Tag: Brint

De ”grønne” brændstoffer går op i røg

Vi bliver lovet ”grøn” brint og ”grønne” brændstoffer af virksomheder, lobbyorganisationer, politikere og medier.

Strøm fra vindmøller og solceller producerer ”grøn” brint, der så kan bruges til at fremstille syntetiske ”grønne” og ”CO2-neutrale” brændstoffer til fly og skibe.

En smuk historie.

Det er bedrag

Mens det er rigtigt, at man kan anvende strøm til at producere brint, som så kan bruges til at producere brændstoffer som e-metanol, der kan bruges i skibe og fly, er det mere tvivlsomt, om strømmen hertil kommer fra solceller og vindmøller.

Som i så mange andre sammenhænge ligger djævlen begravet i detaljen. I dette tilfælde opdager man kun djævlen, hvis man følger grundigt med under et lovforslags tilblivelse eller sætter sig ned og læser den endelige lov i detaljer.

Så finder man ud af, at de smukke historier er bedrag.

Foto: Shutterstock
Strøm er et blandingsprodukt

For det første har solceller og vindmøller en indlejret miljøbelastning set ud fra et livscyklusperspektiv. Alene ud fra den betragtning, kan man vel dårlig kalde strømmen fra solceller og vindmøller for ”grøn”?

Lad os for et øjeblik glemme ovenstående og se på, hvad der sker med strømmen fra solceller og vindmøller. I stort set alle tilfælde ledes strømmen ud på det offentlige elnet og ”flyder sammen” med strøm produceret på alle mulige andre måder som f.eks. via kul, olie og gas. Alle strømforbrugere får derfor leveret et blandingsprodukt.

Så hvordan kan man hævde, at den strøm, man bruger til at producere brint, kommer fra solceller og vindmøller?

Tre krav til “vedvarende” strøm

For at blive klogere på det skal man ind og se på de to såkaldte delegerede retsakter for brint, som primo juli 2023 trådte i kraft i hele EU.

I akterne defineres det, hvornår brint produceres ved hjælp af vedvarende energi (VE) og dermed kan opfattes som ”grøn” og tælle med i medlemslandenes vedvarende energimålsætninger.

Den første delegerede retsakt definerer, hvornår den elektricitet, der skal bruges til at producere Renewable Fuels of Non-Biological Origin (RFNBO), kvalificeres som vedvarende.

Akten har krav om:

  1. Additionalitet (dvs. ny-etableret VE, så man ikke tager ”grøn” strøm, der allerede har et formål),
  2. Geografisk korrelation (brug af den ”grønne” strøm sker i samme budzone, som den er produceret i, med enkle få undtagelser), og
  3. Tidsmæssig korrelation (den ”grønne” strøm skal indtil slutningen af 2029 blive brugt inden for samme kalendermåned, at den er blevet produceret, og fra 2030 skal brug af strømmen ske inden for en time efter produktion).

Den anden delegerede retsakt definerer brugen af CO2-kilder i Power-to-X-produktion og hvordan man beregner drivhusgasreduktioner fra RFNBO.

I disse dokumenter kan man finde masser af smuthuller for, at brint kan betegnes som værende produceret på VE, selvom det ikke er tilfældet.

”Vedvarende” brint og brændstoffer

Ifølge retsakterne kan brint betegnes som ”vedvarende” brint, når det fremstilles ved at tilføre ”vedvarende” elektricitet til et elektrolyseanlæg.

Det samme kan flydende brændstoffer som ammoniak, metanol eller e-brændstoffer, når de fremstilles af ”vedvarende” brint.

Som også anført tidligere gælder det, at brinten skal være fremstillet ved hjælp af “ekstra” vedvarende elektricitet, der produceres samtidig og i samme område som brinten.

Og det er her, at smuthullerne begynder at vise sig. Reglerne for, hvornår man kan kalde brint og de afledte brændstoffer for “vedvarende” – de delegerede retsakter – er nemlig fuld af undtagelser fra kravene om additionalitet samt tidsmæssig og geografisk sammenhæng mellem VE-elproduktion og brintproduktion.

“Ekstra” vedvarende elektricitet

Kravet om, at brinten skal være fremstillet ved hjælp af “ekstra” vedvarende elektricitet, gælder nemlig ikke for elektrolyseanlæg sat i drift inden 2028. De næste godt 3 år kan man altså lave elektrolyseanlæg, som bruger elektricitet fra EKSISTERENEDE VE-anlæg. Og til de elektrolyseanlæg kan man fortsætte med at bruge elektricitet fra eksisterende VE-anlæg helt frem til 2038.

Det er altså mildest talt vildledende, når interessenter hævder, at produktionen af den ”vedvarende” brint ikke tager vedvarende strøm fra væk fra de eksisterende forbrugere. Det vil faktisk være den reelle situation de næste 13 år.

Samtidig

Hvis brinten skal kunne kaldes ”vedvarende”, giver det god mening, at brintproduktionen skal foregå samtidig med, at den vedvarende elektricitet produceres.

Her får begrebet samtidig dog en noget kreativ fortolkning. Kravet om samtidighed betyder i denne sammenhæng, at elproduktion og brintproduktion sker inden for samme kalendermåned.

Efter 2030 skal det ske inden for den samme time.

Samme område

Elmarkedet i Europa er delt op i budzoner. Områdekravet betyder, at strømmen skal forbruges i samme budzone, som den er produceret. Men også her er der lagt elastik ind, da strømmen under visse omstændigheder kan bruges i en anden zone, end hvor den er produceret, når bare budzonerne er sammenkoblet. Og det er de i størstedelen af Europa.

En ren skrivebordsøvelse

Alle de her smuthuller betyder i praksis f.eks., at elektricitet produceret i dag på en ældre vindmølle i Italien kan bruges om tre uger til et elektrolyseanlæg i Danmark, og man kan stadig påberåbe sig, at brinten og de heraf producerede brændstoffer er ”vedvarende”.  

Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, når vi jo godt ved, at strømmen fra netop den specifikke italienske vindmølle ikke hverken kan lagres i 3 uger i elnettet, og derefter heller ikke løber op til en specifik elforbruger i Danmark?

Dette kan kun lade sig gøre ved, at den danske brintproducent har lavet en elkøbsaftale med den italienske vindmølleejer. Altså en ren skrivebordsøvelse, hvor man lægger en fiktiv økonomisk konstruktion ned over elproduktion og brintproduktion, som er helt afkoblet fra de fysiske forhold.

I den virkelige verden løber strømmen fra den italienske vindmølle ud til den nærmeste italienske forbruger i samme øjeblik, den produceres.

Grov vildledning

Kravene om, at de ”vedvarende” og ”grønne” brændstoffer skal være fremstillet ved hjælp af “ekstra” vedvarende elektricitet, der produceres samtidig og i samme område som brinten, kan på overfladen umiddelbart virke fornuftige.

Men når man graver ned i definitioner og lovgivning, viser der sig en masse forhold og undtagelser, som fuldstændig udvander opfattelsen af brændstofferne som ”grønne”.

I de næste 13 år vil man kunne producere ”grøn” brint fra elektrolyseanlæg, som bruger elektricitet fra EKSISTERENEDE solceller og vindmøller. Den ”grønne” brint produceres altså IKKE af ”ekstra” vedvarende elektricitet. Det er derfor vildledende, når interessenter hævder, at produktionen af den ”grønne” brint ikke tager vedvarende strøm fra væk fra de eksisterende forbrugere.

For at brinten skal kunne kaldes ”vedvarende”, skal brintproduktionen foregå samtidig med, at den vedvarende elektricitet produceres. Kravet om samtidighed får i reglerne en noget kreativ fortolkning, da kravet helt frem til 2030 betyder, at strømproduktion og brintproduktion kan ske inden for samme kalendermåned.

Kravet om, at brinten skal være fremstillet ved hjælp af ”vedvarende” elektricitet, der produceres i samme område som brinten, forekommer også noget misvisende, når f.eks. Italien og Danmark betragtes som samme område.

Samlet set vil producenterne af den ”grønne” brint i mange år bruge strøm fra det elmix, som tilfældigvis er i elnettet på tidspunktet for brintproduktionen.

Det er derfor grov vildledning, når brændstofferne betegnes som ”vedvarende”, ”grønne” eller ”CO2-neutrale”.

Virksomheder og lobbyorganisationer er utrolig gode til at fortælle gode og positivt ladede historier, der udelader alle de forhold og kendsgerninger, som jeg har påpeget i det foranstående.

Det er et stort problem, fordi politikere, befolkning og medier lader sig tryllebinde af de smukke, men vildledende historier, og skatteydernes penge bliver brugt på projekter, der under dække af at udvikle og producere ”grønne” brændstoffer i virkeligheden understøtter et fossilt energisystem, og som samtidig opererer i en skala og tidshorisont, der ikke hænger sammen med de akutte miljøkriser, vi står i.

De ”grønne” brændstoffer går op i røg.

[1] https://brintbranchen.dk/delegerede-retsakter-paa-brint-vedtaget-i-dag/

[2] https://brintbranchen.dk/wp-content/uploads/2023/06/DA-elinput.pdf

[3] https://brintbranchen.dk/wp-content/uploads/2023/06/DA-CO2.pdf

HySynergy – et klimaskadeligt projekt forklædt i grønt

Under stor bevågenhed var klima- energi og forsyningsminister, Dan Jørgensen, med til at tage første spadestik til Nordens største brintfabrik, HySynergy, den 18. august.

Fabrikken skal producere såkaldt grøn brint.

Brintfabrikkens første fase er på 20 MW el, som efter planen skal udvides til 300 MW el i fase 2 i 2025.

”HySynergy vil i 2025 muliggøre en reduktion på op til 500.000 tons af de årlige CO2-emissioner fra industrien og mobilitetssektoren, svarende til ca. 11 % af de samlede CO2-emissioner fra den danske landtransportsektor.”, sagde adm. direktør i Everfuel, Jacob Krogsgaard [1].

Det lyder jo fantastisk. Men som altid, når man bliver præsenteret for en god historie indenfor klimaområdet, er det nødvendigt at gå ind og se på, hvad det i virkeligheden er, som gemmer sig bag de flotte ord.

Man ser også på aktørerne. Er fossile virksomheder repræsenteret, er der ekstra grund til at skærpe opmærksomheden.

En af projektdeltagerne i HySynergy er Crossbridge Energy, som for nogle år siden købte Shells olieraffinaderi i Fredericia. Hvorfor går en fossil industrivirksomhed som Crossbridge Energy ind i sådan et projekt, som potentielt set vil erstatte noget af deres benzin- og dieselsalg? Det er én af de ting, jeg skriver om i det følgende.

80 % skal bruges til fossile brændstoffer

Bag HySynergy står Everfuel, Crossbridge Energy A/S, Ewii, Trefor, Aktive Energi Anlæg, Tvis og Energinet

Anlægget bygges af Everfuel og placeres på et jordareal, der ejes af olieraffinaderiet Crossbridge Energy (tidligere Shell).

Hvad man ikke snakker så højt om er, at hele 80 % af brinten leveres til olieraffinaderiet, hvor det indgår i processen med raffinering af fossile brændsler.

Her er det så, at den gode klimahistorie begynder at halte.

Vi står midt i en klimakrise, hvor udvinding og produktion af fossile brændsler meget hurtigt skal stoppe. Med HySynergy understøtter man i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler og låser samtidig med en investering på 1,9 mia. kr. samfundet til en fossil fremtid i mange år frem.

Som om det ikke er nok, får projekterne også offentlig støtte. Fase I har foreløbig fået 48 mio. kr. i statsstøtte, og der er ansøgt om EU-midler til fase II. Med projektet HySynergy ser vi altså endnu et eksempel på, at den fossile industri får støtte for vores skattekroner.

Det er kun en meget lille del af klimabelastningen fra fossile brændstoffer, som kommer fra udvinding og produktion. Den helt overvejende andel stammer fra brugen/afbrændingen af de fossile brændstoffer.

Projektet HySynergy nedsætter udelukkende den meget begrænsede klimabelastning for produktionsprocessen, mens man fortsat har den helt store klimabelastning, når de fossile brændstoffer brændes af.

Spild af strøm

Vi har kun begrænsede mængder strøm til rådighed fra vind og sol. Det er derfor afgørende, at vi bruger strømmen så energieffektivt som muligt.

Det er selvfølgelig tåbeligt at bruge det meste strømmen til at fastholde fossile brændsler som beskrevet i det foranstående.

Men hvad med de sidste 20 % brint, som er tiltænkt brugt i landtransportsektoren?

Er det energieffektivt at lave brint, og er det energieffektivt at bruge det i landtransportsektoren?

Nej til begge spørgsmål.

I Figur 1 ses princippet for produktion af ”grøn” brint.

Figur 1: Princip for produktion af “grøn” brint

Elektricitet fra vedvarende energi bruges i en elektrolyseproces, hvorved der produceres brint.

Brinten kan anvendes direkte til industrielle processer samt i biler og tungere køretøjer.

Energieffektiviteten er 68 % for elektrolyseprocessen samt transport, lagring og distribution af brinten, se Figur 2[2].

I et køretøj, her en lastbil, omdannes brinten tilbage til strøm i en brændselscelle med en effektivitet på 54 %. Hertil kommer et mindre tab i elmotoren.

Samlet set er det kun en tredjedel af den oprindelige energi, som bruges til fremdrift af lastbilen, når brinten anvendes direkte til transport.

Et billede, der indeholder bord Automatisk genereret beskrivelse
Figur 2: Energieffektiviteter for forskellige brændsler til lastbiler.

Direkte elektrificering af lastbiler, busser og biler er i dag – og vil vedblive at være det i fremtiden – mindst dobbelt så energieffektivt som brint produceret med vedvarende energi.

Det er derfor spild at bruge den vedvarende energi til produktion af brint til anvendelse i landtransportsektoren fremfor at anvende den direkte i et elkøretøj.

Forklædt i grønt

HySynergy og lignende brintprojekter skaber begejstring i politiske kredse og blandt interesseorganisationer og kører lige igennem medier uden nogen form for journalistisk undren.

Det hele er ført an af den fossile industri, som tilsyneladende lykkes med at sælge en på overfladen god klimahistorie, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.

Den fossile industri og dens interessenter har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser sig udspille nu.

På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien: skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på klimakrisen, forsøgt at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse klimakrisen. Alt sammen med formålet at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.

Med HySynergy og lignende projekter er den fossile industris taktik ved at lykkes endnu engang. Man forsøger at promovere projektet som reduktion af CO2-udledningerne ved produktion af såkaldt grøn brint. Og det skal man selvfølgelig have massiv offentlig støtte til. Sandheden er, at størstedelen af brinten skal bruges til fossile brændstoffer og den resterende del håbløst ineffektivt i landtransportsektoren.

Jeg håber, at politikere og medier vil åbne øjnene og se, hvad den fossile industri og dens interessenter har gang i: En forværring af den klimakrise, vi står i, forklædt som ”grønne” projekter.

Referencer

[1] https://usercontent.one/wp/www.everfuel.com/wp-content/uploads/2021/08/Pressemeddelelse_FirstSod_DK.pdf

[2] “Electrofuels? Yes, we can … if we’re efficient”, Briefing, December 2020 og “How to decarbonize long-haul trucking in Germany”, Analysis, 2021, Transport & Environment, Belgium.