SBTi er alt for risikabel og uretfærdig

Nedenstående er et debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 19. december 2023 som et svar på debatindlægget ”SBTi-medstifter svarer på kritik: At kalde SBTi for »et svindelnummer« er virkelighedsfjernt og respektløst” bragt i Klimamonitor d. 1. december 2023, som er et svar på mit debatindlæg ”Civilingeniør om Science Based Targets: Vi bliver holdt for nar” bragt i Klimamonitor d. 24. november, 2023.

I en replik til mit debatindlæg bragt her i Klimamonitor d. 24. november, 2023, skriver Joachim Marc Christensen, leder i UN Global Compact, bl.a.: ”Men at reducere klimamål sat gennem SBTi til ”ren manipulation” og ”et svindelnummer” er unuanceret, virkelighedsfjernt og respektløst over for de virksomheder, som arbejder seriøst med at reducere deres udledninger i en verden, hvor politikerne i det store hele har gjort minimalt for at reducere globale udledninger.

Det er det eneste sted i replikken, hvor mit debatindlæg bliver omtalt, og her fokuserer Joachim Marc Christensen altså udelukkende på formen fremfor substansen.

Mit debatindlæg tager udgangspunkt i klimavidenskaben og er meget præcist om det videnskabelige grundlag med detaljerede specifikke referencer.

Grundlaget for min redegørelse er det resterende globale CO2-budget med en sandsynlighed på mindst 83 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5 grader, som er Parisaftalens overordnede mål.

Med en forventet global udledning på godt 40 Gton CO2 i 2023, vil det resterende globale CO2-budget være reduceret til ca. 60 Gton, når vi om mindre end en måned skriver 1. januar 2024.

Skal CO2-budgettet overholdes, kræver det f.eks. en lineær reduktion til 0 i slutningen af 2026.

SBTi’s overordnede krav er 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Forestiller man sig, at disse reduktioner udbredes til alle på et globalt niveau med start i 2024, ville hele CO2-budgettet på 100 Gton CO2 være brugt op allerede medio 2025.

Følges lineære reduktionsstier mellem punktmålene i 2030 og 2050, vil der være en samlet udledning i perioden 2024-2050 på godt 440 Gton CO2, altså mere end 4 gange så meget sammenlignet med udledningerne ved overholdelse af CO2-budgettet.

Dette er illustreret i Figur 1.

Figur 1: Globale lineære reduktionsstier samt de akkumulerede udledninger for henholdsvis overholdelse af CO2-budgettet (83 %) og for SBTi-metoden

Og det er vel at mærke, hvis alle lande i verden fulgte samme reduktionssti som SBTi-virksomheder. Det gør de jo ikke, så SBTi-virksomhedernes reduktionshastighed burde være endnu større for at kompensere for andre virksomheders/landes lavere reduktioner.

Desuden gør flere forhold, at SBTi’s overordnede krav ikke kan generaliseres for alle lande/virksomheder i verden.

Det globale CO2-budget skal ikke fordeles ligeligt

For det første skal CO2-budgettet ikke fordeles ligeligt mellem alle verdens lande.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling.

Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.

Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden.

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel, Klima og Omstillingsrådet samt Kraka-Deloitte.

Danmark står altså sammen med de fleste andre højindkomstlande i miljømæssig gæld til de fattigere lande. I årevis har vi spist af deres andel af kagen, og det fortsætter vi med. Denne erkendelse er endnu ikke for alvor nået ud blandt befolkninger, virksomheder, medier, politikere og beslutningstagere.

Videnskaben er konservativ

For det andet er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser. Det står altså langt værre til, end man får indtryk af.

Den globale middeltemperaturstigning ønskes i Parisaftalen holdt under 1,5 grader.

Figur 2 viser den daglige globale middeltemperaturstigning for 5-årsperioderne 2018-2022 og 1948-1952 i forhold til referencen for før-industrielt niveau (1850-1900).

Allerede i slutningen af 2015 overskred den daglige globale middeltemperaturstigning 1,5 grader for første gang, og d. 17. november i år overskred den daglige globale middeltemperaturstigning 2,0 grader.

Den markerede røde kurve illustrerer den daglige globale middeltemperaturstigning i 2023 indtil videre (data indtil 18/11). Temperaturstigningen har i 2023 overskredet 1,5 grader i samlet set 128 dage, heraf de sidste 74 dage i træk siden 6. september.

Figur 2: Gennemsnitlig daglig global middeltemperaturstigning for femårsperioderne 1948-1952 og 2018-2022 samt for 2023 indtil videre.

Man er altså godt i gang med at bryde den Parisaftale, som er grundlaget for klimapolitik og altså også for SBTi.

Hvordan kan man med de faktuelt observerede temperaturstigninger sætte sin lid til, at fjerne reduktionsmål i 2030, 2040 og 2050 er meningsfulde svar på den situation, vi står i?

Udover klimaforandringer har vi mennesker overbelastet fem af naturens andre otte økosystemer.

Vi er langt, langt ud over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er tydelige for alle.

SBTi løber store risici

Vi har altså en situation, hvor de velstillede lande for længe siden har opbrugt deres miljømæssige råderum, og dette er kombineret med en videnskab, som halter bagefter observationerne i den fysiske verden.

Så hvad skal virksomhederne i de velstillede lande gøre, når disse lande har opbrugt deres råderum i en grad, så de står med en miljømæssig gæld til de fattigere lande?

Hvordan skal virksomhederne agere, når de ved, at enhver miljømæssig belastning fra deres side vil skubbe os endnu længere ud i det usikre område?

Kan vi legitimere virksomheders fortsatte eksistens, når de bidrager til ødelæggelse af vores fælles eksistensgrundlag?

Det er realiteter og spørgsmål, vi bliver nødt til at forholde os til, når man skal fastsætte og vurdere nødvendige tiltag.

I det foregående er det vist, at Parisaftalen på globalt niveau allerede er godt på vej til at blive brudt, og at virksomhederne i de velstillede lande har opbrugt deres miljømæssige råderum for mange år siden.

Det står i skærende kontrast til, at det i replikken fra UN Global Compact – uden nogen egentlig dokumentation – hævdes, at ”I SBTi kan virksomheder demonstrere, at de støtter op om Parisaftalen, at de vil levere på Parisaftalen…”,

Joachim Marc Christensen omtaler kun perifært det videnskabelige grundlag for SBTi’s metodiske grundlag som ”FN’s Klimapanels statusrapporter” og at de fordrer ”en markant drivhusgasreduktion”. Det er ukonkret.

Joachim Marc Christensen anfører også: ”Man kan naturligvis diskutere hvor hurtigt der skal reduceres set i forhold til Parisaftalens mål og gængs klimavidenskab, herunder de fremtidsscenarier, der er opstillet med tilhørende usikkerheder og sandsynligheder.

Det er principielt rigtigt, at der ikke er ét korrekt svar for, hvornår Parisaftalen er overholdt.

Man kan finde scenarier fra IPCC med udledninger frem til 2050, der angiveligt overholder Parisaftalen. Det er dog alle scenarier med overshoot, altså hvor temperaturstigningen kommer over 1,5 grader i en periode. Man forudsætter, at det ved anvendelse af CO2-fangst og -lagring i meget stort omfang, kan lykkes at få bragt temperaturstigningen under 1,5 grader igen.

Det er selvsagt enormt risikabelt at basere sine reduktionsmål på en teknologi, der endnu ikke har vist sig anvendelig i bare tilnærmelsesvis nødvendig skala.

Hertil kommer, at man ved overskridelse af 1,5 grader øger risikoen for aktivering af tipping-points, så temperaturstigningen accelereres og kommer ud af kontrol.

Risikoen for, at økosystemerne kollapser, ikke kan bringes tilbage i det sikre område og vores fælles eksistensgrundlag dermed trues, er en uacceptabel stor risiko, vi ikke kan løbe.

Tager man i stedet for IPCC’s scenarier udgangspunkt i CO2-budgettet, vil SBTi’s reduktionsmål illustreret i Figur 1 svare til en CO2-udledning, som i bedste fald kun giver ca. 20 % sandsynlighed for at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.

Uanset om man bruger IPCC’s scenarier eller CO2-budgettet som referencepunkt, er SBTi’s reduktionsmål altså forbundet med meget stor risiko for, at temperaturstigningen overskrider 1,5 grader, og at vores eksistensgrundlag trues. Derfor er SBTi ikke noget meningsfuldt svar på den situation, vi står i.

Joachim Marc Christensen fremfører, at det handler mere om, ”at virksomheder tilslutter sig SBTi og går i gang med at reducere, end hvorvidt metoderne på nuværende tidspunkt stemmer helt overens med klimavidenskabens bedste scenarier for Parisaftalen.

Det er en pragmatisk holdning, man selvfølgelig kan have, men så bliver man nødt til i samme sætning at sige, at man med SBTi-reduktionsmålene løber en meget stor risiko for, at Parisaftalen brydes.

Joachim Marc Christensen skriver, at mit debatindlæg er respektløst over for SBTi-virksomheder. Jeg er blot budbringeren, der påpeger, at SBTi ikke med rette ubetinget kan hævde, at SBTi-tilsluttede virksomheder overholder Parisaftalen. Skulle nogen være respektløs over for virksomhederne, så er det SBTi selv, som giver virksomhederne et forvrænget indtryk af overensstemmelse mellem reduktionsmål og Parisaftalen.

Argumentationen i mit debatindlæg tager afsæt i klimavidenskab, der forsøger at minimere risici for mangel på vand og mad og alle de andre negative konsekvenser, som følger af temperaturstigninger og økosystemer ude af balance. Så jeg har svært ved at se, hvori det virkelighedsfjerne består. Jeg beskriver netop den faktiske situation fremfor at komme med udtalelser, der pakker virkeligheden ind i fjerne og særdeles risikable mål i 2030 og 2050.

Vi bliver holdt for nar

Vi bliver holdt for nar, når en række større virksomheder proklamerer, at deres reduktionsmål for drivhusgasudledninger overholder Parisaftalen – den aftale, hvor de fleste af verdens lande i 2015 forpligtigede sig til at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.

Vi bliver bildt ind, at virksomhedernes reduktionsmål er et godt svar på de enorme udfordringer vi står i, hvor seks af naturens ni økosystemer har overskredet sine grænser og er ude i usikkert område.

I virkeligheden er virksomhedernes reduktionsmål helt utilstrækkelige. Og det på trods af, at målene er valideret af det såkaldte Science Based Targets initiative (SBTi), som er den institution og det værktøj, hvor virksomheder og organisationer kan fastsætte og få valideret klimamål, der angiveligt stemmer overens med klimavidenskaben og bidrager til opnåelse af Parisaftalen.

Problemet er, at SBTi har meget lidt med klimavidenskab at gøre. Deres kriterier for reduktionsmål lever i hvert fald ikke op til Parisaftalen.

For at forstå det skal vi starte med at se på, hvordan videnskaben arbejder med klima.

Hvordan arbejder klimavidenskaben?

Klimavidenskaben laver beregninger af, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores resterende globale CO2-budget [2]. Dette tal er ikke mejslet i sten, da der er usikkerheder forbundet med brug af de store komplekse modeller, som bruges. Når størrelsen af dette budget skal bestemmes, arbejder man derfor med sandsynligheder.

Det betyder, at der til et givent resterende CO2-budget hører en sandsynlighed for, at overholdelsen af budgettet også vil holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C.

Man arbejder oftest med sandsynligheder på mindst 50 %, 66 % og 83 %.

Har videnskaben beregnet et resterende CO2-budget med en sandsynlighed på 83 % betyder det også, at selv om man gør alt for at reducere og ikke udleder mere, end der er plads til i CO2-budgettet, så er der stadig op til 100 % – 83 % = 17 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning alligevel overskrider 1,5°C.

Hvor stort er det resterende globale CO2-budget?

Resultaterne af klimavidenskabens samlede forskning samles med mellemrum i tusindsiders lange rapporter i regi af FN´s Klimapanel (IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change). Dette sker dog typisk kun med intervaller på 5-10 år.

Faktabaseret beslutningstagning skal ske på baggrund af ajourførte og rettidige oplysninger om nøgleindikatorer for klimasystemets tilstand og for menneskets indflydelse på det globale klimasystem.

I juni 2023 blev der udgivet opdateringer [1] til det resterende CO2-budget angivet i IPCC’s seneste rapport AR6 [2]. Resultaterne er opsummeret i Tabel 1.

Tabel 1: Resterende globale CO2-budgetter fra 1. januar 2023. Kilde: [1]

Så for at svare på spørgsmålet om, hvor stort det resterende globale CO2-budget er, må vi først tage stilling til, hvilken sandsynlighed vi ønsker, for at den globale middeltemperaturstigning holdes under 1,5°C?

Ville du bo i en bygning eller krydse en bro, hvis der var 10 procents chance for, at den styrtede sammen? Eller fem procent? Eller én procent? Selvfølgelig ikke.

Ikke desto mindre baserer IPCC og mange andre studier sine konklusioner om reduktionshastighed for CO2-udledninger på en sandsynlighed på mindst 50 % for at holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5°C. Det betyder samtidig også, at der er 50 % risiko for, at den globale middeltemperaturstigning overskrider 1,5°C. Konklusionerne om nødvendige reduktionshastigheder er således baseret på særdeles risikable scenarier, men bliver ikke desto mindre brugt af politikere og beslutningstagere til at lave tiltag efter.

Hvordan i alverden kan det være acceptabelt at slå plat og krone om eksistensen af vores livsgrundlag? Desværre er kun ganske få i stand til at gennemskue denne vildledning.

Når selve vores livsgrundlag er på spil, skal vi selvfølgelig operere med så store sandsynligheder som muligt for, at vi kan bibeholde livsgrundlaget. I forhold til CO2-budgettet er den højeste sandsynlighed 83 % i IPCC-regi.

Med det i mente, er det resterende globale CO2-budget 100 Gton CO2 pr. 1. januar 2023, se illustration i Figur 1.

Figur 1: Egen figur lavet ud fra data i [1] med et CO2-budget, som giver 83% sandsynlighed for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

Da der samtidig udledes godt 40 Gton CO2 om året, vil dette budget være brugt op allerede medio 2025, altså om ca. 1½ år, hvis vi fortsætter de nuværende udledninger.

Der er altså behov for meget store og meget hurtige reduktioner af de globale CO2-udledninger. Mål om nettonul-udledning i 2050, 2040 og 2030 giver i ovenstående lys absolut ingen mening.

SBTi’s reduktionsmål er et stort svindelnummer

Og det er netop her, at SBTi’s reduktionsmål afsløres som et stort svindelnummer.

SBTi har overordnede krav om 50 % reduktion i 2030 og nettonul-udledning i 2050. Hvabehar’? Vi ved jo allerede godt, at reduktionsmål så langt ude i fremtiden ikke overholder Parisaftalen.

Med den reduktionshastighed – og under forudsætning af, at alle i verden reducerede, og at de startede i 2024 – ville hele CO2-budgettet være brugt op i 2028.

Så når man på de store scener hylder virksomheder for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen. Et falsk billede af, at her ser vi ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang og dermed kan bidrage til at stoppe de eskalerende naturkriser, vi er vidner til.

Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål. Det giver virksomheder, politikere, interesseorganisationer, den fossile industri og den økonomiske elite social licens samt fred og ro til at fortsætte ødelæggelsen af vores fælles eksistensgrundlag.

Teaterforestillingen spiller hver dag

Hver dag sidder vi som befolkning med i teateret og ser på den vildledende forestilling, der udspiller sig på scenen. Løgnen om Danmark som et grønt foregangsland. Løgnen om tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne. Løgnen fra mange instanser i samfundet om, at man gør det nødvendige.

I sidste uge blev jeg selv hevet helt op til scenen, da jeg deltog i et debatarrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?

Arrangementet blev afholdt i anledning af Verdensmålsugen 2023 og udgangspunktet for debatten var, at UN Global Compact Network Denmark samme morgen havde udgivet årets statusrapport for SBTi i Danmark [3].

I pressemeddelelsen om rapporten skrev Global Compact Network Danmark bl.a.: ”Danske virksomheder ligger fortsat i top sammenlignet med resten af verden, når det gælder om at sætte videnskabeligt baserede klimamål gennem Science Based Targets initiative (SBTi). Og et stigende antal virksomheder sætter mål for, hvornår det skal være slut med at udlede drivhusgasser.

Roserne til de danske virksomheder var også store fra flere af panelisterne til debatarrangementet. Særligt var vicedirektøren i Dansk Industri, Anne Højer Simonsen, begejstret, da hun udtalte, at hun er stolt af den danske indsats, og at ”den er guld værd for den danske regering og folketingspolitikere, når man står ude i verden og siger, at vi skal udfase fossile brændsler”.

Ren manipulation, som tilhørerne tilsyneladende slugte råt.

Når man ved, at det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og at Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden [4] og [5], er det jo nærmest tragikomisk at holde et seriøst arrangement med overskriften: ”Leverer danske virksomheder på Parisaftalen?

Det er jo helt tydeligt, at danske virksomheder ikke leverer. De er ikke engang i nærheden af det. Men det ønskede ingen at tale om til arrangementet. Den vildledende teaterforestilling understøttede tværtimod det kollektive bedrag om Danmark som et grønt foregangsland. Landet, der hvert år bruger ressourcer, som var der 4 jordkloder.

Vi gambler med vores eksistensgrundlag

I virkeligheden er CO2-budgettet også en konstrueret målestok, som giver falsk tryghed.

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse, Klimaforandringer.

Man har brugt de sidste 35 år på at rose sin egen indsats og opfinde positivt klingende, men falske beskrivelser af indsatser og ”løsninger” med termer som ”grøn vækst”, ”bæredygtighed”, ”CO2-neutral” og ”grøn omstilling”. Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm. Vi har bragt os selv endnu længere ud i det usikre område.

De planetære grænser relaterer til naturens økosystemer. Udover den planetære grænse, Klimaforandringer, er fem andre planetære grænser overskredet. Vi mennesker har altså overbelastet seks ud af naturens ni økosystemer, og dermed befinder de pågældende økosystemer sig i usikkert område. De er blevet ustabile. Og det er skidt, fordi vores og andre levende væseners livsgrundlag er afhængige af deres funktion.

Hver eneste dag, økosystemerne er i usikkert område, løber vi risikoen for at udløse de såkaldte tipping points, hvor økosystemerne kollapser og ikke kan bringes tilbage i det sikre område.

Hver eneste dag gambler vi altså med vores eksistensgrundlag, og derfor skal belastningen af økosystemerne stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu.

Set i det lys er målsætninger med tidshorisonter i 2030, 2040 og 2050 helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben.

Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene.

På tide at se realiteterne i øjnene

SBTi’s reduktionsmål lever ikke op til Parisaftalen.

Når virksomheder og organisationer hyldes for deres SBTi-validerede klimamål, er der tale om ren manipulation, som giver et falsk billede til omverdenen af ambitiøse og ansvarlige virksomheder, der formår at handle i nødvendigt omfang.

Glansbilledet beroliger masserne, som dermed ikke ser grund til at reflektere eller stille kritiske spørgsmål.

Det resterende globale CO2-budget går mod at være brugt op allerede i 2025, og Danmark HAR brugt sin retfærdige andel af det globale CO2-budget for mange år siden.

Danmark er et af de lande i verden, som bidrager mest til nedbrydelsen af de fælles økosystemer.

Hver eneste dag bliver vi som befolkning fodret med vildledning og løgne om Danmark som et grønt foregangsland og et land med tilstrækkelig politisk handling på naturkriserne.

Seks ud af naturens ni økosystemer er blevet ustabile. Så længe vi ikke stopper belastningen af økosystemerne, gambler vi med vores eksistensgrundlag. Fjerne mål i 2050, 2040 og 2030 giver ikke nogen mening i den meget akutte situation, vi står i. Belastningen af økosystemerne skal stoppe nu.


Referencer

[1] P. M. Forster et al.: Indicators of Global Climate Change 2022: annual update

[2] IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

[3] https://info.globalcompact.dk/SBTi-in-denmark-2023

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5] ”Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022.

Belastningen af økosystemerne skal stoppe øjeblikkeligt

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2023 er ”plads” til 100 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Skal vi holde os inden for dette budget, er det på globalt niveau nødvendigt at reducere CO2-udledningerne med 42 % pr. år fra og med 2024. Den nødvendige procentvise reduktionssti er illustreret i Figur 1.

Det er altså nødvendigt med reduktioner i en skala, som ligger meget langt fra samtlige klima- og miljømålsætninger.

Ser man ovenstående i en dansk kontekst, har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [2], Klima og Omstillingsrådet [3] samt Kraka-Deloitte [4].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk

Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, linje/række

Automatisk genereret beskrivelse
Figur 1: Nødvendig reduktionssti for at begrænse den globale middeltemperaturstigning til maksimalt 1,5°C.

Hvilken situation står vi i?

I foregående afsnit accepterede vi præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Men som jeg indledte med at fortælle, er størstedelen af naturens egne grænser overskredet. Det er efterhånden blevet klart for de fleste. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område. Hver eneste dag, vi forsætter vores belastning af økosystemerne, gambler vi med selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med

Derfor kan vi ikke bruge de nuværende klima- og miljømålsætninger med gradvise forbedringer til noget. Der er behov for, at vi øjeblikkeligt stopper vores belastning af økosystemerne.

Dér skal vi starte samtalen.


Referencer

[1] Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence, Piers M. Forster et al., Volume 15, issue 6, ESSD, 15, 2295–2327, 2023

 https://essd.copernicus.org/articles/15/2295/2023/#section8  Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[3] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[4]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

Danmark må ikke udlede mere CO2

Mens jeg skriver dette, dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Det er bare ikke noget, som vedrører os. Det er jo ikke vores familie eller børn, det går ud over. Endnu.

Økosystemerne er ude af balance

Planetens mange økosystemer har tidligere været i en fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for eksistensen af og en variation af liv. Vores – menneskets – aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.

Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol. Det kaldes også for tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.

Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer også oplever et tipping point. Ligesom dominobrikker, der falder.

Naturen har altså sine egne grænser, og det må være tydeligt for alle, at disse grænser er overskredet. Systemerne er ude af balance, og vi befinder os i et usikkert område.

Hvad siger videnskaben?

I 1988 oversteg CO2-koncentrationen i atmosfæren 350 ppm (parts per million), og dermed bevægede vi os uden for det sikre råderum for den planetære grænse Klimaforandringer.

Trods mere end 30 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige. I dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren ca. 420 ppm.

FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. En af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15, er:

“Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.”

På nuværende tidspunkt er den globale middeltemperatur allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Sammenholdt med en række andre faktorer er vi godt på vej til at suse forbi en temperaturstigning på 1,5°C.

Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående konklusion skabes i et politisk forum, hvor også lobbyister fra den fossile industri påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord.

I den proces er der rig lejlighed til, at alvorligheden af de videnskabelige budskaber udvandes.

I forvejen er videnskaben konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser.

Når grænsen på 1,5°C global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj (Paris-aftalen) og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de før nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling.

Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne skønne planet med.

Det resterende globale CO2-budget

Lad os for et øjeblik acceptere præmissen om en øvre grænse på 1,5°C global middeltemperaturstigning.

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes det resterende globale CO2-budget.

Danmark burde stoppe alle CO2-udledninger i morgen

Men hvordan skal dette resterende globale CO2-budget fordeles mellem de forskellige lande i verden?

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [2].

Historisk set har Danmark udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Samtidig har sådanne lande også samme ret til den udvikling, som Danmark allerede har gennemgået. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Af alle disse grunde bør Danmarks andel af det globale CO2-budget være mindre end de fleste af verdens øvrige lande.

Bruger man det historiske ansvar som opgørelsesprincip har Danmark – som de fleste andre højindkomstlande – overskredet deres retfærdige andel af CO2-budgettet for mange år siden. 

Det har flere påvist, bl.a. professor Jason Hickel [3], Klima og Omstillingsrådet [4] samt Kraka-Deloitte [5].  

Vi har i mange år spist af en kage, som ikke tilkommer os. Hver dag vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, spiser vi endnu mere af de fattige landes andel af kagen.

Set i dette perspektiv skulle Danmark stoppe alle drivhusgasudledninger i morgen. Alt andet er egoistisk og uetisk.

Vi har et alvorligt demokratisk problem

Desværre kommer den politiske debat aldrig i nærheden af at adressere den faktiske situation. Medierne burde tale om dette døgnet rundt, men de svigter også deres ansvar. Vinklingen er skæv, og det journalistiske niveau i de store medier er for lavt.

Danske politikere og virksomheder benytter enhver lejlighed til at bryste sig af at være et klimamæssigt foregangsland. Men det er jo ikke sandt. En løgn bliver ikke sand ved at gentage den, men glansbilledet hjælper med at aflede borgernes opmærksomhed og ansvarsfølelse væk fra de virkelige udfordringer.

Vi står foran et klima- og biodiversitetsmæssigt kollaps med et heraf følgende samfundskollaps. Det er en nødsituation.

En situation, som er meget værre end krigen i Ukraine, meget værre end coronakrisen og meget værre end 2. verdenskrig.

Ansvarlige folketingsmedlemmer ville i den aktuelle situation selvfølgelig sørge for, at der blev afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima- energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.

Der ville over natten blive indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.

Medierne ville ikke beskæftige sig med andet.

Intet af ovenstående sker, og vi har dermed et alvorligt demokratisk problem. Hvad gør vi, når vores politikere og medier ikke lever op til deres ansvar?


Referencer

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2]FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[3] https://twitter.com/jasonhickel/status/1378290031660503040  og https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(20)30196-0/fulltext

[4] https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2022/02/Er-70-retfaerdigt-KOR-feb22-3.pdf?media=1644949959

[5]Small Great Nation, Grønne køer, russisk gas og CO2 – myter og realiteter”, Kraka-Deloitte, 2022

The CO2-budget and EU

Climate science has calculated that from 1 January 2020, there is “room” for 300 billion tonnes more CO2 in the atmosphere [1]. This is called the CO2 budget.

In addition, there is also “space” for a quantity of other greenhouse gases corresponding to approx. 88 billion tonnes of CO2 equivalents [2] (CO2e).

The sum of the two, which can be called the total greenhouse gas budget, was therefore 388 billion tonnes CO2e applicable from 2020.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse
Distribution of greenhouse gas budget – by population

The global greenhouse gas budget must somehow be distributed to the various countries and the EU.

Several principles of distribution exist. Here the distribution is based on a principle in which all people on earth have the right to an equal share of the present total greenhouse gas budget.

In 2019, there were approx. 0.45 billion people in the EU27 [3], while in the whole world there were approx. 7.71 billion people [4].

The EU-population thus amounts to approx. 5.8 % of the World’s population.

The EU27 can then be allocated 5.8% of the World’s greenhouse gas budget, which corresponds to approx. 22,447 million tonnes CO2e per January 1, 2020.

Emissions for 2020 have not yet been finally calculated, but in 2019 it was 3.6 billion tonnes CO2e [5].

If you continue with the same level of emissions as in 2019, the greenhouse gas budget will have been used up already in the year 2026.

Necessary reductions

One must put together the annual reductions in a way so that the greenhouse gas budget is not exceeded. This can be done in many ways, which is also called reduction paths.

One way is to reduce CO2e emissions by a fixed amount each year.

Choosing this way, it is necessary to reduce by 275 million tonnes of CO2e every single year from 2021 until and including the year 2032, when the greenhouse gas budget has largely been used.

From the year 2033, CO2e emissions must be zero.

Reduction path and ongoing evaluation

In the figure below, the reduction path described previously is illustrated

Figur 1: A possible reduction path. where the greenhouse gas budget is not exceeded

It is important to evaluate on an ongoing basis whether the planned reductions are achieved.

If the necessary reduction of 275 million tonnes CO2e in 2021 is not achieved, then we must increase the reductions in the coming years so that the greenhouse gas budget is not exceeded.

The reduction path and the remaining greenhouse gas budget must thus be revised at least once a year to reflect the real situation.

Percentage targets are a wrong measure

In the climate issue, success criteria are not determined by percentage targets for reductions in arbitrary years, but by the total emissions of greenhouse gases in a given time interval.

Therefore, the principled method of letting percentage targets be success criteria is wrong.

“Fit for 55” has used a percentage target of 55% reduction compared to 1990. The percentage target is completely misleading and in no way ensures coherence between the necessary action required by climate science and the results achieved.

Unfortunately, this incorrect method is also used in most other contexts, e.g., in climate acts and in municipal climate plans.

One has failed catastrophically if e.g., succeeding in achieving a CO2e reduction of 55% in 2030 (compared to a reference year) or net emissions in 2050, but that on the way more greenhouse gases have been emitted than there was room for in the budget.

The greenhouse gas budget is the right measure

In other words, the success criteria for climate efforts must be based on whether the road or path you take towards a given year complies with the greenhouse gas budget.

We must not make the mistake of setting static targets for a greenhouse gas reduction of x% in specific years. Instead, we must keep the necessary climate efforts up against dynamic greenhouse gas budgets, where the budget is continuously adjusted according to how much we emit and what the latest climate science dictates.

In the table below, the greenhouse gas budget is calculated on 1/1 and 31/12 for each year in the period 2020-2035 for the previously mentioned reduction path, where emissions are reduced by a fixed amount of 275 million. tonnes CO2e each year.

Et billede, der indeholder bord

Automatisk genereret beskrivelse
Summary

The greenhouse gas budget for EU27 was approx. 22.5 billion tonnes CO2e per January 1, 2020.

In 2019, EU27 emitted just over 3.6 billion tonnes CO2e, and if continuing with the same level of emissions as in 2019, the greenhouse gas budget will have been used up already by the year 2026.

In the climate issue, success criteria are not determined by percentage targets for reductions in arbitrary years, but by the total emissions of greenhouse gases in a given time interval

The success criteria for climate efforts must be based on whether the road or path you take towards a given year complies with the greenhouse gas budget.

There are several options for planning a reduction path so that the greenhouse gas budget is not exceeded.

This article describes a path where CO2e emissions are reduced by a fixed amount each year.

For that reduction path, it is necessary to reduce by 275 million tonnes of CO2e every year from 2021 until the year 2032, when the greenhouse gas budget is largely exhausted.

From the year 2033 CO2e emissions must be zero.


References

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget with an 83 % probability for staying below a global average temperature increase of 1.5°C.

[2] In a scenario, where other grenhouse gasses (e.g., methane) represent the same share of total greenhouse gases throughout the period. Increasing the share of other greenhouse gases reduces the CO2-budget and vice versa.

[3] https://ec.europa.eu/eurostat/databrowser/view/tps00001/default/line?lang=en

[4] https://population.un.org/wpp/DataQuery/

[5] https://www.eea.europa.eu/data-and-maps/data/data-viewers/greenhouse-gases-viewer

CO2e-budgettet og regeringens klimahandlingsplan

Klimavidenskaben har opgjort, at der fra 1. januar 2020 er ”plads” til 300 milliarder ton mere CO2 i atmosfæren [1]. Dette kaldes CO2-budgettet.

Udover det er der også ”plads” til en mængde af andre drivhusgasser svarende til ca. 88 milliarder ton CO2-ækvivalenter [2] (CO2e).

Summen af de to, som kan kaldes det samlede drivhusgasbudget, var derfor 388 milliarder ton CO2e gældende fra 2020.

Rektangel: afrundede hjørner: CO2-budget, verden pr. 1/1-2020:
300 mia. ton CO2
Fordeling af drivhusgasbudget – efter befolkning

Det globale drivhusgasbudget skal på en eller anden måde fordeles til de forskellige lande og Danmark.

Der findes flere principper for fordeling. Her tages udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker på jorden har ret til lige stor andel af det samlede drivhusgasbudget.

I 2019 boede der ca. 5,8 mio. mennesker i Danmark [3], mens der i hele verden var ca. 7,71 mia. mennesker [4].

Det betyder, at Danmarks befolkning udgør ca. 0,075 % af verdens befolkning.

Danmark kan således tildeles 0,075 % af verdens drivhusgasbudget, hvilket svarer til ca. 292 mio. ton CO2e pr. 1. januar 2020.

Udledningen for 2020 er endnu ikke endelig opgjort, men i 2019 var den 46,7 mio. ton CO2e.

Fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019, vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2025.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse
Regeringens klimahandlingsplan

Regeringen har løbende – sammen med andre partier – lavet en række aftaler om tiltag på klimaområdet, der skal reducere udslippet af drivhusgasser. Aftalerne er sammenfattet i “Klimahandlingsplan 2020[5].

Effekten af alle aftalerne er beskrevet i ”Klimastatus og –fremskrivning 2021” også kaldet KF21 [6].

I Figur 1 ses den forventede effekt af alle aftaler, der er indgået før 1/1-2021. Det grå område illustrerer de akkumulerede CO2e- udledninger, mens det grønne område illustrerer, hvor meget af drivhusgasbudgettet der er tilbage.

Med regeringens nuværende klimahandlingsplan vil drivhusgasbudgettet være brugt op i 2026.

Figur 1: Udvikling af Danmarks drivhusgasbudget og forventede udledninger frem mod 2030, som følger af regeringens klimahandlingsplan.
Nødvendige reduktioner

Man er nødt til at sammensætte de årlige reduktioner på en måde, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides. Det kan gøres på mange måder, hvilket også kaldes for reduktionsstier.

En måde er hvert år at reducere CO2e-udledningen med en fast mængde.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Vælger man denne måde, er det nødvendigt at reducere med 3,6 millioner ton CO2e hvert eneste år fra 2021 og frem til og med år 2032, hvor drivhusgasbudgettet stort set er opbrugt.

Fra år 2033 skal CO2e-udledningen være 0.

Reduktionssti og løbende evaluering

I nedenstående figur er den beskrevne reduktionssti illustreret med den orange kurve, mens den grønne kurve viser udledningerne, som følger af regeringens klimahandlingsplan.

Figur 2: En mulig reduktionssti, hvor drivhusgasbudgettet overholdes sammenlignet med reduktionsstien for regeringens klimahandlingsplan.

Det er vigtigt at evaluere løbende, om man rent faktisk opnår de planlagte reduktioner.

Opnår man f.eks. ikke den nødvendige reduktion på 3,6 millioner ton CO2e i 2021, er man nødt til at øge reduktionerne de efterfølgende år, så drivhusgasbudgettet ikke overskrides.

Reduktionsstien og det resterende drivhusgasbudget skal således revideres minimum én gang om året for at afspejle den reelle situation.

Procentmål er en forkert målestok

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Klimaloven er desværre baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben.

I klimaspørgsmålet afgøres succeskriterier ikke af procentmål for reduktioner i vilkårlige årstal, men af de samlede udledninger af drivhusgasser i et givet tidsinterval.

Derfor er den principielle metode om at lade procentmål være succeskriterie forkert.

Procentmålet er helt misvisende og sikrer på ingen måde sammenhæng mellem den nødvendige krævede handling fra klimavidenskaben og de reelt opnåede resultater.

Desværre bruges denne forkerte metode også i de fleste andre sammenhænge, f.eks. i EU’s klimaplaner og i de kommunale klimaplaner.

Man har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2e-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår) eller nettonuludslip i 2050, men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt flere drivhusgasser, end der var plads til i budgettet.

Drivhusgasbudgettet er den rigtige målestok

Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.

Vi må ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en drivhusgasreduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske drivhusgasbudgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.

I nedenstående tabel er drivhusgasbudgettet opgjort den 1/1 og 31/12 for hvert år i perioden 2020-2035 for den tidligere nævnte reduktionssti, hvor CO2e-udledningen for Danmark reduceres med en fast mængde på 3,6 mio. ton CO2e hvert år.

Sammenfatning

Danmarks drivhusgasbudget er 292 mio. ton CO2e gældende fra 1. januar 2020.

Fortsætter man med samme udledningsniveau som i 2019 (46,7 mio. ton CO2e), vil drivhusgasbudgettet være brugt op allerede i år 2025.

Med regeringens nuværende klimahandlingsplan vil drivhusgasbudgettet være brugt op i 2026.

Succeskriterier for klimaindsatsen skal baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.

Klimaloven overholder IKKE dette kriterie, og det er direkte skadeligt at lade klimalovens målsætninger om at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70% og være et klimaneutralt samfund senest i 2050 være rammen for al klimadebat og politiske beslutninger.

Klimaloven er dermed blevet et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual så længe som muligt.

Efterskrift

Opgørelser af CO2e-udledninger er misvisende

De danske udledninger af CO2e er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Det betyder, at kun CO2e-udledninger, der sker indenfor et lands grænser, medtælles. Disse udledninger udgør en mindre andel af de samlede CO2e-udledninger og er i øvrigt faldet væsentligt i perioden 1990-2019.

Samtidig er CO2e-udledninger, som ikke regnes med i klimaloven, fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) alle steget markant.

Det betyder i praksis, at handlinger og politiske tiltag, der retter sig mod målene i klimaloven, skruer på en mindre og mindre andel af de udledninger, som opretholdelse af det danske samfund giver anledning til.

Samlet set er det i 2019 kun ca. en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.

Fordelingsprincipper

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ”oversætte” et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget: Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling [7] .

Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.

Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet [8]. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2e-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.



Referencer

[1]   IPCC, 2021: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M. I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J. B. R. Matthews, T. K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press. In Press. https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/#FullReport. Budget som giver 83 % chance for at holde sig under en global middeltemperaturstigning på 1,5°C.

[2] I et scenarie, hvor andre drivhusgasser (f.eks. metan) udgør den samme andel af de samlede drivhusgasser i hele perioden. Øges andelen af andre drivhusgasser, reduceres CO2-budgettet og omvendt.

[3] Ifølge Danmarks Statistik

[4] https://population.un.org/wpp/DataQuery/

[5] Klimahandlingsplan 2020”, ISBN 978-87-92555-12-0, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, 2020.

[6]Klimastatus og –fremskrivning 2021”, Energistyrelsen, 2021.

[7] FN’s Klimapanel (IPCC), Climate Change 2014 Mitigation of Climate Change, Working Group III Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change: Chapter 4: Sustainable development and equity, 2014.

[8]Beregningsforudsætninger for vurdering af Danmarks klimamålsætninger i forhold til Parisaftalen”. Baggrundsnotat til Klimarådets analyse Rammer for dansk klimapolitik