På jorden er der en række miljøprocesser eller systemer, som understøtter livet på jorden. Man kalder dem også for økosystemer.
Alt levende – mennesker, dyr og planter – er afhængige af, at økosystemerne er stabile og i balance. De mange systemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets aktiviteter – skubber i stigende grad til disse balancer.
Alle systemerne har en grænse for, hvor meget de kan belastes, og man stadig kan være sikker på, at de fortsat kan opretholde sin egen funktion. Man kalder grænserne for de planetære grænser. Er systemerne inden for de planetære grænser, er de indenfor det såkaldt sikre råderum.
Men seks ud af ni planetære grænser er overskredet, og de fleste af dem har været det i mange år. Tre eksempler på overskredne planetære grænser er klimaforandringer, tab af biodiversitet og arealanvendelse.
Naturens grænser er overskredet
Det er faktisk naturens egne grænser, som vi har overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Vi er ikke længere sikre på, at de seks systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.
Når belastningerne er blevet for store (hvor det punkt er, ved vi ikke), vil økosystemerne så at sige tippe over og komme ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.
Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.
For de fleste er det her med overskridelsen af de planetære grænser nok lidt abstrakt. For Hvad betyder det egentligt for vores dagligdag og liv?
Det betyder, at der er en risiko for, at vi ikke længere vil have adgang til rent drikkevand, tilstrækkelig fødevareproduktion, et sted at bo og medicin. Hver eneste dag, vi fortsætter med miljøbelastende aktiviteter, stiger denne risiko.
Skæv fordeling
De miljømæssige belastninger er meget skævt fordelt, både mellem mennesker i forskellige lande og indenfor de enkelte lande. Groft sagt afhænger de miljømæssige belastninger af, hvor økonomisk velstillet et land er, og hvor mange penge den enkelte borger har.
Jo flere penge jo større miljømæssig belastning.
Hvis resten af verden belastede miljøet som danskerne, ville det kræve næsten fem jordkloder.
Hvordan i alverden kan man med det bagtæppe stadig have en forestilling om, at vi kan fortsætte vores liv som altid med flyrejser, krydstogter, individuel vejtransport, sommerhuse og et umætteligt forbrug af nye køkkener?
Fra politikeres, virksomheders og mediers side bliver vi solgt falske historier om, at ”grøn vækst” og teknologiske løsninger kan løse alle vores problemer. Bare vi får flere vindmøller og solceller samt fanger noget CO2, vil alt blive godt.
Der skal skæres huller i muren af vildledning
Det er nødvendigt at skære nogle store huller i den mur af vildledning, så vi kan se klart.
Naturens grænser er overskredet. Vi kan ikke belaste økosystemerne mere. Hver dag øges risikoen for, at betingelserne for vores eksistensgrundlag forsvinder.
Vi kan altså IKKE leve uden vand, mad og et sted at bo. Hvad er svaret på sådan en akut situation, som er værre end krig?
For det er situationen.
Gennem årtier har vi valgt at lukke øjnene, praktisere et kollektivt selvbedrag og ikke formået at handle tilstrækkeligt. Nu skal regningen betales.
Vi er nødt til at åbne øjnene på vid gab. En situation værre end krig kræver hidtil usete tiltag i såvel skala som i hastighed.
Derfor er vi nødt til øjeblikkeligt at skære de fleste af vores miljøbelastende aktiviteter væk – i hvert fald en periode – så kun de absolut nødvendige behov som vand, mad og husly kan dækkes.
Så kan vores økosystemer forhåbentlig nå at regenerere sig selv, så de ikke kollapser.
Referencer
[1] Kilde: Stockholm Resilience Centre, https://www.stockholmresilience.org/research/planetary-boundaries.html