Gennem partnerskabsprojektet DK2020 har foreløbig 66 danske kommuner forpligtet sig til at udvikle klimahandlingsplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger.
Desværre kommer klimahandlingsplanerne ikke til at opfylde målsætningerne.
Kommunerne følger ellers velmenende de overordnede rammer og præmisser, som er blevet udstukket af DK2020, men det er et afgørende problem, at disse rammer og præmisser helt misfortolker Parisaftalens målsætninger.
Denne alvorlige misfortolkning afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig, men i stedet leder os hen mod et kollaps af vores samfund og civilisation.
Hvordan det hænger sammen, vil jeg redegøre for her.
Hvad siger Parisaftalen?
Med Paris-aftalen fra 2015 satte 195 lande en fælles målsætning om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2°C og stræbe efter at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C [1].
FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 [2]. En af rapportens vigtigste konklusioner er:
“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”
Der er altså al mulig grund til at holde temperaturstigningen under 1,5°C.
På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C. Så vi har vanvittigt travlt.
Hvor travlt har vi?
Trods utallige klimatopmøder og klimaaftaler siden 1992 er udledningen af drivhusgasser kun forsat med at stige, og nu i 2021 står vi virkeligt helt ude på kanten. Hvis vi ikke omgående ændrer alt – hvordan vi forbruger, dyrker mad, forvalter jord, transporterer os og driver vores økonomier – bringer vi vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.
Jordens klimasystem er underlagt en lang række mekanismer mellem forskellige processer og parametre, som interagerer med hinanden. Den bærende drivkraft bag globale temperaturstigninger er dog indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.
Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.
Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.
Klimavidenskaben har beregnet verdens resterende CO2-budget, hvis vi skal holde os under 1,5°C global middeltemperaturstigning [3]. Med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser er dette budget i bedste fald opbrugt allerede i 2025 [4].
Det er vigtigt at bemærke, at jordens klimasystem er ekstremt komplekst, og selvom CO2-budgettet er baseret på nogle meget avancerede klimamodeller, bevæger vi os stadig inden for et usikkerhedsinterval. CO2-budgetterne med den største sikkerhed (som brugt ovenfor) opererer f.eks. kun med 66% sandsynlighed for, at temperaturstigningen holder sig under 1,5°C, selvom vi overholder budgettet. Vi bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip og ikke tro, at vi kan ”gå helt til grænsen”.
Vi skal regne på den rigtige måde
Med et CO2-budget afgøres succeskriterier ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal (f.eks. 70% reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050), men af de samlede CO2-udledninger i et givet tidsinterval.
Man har fejlet katastrofalt, hvis man lykkes med at opnå en CO2-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår), men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt mere CO2, end der var plads til i CO2-budgettet.
Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal.
Vi må altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en CO2-reduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske CO2-budgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget CO2 vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.
Det seneste klimabudget gælder fra 1. januar 2020 og er på 230 mia. ton [3], [4].
CO2-udledningerne for 2020 er ikke endeligt opgjort endnu, men det forventes, at udledningerne var ca. 7% lavere end i 2019, hvilket svarer til ca. 39,4 mia. tons CO2. Det betyder, at klimabudgettet pr. 1. januar 2021 er faldet til ca. 190,6 mia. ton CO2.
Hvilken sti skal vi følge?
Som nævnt tidligere er det helt afgørende, hvilken reduktionssti vi følger.
I Figur 1 ses to forskellige reduktionsstier. På ene sti (blå) starter man en lineær reduktion af CO2-udledningerne allerede i år (2021), mens man på den anden sti (rød) venter med at reducere til 2025. Reduktionsstierne er udformet, så CO2-budgettet aldrig overskrides.
I en stor del af 2020 har vi haft en generel aktivitetsnedgang i samfundet grundet COVID-19 pandemien. Dette har også betydet en mærkbar reduktion af CO2-udledningerne, der som nævnt tidligere forventes at være ca. 7% lavere end i 2019 svarende til en reduktion på ca. 3 mia. ton.
Den enorme forskel mellem at starte CO2-reduktionen nu fremfor at vente træder tydeligt frem.
Starter vi nu, skal vi realisere en reduktion på ca. 3,7 mia. ton CO2 pr. år frem mod 2031, hvor CO2-budgettet er opbrugt. Vi har altså fremadrettet behov for at opnå en større årlig CO2-reduktion, end hvad vi har set i en situation med en COVID-19 pandemi.
Venter vi til 2025 med at reducere CO2-udledningerne, skal vi realisere en ekstremt stor reduktion på ca. 15,2 mia. ton CO2 pr. år, og ydermere har vi kun to år frem til 2027, hvor CO2-budgettet er opbrugt.
Det skal igen understreges, at vi bør anlægge et forsigtighedsprincip og gøre det bedre end blot at følge de angivne reduktionsstier.
Klimahandlingsplanerne opfylder ikke Parisaftalen
Ovenstående gennemgang illustrerer tydeligt, at hastighed og omfang er altafgørende, når man skal vurdere og igangsætte nødvendige klimatiltag. Vi skulle have været startet for 40 år siden. Det gjorde vi ikke, og derfor har vi nu forbandet travlt.
Vi skal realisere enorme CO2-reduktioner i et hidtil uset tempo.
Nu er vi ved at have fundet frem til svaret på det indledende spørgsmål om, hvorfor kommunernes klimahandlingsplaner ikke opfylder Parisaftalens målsætninger.
I DK2020 har man sat som succeskriterie for klimahandlingsplanerne, at kommunerne skal være klimaneutrale senest i år 2050. Hermed begår man den meget alvorlige fejl, som er beskrevet tidligere i dette indlæg:
Man sætter et punktmål op (klimaneutralitet) for et specifikt år (2050) uden overhovedet at forholde sig til reduktionsstien.
Dermed har DK2020 udstukket nogle rammer og præmisser, som helt misfortolker Parisaftalens målsætninger, hvilket afstedkommer, at indsatserne i klimahandlingsplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig.
Hvad der er endnu mere bekymrende er, at ”kommunerne arbejder med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40” [5].
Hvor ambitiøse kan de byer lige være?
Prikken over i’et kommer ved at læse på partnernes hjemmesider. Her fremføres, at de danske kommuner i DK2020-projektet ”følger i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden” og er ”med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer” [5].
Normalt er det attraktivt at være med til at skrive historie, men ikke her, hvor kommunerne ender på den forkerte side af historien.
Referencer
[1] https://unfccc.int/sites/default/files/english_paris_agreement.pdf
[2] IPCC, 2018: Summary for Policymakers. In: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (eds.)]. World Meteorological Organization, Geneva, Switzerland, 32 pp. https://www.ipcc.ch/sr15/chapter/spm/
[3] Damon Matthews, H., Tokarska, K.B., Rogelj, J. et al. An integrated approach to quantifying uncertainties in the remaining carbon budget. Commun Earth Environ 2, 7 (2021). https://doi.org/10.1038/s43247-020-00064-9
[4] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.