol?
hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne planet med?
Det gør den absolut ikke.
For det første beskæftiger modellen sig kun med miljøbelastninger for én af de såkaldte planetære grænser, som er overskredet, Klimaforandringer. Udeladt er de fem øvrige overskredne planetære grænser: Biodiversitet, Nye syntetiske stoffer, Ferskvand, Fosfor/Kvælstof og Arealanvendelse.
Vores økosystemer er ved at bryde sammen. Vi kan med egne øjne se hedebølger, skovbrande og oversvømmelser af et hidtil uset omfang. Konsekvenserne er mangel på rent drikkevand, mad, medicin og husly med tilhørende konflikter og krige. Tusindvis af mennesker dør allerede – bare ikke i Danmark.
Et nyt motorvejsprojekt bidrager med sine miljøbelastninger til at forstærke alle de ovenstående konsekvenser ved at skubbe økosystemerne endnu længere væk fra det sikre miljømæssige råderum og tættere på et kollaps og dermed også et kollaps af vores samfund.
Intet af dette forholder modellen sig til. Den viser blot, at vi skal fortsætte business-as-usual og træde endnu længere ud over kanten ved at bygge nye motorveje.
Når en regnemodel konkluderer, at samme motorvejsprojekt vil bidrage positivt til samfundet, så er der noget helt galt med regnemodellen.
Vi kan simpelthen ikke bruge en model, som ikke forholder sig til det helt essentielle – risikoen for at ødelægge vores eksistensgrundlag. Det er et stort demokratisk problem, som vi bliver nødt til at adressere.
Den viden, vi har, forpligter. Vi er nødt til at være de kloge og gøre det rigtige.
Historien vil hylde os for at se klart i den nuværende planetære krise og fokusere på at undgå yderligere miljømæssige belastninger og derfor stoppe planerne om etablering af nye motorveje.
I morgen udkommer Klimarådets årlige statusrapport med eksamensresultaterne for regeringens klimapolitik.
En stor del af fokus vil sandsynligvis være på, hvorvidt regeringen har anskueliggjort en vej mod Klimalovens mål om reduktioner af drivhusgasudledninger på 50-54 % i 2025, 70 % i 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Klimarådet kommer måske med en svag kritik af regeringens indsats krydret med formuleringen om, at på nogle punkter har regeringen gjort det okay.
Regeringen vil lede med en tættekam efter de mindste positive tilkendegivelser og ophøje dem til generelle resultater af Klimarådets evaluering.
Klimabevægelserne vil fokusere på Klimarådets kritikpunkter, som formentlig peger på, at elementer af regeringens klimapolitik er baseret på usikre forventninger til udvikling af teknologier samt for ringe implementeringshastighed.
Journalisterne vil være lidt over det hele.
Alle vil rende rundt og diskutere statusrapporten, og samtalen om klimapolitik bliver dermed reduceret til en snæver boble, hvor man graver sig ned i elementer i en rapport.
Men i virkeligheden er indholdet af rapporten næsten ligegyldigt.
Rapporten tjener til, at fokus for samtalen snævrer ind, og at man dermed helt glemmer helikopterperspektivet.
Rapporten fjerner fokus fra de rigtige problemer
Og hvad går vi glip af at se, når vi ikke går op i helikopterperspektivet?
Vi ser ikke, at seks ud af ni planetære grænser er overskredet. De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer og er naturens grænser for, hvornår de med sikkerhed stadig kan opretholde sin egen funktion.
Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.
Èn af de planetære grænser, Klimaforandringer, blev allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million).
Herefter har man har brugt de sidste 36 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 36 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.
Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.
Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2025, 2030 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.
Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.
Modificeret illustration fra Politiken
Vi står foran et samfundskollaps – og politikerne gør ingenting
Klimarådets statusrapport kommer til at fungere som en distraktion for realiteterne og væk fra den diskussion, samfundet egentlig burde have:
Hvad skal vi gøre, når vi står foran et kollaps af vores livgivende økosystemer?
Et kollaps, som fører til mangel på rent drikkevand, mad og medicin, konflikter og krige.
Samfundet, som vi kender det, bryder sammen.
Hvad skal vi gøre ved politikernes manglende evne og vilje til at optræde som de ledere, de er valgt til at være?
Hvad skal vi gøre, når vores ledere svigter deres ansvar?
Folketingsmedlemmerne er valgt af befolkningen som vores ledere, og en af deres vigtigste opgaver er at styre os gennem krisesituationer.
I øjeblikket står vi i den alvorligste krise nogensinde i menneskehedens historie. En reel trussel mod selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.
En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.
Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.
Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til belastning af vores økosystemer.
Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem.
Vi bliver holdt for nar, når en række større virksomheder proklamerer, at deres reduktionsmål for drivhusgasudledninger overholder Parisaftalen – den aftale, hvor de fleste af verdens lande i 2015 forpligtigede sig til at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.
Vi bliver bildt ind, at virksomhedernes reduktionsmål er et godt svar på de enorme udfordringer vi står i, hvor seks af naturens ni økosystemer har overskredet sine grænser og er ude i usikkert område.
I virkeligheden er virksomhedernes reduktionsmål helt utilstrækkelige. Og det på trods af, at målene er valideret af det såkaldte Science Based Targets initiative (SBTi), som er den institution og det værktøj, hvor virksomheder og organisationer kan fastsætte og få valideret klimamål, der angiveligt stemmer overens med klimavidenskaben og bidrager til opnåelse af Parisaftalen.
Problemet er, at SBTi har meget lidt med klimavidenskab at gøre. Deres kriterier for reduktionsmål lever i hvert fald ikke op til Parisaftalen.
For at forstå det skal vi starte med at se på, hvordan videnskaben arbejder med klima.
Hvordan arbejder klimavidenskaben?
Klimavidenskaben laver beregninger af, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores resterende globale CO2-budget [2]. Dette tal er ikke mejslet i sten, da der er usikkerheder forbundet med brug af de store komplekse modeller, som bruges. Når størrelsen af dette budget skal bestemmes, arbejder man derfor med sandsynligheder.
Det betyder, at der til et givent resterende CO2-budget hører en sandsynlighed for, at overholdelsen af budgettet også vil holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.
Man arbejder oftest med sandsynligheder på mindst 50 %, 66 % og 83 %.
Har videnskaben beregnet et resterende CO2-budget med en sandsynlighed på 83 % betyder det også, at selv om man gør alt for at reducere og ikke udleder mere, end der er plads til i CO2-budgettet, så er der stadig op til 100 % – 83 % = 17 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning alligeveloverskrider 1,5°C.
Hvor stort er det resterende globale CO2-budget?
Resultaterne af klimavidenskabens samlede forskning samles med mellemrum i tusindsiders lange rapporter i regi af FN´s Klimapanel (IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change). Dette sker dog typisk kun med intervaller på 5-10 år.
Faktabaseret beslutningstagning skal ske på baggrund af ajourførte og rettidige oplysninger om nøgleindikatorer for klimasystemets tilstand og for menneskets indflydelse på det globale klimasystem.
I juni 2023 blev der udgivet opdateringer [1] til det resterende CO2-budget angivet i IPCC’s seneste rapport AR6 [2]. Resultaterne er opsummeret i Tabel 1.
Tabel 1: Resterende globale CO2-budgetter fra 1. januar 2023. Kilde: [1]
Så for at svare på spørgsmålet om, hvor stort det resterende globale CO2-budget er, må vi først tage stilling til, hvilken sandsynlighed vi ønsker, for at den globale middeltemperaturstigning holdes under 1,5°C?
Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents chance for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Selvfølgelig ikke.
Ikke desto mindre baserer IPCC og mange andre studier sine konklusioner om reduktionshastighed for CO2-udledninger på en sandsynlighed på mindst 50 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C. Det betyder samtidig også, at der er 50 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning overskrider 1,5°C. Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men bliver ikke desto mindre brugt af politikere og beslutningstagere til at lave tiltag efter.
Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag? Desværre er kun ganske få i stand til at gennemskue denne vildledning.
Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så store sandsynligheder som muligt for, at vi kan bibeholde livsgrundlaget. I forhold til CO2-budgettet er den højeste sandsynlighed 83 % i IPCC-regi.
Med det i mente, er det resterende globale CO2-budget 100 Gton CO2 pr. 1. januar 2023, se illustration i Figur 1.
Figur 1: Egen figur lavet ud fra data i [1] med et CO2-budget, som giver 83% sandsynlighed for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.
Da der samtidig udledes godt 40 Gton CO2 om året, vil dette budget være brugt op allerede medio 2025, altså om ca. 1½ år, hvis vi fortsætter de nuværende udledninger.
Der er altså behov for meget store og meget hurtige reduktioner af de globale CO2-udledninger. Mål om nettonul-udledning i 2050, 2040 og 2030 giver i ovenstående lys absolut ingen mening.
SBTi’s reduktionsmål er et stort svindelnummer
Og det er netop her, at SBTi’s reduktionsmål afsløres som et stort svindelnummer.
SBTi har overordnede krav om 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Hvabehar’? Vi ved jo allerede godt, at reduktionsmål så langt ude i fremtiden ikke overholder Parisaftalen.
Med den reduktionshastighed – og under forudsætning af, at alle i verden reducerede, og at de startede i 2024 – ville hele CO2-budgettet være brugt op i 2028.
Så når man på de store scener hylder virksomheder for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen. Et falsk billede af, at her ser vi ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang og dermed kan bidrage til at stoppe de eskalerende naturkriser, vi er vidner til.
Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål. Det giver virksomheder, politikere, interesseorganisationer, den fossile industri og den økonomiske elite social licens samt fred og ro til at fortsætte ødelæggelsen af vores fælles eksistensgrundlag.
Teaterforestillingen spiller hver dag
Hver dag sidder vi som befolkning med i teateret og ser på den vildledende forestilling, der udspiller sig på scenen. Løgnen om Danmark som et grønt foregangsland. Løgnen om tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne. Løgnen fra mange instanser i samfundet om, at man gør det nødvendige.
I sidste uge blev jeg selv hevet helt op til scenen, da jeg deltog i et debatarrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?”
Arrangementet blev afholdt i anledning af Verdensmålsugen 2023 og udgangspunktet for debatten var, at UN Global Compact Network Denmark samme morgen havde udgivet årets statusrapport for SBTi i Danmark [3].
I pressemeddelelsen om rapporten skrev Global Compact Network Danmark bl.a.: ”Danske virksomheder ligger fortsat i top sammenlignet med resten af verden, når det gælder om at sætte videnskabeligt baserede klimamål gennem Science Based Targets initiative (SBTi). Og et stigende antal virksomheder sætter mål for, hvornår det skal være slut med at udlede drivhusgasser.”
Roserne til de danske virksomheder var også store fra flere af panelisterne til debatarrangementet. Særligt var vicedirektøren i Dansk Industri, Anne Højer Simonsen, begejstret, da hun udtalte, at hun er stolt af den danske indsats, og at ”den er guld værd for den danske regering og folketingspolitikere, når man står ude i verden og siger, at vi skal udfase fossile brændsler”.
Ren manipulation, som tilhørerne tilsyneladende slugte råt.
Når man ved, at det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og at Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden [4] og [5], er det jo nærmest tragikomisk at holde et seriøst arrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?”
Det er jo helt tydeligt, at danske virksomheder ikke leverer. De er ikke engang i nærheden af det. Men det ønskede ingen at tale om til arrangementet. Den vildledende teaterforestilling understøttede tværtimod det kollektive bedrag om Danmark som et grønt foregangsland. Landet, der hvert år bruger ressourcer, som var der 4 jordkloder.
Vi gambler med vores eksistensgrundlag
I virkeligheden er CO2-budgettet også en konstrueret målestok, som giver falsk tryghed.
I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse, Klimaforandringer.
Man har brugt de sidste 35 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.
De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer. Udover den planetære grænse, Klimaforandringer, er fem andre planetære grænser overskredet. Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.
Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.
Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.
Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.
På tide at se realiteterne i øjnene
SBTi’s reduktionsmål lever ikke op til Parisaftalen.
Når virksomheder og organisationer hyldes for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen af ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang.
Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål.
Det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden.
Danmark er et af de lande i verden, som bidrager mest til nedbrydelsen af de fælles økosystemer.
Hver eneste dag bliver vi som befolkning fodret med vildledning og løgne om Danmark som et grønt foregangsland og et land med tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne.
Seks ud af naturens ni økosystemer er blevet ustabile. Så længe vi ikke stopper belastningen af økosystemerne, gambler vi med vores eksistensgrundlag. Fjerne mål i 2050, 2040 og 2030 giver ikke nogen mening i den meget akutte situation, vi står i. Belastningen af økosystemerne skal stoppe nu.
Referencer
[1] P. M. Forster et al.: Indicators of Global Climate Change 2022: annual update
[2] IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.
I dag var jeg til et fælles debatarrangement afholdt af Danske Rederier og Rådet for Grøn Omstilling med titlen ”Vi skal videre. Grøn skibsfart: Hvor langt er vi og hvad er næste skridt?”.
Udgangspunktet for arrangementet var med Danske Rederiers ord: ”Med en historisk aftale i FN’s søfartsorganisation denne sommer, blev 175 lande enige om at skibsfarten skal være klimaneutral.”
Nuvel, en historisk aftale, det kan man måske medgive arrangørerne. Men leverer aftalen nok?
CO2e-reduktioner bliver ædt op af øget transport
Aftalen har en overordnet målsætning om ”klimaneutral skibsfart i eller omkring, dvs. tæt på, 2050”. Reduktionsmål i 2030 og 2040 på hhv. 20-30 % og 70-80 % (i forhold til 2008) [1].
Brancheorganisationen for dansk skibsfart, Danske Rederier har en målsætning om, at mindst fem procent af danskopererede skibe skal kunne sejle på ”net-zero” brændstoffer i 2030 [2].
I bedste fald reducerer ”net-zero” brændstoffer CO2e-udledningerne med 70 % i fht. brug af fossile brændstoffer, se Figur 1.
2030-målet for ”net-zero” brændstoffer giver dermed en reel CO2e-reduktion på 70 % af 5 % = 3,5 %
Samtidig er skibscontainertransport vokset støt med gennemsnitlig 3 % om året i perioden 1990-2022 [3], se også Figur 2.
Figur 2: Udvikling i global skibscontainertransport i perioden 1990-2024
Fremskrivninger indikerer yderligere vækst med en estimeret 2,2 procent vækst fra 2022 til 2023 og en efterfølgende vækst på 2,6 procent fra 2023 til 2024.
Fremskrives disse vækstrater vil skibscontainertransporten være vokset med 21 % i 2030 sammenlignet med 2022.
CO2e-reduktionerne fra brug af net-zero brændstoffer bliver dermed hurtigt mere end ædt op af øget transport.
Hver eneste dag gambler vi med vores eksistensgrundlag
Men for at vurdere, om aftalen generelt leverer nok, må man se på den situation, vi befinder os i.
Vi mennesker har overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer. Seks planetære grænser er overskredet, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.
Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.
Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.
Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 jo nærmest tragikomiske og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben og vælger at gå rundt med nogle af de største skyklapper på.
Et forsøg på manipulation
Jeg ser arrangementet i dag som et forsøg på manipulation, hvor Danske Rederier og branchens aktører – godt hjulpet på vej af Rådet for Grøn Omstillings stiltiende accept – prøver at tale sig væk fra den virkelighed, jeg lige har skitseret.
De prøver at bilde os ind, at dansk skibsfart har en meningsfuld rolle at spille i forhold til at stoppe belastningen af økosystemerne.
Det har de ikke. Tværtimod er de med til at gøre situationen værre. Det er et vildledende narrativ, når Danske Rederier fortæller om ambitiøse målsætninger for ”grønne” brændstoffer, og at dansk skibsfart er villig til at gå forrest og tage globalt lederskab.
Samtalen i dag burde i stedet have handlet om, at vi ikke længere har et miljømæssigt råderum til fortsat skibsfart og om, hvad vi skal stille op med den viden.
Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.
Økosystemerne er ude af balance
Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.
Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.
Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.
Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.
Hvad siger videnskaben?
I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.
Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.
FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.
Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.
Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.
I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.
I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.
Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.
Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.
Det resterende globale CO2-budget
Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.
Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2023 er ”plads” til 100 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.
Skal vi holde os inden for dette budget, er det på globalt niveau nødvendigt at reducere CO2-udledningerne med 42 % pr. år fra og med 2024. Den nødvendige procentvise reduktionssti er illustreret i Figur 1.
Det er altså nødvendigt med reduktioner i en skala, som ligger meget langt fra samtlige klima- og miljømålsætninger.
Ser man ovenstående i en dansk kontekst, har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden.
Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [2], Klima og Omstillingsrådet [3] samt Kraka-Deloitte [4].
Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.
Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk
Figur 1: Nødvendig reduktionssti for at begrænse den globale middeltemperaturstigning til maksimalt 1,5°C.
Hvilken situation står vi i?
I foregående afsnit accepterede vi præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.
Men som jeg indledte med at fortælle, er størstedelen af naturens egne grænser overskredet. Det er efterhånden blevet klart for de fleste. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med
Derfor kan vi ikke bruge de nuværende klima- og miljømålsætninger med gradvise forbedringer til noget. Der er behov for, at vi øjeblikkeligt stopper vores belastning af økosystemerne.
Dér skal vi starte samtalen.
Referencer
[1]Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence, Piers M. Forster et al., Volume 15, issue 6, ESSD, 15, 2295–2327, 2023
Selv hvis klimalovens mål gav mening, er handlingsrummet indenfor klimaloven meget indskrænket og kan på ingen måde adressere de polykriser, vi står i.
I klimaloven (Lov om klima) står der i §1, stk. 3, pkt. 2): ”Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles.” [1]
Og i §1, stk. 3, pkt. 3) står der: ”Danmark skal vise, at der kan laves en grøn omstilling og samtidig bibeholdes et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres.”
Med alle de hensyn, der skal tages for indfrielsen af Danmarks klimamål og den ”grønne” omstilling til bl.a. erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser samt bibeholdelse af et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres, er det meget svært at lave tiltag, der afviger væsentligt fra de eksisterende strukturer og systemer.
Det meget begrænsede handlingsrum blev synliggjort og tydeligt under et åbent samråd den 13. juni 2023 i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget om CO2-reduktioner og reduktionsmankoen for 2025 i klimastatus og –fremskrivning 2023 [2]. Her nævnte Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, Lars Aagaard, at han har fået forslag fra 92-gruppen, f.eks.:
Reduktion af dyrebestanden (industrielle) med 15%
Indførsel af CO2-afgift for landbruget på 750 kr. pr. ton i 2025
Nedsættelse af hastigheden på motorvejene til 100 km/t
Stop for salg af fossile varevogne og biler fra 2024.
Ministeren udtalte, at en række af forslagene ”vil have mærkbare konsekvenser for danskerne, for livsvilkårene for mange mennesker, og noget af det vil ramme enkeltstående industrier særdeles hårdt…”.
Samlet set mener ministeren ikke, at tiltagene ”vil reflektere klimalovens guidende principper”. Derfor har ministeren ”meget meget svært” ved at se, ”at forslagene kan håndteres indenfor de balancerende principper af klimaloven”.
Det er klart, at når så oplagte forslag ikke er mulige med henvisning til klimalovens guidende principper, så er klimaloven dødfødt. Det vil aldrig lykkes at lave tiltag, som kan bringe os derhen, hvor det er nødvendigt.
Referencer
[1] LOV nr 965 af 26/06/2020, Lov om klima, Klima, Energi og Forsyningsmin., j.nr. 20192855
Gennem noget tid har debatten kørt om landstrøm til krydstogtskibe.
Uden landstrøm er krydstogtskibene nødt til at afbrænde fuelolie, mens de ligger i havn. Det udleder en stor mængde helbredsskadelige partikler, hvilket er et reelt problem for borgerne i de byer, hvor skibene lægger til kaj. Hertil kommer udledninger af klimaskadelig CO2.
Men i virkeligheden er samtalen om landstrøm eller ej irrelevant i et større perspektiv. For med krydstogtskibe er vi nødt til at tage en tur op i helikopteren for at se det store perspektiv.
Krydstogtskibe ligger ikke kun til kaj, men sejler også rundt en stor del af tiden.
Krydstogtsskibe som turisme-/rejseform er forbundet med et ekstremt stort forbrug af ressourcer og er dermed meget belastende for økosystemerne.
De sidste årtier har vi bevæget os længere og længere udover grænserne for, hvad vores økosystemer kan klare. Og vores livsgrundlag er helt afhængig af, at økosystemerne kan opretholde en god balance.
Klima er blot ét økosystem; der er otte andre, heriblandt biodiversitet, miljøforurenende stoffer og vand.
I skrivende stund har vi overskredet grænserne for syv ud af ni økosystemer, og konsekvenserne er efterhånden tydelige for enhver. Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige.
Det er svært at se realiteterne i øjnene, og nogle vælger at lukke øjnene og fortsætte som altid. Men virkeligheden og den forfærdelige situation forsvinder ikke, selvom man kigger den anden vej.
I den situation er der ikke plads til krydstogtskibe mere.
Der er ikke noget råderum tilbage, og det giver derfor ingen mening med aktiviteter, som gør yderligere skade på vores fælles økosystemer (og endnu mindre når aktiviteterne er i den luksusprægede kategori, som kun er tilgængelig for en lille del af verdens befolkning).
Vi er ved at ødelægge selve eksistensgrundlaget for liv, og én af samtalerne skal derfor handle om, hvordan vi kan påvirke beslutningstagere til at få stoppet krydstogtsaktiviteten indenfor de næste tre måneder.
Så har Dansk Industri også fået udbredt sit lobbynetværk til CONCITO – Danmarks grønne tænketank.
Dansk Industri skriver selv om medlemskabet af CONCITO:
”Danske virksomheder er forandringskraften, der kan forme en grønnere fremtid, og som gør en massiv indsats for at løse landets og verdens energi-, ressourcer-, biodiversitets- og klimakrise. Og de er parat til at gøre endnu mere.”
Efter at have læst det forvrængede billede af virkeligheden, bliver det klart, at Dansk Industris selvforståelse trænger til det store serviceeftersyn.
Ideen om en ”grøn vækst” – altså en økonomisk vækst fuldstændig afkoblet fra naturen – er videnskabeligt grundløs og distraherer os fra nødvendig handling.
En ægte grøn vækst skal være absolut (og ikke kun relativt) afkoblet fra alle miljøbelastninger, hvor end disse sker i et tempo, der er tilstrækkelig hurtigt, og som fortsætter over tid.
En sådan afkobling er aldrig opnået noget sted på Jorden.
Økonomisk vækst har tværtimod bragt os til at overskride seks planetære grænser, og vi kan kun komme tilbage indenfor de sikre planetære grænser ved at nedskalere produktion og forbrug.
Det er svært at forestille sig, at en nedskalering af produktion og forbrug passer ind i Dansk Industris agenda, da de først og fremmest arbejder for, at deres medlemmers økonomiske interesser tilgodeses bedst muligt.
Dansk Industri er derfor ikke en seriøs medspiller i forhold til de eksistentielle kriser, vi står i.
