Vores ledere har svigtet os. Der er behov for en ny samtale i 2025.

Skal vi bare med nogenlunde sikkerhed holde os under en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader – grænsen hvor de værste skader (måske) kan undgås – skal vi fra nu af skære den globale CO2-udledning med knap 75 procent pr. år, så den når næsten nul i 2027.

Det kommer ikke til at ske. Verdens ledere har med åbne øjne svigtet dig, mig, vores børn og alt andet liv på jorden. Godt nytår og velkommen til 2025.

Så sent som i dag kunne man læse i Politiken, at hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1,5 grader, skal hver verdensborgers CO2-udledning årligt være under 3 ton CO2 i 2030 og 1 ton i 2050.

Men hvordan kan jeg så påstå, at vi skal reducere udledningerne til stort set nul allerede i 2027, når vi har disse ”ambitiøse” mål for 2030 og 2050, der altid nævnes af medier, virksomheder, politikere og endda af videnskabsfolk?

Det har jeg redegjort for i detaljer ved forskellige lejligheder, bl.a. her og her. Den korte forklaring skal findes i begreberne sandsynlighed og risiko, som jeg kommer tilbage til.

Først vil jeg dog nævne, at det i virkeligheden er snævert kun at se på CO2-udledninger, da der udover Klimaforandringer erotte andre økosystemer på jorden, som sikrer betingelserne for liv. Sammen med klimaforandringer har vi bragt fem andre økosystemer ud af balance.

I dette indlæg har jeg valgt at fokusere på klimaforandringer.

Hvor stor risiko vil vi løbe?

Når videnskaben skal forudsige den globale temperaturstigning ud i tid, forsøger man at beskrive naturens mange og meget komplekse processer i klimamodeller og sætter dem til at regne. Ud kommer mange og forskellige resultater, som dog ligger indenfor et temperaturinterval. Og det er her, sandsynlighed og risiko kommer ind i billedet.

For selv om vi i en tænkt situation reducerer CO2-udledningerne til nul i morgen, kan vi ikke være 100 % sikre på, at den globale temperaturstigning holder sig under 1,5 grader.

For at beregne hvor hurtigt CO2-udledningerne skal reduceres, skal vi først tage stilling til, hvor stor risiko vi er villige til at løbe, for at den globale temperaturstigning alligevel bliver større end 1,5 grader, selvom vi reducerer udledningerne som beregnet. Jo mindre risiko, jo hurtigere skal CO2-udledningerne reduceres.

Hvilken risiko er DU villig til at løbe?

Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents risiko for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Formentlig ikke.

Ikke desto mindre baserer FN’s klimapanel, IPCC, og mange andre videnskabelige studier sine konklusioner om nødvendig reduktionshastighed for CO2-udledninger på en risiko på 50 procent eller mere for, at den globale middeltemperaturstigning alligevel overskrider 1,5 grader.

Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men desværre bliver denne helt afgørende forudsætning ikke klart formidlet af videnskaben eller finder vej til de korte sammenfatninger, som politikere, beslutningstagere og medier læser.

Resultatet er, at målsætninger og implementering af tiltag bliver helt utilstrækkelige. Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag?

Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så lille risiko som muligt. Den mindste risiko, IPCC opererer med, er 17 procent. Det er en vanvittig stor risiko, men det er den, som er brugt, når jeg konkluderer, at den globale CO2-udledning fra i år skal falde med knap 75 procent pr. år, så den når næsten nul i 2027.

Vi er blevet vildledt og lullet i søvn

Hvorfor er vi havnet i denne situation?

Det kan man filosofere længe over, men i sidste ende er det vores politiske ledere, som ikke har kunnet løfte sit ansvar. De har svigtet os.

Tilbage står nu realiteterne. Vi er blevet vildledt og lullet i søvn med ”ambitiøse” mål for 2050, 2040 og 2030 samt fantasier om ”grønne” brændstoffer, som kan opfylde befolkningerne i de velstillede landes ønsker om fortsatte flyrejser og overforbrug af produkter, som fragtes over oceanerne i skibe.

Med begejstring fortælles det, at andelen af elbiler er hastigt stigende. Fedt, så er problemerne løst. Uden tanke for den enorme miljøbelastning, der sker ved produktionen af alle de biler og trods alt også ved bilernes elforbrug under drift.

Realiteterne er, at vindmøller, solceller, elbiler, CO2-fangst og -lagring, brint, Power-to-X, pyrolyse og alle de andre teknologier IKKE kommer til at levere den nødvendige hurtige og markante reduktion af de fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at realisere de nødvendige CO2-reduktioner.

Realiteterne er, at teknologierne IKKE formår at bringe os hurtigt tilbage inden for det sikre råderum, hvor økosystemerne genfinder sin balance.

Og det gør de ikke, fordi Danmark og de andre velstillede lande med et tilsyneladende umætteligt forbrug belaster miljøet så meget, at det ville kræve næsten fem jordkloder, hvis resten af verden levede på samme måde.

I 2025 skal vi have en ny samtale

Stillet overfor en nødvendig meget markant og hurtig reduktion af CO2-udledninger er vi nødt til at åbne helt andre værktøjskasser, end vi har gjort tidligere. Vi skal have en ny samtale.

De to klimaprofessorer, Sebastian H. Mernild og Eigil Kaas, tog lidt hul på det, da de i slutningen af sidste år kom med et forslag, som vakte stor røre: personlige CO2-kvoter.

I forslaget tildeles hver person årligt en gratis udledningsmængde, som vedkommende kan disponere frit over. Har man opbrugt sin kvote og ønsker at foretage sig en udledende aktivitet, må man betale – evt. ved at købe CO2-kvoter fra en anden, som ikke har brugt sin kvote.

En af de største anker mod forslaget er opfattelsen af, at det ville være et indgreb i folks personlige frihed efter devisen, Ingen skal bestemme, hvordan jeg lever mit liv.

Men er det ikke sådan, at den personlige frihed stopper der, hvor man skader andre?

Miljøbelastende aktiviteter er vor tids passive rygning

Der kan trækkes en parallel til debatten om rygning for årtier siden. I alle sammenhænge, rum og steder havde man vænnet sig til at pulse løs på cigaretter, cigarer og piber. Da man efterhånden blev overbevist om tobaksrygningens sundhedsskadelige virkninger – også for ikke-rygerne, som befandt sig i rygernes omgivelser – begyndte man i stigende grad at indføre restriktioner for tobaksrygning.

Fra at mange (specielt rygerne) dengang syntes, at restriktionerne var et indgreb mod den personlige frihed, er det nu helt omvendt. Fornemmer man den mindste antydning af tobaksrøg, kigger man nu overrasket rundt for at se, om det virkelig kan være rigtigt, at nogen står og ryger.

Hvor tobaksrygning og den tilhørende passive rygning er en skade, som rammer de helt nære omgivelser, påvirker vores miljøbelastninger i overvejende grad mennesker og dyr andre steder i verden.

Aktiviteter, som skader miljøet, er vores tids passive rygning. Vi er medskyldige i andre menneskers ulykke. Med den kobling er det vel svært at argumentere imod, at nogen skal blande sig i vores oplevede ”frihed” ved at regulere vores adfærd?

CO2-rationeringer

De to klimaprofessorers forslag med personlige CO2-kvoter har den iboende opfattelse, at man kan udlede mere end den tildelte kvote, når blot man betaler en sum penge.

Eftersom der samlet set ikke kan udledes mere end den fastsatte grænse, ville det betyde, at andre mennesker skulle udlede mindre. Det er ikke hverken etisk eller retfærdigt og vil forværre den sociale sammenhængskraft og ubalance i samfundet.

Et bedre koncept ville være personlige CO2-rationer, der ikke kan handles.

I forhold til 1,5 grader grænsen (17 procent risiko) er den globale ration 1,36 ton CO2 pr. indbygger i 2025. Det kan sammenholdes med den nuværende danske gennemsnitsudledning på ca. 13 ton CO2e pr. indbygger. Nogle udleder mindre, andre væsentlig mere.

Men hvad er handlerummet egentlig? For at få en fornemmelse af det, kan man i nedenstående tabel se eksempler på klimabelastningen ved forskellige individuelle aktiviteter.

Fire store poster på det individuelle niveau er rejser, transport, forbrug og mad.

Flyver du til Malaga og retur, er næsten halvdelen af CO2-rationen opbrugt.

I en benzin-/dieselbil rækker rationen til ca. 12.500 km kørsel, mens man i en elbil kan køre to gange rundt om jorden. Tager man i stedet DSB’s IR4-tog kan man køre en distance, som svarer til mere end fem gange rundt om jorden.

Køb af en iPhone tager 5 procent af den årlige ration, mens den helt store forbrugssynder er køb af en elbil (VW ID.5), som koster 14 års rationer.

På den fødevaremæssige front belaster køb af 1 kg oksekød, kylling og grøntsagsbøf med henholdsvis 75 kg CO2e, 3,3 kg CO2e og 1,5 kg CO2e.

Det har altså enorm stor betydning, hvordan vi vælger at holde ferie, transportere os, forbruge og spise.

Men udover vores individuelle CO2-udledninger er der også udledninger, der blot skyldes, at vi er en del af og deltager i det etablerede samfund og dets strukturer. Offentlige aktiviteter og services som f.eks. sygehusvæsen, institutioner, anlægsarbejder m.m. står for ca. halvdelen af den samlede udledning.

Så selv om vi som individer gjorde alt, hvad vi kunne for at reducere vores personlige udledninger, ville der stadig være en lige så stor del tilbage, vi ikke kunne gøre noget ved

Der er altså i høj grad også brug for systemiske ændringer, og CO2-rationeringer skal derfor også gælde offentlige aktiviteter og services.

Hvad gør vi?

Vi har overskredet de fleste af naturens grænser og står derfor i en nødsituation, som truer selve vores eksistensgrundlag. Vores politikere har foreløbig ikke formået at løse sin vigtigste opgave, som er at beskytte vores liv, frihed og ejendom.

Der er heller ikke udsigt til, at vores politiske ledere af sig selv vil indføre CO2-rationeringer samt andre lignende markante og øjeblikkelige tiltag.

Hvad gør vi, når ingen af vores valgte ledere lever op til deres ansvar, og vi dermed har et alvorligt demokratisk problem? 

Hvad stiller vi op, når politikerne ikke har evnet og tilsyneladende heller ikke har tænkt sig at løse samfundets største problem: At naturens systemer er blevet ustabile og truer med et kollaps af vores samfund?

Første trin er indsigt og erkendelse.

Det er mit håb, at dette indlæg hjælper med at give en større indsigt i den situation, vi står i, og en forståelse for, hvad det kræver at ændre den.

Det kan være en særdeles ubehagelig erkendelse, fordi vi også bliver tvunget til at se på os selv og behovet for ændringer af vores adfærd.

Mulighederne og fællesskabets styrke vil dog vise sig, når vi samler os og konfronterer det politiske system med krav om nødvendige tiltag.

Det kollektive selvbedrag er slut

På jorden er der en række miljøprocesser eller systemer, som understøtter livet på jorden. Man kalder dem også for økosystemer. 

Alt levende – mennesker, dyr og planter – er afhængige af, at økosystemerne er stabile og i balance. De mange systemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets aktiviteter – skubber i stigende grad til disse balancer.

Alle systemerne har en grænse for, hvor meget de kan belastes, og man stadig kan være sikker på, at de fortsat kan opretholde sin egen funktion. Man kalder grænserne for de planetære grænser. Er systemerne inden for de planetære grænser, er de indenfor det såkaldt sikre råderum.

Men seks ud af ni planetære grænser er overskredet, og de fleste af dem har været det i mange år. Tre eksempler på overskredne planetære grænser er klimaforandringer, tab af biodiversitet og arealanvendelse.

Et billede, der indeholder tekst, diagram, skærmbillede, cirkel

Automatisk genereret beskrivelse
Illustration af de planetære grænser [1].

Naturens grænser er overskredet

Det er faktisk naturens egne grænser, som vi har overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Vi er ikke længere sikre på, at de seks systemer kan blive ved at opretholde sin egen funktion.

Når belastningerne er blevet for store (hvor det punkt er, ved vi ikke), vil økosystemerne så at sige tippe over og komme ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

For de fleste er det her med overskridelsen af de planetære grænser nok lidt abstrakt. For Hvad betyder det egentligt for vores dagligdag og liv?

Det betyder, at der er en risiko for, at vi ikke længere vil have adgang til rent drikkevand, tilstrækkelig fødevareproduktion, et sted at bo og medicin. Hver eneste dag, vi fortsætter med miljøbelastende aktiviteter, stiger denne risiko.

Skæv fordeling

De miljømæssige belastninger er meget skævt fordelt, både mellem mennesker i forskellige lande og indenfor de enkelte lande. Groft sagt afhænger de miljømæssige belastninger af, hvor økonomisk velstillet et land er, og hvor mange penge den enkelte borger har.

Jo flere penge jo større miljømæssig belastning.

Hvis resten af verden belastede miljøet som danskerne, ville det kræve næsten fem jordkloder.

Hvordan i alverden kan man med det bagtæppe stadig have en forestilling om, at vi kan fortsætte vores liv som altid med flyrejser, krydstogter, individuel vejtransport, sommerhuse og et umætteligt forbrug af nye køkkener?

Fra politikeres, virksomheders og mediers side bliver vi solgt falske historier om, at ”grøn vækst” og teknologiske løsninger kan løse alle vores problemer. Bare vi får flere vindmøller og solceller samt fanger noget CO2, vil alt blive godt.

Der skal skæres huller i muren af vildledning

Det er nødvendigt at skære nogle store huller i den mur af vildledning, så vi kan se klart.

Naturens grænser er overskredet. Vi kan ikke belaste økosystemerne mere. Hver dag øges risikoen for, at betingelserne for vores eksistensgrundlag forsvinder.

Vi kan altså IKKE leve uden vand, mad og et sted at bo. Hvad er svaret på sådan en akut situation, som er værre end krig?

For det er situationen.

Gennem årtier har vi valgt at lukke øjnene, praktisere et kollektivt selvbedrag og ikke formået at handle tilstrækkeligt. Nu skal regningen betales.

Vi er nødt til at åbne øjnene på vid gab. En situation værre end krig kræver hidtil usete tiltag i såvel skala som i hastighed.

Derfor er vi nødt til øjeblikkeligt at skære de fleste af vores miljøbelastende aktiviteter væk – i hvert fald en periode – så kun de absolut nødvendige behov som vand, mad og husly kan dækkes.

Så kan vores økosystemer forhåbentlig nå at regenerere sig selv, så de ikke kollapser.


Referencer

[1] Kilde: Stockholm Resilience Centre, https://www.stockholmresilience.org/research/planetary-boundaries.html

Belastningen af økosystemerne skal stoppe øjeblikkeligt

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2023 er ”plads” til 100 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Skal vi holde os inden for dette budget, er det på globalt niveau nødvendigt at reducere CO2-udledningerne med 42 % pr. år fra og med 2024. Den nødvendige procentvise reduktionssti er illustreret i Figur 1.

Det er altså nødvendigt med reduktioner i en skala, som ligger meget langt fra samtlige klima- og miljømålsætninger.

Ser man ovenstående i en dansk kontekst, har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [2], Klima og Omstillingsrådet [3] samt Kraka-Deloitte [4].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, linje/række

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Nødvendig reduktionssti for at begrænse den globale middeltemperaturstigning til maksimalt 1,5°C.

Hvilken situation står vi i?

I foregående afsnit accepterede vi præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Men som jeg indledte med at fortælle, er størstedelen af naturens egne grænser overskredet. Det er efterhånden blevet klart for de fleste. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med

Derfor kan vi ikke bruge de nuværende klima- og miljømålsætninger med gradvise forbedringer til noget. Der er behov for, at vi øjeblikkeligt stopper vores belastning af økosystemerne.

Dér skal vi starte samtalen.


Referencer

[1] Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence, Piers M. Forster et al., Volume 15, issue 6, ESSD, 15, 2295–2327, 2023

 https://essd.copernicus.org/articles/15/2295/2023/#section8  Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[3] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[4]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022