Belastningen af økosystemerne skal stoppe øjeblikkeligt

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2023 er ”plads” til 100 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Skal vi holde os inden for dette budget, er det på globalt niveau nødvendigt at reducere CO2-udledningerne med 42 % pr. år fra og med 2024. Den nødvendige procentvise reduktionssti er illustreret i Figur 1.

Det er altså nødvendigt med reduktioner i en skala, som ligger meget langt fra samtlige klima- og miljømålsætninger.

Ser man ovenstående i en dansk kontekst, har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [2], Klima og Omstillingsrådet [3] samt Kraka-Deloitte [4].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, linje/række

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Nødvendig reduktionssti for at begrænse den globale middeltemperaturstigning til maksimalt 1,5°C.

Hvilken situation står vi i?

I foregående afsnit accepterede vi præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Men som jeg indledte med at fortælle, er størstedelen af naturens egne grænser overskredet. Det er efterhånden blevet klart for de fleste. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med

Derfor kan vi ikke bruge de nuværende klima- og miljømålsætninger med gradvise forbedringer til noget. Der er behov for, at vi øjeblikkeligt stopper vores belastning af økosystemerne.

Dér skal vi starte samtalen.


Referencer

[1] Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence, Piers M. Forster et al., Volume 15, issue 6, ESSD, 15, 2295–2327, 2023

 https://essd.copernicus.org/articles/15/2295/2023/#section8  Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[3] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[4]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

Klimabomberne falder

KLIMABOMBERNE FALDER

Forestil dig, at englænderne under blitzen over London, diskuterede, om England var i krig med Tyskland.

Nej, nej, sagde nogle, historien er fuld af krige, det her er ikke noget særligt. Den slags sker hele tiden.

Jo, indrømmede andre, der falder da godt nok en bombe nu og da, men det er isolerede enkeltfænomener, som vi ikke behøver tage os af.

Og de, der råbte op om krig og beredskab og rationering, blev kaldt for krigshystader, alarmister og pessimister, der ikke gjorde andet end at tage modet fra os og gøre os alle sammen deprimerede og værst af alt, skræmme børnene. Herregud, det er jo bare bomber.

Ovenstående er skrevet af forfatter Carsten Jensen og få er som ham i stand til krystalklart at indramme og perspektivere den situation, vi står i.

Facebook skriver han videre i indlægget:

Det tænkte scenarie er ikke mere absurd end den måde, vi i dag taler om klimaet på.

Et billede, der indeholder udendørs, bro, bygning, tåge/dis

Automatisk genereret beskrivelse

New Yorks indbyggere forbereder sig på endnu en gang at holde sig inden døre, når røgen fra de historiske store skovbrande i Canada igen dækker himlen over millionbyen.

Nå ja, siger mange og trækker på skulderen. Skove skal jo brænde en gang imellem. Er det ikke naturens orden?

Havets overfladetemperatur omkring Irland og den skotske vestkyst er fem grader over normalen. Jamen, heldige irlændere, siger mange, endelig en ordentlig temperatur på badevandet. Hvis det er global opvarmning, så hurra for den globale opvarmning.

Den globale CO2-udledning steg sidste år. Det samme gjorde den danske. Nå ja, men vi skal jo også leve og have vores svinekoteletter. Eller skal klimatossernes meningsdiktatur nu også gælde vores middagsborde? Må vi overhovedet være her?

Det sidste spørgsmål er faktisk væsentligt. For den globale opvarmning har et budskab til os, der ikke står til forhandling: Vi må faktisk ikke være her. Medmindre vi laver drastisk om på vores levevis.

Virkeligsbenægtere er det nemt at kalde dem, der bagatelliserer effekten af de stigende temperaturer. Vi kan også kalde dem apatiske. For det er apati, når man konfronteret med en overhængende fare bare lader hænderne blive i skødet.

Hvor kommer apatien fra? Der er sikkert meget af en instinktiv psykologisk selvforsvarsmekanisme i den, født af en følelse af magtesløshed. Men medierne bærer også en del af ansvaret.

Skriver og taler de da slet ikke om klimakrisen? Jo, men de gør det, som om det var en overskuelig, håndterbar krise på linje med så mange andre, ikke en eksistentiel livskrise for arterne på jorden, herunder vores egen.”

Mange aviser har dygtige, engagerede klima-journalister, men redaktører og lederskribenter har svært ved at se det store billede. Der er så meget andet, der trænger sig på, synes de. Desuden ved de af erfaring, at dårlige nyheder kun vækker interesse, hvis de rammer andre, ikke os selv. Og klimakrisen har os på sigtekornet, og der er ingen steder, vi kan gemme os, andet end i en bagatellisering eller en virkelighedsbenægtelse, der kun får truslen mod vores eksistens til at vokse.

Vores økosystemer og dermed grundlaget for liv er ved at kollapse, alt imens medierne fuldstændigt svigter deres formidlingsansvar.

Programvært fra Danmarks Radio Iben Maria Zeuthen skrev for nylig et åbent brev om dette til DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn, men fik ikke et tilfredsstillende svar.

Carsten Jensen afslutter sit indlæg med at skrive:

Nu har hun opstillet en programerklæring med fem forslag til medierne om en stærkere klimadækning, “en ny begyndelse”, som hun kalder det. Konfrontation er et af hendes nøgleord. “Vi skal ikke forsvare at lægge en klimavinkel, vi skal forsvare, når vi ikke gør det… Klimajournalistisk bør ikke længere være et stofområde, men et blik, et perspektiv, en metode. Klimakrisen er ikke længere et emne, der kan isoleres til klima og miljø, for klimakrisen vil efter al sandsynlighed få betydning for det meste. Og det skal journalistikken afspejle.”

Sådan skal det siges. Og sådan skal det gøres.

Nu venter vi bare på, at også medierne opdager, at bomberne falder over alt. Også i køledisken i et supermarked nær os. Eller i det hav, hvor du nyder din sommer-svømmetur.

Klima-blitzen er over os.

Tak Carsten Jensen for din eminente og altid knivskarpe pen.

Klimaloven er dødfødt

Jeg har tidligere skrevet debatindlæg om, hvorfor klimalovens 2030- og 2045-mål ikke giver nogen mening, da vi allerede er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, bl.a. i Klimamonitor Tiden er inde til oprør og i Ræson Glem Parisaftalen. Sandheden er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område.

Selv hvis klimalovens mål gav mening, er handlingsrummet indenfor klimaloven meget indskrænket og kan på ingen måde adressere de polykriser, vi står i.

I klimaloven (Lov om klima) står der i §1, stk. 3, pkt. 2): ”Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles.[1]

Og i §1, stk. 3, pkt. 3) står der: ”Danmark skal vise, at der kan laves en grøn omstilling og samtidig bibeholdes et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres.

Med alle de hensyn, der skal tages for indfrielsen af Danmarks klimamål og den ”grønne” omstilling til bl.a. erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser samt bibeholdelse af et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres, er det meget svært at lave tiltag, der afviger væsentligt fra de eksisterende strukturer og systemer.

Det meget begrænsede handlingsrum blev synliggjort og tydeligt under et åbent samråd den 13. juni 2023 i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget om CO2-reduktioner og reduktionsmankoen for 2025 i klimastatus og –fremskrivning 2023 [2]. Her nævnte Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, Lars Aagaard, at han har fået forslag fra 92-gruppen, f.eks.:

  • Reduktion af dyrebestanden (industrielle) med 15%
  • Indførsel af CO2-afgift for landbruget på 750 kr. pr. ton i 2025
  • Nedsættelse af hastigheden på motorvejene til 100 km/t
  • Stop for salg af fossile varevogne og biler fra 2024.
Et billede, der indeholder tekst, Ansigt, person, skærmbillede

Automatisk genereret beskrivelse

Ministeren udtalte, at en række af forslagene ”vil have mærkbare konsekvenser for danskerne, for livsvilkårene for mange mennesker, og noget af det vil ramme enkeltstående industrier særdeles hårdt…”.

Samlet set mener ministeren ikke, at tiltagene ”vil reflektere klimalovens guidende principper”. Derfor har ministeren ”meget meget svært” ved at se, ”at forslagene kan håndteres indenfor de balancerende principper af klimaloven”.

Det er klart, at når så oplagte forslag ikke er mulige med henvisning til klimalovens guidende principper, så er klimaloven dødfødt. Det vil aldrig lykkes at lave tiltag, som kan bringe os derhen, hvor det er nødvendigt.


Referencer

[1] LOV nr 965 af 26/06/2020, Lov om klima, Klima­, Energi­ og Forsyningsmin., j.nr. 2019­2855

[2] https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20222/kef/td.1961823.aspx?as=1#pv

Krydstogtskibe handler ikke om landstrøm

Gennem noget tid har debatten kørt om landstrøm til krydstogtskibe.

Uden landstrøm er krydstogtskibene nødt til at afbrænde fuelolie, mens de ligger i havn. Det udleder en stor mængde helbredsskadelige partikler, hvilket er et reelt problem for borgerne i de byer, hvor skibene lægger til kaj. Hertil kommer udledninger af klimaskadelig CO2.

Men i virkeligheden er samtalen om landstrøm eller ej irrelevant i et større perspektiv. For med krydstogtskibe er vi nødt til at tage en tur op i helikopteren for at se det store perspektiv.

Krydstogtskibe ligger ikke kun til kaj, men sejler også rundt en stor del af tiden.

Krydstogtsskibe som turisme-/rejseform er forbundet med et ekstremt stort forbrug af ressourcer og er dermed meget belastende for økosystemerne.

De sidste årtier har vi bevæget os længere og længere udover grænserne for, hvad vores økosystemer kan klare. Og vores livsgrundlag er helt afhængig af, at økosystemerne kan opretholde en god balance.

Klima er blot ét økosystem; der er otte andre, heriblandt biodiversitet, miljøforurenende stoffer og vand.

I skrivende stund har vi overskredet grænserne for syv ud af ni økosystemer, og konsekvenserne er efterhånden tydelige for enhver. Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige.

Det er svært at se realiteterne i øjnene, og nogle vælger at lukke øjnene og fortsætte som altid. Men virkeligheden og den forfærdelige situation forsvinder ikke, selvom man kigger den anden vej.

I den situation er der ikke plads til krydstogtskibe mere.

Der er ikke noget råderum tilbage, og det giver derfor ingen mening med aktiviteter, som gør yderligere skade på vores fælles økosystemer (og endnu mindre når aktiviteterne er i den luksusprægede kategori, som kun er tilgængelig for en lille del af verdens befolkning).

Vi er ved at ødelægge selve eksistensgrundlaget for liv, og én af samtalerne skal derfor handle om, hvordan vi kan påvirke beslutningstagere til at få stoppet krydstogtsaktiviteten indenfor de næste tre måneder.

Tyra II – det er helt sort

I relativ ubemærkethed fra offentligheden har TotalEnergies – understøttet af den danske stat – været i gang de sidste 4 år med at renovere de gamle fossile gasplatforme i Tyra-feltet. De var efter at have produceret fossil gas og olie siden 1984 sunket 5 meter.

Det skrev jeg om i 2019 i indlægget Historisk investering i olie og naturgas.

Nye fossile gasplatforme

Det grønne foregangsland Danmark tager i slutningen af 2023 de nye fossile gasplatforme Tyra II i brug. Det oprindelige budget på 21 mia. kr. er overskredet, og omkostningen skønnes nu at blive 26 mia. kr. [1]

Med idriftsættelsen af de nye gasplatforme vil man kunne producere 2,8 mio. m3 fossil gas om året [2] i mindst 25 år.

Et billede, der indeholder sky, metalartikler, gear, vand

Automatisk genereret beskrivelse
Endelig form af Tyra II. Illustration: TotalEnergies

Klimapåvirkninger

Når gassen brændes af hos slutkunden, vil der blive udledt ca. 5,5 mio. ton CO2e – hvert år. Det svarer til 12 procent af Danmarks samlede udledninger i 2020 [3].

Hertil kommer tab fra ventiler, flangesamlinger og lækager m v. Her er klimapåvirkningen 86 gange større (i et 20-årigt perspektiv), end når gassen brændes af, da det ikke er CO2, men den kraftige drivhusgas metan, som udledes til atmosfæren. 

Det vides ikke, hvor stort ovenstående tab er, men er der f.eks. blot et tab på 3 procent, har tabet alene samme CO2e-udledning som hele gasforbruget.

Forestiller man sig, at tabet er 10 procent, udledes der med forbrug + tab samlet set 22,4 mio. ton CO2e om året – altså ca. halvdelen af hele Danmarks udledninger i 2020.

Nyt akt til Kejserens nye klæder

Danmark virker aldeles utroværdig, når man som initiativtager til BOGA (Beyond Oil & Gas Alliance) vil idriftsætte ny fossil infrastruktur, som nyrenoverede platforme er at betragte.

Man binder sig til en fossil infrastruktur i mindst 25 år mere, hvilket mildest talt er tåbeligt i betragtning af, at vores livgivende økosystemer er ved at kollapse [4].

Verden har brug for at stoppe olie- og gasproduktionen til brug i det globale nord nu. Men det grønne foregangsland Danmark er åbenbart fuldstændig ligeglad.

Teaterforestillingen Kejserens nye klæder har igen fået tilføjet et nyt akt.


Referencer

[1] https://ing.dk/artikel/det-vildeste-offshore-projekt-snart-flyder-gassen-igen-fra-tyra-feltet?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=email&utm_campaign=ing_daglig

[2] https://tyra2.dk/sidste-modul-blev-loeftet-tyra-ii-har-nu-sin-endelige-form/

[3] https://klimaraadet.dk/sites/default/files/node/field_file/Klimaraadet_statusrapport23.pdf

[4] https://klimamonitor.dk/debat/art9318162/Tiden-er-inde-til-opr%C3%B8r og https://www.raeson.dk/2023/jan-vejnaa-hansen-glem-parisaftalen-sandheden-er-at-vi-i-loebet-af-de-sidste-35-aar-er-kommet-laengere-og-laengere-ud-i-usikkert-omraade/

Tiden er inde til oprør

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Naturens grænser er overskredet

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Disse grænser kaldes de planetære grænser.

De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.

Et billede, der indeholder diagram

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Planetære grænser samt status. Kredit: “Azote for Stockholm Resilience Centre, based on analysis in Wang-Erlandsson et al 2022”

Seks af de planetære grænser er overskredet. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.

På klimaområdet blev den planetære grænse allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million), og strålingspåvirkningen var 1,0 W/m2.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm (udover de andre drivhusgasser).

Parisaftalen er et skuespil

I 2015 var verdens ledere begejstrede og kaldte det en historisk sejr, da de landede Parisaftalen. Her blev man enige om at arbejde for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader. Men hov, grænsen for Klimaforandringer blev jo allerede overskredet i 1988… Hvor stammer de 1,5 grader så fra?

Først og fremmest er det en politisk beslutning.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. Man kan undre sig over begejstringen for Parisaftalens ”mål”, når man læser en af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

Selv om ovenstående konklusion er alvorlig nok i sig selv, er det vigtigt at bemærke, at konklusionerne i IPCC’s rapporter skabes i et politisk forum med verdens ledere, hvor også lobbyister fra den fossile industri er til stede og påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord. I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes. Laveste fællesnævner bestemmer konklusionerne og dermed også den politiske kurs og den offentlige fortælling.

Dertil kommer, at videnskaben er konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Dette sker nu, hvor den globale middeltemperatur er øget med 1,1°C – 1,2°C. Hvad sker der så ved en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader?

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de tidligere nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling. Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne planet med.

Videnskaben har jo egentlig også påpeget, at vi allerede i 1988 overskred den planetære grænse for klimaforandringer, Vi er derfor vidner til et skuespil med politiske ledere, magtfulde virksomheder og lobbyorganisationer i hovedrollerne. Her foregøgler man verdens befolkning, at hvis den globale temperaturstigning kan holdes under 1,5 grader, så er “målet” opnået, og alt er godt.

Samtalen skal starte det rigtige sted

Den videnskabelige sandhed er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område. Magtfulde økonomiske interesser, der sætter indtjening over selve livet, har gjort og gør alt for at omskrive sandheden. Ved at skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på biodiversitets- og klimakrisen, forsøge at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse kriserne.

Derfor er vi nødt til at starte samtalen det rigtige sted.

Glem alt om Parisaftalen, klimalovens 70 % reduktion af drivhusgasser i 2030, nettonul i 2045 og alle andre klima- og miljømålsætninger. Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.

Vi står i en nødsituation. Meget værre end coronakrisen, meget værre end krigen i Ukraine, og meget værre end 2. verdenskrig. Det kræver en mobilisering af hidtil uset omfang og hastighed.

Her i den rige vestlige verden skal vi som befolkning kræve af vores politikere, at der over natten bliver indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Vi skal kræve, at folketingsmedlemmer sørger for, at der bliver afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Vi skal kræve, at de store medier ikke beskæftiger sig med andet.

Vi står på kanten af et kollaps af de livgivende økosystemer og dermed et kollaps af vores trygge samfund, som vi kender det. Vi er blevet vildledt og snydt i årtier af eliten. Ingen af vores valgte ledere har levet op til deres ansvar. Konsekvensen er, at eksistensgrundlaget for liv nu er truet.

Vi vælger selv, om vi vil kontrollere kaos, eller om vi vil lade kaos kontrollere os. Nu er du informeret.

Tiden er inde til oprør!

PtX – et klimabedrag

Seks af de planetære grænser er allerede overskredet.

De planetære grænser definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten. Se illustration i Figur 1.

Figur 1: Planetære grænser samt status. Kredit: “Azote for Stockholm Resilience Centre, based on analysis in Wang-Erlandsson et al 2022”

Grænserne er naturens grænseværdier for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste. Vi er ude i et usikkert område, hvor mange af systemerne er kommet så meget ud af balance, at der er reel risiko for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.

På klimaområdet er det specielt de fossile brændstoffer, som er synderen. Medier, politikere og virksomheder har ignoreret dette faktum i mange år, og det er åbenlyst, at vi ikke kan blive ved med at lave små gradvise tiltag. Der er behov for øjeblikkelige og kraftige reduktioner af specielt de rigere landes forbrug af fossile brændstoffer.

Danmark burde stoppe alle udledninger i morgen

Danmark har – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet sin retfærdige andel af det resterende globale CO2-budget for mange år siden. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i ovenstående perspektiv skulle Danmark stoppe alle udledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

I stedet satses på at udvikle teknologier, som kan gøre det muligt at fortsætte vores overforbrug. Ofte er det teknologier, som er forbundet med brug af enorme energimængder, og som måske ovenikøbet ikke i praksis medvirker væsentligt til at reducere de samlede belastninger på de planetære grænser.

De fossile interessers drejebog

En af disse teknologier er Power-to-X (PtX).

For godt et år siden skrev jeg om Nordens største brintfabrik, HySynergy [1]. Fabrikken blev promoveret som et tiltag, der kan reducere CO2-udledninger fra industrien og mobilitetssektoren. I virkeligheden understøtter projektet i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler, og med en milliardinvestering låser man samtidig samfundet til en fossil fremtid i mange år.

Dermed passer projektet perfekt ind i de fossile interessers drejebog, hvor formålet er at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.

Et andet eksempel, som passer godt ind i drejebogen, er luftfartssektoren, som er meget ivrige for at promovere ”grønne” flybrændstoffer og er gode til at skabe stor politisk interesse for og villighed til at yde tilskud til udvikling af disse flybrændstoffer.

Der skal ikke satses på PtX-flybrændstoffer

Green Power Danmark er for nylig kommet med anbefalinger til en dansk strategi med en målsætning om at lave 50 mio. liter PtX-flybrændstof i 2025 og 500 mio. liter i 2030 [2]. Til sammenligning bruger indenrigsluftfarten ca. 30 mio. liter om året, mens udenrigsluftfarten (fly tanket i Danmark) bruger ca. 1.170 mio. liter om året.

Det vil kræve godt 10 TWh elektricitet at producere 500 mio. liter PtX-flybrændstof. Altså enorme mængder strøm svarende til 65 % af elproduktionen i 2021 fra samtlige vindmøller i Danmark [3].

Næsten halvdelen af strømmen går til spilde undervejs i processen med at producere PtX-flybrændstof. Dertil kommer, at der skal bruges store mængder CO2, som skal indgå i processen. CO2 som tænkes fanget fra affaldsanlæg, biomassebaserede kraftvarmeanlæg og/eller fra industrielle punktkilder. Med investeringer i disse fangstanlæg skabes en afhængighed af aktiviteter, som udleder CO2, der aldrig skulle have været udledt i første omgang.

Med den nuværende lovgivning kan man maksimalt iblande 50 % PtX-flybrændstof i det fossile flybrændstof. Det er dog slet ikke hensigten at komme op på så store andele af PtX-flybrændstof. I 2030 er forslag til EU-iblandingskrav sølle 0,7 %, se Figur 2.

Figur 2: Forslag til EU-iblandingskrav præsenteret i Fit-for-55. Kilde: “Grøn omstilling af luftfarten med PtX-brændstoffer“, Green Power Danmark, 2022.

I praksis vil heller ikke PtX-flybrændstoffer levere hverken en hurtig eller markant reduktion af de fossile brændstoffer.

Vi skal ikke lade os narre af falske løsninger

Vi skal ikke lade os narre af de fossile interessers forsøg på at sælge falske klimahistorier, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.

De har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser sig udspille nu. På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien, hvor det seneste er at give falsk indtryk af, at PtX er en del af løsningen.

Der er brug for helt andre tiltag i den eksistenskritiske situation, menneskeheden har bragt sig selv i. Der skal indføres CO2-rationering i en grad, som afspejler vores historiske ansvar. Det kan måske lyde drastisk for nogle, men vi har stadig valget, om vi vil forsøge at styre situationen nu, eller vi vil vente og lade kollapset styre os.


Referencer

[1] https://solidaritet.dk/debat-brintfabrikken-hysynergy-er-sort-energi-i-groen-kamouflage/

[2]Grøn omstilling af luftfarten med PtX-brændstoffer”, Green Power Danmark, 2022

[3] Egne udregninger baseret på https://ens.dk/service/statistik-data-noegletal-og-kort/maanedlig-og-aarlig-energistatistik