Kategori: Samfundsforhold

De økonomiske vismænds beregninger er misvisende og farlige

De økonomiske teorier og modeller bevæger sig indenfor sin egen boble, der enten er helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, eller også forsøger man at sætte en pris på naturen.

Vi kan ikke sætte en pris på naturen

Hvad koster udryddelsen af dyre- og plantearter?

Hvad koster irreversible ændringer i klimasystemet?

Hvad koster en ubeboelig planet?

Pointen er, at vi er en del af naturen, og at man simpelthen ikke kan sætte en pris på ovenstående. Det er derfor ekstremt farligt, hvis vi skal lade afgørende beslutninger om vores og andre arters fremtid afhænge af sådan en mangelfuld og indskrænket måde at se verden på.

Konklusion om afgift på drivhusgasser er misvisende

Formandskabet for De Økonomiske Råd har udarbejdet et diskussionsoplæg til Det Miljøøkonomiske Råds møde den 9. marts 2021 om dansk klimapolitik frem mod 2030.

Oplægget peger på, at den samfundsøkonomisk billigste måde at nå reduktionsmålet om 70% reduktion af drivhusgasser i 2030 er at pålægge alle drivhusgasudledninger en ensartet afgift på 1.200 kr. pr. ton CO2e

I det følgende vil jeg påvise, hvorfor denne konklusion er misvisende og i øvrigt ikke forholder sig til klimaet.

Analyserne i diskussionsoplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er usikre eller ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng:

  1. Klimaloven
    Der tages udgangspunkt i klimaloven, hvor udledningen af drivhusgasser i Danmark i 2030 skal være reduceret med 70 pct. i forhold til 1990.

Dette mål er IKKE et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i [1].

Atmosfæren reagerer på den samlede mængde af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens 70%-punktmål for reduktioner i 2030, men af de samlede drivhusgasudledninger frem mod 2030.

Udgangspunktet for al klimaindsats skal være det såkaldte CO2e-budget.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.

Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5°C [1].

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget. Klimarådet har anvendt et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet.

Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper, og Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.

Selv med denne usolidariske fordeling blev det danske CO2-budget brugt op allerede sidste år.

  1. Baseline
    Diskussionsoplæggets beregninger tager udgangspunkt i Energistyrelsens seneste basisfremskrivning medregnet virkninger af politiske aftaler, der er indgået efterfølgende.

Formandskabet peger selv på, at der er stor usikkerhed knyttet til såvel basisfremskrivningen som til virkningerne af de politiske aftaler.

  1. Afgrænsning
    I diskussionsoplægget foretages alene beregninger for 2030. Beregningerne fortæller dermed ikke noget om reduktionsstien frem mod 2030, der jo netop er altafgørende.

Som nævnt tidligere skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Året 2030 er i sig selv irrelevant, men det er i stedet helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

  1. LULUCF
    Den analyserede drivhusgasbeskatning dækker ikke udledninger fra skov og øvrig arealanvendelse (såkaldt LULUCF), som ellers er med i de officielle opgørelser.
  1. Opgørelse af CO2-udledninger for Danmark
    De danske udledninger af CO2 er sammensat af flere elementer.

Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip.

CO2-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) tælles således ikke med i opgørelsen [1].

Samlet set betyder det, at kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, medregnes i klimaloven.

  1. Niveau for afgiften på drivhusgasser
    Størrelsen af drivhusgasafgiften i 2030 på 1.200 kr. pr. ton er i høj grad baseret på en forudsætning om udbredt anvendelse af CCS [2]-teknologi.

CCS-teknologien er på nuværende tidspunkt ikke udviklet i den skala, som er nødvendig.

Hvis CCS-teknologien kun realiseres i mindre grad eller måske endda slet ikke, er drivhusgasafgiften sat alt for lavt.

En følsomhedsanalyse viser, at afgiftsniveauet skal sættes til op imod 2.000 kr. pr. ton CO2e, hvis CCS ikke implementeres i cementindustrien og implementeres i mindre grad på kraftvarmeværker.

Hvis der slet ikke anvendes CCS, skal afgiften som udgangspunkt sættes til et meget højt niveau (ikke kvantificeret).

Det er meget betænkeligt, når man baserer en så vigtig konklusion som niveauet for drivhusgasafgiften på en højst usikker forventning om en markant udbredelse af en endnu ikke fuldt udviklet teknologi.

De økonomiske vismænd ser ikke klimaet

Diskussionsoplægget fra formandskabet for De Økonomiske Råd om dansk klimapolitik frem mod 2030 er misvisende og farligt og kan ikke bruges som udgangspunkt for at tage afgørende beslutninger om vores alles fremtid.

Det er misvisende, fordi analyserne i oplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er enten usikre, baserer sig på fremtidige teknologier eller simpelthen ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng.

Oplægget giver for det første ikke noget belæg for, at en drivhusafgift på 1.200 kr. ton CO2e vil føre til en 70% reduktion af de danske drivhusgasser i 2030.

Herudover er punktmålet om 70% reduktion i klimaloven slet ikke et passende svar på den alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.

Den danske andel af det globale CO2-budget blev brugt op allerede sidste år, og derfor giver det klimamæssigt ingen mening at tale om et tidsperspektiv omkring år 2030.

I stedet er det helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og…

Det giver diskussionsoplægget ingen svar på.

Herudover er det en systematisk misforståelse og meget farligt at tro, at man kan bruge økonomiske teorier og modeller, som opererer helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, til at foretage afgørende beslutninger, der potentielt kan bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Referencer

[1] http://vejnaa.dk/?p=420

[2] Carbon Capture and Storage

[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

Klimaloven leder os mod et samfundskollaps

Vær på vagt næste gang, nogen taler om 70% reduktion i 2030 eller klimaneutralitet i 2050.

Den kollektive glansfortælling om klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at vi er reddet, bare vi når de opsatte klimamål. Alt imens politikere samt klimaskadelige virksomheder og deres erhvervs- og interesseorganisationer køber tid til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.

Virkeligheden er, at klimaloven med dens målsætninger om en reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% og klimaneutralitet i 2050 er helt utilstrækkelig og leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

CO2-budgettet kan være brugt op inden 2025

Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [1]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025 [2].

Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 67% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.

Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Fortæl os sandheden

Vi må kræve, at politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer samt medier fortæller os sandheden: Fortsætter vi som hidtil, er vores CO2-budget i bedste fald brugt op om mindre end 5 år.

Vi må ikke hægte vores planlægning og succeskriterier op på klimaloven. Klimaloven bliver brugt til at misinformere og vildlede os samt skabe en falsk følelse af, at de politiske tiltag og de ”historiske” aftaler er fuldt ud tilstrækkelige. Imens fortsætter vi vores liv mere eller mindre som hidtil bortset fra enkelte småjusteringer. Men hvad skulle vi ellers gøre, når magthaverne ikke fortæller sandheden?

Det er selvfølgelig heller ikke rart at fortælle sandheden, når sandheden er ubehagelig.

Klimaloven er et farligt monster

Glem alle skønmalerier om 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Vi kan ikke bruge den nuværende klimalov til noget. Tværtimod er den et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.

Hvad siger klimavidenskaben?

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [3]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser i en given periode, som afgør hvor meget middeltemperaturen stiger og dermed hvor voldsomme klimaforandringer, vi kommer til at opleve.

Vi skal regne på den rigtige måde

En af de vigtige pointer fra klimavidenskaben er, at vi ikke må begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke år.

Vi skal i stedet holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter.

Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [2]. Vi skal løbende justere CO2-budgettet alt efter, hvor meget vi udleder og den nyeste klimavidenskab.

CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.

Det er således helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.

Hvordan ser stien ud lige nu?

I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier, hvor man starter en lineær reduktion af CO2-udledningerne i henholdsvis 2021 og 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.

Figur 1:Reduktionsstier som tilsigter en maksimal global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Vi har i en stor del af 2020 haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.

Starter vi med at reducere CO2-udledningerne lineært i 2021, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad der er hændt i en situation med en COVID-19 pandemi.

Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en meget større reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.

Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.

Tidsperspektivet og omfanget er altafgørende

Det illustrerer tydeligt, at tidsperspektivet og omfanget er altafgørende, når vi skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.

Figur 1 viser yderligere, at CO2-udledningerne på globalt niveau maksimalt må være 20,8 mia. ton CO2 og 2,3 mia. ton CO2 i henholdsvis 2025 og 2030 (under forudsætning af at CO2-reduktionerne starter i 2021 og følger den angivne sti).

Dette svarer til en udledning på ca. 2,6 ton CO2 pr. person i 2025 og ca. 0,3 ton CO2 pr. person i 2030. Til sammenligning udledte hver dansker i 2019 gennemsnitligt ca. 6-22 ton CO2 (afhængig af hvor meget man inkluderer).

Vi er i gang med at underminere en behagelig og sikker fremtid for klodens beboere.

Så kære politikere, virksomheder, erhvervs- og interesseorganisationer og medier: Drop glansfortællingen om klimaloven, tag ansvaret på jer og fortæl os sandheden og handl på en måde, som afspejler, at vi reelt står i menneskehedens største nødsituation.

Referencer

[1] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9

[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[3] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/

[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

To bilfrie dage om ugen

Vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise og har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder. Den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.

Folks adfærd skal ændres

Med ovenstående i mente skal vi have sat en helt anden dagsorden.

Der fokuseres meget på teknologiske tiltag som et middel til at imødegå klima- og biodiversitetskrisen. Vi tror, at bare vi får en million elbiler i 2030, eller at vi ved at trække CO2 ud af skorstensrøgen og i kombination med elektricitet fra vindmøller kan fremstille syntetiske brændstoffer, så har vi løst alle vores problemer.

Sandheden er bare, at de teknologiske tiltag ofte er en videreførelse af eksisterende klimaskadelige kulturer og strukturer. Satser man f.eks. på at basere fremtidens skibs- og flytransport på syntetiske brændstoffer produceret af CO2, gør man sig afhængig af eksisterende processer med CO2-udledning fra afbrænding af biomasse og affald i de store kraftvarmeværker samt fra store CO2-udledere i industrien som f.eks. cementproduktion.

Det er derfor afgørende med tiltag, som kan hjælpe med at ændre folks adfærd.

Coronavirussen og politikernes meget omfattende restriktioner for at få has på pandemien viser, at danskerne godt kan lægge deres hverdag om fra den ene dag til den anden.

Forslag – to bilfrie dage om ugen

Vejtransporten bidrager med ca. 26 % af de samlede drivhusgasudledninger. Der er således et stort potentiale for reduktioner af vejtransportens udledninger.

Lad mig sætte dagsordenen med et forslag, som man kan indføre fra i morgen. Forslaget er gratis at implementere og vil medføre markante reduktioner i udledningen af drivhusgasser med det samme:

FORSLAG: Indførelse af to bilfrie dage om ugen

Indførelse af to bilfrie dage om ugen vil medføre en reduktion i udledningen af drivhusgasser på ca. 3,6 mio. ton om året.

Jeg vil i det følgende perspektivere forslaget og gøre rede for dets effekter.

Danmarks udledning af drivhusgasser

I Figur 1 ses, hvordan Danmarks officielle udledning af drivhusgasser i 2018 på 48,2 mio. ton CO2-ækvivalenter fordelte sig på de forskellige sektorer[1]:

Figur 1: Drivhusgasudledninger i Danmark i 2018 fordelt på sektorer

Vejtransporten udgør ca. 26 %

Transporten tegnede sig i 2018 for godt 28% af de samlede drivhusgasudledninger, hvoraf vejtransporten udgør hele 93% (udenrigsluftfart tæller ikke med i det officielle regnestykke).

Vejtransporten bidrager dermed med ca. 26 % af de samlede drivhusgasudledninger. Der er således et stort potentiale for reduktioner af vejtransportens udledninger.

I Figur 2 ses, hvordan udledningen er fordelt på henholdsvis biler, motorcykler, lette lastbiler og tunge lastbiler. Med ca. 60% står biler står for langt den største andel.

Figur 2: Drivhusgasudledninger for vejtransport i Danmark i 2018.

Politisk aftale

Den 4. december 2020 blev der lavet en aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten[2]. Her er man blevet enige om at gennemføre ændringer på en række områder indenfor vejtransporten.

Aftalen skønnes samlet at medføre en CO2e-reduktion på 1,0 mio. ton i 2025 og 2,1 mio. ton i 2030.

Det må siges at være ekstremt uambitiøst. Man venter helt til 2025, hvor man begynder at reducere drivhusgasudledningerne med 1,0 ton om året. Fra 2030 øges reduktionen til 2,1 ton om året.

I perioden 2020 – 2030 betyder det en forventet samlet reduktion på 7,1 mio. ton CO2e.  

En af de mest omtalte elementer i aftalen er intentionen om 1 million nul- og lavemissionsbiler i 2030. Det har været set som en afgørende faktor for ambitionsniveauet på transportområdet.

Fra et klimamæssigt synspunkt er det fuldstændig uinteressant, hvor mange nul- og lavemissionsbiler vi har kørende på vejene om 10 år.  

Spørgsmålet man skal stille sig er, hvordan vi markant og meget hurtigt får reduceret CO2-emissioner fra transportsektoren, og i den sammenhæng er antallet af nul- og lavemissionsbiler ligegyldigt.

Når der tales om lavemissionsbiler, menes der formentlig plug-in hybridbiler, som i praksis er næsten lige så klimabelastende som fossile biler[3].

Det er heller ikke korrekt at kalde elbiler for nulemissionsbiler. I et livscyklusperspektiv er elbiler godt nok mere klimarigtige end benzin- og dieselbiler, men der er stadig væsentlig større udledning af drivhusgasser forbundet med selve produktionen af elbiler end ved produktionen af benzin- og dieselbiler.

En massiv efterspørgsel på elbiler vil derfor på kortere sigt forøge udledningen af drivhusgasser. Herudover siger prognoser, at vi generelt får 3,4 millioner biler i 2030 – hvis vi ikke gør noget for at få færre. I dag har vi 2,7 millioner biler. Elbiler eller ej, så vil der stadig i 2030 være massiv udledning af drivhusgasser fra biltransporten.

Effekten af to bilfrie dage om ugen

Vi har altså et generelt behov for at reducere omfanget af vejtransport. Forslaget om at indføre to bilfrie dage om ugen vil omfatte biler, motorcykler, lette lastbiler og tunge lastbiler.

I Figur 3 ses effekterne af den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” samt af forslaget om to bilfrie dage om ugen.

Figuren illustrerer den samlede reduktion af drivhusgasudledninger i perioden 2021-2030. Det med lilla markerede område angiver effekten af den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten”, mens det med orange markerede område angiver den ekstra effekt, som forslaget om to bilfrie dage om ugen får.

Figur 3: Drivhusgasreduktioner i perioden 2021-2030 for aftalen om grøn vejtransport samt for forslaget om to bilfrie dage om ugen.

Regeringen har selv omtalt deres klimaindsats som en hockeystavs-strategi. Det er en strategi, hvor man udsætter tiltag og effekten af disse til henholdsvis 2025 og 2030. Argumentet for dette er primært, at man ikke vil risikere at bruge for mange penge i starten af perioden for så ikke at have råd til at bruge nok penge i slutningen af perioden.   

Den strategi viser en manglende evne eller vilje til at agere efter den fundamentale klimavidenskab. Succeskriterier afgøres ikke af målpunkter i 2025 og 2030, men af de samlede udledninger af drivhusgasser i en given periode.

Det er de samlede udledninger af drivhusgasser, der afgør, hvor voldsomme klimaforandringer vi kommer til at opleve. Jo flere drivhusgasser, vi samlet set udleder, jo større ændringer i klimaet.

I Figur 3 illustreres virkningen af regeringens fejlagtige strategi tydeligt. Transportaftalens nøl betyder en samlet reduktion af drivhusgasser på 7,1 mio. ton CO2e. i perioden 2021-2030.

Forslaget om to bilfrie dage om ugen får derimod en øjeblikkelig og vedvarende effekt i hele perioden, så den samlede effekt af forslaget er en ekstra reduktion af drivhusgasser på 33,9 mio. ton CO2e for perioden 2021-2030.

Dette kan sammenlignes med effekten af regeringens samlede ”Klimahandlingsplan 2020”[4], som frem mod 2030 har en samlet reduktion af drivhusgasudledninger på 26,9 mio. ton CO2e.

Udover den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” indeholder Klimahandlingsplan 2020 også effekterne af bl.a. ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi 16. juni 2020”, ”Klimaaftale for energi og industri mv 2020 22. juni 2020”, grønne elementer i finanslovsaftale for 2021 samt ”Aftale om grøn skattereform”.

Det kan lade sig gøre – hvis vi vil

Hvis vi vil, kan vi indføre to bilfrie dage om ugen fra i morgen. Det koster ingenting, og vil frem mod 2030 give en ekstra reduktion af drivhusgasudledninger, som er knap 27 % større, end hvad der kan opnås med samtlige tiltag i ”Klimahandlingsplan 2020”.
Lad os gøre det!

[1] Baseret på tal fra ”Energistatistik 2019”, Energistyrelsen, december 2020.  https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Statistik/energistatistik2019_dk.pdf

[2] https://fm.dk/media/18300/aftale-om-groen-omstilling-af-vejtransporten.pdf

[3] https://rgo.dk/plug-in-hybridbiler-forurener-reelt-som-fossilbiler/

[4] https://kefm.dk/Media/F/5/Klimahandlingsplan%202020a.pdf

Aftalen om Nordsøens fremtid er en katastrofe

Med vanlig sans for at lave manipulatorisk skønmaleri af virkeligheden har regeringen sammen med en række partier netop præsenteret deres aftale [1] om Nordsøens fremtid.

For at finde ud af, hvad aftalen i virkeligheden drejer sig om og vurdere, hvilke konsekvenser det får for indvindingen af olie og gas, er man desværre nødt til at grave dybt ned i aftaleteksten, lovtekster samt en række andre dokumenter og gennemgå dem med tættekam.

I det arbejde støder man på en række uheldige delelementer i aftalen:

Aftaleelementer kan ikke ændres

a) En 2050-slutdato for al indvinding af olie og gas i Nordsøen

Aftaleparterne er enige om, at der indføres en 2050-slutdato (31. december 2050) for alle eksisterende og evt. fremtidige tilladelser til olie- og gasindvinding i Danmark.

Slutdatoen kan IKKE fremrykkes, bl.a. fordi man ønsker forudsigelighed og tid til, at branchen og arbejdspladser kan omstille sig. 2050-slutdatoen vil blive tilføjet undergrundsloven ved et lovforslag snarest muligt.

Lige nu står vi en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og det betyder, at det meste olie og gas skal blive liggende i undergrunden. Det er derfor en katastrofe, at slutdatoen ikke kan fremrykkes.

b) Frivillig aftale med selskaber, som berøres af slutdato

I dag eksisterer der en tilladelse i Nordsøen, som blev meddelt i 7. udbudsrunde, og som har en berettiget forventning om forlængelse til efter 2050, hvis der i fremtiden gøres fund.

Aftaleparterne er enige om, at der skal skabes lovhjemmel til, at der kan indgås en forhandlet, frivillig aftale om ændringer af tilladelser for de selskaber, der måtte berøres markant af en slutdato.

Hvad betyder det, at aftalen er frivillig? Normalt betyder frivillig, at man kan sige nej.  Kan det pågældende selskab nægte at indgå en aftale og dermed forlænge sin tilladelse til efter 2050?

c) Aflysning af 8. udbudsrunde og alle fremtidige udbudsrunder

8. udbudsrunde aflyses, og der skal ikke skal være flere udbudsrunder i fremtiden.

Der er dog den lille finte, at ny efterforskning stadig kan ske igennem de allerede eksisterende muligheder i såkaldte minirunder og naboblok.

Og hvad betyder så det?

I henhold til undergrundslovens § 12, stk. 1 [2], kan tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og gas tildeles efter 4 forskellige procedurer [3]:

1) Almindelig udbudsrunde (stopper).

2) Mini-runde (fortsætter).

3) Åben Dør proceduren (stopper).

4) Naboblokprocedure, (fortsætter).

De almindelige udbudsrunder, hvor det er staten, som inviterer til efterforskning efter fossile brændsler, stopper ved indgåelsen af den aktuelle aftale.

De såkaldte minirunder fortsætter. En minirunde er i virkeligheden blot betegnelsen for en uopfordret ansøgning fra en virksomhed om at få lov til at efterforske og udvinde olie og gas i et nyt område.

Åben Dør proceduren har historisk været anvendt, når procedurerne under pkt. 1) eller 2) ikke er skønnet at være hensigtsmæssige. Her har klima-, energi- og forsyningsministeren kunnet give tilladelser inden for nærmere angivne områder. Denne mulighed har dog ikke været anvendt de senere år. Denne procedure stopper ved indgåelsen af den aktuelle aftale.

Naboblok-proceduren fortsætter. Her kan der gives nye tilladelser til selskaber, der allerede er aktive i et naboområde. Proceduren kan anvendes, når særlige geologiske eller produktionsmæssige forhold er til stede.

En vigtig detalje er, at aftaleparterne har besluttet at indgå aftalen som et såkaldt politisk forlig for så vidt angår, at 2050-slutdatoen ikke kan fremrykkes samt bevarelsen af muligheden for minirunder og nabobloktilladelser, hvilket betyder, at der ikke kan ændres væsentligt ved disse forhold uden enighed.

Når der er tale om et forlig, har partierne i forliget nemlig politisk vetoret over for ændringer, så længe forliget gælder. Hvis en regering ønsker ændringer i en lov, der er en del af et forlig, skal regeringen altså have alle aftalepartierne til at acceptere ændringerne – og de har ret til at sige nej [4].

I realiteten er det dermed meget vanskeligt at foretage ændringer og kan kun lade sig gøre, hvis Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative alle siger ja.

Indvinding af olie og gas fortsætter

Med den aktuelle aftale er det i realiteten kun stoppet for de almindelige udbudsrunder, som påvirker den fremtidige olie- og gasudvinding i Nordsøen.

Klimarådet udarbejdede i sommeren 2020 en vurdering af klimaperspektiverne i at gennemføre eller aflyse 8. udbudsrunde [5].

De fandt, at den ottende rundes licenser kun ville producere beskedne mængder i forhold til den eksisterende indvinding og det forventede forløb for indvinding.

Med de gældende licenser samt fremtidige minirunder og nabobloktilladelser vil der frem mod 2050 blive indvundet anseelige mængder olie og gas.

Energistyrelsen udarbejder hvert år en opgørelse af de danske olie- og gasressourcer og en produktionsprognose på lang sigt.

Den nyeste prognose for produktion af olie og gas på lang sigt er vist i Figur 1 og Figur 2 sammen med forbrugsprognosen [6]. Efter 2030 er der med prikker angivet et forbrug lig forbruget i 2030.

Forbrugsprognosen repræsenterer et forløb, hvor det antages, at der ikke implementeres virkemidler udover dem, der allerede i dag er vedtaget med politisk flertal.

Forbrugsprognosen er derfor ikke en prognose for det fremtidige energiforbrug, men en beskrivelse af den udvikling, som under en række forudsætninger om teknologisk udvikling, priser, økonomisk udvikling mv. kan forekomme i perioden frem til 2030.

Figur 1: Produktion og langsigtet prognose for olie

Der forventes et fald i olieproduktionen indtil 2022, særligt i 2020 og 2021 på grund af genopbygning af anlæggene på Tyra feltet, se evt. Historisk investering i olie og naturgas. Når Tyrafeltet igen tages i brug fra 2023, forventes olieproduktion at stige. Produktionen forventes generelt at aftage fra 2026.

Hvis de teknologiske ressourcer og efterforskningsressourcerne medregnes, skønnes Danmark igen at kunne blive nettoeksportør af olie i et enkelt år (2028).

Figur 2: Produktion og langsigtet prognose for salgsgas

I 2020 og 2021 forventes et markant fald i produktionen af salgsgas på grund af genopbygning af anlæggene på Tyra feltet. I det forventede forløb overstiger produktionen igen forbruget i perioden 2022 til og med 2035, hvor Danmark vil blive nettoeksportør af gas. Danmark skønnes dermed at være nettoeksportør til og med 2035 bortset fra årene 2020 og 2021.

Hvad siger olieindustrien?

Når man skal vurdere den klimamæssige virkning af et tiltag, er det meget nyttigt at kigge på industriens reaktioner. Er reaktionerne positive, kan man næsten være sikker på, at tiltaget har et attraktivt økonomisk udbytte for de involverede selskaber, men også at den klimamæssige effekt ikke nødvendigvis er positiv.

Et par af overskrifterne fra medierne lyder: ”Olieindustrien jubler over udsigt til mere olieproduktion” [7] og ”Den største oliespiller i Danmark kalder Nordsø-stop »positivt«” [8].

De faste rammer i olieaftalen giver industrien sikkerhed for, at produktionen ved de eksisterende felter kan udvides, mens slutdatoen i 2050 ifølge analytiker er uden reel effekt, da produktionen ville have ophørt alligevel.

Dermed er industrien nu sikret faste rammer de kommende 30 år – et drømmescenarie for de fleste erhverv.

Den franske oliekoncern Total glæder sig over aftalen.

»Det væsentlige er, at aftalen muliggør, at det tilbageværende potentiale kan realiseres ved brug af den eksisterende infrastruktur i Nordsøen gennem minirunder og nabobloktilladelser«, lyder det i en skriftlig kommentar fra Ole Hansen, der er ansvarlig for udviklingen af Totals danske Nordsø-aktiviteter [7].

Hvilke konsekvenser får aftalen?

Til pressemødet ved præsentationen af den nye aftale hørte man udtalelser som ”Aftalen sætter en ny, grøn kurs for Nordsøen…”, ”Vi sætter nu et endeligt punktum for den fossile æra…”, ”Det her er en historisk aftale og er et enormt grønt fremskridt…”, ”Det er en stor dag for alle os, der tager klimaudfordringen seriøst.”, ”Danmark skal være et grønt foregangsland, som hele verden kan finde inspiration i”. [9]

Helt ærligt, det er da næsten til at kaste op over.

Med de gældende tilladelser til indvinding samt fremtidige minirunder og nabobloktilladelser vil der med aftalen om Nordsøens fremtid stadig blive indvundet anseelige mængder olie og gas frem mod 2050.

2050-slutdatoen kan ikke fremrykkes, og muligheden for minirunder og nabobloktilladelser bevares. Aftalen om disse elementer er lavet som et forlig, hvilket betyder, at der kun kan foretages ændringer, hvis Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative alle siger ja.

Slutdatoen i 2050 er ifølge flere analytikere uden reel effekt, da produktionen ville have ophørt alligevel.

Olie- og gasindustrien har med aftalen fået et drømmescenarie, som sikrer dem faste rammer de kommende 30 år og samtidig giver sikkerhed for, at produktionen ved de eksisterende felter kan udvides.

Politikere fører os mod selvmord

Lige nu står vi i en meget alvorlig klima- og biodiversitetsnødsituation, og videnskaben siger tydeligt, at det meste olie og gas skal blive liggende i undergrunden. Vi har udskudt den nødvendige handling så længe, at vi nu står helt ude ved kanten.

Aftalen om Nordsøens fremtid, som binder os til fortsat udvinding af fossile brændsler de næste 30 år, er ikke mindre end en katastrofe.

Når politikere kan tale så positivt om aftalen, viser det endnu engang, at de med al tydelighed stadig vælger at overhøre videnskaben, som siger, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.  

FN’s generalsekretær Antonio Guterres adresserede i onsdags den alvorlige trussel om klimaforandringer i en tale om planetens tilstand [10].

”Menneskeheden fører krig mod naturen. Dette er selvmord. Naturen slår altid tilbage – og det gør den allerede med voksende kraft og raseri. Biodiversitet kollapser. En million arter er i fare for udryddelse. Økosystemer forsvinder foran vores øjne … Menneskelige aktiviteter er roden til vores nedstigning mod kaos. Men det betyder, at menneskelig handling kan hjælpe med at løse det.”

At skabe fred med naturen er den afgørende opgave i det 21. århundrede. Det skal være den øverste, højeste prioritet for alle, overalt.”

Antonio Guterres

Politikerne leder med deres tavshed om sandheden samt med den manglende handling samfundet mod lidelse, elendighed og kaos. De har valgt at stille sig på den forkerte side af historien.

Det kan befolkningen ikke acceptere længere.

[1] ”Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om fremtiden for olie- og gasindvinding i Nordsøen af 3. december 2020”. https://kefm.dk/Media/0/3/Nords%C3%B8aftale%20(2).pdf

[2] ”Bekendtgørelse af lov om anvendelse af Danmarks undergrund”, LBK nr 1533 af 16/12/2019, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1533

[3] ”Undersøgelse af Åben Dør-proceduren for olie-/gastilladelser og udbudsproceduren for geotermitilladelser”, Energistyrelsen, november 2017. https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/MOF/bilag/285/1858977/index.htm

[4] https://www.ft.dk/da/folkestyret/regeringen/regeringen-forhandler af 5/12-20.

[5] ”Danmarks indvinding af olie og gas i Nordsøen”, Klimarådet, juni 2020. https://klimaraadet.dk/da/analyser/danmarks-indvinding-af-olie-og-gas-i-nordsoeen

[6] ”Ressourceopgørelse og prognose”, Energistyrelsen, 2. september 2020. https://ens.dk/sites/ens.dk/files/OlieGas/ressourcer_og_prognose_20200902_dk.pdf

[7] Olieindustrien jubler over udsigt til mere olieproduktion, Energywatch, 4/12-2020. https://energiwatch.dk/Energinyt/Olie___Gas/article12606369.ece

[8] ”Den største oliespiller i Danmark kalder Nordsø-stop »positivt«”, Jyllands-Posten, 4/12-2020. https://jyllands-posten.dk/jperhverv/ECE12605597/den-stoerste-oliespiller-i-danmark-kalder-nordsoestop-positivt/

[9] “Bred aftale om Nordsøens fremtid”, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, 4/12-20. https://kefm.dk/aktuelt/nyheder/2020/dec/bred-aftale-om-nordsoeens-fremtid

[10] “Humanity is waging war on nature, says UN secretary general”, The Guardian, 2/12-2020. https://www.theguardian.com/environment/2020/dec/02/humanity-is-waging-war-on-nature-says-un-secretary-general-antonio-guterres

Modarbejder Ørsted den grønne omstilling?

Flere fjernvarmeselskaber i Danmark arbejder i øjeblikket på at etablere kollektive varmepumpeanlæg.

De store varmepumpeanlæg gør det muligt ved hjælp af elektricitet at:

  • Hente energi ud af bl.a. spildevand, grundvand, havvand, drikkevand og udeluft og bruge energien i fjernvarmesystemet
  • Kombinere varmeproduktion med opsamling af overskudsvarme og industriens behov for køling

Der ligger store energimængder i disse kilder, og de er kendetegnet ved enten at være vedvarende eller at være en udnyttelse af energi, som ellers ville være spildt.

På vej mod et klimavenligt energisystem

Store varmepumpeanlæg i fjernvarmesystemet indgår som en vigtig brik i et fremtidigt klimavenligt energisystem.

I Danmark producerer vi i stadig større grad mere strøm fra solceller og vindmøller, end vi selv kan bruge eller eksportere til andre lande. Her har varmepumper en vigtig rolle at spille i forhold til at udnytte den klimavenlige strøm bedre, da man ved hjælp af varmepumper kan bruge denne strøm til at producere fjernvarme.

Stiller Ørsted sig i vejen?

Projekter med etablering af varmepumpeanlæg skal før godkendelse sendes ud i en såkaldt partshøring.

Ved bl.a. aktindsigt kan man blive bekendt med, at Ørsted i adskillelige tilfælde har afgivet otte sider lange høringssvar, hvor de argumenterer imod, at de sagsbehandlende kommuner godkender projekterne.

Men hvorfor forsøger Ørsted tilsyneladende at stille sig i vejen for projekter, der vil bidrage til et klimarigtigt energisystem?

Det er selvfølgelig altid vanskeligt at motivfortolke, men Ørsted ejer en række centrale kraftvarmeværker, som primært er baseret på afbrænding af biomasse.

Biomasse er fra flere sider blevet kritiseret for ikke at være CO2-neutral og i nogle tilfælde endda klimamæssigt værre end afbrænding af kul.

En markant udbredelse af de store varmepumpeanlæg vil konkurrere med Ørsteds eksisterende kraftvarmeværker og gøre dem mindre rentable.

Ud fra den kendsgerning kunne der godt opstå en tanke om, at Ørsted med deres negative høringssvar til planerne om de kollektive varmepumpeanlæg er mere interesseret i at beskytte deres egne snævre økonomiske interesser fremfor at bidrage til en klimarigtig verden.

Ørsted er i 2020 blevet kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed, hvilket de markedsfører sig massivt på i hele verden.

Hvordan kan man blive kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed, når man i det skjulte tilsyneladende modarbejder udviklingen af fremtidens klimavenlige energisystem?

Power-to-X er det nye klimabedrag

Power-to-X-teknologien er i mange tilfælde dårlig for klimaet, og den positive iscenesættelse af teknologien er kraftigt præget af snævre erhvervsmæssige og økonomiske interesser samt et forsøg på fastholdelse af de eksisterende klimaskadelige samfundsstrukturer.

Magtfulde danske virksomheder og organisationer har i længere tid varmet op og forsøgt at gøde jorden for at promovere teknologien som et vigtigt tiltag i forhold til at imødegå Danmarks og verdens galoperende klimaudfordringer.

I disse dage står industrien på nakken af hinanden i medierne for at cementere den fortælling. Eksempler på overskrifter er: ”18 topchefer til regeringen: Power-to-X er fremtiden, men kun hvis staten investerer ti mia. kr.”[1] og ”18 førende PtX-aktører samles om anbefalinger til national strategi”[2]

Ved at satse på Power-to-X kommer vi til skabe en ny version af en af de største fejltagelser i dansk energi- og klimapolitik, nemlig den massive brug af biomasse til energiproduktion.

Hvad er Power-to-X?

I et Power-to-X-anlæg kan man med elektricitet omdanne CO2 til flydende brændstoffer (E-fuels), der kan bruges til f.eks. lastbiler, skibe og fly.

Det lyder jo umiddelbart som en god ide. Så kan man bruge de stigende mængder af vindmølle- og solcellestrøm til at producere nye brændstoffer til transport samtidig med, at man trækker noget af den uønskede CO2 ud af atmosfæren.

Men et af problemerne er, at man IKKE satser på at trække CO2 ud af atmosfæren. I stedet vil man fange CO2 fra afbrænding af biomasse i de store kraftvarmeværker, fra afbrænding af affald samt fra store CO2-udledere i industrien som f.eks. cementproduktion.

Business-as-usual

Ledende virksomheder er i gang med at italesætte og stemple teknologien som klimarigtig, da man foregiver, at alt, der har været igennem et Power-to X-anlæg, er CO₂-neutralt. På samme måde som biomasse officielt er blevet regnet for CO₂-neutralt, selvom det ikke er tilfældet.

Ved at satse på Power-to-X vil vi blive låst fast til afbrænding af biomasse og affald og til mange af de nuværende CO2-udledende industrivirksomheder i al evighed.

Det er nødvendigt at reducere vores enormt høje forbrug af biomasse til afbrænding, og vi ønsker også at nedbringe affaldsmængderne markant, så en meget større andel af vores nuværende affald kan genanvendes og genbruges.

Er der først investeret mange milliarder i Power-to-X, vil det være meget sværere at argumentere for en fraskæring af de grundelementer, som teknologien er afhængig af nemlig biomasse, affald og cementproduktion.

Power-to-X er en lappeløsning, som bevarer en produktion, et system og en struktur, der ikke i sig selv er klimarigtig.

Store virksomheder løber med magten

I Danmark får Power-to-X opmærksomhed fra både investorer og politikere. Ørsted vil bygge en gigantisk Power-to-X-fabrik i Storkøbenhavn, og regeringen har indgået en aftale med Holland, der vil investere en milliard kroner i fremtidige anlæg i Danmark.

I et interview med Danmarks Radio beskriver klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen teknologien som et ”erhvervseventyr for Danmark”[3]

Teknologien er også en væsentlig del af den klimaaftale for energi- og industrisektoren, som et stort flertal af Folketingets partier blev enige om 22. juni 2020[4].

Brancheorganisationen Dansk Energi har taget initiativ til at samle 17 af Danmarks ledende virksomheder inden for produktion af energi og de største danske forbrugere af energi-intensive brændstoffer med henblik på at komme med konkrete anbefalinger til en Power-to-X-strategi.

Anbefalingerne blev præsenteret på en konference den 19. november 2020 med titlen ‘Power-to-X: Brikkerne skal lægges nu’.

Her blev både rapport og anbefalinger officielt overrakt til klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, som i øvrigt også selv talte på konferencen.

Så lobbyaktiviteterne fra de magtfulde virksomheder virker, og de lykkes tilsyneladende med at integrere deres snævre erhvervsmæssige og økonomiske interesser i den politiske agenda.

Når man læser rapporten og anbefalingerne[5], fremstår det tydeligt, at virksomhederne er ved at tilrane sig yderligere magt.

I rapporten kan man bl.a. læse, at man ønsker en ”Kickstart af den danske PtX-indsats vha. subsidier og regulering”.

Passager som ”PtX kræver en helt anden forpligtende og agil samarbejdsform mellem industri og regering, end den som har været gængs praksis i Danmark” og anbefalingen af en klar struktur, ”hvor erhvervslivet løbende involveres og tages med på råd om fremtidige tilpasninger af PtX-strategien, og hvor regeringen sikrer sig en løbende rapportering af strategiens realisering” vidner om aktørernes virkelige agenda.

Man kunne nu nok også godt have regnet ud, at når spillere som Dansk Energi, Dansk Industri, Københavns Lufthavne A/S, Maersk, SAS Danmark og Dansk Shell er med, så er det ikke for deres grønne øjnes skyld.

[1] https://www.berlingske.dk/business/18-topchefer-til-regeringen-power-to-x-er-fremtiden-men-kun-hvis-staten

[2] https://www.idag.dk/article/view/751214/18_forende_ptxaktorer_samles_om_anbefalinger_til_national_strategi

[3] https://www.weekendavisen.dk/2020-38/ideer/den-groenne-transformer

[4] https://fm.dk/media/18085/klimaaftale-for-energi-og-industri-mv-2020.pdf

[5] https://www.danskenergi.dk/sites/danskenergi.dk/files/media/dokumenter/2020-11/Anbefalinger-til-en-dansk-strategi-for-Power-to-X.pdf

Pressemøde om klima- og biodiversitetsnødsituationen

I 30 år har jeg været vidne til manglende handling fra politikere, virksomheder og beslutningstagere. Man har i endnu længere tid bevidst valgt at ignorere klimavidenskaben og fortsat en uhæmmet vækst på en planet med begrænsede ressourcer.

Nu står vi så midt i en alvorlig klima- og biodiversitetskrise, hvor den accelererende globale opvarmning leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation, som vi kender dem.

Samfundet skal ændres fuldstændigt

Situationen kalder på omfattende, hidtil usete og øjeblikkelige handlinger med grundlæggende ændringer af alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, bruger jord, transporterer os og driver vores økonomier.

Ændringer af et sådant omfang kan ikke realiseres, hvis man politisk som nu rykker lidt rundt på kommaer i målsætninger og handlinger, der samtidig er formuleret, omtales og præsenteres på en måde, der giver indtryk af at være rigtig ambitiøst og være et passende svar på de udfordringer, vi står i.

Målsætninger og handlingsplaner der, når man tager sig tid og nærlæser relevante dokumenter, viser sig at være fuldstændig uambitiøse og helt utilstrækkelige.

Klimaet er ramt af kreativ bogføring

Skiftende regeringer ynder at kalde Danmark for et grønt foregangsland. Intet kunne være mere forkert.

Hver dansker er ansvarlig for udledning af 22 tons drivhusgasser til atmosfæren om året, og dermed er danskernes klimaaftryk blandt verdens højeste målt pr. indbygger.

Klimaloven tilsiger, at vi i 2030 skal have reduceret vores udledning af drivhusgasser med 70% i forhold til 1990. Det lyder jo relativt ambitiøst.

Man glemmer bare at fortælle hele historien, som bl.a. omfatter kreativ bogføring og politisk bestemte bogføringsprincipper. Regnskaber kan se flotte ud, når man udelader væsentlige poster, og det er lige præcis det, man gør i klimaregnskabet.

I figuren nedenfor ses drivhusgasemissioner fra danske aktiviteter fra 1990 – 2019 fordelt efter kilde.

Emission af drivhusgasser fra danske aktiviteter efter kilde i perioden 1990-2019

Den grå flade repræsenterer udledninger fra aktiviteter, som er indregnet i klimaloven. Heraf ses det, at udledningen af drivhusgasser er faldet mærkbart i perioden 1990-2019.

Det er så den officielle fortælling. Den fortælling, som hele klimadebatten tager sit udspring i. Desværre også den fortælling, som svarer til en selfie, hvor der er brugt så meget photoshop, at man slet ikke kan genkende motivet.

De officielle tal er vildledende, fordi de ikke inkluderer international luft- og skibsfart og forbrugsbaserede udledninger. Herudover indregnes heller ikke den store mængde CO2, der udledes, når vi brænder biomasse af i den danske energiproduktion (samt hos de private husholdninger), da man fejlagtigt har valgt at betragte biomasse som CO2-neutral.

På den måde regner man kun godt en tredjedel af drivhusgasudledningerne fra danske aktiviteter med i de officielle regnskaber. Det er så desværre også kun den tredjedel man altid hører omtalt i klimadebatten.

Det er ud fra denne tredjedel, at politikere taler, og det er ud fra denne tredjedel, at der bliver ført diskussioner, sat politiske mål og vurderet virkemidler samt effekter.

Med stolthed i stemmen bryster politikere og de store industrier sig af, hvor godt man er lykkes med at reducere drivhusgasudledninger fra 1990 og til nu.

I virkeligheden er drivhusgasudledningerne fra danske aktiviteter ikke faldet men steget markant siden 1990.

Når man inkluderer international luft- og skibsfart, afbrænding af biomasse og forbrugsbaserede udledninger, er udledningen af drivhusgasser steget mærkbart i perioden 1990-2019. Det er så noget sværere at være stolt af.

Diplomatisk sagt, så males der et skønmaleri af udviklingen i og størrelsen af de danske drivhusgasudledninger. Udtrykt i knapt så diplomatiske termer kunne man alt efter temperament karakterisere fortællingen som misinformation, uredelighed, manipulation eller bedrag.

Danmarks CO2-budget er brugt op

Vi skal holde os under en global temperaturstigning på 1,5 grader for at undgå, at de mekanismer og processer, som regulerer planetens tilstand, kommer ud af kontrol (tipping points).

Det kan vi gøre med en vis sandsynlighed ved at overholde verdens resterende CO2-budget. Fordeles dette ligeligt blandt alle mennesker i verden, var Danmarks CO2-budget pr. 1. januar 2018 ca. 325 mio. ton CO2.

Desværre havde vi allerede brugt budgettet i juni 2020. Prøv lige at lade det synke ind. Danmark må ikke udlede flere drivhusgasser overhovedet. Nogensinde. Politikere, beslutningstagere og borgere har forsømt at handle i så mange år, at vi i princippet er faldet ud over kanten nu.

Set i det lys er klimaloven og de tilhørende diskussioner om tiltag fuldstændigt uambitiøse og helt utilstrækkelige.

Regeringen, Folketinget og medier svigter på det groveste deres ansvar om at formidle, at vi befinder os i en klima- og biodiversitetsnødsituation.

Vi skal have daglige pressemøder om dette med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

CO2-neutral elproduktion fra 2023?

Samtidig med at du får 140 kr. om året

I klimadebatten hører man jævnligt, at den ”grønne omstilling” koster penge. Ofte forholder det sig modsat, og i mange tilfælde er det ligefrem en god forretning at investere i vedvarende energi.

Hvis vi forestiller os et scenarie, hvor der etableres solcelleanlæg, så hele Danmarks elforbrug kan dækkes med vedvarende energi, ville hver dansker over 18 år få en gevinst på 140 kr. om året.

Hvordan kan det nu lade sig gøre?

Prisen for solcelleanlæg er gennem de sidste 5-10 år faldet drastisk. Selv fra år til år ses væsentlige prisfald. De nyeste tilgængelige officielle prisopgørelser for 2018 viser f.eks. et prisfald for større solcelleanlæg på knap 30 % sammenlignet med 2017.

I 2018 blev 43 % af Danmarks elforbrug dækket af CO2-fri strøm produceret af vindmøller og solceller [1]. Skulle det resterende elforbrug på godt 19,1 TWh dækkes af solceller, ville det kræve ca. 133 km2 solceller [2] til en samlet anlægspris på knap 113 mia. kr. [3].  

Staten har uden at blinke foreløbig allokeret ca. 400 mia. kr. til coronatiltag, som man egentlig ikke har fået noget for. Så mon ikke staten uden problemer (og endda omkostningsneutralt) kan finansiere de nødvendige anlægsinvesteringer på 113 mia. kr. til etablering af solcelleanlæg?

Set fra den enkelte danskers side svarer anlægsprisen til ca. 24.500 kr. pr. dansker eller en omkostning på godt 810 kr. pr. år i anlæggets levetid på 30 år. Den producerede elektricitet kan sælges til markedspris, som her er sat til 25 øre pr. kWh. Salgsprisen er sat konservativt, da den gennemsnitlige elspotpris var knap 34 øre/kWh i 2018 [4]. Elsalget giver en indtægt på knap 1.040 kr. om året, som fratrukket en vedligeholdelsesomkostning på godt 80 kr./år giver en nettoindtægt på godt 950 kr. om året. Samlet set betyder det, at hver dansker kan opnå en gevinst på ca. 140 kr. om året.

Eksempel på markplaceret solcelleanlæg [5].

Som nævnt i forrige artikel (se evt. link) ville man kunne etablere de nødvendige solcelleanlæg på kun 3 år. Vi kunne altså have en CO2-fri elproduktion allerede i år 2023.   

Artiklen viser, at det er muligt at etablere solcelleanlæg, som kan gøre hele Danmarks elforbrug CO2-neutralt indenfor en kort årrække, og at det samtidig giver en gevinst på 140 kr. om året pr. dansker.

Hvad venter vi på?

Det er i artiklen angivet, at solcelleanlæg i det nævnte omfang kan bidrage til, at hele Danmarks elbehov kan dækkes med vedvarende energi. Der er her udelukkende regnet med energimængder og således ikke taget hensyn til det tidsmæssige sammenfald mellem elproduktion og elforbrug. Med den nuværende struktur af energisystemet, vil der naturligvis være perioder, hvor der ikke er nok vind og sol til at dække elbehovet, ligesom der vil være perioder, hvor vind og sol producerer langt mere end elbehovet. Dette kan  delvist imødekommes på nuværende tidspunkt ved eludveksling mellem Danmark og andre lande. Indenfor en kortere årrække vil vi have omstruktureret vores energisystem med mulighed for synergier mellem el, varme, transport, fleksibelt forbrug samt lagringsprincipper og -teknologier m.v.

Referencer

[1] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/Market-data1/Power-system-data/Consumption1/Consumption/ALL/Hourly1/?view=table og https://energinet.dk/Om-nyheder/Nyheder/2019/01/07/Solenergi-slog-rekord-i-varmt-2018.

[2] Baseret på en nominel paneleffekt på 170 Wp/m2 og en specifik ydelse på 850 kWh/kWp pr. år.

[3] Som anlægspris er der brugt den specifikke pris 5.000 kr./kWp baseret på den gennemsnitlige anlægspris for gennemsnit af større (100-250 kW) og centraliserede solcelleanlæg (> 1 MW). Fra National Survey Raport, Danmark 2018, IEA PVPS.

[4] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/historical-market-data/.

[5] Foto fra artikel i Ingeniøren 13. februar 2019.

To kroner for CO2-frit elforbrug i 2022

Kan du undvære 2 kr. om dagen?

Det er nemlig, hvad det ville koste pr. indbygger over 18 år at etablere solcelleanlæg, så hele Danmarks elforbrug kan dækkes med vedvarende energi.

I 2018 blev 43 % af Danmarks elforbrug dækket af CO2-fri strøm produceret af vindmøller og solceller[1]. Hvis man forestiller sig, at det resterende elforbrug på knap 14,2 TWh skulle dækkes af solceller, ville det kræve ca. 141 km2 solceller[2] til en samlet anlægspris på 163 mia. kr[3].  Hvordan kan det så blive til kun 2 kr. om dagen pr. dansker?

Lånefinansieres anlægsprisen på ca. 35.000 kr. pr. dansker, bliver den samlede årlige ydelse på et lån med en løbetid på 25 år og en rente på 2,5 % ca. 1.920 kr. om året. Den producerede elektricitet kan sælges til markedspris, som her er sat til 25 øre pr. kWh. Salgsprisen er sat konservativt set i lyset af, at den gennemsnitlige elspotpris var knap 34 øre/kWh i 2018[4]. Elsalget giver en indtægt på ca. 1.040 kr. om året. Samlet set skal hver dansker altså betale ca. 880 kr. om året eller godt 2 kr. om dagen.

Der er plads nok til at etablere den nødvendige mængde solceller i Danmark. Forestiller man sig, at solcelleanlæggene udelukkende opstilles på marker, ville man skulle bruge ca. 8 % af det samlede areal udlagt til industrifrø (primært raps)[5]. Det er tidligere skønnet, at der er ca. 150 km2 tagareal i Danmark, som er egnet til solceller[5], så der er altså også tagareal nok til rådighed.

Solcelleanlæg i Kina formet som en stor panda[6].
Hvor lang tid tager det at etablere så mange solceller? I Kina installerede man sidste år ca. 43 GW solceller[6]. Med kinesisk tempo ville det tage ca. et halvt år at opsætte den nødvendige mængde solceller i Danmark.

Men okay, så hurtigt kan man jo ikke gøre det i Danmark? Måske ikke helt, men man kan gøre det ret hurtigt. Lad os antage, at vi beskæftiger 5.000 personer med at opsætte solceller. Hvis hver person opsætter 25 m2 om dagen, ville man være færdig efter kun 3 år. Vi kunne altså have en CO2-fri elproduktion allerede i år 2022.

Nuvel, den kritiske læser vil nok indskyde, at solceller ikke producerer strøm, når flæskestegen skal laves juleaften. Det er også korrekt. Med solceller er der ikke nødvendigvis tidsmæssigt sammenfald mellem produktion og forbrug, men brug af lagringsteknologier og den rette kombination med andre vedvarende energikilder kan sikre den tidsmæssige balance.

Artiklen viser, at det er muligt at etablere solceller, som kan gøre hele Danmarks elforbrug CO2-neutralt indenfor en kort årrække, og at det koster under 2 kr. om dagen pr. dansker.

Hvad venter vi på?

 

Referencer

[1] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/Market-data1/Power-system-data/Consumption1/Consumption/ALL/Hourly1/?view=table og https://energinet.dk/Om-nyheder/Nyheder/2019/01/07/Solenergi-slog-rekord-i-varmt-2018.

[2] Baseret på en nominel paneleffekt på 160 Wp/m2 og en specifik ydelse på 850 kWh/kWp pr. år.

[3] Som anlægspris er der brugt en gennemsnitspris mellem tag- og landplacerede anlæg på  7.250 kr./kWp beregnet ud fra National Survey Report of Photovoltaic Applications in Denmark 2017, IEA-PVPS, Peter Ahm, PA Energy Ltd.

[4] Egne beregninger baseret på tal fra https://www.nordpoolgroup.com/historical-market-data/.

[5] Tal fra artikel i Ingeniøren https://ing.dk/artikel/saa-meget-fylder-solceller-der-kan-daekke-5-pct-af-elforbruget-i-2020-174597.

[6] https://www.reuters.com/article/us-china-solarpower/china-installed-18-percent-less-solar-power-capacity-in-2018-idUSKCN1PB09G.

Gør nu noget ved folkepensionen

Der skal spares. Man hører og oplever det hele tiden. Nedskæringer og besparelser på områder som eksempelvis pleje- og sundhedssektoren, skoler og institutioner, sygedagpenge og handicappede. Listen er lang. Millionbesparelser på disse områder har hver især kæmpe betydning og forringer serviceniveauet og velfærden i Danmark væsentligt.

Det er på tide, at tingene bliver sat i perspektiv. Hvor mange er klar over, hvordan det offentliges udgifter egentlig fordeler sig?

I 2017 udgjorde det offentliges samlede udgifter knap 1.100 mia. kr., hvoraf indkomstoverførsler udgjorde knap 360 mia. kr. Udgifterne til folkepension var i 2017 knap 131 mia. kr. og tegner sig dermed for over en tredjedel af indkomstoverførslerne.

I nedenstående figur ses fordelingen af de offentlige udgifter til indkomstoverførsler i 2017.

Kilde: Baseret på tal fra Statistikbanken, Danmarks Statistik, tabellen OFF10, 6/10-2018. Udgiftsposter på under 2 mia. kr. er udeladt i figuren.

Til sammenligning var udgifterne til sygedagpenge og politi i 2017 henholdsvis 11,3 mia. og 11,6 mia. kr., altså en brøkdel af udgifterne til folkepension. En besparelse på 1 mia. på eksempelvis sygedagpenge får meget stor negativ betydning for området, mens den samme besparelse på folkepensionen vil have en meget mindre konsekvens.

Hvad mange måske ikke tænker på er, at alle de besparelser og nedskæringer, politikerne interesserer sig for, udgør et relativt lille beløb og en meget lille andel af statens samlede udgifter. Med en udgift i 2017 på knap 131 mia. kr. er det folkepensionen, som i virkeligheden belaster statens økonomi.

Hvornår er der nogle politikere. der tør sige de åbenbart forbudte ord: ”Folkepensionen er en bombe under dansk økonomi, og vi er nødt til at reducere den kraftigt”.

Vi skal ikke skære de forkerte steder. Bliver man syg, skal man have økonomi til at kunne opretholde en rimelig levestandard og kunne få en rigtig god behandling på sygehuset. Børn skal have mulighed for at få gode betingelser under deres opvækst i vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og skoler, og politiet skal have den nødvendige finansiering til, at de kan udføre deres arbejde på en rimelig måde.

Derimod er der ingen grund til, at staten skal forsørge mennesker, bare fordi de har nået en bestemt alder. Folkepensionister er ikke nødvendigvis en svag gruppe, som staten automatisk skal forsørge. Det kan sagtens være den enkeltes ansvar at spare op til egen alderdom.

Når udfordringerne om staten Danmarks nuværende og fremtidige økonomi diskuteres blandt politikerne, mener jeg, at man skal fokusere på den reelle problemstilling i dansk økonomi, nemlig udgifterne til folkepension. Den er absolut ikke fredet.

Den rigtige prioritering er at nedsætte folkepensionen kraftigt over en passende årrække.

Så kære politikere, vær nu ansvarlige og fremsynede og hav modet til at gøre det nødvendige.