Motorvejene drukner

Sådan er de rige landes problemer. Andre steder i verden er det mennesker, der drukner.

Det er mennesker, som ikke længere kan brødføde sig selv

Det er mennesker, som ikke længere har rent drikkevand

Det er mennesker, som må flygte fra deres hjem.

Det er specielt os i de rige landes skyld.

Det drejer sig om, hvad vi spiser, hvordan vi transporterer os, hvordan vi bor, og hvordan vi holder ferie. 

Reportagen og videoen er fra 9. september 2024, hvor der på grund af skybrud igen var oversvømmelse af Helsingørmotorvejen ved udmundingen til Hans Knudsens Plads i København (klik på billedet for at se video).

Kun en måned tidligere stod jeg på samme sted og rapporterede om oversvømmelser.

Gennem årtier har vores overforbrug faciliteret og understøttet rovdrift på naturen. Det skyldes en kombination af samfundsstrukturen og vores personlige valg.

Det kan naturen ikke klare mere. Vi står foran et samfundskollaps.

Vores regering og folketing taler om mål i 2030, 2040 og 2050. Det giver jo ingen mening, når vi står i en nødsituation.

Vi kan godt tage skyklapper på, vi kan godt holde os for ørene, vi kan godt lade som om….

Men det hjælper os bedst at se realiteterne i øjnene. 

Der er brug for akut og markant handling, og det skal vi som befolkning kræve af vores politikere.

Vi bliver som befolkning nødt til at samle os og lave modstand, som ikke kan ignoreres.

Vi har for længe siden overskredet naturens egne grænser. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område, hvor vi ikke længere sikre på, at naturens systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.

Det er en nødsituation, som kalder på omgående og markant handling.

Folketinget hjælper os ikke, så vi bliver som befolkning nødt til at gøre noget, som ikke kan ignoreres.

Det kunne være en samfundsstrejke med et krav om, at politikerne med det samme iværksætter de nødvendige foranstaltninger og regler, som kan hjælpe os til at stoppe – indtil videre – stort set alle miljøbelastende aktiviteter, der ikke er essentielle for vores overlevelse.